Israel torturerer børn

Den palæstinensiske sektion af Defence for Children International har udgivet en ny rapport. Det er nummer 31 af rapportrækken "Children behind bars". Den indeholder en række oplysninger, som er indsamlet i 2006 og første halvdel af 2007. Oplysningerne er ganske modbydelige. Desværre er de ikke overraskende.
Et udpluk:

• Citat: "Israelsk politi, israelsk militær og israelsk efterretningstjeneste udfører anholdelser og afhøringer af palæstinensiske børn på daglig basis. Anholdelserne og de efterfølgende afhøringer i arresthuse foregår isoleret fra alle gennemsigtige regler, procedurer eller love, hvilket giver israelsk militærpersonel brede beføjelser under denne fase."
• Ifølge israelsk militær lov kan et palæstinensisk barn tilbageholdes af en almindelig soldat eller politimand i 96 timer. Derefter kan barnet tilbageholdes til afhøring i 8 dage. Tilbageholdelsen kan forlænges ved en militær domstol i op til 90 dage, og derefter kan sagen komme for en "rigtig" domstol, som kan forlænge tilbageholdelsen i op til 3 måneder.
• Citat: "Et centralt aspekt i afhøringsfasen er brugen af særlige former for tortur og mishandling."

Torturmetoderne, der nævnes er blandt andet:

• Tæsk med bind for øjnene.
• Stresspositioner i timevis, blandt andet i koldt vand eller i regnvejr.
  
• Seksuelt misbrug.
• Slag på "særligt følsomme steder" på kroppen.

De palæstinensiske børn i israelsk varetægt har ikke ret til at tie stille. De har ingen ret til juridisk bistand. De har ikke ret til at have kontakt med deres familie.

Lige nu er der omtrent 300 børn i de israelske fangehuller. Desuden er der 463, der er fyldt 18 mens de har været i israelsk varetægt.

En prøjsisk konge huskes for at have sagt, at mod demokrater hjælper kun soldater. Til "demokrater" kan Olmert tilføje "arabiske børn".

Tillykke!

En del unge amerikanere vil gerne studere på universitet eller college. Der er så bare en del af dem, der ikke kan komme til det. Det er nemlig temmelig dyrt. Det "personlige ansvar" med brugerbetaling sikrer, at de fattige ingen uddannelse kan få. Sådan er der så meget i verdens rigeste land.
En del af dem tager så til Canada, hvor det er billigere. Men jeg så, at der også er nogle, der tager til Cuba. Otte amerikanske læger er netop blevet uddannet i Cuba - ganske gratis. Den temmelig meget fattigere caribiske republik har tilsyneladende råd til gratis uddannelse og lægehjælp i modsætning til Guds eget land. Og tillykke med det - eller mabrouk, som man siger hernede.

Disse læger vil nu behandle fattige i USA - en slags ulandshjælp fra Cuba til USA's fattige.

Hvad har det så at gøre med Mellemøsten? Måske ikke meget, men det er tankevækkende, at USA sjofler lægehjælp til sine egne soldater (der jo også kommer fra de fattige lag) samtidig med at man har travlt med at slå irakere ihjel. Ikke nok med at det kan være svært for de sårede soldater at få lægehjælp og økonomisk støtte, de hjemvendte tropper lider også i overvældende grad af post-traumatisk stress (PSTD). Det er det samme, som torturofre lider af. En rapport fra Pentagon viser, at 40 procent af soldaterne, en tredjedel af marineinfanteristerne og halvdelen af nationalgarde-tropperne lider af PSTD. Verdenshistoriens største militærmaskine sjofler også disse tropper - på trods af al demagogien med slogans som "support our troops".

Måske kan de cubansk uddannede læger hjælpe nogle af de amerikanske ofre for besættelsen i Irak.

Hvornår skal jeg i fængsel?

Ja, så skulle det komme så vidt. Her fra Mellemøsten prøver jeg efter bedste evne at følge med i, hvad der sker i Danmark. Jeg kan forstå, at Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid er kommet temmelig meget i vælten (igen), efter at hun har udtrykt forståelse for, at irakerne kæmper imod besættelsestropperne i Irak - herunder de danske.

Tilsyneladende er der en del i Danmark - ikke mindst på redaktionsgangene og på Christiansborg - der har fået morgenkrydderen galt i halsen over denne udmelding.

Hvad havde disse herrer og damer egentlig forestillet sig? At Danmark bare kunne valse ned og besætte Mesopotamien sammen med Bush og Blair - uden at irakerne ville gøre modstand? At en ulovlig krig ikke ville afføde vrede blandt irakerne? Og at det ville være ufarligt at gå i krig?

Naturligvis har et besat, udbombet og undertrykt folk da ret til at gøre modstand og angribe de besættelsestropper, der befinder sig i landet. Det gælder uanset om der er tale om Irland 1916, Frankrig 1943, Vietnam 1969, Libanon 2006 eller Irak 2007.

Jeg kan se, at en konservativ politiker, der hedder Rasmus Jarlov, sågar har meldt Abdol-Hamid til politiet for at sige, at irakerne har ret til at kæmpe imod de udenlandske tropper, der har slået op imod en million irakere ihjel. Her har vi at gøre med en helt særlig form for logik, der hedder, at vi naturligvis har ret til at besætte et andet land og slå civilbefolkningen ihjel, men de har ikke ret til at gøre modstand - og ingen har ret til at sige, at et besat folk har ret til væbnet modstand. Ja, sådan er der så meget.

