En trailer fra et palæstinensisk hip-hop projekt.
Mabrouk!
News and comments from Balad al Sham
Monday, May 28, 2007
Operation Iraqi Liberation (OIL)
And now we’ll liberate these people, we’ll liberate their money
We’ll liberate their soil
We’ll liberate their airports, we’ll liberate their harbors
And we’ll liberate their oil
Den 24 maj stemte den amerikanske kongres for at fortsætte krigen i Irak. Disse fine herrer og damer besluttede også at skrue bissen på over for deres marionetstyre i Irak (den såkaldte irakiske "regering"). Beskeden lød: Ingen privatisering af iraks olie - ingen penge til genopbygningsarbejder i Irak.
Det er ganske ironisk, at kodenavnet for invasionen af Iraq først var Operation Iraqi Liberation. Men med forkortelsen O.I.L. var det ligesom lidt for åbenlyst, hvad det hele handlede om. Derfor blev navnet ændret til Operation Iraqi Freedom.
Nå, men hvis den irakiske "regering" - der ikke ville overleve 24 timer uden amerikanske bajonetter - ikke vedtager at "privatisere" olien (hvilket vil sige at forære den til Halliburton og andre amerikanske oliebaroner), så holder USA op med at genopbygge noget som helst af alt det, de har bombet, brændt og smadret i Irak. I et land, hvor elektricitet og vand er aktutte mangelvarer (sammen med brændstof, selv om Irak er et af de rigeste olielande i verden), er det ikke svært at forestille sig, hvad det betyder med fortsat militær besættelse og krig uden genopbygning af noget som helst.
Hvis Iraks olie bliver "privatiseret" (læs: stjålet), så vil det være det eneste land i Mellemøsten, hvor olien er på private hænder. Saudi Arabien, Kuwait, Bahrain og Iran ejer selv olien, men sælger kontrakter og laver udvindingsaftaler med de store oliebaroner.
Den irakiske olielov, der er udarbejdet af et privat konsulentfirma i USA, vil efterlade den irakiske "regering" med blot 17 ud af de 80 kendte oliefelter i Irak. Samtlige nye oliefelter, der bliver opdaget i fremtiden, vil ifølge loven, ryge på private (amerikanske) hænder.
Et aspekt ved privatiseringen er, at den løber på 30-årige kontrakter. Det vil efter al sandsynlighed betyde, at amerikansk militær (eller private lejesoldater fra firmaer som Blackwater) skal blive i Irak i mindst 30 år. Om dette kan lade sig gøre med en kraftig modstandsbevægelse i Irak er en anden sag, som jeg ikke vil beskæftige mig med her.
Samtidig har amerikanerne i løbet af deres nye "offensiv" i Bagdad slået mindst 15.000 irakere ihjel. Tror de virkelig selv i Washington, at de uden problemer kan massakrere befolkningen og stjæle dens olie? I så fald vil de få mange grimme overraskelser i fremtiden.
We’ll liberate their soil
We’ll liberate their airports, we’ll liberate their harbors
And we’ll liberate their oil
-David Rovics, Operarion Iraqi Liberation.
Den 24 maj stemte den amerikanske kongres for at fortsætte krigen i Irak. Disse fine herrer og damer besluttede også at skrue bissen på over for deres marionetstyre i Irak (den såkaldte irakiske "regering"). Beskeden lød: Ingen privatisering af iraks olie - ingen penge til genopbygningsarbejder i Irak.
Det er ganske ironisk, at kodenavnet for invasionen af Iraq først var Operation Iraqi Liberation. Men med forkortelsen O.I.L. var det ligesom lidt for åbenlyst, hvad det hele handlede om. Derfor blev navnet ændret til Operation Iraqi Freedom.
Nå, men hvis den irakiske "regering" - der ikke ville overleve 24 timer uden amerikanske bajonetter - ikke vedtager at "privatisere" olien (hvilket vil sige at forære den til Halliburton og andre amerikanske oliebaroner), så holder USA op med at genopbygge noget som helst af alt det, de har bombet, brændt og smadret i Irak. I et land, hvor elektricitet og vand er aktutte mangelvarer (sammen med brændstof, selv om Irak er et af de rigeste olielande i verden), er det ikke svært at forestille sig, hvad det betyder med fortsat militær besættelse og krig uden genopbygning af noget som helst.
Hvis Iraks olie bliver "privatiseret" (læs: stjålet), så vil det være det eneste land i Mellemøsten, hvor olien er på private hænder. Saudi Arabien, Kuwait, Bahrain og Iran ejer selv olien, men sælger kontrakter og laver udvindingsaftaler med de store oliebaroner.
Den irakiske olielov, der er udarbejdet af et privat konsulentfirma i USA, vil efterlade den irakiske "regering" med blot 17 ud af de 80 kendte oliefelter i Irak. Samtlige nye oliefelter, der bliver opdaget i fremtiden, vil ifølge loven, ryge på private (amerikanske) hænder.
Et aspekt ved privatiseringen er, at den løber på 30-årige kontrakter. Det vil efter al sandsynlighed betyde, at amerikansk militær (eller private lejesoldater fra firmaer som Blackwater) skal blive i Irak i mindst 30 år. Om dette kan lade sig gøre med en kraftig modstandsbevægelse i Irak er en anden sag, som jeg ikke vil beskæftige mig med her.
Samtidig har amerikanerne i løbet af deres nye "offensiv" i Bagdad slået mindst 15.000 irakere ihjel. Tror de virkelig selv i Washington, at de uden problemer kan massakrere befolkningen og stjæle dens olie? I så fald vil de få mange grimme overraskelser i fremtiden.
Sunday, May 27, 2007
Memorial Day
Den israelske forfatter Amos Oz har sagt, at når man ikke har flere tårer tilbage, så skal man ikke græde, men le.
