Nuri al-Malikis dage som irakisk "leder" er talte. Han kan ikke kontrollere Bagdad. Eller noget som helst andet for den sags skyld. Og så har amerikanerne fundet ud af, at han (surprise, surprise!) er for tæt knyttet til Teheran.
I Washington er de begyndt at snakke om, at irakerne alligevel ikke kan finde ud af det der med demokrati. Først slog Vesten en halv million irakiske børn ihjel med sanktionerne fra 1991 til 1996. Så var der bombardementerne af landet i 1998 og frem. Og så kom invasionen. Hvis vi ser på, hvor mange irakere, de dør nu, og sætter det i forbindelse med den videnskabelige undersøgelse fra The Lancet sidste år, så er vi nu oppe på, at 1,3 millioner irakere har mistet livet som følge af invasionen. Og så er der de fire millioner, der er blevet drevet på flugt. Burde irakerne ikke være taknemmelige over Washingtons nådegaver? Hvordan kan det være, at disse utaknemmelige undermennesker møder besættelsestropperne med rifler og vejsidebomber i stedet for blomster, kys og lovprisninger? George Bush har ikke forstået det endnu. Men det ville også kræve hjernevirksomhed, der vist ikke findes i det sorte hul, der går for at være kraniet i det Ovale Værelse.
Hvad sker der så nu? Allawi bliver nu kørt i stilling som ny leder i stedet for Maliki. Allawi er af den støbning, som amerikanerne har brug for. Han fortrak ikke en mine, da amerikanerne massakrerede Fallujas indbyggere med napalmbomber og hvid fosfor. Det er sådan en type, Vesten kan stole på. Folk, der ikke viger tilbage for kemiske bombardementer af deres egen befolkning. Minder det om noget, vi har set før? Nej, ikke Vietnam. Men om Saddam, da han i 1980'erne var Vestens allierede mod Iran.
News and comments from Balad al Sham
Thursday, August 30, 2007
Tuesday, August 28, 2007
Tuesday, August 21, 2007
Friday, August 17, 2007
Kom mørke fører!
Krigen om herredømmet i Mesopotamien har ikke blot ofre blandt irakerne. Som tidligere beskrevet, er langt de fleste dødsfald i Irak almindelige irakere, der er faldet for besættelsesstyrkernes projektiler, granater og napalm.
Men også de amerikanske soldater bliver ofret på slagmarken. Ikke kun i selve kamphandlingerne. Den amerikanske hær oplever nu den største selvmordsbølge blandt tropperne i 26 år.
Det skriver den engelske avis The Independent.
Sidste år var der 17,3 selvmord pr. 100.000 soldater i amerikansk tjeneste. Året før var tallet 12,8 selvmord pr. 100.000 soldater.
Tilsyneladende er befrielsesmissionerne så hårde for disse unge mennesker, at de hellere vil tage deres eget liv, end at leve med bevidstheden om, hvad de er blevet sendt til fjerne lande for at udrette på Washingtons befaling.
Jeg erindrer Romeos afskedssalut i Shakespeares Romeo og Julie:
Kom mørke fører! Lede følgesvend!
Du styrmand uden håb! Løb straks det trætte stormslagne fartøj ind mod klippens brænding!
Noget af den desperation, som Bush og hans dresserede aber har nedkaldt over irakerne er tilsyneladende begyndt at sprede sig til soldaterne.
Men også de amerikanske soldater bliver ofret på slagmarken. Ikke kun i selve kamphandlingerne. Den amerikanske hær oplever nu den største selvmordsbølge blandt tropperne i 26 år.
Det skriver den engelske avis The Independent.
Sidste år var der 17,3 selvmord pr. 100.000 soldater i amerikansk tjeneste. Året før var tallet 12,8 selvmord pr. 100.000 soldater.
Tilsyneladende er befrielsesmissionerne så hårde for disse unge mennesker, at de hellere vil tage deres eget liv, end at leve med bevidstheden om, hvad de er blevet sendt til fjerne lande for at udrette på Washingtons befaling.
Jeg erindrer Romeos afskedssalut i Shakespeares Romeo og Julie:
Kom mørke fører! Lede følgesvend!
Du styrmand uden håb! Løb straks det trætte stormslagne fartøj ind mod klippens brænding!
Noget af den desperation, som Bush og hans dresserede aber har nedkaldt over irakerne er tilsyneladende begyndt at sprede sig til soldaterne.
Tuesday, August 14, 2007
Sommer i Bagdad
Den romerske historiker Tacitus sagde om den romerske invasion af England, at de skabte en ørken og kalder det fred.
Det er efterhånden noget tid siden, at Washington måtte holde op med at kalde den katastrofe, som USA har skabt i Irak, for fred - løgnen var ligesom for tyk.
Ifølge det amerikanske Just Foreign Policy er det anslåede irakiske antal dødsfald på grund af invasionen nu over en million. Den slags er naturligvis svært at finde ud af præcist - navnlig fordi den amerikanske hær konsekvent nægter at medvirke til nogen som helst form for opklaring over irakiske tabstal. General Tommy Franks formulerede det meget rammende på et pressemøde: "I'm not in the business of body counting" (skal, på trods af Franks' fødested i Oklahoma, udtales med Texas-accent).
Jeg har for øvrigt også tidligere skrevet om de irakiske tabstal i posten USA dræber 300 irakere om dagen. Men som om det ikke er slemt nok, vil jeg lige tage et nyt blik på andre skræmmende tal fra Mesopotamien.