Jeg ved egentlig ikke, hvad Asmaa Abdol-Hamid mener, og hvad hun har sagt.
Men selvfølgelig har irakerne da ret til at gribe til våben imod de udenlandske tropper, der befinder sig i landet. Og Asmaa eller ej - de vil fortsætte med at gøre det indtil tropperne er væk. Det er derfor krigsfløjen i Folketingets ansvar, når danske soldater bliver såret eller dræbt i kamp mod irakiske modstandsgrupper.

Hvis man er skal i fængsel for at støtte irakernes legitime modstandskamp, ja så skal der altså sendes en del politianmeldelser ud. Og send bare en til mig også.

Befriede irakiske børn

En kort video om irakiske børn, der er blevet befriet fra forældre og en tålelig tilværelse efter invasionen.

Hamas angriber fagforening

Læserne af denne blog ved, at jeg ikke har megen fidus til Fatehs kup på Vestbredden. Nogle læsere har kontaktet mig og beskyldt mig for at støtte Hamas. Med denne enestående form for logik måtte en afstandstagen til Hitler i 1942 vel blive en støtte til Stalin. Eller en afstandstagen til Pakistans diktator Musharaf blive til en støtte til fundamentalisterne. Erasmus Montanus' logik lever tilsyneladende i bedste velgående.

Nå, men nu vil jeg da gerne sætte fokus på en af Hamas' gerninger, som bør vække fordømmelse. Palestine General Federation of Trade Unions har udsendt en pressemeddelelse, hvori de gør opmærksom på, at væbnede styrker fra de Hamas-kontrollerede myndigheder i Gaza har angrebet fagforeningens kontorer i Gaza og Khan Younis. De væbnede styrker beslaglagde tilsyneladende alt på fagforeningens kontorer og afhørte fagforeningens folk.

Jeg har indtil videre ikke kunnet få fat i andre nyheder om angrebet end fagforeningens pressemeddelelse.

Hamas nyder ifølge en meningsmåling for nylig i Fateh-avisen Al Quds opbakning fra flertallet af palæstinensere. Det kan være, at overgreb som dette kan rykke ved det. Men det hænger naturligvis sammen med, hvem palæstinenserne anser for at være mindst korrupt og mest opsat på at kæmpe for palæstinensisk selvbestemmelse imod israelsk besættelse. Og her har Hamas indtil videre stået stærkt i manges øjne.

Gazas økonomi lider i øvrigt ganske forfærdeligt efter den fuldstændige belejring af Gaza er trådt i kraft som en konsekvens af, at den valgte regering nægter at overgive sig til Salam Fayyads kup-regering på Vestbredden. Det Tel Aviv-baserede menneskerettighedscenter Gisha har for ganske nylig udgivet en rapport, der beskriver nogle enkle kendsgerninger om belejringens konsekvenser:

• 75 procent af de fabrikker, der kørte inden 12. juni er nu lukket.
• 85 procent af Gazas indbyggere er nu afhængige af nødhjælp. Og tallet er stigende.
• Der er akut mangel på råvarer og -materialer, herunder mel og sukker. Priserne på råstoffer er steget med mellem 15 og 34 procent i løbet af omtrent en måned.
• Cirka 30.000 fabriksarbejdere står til at miste deres job. Fabriksarbejdere udgør 10 procent af Gazas arbejdsstyrke, og hver fabriksarbejder forsørger i gennemsnit syv personer.
• Israel har slettet de koder, fra deres computere, der bruges til at identificere varer, der importeres til Gaza, og de lader nu intet andet end humanitær hjælp komme ind i Gaza. Gaza kan altså ikke længere importere varer.
• Belejringen er i strid med international lov (Genevekonventionen om beskyttelse af civilbefolkninger i krigstid, artikel 23, 55 og 59) og betegnes som en "kollektiv afstraffelse af 1,4 millioner mennesker."
  

Nå, men det er desværre ikke kun i Gaza, den er gal. Også på Vestbredden bliver fagforeningerne angrebet. I Tulkarem har sikkerhedstjenesten arresteret den 45-årige Jamal Abdulfattah, der er leder af lærernes fagforening. Fagforeningen har efterfølgende udsendt en pressemeddelelse, hvori de kræver et stop for de politiske arrestationer på Vestbredden og opfordrer Salam Fayyads regering til at løslade alle de politiske fanger.

Sådan er der så meget. Hvis der er nogle, jeg har glemt at kritisere i denne post (for eksempel Islamisk Jihad, Al-Aqsa Martyrernes brigader, Israels Arbejderparti eller Hosni Mubarak) vil jeg sikkert blive beskyldt for at støtte dem. Men det må vi tage på et andet tidspunkt. Muslimerne plejer jo at sige, at Gud er med dem, der tålmodigt holder ud.

To demonstrationer i Basra

Ja, så skulle man se det med. Den loyalistiske Orange-orden fra Nordirland demonstrerede for nylig i Basra. Ikke nok med, at disse sekteriske bøller beskytter det britiske overherredømme over Nordirland, det er de samme bøller, der bliver brugt til besættelsen af Irak. På sin egen perverse måde er det ganske passende.

Fotografen er en fyr ved navn Dane McKenzie, og hans bebo-profil siger temmelig meget om, hvor meget integritet den fyr har - selv om han tydeligvis er glad for Englands dronning og Union Jack.

Og så demonstrerede irakiske oliearbejdere også i Basra for nylig. I modsætning til demonstrationen i besættelsestroppernes lejr var det ikke en sekterisk demonstration. Det var en demonstration imod den nye "irakiske" olielov (hvis man ikke snarere skulle kalde den den amerikanske olielov) og forsøgene på at plyndre landets olie.