For folk med hang til kulsort humor kan jeg anbefale en sikker vinder: min gode ven, George W. Bush. Man kan sige meget om denne analfabetiske kretiner, men ganske sikkert er det, at han er storleverandør i humor til alle os, der ikke har flere tårer tilbage.
Forleden fejrede han den amerikanske "Memorial Day" ved en radiotale til det amerikanske folk (og resten af verden). Og minsandten om hans tale ikke (igen) var spækket med guldkorn. En slags omvendt Shakespeare: talen er fyldt med sprogblomster og ordperler, men modsat den gamle William tjener Bushs sproglige gartneri ikke til at højne den menneskelige kultur - nærmest tværtimod.
En af de mere forudsigelige linjer i talen lyder sådan her:
On Memorial Day, we rededicate ourselves to freedom's cause. In Iraq and Afghanistan, millions have shown their desire to be free. We are determined to help them secure their liberty.
Ganske rigtigt er der millioner i de amerikansk besatte lande, der ønsker frihed. Det blev for eksempel demonstreret, da over en million irakere demonstrerede i Najaf den 9. april for at besættelsestropperne skal trække sig hjem omgående.
Og så nævner vi ikke den million irakere, som amerikanerne (sammen med medskyldige krigsforbrydernationer som Storbritannien, Italien, Ukraine og Danmark) har slået ihjel. Og vi nævner ikke de 4 millioner, som besættelsestropperne har drevet på flugt. Og vi nævner ikke, at disse forbrydelser langt overgår, hvad Saddam Hussein, Slobodan Milosevic og Robert Mugabe tilsammen har præsteret.
Og så nævner vi endelig ikke, at amerikanerne har forurenet store dele af irak med forarmet uran og dermed skabt en sand epidemi af leukæmi og deforme børn.
Disse ting vil vi ikke nævne. For der findes ikke tårer nok i verden til at græde over dette folkemord.
Nej, i dette øjeblik vil vi nøjes med at muntre os over at George Bush mener, at det nuværende ragnarok i Bagdad, hvor amerikanske tropper udfører arbitrære husundersøgelser, arrestationer og henrettelser (alt sammen som en del af "offensiven") er med til at "stabilisere" Bagdad. Ingen i Mellemøsten kan tage sådan en påstand alvorligt.
Men i det mindste kan vi grine.
For folk med hang til kulsort humor kan jeg anbefale en sikker vinder: min gode ven, George W. Bush. Man kan sige meget om denne analfabetiske kretiner, men ganske sikkert er det, at han er storleverandør i humor til alle os, der ikke har flere tårer tilbage.
Forleden fejrede han den amerikanske "Memorial Day" ved en radiotale til det amerikanske folk (og resten af verden). Og minsandten om hans tale ikke (igen) var spækket med guldkorn. En slags omvendt Shakespeare: talen er fyldt med sprogblomster og ordperler, men modsat den gamle William tjener Bushs sproglige gartneri ikke til at højne den menneskelige kultur - nærmest tværtimod.
En af de mere forudsigelige linjer i talen lyder sådan her:
On Memorial Day, we rededicate ourselves to freedom's cause. In Iraq and Afghanistan, millions have shown their desire to be free. We are determined to help them secure their liberty.
Ganske rigtigt er der millioner i de amerikansk besatte lande, der ønsker frihed. Det blev for eksempel demonstreret, da over en million irakere demonstrerede i Najaf den 9. april for at besættelsestropperne skal trække sig hjem omgående.
Og så nævner vi ikke den million irakere, som amerikanerne (sammen med medskyldige krigsforbrydernationer som Storbritannien, Italien, Ukraine og Danmark) har slået ihjel. Og vi nævner ikke de 4 millioner, som besættelsestropperne har drevet på flugt. Og vi nævner ikke, at disse forbrydelser langt overgår, hvad Saddam Hussein, Slobodan Milosevic og Robert Mugabe tilsammen har præsteret.
Og så nævner vi endelig ikke, at amerikanerne har forurenet store dele af irak med forarmet uran og dermed skabt en sand epidemi af leukæmi og deforme børn.
Disse ting vil vi ikke nævne. For der findes ikke tårer nok i verden til at græde over dette folkemord.
Nej, i dette øjeblik vil vi nøjes med at muntre os over at George Bush mener, at det nuværende ragnarok i Bagdad, hvor amerikanske tropper udfører arbitrære husundersøgelser, arrestationer og henrettelser (alt sammen som en del af "offensiven") er med til at "stabilisere" Bagdad. Ingen i Mellemøsten kan tage sådan en påstand alvorligt.
Men i det mindste kan vi grine.
Irakisk modstansvideo
Her er en video fra en irakisk modstandsgruppe. Jeg er ikke enig med dem i, at almindelige amerikanere bærer ansvar for Bush-klikens kriminelle invasion og folkemordet mod irakerne, men den er interessant alligevel. Desværre kommer den irakiske modstandsbevægelse ikke meget til orde i medierne, og de bliver, for det meste fejlagtigt, beskrevet som fanatiske islamister - på trods af, at modstandsbevægelsen er folkeligt funderet i Irak.
Saturday, May 26, 2007
Mohammed blev 23 år
Mohammed Ahmed Ibrahim Mansour fra Gaza blev 15. maj såret af adskillige skud under de voldsomme ildkampe mellem Hamasfolk og Fatah-styrker. Han blev indlagt på Shifa Hospital i Gaza, men hans tilstand gjorde, at han havde brug for bedre behandling - på et israelsk hospital.
Hans familie forsøgte sammen med folk fra de palæstinensiske sundhedsmyndigheder at få Mohammed transporteret til Israel for at få behandling på et hospital. Fem gange blev det afslået.
