News and comments from Balad al Sham

Friday, December 21, 2007

Så er det eid

Muslimerne fejrer eid adha for tiden, og de af dem, der er på pilgrimsrejse til Mekka - haj - render rundt og kaster sten efter djævelen. Mange af os andre fejrer jul, og vi kaster ikke så mange sten. til gengæld indebærer begge højtider god mad.

Nu vil jeg holde jul, og det vil jeg fejre ved en video af jordanske soldater, der danser den klassiske arabiske dabkeh - en dans, der på arabisk har sit eget verbum, og dermed er noget helt særligt. Glædelig jul.


Wednesday, December 19, 2007

Virkelighedens dom

Oplysningsfilosoffen John Locke er kendt for sit citat om, at sandheden nok skulle klare sig, "om den engang fik lov at skøtte sig selv. Den får ikke ofte, og vil næppe nogensinde, frygter jeg, få meget hjælp fra magtens mænd, af hvem den kun sjældent kendes og endnu sjældnere bydes." Det ville være synd at sige, atr sandheden om krigen i Irak får megen hjælp fra "magtens mænd". Kendsgerningerne går dem nemlig imod.

En af de modige, selvopofrende journalister, der jævnligt opholder sig i Irak uden at være "embedded" hos besættelsestropperne er Dahr Jamail. Han rapporterer uden om de "officiele" kanaler, som de fleste bureauer og større medier gør. I sin nye bog, Beyond the Green Zone, skildrer han den rutinemæssige brutalitet, som irakerne lever under, og som er påført dem af besættelsestropperne. Jeg har ikke selv læst andet end uddrag fra og anmeldelser af bogen.

The Guardian skriver, at det der virkelig er skræmmende ved bogen er de amerikanske troppers rutinemæssige ødelæggelser: "hvorledes de river nærliggende huse ned efter en vejsidebombe, efterlader ammunition, der ikke er eksploderet, på marker, der tilhører bønder, som ikke bliver informeret, bulldozer frugtplantager. Liv ødelagt, familier fordrevet hver dag. En af de værste episoder fandt sted, da Jamails ven ved et tilfælde var i en moske, hvor de bedende blev skudt, børn blev lemlæstet: et helligt sted ødelagt af en amerikansk operation. Vi ved måske intet om sådanne rutinemæssige operationer i denne krig, men disse historier fylder de arabiske medier. Over hele den muslimske verden er de uomgængelige beviser på ydmygelsen og forfølgelsen af deres islamiske tro. Vi kan kun lade som om, vi ikke forstår."

Men det lader alligevel til, at der er en del, der lader som om, de ikke forstår. Virkelighedens dom over besættelsen af Irak burde ellers ikke være så svær at forstå. En ny rapport, som er lavet på foranledning af det amerikanske militær, viser, at irakere fra alle etniske og religiøse grupper mener, at den militære besættelse af landet er hovedårsagen til den sekteriske vold, der opstod i kølvandet på invasionen (sjovt nok samtidig med, at El Salvadors bøddel, John Negroponte, ankom til Irak).

Rapporten viser, at irakerne ser troppernes exit fra Irak som en forudsætning for national forsoning. Tropperne er altså en hindring for fremskridt, ikke en hjælp. At en udenlandsk besættelse, systematisk tortur, klyngebomber og systematisk ødelæggelse skulle være en hjælp er da også en pervers påstand.

I øvrigt er konklusionen om, at troppernes exit ville gøre livet bedre for den irakiske befolkning, helt i tråd med en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium fra september 2006.

Virkelighedens dom er altså temmelig klar. Besættelsen af Irak er ikke for irakernes skyld. Tværtimod er besættelsen hovedårsagen til den elendighed, der hersker i Irak.

Monday, December 17, 2007

En forbrydelse uden skyldige

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har det lidt underligt med den måde, de vestlige ledere snakker om Irak på. Ingen kan nægte, at det er en menneskelig katastrofe i alle henseender. Mere end fire millioner flygtninge, over en million døde, den totale ødelæggelse af samfundet og udraderingen af Iraks kulturelle skatte - alt sammen er det kendsgerninger, der taler sit eget tydelige sprog. De døde sjæle skriger til himlen.

De vestlige ledere benytter sig af et kendt trick, når de taler om Irak. De taler om Irak som en "tragedie", hvis de endelig er tvunget til at forholde sig til realiteterne. Det er klart, at de først snakker om, at "det var værre under Saddam" - en påstand, der i alle henseende er forkert. Derefter følger et spørgsmål á la "I ønsker måske Saddam tilbage?" - ligesom svinet Squealer i Kammerat Napoleon, der mødte enhver kritik med spørgsmålet "I ønsker måske farmer Jones tilbage?"

Men når lederne er tvunget til at forholde sig til de døde, de sårede, ødelæggelserne, sygdommene og barbariet, så omtaler de det som en almen "tragedie", en katastrofe, de skyldes tilfældige kræfter uden for vores kontrol. En slags naturkatastrofe. En forbrydelse uden gerningsmænd.

Men hov! Var der egentlig ikke engang nogen, der faktisk tog beslutningen om at køre den amerikanske ildvogn over Mesopotamien? Var der ikke nogen europæiske ledere, der resoluit besluttede at medvirke til det, der kun kan betegnes som et folkemord på iraks mænd, kvinder og børn? Var der ingen, der tog beslutningen om massakren på Falluja? Om at bevæbne bødlerne i det irakiske indenrigsministerium? Om at de amerikanske patruljer i praksis fungerer under straffrihed? Om at åbne døren for lejemorderne fra Blackwater og andre lejesoldatsfirmaer?

Hvis vi finder ud af, at der er en person, der er blevet torteret, lemlæstet og likvideret, vil vi så ikke finde morderen og straffe ham? Men hvad gør vi, når morderne er statsledere og respektable mænd og kvinder med høje lønninger ot topposter i statsadministrationen og det private erhvervsliv?

Glædelig jul i øvrigt.

Wednesday, December 12, 2007

Afstemningen i Venezuela

En af de mest populære statsledere blandt befolkningerne i Mellemøsten er uden tvivl Venezuelas præsident Hugo Chavez. Han hævede klart stemmen imod Israels aggression imod Libanon i sommeren 2006, og afbrød de diplomatiske forbindelser til Israel. Blandt palæstinensere, irakere, libanesere og andre er det Hugo Chavez (og Fidel Castro), der nævnes, når de unge snakker om politikere, der rent faktisk gør noget godt. Jeg behøver ikke at nævne, at Bush, Blair og andre naturligvis betragtes som forbrydere.

Nå, men jeg faldt over et interessant indslag fra Al Jazeera, der handler om, hvorfor Chavez egentlig tabte folkeafstemningen om grundlovsændringerne i Venezuela for nylig. Se det!

Israelske angreb på ytringsfriheden

Jeg tænker ofte på Polonius' ord i Hamlet, når jeg beskæftiger mig med forholdene i Mellemøsten: "Selv om det er galskab er der dog metode i den." På trods af det tilsyneladende vanvid og de menneskelige fornedrelser, er der dog en metode i barbariet.

En af de metoder, der systematisk forfølges af den israelske besættelsesmagt i de palæstinensiske områder, er gentagne overgreb på nært sagt samtlige menneskerettigheder. Retten til liv håndhæves - mildt sagt - ganske tilbageholdende. Retten til et liv i sikkerhed, retten til et hjemland og andre basale rettigheder har det ikke bedre. Og så er der ytringsfriheden, som gerne i Vesten fremhæves som den vigtigste menneskerettighed.

Onsdag invaderede de israelske besættelsestropper igen Nablus, den største by på den nordlige Vestbred. Her gik de i aktion imod adskillige medier i det, der formentlig er den største israelske aktion imod palæstinensiske medier siden Al Aqsa intifadaen i 2000.

Issa Abu al Ez, direktør for tv-stationen Afaq i Nablus, siger, at de israelske tropper overfaldt en af stationens reportere, der var på arbejde, og at de derefter konfiskerede sendeudstyr og computere.

De israelske soldater fremviste desuden et dokument på hebræisk og arabisk, der kundgjorde, at tv-stationen nu er lukket.

Sådan søger besættelsesmagten altså at håndhæve sit greb om de besatte områder. Lukning af kritiske medier og overfald på journalister.

Det er absolut ikke første gang, at Israel angriber pressen i de besatte områder. Der er metode i vanviddet, for nok engang at henvise til Shakespeare.

I 2002 skød og dræbte israelsk militær en italiensk fotograf. Ved samme lejlighed skød de også lige en egyptisk kameramand i en bil, der tydeligt var mærket "TV". Egypteren overlevede dog, da projektilet blev standset af den skudsikre vest, han bar. Det Internationale Presseinstitut sagde dengang, at de israelske angreb på journalister var en del af en "bevidst strategi fra den israelske hærs side" for at kontrollere reportage om konflikten og besættelsen. Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder udgav dengang en rapport om Israels overlagte angreb på pressen. Det er iskold læsning.

I 2003 skød og dræbte Israel den britiske kameramand James Miller. Han var i gang med at lave en dokumentar fra flygtningelejren Rafah i Gazastriben. De israelske soldater skød ham på nært hold, selv om han vinkede med et hvidt flag og tydeligt tilkendegjorde, at han var journalist.

I juli 2007 skød israelsk militær en journalist fra tv-stationen Al Aqsa. Han blev ramt tre gange, men overlevede. Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder fandt gennem sin undersøgelse frem til, at angrebet på journalisten var "overlagt".

Mere endnu fra det Internationale Presseinstitut:
I juli 2006 skød Israel en række palæstinensiske journalister. Samtidig (under den israelske offensiv i Gaza) forhindrede de udenlandske journalister i at få adgang til Gaza. Ibrahim Al-Atlah, en kameramand fra Palestine TV, blev skudt i brystet af israelske soldater, og blev derefter lam fra brystet og nedefter. I august samme år affyrede Israel et misil på en bil fra Reuters, der tydeligt var mærket "TV". Årsagen var angiveligt, at bilen så "mistænkelig" ud. Ja, for den kriminelle er sandheden altid "mistænkelig".

I juli i år arresterede Israel Ata Farahat, en journalist fra de besatte Golanhøjder, der arbejder for det syriske dagblad Al-Watan. Arrestationen er blevet fordømt af organisationen Journalister uden grænser.

Der er mange flere eksempler. Alle gruopvækkende, afskyelige og helt igennem modbydelige overgreb på ytringsfriheden og de enkelte journalisters ret til at færdes frit uden at blive arresteret, skudt eller direkte likvideret. Denne besættelsesmagt, som udfører disse overgreb systematisk, fremhæves ofte af de vestlige ledere som demokratiets fyrtårn i Mellemøsten. Måske hænger det sammen med, at mange af de kritiske røster, der rapporterer om Israels forbrydelser, ikke lever særligt længe. Og derfor hører vi alt for lidt om, hvad der foregår.

Monday, December 3, 2007

Religiøs stat, ja tak

Så stod de der igen. Ledere fra arabiske lande, Israel og palæstinenserne - og så selvfølgelig George Bush og Condoleeza Rice. Topmøde i Annapolis. Alle vidste på forhånd, at det ville være en fiasko. I hvert fald hvis målet var at lave en form for aftale, der kunne garantere stabilitet i regionen. Det kom til at holde stik.