Her følger en kort film fra demonstrationen.

Fejl på fejl på fejl - Bushs totale nederlag

Man plejer at sige, at mod dumhed kæmper selv guderne forgæves. Guds nærmeste repræsentant på denne jord, en mand der ifølge eget udsagn modtager beskeder fra den Almægtige, kæmper for tiden en kamp, han har tabt. Det drejer sig naturligvis om Bush, og kampen foregår både i Irak og i den amerikanske offentlighed.

Den prisbelønnede og eminente journalist Robert Fisk beskriver i en ny artikel, hvordan T.E. Lawrence - også kendt som "Lawrence of Arabia" havde en klar og god forståelse af arabisk guerillakrig. Hvis Bush havde været i stand til at læse andet end Første Mosebog, så kunne han lære en ting eller to om krig i den arabiske verden af gamle Lawrence.

Fisk citerer Lawrences opslag om "Guerilla" i Encyclopaedia Britannicas 14. udgave. Her skriver Lawrence om arabiske gruppers guerillakrigsførsel i Irak og andre arabiske områder under Første Verdenskrig.

Lawrence beskriver, hvordan tyrkerne havde brug for en befæstet udpost for hver kvadratmil, og at disse udposter ikke burde bestå af færre end 20 mand, hvis de skulle fastholde besættelsen af de arabiske lande. "Tyrkerne havde brug for mindst 600.000 mand for at møde alle de arabiske folks modvilje. De havde 100.000 mand til rådighed."

Hvad er det lige, det minder om, hvis ikke amerikanernes situation i Irak?

Lawrence skriver om oprørsgrupperne:
"De må have en venligtsindet befolkning, ikke aktivt venlig, men sympatisk nok til ikke at forråde oprørsgrupper til fjenden. Oprør kan udføres af 2 procent aktive i en slagstyrke, og 98 procent passivt sympatiske ... Givet mobilitet, sikkerhed ... tid og doktrin ... vil sejren være på oprørernes side, for de algebraiske faktorer er i sidste ende afgørende, og over for dem kæmper forbedringer af midler og ånd ganske forgæves."

Disse ord er en lukket bog for George Bush og hans følgesvende. Lawrences visdomsord preller af på Washington (ligesom al anden fornuft). Men det gør det irakiske nederlag ikke.

Ingen af de fantasiforestillinger, som verdens mægtigste mænd i Washington havde sat sig i hovedet omkring Irak har holdt stik.
Dick Cheney sagde "Jeg tror virkelig, at vi vil blive budt velkomne som befriere".
Paul Wolfowitz sagde, at de amerikanske tropper ville blive mødt med blomsterbuketter.
Ken Adelman, højtstående rådgiver for Donald Rumsfeld, sagde, at invasionen af Irak ville blive en "Cakewalk" - en traditionel dans blandt sorte amerikanere.
Såkaldte "analytikere" sagde, at krigen ville koste omkring 40 mia. dollars - og allerhøjst 100 mia. dollars. Indtil videre har USA brugt 450 mia. dollars på krigen i Irak.
Da stabschef General Eric Shinseki før invasionen sagde, at "adskillige hundrede tusinde" tropper ville være nødvendige for at besætte Irak, erklærede daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld, at han "skød langt ved siden af målet".

Siden krigen begyndte er hverken sandhedsværdien eller visdommen i ytringerne fra Guds egen præsident blevet forbedret.

1. maj 2003 erklærede Bush, at krigen var slut - at de store kamphandlinger var overstået.
I juli 2003 udfordrede han direkte den irakiske modstandsbevægelse med ordene "Bring 'em on!"
1. maj 2004 sagde han, at irakerne nu var blevet befriet for torturkamre. Det var lige før, skandalen om Abu Ghraib brød ud i den vestlige verden. Irakerne havde vidst det hele tiden, men dem havde ingen reportere lyttet til.
I juni 2004 erklærede Wolfowitz, at der ikke engang foregik noget oprør i Irak.
I årene efter invasionen gentog Bush i næsten hver eneste tale igen og igen, at der skete "fremskridt" i Irak.
30. november 2005 holdt Bush en tale, hvori han hævdede at have en plan for "sejr" i Irak. Han nævnte ordet "sejr" 15 gange og ordet "fremskridt" 28 gange.
Washington har igen og igen lovet, at der ville komme elektricitet og vand til irakerne. Men adgangen til disse elementære goder er blevet en luksus efter besættelsen.
Bush sagde, at den nye offensiv i Irak ville give irakerne "virkelig sikkerhed" og stoppe etnisk udrensning. Men ifølge Los Angeles Times er de amerikanske styrker ikke engang i stand til at sørge for deres egen sikkerhed. Irakerne forstætter med at flygte fra Ubadi i Bagdad, hvorfra avisen rapporterer, og de efterlader religiøst sekteriske kantoner.

På trods af, at gentagelserne om "fremskridt" i Irak bliver ved med at strømme ud fra Washington, så har CIA-direktøren Michael Hayden åbent sagt, at "(Maliki-)regeringens manglende evne til at regere ser ud til at være uafvendelig."
Og for en uges tid siden udkom så et efterretningsdokument, der "sår ny tvivl om chancerne for succes for præsident Bushs plan for at holde krigen tilbage gennem udstationering af yderligere 28.000 amerikanske tropper, hvovedsageligt i og omkring Bagdad."