Først da det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder sammen med gik ind i sagen sammen med Israeli Physicians for Human Rights, skete der noget. Den 21. maj fik Mohammed endelig tilladelse til at komme i behandling på et israelsk hospital. Men lægerne mente, at det ville være foir farligt at flytte Mohammed denne dag - de frygtede, at hans tilstand ville forværres af transporten. To dage efter var Mohammeds tilstand forbedret, og han blev sendt af sted i en ambulance med retning mod grænseovergangen ved Erez.
Klokken 17 ankom ambulancen til grænseovergangen. Ambulancen ventede i to timer forgæves på at komme igennem. Klokken 19 var ambulancen tvunget til at vende tilbage til Shifa Hospital, fordi Mohammeds tilstand igen var forværret. Efter en kort behandling blev han sendt af sted igen til Erez grænseovergangen klokken 20. På trods af, at de israelske myndigheder efter aftale med de palæstinensiske sundhedsmyndigheder var indforstået med, at bambulancen skulle igennem, måtte ambulancen vente i tre timer ved grænseovergangen. Det israelske militærs undskyldning for at tilbageholde ambulancen var "sikkerhedshensyn".
Omkring klokken 23 blev Mohammed endelig lagt over i en israelsk ambulance. Men det var for sent. Få minutter senere kunne lægerne konstatere, at Mohammed var død. Derefter blev liget transporteret tilbage til Shifa.
Mohammed blev 23 år.
Hvilke "sikkerhedshensyn" var det, der forhindrede, at Mohammed kunne modtage behandling? Israel har ingen svar givet.
Det israelske militær har, i strid med international lov, lukket grænseovergangen Rafah mellem Gaza og Egypten. Derfor kan ingen patienter komme i behandlin i Egypten. Eneste mulighed for behandling er i Israel. Israel blokerer desuden systematisk for forsyninger af medicin og udstyr til Gazas hospitaler. Det betyder, at dialysepatienter ind imellem dør på grund af mangel på udstyr.
Og Israels belejring af Gaza betød, at Mohammed ikke kunne opleve sin 24 års fødseldag.
Hans familie forsøgte sammen med folk fra de palæstinensiske sundhedsmyndigheder at få Mohammed transporteret til Israel for at få behandling på et hospital. Fem gange blev det afslået.
Først da det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder sammen med gik ind i sagen sammen med Israeli Physicians for Human Rights, skete der noget. Den 21. maj fik Mohammed endelig tilladelse til at komme i behandling på et israelsk hospital. Men lægerne mente, at det ville være foir farligt at flytte Mohammed denne dag - de frygtede, at hans tilstand ville forværres af transporten. To dage efter var Mohammeds tilstand forbedret, og han blev sendt af sted i en ambulance med retning mod grænseovergangen ved Erez.
Klokken 17 ankom ambulancen til grænseovergangen. Ambulancen ventede i to timer forgæves på at komme igennem. Klokken 19 var ambulancen tvunget til at vende tilbage til Shifa Hospital, fordi Mohammeds tilstand igen var forværret. Efter en kort behandling blev han sendt af sted igen til Erez grænseovergangen klokken 20. På trods af, at de israelske myndigheder efter aftale med de palæstinensiske sundhedsmyndigheder var indforstået med, at bambulancen skulle igennem, måtte ambulancen vente i tre timer ved grænseovergangen. Det israelske militærs undskyldning for at tilbageholde ambulancen var "sikkerhedshensyn".
Omkring klokken 23 blev Mohammed endelig lagt over i en israelsk ambulance. Men det var for sent. Få minutter senere kunne lægerne konstatere, at Mohammed var død. Derefter blev liget transporteret tilbage til Shifa.
Mohammed blev 23 år.
Hvilke "sikkerhedshensyn" var det, der forhindrede, at Mohammed kunne modtage behandling? Israel har ingen svar givet.
Det israelske militær har, i strid med international lov, lukket grænseovergangen Rafah mellem Gaza og Egypten. Derfor kan ingen patienter komme i behandlin i Egypten. Eneste mulighed for behandling er i Israel. Israel blokerer desuden systematisk for forsyninger af medicin og udstyr til Gazas hospitaler. Det betyder, at dialysepatienter ind imellem dør på grund af mangel på udstyr.
Og Israels belejring af Gaza betød, at Mohammed ikke kunne opleve sin 24 års fødseldag.
Thursday, May 24, 2007
Hvem er Fatah al-Islam?
Tusindvis af palæstinensere er flygtet fra Nahr al-bared (den kolde flod) flygtingelejren i det nordlige Libanon efter dagevis med hårde kampe mellem den libanesiske hær og den lille gruppe Fatah al-Islam.
Ifølge UNHCR er de 40.000 palæstinensere, der bor i flygtningelejren, som kun dækker over en kvadratkilometer, ved at løbe tør for fødevarer og andre livsfornødenheder. Vand er det største problem, men snart vil manglen på fødevarer og medicin blive akut.
Med knap 100 dræbte er det de værste kampe internt i Libanon siden borgerkrigen fra 1975 til 1990 (Israels drab på 1200 libanesere sidste sommer tæller ikke her).
Blodbanken i lejren er tom, og lægerne udfører operationer på gulvet. De små felthospitaler er blevet beskudt med granater af den libanesiske hær. Der er hundredevis af sårede, og det sanitære system er brudt sammen. Lejrens læger forudser en epidemi af sygdomme.
Intet af dette er blevet fordømt af "Verdenssamfundet". Den Arabiske Liga, FN og Vesten har udtrykt støtte til den libanesiske hær, fordømt Fatah al-Islam og har tilsyneladende ikke et eneste ord til overs for de hundredevis af ofre for hærens bombardementer af en flygtningelejr, der er fyldt med forsvarsløse civile palæstinensere.
Men hvem er denne gruppe, der pludselig har fået så meget opmærksomhed? Hvem er Fatah al-Islam?