Den israelske delegation kunne tage hjem med fornyet amerikansk opbakning i baggagen. George Bush slog på ny fast, at Israel er en "jødisk stat" og "hjemland for det jødiske folk". Det vil med andre ord sige en stat, hvor landets arabere ikke nyder fulde borgerrettigheder. Det vil sige, at ingen af de hundredtusindvis af flygtninge, der blev fordrevet omkring 1948 kan vende tilbage. Det vil sige, at George Bush bakker op om Israel som en religiøst funderet stat.

Mahmoud Abbas var tilfreds med Bushs tale, og han protesterede ikke over, at Bush på den måde slog fast, at flygtningekravet ikke kan imødekommes. Dette krav har Abbas og resten af PLO's ledere nemlig smidt over bord for længe siden.

At Mahmoud Abbas kun repræsenterer en del af palæstinenserne var der ingen, der bemærkede. Han selv protesterede ikke over belejringen og udsultningen af Gaza. Ingen protest over de daglige israelske angreb, likvideringer og bortførelser. Sådan en mand er lige det, George Bush har brug for. Desværre for Bush er Mahmoud Abbas langt fra repræsentativ for palæstinenserne. De vil ikke tro på de løfter, lederne kommer med. Og det har de grund til at lade være med.

Jeg kommer til at tænke på Macbeth:
"Lad ingen mere tro de gøgledjævle, som dårer os med dobbelttydig tale, som holder løftet efter ordets lyd, men bryder det for håbet."

Og så lige en opgørelse over livets gang i de besatte områder mellem den 22. og 28. november:
  • 11 palæstinensere, herunder to brødre, blev dræbt af det israelske militær på Vestbredden og i Gaza.
  • De to brødre blev dræbt af Flechette-projektiler, der er forbudt ifølge international lov.
  • 28 palæstinensere, herunder fire børn, samt en israelsk menneskerettighedsaktivist, blev såret af det israelske militær i de besatte områder.
  • En kvindelig patient døde, da israelsk militær nægtede ambulancen at krydse grænsen fra Gaza. Det er den 11. patient, der dør på grund af, at Israel nægter dem adgang til lægehjælp siden august.
  • Israelske bosættere på vestbredden angreb og sårede 13 palæstinensere i en minibus.
  • Israelske bosættere angreb 25. november en skole i Hebron og øvede hærværk på den.
  • Opførelsen af den ulovlige mur, der annekterer palæstinensisk jord til Israel, fortsætter. Det samme gør belejringen af Gaza.
En religiøst funderet stat, der opfører sig barbarisk og undertrykkende over for befolkningen, vækker forståelig vrede og afsky, når det drejer sig om Iran. Men når det drejer sig om USA's bedste allierede i Mellemøsten - Israel - så er tonen en anden.

Thursday, November 29, 2007

Nej til kvinder, børn og folkevalgte

Israel erklærede før topmødet i Annapolis, at de ville løslade 441 palæstinensiske fanger som et tegn på god vilje over for palæstinenserne. Det er næsten rørende. Men ser man på, hvem det er, der bliver løsladt, og hvem Israel fortsat holder fanget, så ser tingene en anelse anderledes ud.

Ifølge Mustafa Barghouthi, leder af Palestinian National Initiative, tog Israel mellem 17. juli og 24. november i år 1714 palæstinensere til fange. Altså svarer antallet af løsladelser til omkring en fjerdedel af tilfangetagelserne. Mange af de 441, som Israel vil løslade, har desuden afsonet størstedelen af deres fængselsstraf. 78 procent af dem har afsonet mere end halvdelen af deres straf, og 57 procent har afsonet to trediedele af deres straf. Det vil altså sige, at de alligevel snart skulle løslades.

I april i år sad der 11.229 palæstinensere i israelske fængsler. Blandt dem er 104 kvinder og 375 børn. Nu er tallet ifølge Mustafa Barghouthi 143 kvinder og 335 børn. Ingen af disse kvinder og børn er blandt de 441, som Israel nu vil løslade. Desuden nægter Israel fortsat at løslade nogle af de demokratisk valgte politikere, som holdes fængslet uden dom.

Omkring 3.800 af de palæstinensere, der er fængslet i Israel, sidder i civile fængsler. Resten holdes fanget i militære fængsler og fangelejre.

Wednesday, November 28, 2007

Undermennesker

Göbbels har sandelig ikke levet forgæves. Det er næsten heldigt, at omkring halvdelen af irakerne ikke kan læse. For hvis de kunne, skulle de ud over de daglige ydmygelser og overgreb, besættelsen byder på, også forholde sig til de systematiske løgne, som besættelsesmyndighederne producerer. Naturligvis producerer de ikke samlebåndsløgne for irakernes skyld, men for at retfærdiggøre det, der ikke kan retfærdiggøres: den amerikanske ildvogn i Irak, voldtægterne, myrderierne, torturen og fornedrelserne.

Da amerikanske tropper den 23. oktober dræbte 11 irakere i Djila nord for Samarra hævdede det amerikanske militær først, at alle de 11 dræbte var en del af en gruppe, der placerede vejsidebomber for at ramme besættelsestropperne. Men da beviserne for, at mindst seks af de 11 var civile, kom frem og ikke kunne benægtes, ændrede amerikanerne deres forklaring. Og som sædvanligt "beklagede" de tabet af uskyldige liv. Ikke et ord om, at den amerikanske praksis med systematiske mord på civile ville stoppe. Selvfølgelig ikke. Efter det første angreb, sendte amerikanerne et par misiler efter et hus, hvor to bønder, der var flygtet fra angrebet, havde søgt sikkerhed. 14 mennesker mistede her livet. Det lokale politi siger, at 16 døde i dette angreb - syv mænd, seks kvinder og tre børn.

Som det ofte sker, når amerikanerne nægter at svare på, hvorfor de massakrerer civile, siger de, at de "undersøger sagen". Hvad er det, de skal "undersøge"? Om børnene vitterligt er døde? Om de sårede nu også er rigtigt sårede? Om de dræbte kan være døde af noget andet end eksplosionerne fra de amerikanske misiler? De er måske døde af alderdom - eller endnu bedre, af selvmordsbombere? Der er intet at undersøge, og det ved besættelsesmyndighederne godt.

Hvorfor løj amerikanerne først om dette angreb? De kan ikke være uvidende om tabet af civile liv, selv om de nærmest gør en dyd ud af ikke at opgøre tal for, hvor mange de slår ihjel i Mesopotamien.

To dage før massakren i Djila, den 21. oktober, dræbte amerikanske soldater og helikoptere tilsyneladende 49 "bevæbnede mænd" i Sadr City i det østlige Bagdad. Først sagde amerikanerne selvfølgelig at ingen civile havde mistet livet. De dræbte var bevæbnede fjender. Et lokalt shiitisk borgerråd sagde imidlertid, at mange uskyldige, der var i nærheden af angrebet, også havde mistet livet. Ifølge Los Angeles Times var der to drenge på henholdsvis otte og 11 år blandt de dræbte. Amerikanerne sagde, at alle de dræbte var "forbrydere". Det irakiske indenrigsministerium meddelte, at 13 civile blev dræbt i angrebet, og 69 blev såret.

Amerikanerne sagde efterfølgende, at de "ikke har kendskab" til civile dødsfald som følge af deres helikopterangreb i en af Bagdads tættest befolkede bydele. Uvidenhed gæder her som forbryderens sidste forsvarslinie. Men uvidenhed er hverken et bevis eller et juridisk argument.

Selv når amerikanerne en sjælden gang imellem siger, at de vil "undersøge" deres massakrer i Irak, og undersøgelsen rent faktisk fører til noget, viser dette "noget" sig ofte at være en blindgyde. For eksempel massakren i Haditha i 2005, hvor amerikanske marinesoldater slagtede 24 irakiske civile. Her skal det siges, at medierne i Danmark og andre steder var særdeles langsomme til at tage denne massakre op (Politiken afviste i første omgang at rapportere om massakren fordi det var en "betændt sag"), men ikke desto mindre var beviserne håndfaste og de døde var rent faktisk døde (oh, hvilken overraskelse!)

Efter beviserne havde tårnet sig op igangsatte militæret en undersøgelse. En iraker havde formået at videofilme de blodige huse, hvor familierne var blevet massakreret, og øjenvidner fortalte om massakren. Undersøgelsen pågår stadig. Militæret vil formentlig efterspørge flere beviser. Beklageligvis er en del af øjenvidnerne døde. Sager mod morderne fra Haditha er blevet droppet på stribe. Indtil videre er der ikke en eneste af Hadithas bødler, der er blevet sat i fængsel.

Det hele hænger naturligvis sammen med den institutionaliserede racisme, der hersker i det amerikanske militær og i den amerikanske administration. Vietnameserne var "gooks", irakerne er "hajis", "sand-niggers" og "towell-heads". Hvad enten det var massakren på Falluja, Haditha eller mordene på en hel samling bryllupsgæster, så er de irakiske liv ikke noget værd. Og selv om de er civile, er de alligevel selv lidt ude om det. Og ikke tale om, at de har ret til væbnet modstand imod de soldater, der besætter deres land. Slet ikke. De er jo irakere. Arabere. Sand-niggers. Untermenchen.

De samme forudsigelige propagandateknikker bliver sat i værk hver gang. De dræbte er "ekstremister", "terrorister", "Saddam-tilhængere", "hellige krigere" eller noget andet. Og når en iraker fra Sadr City, Falluja eller Najaf forklarer, at hans familie er blevet mejet ned af amerikanere, er han så troværdig? Er den pæne mand fra Pentagon ikke mere troværdig? Han har trods alt medaljer og russisk salat - ikke som irakeren, der formentlig er iklædt den traditionelle thobe og tillige må formodes at være muslim. Her har vi igen racismen. Göbbels har som sagt ikke levet forgæves.

På min blog viser jeg et løbende skøn fra Just Foreign Policy, der viser, hvor mange irakere, der er døde som følge af invasionen. Vi har for længst rundet millionen. Som Voltaire sagde, så er det forbudt at slå ihjel, derfor bliver alle mordere straffet, undtagen de som dræber i store kompagnier og til lyden af trompeter.

Friday, November 16, 2007

Pakistansk parlamentsmedlem arresteret

Det pakistanske parlamentsmedlem Manzoor Ahmed, der også er formand for Pakistan Trade Union Defence Campaign er blevet arresteret. Han anførte en demonstration, der går fra Lahore til Islamabad for at protestere over undtagelsestilstanden.

Manzoor Ahmed er valgt til parlamentet for Pakistan Peoples Party, som ledes af Benazir Bhutto.

Læs mere om sagen her. Pakistan Trade Union Defence Campaign opfordrer alle til at sende protestbreve til de pakistanske myndigheder og ambassader. Hermed er opfordringen givet videre.

Væk med kendsgerningerne!

Det er sjovt, som historien vasker sine egne minder væk. Da Franklin, Jefferson og de andre amerikanske revolutionære smed briterne på porten, skete det på baggrund af en folkelig opstand, der desuden konfiskerede al ejendom fra de godsejere og forretningsmænd, der støttede briterne. I dag ville den slags nok blive kaldt terrorisme og kommunisme, men lad det nu være.

Da briterne for nylig fejrede Remembrance day - altså en dag, hvor man husker de faldne soldater og civile i krig - var den nyere historie påfaldende fraværende. De faldne i Mesopotamien var tilsyneladende ikke værd at huske. Det britiske establishment anser det for sikrere at huske på krige, der ligger lidt længere tilbage i historien, og hvor de, der kan huske, hvad der egentlig skete, alligevel er døde.