Man fristes til at spørge: ville du købe en brugt bil af den mand, der gav alle de løfter om fremskridt og stabilitet i Irak?

Færre og færre amerikanere har tiltro til Guds præsident. En ny meningsmåling giver ham 26 procents opbakning, hvilket er det samme som Nixon havde under Watergate-skandalen.
En Gallup-undersøgelse viser, at kun 27 procent af amerikanerne er "tilfredse med den måde, hvorpå tingene fungerer i USA på nuværende tidspunkt".
En anden meningsmåling viser, at 54 procent af amerikanerne er tilhængere af at fyre vicepræsident Dick Cheney. 40 procent er imod at fyre ham. 45 procent er tilhængere af at afsætte præsidenten. 46 procent er imod.

Ja, mod dumhed kæmper guderne forgæves. Men med eller uden guder er det et ganske ydmygende nederlag, som Mosebogs-præsidenten står over for. Både i Irak og på hjemmefronten.

Massakren i Qana

Nu er det snart et år siden, at Qana i det sydlige Libanon blev bombarderet af det israelske militær. I den anledning har Al Jazeera English lavet et kort indslag om, hvad der skete.

Massakren sidste år skal naturligvis ikke forveksles med den mere kendte og større massakre, som Israel gennemførte i Qana i 1996.

Verdens næststørste lufthavn ligger i Irak

Hvis man ser på, hvor mange fly der lander og letter, så ligger verdens næststørste lufthavn tilsyneladende i Irak. Vi taler naturligvis om en amerikansk base, og i trafik er den kun overgået af Heathrow i London. Det er en af de informationer, som dokumentaren The Bases Are Loaded fremkommer med. Der er mange andre interessante og tankevækkende oplysninger i filmen.

Filmen (mere end) antyder, at amerikanerne vil blive i Irak i årtier. Trofaste læsere af denne blog vil vide, at det ikke er en mulighed, jeg finder særlig realistisk - ikke på grund af baserne, men på grund af den militære og folkelige modstand i Irak og Bushs politiske skibbrud på hjemmefronten. Ikke desto mindre en meget anbefalelsesværdig film.

Den er produceret af AlternateFocus.

USA dræber over 300 irakere om dagen

Det mest anerkendte britiske lægetidsskrift The Lancet offentliggjorde i oktober sidste år en undersøgelse, der viste, at indtil for et år siden var omtrent 600.000 irakere døde som følge af den amerikansk ledede invasion. Med andre ord var i gennemsnit ca. 15.000 irakere døde hver måned i "Det nye Iraks" første 39 måneder. Som om det ikke var nok, viste undersøgelsen også, at dødeligheden var stigende, og i læbet af første halvdel af 2006 døde omtrent 30.000 irakere hver måned.

Tallet på nuværende tidspunkt er uden tvivl højere på grund af den igangværende amerikanske offensiv i Bagdad og i Diyala-provinsen øst for landets hovedstad.

Som man kunne forvente afviste den amerikanske og britiske regering omgående undersøgelsens resultater og sagde, at undersøgelsens metode var forkert. Hvori fejlen består kunne de dog ikke fortælle. Sagen er nemlig, at undersøgelsens metode er en standardmetode til at måle dødeligheden i krigs- og katastrofeområder.
USA og Storbritanniens regeringer glemte også, at de selv har finansieret undersøgelser, der bruger præcis samme metode (og lavet af de samme forskere) i områder som Darfur og Kosovo.

Den eneste grund til, at regeringerne afviste resultaterne er, at de er politisk ødelæggende for deres løgn om, at Irakkrigen blev indlet af hensyn til demokrati, menneskerettigheder og for at redde Vesten fra en presserende trussel fra Iraks masseødelæggelsesvåben. Resultaterne fra The Lancet er da også blevet anerkendt i videnskabelige kredse. En af de mest fremtrædende mellemøstforskere i USA, Juan Cole, formulerer det således: "det amerikanske eventyr i Irak er (i løbet af lidt over tre år) ansvarlig for drabene på dobbelt så mange civile som Saddam slog ihjel i løbet af 25 år."

På trods af, at der er akademisk enighed om undersøgelsens metode, så har besættelsesmagternes kategoriske benægtelse været et effektivt spin i offentligheden. Mange medier har, samtidig med at de har bragt nyheden om undersøgelsens resultat, bragt adskillige kommentarer, der uden noget som helst grundlag, sår alvorligt tvivl om undersøgelsens lødighed. Dett journalistiske princip med at "høre to parter" (hvor forskerne ikke længere fremtræder som eksperter, men som parter), nærmer sig her et princip om at høre holocaustbenægterne, hver gang man skriver om jødeudryddelserne under anden verdenskrig.

Det virkelig rystende ved statistikken fra The Lancet er, at det er amerikanerne, der har slået størstedelen af de 600.000 irakere ihjel, som har lidt en "voldelig død". Kun et midretal er blevet dræbt af bilbomber, dødspatruljer eller kriminelle.

Forskerne spurgte en lang række familier om, hvordan deres pårørende døde, og hvem der var ansvarlige. Svarene gav, at 56 procent døde af skud, 13 procent på grund af bilbomber, 13 procent af luftangreb, 14 procent andre og blot 4 procent ukendte årsager.