Fatah al-Islam er en lille sunnimuslimsk gruppe, der har base blandt palæstinensere i det nordlige Libanon. De tilhører den salafistiske gren af sunni-islam, og er tilsyneladende blevet finansieret og bevæbnet af amerikanerne, sauderne og - den libanesiske regering!
Den libanesiske regering baserer sig på sunnierne imod Hizbollah (der er shiamuslimsk, men tillige har opbakning fra mange kristne og uden tvivl er det mest populære politiske parti i Libanon).
Alastair Crooke, der har arbejdet 30 år for den britiske efterretningstjeneste MI6, fortalte til Seymour Hersh fra magasinet The New Yorker, at de var en udsplitning fra den pro-syriske Fatah al-Intifada. 24 timer efter, at de var splittet ud, blev de tilbudt våben af repræsentanter for den libanesiske Siniora-regering, angiveligt til brug imod Hizbollah.
Der er en overvældende mængde indicier for, at USA, Saudi Arabien og Siniora-regeringen har støttet (og fortsat støtter) radikale sunnimuslimske grupper. Årsagen er, at der inden for de seneste år er sket et skift i amerikansk udenrigspolitik i retning af en skærpet konfrontation over for det shiamuslimske regime i Iran, de shiamuslimske militser i Irak, det shiamuslimske alawi-regime i Syrien samt ikke mindst det shiamuslimske Hizbollah i Libanon.
Israel led som bekendt et ydmygende nederlag i Libanon i sommer. Mellemøstens mest moderne militærmaskine, som råder over mere ildkraft end noget andet land i regionen, blev tvunget tilbage af Hizbollahs guerillaer og andre grupper (for eksempel Kommunistpratiet), der tog del i modstandsbevægelsen. Så i stedet for at bruge Israel, har de forsøgt at benytte sig af salafistiske jihad-grupper som Fatah al-Islam til at bekæmpe Hizbollah.
Et par citater fra Seymour Hersh:
"In 2005, according to a report by the U.S.-based International Crisis Group, Saad Hariri, the Sunni majority leader of the Lebanese parliament and the son of the slain former Prime Minister—Saad inherited more than four billion dollars after his father’s assassination—paid forty-eight thousand dollars in bail for four members of an Islamic militant group from Dinniyeh. The men had been arrested while trying to establish an Islamic mini-state in northern Lebanon. The Crisis Group noted that many of the militants “had trained in al-Qaeda camps in Afghanistan.” "
"In an interview in Beirut, a senior official in the Siniora government acknowledged that there were Sunni jihadists operating inside Lebanon. “We have a liberal attitude that allows Al Qaeda types to have a presence here,” he said. He related this to concerns that Iran or Syria might decide to turn Lebanon into a “theatre of conflict.”"
"Leslie H. Gelb, a past president of the Council on Foreign Relations, said that the Administration’s policy was less pro democracy than “pro American national security. The fact is that it would be terribly dangerous if Hezbollah ran Lebanon.” The fall of the Siniora government would be seen, Gelb said, “as a signal in the Middle East of the decline of the United States and the ascendancy of the terrorism threat. And so any change in the distribution of political power in Lebanon has to be opposed by the United States—and we’re justified in helping any non-Shiite parties resist that change. We should say this publicly, instead of talking about democracy.”"
"Martin Indyk, of the Saban Center, said, however, that the United States “does not have enough pull to stop the moderates in Lebanon from dealing with the extremists.” He added, “The President sees the region as divided between moderates and extremists, but our regional friends see it as divided between Sunnis and Shia. The Sunnis that we view as extremists are regarded by our Sunni allies simply as Sunnis.”"
Der er intet nyt i dette. Tidligere har USA støttet sunni-jihadister i Afghanistan imod Sovjet. Osama bin Laden var en af Pentagons gode allierede. Lars Løkke Rasmussen red ind i Afghanistan på æselryg for at aflevere penge til jihadisterne, som VU og KU havde samlet ind. Men senere vendte talebanerne og jihadisterne sig imod deres gamle allierede. Nu har Fatah al-Islam vendt sig imod sine tidligere allierede.
Libanon befinder sig nu på randen af et militærkup og en ny borgerkrig. Bag facaden er der spekulationer om, at generalerne vil overtage magten for at "stabilisere" landet - gennem en borgerkrig mod Hizbollah. Dette vil ske med USA's velsignelse og med sækkevis af dollars fra Washington i hærens kasse - de har allerede fået 280 millioner dollars.
Sinioras regering er ganske tydeligt ude af stand til at kontrollere noget som helst. Hizbollah stod med magten i hænderne under generalstrejken i januar. Men Nasrallah har ikke lyst til at komme til magten på baggrund af en massebevægelse - han vil føre samme økonomiske politik som Siniora og er tilhænger af Libanons indtræden i WTO - og det er netop dette, som oppositionens millioner af tilhængere er gået på gaden for at protestere imod (sammen med Sinioras ligegyldighed over for Israels massakre på 1200 libanesere).
Det libanesiske drama er langt fra slut. Næste kapitel kan blive rigtig blodigt, hvis Pentagon får sin vilje.
Ifølge UNHCR er de 40.000 palæstinensere, der bor i flygtningelejren, som kun dækker over en kvadratkilometer, ved at løbe tør for fødevarer og andre livsfornødenheder. Vand er det største problem, men snart vil manglen på fødevarer og medicin blive akut.
Med knap 100 dræbte er det de værste kampe internt i Libanon siden borgerkrigen fra 1975 til 1990 (Israels drab på 1200 libanesere sidste sommer tæller ikke her).
Blodbanken i lejren er tom, og lægerne udfører operationer på gulvet. De små felthospitaler er blevet beskudt med granater af den libanesiske hær. Der er hundredevis af sårede, og det sanitære system er brudt sammen. Lejrens læger forudser en epidemi af sygdomme.