I oktober hævdede Tony Blairs ikke-valgte efterfølger Gordon Brown (den helt rigtige mand til at skabe demokrati andre steder i verden!) gennem sin håndlanger Kim Howells, at der ikke er nogle tal for, hvor mange irakere, der er døde i Irak siden 2003. Han tilføjede, at den irakiske "regering" måtte indsamle disse data. Det var en åbenlys løgn, at der ikke findes tal. Undersøgelsen fra oktober 2006 i The Lancet konkluderede, at omkring 655.000 irakere var døde som følge af invasionen op til medio 2006. Hvis man fremskriver disse tal, ser man at omkring en million nu er døde. Og før offensiven denne sommer dræbte amerikanerne 300 irakere om dagen.

Men er disse tal ikke draget i tvivl? Er de ikke utroværdige? Aldeles ikke. The Lancet brugte samme analysemetode i Irak, som ligger til grund for rapporter om f.eks. Kosovo og Darfur, som den britiske regering (og andre) bruger uden forbehold. Desuden er der kommet dokumenter frem, der viser, at den britiske regering bag kulisserne faktisk anerkender de tal, som undersøgelsen fremkom med.

Dokumenter, der er fremkommet gennem aktindsigt i Storbritannien, viser, at en af forsvarsministerens rådgivere, Sir Roy Anderson, konkluderede, at undersøgelsen er "robust" og at den benyttede sig af en metode, der ligger tæt på "bedste praksis". Desuden anbefalede han, at man skal være varsom med at offentliggøre undersøgelsen. Det blev den så alligevel. Under alle omstændigheder har de krigsførende regeringer et problem. Man kan ikke afvise undersøgelsen som uvidenskabelig - for det er den aldeles ikke - men man kan ikke lide konklusionerne. Derfor forsøger man at gemme kendsgerningerne væk.

En anden rapport, der har fået endnu mindre omtale, er rapporten fra Opinion Business Research, der viser, at 1,2 millioner irakere har mistet livet som følge af invasionen. Denne rapport er selvfølgelig nyere, og derfor er tallene højere end i The Lancet. Men ingen kan betvivle dens videnskabelige validitet. Dermed er det slået fast, at invasionen af Irak har slået flere folk ihjel, end der døde under folkemordet i Rwanda, der ellers gik for at være det værste folkedrab siden 2. verdenskrig. Bush, Blair og deres medløbere har altså ansvaret for det værste folkedrab siden Hitler.

Dette blev ikke nævt på Remembrance day. Det blev heller ikke nævnt i valgkampen hjemme i Danmark. Måske fordi en million irakere fra eller til ikke er så vigtigt i forhold til en lettelse af topskatten.

Ifølge FN flygter 100.000 irakere hver måned fra deres hjemland. Samtidig diskuterer de danske politikere, hvordan de bedst kan tvinge irakiske flygtninge i Danmark til at rejse "hjem". Hjem til dødspatruljer, tortur, vilkårlige husundersøgelser og drab fra "koalitionens" patruljer, fattigdom og menneskelig tragedie. Også her er det bedst for magthaverne at gemme kendsgerningerne væk.

Kendsgerningerne tårner sig op. Det land, der havde det bedste sundhedsvæsen og uddannelsessystem i den arabiske verden ligger nu i ruiner. Nogle af menneskehedens største kulturskatte fra Mesopotamien og Babylon er nu ødelagt for altid, røvet af bander eller som fundament for amerikanske baser og flyvepladser. Kendsgerningerne taler om systematiske krigsforbrydelser, voldtægt af menneskelig civilisation og et regulært folkemord. Men over for kendsgerningerne står den vestlige verdens største og mægtigste propagandamaskineri, der skiftevis ved løgne og fortielser prøver at holde kendsgerningerne borte.

Hvorfor banker de på krigstrommerne mod Iran? Er det for at skjule det folkemord, de selv har begået? Er det for at skjule, at Iran ikke har invaderet andre nationer? Eller hvad? En ting er sikker: kendsgerningerne skal af vejen, og hellere i går end i dag.

Thursday, November 15, 2007

Kujoner dør mange gange

Bush-sproget er fantastisk. Det er omvendt Shakespeare. Kliken i det hvide hus fabulerer med sproget og udvikler nye ord. Og de taler et episk sprog. Men i modsætning til Shakespeare har det ikke til formål at hæve menneskehedens kuturelle niveau - tværtimod. Et eksempel er det prædikat, de har sat på Syrien. Syrien er ofte medtaget i "ondskabens akse". Måske ikke Bush-klikens største sproglige bedrift, men ikke desto mindre har den vist sig at have stor gennemslagskraft.

Den 6. september i år angreb israelske F-15 fly syrisk territorium. Både Israel og Syrien har været meget tavse vedrørende selve angrebets omstændigheder og hvad det egentlig var, der blev bombet. Det står dog klart, at USA havde givet grønt lys til angrebet.

Det antages bredt, at målet for det israelske angreb var et atomart anlæg. Dette er kun en antagelse, og den er ikke bekræftet. Men den må siges at give mening. Syrien har et arsenal af kemiske våben som modvægt til Israels massive arsenal af kernevåben, og ud fra et militært synspunkt er det mere end logisk, hvis Syrien stræber efter at anskaffe sig kernevåben - ganske som Iran. Begge lande har jo set, hvad der skete med Irak, som overhovedet ingen masseødelæggelsesvåben havde, og som desuden var militært forkrøblet. Hvis landet havde været stærkt, var det aldrig blevet invaderet af USA. Kliken i Washington vil nemlig aldrig gå efter de stærke - de vil kun angribe dem, der allerede ligger ned.

Men er Syrien USA's fjende? Er Damaskus en reel modpart til Washington i spillet om Mellemøstens kolonier? Det er langt fra tilfældet.

Siden 1. verdenskrig har Syrien ikke annekteret nye landområder - tværtimod er der blevet skåret mere og mere af Syrien. Syrien mistede først en del af det, der nu er Jordan, da briterne oprettede Transjordanien - måske en af de mest kunstige nationalstater, historien har set. Franskmændene besluttede sig i 1920 for at oprette Libanon - en ny stat, der havde et tvivlsomt nationalt grundlag, men til gengæld husede en (kristen) elite, som Paris kunne basere sig på i kampen mod Damaskus. Derefter huggede Frankrig en del af det nordlige Syrien og afleverede det til Tyrkiet. Resultatet af denne grænsrykning var, at tusindvis af armenere, der var flygtet fra tyrkernes folkemord i 1915, var nødt til at flygte igen.
Senere tog Israel Golanhøjderne fra Syrien. Golanhøjderne er vigtige på grund af vandforsyningen.

Syrien har altså gennem det 20. århundrede oplevet en stadig reduktion af landet. Intet under, at Damaskus føler, at det er under angreb fra alle sider.

Men hvad med forholdet til USA? Syrien støttede USA's krig imod Irak i 1991. Syrien gik derefter - på USA's foranledning og opfordring - ind i Libanon for at opretholde Taif-aftalen og sikre "Pax Syriana". Dengang var de åbne allierede med USA. I dag er alliancen knap så åbenlys, men ikke desto mindre er der stadig et samarbejde, der ikke er uvæsentligt.

Syrien har nemlig vist sig at være en dygtig og velvillig samarbejdspartner for USA i "krigen mod terror". Syriens behandling af islamistiske grupper er notorisk, og det medfører for eksempel dødsstraf, hvis man dømmes skyldig i medlemsskab af Det Muslimske Broderskab.

Der dukker jævnligt eksempler op, som bekræfter et glimrende samarbejde mellem USA og Syrien. I "krigen mod terror" har USA nemlig god brug for Syriens ekspertise inden for afhøring med elektriske stød, stokkeslag og seksuelle ydmygelser. Ikke fordi amerikanerne ikke selv råder over eksperter på dette felt, men Syrien har et veludbygget system hvad angår tortur.

Maher Arar bor i Canada. Han kommer oprindelig fra Damaskus. Da han besøgte USA blev han arresteret og blev anklaget for at være medlem af al-Qaeda. CIA fløj ham til Syrien, hvor han - i et underjordisk fængsel - kom under kærlig behandling af det syriske Mukhabarat. Den canadiske regering gav Maher Arar en undskyldning, da han vendte tilbage til Canada - for det canadiske politi havde tilsyneladende hjulpet CIA til at rejse de grundløse beskyldninger mod Maher Arar. De amerikanske myndigheder har aldrig sagt undskyld til Maher Arar, og han kan ikke tage over grænsen til USA, for han risikerer at ryge til endnu en omgang tortur i Damaskus.

Der er mange flere eksempler. Amnesty International afslører et systematisk samarbejde om tortur mellem USA og Syrien. "Axis of torture" fristes man til at sige. Time har afdækket en del af det.

Er Syrien USA's ven eller fjende? På den ene side er USA stærkt allieret med Israel - den eneste pålidelige og stabile amerikanske allierede i regionen. På den anden side har USA brug for Syrien til at gøre noget af det beskidte arbejde. Og en ting er sikker: hvis alternativet til Baath-styret i Damaskus er det Muslimske Broderskab (som formentlig ville vinde stor tilslutning ved et demokratisk valg), så foretrækker kliken i Washington at samarbejde med Bashar al-Assad.

Shakespeare lader i Julius Cæsar sige, at "Kujoner dør mange gange, De ærefulde smager kun døden en gang." Magthaverne i Mellemøsten - herunder USA - er moralske lig. Ikke desto mindre formår kadaverne i samdrægtighed til stadighed at få de ærefulde til at smage døden ganske eftertrykkeligt.

Tuesday, November 6, 2007

Bødlerne bliver straffet

En glædelig nyhed. De to af Mubaraks torturbødler fra Boulaq el-Dakrour politistationen, der torturerede Imad al-Kabir, er nu blevet dømt for deres forbrydelse. De blev dømt til tre års fængsel. De to dømte er Kaptajn Islam Nabih og korporal Reda Fathi.

Der er flere grunde til, at disse torturbødler blev dømt, for - tro mig - det er aldeles ikke almindeligt, at torturbødlerne i Egypten bliver stillet til ansvar for deres gerninger. Tværtimod bliver de som regel forfremmet.

Den første grund er den store indsats, som anti-torturaktivister har udført. Den egyptiske blogger MAK offentliggjorde videoen af Imad al-Kabir, og det har gjort den egyptiske tortur kendt i hele verden.

Den anden grund er den generelle politiske situation i Egypten. Mubaraks regime er blevet rystet af store strejker og protester fra arbejderne. Arbejderne på Egyptens største tekstilfabrik, Ghazl el-Mahalla, har flere gange besat fabrikken, og statsmagten har været ude af stand til at sætte de 27.000 arbejdere på plads. Også arbejderne på tekstilfabrikken Kafr el-Dawwar har rystet Mubaraks regime. Under kampene mod de egyptiske arbejdere har regimet flere gange været tvunget til at trække i land, for eksempel er flere faglige ledere blevet arresteret, da rigtige fagforeninger ikke er tilladt i Egypten. Men regimet har følt sig så presset af vreden på landets arbejdspladser, at det har været tvunget til at løslade de faglige ledere igen.