Det var sværere at sige, hvem der var ansvarlige for dødsfaldene. Det var let at sige, at dødsfaldene på grund af bilbomber skyldes terrorister og at dødsfaldene på grund af luftangreb skyldes amerikanerne (eller andre besættelsesstyrker). Men blandt mange af dem, der er døde af skud, kunne familierne ikke sige, hvem der var ansvarlige - ofte er folk døde i forbindelse med skudvekslinger eller i tilfælde uden vidner.

Blandt dem, der var sikre på, hvem der havde skudt, var det imidlertid 56 procent, der pegede på amerikanerne eller deres allierede. Det betyder, at vi med sikkerhed kan sige, at amerikanerne har dræbt 180.000 irakere fra 2003 til medio 2006. Desuden er der al grund til at tro, at besættelsesstyrkerne (herunder de over 120.000 lejesoldater, der også gennemfører offensive operationer) er ansvarlige for mindst samme andel af de dødsfald, hvor gerningsmanden er ukendt. Det betyder, at vi kan anslå, at besættelsesstyrkerne har dræbt 330.000 irakere indtil medio 2006.

Hvis vi ser på antallet af irakere, der er blevet dræbt af bilbomber, så er tallet omkring 80.000. Et forfærdeligt tal. Men under en fjerdedel af det antal, som besættelsestropperne har slået ihjel.

Selv hvis vi tager de 180.000 irakere, som besættelsestropperne har slået ihjel (det laveste og helt bekræftede tal), så giver det et gennemsnit på over 5000 irakere om måneden. Men siden raten i 2006 var dobbelt så høj som tidligere år, så betyder det, at amerikanerne under disse, for dem de bedste forudsætninger, har slået over 10.000 ihjel på månedsbasis i 2006 - over 300 om dagen. Og det var vel og mærke før den seneste offensiv.

Hvordan kan det være, at besættelsestropperne slår så mange irakere ihjel. Lad os lige se på hverdagen for de amerikanske patruljer.

I de tidligere år under besættelsen har amerikanerne sendt omtrent 1000 daglige patruljer ud i fjendtlige områder. Nu er tallet - under den nye offensiv - steget til knap 5000, hvis vi medtager de irakiske soldater, der deltager i offensiven. Disse tusindvis af patruljer resulterer ofte i tusindvis af døde. De bevæger sig ind i områder, hvor hele befolkningen sympatiserer med modstandsbevægelsen, for at arrestere eller likvidere oprørere og terrorister.

Ofte har patruljerne en liste over de mistænkte og deres adresser. Deres opgave er så at gennemsøge hele huset for våben, sprængstoffer og politisk materiale, litteratur og videoudstyr. Ofte har de ingen liste, og så går patruljen fra dør til dør. Men da det ville være for farligt at banke på døren (beboerne kunne jo skyde igennem døren), så bliver dørene slået ind, og der bliver skudt på alt, der virker mistænkeligt. Hvis patruljen vurderer, at der er risiko for modstand, foreskriver praksis i tråd med feltmanualen, at der bliver kastet en granat ind i det pågældende rum eller hus. Hvis de mæder modstand, beder patruljen om luftstøtte. Det vil sige, at en bygning, ofte et helt boligområde, bliver bombet.

Uden modstan kan en patrulje finde 30 mistænkte i løbet af en dag. Det vil sige, at 1000 patruljer på en dag kan sparke dørene ind hos 30.000 irakiske hjem, gennemsøge dem og skyde på alle mistænkelige eller truende personer - her må man tænke på, at alle mænd i den kampdygtige alder er potentielle mistænkte og farlige fjender.

Hvis imidlertid en vejsidebombe afbryder en patrulje, ophører patruljens opgave med at være eftersøgningen af de mistænkte på listen, og i stedet skal de forfølge gruppen bag vejsidebomben (dom ofte beskyder patruljen efter detonationen). Hermed forhindrer oprørsgruppen denne patrulje i med magt at tvinge sig adgang til mindst 30 hjem, tæske indbyggerne, arrestere irakere og ydmyge de lokale beboere.

Når de amerikanske patruljer forfølger en gruppe, der har angrebet patruljen, så foreskriver deres feltmanual, at tilfangetagelse eller henrettelse af angriberen rangerer over civile liv i området. Derfor benytter amerikanerne massiv ildkraft i jagten på disse angribere - med masser af civile dødsfald til følge. Med tusindvis af patruljer hver dag bliver det samlede resultat et regulært massemord på daglig basis.

Til slut kan jeg lige nævne, at det amerikanske Just Foreign Policy anslår, at knap en million irakere nu er døde som følge af Bushs felttog i Mesopotamien. Det er flere end folkemordet i Rwanda. Snart er der ikke langt op til folkemordet på armenerne - det "første Holocaust".

Petra er et vidunder

Lige et indlæg, der ikke handler om krig, bomber, besættelse, tortur eller andre af de genvordigheder, som Mellemøstens korrupte ledere og koloniherrerne i Washington, London og Bruxelles udsætter folkene for.

Petra er nemlig blevet udråbt til at være et af verdens syv nye vidundere. Det er det eneste "nye" vidunder i Mellemøsten. Petra vandt - sammen med seks andre "vidundere" - en global afstemning om at være blandt en ny samling vidundere. Pyramiderne i Egypten deltog ikke i konkurrencen, da de jo er en del af de "gamle" vidundere.

De seks andre vidundere er den kinesiske mur, Taj Mahal (Indien), Colosseum (Italien), Jesus-statuen i Rio (det mest uforståelige valg på listen), Manchu Picchu (Peru) og Maya-byen Chichen Itza (Mexico).

Petra vandt en andenplads, og er dermed kun overgået af den kinesiske mur som verdensvidunder.