Intet af dette er blevet fordømt af "Verdenssamfundet". Den Arabiske Liga, FN og Vesten har udtrykt støtte til den libanesiske hær, fordømt Fatah al-Islam og har tilsyneladende ikke et eneste ord til overs for de hundredevis af ofre for hærens bombardementer af en flygtningelejr, der er fyldt med forsvarsløse civile palæstinensere.
Men hvem er denne gruppe, der pludselig har fået så meget opmærksomhed? Hvem er Fatah al-Islam?
Fatah al-Islam er en lille sunnimuslimsk gruppe, der har base blandt palæstinensere i det nordlige Libanon. De tilhører den salafistiske gren af sunni-islam, og er tilsyneladende blevet finansieret og bevæbnet af amerikanerne, sauderne og - den libanesiske regering!
Den libanesiske regering baserer sig på sunnierne imod Hizbollah (der er shiamuslimsk, men tillige har opbakning fra mange kristne og uden tvivl er det mest populære politiske parti i Libanon).
Alastair Crooke, der har arbejdet 30 år for den britiske efterretningstjeneste MI6, fortalte til Seymour Hersh fra magasinet The New Yorker, at de var en udsplitning fra den pro-syriske Fatah al-Intifada. 24 timer efter, at de var splittet ud, blev de tilbudt våben af repræsentanter for den libanesiske Siniora-regering, angiveligt til brug imod Hizbollah.
Der er en overvældende mængde indicier for, at USA, Saudi Arabien og Siniora-regeringen har støttet (og fortsat støtter) radikale sunnimuslimske grupper. Årsagen er, at der inden for de seneste år er sket et skift i amerikansk udenrigspolitik i retning af en skærpet konfrontation over for det shiamuslimske regime i Iran, de shiamuslimske militser i Irak, det shiamuslimske alawi-regime i Syrien samt ikke mindst det shiamuslimske Hizbollah i Libanon.
Israel led som bekendt et ydmygende nederlag i Libanon i sommer. Mellemøstens mest moderne militærmaskine, som råder over mere ildkraft end noget andet land i regionen, blev tvunget tilbage af Hizbollahs guerillaer og andre grupper (for eksempel Kommunistpratiet), der tog del i modstandsbevægelsen. Så i stedet for at bruge Israel, har de forsøgt at benytte sig af salafistiske jihad-grupper som Fatah al-Islam til at bekæmpe Hizbollah.
Et par citater fra Seymour Hersh:
"In 2005, according to a report by the U.S.-based International Crisis Group, Saad Hariri, the Sunni majority leader of the Lebanese parliament and the son of the slain former Prime Minister—Saad inherited more than four billion dollars after his father’s assassination—paid forty-eight thousand dollars in bail for four members of an Islamic militant group from Dinniyeh. The men had been arrested while trying to establish an Islamic mini-state in northern Lebanon. The Crisis Group noted that many of the militants “had trained in al-Qaeda camps in Afghanistan.” "
"In an interview in Beirut, a senior official in the Siniora government acknowledged that there were Sunni jihadists operating inside Lebanon. “We have a liberal attitude that allows Al Qaeda types to have a presence here,” he said. He related this to concerns that Iran or Syria might decide to turn Lebanon into a “theatre of conflict.”"
"Leslie H. Gelb, a past president of the Council on Foreign Relations, said that the Administration’s policy was less pro democracy than “pro American national security. The fact is that it would be terribly dangerous if Hezbollah ran Lebanon.” The fall of the Siniora government would be seen, Gelb said, “as a signal in the Middle East of the decline of the United States and the ascendancy of the terrorism threat. And so any change in the distribution of political power in Lebanon has to be opposed by the United States—and we’re justified in helping any non-Shiite parties resist that change. We should say this publicly, instead of talking about democracy.”"
"Martin Indyk, of the Saban Center, said, however, that the United States “does not have enough pull to stop the moderates in Lebanon from dealing with the extremists.” He added, “The President sees the region as divided between moderates and extremists, but our regional friends see it as divided between Sunnis and Shia. The Sunnis that we view as extremists are regarded by our Sunni allies simply as Sunnis.”"
Der er intet nyt i dette. Tidligere har USA støttet sunni-jihadister i Afghanistan imod Sovjet. Osama bin Laden var en af Pentagons gode allierede. Lars Løkke Rasmussen red ind i Afghanistan på æselryg for at aflevere penge til jihadisterne, som VU og KU havde samlet ind. Men senere vendte talebanerne og jihadisterne sig imod deres gamle allierede. Nu har Fatah al-Islam vendt sig imod sine tidligere allierede.
Libanon befinder sig nu på randen af et militærkup og en ny borgerkrig. Bag facaden er der spekulationer om, at generalerne vil overtage magten for at "stabilisere" landet - gennem en borgerkrig mod Hizbollah. Dette vil ske med USA's velsignelse og med sækkevis af dollars fra Washington i hærens kasse - de har allerede fået 280 millioner dollars.
Sinioras regering er ganske tydeligt ude af stand til at kontrollere noget som helst. Hizbollah stod med magten i hænderne under generalstrejken i januar. Men Nasrallah har ikke lyst til at komme til magten på baggrund af en massebevægelse - han vil føre samme økonomiske politik som Siniora og er tilhænger af Libanons indtræden i WTO - og det er netop dette, som oppositionens millioner af tilhængere er gået på gaden for at protestere imod (sammen med Sinioras ligegyldighed over for Israels massakre på 1200 libanesere).
Det libanesiske drama er langt fra slut. Næste kapitel kan blive rigtig blodigt, hvis Pentagon får sin vilje.
Wednesday, May 23, 2007
Hvem står bag Gazas borgerkrig?
I Vesten er lederne bare så glade for demokrati. Disse hædersmænd, civilisationens forkæmpere, støtter demokrati over hele verden. Sådan lyder en god historie. Desværre passer den ikke helt på virkeligheden, men lad det nu ikke spolere en god historie.