Denne protestbølge i Egyptens industri (som langt overgår alt, hvad det tamme Muslimske Broderskab kan præstere) er uden tvivl en medvirkende årsag til, at regimet nu har følt sig presset til at fængsle to torturbødler. En sejr for menneskerettigheder i Egypten er nu blevet vundet - men der er lang vej igen.

Sunday, November 4, 2007

Nederlaget i Afghanistan

Indenfor de store FN-organisationer taler man ikke om at noget kan være farligt, vanskeligt eller umuligt. Man taler om, at det kan være en "udfordring" eller et issue. Det er nok ikke kun i FN, at dette nysprog trives.

Nå, men situationen i Afghanistan betegner FN's nødhjælpsorganisationer i hvert fald som en "udfordring" og "stille, men skrøbelig" - noget som nødhjælpsarbejderne kan oversætte til "skrækkelig".

Nu er der jo valgkamp i Danmark. Status skal gøres op. Den danske regering har ført mindst to krige i udlandet - i Irak og Afghanistan. Her tæller vi ikke udsente til Balkan eller andre steder med. Irak er ligesom tabt, og der er kun en håndfuld soldater og rådgivere tilbage. Afghanistan - landet der ikke kunne erobres af hverken briterne eller russerne, og som Nato ikke kan kontrollere - lægger imidlertid jord til hundredvis af danske soldater.

Jeg har i en tidligere post beskrevet, hvordan Natos luftangreb i Afghanistan dræber flere civile end talebanerne gør, og hvordan disse bombardementer af civile - der formentlig ville blive kaldt krigsforbrydelser, hvis de blev udført af "fjenden" - er med til at skabe en endnu større modvilje imod den udenlandske tilstedeværelse i landet.

En afghansk nødhjælpsarbejder i den nordlige del af landet sagde til New Statesman, at "hvis vi havde en modstandsbevægelse her, ville der også være et oprør her."
En bemærkelsesværdig udtalelse. For det første fordi denne nødhjælpsarbejder ikke nærer nogen som helst tvivl om befolkningens dybe og inderlige modvilje mod de udenlandske tropper. For det andet, fordi han betegner den afghanske modstandsbevægelse som det, den er - en modstandsbevægelse. Ikke som en terrorgruppe, en bandithær eller hvad vi ellers kan høre de vestlige magthavere lukke ud i deres forsøg på at fremstille krigen i afghanistan som retfærdig eller som et projekt, der kan vindes.

De danske tropper er i det sydlige afghanistan, og skal vi tro den danske statsminister, så kæmper de en krig for demokrati og imod at "Afghanistan igen bliver et fristed for terrorister." (ikke et ord om, at de hellige krigere, som nu er "terrorister", ihærdigt blev støttet af statsministerens eget parti i 1980'erne). Som et led i denne kamp har Danmarks allierede nu hentet private lejesoldater til Helmand-provinsen. Disse lejesoldater er kendte og berygtede fra Irak, hvor de blandt befolkningen er den mest forhadte del af besættelsesmagten - og det siger ikke så lidt! Diplomater har udtrykt bekymring over lejesoldaternes indtog i Helmand, for de er kendt for deres brutalitet og ligegyldighed over for civile liv. Blandt de mere ædruelige "rigtige" officerer og soldater fra blandt andet den danske styrke, er der uden tvivl også stor modvilje mod lejesoldaterne.

Nå, men nok om det sydlige Afghanistan for nu. Der er jo krig, og soldaterne kæmper jo for at få oprettet ro og orden. Så lad os se på, hvordan det står til i den nordlige del af landet, hvor denne orden er blevet indført. Det nordlige Afghanistan burde jo - skal vi tro de krigsførende regeringer - være et blomstrende demokrati og et område med fremgang og lykke.

Men, ak, der er en grund til, at de krigsførende regeringer (og med dem, følgagtige medier) er tavse om det nordlige Afghanistan. Virkeligheden er nemlig en ganske anden.

Det samfund, som er blevet oprettet på Nato-bajonetter i det nordlige Afhanistan er alt andet end retfærdigt og demokratisk. Natos allierede i den nordlige alliance (kan I huske dem - vores gode allierede fra krigens første dage - disse gode demokrater) opfører sig som gangstere og banditter - men de er ikke "terrorister", de er allierede.

New Statesman citerer en far
til en seksårig pige, der er blevet dræbt i Badakhshan, den nordlige bjergrige provins. Bomben, der dræbte hende, var rettet imod Isaf, den internationale styrke. De eneste, bomben ramte, var mandens tre døtre - og den ene døde.
"De lokale myndigheder er korrupte," siger han. "Og Isaf arbejder hånd i hånd med dem. Isaf er for bløde. De bliver ved med at gå på kompromis."

Angrebet, der dræbte den seksårige pige, var ikke et angreb fra Taleban. Det var, hvis man skal tro de lokale, udført af familien til en lokal leder fra den Nordlige Alliance, som blev slået ihjel af en Nato-patrulje.

Hver eneste lokal leder, som New Statesman har mødt i det nordlige Afghanistan, er tidligere hellig kriger, og de fleste er fra det fundamentalistiske Jamiat-e Islami. Det er de gamle magtstrukturer, der styrer det nordlige Afghanistan. New Statesman sammenligner det med en mafia. Efter alt at dømme er det ikke en sammenligning, der er ubegrundet eller urigtig.

Jamen, var det ikke uundgåeligt, at disse gangstere ville sætte sig på magten i det nordlige Afghanistan og indføre deres mafiavælde? Sådan en indvending vil nogle måske komme med. Men spørgsmålet er forkert stillet. Spørgsmålet burde være: hvordan kunne disse mafialedere tage magten? Svaret er, at Nato tog en beslutning om at bevæbne disse banditter som en modvægt imod Taleban - uagtet deres blodige historie og kendte krigsforbrydelser. At vores nye allierede ved deres tid ved magten i Kabul slagtede 50.000 mennesker bekymrer tilsyneladende ikke Nato - og heller ikke den danske regering.

Da Nato besluttede sig for, at krigsforbryderne i den Nordlige Alliance (som Taleban kun kunne drive fra magten i 1996, fordi befolkningen følte Taleban som en befrielse i forhold til disse notoriske mordere og voldtægtsforbrydere) skulle bevæbnes og besside de ledende politiske poster, væltede de ind over grænsen fra Tadjikistan. Nu kunne de få magten på udenlandske bajonetter. Og de har grebet den godt.

Afslutningsvis lige et citat fra New Statesman-reporteren Kate Clark:
"Det seneste år har jeg ikke mødt en eneste civil, der havde noget som helst godt at sige om præsident Karzai. Dette plejede at være et land, hvor -før 2001 - jeg dårligt nok hørte antivesltige eller antiamerikanske holdninger. Denne velvilje er forsvundet".

Så hvad laver Danmark i Afghanistan? Hvilket samfund er det, Danmark vil opbygge i dette land? Hvilke folk er det, Nato har bragt til magten? Disse spørgsmål kunne godt bruges i en valgkamp.

Se ikke denne film

Helt seriøst, det er en fuldstændig modbydelig film. Den er optaget af egyptiske torturbødler, og det er ganske enkelt afskyvækkende, det der foregår. Ikke desto mindre er det noget, der sker ofte. Videoen viser Imad al-Kabir, der bliver udsat for tortur af Mubaraks bøddelkorps.

Human Rights Watch sagde i forbindelse med denne video, at den kendsgerning, at torturen er blevet filmet viser, at bødlerne forventer fuldstændig straffrihed. Intet under. De er i god træning med den systematiske og massive brug af tortur, som Mubaraks regime udøver. Landet har været i undtagelsestilstand siden 1981.

Her er videoen. Jeg vil gerne advare imod at se den.



Og så lige lidt info, der sætter det hele i perspektiv: Egypten er det land, der modtager mest økonomisk støtte fra USA næst efter Israel. Sidste år sendte USA 1,3 milliarder dollars alene i militær hjælp til Mubaraks rædselsregime.

Så hvis det kan hjælpe lidt på humøret indsætter jeg et billede af Bush og Mubarak - to der står sammen i Mellemøstpolitik.

Saturday, November 3, 2007

Bosættere har frit spil

De daglige overgreb i de besatte palæstinensiske områder er for mange og for store til, at et almindeligt menneske kan overskue det. Og størstedelen forbliver urapporteret i dansk presse. Her er en lille nyhed, der ikke i sig selv er opsigtsvækkende - dramatisk set overstiges den af misilangreb, myrderier og andre grusomheder, der dagligt pågår. Men ikke desto mindre synes jeg, den er meget sigende.

Maan News rapporterer i dag, at en gruppe israelske bosættere i Hebron på den besatte Vestbred ransagede et palæstinensisk hjem og tævede en beboer, mens de israelske soldater blot så passivt til.

Omkring 100 bosættere fra bosættelserne Kiryat Arba og Kharsina omringede et hus i Hebron, der tilhører palæstinenseren Abed Al Karim Al Ja'bari. Derefter gik de ind i huset og overfaldt hans søn Ramzi og slog ham med sten.

Maan News citerer kilder for at sige, at israelsk politi og militær blev tilkaldt, men at de blot så til, mens overfaldet foregik. Bosætterne fik altså frit spil til at gennemtæske en sagesløs indbygger i det land, som bosætterne med militær magt bag sig besætter.

Denne historie er ikke enestående. Derfor får den nok ikke så meget opmærksomhed. Sådanne historier kunne skrives dagligt. Men de er ikke interessante nok. Hvorfor ikke? Er det på grund af, at Israels overgreb som regel er meget værre og mere brutale - som for eksempel Israels seneste misilangreb på Gaza? Er det fordi de palæstinensiske gangster-grupper fra Fateh og Hamas også laver brutale overgreb, som det seneste i Qalqilieh? Eller hvad?

Friday, November 2, 2007

Diktatoren kom forbi

Kong Abdallah af Saudi Arabien blev inviteret indenfor hos Dronningen af England. Man må håbe, de har haft det hyggeligt. For det har folk flest i kongens hjemland ikke. Han repræsenterer ganske enkelt et af de mest rædselsfulde regimer i verden. Men han er samtidig en af Vestens gode venner og allierede, som Shahen var det i 1970'erne, som Saddam var det i 1980'erne, og som de israelske generaler til stadighed er det. Og så nævner vi slet ikke Egyptens notoriske toturbøddel af en diktator, Hosni Mubarak.

Nå, men Kong Abdallah kom forbi Buckingham Palace. Her blev han budt hjerteligt velkommen. På de offentlige pladser i London var der ingen offentlige henrettelser, som der ellers ofte er i kongens hjemland. Saudi Arabien er det eneste land ud over Iran, der har offentlige henrettelser, og selve aflivningen foregår ved, at bøddelen hugger fangens hals halvt over med et sværd. Sidste år blev mindst 39 fanger henrettet på denne måde. I 2005 var tallet 86. Tallene er fra en rapport fra Amman Center for Human Rights Studies, som også nævner, sagen om Sulaimon Olyfemi, en nigerianer, der fortsat sidder på dødsgangen i kongens hjemland. Han blev dømt til døden efter en retssag, der kun foregik på arabisk - et sprog, som han ikke forstår. Som det er skik og brug i Saudi Arabien blev Sulaimon Olyfemi desuden tortureret og mishandlet.