Personligt kan jeg kun anbefale alle, der rejser i Mellemøsten, til at tage forbi Petra (som liger i Jordan, hvis nogen skulle være i tvivl) - det er virkelig et fantastisk sted.

Her i Amman blev udnævnelsen, der blev offentliggjort klokken to om natten, fejret med kanonskud, fyrværkeri, dyttende biler, traditionel dans og masser af jordanske flag. Som havde Jordan vundet VM i fodbold - hvilket aldrig kommer til at ske.

Airborne My Lai

Da de amerikanske medier først rapporterede om massakren på civile vietnamesere i My Lai i marts for 39 år siden, så var det i en tone og med en vinkel, der fokuserede på den storslåede militære sejr, som massakren tilsyneladende skulle forestille at være. New York Times beskrev operationen som en betydelig succes og skrev, at "amerikanske tropper fangede en nordvietnamesisk styrke i en knibtangsmanøvre på den centrale slette ved kysten og dræbte 128 fjendtlige soldater i en kamp, der varede hele dagen."
United Press International kaldte det en "imponerende sejr" og skrev, at "Pink Village", som de amerikanske soldater kaldte My Lai, efter seks og en halv time var blevet omdannet til "Red, White and Blue Village".

Alle disse historier i pressen var et produkt af militærets propaganda og havde meget lidt med sandheden at gøre. Den enestående dygtige reporter Seymour Hersh (der dengang var meget lidt kendt) kom senere med den rigtige historie om at "Pink Village" var blevet til "Red Village" - rød af blodet fra over 400 kvinder, børn og gamle mænd. De var blevet slagtet i det, som New York Times kaldte en "betydelig succes".

Hvor mange gange får vi ikke i dag rapporter fra Afghanistan og Irak om, at nu er 65 taleban-krigere blevet dræbt ved et bombardement, eller at 28 irakiske oprørere er blevet skudt under kampe med amerikanske styrker. Disse rapporter kommer fra nyhedsbureauernes journalister, der er "embedded" hos det amerikanske militær eller andre besættelsestropper. Disse journalister er underkastet hærens censur og må kun rapportere fra de områder, som militæret giver dem lov til. Dette skaber krigsreportage, der fokuserer meget på den storslåede sejr det er, at dræbe kalashnikov-bevæbnede oprørere med stingermissiler, men meget lidt på de mennesker, som "koalitionens" bomber rammer, de familier, der bliver smadret, og de uskyldige liv, der bliver udslettet. Efterhånden gider aviser, radio og TV knap at bringe disse nyheder om luftbombardementerne.

Ind imellem er slipper der dog historier ud fra følgerne af luftbombardementerne af de afghanske landsbyer og de tæt befolkede irakiske storbyer. Her får vi at vide, at et stort antal civile er døde. Det amerikanske militærs svar er mere forudsigeligt end afslutningen på dronningens nytårstale: alt bliver benægtet. Der er intet sket. Det amerikanske militær har "ikke kendskab" til civile dødsfald.

Ofte vil lokale ledere og sheikher fortælle, at guerillaerne enten ikke har været i området, eller at de har været der, men er forsvundet igen, eller at de - som det ofte er tilfældet i guerillakrig - befandt sig i samme område som bønder i marken eller andre almindelige mennesker. Og det er som regel disse "almindelige mennesker", der bliver brændt ihjel af de amerikanske napalmbomber i Irak og bliver klyngebombet i Afghanistan. Men i pressen kan vi læse, at operationerne har været en stor succes, og vi kan læse, hvor mange "oprørere", der er blevet slået ihjel.

Ofte har de obligatoriske amerikanske benægtelser stor effekt. Der er ingen journalister til stede i de bombede områder, og en hvid mand i slips eller med stjerner på skuldrene har større troværdighed end afghanske bønder og irakiske arbejdsløse.

Hvis beviserne, trods alle odds hober sig op, vil Pentagons talsmænd trække sig tilbage til anden forsvarslinje og forsøge at sætte spørgsmålstegn ved antallet af dræbte civile. De vil beklage og sige, at det skam ikke var meningen. Det var måske et "uheld". Eller også (den desperate forklaringsmetode) var det fjendens skyld - fjenden brugte civilbefolkningen som "menneskeligt skjold" og gemte sig, som de kujoner de er, blandt resten af det besatte lands befolkning, måske har de oven i købet besøgt deres familie og dermed brugt deres egne børn som menneskeligt skjold. Sikke nogle undermennesker, der ikke kender til nobel krigsførelse med fosforbomber, napalm og klyngebombardementer fra 3000 meters højde.

Den allersidste udvej for Pentagon er at igangsætte en "undersøgelse", der - med undtagelse af de helt groteske eksempler som massakren i Haditha - altid frikender militæret for nogen som helst fejl og overgreb.

Talsmændene for Nato og det amerikanske militær er altid gode til at pege på fjendens barbariske opførsel - som for eksempel historien om den seksårige dreng med bombevesten. Moralen er, at fjendens drab er overlagte og barbariske - "koalitionens" drab er utilsigtede, beklagelige fejltagelser.

Ikke desto mindre foretager Nato massevis af drab på afghanere ved luftbombardementer. Selv Karzai, der går under betegnelsen "Kabuls borgmester" har været presset til at tage afstand fra koalitionens vilkårlige bombardementer. ACBAR, der er en paraplyorganisation for afghanske og internationale hjælpeorganisationer, oplyser at Nato har dræbt flere civile afghanere end de afghanske oprørere har indtil videre i 2007.