Med fare for at ødelægge denne eventyrfortælling, vil jeg lige påpege et par ting. Vi har før set, hvordan de vestlige ledere (og Washington i særdeleshed) har støttet massiv valgsvindel i Rusland i 1996 (hvor Jeltsin blev kronet på et bjerg af fup) og i Mexico sidste år (Hvor Calderon, som var Washingtons kandidat, stjal sejren fra PRD-lederen Obrador og massakrerede det folkelige lokalråd APPO i Oaxaca). Vi kan sågar se på militærkup, som det i Venezuela i april 2002, hvor Washington støttede Pedro Carmonas kup, der kun varede to døgn. I Mellemøsten er listen over kup, svindel og massakrer med vestlig støtte alenlang.
Men lad os koncentrere os om Gaza. Indbyggerne her er blevet bombarderet på daglig basis siden Israels såkaldte "tilbagetrækning" (det er i alle fald meget fikst at trække sine tropper ud, når man indleder et bombardement). Desuden har Israel inden for det sidste døgns tid blandt andet begået følgende krigsforbrydelser:
I morges ramte israelske kampfly et hus i Gaza med missiler. I huset boede en palæstinensisk politiker med sin familie. Manden, hans kone samt mindst seks familiemedlemmer blev dræbt af de israelske bomber.
Et andet angreb i morges: en palæstinensisk politiker kørte på sin cykel, da et israelsk jagerfly skød ham. Manden blev såret, men er i skrivende stund stadig i live.
Israelske bomber afbrød desuden strømmen til 50.000 mennesker. Hvad en strømafbrydelse betyder for fødevarer, når der er over 30 grader, er ikke svært at spå om.
I går, søndag slog israelsk militær otte mennesker ihjel. Syv af dem var et prominent palæstinensisk parlarmentsmedlems familie.
Miri Eisin, den israelske premierminister Ehud Olmerts talsmand, oplyser, at Israel nu går efter at likvidere Ismail Haniyeh, den palæstinensiske premierminister, samt andre ledere fra Hamas.
Her er det, at eventyret om vestens forkærlighed for demokrati kommer ind i billedet. Palæstinenserne har i 40 år været under israelsk besættelse. Washington har konsekvent undladt at fordømme denne besættelse, der er i strid med FN's resolution 242. Nå, men palæstinenserne valgte, ved et demokratisk valg, at give flertal til Hamas.
Den mest kvælende faktor for Gaza har formentlig været den embargo, som de palæstinensiske områder blev udsat for efter at palæstinenserne ved et demokratisk valg stemte på "de forkerte" - på Hamas. For denne demokratiske handling bliver en hel befolkning straffet.
Det er en kendt sag, at Jordan og Egypten - to stater, der har parkeret deres udenrigspolitik i Pentagon - arbejder for at vælte den palæstinensiske regering. Gerne gennem diplomati, men om nødvendigt med magt. Dette er et særdeles dårligt skjult forsøg fra Washington og EU (der i bedste fald stiltiende accepterer dette) på at vælte en legitim, demokratisk valgt regering. Og hvilke stater er det, Vesten støtter sig på til dette formål? Bøddelen Mubaraks torturregime og Jordans despotiske monarki under Kong Abdallah (der selv kom til magten ved en CIA-støttet paladsrevolution). Det er hykleri på et højere plan.
Den seneste udvikling er, at Egypten i sidste uge sendte over 500 Fateh-soldater ind i Gaza, efter de havde fået militær træning hos Mubaraks regime. Der kan kun være et eneste formål med dette: en borgerkrig imod regeringen.
I december sendte Egypten (som er den næststørste modtager af militær hjælp fra USA, næst efter Israel) 2000 kalashnikov-rifler, 20.000 magasiner og to millioner stykker ammunition til Gaza via Israel. Modtageren var Fateh. Hvem skulle de mon bruge disse våben imod?
Der er uden tvivl sendt mange flere våben ind til Fateh i Gaza fra Egypten og Israel - og bag dem fra USA.
På spørgsmålet om, hvem der står bag Gazas borgerkrig, kan svaret kun være, at det gør Israel og de amerikansk-støttede arabiske regimer. Vesten støtter sig altså af helt igennem diktatoriske kræfter i sit forsøg på at gennemføre et militærkup i Palæstina.
Så meget for eventyret om de vestlige lederes demokratiske sindelag. Det ville være rart for mange palæstinensere, hvis det var sandt. Det ville i hvert fald redde deres liv.
Med fare for at ødelægge denne eventyrfortælling, vil jeg lige påpege et par ting. Vi har før set, hvordan de vestlige ledere (og Washington i særdeleshed) har støttet massiv valgsvindel i Rusland i 1996 (hvor Jeltsin blev kronet på et bjerg af fup) og i Mexico sidste år (Hvor Calderon, som var Washingtons kandidat, stjal sejren fra PRD-lederen Obrador og massakrerede det folkelige lokalråd APPO i Oaxaca). Vi kan sågar se på militærkup, som det i Venezuela i april 2002, hvor Washington støttede Pedro Carmonas kup, der kun varede to døgn. I Mellemøsten er listen over kup, svindel og massakrer med vestlig støtte alenlang.
Men lad os koncentrere os om Gaza. Indbyggerne her er blevet bombarderet på daglig basis siden Israels såkaldte "tilbagetrækning" (det er i alle fald meget fikst at trække sine tropper ud, når man indleder et bombardement). Desuden har Israel inden for det sidste døgns tid blandt andet begået følgende krigsforbrydelser:
I morges ramte israelske kampfly et hus i Gaza med missiler. I huset boede en palæstinensisk politiker med sin familie. Manden, hans kone samt mindst seks familiemedlemmer blev dræbt af de israelske bomber.