Den mand, der står i spidsen for dette rædselssystem, bliver gladeligt budt velkommen i Vesten, i Washington og i London. Saudi Arabien er det land i verden, hvor andelen af kvinder på arbejdsmarkedet er absolut lavest. Men, "velkommen, kære konge," lyder det alligevel fra demokratiets korsriddere i Vesten.

Og så var der lige det med giftgassen. Det er velkendt, at Vesten støttede Saddam under krigen mod Iran. Og intet blev mælet om giftgassen mod hverken iranerne eller kurderne. Også fra Vestens gode allierede i Saudi Arabien lød der ingen protest over giftgassen.

Human Rights Watch beskriver i en rapport, hvordan Saudi Arabien behandler emigrantarbejdere - typisk fra Asien - der arbejder som slaver hos rige Saudere. Dette indbefatter med garanti Kong Abdallahs familie.
Rapporten siger blandt andet, at "husarbejdere" (i realiteten husslaver) risikerer at blive straffet ekstra, hvis de går åbent ud med, at de er blevet udsat for voldelige eller seksuelle overgreb. Desuden klarlægger den, at husslaverne i mange tilfælde tier stille med de overgreb, den saudiske overklasse udsætter dem for - af frygt for at blive fyret og dermed deporteret. Ligesom hos et andet regime i regionen, der er støttet af Vesten - Jordan - mister emigrantarbejderne nemlig omgående deres opholdstilladelse, når deres ansættelsesforhold ophører.

Og så er der lige den saudiske kongefamilies bånd til de fanatiske wahabi-ekstremister og hellige krigere.

Det er velkendt, at den saudiske kongefamilie var hovedsponsor af de hellige krigere (mujahedeen), der i 1980'erne under ledelse af Osama bin Laden kæmpede imod Sovjetunionen og "kommunismen" i Afghanistan. Andre indblandede var naturligvis CIA og den pakistanske efterretnigstjeneste ISI. Og så var der naturligvis Lars Løkke Rasmussen, som på hesteryg red ind i Afghanistan for at aflevere 600.000 kroner til disse bevæbnede fundamentalister. Pengene var samlet ind blandt højrefløjen i Danmark.

I Kongens hjemland er wahabi-islam tæt knyttet til staten og kongefamilien. Årsag? Det har siden 1902 (da Ibn Saud gennem en handel med kleresiet indtog Riyadh) virket som et glimrende middel til at kontrollere befolkningen. Og at Osama bin Laden har magtfulde venner inden for statsapparatet (og kongefamilien) blev bevist i 2003, da folk fra den saudiske sikkerhedstjeneste udførte et angreb i Riyadh.

Ikke desto mindre er han vores ven, ham Abdallah. I Burma er juntaen nogle slynngler og forbrydere, det er alle enige om. Men når en repræsentant for et regime, der i alle henseender er mere diktatorisk, mere brutalt, mere undertrykkende og tillige baseret på rabiat islamisk fundamentalisme, der kan sidestilles med Taleban, kommer forbi, så er han hjertelig velkommen, og han får te på Buckingham Palace. Når det kommer til Mellemøsten har de vestlige "demokratiske" tanker det med at fordampe i den blå luft.

Og så fik jeg også skrevet mit første indlæg igen efter en måneds pause.

Tuesday, October 2, 2007

Greenspan og Iraks olie

Jeg hører selv til de, der mener, at Irak-krigen ikke kun blev startet på grund af olie. Jeg mener også, at der lå strategiske interesser bag, for eksempel etableringen af et USA-venligt regime i Mesopotamien og amerikanske baser i hjertet af Mellemøsten. Selvfølgelig har olien også spillet en væsentlig rolle. Ud over disse faktorer er der ingen andre reelle begrundelser. Kun løgne. Derfor bliver de gentaget så ofte (det gør de knap nok længere, da nederlaget for USA bliver mere og mere ydmygende for hver dag der går.)

For nylig udgav Alan Greenspan (den tidl. direktør for den amerikanske centralbank) så sine erindringer. I denne bog på 544 sider kan man efter sigende (jeg har ikke selv læst den endnu) læse følgende sætning (min egen oversættelse):
"Jeg er ked af, at det er politisk ubekvemt at anerkende, hvad alle ved: Irakkrigen er mest om olie."

En ganske ærlig formulering, omend kynisk.

Siden da har Greenspan forsøgt at hale i land og sige, at han ikke rigtig mente det på den måde, og at Bush-regeringen godt kan have haft andre motiver end olie, da den besluttede sig for at slippe hundene løs og lade det regne med forarmet uran, hvid fosfor og sort død over Mesopotamiens sletter og tæt befolkede byer.

Allerede i 2002 var der planer om amerikansk plyndring af Iraks olie. Ahmed Chalabi, lederen af Iraqi National Congress og en ad de neokonservative yndlinge på daværende tidspunkt, forsikrede ifølge The Economist de amerikanske oliebaroner om, at "amerikanske virksomheder vil have et stort ord at sige om irakisk olie", såfremt han fik magt som han havde agt.

I oktober 2002 afslørede New York Times (der ikke kan beskyldes for at være modstandere af Irakkrigen), at Dick Cheneys venner i Halliburton havde udfærdiget et 500 siders dokument om, hvad der skulle ske med Iraks olienindustri. Det var altså mange måneder før invasionen, og længe før Halliburton fik en kontrakt (uden udbud) på at implementere planen.

Her må man også huske på, at amerikanerne sikrede to ministerier, da de - ved et sjovt sammentræf af datoer - rullede ind i Bagdad 9. april 2003. De sikrede indenrigsministeriet (som politiet hører under) og olieministeriet. Resten fik lov at blive plyndret og brændt. Herunder nogle av verdens mest værdifulde skatte fra oldtiden. De blev ødelagt uden at de amerikanske styrker løftede en finger for at forhindre denne massakre mod civilisationens historie.

Alt tyder altså på, at planerne for udplyndring af Iraks olie var planlagt og overlagt. Greenspan har i denne henseende aldeles ret.

Ørkengeneralerne i Washington havde bare ikke regnet med, at de ville møde modstand og at der rent faktisk er organiserede grupper, der ville modsætte sig tyveriet af landets olie. Kendsgerningen er i dag, at Iraks olieproduktion er meget lavere end før invasionen - hvor produktionen heller ikke var i topform.

Besættelsen af Irak er et økonomisk og menneskeligt dræn på USA i stedet for den oliefest, som de havde forestillet sig på Wall Street, i Halliburton og i Washington. Det er den virkelige grund til, at de før eller siden trækker sig ud. Uanset om de ønsker det eller ej.

Wednesday, September 26, 2007

Irak-veteran taler ud

Læserne af denne blog vil vide, at jeg anser de amerikanske besættelsestropper i Irak for at være de værste krigsforbrydere lige nu. Ifølge medicinske beregninger slår de mindst 300 irakere ihjel om dagen. Her er en af de amerikanske soldater, der taler ud om, hvordan det er at stå midt i det hele og massakrere en familie.

Respekt til de soldater, der tør tage et ansvar. Respekt til Iraq Veterans Against the War. Og respekt til de soldater, der står bag den systematiske lydighedsnægtelse på de amerikanske baser i Irak.

Mens vi venter på politiet

I europæiske medier er det forsvindende lidt, man hører til Mellemøsen, når det ikke lige handler om krig, besættelse, torturkamre, terrorbomber eller andre uhyrligheder. Det er selvfølgelig fair nok, at den slags bliver dækket. Jeg kan bare nogle gange savne en dækning af lidt anderledes begivenheder. For eksempel den strejkebølge, der er i Egypten.

Mubaraks USA-støttede diktatur er i krise. Ikke på grund af de konservative politikere i det Muslimske Broderskab, men på grund af, at Egyptens arbejdere i industrien i øjeblikket fører en heroisk, selvopofrende og helt igennem beundringsværdig kamp imod diktaturet og de utålelige forhold, som almindelige egyptere lever under. En egyptisk tekstilarbejders løn svarer til 85 procent af lønningerne i Pakistan og 60 procent af lønningerne i Indien.

Den egyptiske journalist og blogger Hossam el-Hamalawy har muligvis den bedste blog, der findes om aktivisme i Egypten. Den er absolut læseværdig. Lige nogle kendsgerninger om den nye strejke, der ryster diktaturet (alle fra Hossams blog):

Søndag den 23. september blev Egyptens største tekstilfabrik Ghazl el-Mahalla besat af arbejderne, ligesom i december i fjor. Fabrikken beskæftiger 27.000 arbejdere, der arbejder på skiftehold. 10.000 arbejdere besluttede søndag at nedlægge arbejdet og besætte fabrikken for at få gennemført arbejdernes krav. Kravene er, at arbejderne skal have en del af den årlige profit, der svarer til 150 dages produktion, samt forbedret arbejdssikkerhed og større tillæg.

Få timer efter, at beslutningen om strejke blev truffet, ankom flere arbejdere til fabrikken. Samtidig blev politiet sendt ud for at omringe og belejre fabrikken, der ligger i et vigtigt industriområde i Egyptens Nildelta. Arbejderne besætter nu fabrikken, der er omringet af regimets politi. Politiet er dog ikke i stand til at hindre, at hundredvis eller tusindvis af arbejdere bryder ind eller ud gennem politiets rækker, hvilket gør, at belejringen ikke fungerer. Om natten sover 10-15.000 arbejdere på fabrikkens område. Om dagen er over 20.000 arbejdere til stede på fabrikken til demonstrationer og fælles fejring af ramadanen, den muslimske fastemåned.

Politiet sendte ved strejkens begyndelse repræsentanter fra ”fagforeningen” ind på fabrikken. Disse ledere er ikke valgt af andre end regimet selv, og den såkaldte fagforening er blot en af diktaturets organisationer, der har til formål at kontrollere arbejderklassen. Disse repræsentanter kom for at bede arbejderne om at pakke strejken sammen og gå tilbage til maskinerne. Da tekstilarbejderne mødte disse ”fagforeningsfolk” bød de dem ikke velkommen. Et øjenvidne beskrev situationen sådan her:

”Regeringen er begyndt at præsentere nogle kompromisser via formanden for fabrikkens fagforeningskomité Seddiq Siyam til gengæld for at stoppe strejken. Men idioten glemte, at han spurgte efter dette (opgivelse af strejken) mens arbejdernes følelser og hengivenhed var på sit højeste punkt, man kan forestille sig. De uundgåelige skete… Fyren var færdig. Arbejderne slog ham næsten ihjel, seriøst, jeg laver ikke sjov. Men han blev reddet i sidste øjeblik af strejkelederne.”

Politiet forbereder tilsyneladende nu at storme fabrikken. Hvis Mubaraks politi skal bryde ind og tæske 20.000 arbejdere til lydighed, bliver det en særdeles blodig affære.

Det er et åbent spørgsmål, hvad der nu vil ske. Overalt i Egypten meldes der om solidaritetsstrejker, demonstrationer og økonomiske indsamlinger til de strejkende. Det er tydeligt, at USA's bedste ven i den arabiske verden, den notoriske torturbøddel Mubarak, er i alvorlig panik og har svært ved at finde ud af, hvad man skal stille op med arbejdernes protester.

Herfra skal der lyde et Mabrouk! til de egyptiske arbejdere.