Lad os lige tage et par eksempler fra Natos seneste bedrifter og sejre under befrielsesmissionen i Afghanistan:

18. juni (eller deromkring) blev en madrassa, en religiøs skole i det sydøstlige Afghanistan udsat for luftangreb. Det amerikanske militær beskrev skolen som et gemmested for al-qaeda-folk. Efter at det kom frem, at syv af skolens børn døde af bombeangrebet, skyndte Pentagon sig at beklage. Major Chris Belcher sagde, at amerikanerne jo ikke kunne vide, at der var børn til stede i skolen. Den lader vi stå et øjeblik.

Senere døde omkring 100 mennesker i kampe i forbindelse med dette angreb. Og det amerikanske militær erkendte, at det alligevel ikke havde fået ram på den person, de var ude efter med deres luftangreb. Så kan vi bare vente på næste gang, amerikanerne får øje på ham, og de igen bomber en skole. Hvis det ikke bliver en moske eller en markedsplads næste gang.

Den 21. juni blev mindst 25 civile, herunder ni kvinder, tre spædbørn og en ældre mullah, slået ihjel i Helmand-provinsen, da de heroiske befrielsestropper bombarderede landsbyen Kunjakak. Pentagon, der altid er god til at fortælle eventyr, fortalte, at det var Talebans skyld, fordi de bevidst havde valgt at befinde sig i et område, hvor der er civile afghanere. Og så kunne de stakkels amerikanere jo ikke gøre andet end at bombe landsbyens kvinder og spædbørn.

30 juni bombede Nato igen "civile hjem" i Helmand-provinsen. I de første rapporter var der meget få civile dødsfald. Senere steg det drastisk. Wali Khan, et lokalt parlamentsmedlem, sagde til Washinton Post, at over 100 civile var blevet dræbt. Han tilføjede, at Taleban var langt fra landsbyen. Og han tilføjede: "folk her er allerede utilfredse med regeringen. Men denne slags drab på civile vil få folk til at gøre oprør imod regeringen."

Hvad er mønsteret i alt det her? At Nato dræber flere end taleban er almindeligt kendt af alle, der læser avisen med hovedet. At de fører en veritabel bombekampagne imod de afghanske landsbyer, mod landets mænd, kvinder og børn, er ikke noget, der normalt kommer frem i de korte notitser, der generelt har karakter af sejrsrapporter og historier om, hvordan de koloniserede folk nu bliver sat på plads.

Knap seks år efter invasionen af Afghanistan er Nato fanget i en krig, de ikke kand vinde i et land, som briterne og russerne tidligere har brændt fingrene på, og som ingen af stormagterne har været i stand til at kolonisere.

De mere intelligente dele af besættelsesmagternes styrker er klar over luftkrigens virkelige effekt. En britisk officer, der for nyligt er vendt hjem fra Helmand-provinsen sagde, at "hver eneste civile dødsfald betyder fem nye talebanere."

Luftkrigen viser, trods dens mange ofre, ikke besættelsesmagternes styrke, men deres svaghed. De er ikke i stand til at tage slagene på landjorden, for det ville tildele Natos styrker massive tab. Hvis de ikke tager disse slag, vil de aldrig kunne håbe på at kunne vinde nogen som helst kontrol. Og hvis de gør det, vil det formentlig være en stakket frist, da den medfølgende modvilje blandt befolkningerne i Afghanistan, Europa og Nordamerika alligevel vil knække Geroge Bushs eventyr i Centralasien. Med andre ord minder Afghanistan mere og mere om Irak.

Og så har jeg hverken nævnt angrebene i Bagdad, Ramadi, Falluja, Basra eller Najaf.

Al Aqsa Martyrerne

Så blev Alan Johnston frigivet. Hamas-regeringen har tilsyneladende gjort alt for at få ham på fri fod, og nu er det lykkedes. Det vil naturligvis ikke blive anerkendt af de vestlige ledere, og nogle vil formentlig prøve at gøre Hamas til en slags medskyldige i kidnapningen af BBC-journalisten - på trods af kendsgerningerne. Men den demokratisk valgte regering har endnu ikke overgivet sig til Salam Fayyads kup-regering på Vestbredden, og det ønsker Vesten at straffe dem for. Og det vil løsladelsen af Alan Johnston desværre ikke ændre på.

På den besatte Vestbred har Fateh forsøgt at gøre sig endnu bedre venner med deres herrer i Tel Aviv. Nu har Abbas erklæret, at alle væbnede grupper i de palæstinensiske områder vil blive afvæbnet og opløst. Det er de israelske generaler naturligvis glade for - så slipper de for, at de irriterende koloniserede folk af og til forsvarer sig med rifler og bomber.

Men hvad med al-Aqsa Martyrernes Brigade? Det er en væbnet gruppe, der er tilknyttet Fateh (men ikke ligger under Fateh-ledelsens kontrol). De har indtil videre nægtet at ville opløse sig selv. Og det vil de blive ved med. Al-Aqsa Martyrerne er i befolkningen langt mere populær end Abbas, Fayyad og de andre korrupte Fateh-politikere, der - ganske fortjent - har ry for at være mafiabosser og underlagt Israel. Faktisk stammer en stor del af Fatehs legitimitet i befolkningen netop fra al-Aqsa Martyrernes væbnede kamp imod den israelske besættelse på Vestbredden.