Et andet angreb i morges: en palæstinensisk politiker kørte på sin cykel, da et israelsk jagerfly skød ham. Manden blev såret, men er i skrivende stund stadig i live.
Israelske bomber afbrød desuden strømmen til 50.000 mennesker. Hvad en strømafbrydelse betyder for fødevarer, når der er over 30 grader, er ikke svært at spå om.
I går, søndag slog israelsk militær otte mennesker ihjel. Syv af dem var et prominent palæstinensisk parlarmentsmedlems familie.
Miri Eisin, den israelske premierminister Ehud Olmerts talsmand, oplyser, at Israel nu går efter at likvidere Ismail Haniyeh, den palæstinensiske premierminister, samt andre ledere fra Hamas.
Her er det, at eventyret om vestens forkærlighed for demokrati kommer ind i billedet. Palæstinenserne har i 40 år været under israelsk besættelse. Washington har konsekvent undladt at fordømme denne besættelse, der er i strid med FN's resolution 242. Nå, men palæstinenserne valgte, ved et demokratisk valg, at give flertal til Hamas.
Den mest kvælende faktor for Gaza har formentlig været den embargo, som de palæstinensiske områder blev udsat for efter at palæstinenserne ved et demokratisk valg stemte på "de forkerte" - på Hamas. For denne demokratiske handling bliver en hel befolkning straffet.
Det er en kendt sag, at Jordan og Egypten - to stater, der har parkeret deres udenrigspolitik i Pentagon - arbejder for at vælte den palæstinensiske regering. Gerne gennem diplomati, men om nødvendigt med magt. Dette er et særdeles dårligt skjult forsøg fra Washington og EU (der i bedste fald stiltiende accepterer dette) på at vælte en legitim, demokratisk valgt regering. Og hvilke stater er det, Vesten støtter sig på til dette formål? Bøddelen Mubaraks torturregime og Jordans despotiske monarki under Kong Abdallah (der selv kom til magten ved en CIA-støttet paladsrevolution). Det er hykleri på et højere plan.
Den seneste udvikling er, at Egypten i sidste uge sendte over 500 Fateh-soldater ind i Gaza, efter de havde fået militær træning hos Mubaraks regime. Der kan kun være et eneste formål med dette: en borgerkrig imod regeringen.
I december sendte Egypten (som er den næststørste modtager af militær hjælp fra USA, næst efter Israel) 2000 kalashnikov-rifler, 20.000 magasiner og to millioner stykker ammunition til Gaza via Israel. Modtageren var Fateh. Hvem skulle de mon bruge disse våben imod?
Der er uden tvivl sendt mange flere våben ind til Fateh i Gaza fra Egypten og Israel - og bag dem fra USA.
På spørgsmålet om, hvem der står bag Gazas borgerkrig, kan svaret kun være, at det gør Israel og de amerikansk-støttede arabiske regimer. Vesten støtter sig altså af helt igennem diktatoriske kræfter i sit forsøg på at gennemføre et militærkup i Palæstina.
Så meget for eventyret om de vestlige lederes demokratiske sindelag. Det ville være rart for mange palæstinensere, hvis det var sandt. Det ville i hvert fald redde deres liv.
Hvad koster et liv?
Ofte siges det, at et menneskeliv ikke kan gøres op i penge. Men det passer jo ikke.
For eksempel gør besættelsesmagterne i Irak og Afghanistan for tiden flittigt brug af prissættelse på uskyldige liv, som det vil fremgå.
Når det amerikanske militær myrder uskyldige irakere og afghanere, kan de efterladte også søge om godtgørelse.
I begyndelsen af marts gik amerikanske soldater amok i blodrus nær Jalalabad og myrdede 10 afghanere. I militært sprog hedder det vist "overdreven brug af magt", og det bliver som regel tørt beklaget på et pressemøde. Uden at praksis bliver ændret.
Nå, men de 10 afghanere blev dræbt, og yderligere 34 blev såret. Til at starte med skød amerikanerne skylden for nogle af dødsfaldene over på "militante" og sagede, at de havde skudt under flugt fra et baghold. Dette skulle, som det er vanligt blandt "koalitionens udsagn" senere vise sig at være lodret løgn. Washington Post kunne i april meddele, at de amerikanske tropper, efter en kamp mod bevæbnede afghanere, skød fra mindst seks steder langs en 10 mil lang rute, og at målene for amerikanernes "hævntogt" udelukkende var civile, der ikke havde udvist nogen som helst "provokerende eller truende adfærd". Antallet af døde afghanere var nu sat til 12 (senere er det steget til 19), og antallet af sårede var 35. Med andre ord var der tale om en uprovokeret massakre.
Blandt de massakrerede afghanere var ifølge San Fransisco Chronicle en 16-årig nygift pige, der "blev skudt ned mens hun bar græs til sin families hus." En 75-årig mand blev "ramt af så mange projektiler, at hans søn ikke kunne genkende liget, da han ankom til stedet."
Hvad var prisen for disse afghanere? Hvad er dagsprisen for at myrde en 16-årig pige i Afghanistan? Svaret får vi i New York Times: 2000 dollars, eller godt 11.000 kroner. Desuden bad Bryan Whitman, en grå, vandkæmmet Pentagon-skabning, om tilgivelse fra ofrenes familier. På sikker afstand i Washington og uden et ord om at ændre praksis.
Det bliver værre endnu.
Greg Mitchell fra det amerikanske Editor & Publisher beskæftigede sig i en artikel med det amerikanske militærs prissættelse af de irakere, de myrder. For eksempel vanker der ingen godtgørelse til familien til en dreng, der så nærmere på en bombe, der ikke var detoneret. Men som detonerede, da drengen så nærmere på den. Forklaring: drengen befandt sig i en "kampzone".