Thursday, September 20, 2007

Lejesoldaterne i Irak

En af de største vittigheder, som ufrivilligt slipper ud mellem diverse politikerlæber fra tid til anden er, at Irak er en suveræn og selvstændig nation. For nylig blev det opdaget, at lejesoldater fra det amerikanske firma Blackwater havde dræbt nogle civile. Igen.

Den irakiske regering var presset til denne gang at protestere og kræve, at Blackwater mister sin tilladelse til at oprerere i Irak. Indtil videre har Blackwater (sammen med andre "sikkerhedsfirmaer", som har 182.000 såkaldte "contractors" i Irak, hvoraf en stor del er regulære lejesoldater) opereret frit og udført offensive operationer - dvs. angrebet irakiske civile og bekæmpet guerillagrupper - uden kontrol fra hverken den amerikanske hær eller den irakiske regering. De hører ikke under nogen lovgivning.

Nå, men den irakiske regering kræver, at Blackwater bliver sendt tilbage til USA. Men som New York Times påpeger, så har den irakiske regering ikke myndighed til at bestemme det. Vi tager det lige igen: den såkaldte irakiske "regering" kan ikke bestemme, hvilke lejesoldater, der må operere i Irak og skyde civile irakere.

Jeremy Scahill, forfatter til "Blackwater, the rise of the world's most powerful mercenary army" blev forleden interviewet på CNN - det er absolut værd at se.

Tuesday, September 11, 2007

Sikke en brodsø

En af de højst berømmede krigsteoretikere, General Carl von Clausewitz, sagde om det militære nederlag, at "i et tabt slag knækkes en hærs magt, i højere grad moralsk end fysisk. Et andet slag vil, med mindre friske gunstige forhold kommer i spil, føre til et fuldstændigt nederlag, muligvis til ødelæggelse."

Jeg har før forklaret, at USA styrer mod det tolale nederlag på Mesopotamiens sletter. De irakiske guerillaer har vist sig at være i stand til at tildele besættelsesmagten svære tab, og USA har reelt ikke været i stand til at kontrollere det land, de invaderede for over fire år siden.

USA's helt igennem illusoriske koalition er kollapset. Det eneste andet land, der rent militært har betydet noget i Irak (og her snakker vi ikke om Iran), har trukket følehornene til sig. Storbritannien har nu kun 5000 tropper tilbage i Irak ud af de oprindelige 45.000. Briterne har prøvet at stå over for en opstand i Irak før - i 1920, hvor Winston Churchill beordrede oprørerne nedkæmpet med giftgas. Denne gang gik det ikke så godt som sidst. De britiske styrker lever nu forskanset bag afspærringerne til Basras lufthavn, og de befinder sig ikke længere blandt irakerne. Nu har militserne så overtaget kontrollen med Basra.

Der er mindst 17 lande, der har trukket sig fra USA's koalition. Af de tilbageværende kan nævnes Polen, El Salvador, Albanien, Letland, Aserbajdjan og Mongoliet.

Den evige farce om magtoverdragelse til irakiske tropper er mere sort satire end Scherfig. Donald Rumsfeld sagde i oktober 2003, at "det ikke vil vare længe" før de irakiske styrker overgår amerikanerne i antal og kan varetage den militære kontrol med landet. George Bush sagde i november 2005, at de irakiske styrker "i stigende grad" tager kontrol med Irak. Det havde været rigtigt, hvis han havde talt om de irakiske militser i stedet for "regeringens" styrker.
For nylig kom der så en rapport fra pensionerede amerikanske officerer, der sagde, at den irakiske hær i hvert fald ikke kan tage kontrollen inden for de næste to år.

Siden ingen andre kan kontrollere Irak på Washingtons vegne ("regeringen" i Bagdad kontrollerer kun den Grønne Zone, hvor de dagligt er under bombardement og i praksis er under en semi-belejring), ja så må de forsøge selv. Det er baggrunden for den offensiv, som USA igangsatte i foråret. Ordkunstnerne i Washington kalder imidlertid hverken offensiven for en offensiv, en oprustning eller noget andet, der kunne indikere desperation. De kalder offensiven for en "surge" - en brodsø.

Ud over at brodsøen naturligvis er hundedyr - lige nu koster operationerne i Irak tre milliarder dollars om ugen - er det i stigende grad klart for de amerikanske tropper, at de er ved at tabe krigen. Offensiven skal ifølge USA's øverste militære erobrer i Irak, General Petraeus, slutte til marts næste år, og de 30.000 mand, der er indkaldt som en forstærkning for de 130.000 regulære tropper, der er der i forvejen (og de 120.000 lejesoldater), vil blive trukket hjem. Efter planen, altså.

Den generelle stemning af nederlag i amerikanernes rækker er ikke til at tage fejl af. 45 procent af tropperne, der deltog i en meningsmåling for Los Angeles Times, karakteriserer deres moral som "lav eller meget lav". Syv procent svarer "høj eller meget høj".
Antallet af soldater, der deserterer fra den amerikanske hær vidner også om en slagen hær. Over 3.000 soldater deserterede fra hæren sidste år. Det er en stigning på 27 procent i forhold til forrige år. Med Clausewitz' ord i baghovedet er der ingen grund til at tro, at denne udvikling er på vej til at vende - tværtimod.

Er USA så på vej til at tabe til terroristerne i Al Qaeda? Overhovedet ikke - for de grupper, der bekæmper de amerikanske tropper i Irak er alt andet end Al Qaeda. Al Qaeda har ganske vist fået en base i Irak takket været George Bushs invasion, men de udgør et sted mellem to og fem procent af opstanden blandt sunnimuslimerne. Samlet set er det altså en meget, meget lille gruppe, og den eneste grund til, at de bliver fremhævet er, at der fra besættelsesmagtens side er en interesse i at fremstille besættelsen af Babylons land som en "kamp imod terrorisme".

Sanheden er, at verdenshistoriens største militærmaskine har knækket rygraden i kampen imod den irakiske befolkning, der står bag guerillagrupperne. Vent og se, det værste er ikke sket endnu. Amerikanerne vil ikke trække sig roligt tilbage. Først vil de bevæbne de mest militante sekteriske grupper i et panisk forsøg på at kontrollere situationen. Så vil de sige, at irakerne alligevel ikke fortjener demokrati. Så vil de massakrere endnu flere irakere. Og så...

Sikke en brodsø. Det værste er i vente, så længe Bushs slagne hær er på job i Mesopotamien.

Which side are you on?

En lille video fra Rebel Diaz.

Monday, September 10, 2007

Journalister under angreb

Det er kendetegnende for flertallet af Mellemøstens regimer, at deres holdning til begrebet pressefrihed ikke er præget af venlighed. Syrien er som bekendt et ekstremt lukket land hvad angår journalistisk frihed. De USA-støttede diktaturer i Egypten og Saudi Arabien er ikke bedre. Libanon og til en vis grad Jordan er undtagelser. Irak nævner vi slet ikke her.

Og så er der de besatte palæstinensiske områder. Den politiske opdeling, der er opstået efter Fatehs mislykkede kupforsøg i Gaza, Hamas' overtagelse af Gazastriben og Abbas' og Fayyads kup på Vestbredden, har ikke hjulpet på en situation, der i forvejen var desperat for almindelige palæstinensere. Det har heller ikke hjulpet på den måde, myndighederne behandler journalister.

9. september blev en studenterdemonstration i Hebron på Vestbredden opløst af de Fateh-allierede tropper fra de palæstinensiske selvstyremyndigheder på Vestbredden. De studerende protesterede over en planlagt forhøjelse af studieafgifterne. 20 af de studerende blev tæsket og arresteret. Sikkerhedsstyrkerne forbød journalister at tage billeder, konfiskerede et kamera fra en fotograf, og der er meldinger om, at journalister også fik tæsk af sikkerhedsstyrkerne. Overgrebet er blevet fordømt af det palæstinensiske center for menneskerettigheder.

Dette overgreb er ikke blevet så eksponeret, som det overgreb, der fandt sted i Gaza. Om det skyldes, at "Verdenssamfundet" (læs USA) står på Fatehs side mod Hamas skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det er påfaldende.

I Gaza blev 20 mennesker såret, da de udøvende styrker, som kontrolleres af Hamas-myndighederne, afbrød en udendørs fredagsbøn. Fem journalister meldes arresteret ved en moske i det vestlige Gaza.

En gruppe akademikere og intellektuelle i Gaza har fordømt angrebene mod journalister på Vesbredden og i Gaza, og de opfordrer de palæstinensiske fraktioner til at enes og respektere pressens frihed og ytringsfriheden. De siger, at det palæstinensiske folk ikke skal knuses mellem "Ramallahs hammer og Gazas ambolt".

Som en slags bekræftelse på, at begivenhederne i de besatte områder alligevel er ved det gamle, kan jeg nævne, at de israelske besættelsestropper forleden skød og dræbte Ramzi Helles, en 17-årig dreng, der var ude for at jage fugle tæt ved grænseovergangen Karni i Gazastriben. Den israelske hær siger, at de overvågede en gruppe mennesker, der nærmede sig grænseovergangen, og skød for at sprede gruppen. De ramte Ramzi med projektiler i overkroppen. Men taktikken virkede. Den gruppe, der nærmede sig grænseovergangen, spredte sig. Så det vil soldaterne nok gøre igen snart.

Thursday, September 6, 2007

Gravsten på 249 sider

Det har taget sin tid. Og vi kender jo godt konklusionen i forvejen. Men nu er det officielt. Israels aggression mod Libanon i fjor var en forbrydelse og en utilsløret massakre mod civilbefolkningen.

Det fremgår klart, efter at Human Rights Watch netop har udgivet deres rapport om de civile dødsfald under julikrigen. Her følger nogle korte kendsgerninger fra rapporten:

  • Mindst 1.109 libanesiske civile blev dræbt af Israel. (Til sammenligning kan det nævnes, at HRW i en anden ny rapport dokumenterer, at Hizbollah under samme krig slog 43 israelske civile ihjel.)
  • Ud af de 500 dødsfald, som HRW undersøgte, var mindst 300 kvinder eller børn.
  • Israelske fly bombarderede med overlæg civile køretøjer med flygtende libanesere.
  • Israel bombarderede bygninger, der husede nødhjælpsorganisationer og skoler. Årsag: de har tilknytning til Hizbollah.
  • HRW afviser Israels påstand om, at civile dødsfald skyldes, at Hizbollah har brugt civile som "menneskeligt skjold".

Det er mildt sagt ikke nyheder, men nu er det (igen) blevet slået fast med syvtommersøm, at Israels aggression var en regulær massakre mod almindelige libanesere. De libanesiske martyrer fik, inden de døde, en afvisning af hjælp fra Vesten. USA forhindrede som bekendt, at FN fordømte Israels aggression. Og på konferencen den 26. juli var det alene USA, Storbritannien, Israel og - ja! - Danmark, der fik afværget en våbenhvile. Hensigten var klar: de israelske generaler skulle have mere tid til at slå endnu flere libanesere ihjel.

Nu har de døde libanesere så fået sig en gravsten på 249 sider af Human Rights Watch. Og de israelske generaler - og den danske regering, der hjalp dem med at myrde libaneserne - har fået en skamstøtte til evig skændsel og vanære.

Monday, September 3, 2007

Yehya, Mahmoud og Sara - dræbt af Israel

Da jeg var i Qalqilieh i juli mødte jeg nogle af de dejligste mennesker, jeg har mødt i Mellemøsten. Jeg vil ikke nævne nogle navne, men blot sige, at det menneskelige mod, storsind og den stolthed, som jeg mødte her var ganske enestående. Jeg fristes til at sige stoisk. Det samme gjaldt naturligvis gæstfriheden, som araberne i Mellemøsten altid møder en med.