I løbet af den sidste uges tid har Vestbreddens største by Nablus været udsat for nærmest konstant israelsk belejring, og den israelske hær har kidnappet og likvideret adskillige medlemmer af al-Aqsa Martyrernes Brigade - herunder en af gruppens lokale ledere.

Hvad skal almindelige palæstinensere tænke? Abbas' sikkerhedsstyrker har travlt med en klapjagt på Hamas-folk. Borgmestre, parlamentsmedlemmer og byrådspolitikere er blevet sat i fængsel. Samtidig løfter Abbas hverken en finger eller hæver et øjenbryn, når Israel belejrer Vestbreddens største by, trænger ind i private hjem, terroriserer lokalbefolkningen og likviderer modstandsfolk. Hvem mon har den største autorietet blandt palæstinenserne. Al-Aqsa Martyrerne eller levebrødspolitikerne? Svaret giver sig selv.

Så hvordan kan Abbas overleve uden legitimiteten fra al-Aqsa Martyrerne? Det er heller ikke sikkert, at det kan lade sig gøre, men det bliver i hvert fald på israelske bajonetter.

4. Juli i Irak

Den 4. juli vil amerikanerne fejre deres uafhængighedsdag, og den revolutionære uafhængighedserklæring vil blive hyldet. Uafhængighedserklæringen erklærer, at "liv, frihed og stræben efter lykke" er umistelige rettigheder (i den senere grundlov blev "stræben efter lykke" skiftet ud med den private ejendomsret), og at enhver regering, der står i vejen for disse rettigheder, må opløses af folket.

Uafhængighedserklæringen opremsede en række af den engelske kolonimagts forbrydelser i Nordamerika. Blandt andet siger erklæringen om den britiske konge:

"Han er gået sammen med andre om at stille os under en myndighed, der er fremmed for vor forfatning og ikke anerkendt i vore love, idet han har stadfæstet deres vedtagelse af foregivne love:
for indkvartering af store, væbnede troppestyrker hos os;
for ved skinprocesser at beskytte dem mod straf for mord, som de måtte begå på indbyggerne i disse stater;
for afbrydelse af vort handelssamkvem med alle dele af verden;
for at pålægge os skatter uden vort samtykke"

De selvsamme ord kan irakerne i dag gentage - om USA's besættelse af deres land. USA har stillet dem under en myndighed, der er irakerne fremmed; USA har indsat "store, væbnede troppestyrker" i landet, har "ved skinprocesser" frikendt de soldater og lejesoldater, der har begået massakrer mod irakerne; besættelsesmagten har (endda før den egentlige militære besættelse) afbrudt Iraks handelssamkvem med resten af verden gennem de sanktioner, der ifølge FN kostede en halv million irakiske børn livet; og sluttelig har USA forsøgt at plyndre Irak gennem privatisering af landets olie.

En del andre tal og kendsgerninger er iøjnefaldende, når irakerne skal fejre, at amerikanerne en gang kæmpede en krig imod en kolonial overmagt - ligesom irakerne gør det nu.

I Irak har fundamentalistiske grupper af al-Qaeda-typen i dag en stor og solid base, der er større end den, al-Qaeda-grupper havde i Afghanistan før 2001. Før invasionen havde de ingen.

Irak regnes ifølge Washington Post nu for at være verdens næstmest ustabile land - foran lande som Somalia og Zimbabwe.

Da George Bush 1. maj 2003 erklærede, at større kampoperationer i Irak var overstået, og at der nu var fred, var der 130.000 amerikanske soldater i Irak. I dag er der 156.000. Desuden er der over 120.000 private lejesoldater fra firmaer som Blackwater - og de udfører offensive operationer, men uden for enhver lovgivning og offentlig kontrol.

Fra februar til juni sidste år var de officielle amerikanske tabstal 292. I år er tabstallene i samme periode (under Bushs seneste "offensiv" i Bagdad) 481 døde.

Ifølge det amerikanske militær er 60 procent af Bagdad uden for amerikanernes kontrol. Det reelle tal er formentlig højere.

Siden 2003 er over 2 millioner irakere blevet tvunget til at flygte ud af landet. Desuden er omkring to millioner internt fordrevede - det svarer til, at hver 6. iraker nu er flygtning.

Andelen af irakere, der lever for under en dollar om dagen i det land, der en gang havde den arabiske verdens bedste social- og sundhedssystem, er nu 54 procent.

70 procent af irakerne har ikke længere adgang til rent drikkevand.

Næsten 20.000 irakere sidder i amerikanske fængsler i deres eget land. Og tallet er stærkt stigende.

Ifølge WHO dør omkring 70 procent af de hårdt sårede irakere på grund af mangel på medicin, udstyr og personale i det irakiske sundhedsvæsen, der tidligere var det bedste i den arabiske verden.

Dagsprisen for et irakisk liv er 2.500 dollars. Det er hvad de efterladte får, når amerikanerne uddeler erstatninger til de pårørende, når de anderkender, at de har slået en uskyldig ihjel (og når familierne tør søge om erstatning).

Og så er der lige de mindst 655.000 irakere, der indtil oktober sidste år havde mistet livet på grund af den amerikanske besættelse. Nu er tallet formentlig en del højere - og mange i den arabiske verden snakker om, at millionen er rundet.

Hvad peger disse tal og kendsgerninger på? Er betegnelsen folkemord dækkende? Måske "evig massakre"? Betegnelsen "borgerkrig" søger at skyde skylden på irakerne selv. En ting er sikker: det amerikanske kolonistyre i Mesopotamien vil ikke få et bedre eftermæle i Irak end briterne fik i USA.