Greg Mitchell skriver:
Hvad betaler vi for livet for den niårige dreng, der blev skudt af en af vore soldater, der fejlagtigt antog hans skoletaske for at være sprængstof? Vil I tro 500 dollars? Og når vi skyder en irakisk journalist på en bro sender vi 2.500 dollars til hans enke - men hvorfor ikke de beskedne 5.000 dollars, hun havde ansøgt om?
Gennemsnittet for godtgørelser for drab på uskyldige irakere er ifølge The Boston Globe 2.500 dollars. Omtrent 14.000 kroner. Irakere er tilsyneladende knap 3000 kroner mere værd end afghanere. De efterladte til ofrene for den amerikanske massakre i Haditha fik for eksempel 2500 dollars for hvert familiemedlem, amerikanerne havde myrdet.
Man kan dog sige, at det er et fremskridt siden Vietnam, hvor amerikanerne betalte 35 dollars for en voksen og 15 dollars for et barn.
Officielt har amerikanerne udbetalt 32 millioner dollars til de efterladte for de amerikanske myrderier i Irak. Reelt er tallet dog meget højere, da der foregår en del betalinger i diskretion.
Hvis man deler 32 millioner med 2500 dollars, så får man knap 13.000 hændelser (hændelser fordi nogle betalinger dækker over flere dødsfald). Og dette er blot de sager, hvor en iraker faktisk har ansøgt besættelsesmagten om godtgørelse, og har fået det.).
Til sammenligning har de efterladte til ofrene for terrorangrebet på WTC i september 2001 fået 1,8 millioner dollars for hver af de døde.
Kom ikke og sig, at verdens største militærmaskine ikke er i stand til at prissætte uskyldiges liv.
For eksempel gør besættelsesmagterne i Irak og Afghanistan for tiden flittigt brug af prissættelse på uskyldige liv, som det vil fremgå.
Når det amerikanske militær myrder uskyldige irakere og afghanere, kan de efterladte også søge om godtgørelse.
I begyndelsen af marts gik amerikanske soldater amok i blodrus nær Jalalabad og myrdede 10 afghanere. I militært sprog hedder det vist "overdreven brug af magt", og det bliver som regel tørt beklaget på et pressemøde. Uden at praksis bliver ændret.
Nå, men de 10 afghanere blev dræbt, og yderligere 34 blev såret. Til at starte med skød amerikanerne skylden for nogle af dødsfaldene over på "militante" og sagede, at de havde skudt under flugt fra et baghold. Dette skulle, som det er vanligt blandt "koalitionens udsagn" senere vise sig at være lodret løgn. Washington Post kunne i april meddele, at de amerikanske tropper, efter en kamp mod bevæbnede afghanere, skød fra mindst seks steder langs en 10 mil lang rute, og at målene for amerikanernes "hævntogt" udelukkende var civile, der ikke havde udvist nogen som helst "provokerende eller truende adfærd". Antallet af døde afghanere var nu sat til 12 (senere er det steget til 19), og antallet af sårede var 35. Med andre ord var der tale om en uprovokeret massakre.
Blandt de massakrerede afghanere var ifølge San Fransisco Chronicle en 16-årig nygift pige, der "blev skudt ned mens hun bar græs til sin families hus." En 75-årig mand blev "ramt af så mange projektiler, at hans søn ikke kunne genkende liget, da han ankom til stedet."
Hvad var prisen for disse afghanere? Hvad er dagsprisen for at myrde en 16-årig pige i Afghanistan? Svaret får vi i New York Times: 2000 dollars, eller godt 11.000 kroner. Desuden bad Bryan Whitman, en grå, vandkæmmet Pentagon-skabning, om tilgivelse fra ofrenes familier. På sikker afstand i Washington og uden et ord om at ændre praksis.
Det bliver værre endnu.
Greg Mitchell fra det amerikanske Editor & Publisher beskæftigede sig i en artikel med det amerikanske militærs prissættelse af de irakere, de myrder. For eksempel vanker der ingen godtgørelse til familien til en dreng, der så nærmere på en bombe, der ikke var detoneret. Men som detonerede, da drengen så nærmere på den. Forklaring: drengen befandt sig i en "kampzone".
Greg Mitchell skriver:
Hvad betaler vi for livet for den niårige dreng, der blev skudt af en af vore soldater, der fejlagtigt antog hans skoletaske for at være sprængstof? Vil I tro 500 dollars? Og når vi skyder en irakisk journalist på en bro sender vi 2.500 dollars til hans enke - men hvorfor ikke de beskedne 5.000 dollars, hun havde ansøgt om?
Gennemsnittet for godtgørelser for drab på uskyldige irakere er ifølge The Boston Globe 2.500 dollars. Omtrent 14.000 kroner. Irakere er tilsyneladende knap 3000 kroner mere værd end afghanere. De efterladte til ofrene for den amerikanske massakre i Haditha fik for eksempel 2500 dollars for hvert familiemedlem, amerikanerne havde myrdet.
Man kan dog sige, at det er et fremskridt siden Vietnam, hvor amerikanerne betalte 35 dollars for en voksen og 15 dollars for et barn.
Officielt har amerikanerne udbetalt 32 millioner dollars til de efterladte for de amerikanske myrderier i Irak. Reelt er tallet dog meget højere, da der foregår en del betalinger i diskretion.
Hvis man deler 32 millioner med 2500 dollars, så får man knap 13.000 hændelser (hændelser fordi nogle betalinger dækker over flere dødsfald). Og dette er blot de sager, hvor en iraker faktisk har ansøgt besættelsesmagten om godtgørelse, og har fået det.).
Til sammenligning har de efterladte til ofrene for terrorangrebet på WTC i september 2001 fået 1,8 millioner dollars for hver af de døde.
Kom ikke og sig, at verdens største militærmaskine ikke er i stand til at prissætte uskyldiges liv.
Subscribe to:
Posts (Atom)
Posts