Samtidig er Qalqilieh et sted, som er sygt og døende. Det er en by på den nordlige Vestbred, der ligger ganske tæt på Israel. Og den israelske mur har lammet byens økonomiske liv. En storrygende mand, der driver et plejehjem, må nu køre i mindst tre timer hver vej for at komme hen til det, der er hans stolthed. Plejehjemmet. Ofte tager det længere tid, fordi de israelske soldater ved det lokale checkpoint kan have en noget arbitrær tilgang til begrebet bevægelsesfrihed - et begreb, der i øvrigt er godt og grundigt afskaffet på Vestbredden.

Nå, men Israel var forleden et smut i Qalqilieh for at fange nogle folk fra Hamas' væbnede Qassam-brigade. De seneste måneder er byens gader ellers blevet patruljeret af maskerede Fateh-folk, der har fængslet eller likvideret kendte medlemmer af Hamas (som for eksempel 14 af byens 15 byrådsmedlemmer).

Resultatet var, at 14 mennesker blev skudt af de israelske soldater, der affyrede stålkugler beklædt med et tyndt lag gummi (ofte bliver denne type ammunition fejlagtigt kaldt "gummikugler"). Ni af de sårede var børn.

Desuden skød og dræbte de israelske soldater tre børn.
Yehya Ramadan Ateyya Abu Ghazal (12 år),
Mahmoud Mousa Hassan Abu Ghazal (8 år) og Sara Suliman Abdallah Abu Ghazal (9 år).

Jeg ved ikke, hvad de børn havde oplevet tidligere - om de, ligesom så mange andre palæstinensere på deres alder, havde oplevet at se deres fædre blive tæsket af israelsk militær, deres hus revet ned, deres familier ydmyget (dette er ganske sikkert, hvis de har været uden for Qalqilieh og dermed passeret et checkpoint) eller andet. Jeg ved ikke, om de havde forhåbninger til fremtiden. Men de fik ikke nogen fremtid.

Hændelser som denne foregår hver eneste uge i de besatte områder. Den 21. august blev to af Qalqiliehs børn dræbt under lignende forhold. Hvor mange skal der til for, at det er en massakre? Eller er det blot regulære barnemord, som de israelske besættelsestropper udfører?

Samtidig bruger Abbas sin tid på at bevise over for Olmert og Bush, at han er "ansvarlig", nævner aldrig ordet "besættelse" og arresterer politiske modstandere, der kritiserer Fatehs korruption. Og han vil naturligvis ikke begræde Yehya, Mahmoud og Sara. De er hverken de første børn, Israel myrder, og de vil ej heller blive de sidste.


Thursday, August 30, 2007

Goodbye, Mr. Maliki

Nuri al-Malikis dage som irakisk "leder" er talte. Han kan ikke kontrollere Bagdad. Eller noget som helst andet for den sags skyld. Og så har amerikanerne fundet ud af, at han (surprise, surprise!) er for tæt knyttet til Teheran.

I Washington er de begyndt at snakke om, at irakerne alligevel ikke kan finde ud af det der med demokrati. Først slog Vesten en halv million irakiske børn ihjel med sanktionerne fra 1991 til 1996. Så var der bombardementerne af landet i 1998 og frem. Og så kom invasionen. Hvis vi ser på, hvor mange irakere, de dør nu, og sætter det i forbindelse med den videnskabelige undersøgelse fra The Lancet sidste år, så er vi nu oppe på, at 1,3 millioner irakere har mistet livet som følge af invasionen. Og så er der de fire millioner, der er blevet drevet på flugt. Burde irakerne ikke være taknemmelige over Washingtons nådegaver? Hvordan kan det være, at disse utaknemmelige undermennesker møder besættelsestropperne med rifler og vejsidebomber i stedet for blomster, kys og lovprisninger? George Bush har ikke forstået det endnu. Men det ville også kræve hjernevirksomhed, der vist ikke findes i det sorte hul, der går for at være kraniet i det Ovale Værelse.

Hvad sker der så nu? Allawi bliver nu kørt i stilling som ny leder i stedet for Maliki. Allawi er af den støbning, som amerikanerne har brug for. Han fortrak ikke en mine, da amerikanerne massakrerede Fallujas indbyggere med napalmbomber og hvid fosfor. Det er sådan en type, Vesten kan stole på. Folk, der ikke viger tilbage for kemiske bombardementer af deres egen befolkning. Minder det om noget, vi har set før? Nej, ikke Vietnam. Men om Saddam, da han i 1980'erne var Vestens allierede mod Iran.

Tuesday, August 21, 2007

War made easy

En trailer for en film, jeg godt kunne tænke mig at se.

Friday, August 17, 2007

Kom mørke fører!

Krigen om herredømmet i Mesopotamien har ikke blot ofre blandt irakerne. Som tidligere beskrevet, er langt de fleste dødsfald i Irak almindelige irakere, der er faldet for besættelsesstyrkernes projektiler, granater og napalm.

Men også de amerikanske soldater bliver ofret på slagmarken. Ikke kun i selve kamphandlingerne. Den amerikanske hær oplever nu den største selvmordsbølge blandt tropperne i 26 år.

Det skriver den engelske avis The Independent.

Sidste år var der 17,3 selvmord pr. 100.000 soldater i amerikansk tjeneste. Året før var tallet 12,8 selvmord pr. 100.000 soldater.

Tilsyneladende er befrielsesmissionerne så hårde for disse unge mennesker, at de hellere vil tage deres eget liv, end at leve med bevidstheden om, hvad de er blevet sendt til fjerne lande for at udrette på Washingtons befaling.

Jeg erindrer Romeos afskedssalut i Shakespeares Romeo og Julie:
Kom mørke fører! Lede følgesvend!
Du styrmand uden håb! Løb straks det trætte stormslagne fartøj ind mod klippens brænding!

Noget af den desperation, som Bush og hans dresserede aber har nedkaldt over irakerne er tilsyneladende begyndt at sprede sig til soldaterne.

Tuesday, August 14, 2007

Sommer i Bagdad

Den romerske historiker Tacitus sagde om den romerske invasion af England, at de skabte en ørken og kalder det fred.

Det er efterhånden noget tid siden, at Washington måtte holde op med at kalde den katastrofe, som USA har skabt i Irak, for fred - løgnen var ligesom for tyk.

Ifølge det amerikanske Just Foreign Policy er det anslåede irakiske antal dødsfald på grund af invasionen nu over en million. Den slags er naturligvis svært at finde ud af præcist - navnlig fordi den amerikanske hær konsekvent nægter at medvirke til nogen som helst form for opklaring over irakiske tabstal. General Tommy Franks formulerede det meget rammende på et pressemøde: "I'm not in the business of body counting" (skal, på trods af Franks' fødested i Oklahoma, udtales med Texas-accent).

Jeg har for øvrigt også tidligere skrevet om de irakiske tabstal i posten USA dræber 300 irakere om dagen. Men som om det ikke er slemt nok, vil jeg lige tage et nyt blik på andre skræmmende tal fra Mesopotamien.

Vi er seks måneder inde i den nye amerikanske militære optrapning i Irak. Ordet optrapning lyder grimt i USA, fordi det minder om Vietnam, som var en anden krig, USA heller ikke kunne vinde, fordi befolkningen hadede deres tilstedeværelse i landet. Så de kalder det "surge" ("brodsø" eller "bølge") i stedet for. De fleste andre kalder det vist bare for en offensiv.

Denne september vil General David Petraeus og Ryan Crocker, som er de to i spidsen for offensiven, præsentere en "fremskridtsrapport" om, hvordan det så er gået med deres brodsø. Alene navnet siger, at konklusionen er fastlagt på forhånd. Alt andet ville nemlig være en politisk vejsidebombe under Bush. Derfor siger Washington allerede nu, at man ikke alene kan dømme offensiven på dens nuværende resultater. Man er nødt til at vente. Til november i år, til 2008, eller senere endnu.

Nå, men lad os tage et blik på nogle af tallene.

Antallet af amerikanske tropper i Irak er nu 162.000, men det er uden adskillige tusinde regeringsansatte.

Antallet af lejesoldater overgår nu antallet af regulære tropper - de er 180.000. De dækker over mange forskellige firmaer, der udfører alt lige fra bevogtning af bygninger til offensive operationer i fjendtlige områder.

Der er nu 630 private "sikkerhedsfirmaer", der opererer i Irak. Der er ingen - hverken det amerikanske militær eller den såkaldte irakiske regering, der kontrollerer, hvad de foretager sig (under alle omstændigheder bliver de ikke stillet til ansvar for deres gerninger , og fra Irak kommer der jævnligt - udokumenterede - beretninger om massakrer begået af disse folk).

Prisen for offensiven bliver, hvis den varer resten af året, 22 mia. dollars.

Når man tænker på de enorme tab af menneskeliv, som irakerne lider, så kan man glemme, at den økonomiske situation om muligt er endnu værre. En kiste koster nu hvad der svarer til 50-75 dollars. Tidligere var prisen kun 5-10 dollars. Men der var selvfølgelig heller ikke brug for så ekstremt mange kister, før amerikanerne rullede ind i Bagdad (og her ser vi lige bort fra den halve million børn, som blev slået ihjel af sanktionerne indtil 1996).

Den varme sommer i Mesopotamien gør, at det er ulideligt uden aircondition. Mange nætter i Bagdad når end ikke ned under 40 grader. Men siden George Bushs kampvogne rullede over det land, hvor Bibelens Paradis lå, har energiforsyningen i dette olieland været mere end sparsom. Der bliver nu produceret mindre end 4.000 megawatt om dagen i Irak, hvilket er mindre end før invasionen, hvor Iraks industrielle kapacitet var aldeles i ruiner.

Bagdads indbyggere modtager dagligt elektricitet en til to timer. Resten af tiden må de klare sig uden. Fødevarerne rådner og folk må klare en hede på 40-50 grader uden aircondition. De, der har råd til en generator, må ofte undvære elektricitet alligevel, da brændstof er en luksusvare, som man ofte skal stå i kø i 10 timer for at kunne købe til en dollar pr. liter. Før var prisen omkring 20 øre pr. liter.

På to dage i juli var der fire landsdækkende strømafbrydelser. Kerbala var uden strøm i tre på hinanden følgende dage i juli. En købmand fra markedet i Kerbala sagde: "vi behøver ingen dokumentarudsendelser om stenalderen længere. Vi lever i den."

Og så er der lige vandforsyningen. Hvis man ellers kan kalde den det. Prisen for ti liter drikkevand på flaske er nu 1,60 dollars. Det er en prisstigning på 33 procent. Her må man huske på, at den nylige undersøgelse fra Oxfam viste, at 43 procent af irakerne nu lever i "absolut fattigdom" - for under en dollar om dagen. Det levner ofte ikke noget til rent vand.

Ud af de 3,5 millioner kubikmeter vand, som Bagdads indbyggere har brug for om dagen, er det kun 2,1 millioner kubikmeter, der rent faktisk bliver leveret. I den mesopotamske sommerhede er det ikke en ligegyldig detalje, men en alvorlig humanitær krise - som den amerikanske besættelsesmagt ikke har løst mellem deres sparken-døre ind, bombardementer af boligblokke og fotosessions af opbygning af skoler.

Friday, August 3, 2007

Et kig gennem smaragden

Det lyder egentlig smukt, når man hører navnet. Emerald City. Smaragdbyen. Det lyder som et rart sted, hvor der ikke mangler noget. Og det gør der heller ikke. Der er tale om den Grønne Zone i Bagdad - den eneste del af den irakiske hovedstad, hvor amerikanerne har kontrollen. Resten er overladt til militser - selv om USA prøver at rette op på den sag gennem en ny offensiv, hvor irakerne får sparket deres døre ind, raseret deres hjem og deres familiemedlemmer skudt.

Men på trods af den Grønne Zones smukke navn vokser fattigdommen blandt alminelige irakere. Det vender jeg tilbage til.

USA bygger ganske vist verdens største ambassade på 104 hektar i den Grønne Zone. Man kan se, hvordan den kommer til at se ud på dens hjemmeside. Ambassaden koster 592 millioner dollars at bygge, og de fleste regner med, at det bliver det eneste byggeprojekt i Irak, som amerikanerne får lavet færdig til tiden og som overholder budgettet. Driften af ambassaden i Smaragdbyen kommer til at koste de amerikanske skatteydere 1,2 mia. dollars om året.

Når ambassaden efter planen åbner i september bliver det uden tvivl til lyden af de morterangreb, der rammer Smaragdbyen på daglig basis. Men ambassadens beboere kan trøste sig med, at ambassaden bliver udstyrret med tennisbaner, masser af svømmefaciliteter og store græsplæner (der vil kræve masser af vand i den varme irakiske sommer - mens landets indbyggere lider under akut vandmangel). Men det er naturligvis langt fra sikkert, at ambassadens beboere kan bevæge sig udenfor for at nyde disse faciliteter, når der er daglige morterangreb, og folk i Smaragdbyen skal gå med skudsikker vest og hjelm. I stedet kan ambassadens beboere gå i biografen, der formentlig kommer til at ligge i det bombesikrede, næsten vinduesfrie "recreation center".

Ambassaden har naturligvis også sin egen brandstation, der kan slukke de brande, der måtte opstå på grund af de daglige afbrydelser af den fred, som George Bush erklærede 1. maj 2003. Og så importerer ambassaden naturligvis næsten alle fødevarer fra USA. De bliver kørt til Bagdad fra Kuwait, men som Washington Post rapporterer, er der ind imellem afbrydelser i forsyningerne på grund af "uforudsete" problemer med lastbilkonvojerne.

Samtidig vokser fattigdommen i Irak. En rapport fra Oxfam og en koalition af irakiske NGO'er giver nogle kandsgerninger fra Irak fire år efter invasionen. De er desværre ikke spor overraskende.

  • Omtrent otte millioner irakere har nu brug for nødhjælp.
  • Før invasionen var 19 procent af Iraks børn fejlernærede. Nu er det 28 procent.
  • Halvdelen af Iraks befolkning lever nu i "absolut fattigdom".
  • Fire millioner irakere mangler fødevarer.
  • Kun 60 procent af de irakere, der er afhængige af fødevarehjælp har adgang til fødevarerationer fra den irakiske "regerings" hjælpeprogram.
  • Andelen af irakere uden adgang til ordentlig vandforsyning er nu 70 procent imod 50 procent i 2003 - efter 20 år med krig og sanktioner.
  • 80 procent af irakerne har ikke adgang til ordentlige sanitetsanlæg.
Tilbage i den Smaragdbyen skal alle indbyggere passe på, at de ikke taber deres nøgler eller mobiltelefon på jorden. For hvis de bukker sig ned for at samle noget op, bliver det tolket som en truende bevægelse af de snigskytter, der befinder sig overalt i den Grønne Zone. Og de skyder for at dræbe. Så sikkert sidder Washington på Smaragdbyen. Så sikkert sidder Maliki. De kan vist kun håbe på, at irakerne bliver så udhungrede og forarmede, at de ikke længere har overskud til at gøre modstand mod besætttelsesmagten.

Wednesday, August 1, 2007

Kevin Lynch


I dag er det 27 år siden, Kevin Lynch døde. Lynch blev 25 år.

Kevin Lynch var irsk republikaner. Han voksede op i Park nær Dungiven i Nordirland, og han blev i 1976 fængslet af den britiske besættelsesmagt for at være med i modstandsgruppen INLA.

Kevin Lynch deltog i den berømte sultestrejke for politiske rettigheder, som de irske krigsfanger gennemførte i 1981. De engelske myndigheder lod ham dø, ligesom de lod andre republikanere dø.

Æret være hans minde. Æret være de irske republikanere, der er døde i deres kamp imod engelsk imperialisme. Her er en kort video, der holder mindet og håbet i live.



Og en kort video om de sultestrejkende krigsfanger:



Og hvorfor poster jeg om Nordirland på en blog, der sædvanligvis handler om Mellemøsten? Belfast er nok en af de byer uden for den arabiske verden, hvor der er flest palæstinensiske flag. Og Irland er stadig delt, og almindelige mennesker lever stadig under et system, der er utåleligt og sekterisk. Ligesom Washington har skabt et sekterisk mareridt i Irak, har England før skabt det i Irland.

Friday, July 27, 2007

Israel torturerer børn

Den palæstinensiske sektion af Defence for Children International har udgivet en ny rapport. Det er nummer 31 af rapportrækken "Children behind bars". Den indeholder en række oplysninger, som er indsamlet i 2006 og første halvdel af 2007. Oplysningerne er ganske modbydelige. Desværre er de ikke overraskende.
Et udpluk:

  • Citat: "Israelsk politi, israelsk militær og israelsk efterretningstjeneste udfører anholdelser og afhøringer af palæstinensiske børn på daglig basis. Anholdelserne og de efterfølgende afhøringer i arresthuse foregår isoleret fra alle gennemsigtige regler, procedurer eller love, hvilket giver israelsk militærpersonel brede beføjelser under denne fase."
  • Ifølge israelsk militær lov kan et palæstinensisk barn tilbageholdes af en almindelig soldat eller politimand i 96 timer. Derefter kan barnet tilbageholdes til afhøring i 8 dage. Tilbageholdelsen kan forlænges ved en militær domstol i op til 90 dage, og derefter kan sagen komme for en "rigtig" domstol, som kan forlænge tilbageholdelsen i op til 3 måneder.
  • Citat: "Et centralt aspekt i afhøringsfasen er brugen af særlige former for tortur og mishandling."
Torturmetoderne, der nævnes er blandt andet:
  • Tæsk med bind for øjnene.
  • Stresspositioner i timevis, blandt andet i koldt vand eller i regnvejr.
  • Seksuelt misbrug.
  • Slag på "særligt følsomme steder" på kroppen.
De palæstinensiske børn i israelsk varetægt har ikke ret til at tie stille. De har ingen ret til juridisk bistand. De har ikke ret til at have kontakt med deres familie.

Lige nu er der omtrent 300 børn i de israelske fangehuller. Desuden er der 463, der er fyldt 18 mens de har været i israelsk varetægt.

En prøjsisk konge huskes for at have sagt, at mod demokrater hjælper kun soldater. Til "demokrater" kan Olmert tilføje "arabiske børn".

Thursday, July 26, 2007

Tillykke!

En del unge amerikanere vil gerne studere på universitet eller college. Der er så bare en del af dem, der ikke kan komme til det. Det er nemlig temmelig dyrt. Det "personlige ansvar" med brugerbetaling sikrer, at de fattige ingen uddannelse kan få. Sådan er der så meget i verdens rigeste land.
En del af dem tager så til Canada, hvor det er billigere. Men jeg så, at der også er nogle, der tager til Cuba. Otte amerikanske læger er netop blevet uddannet i Cuba - ganske gratis. Den temmelig meget fattigere caribiske republik har tilsyneladende råd til gratis uddannelse og lægehjælp i modsætning til Guds eget land. Og tillykke med det - eller mabrouk, som man siger hernede.

Disse læger vil nu behandle fattige i USA - en slags ulandshjælp fra Cuba til USA's fattige.

Hvad har det så at gøre med Mellemøsten? Måske ikke meget, men det er tankevækkende, at USA sjofler lægehjælp til sine egne soldater (der jo også kommer fra de fattige lag) samtidig med at man har travlt med at slå irakere ihjel. Ikke nok med at det kan være svært for de sårede soldater at få lægehjælp og økonomisk støtte, de hjemvendte tropper lider også i overvældende grad af post-traumatisk stress (PSTD). Det er det samme, som torturofre lider af. En rapport fra Pentagon viser, at 40 procent af soldaterne, en tredjedel af marineinfanteristerne og halvdelen af nationalgarde-tropperne lider af PSTD. Verdenshistoriens største militærmaskine sjofler også disse tropper - på trods af al demagogien med slogans som "support our troops".

Måske kan de cubansk uddannede læger hjælpe nogle af de amerikanske ofre for besættelsen i Irak.

Wednesday, July 25, 2007

Hvornår skal jeg i fængsel?

Ja, så skulle det komme så vidt. Her fra Mellemøsten prøver jeg efter bedste evne at følge med i, hvad der sker i Danmark. Jeg kan forstå, at Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid er kommet temmelig meget i vælten (igen), efter at hun har udtrykt forståelse for, at irakerne kæmper imod besættelsestropperne i Irak - herunder de danske.

Tilsyneladende er der en del i Danmark - ikke mindst på redaktionsgangene og på Christiansborg - der har fået morgenkrydderen galt i halsen over denne udmelding.

Hvad havde disse herrer og damer egentlig forestillet sig? At Danmark bare kunne valse ned og besætte Mesopotamien sammen med Bush og Blair - uden at irakerne ville gøre modstand? At en ulovlig krig ikke ville afføde vrede blandt irakerne? Og at det ville være ufarligt at gå i krig?

Naturligvis har et besat, udbombet og undertrykt folk da ret til at gøre modstand og angribe de besættelsestropper, der befinder sig i landet. Det gælder uanset om der er tale om Irland 1916, Frankrig 1943, Vietnam 1969, Libanon 2006 eller Irak 2007.

Jeg kan se, at en konservativ politiker, der hedder Rasmus Jarlov, sågar har meldt Abdol-Hamid til politiet for at sige, at irakerne har ret til at kæmpe imod de udenlandske tropper, der har slået op imod en million irakere ihjel. Her har vi at gøre med en helt særlig form for logik, der hedder, at vi naturligvis har ret til at besætte et andet land og slå civilbefolkningen ihjel, men de har ikke ret til at gøre modstand - og ingen har ret til at sige, at et besat folk har ret til væbnet modstand. Ja, sådan er der så meget.

Jeg ved egentlig ikke, hvad Asmaa Abdol-Hamid mener, og hvad hun har sagt.
Men selvfølgelig har irakerne da ret til at gribe til våben imod de udenlandske tropper, der befinder sig i landet. Og Asmaa eller ej - de vil fortsætte med at gøre det indtil tropperne er væk. Det er derfor krigsfløjen i Folketingets ansvar, når danske soldater bliver såret eller dræbt i kamp mod irakiske modstandsgrupper.

Hvis man er skal i fængsel for at støtte irakernes legitime modstandskamp, ja så skal der altså sendes en del politianmeldelser ud. Og send bare en til mig også.