Vi er seks måneder inde i den nye amerikanske militære optrapning i Irak. Ordet optrapning lyder grimt i USA, fordi det minder om Vietnam, som var en anden krig, USA heller ikke kunne vinde, fordi befolkningen hadede deres tilstedeværelse i landet. Så de kalder det "surge" ("brodsø" eller "bølge") i stedet for. De fleste andre kalder det vist bare for en offensiv.
Denne september vil General David Petraeus og Ryan Crocker, som er de to i spidsen for offensiven, præsentere en "fremskridtsrapport" om, hvordan det så er gået med deres brodsø. Alene navnet siger, at konklusionen er fastlagt på forhånd. Alt andet ville nemlig være en politisk vejsidebombe under Bush. Derfor siger Washington allerede nu, at man ikke alene kan dømme offensiven på dens nuværende resultater. Man er nødt til at vente. Til november i år, til 2008, eller senere endnu.
Nå, men lad os tage et blik på nogle af tallene.
Antallet af amerikanske tropper i Irak er nu 162.000, men det er uden adskillige tusinde regeringsansatte.
Antallet af lejesoldater overgår nu antallet af regulære tropper - de er 180.000. De dækker over mange forskellige firmaer, der udfører alt lige fra bevogtning af bygninger til offensive operationer i fjendtlige områder.
Der er nu 630 private "sikkerhedsfirmaer", der opererer i Irak. Der er ingen - hverken det amerikanske militær eller den såkaldte irakiske regering, der kontrollerer, hvad de foretager sig (under alle omstændigheder bliver de ikke stillet til ansvar for deres gerninger , og fra Irak kommer der jævnligt - udokumenterede - beretninger om massakrer begået af disse folk).
Prisen for offensiven bliver, hvis den varer resten af året, 22 mia. dollars.
Når man tænker på de enorme tab af menneskeliv, som irakerne lider, så kan man glemme, at den økonomiske situation om muligt er endnu værre. En kiste koster nu hvad der svarer til 50-75 dollars. Tidligere var prisen kun 5-10 dollars. Men der var selvfølgelig heller ikke brug for så ekstremt mange kister, før amerikanerne rullede ind i Bagdad (og her ser vi lige bort fra den halve million børn, som blev slået ihjel af sanktionerne indtil 1996).
Den varme sommer i Mesopotamien gør, at det er ulideligt uden aircondition. Mange nætter i Bagdad når end ikke ned under 40 grader. Men siden George Bushs kampvogne rullede over det land, hvor Bibelens Paradis lå, har energiforsyningen i dette olieland været mere end sparsom. Der bliver nu produceret mindre end 4.000 megawatt om dagen i Irak, hvilket er mindre end før invasionen, hvor Iraks industrielle kapacitet var aldeles i ruiner.
Bagdads indbyggere modtager dagligt elektricitet en til to timer. Resten af tiden må de klare sig uden. Fødevarerne rådner og folk må klare en hede på 40-50 grader uden aircondition. De, der har råd til en generator, må ofte undvære elektricitet alligevel, da brændstof er en luksusvare, som man ofte skal stå i kø i 10 timer for at kunne købe til en dollar pr. liter. Før var prisen omkring 20 øre pr. liter.
På to dage i juli var der fire landsdækkende strømafbrydelser. Kerbala var uden strøm i tre på hinanden følgende dage i juli. En købmand fra markedet i Kerbala sagde: "vi behøver ingen dokumentarudsendelser om stenalderen længere. Vi lever i den."
Og så er der lige vandforsyningen. Hvis man ellers kan kalde den det. Prisen for ti liter drikkevand på flaske er nu 1,60 dollars. Det er en prisstigning på 33 procent. Her må man huske på, at den nylige undersøgelse fra Oxfam viste, at 43 procent af irakerne nu lever i "absolut fattigdom" - for under en dollar om dagen. Det levner ofte ikke noget til rent vand.
Ud af de 3,5 millioner kubikmeter vand, som Bagdads indbyggere har brug for om dagen, er det kun 2,1 millioner kubikmeter, der rent faktisk bliver leveret. I den mesopotamske sommerhede er det ikke en ligegyldig detalje, men en alvorlig humanitær krise - som den amerikanske besættelsesmagt ikke har løst mellem deres sparken-døre ind, bombardementer af boligblokke og fotosessions af opbygning af skoler.
Det er efterhånden noget tid siden, at Washington måtte holde op med at kalde den katastrofe, som USA har skabt i Irak, for fred - løgnen var ligesom for tyk.
Ifølge det amerikanske Just Foreign Policy er det anslåede irakiske antal dødsfald på grund af invasionen nu over en million. Den slags er naturligvis svært at finde ud af præcist - navnlig fordi den amerikanske hær konsekvent nægter at medvirke til nogen som helst form for opklaring over irakiske tabstal. General Tommy Franks formulerede det meget rammende på et pressemøde: "I'm not in the business of body counting" (skal, på trods af Franks' fødested i Oklahoma, udtales med Texas-accent).
Jeg har for øvrigt også tidligere skrevet om de irakiske tabstal i posten USA dræber 300 irakere om dagen. Men som om det ikke er slemt nok, vil jeg lige tage et nyt blik på andre skræmmende tal fra Mesopotamien.
Vi er seks måneder inde i den nye amerikanske militære optrapning i Irak. Ordet optrapning lyder grimt i USA, fordi det minder om Vietnam, som var en anden krig, USA heller ikke kunne vinde, fordi befolkningen hadede deres tilstedeværelse i landet. Så de kalder det "surge" ("brodsø" eller "bølge") i stedet for. De fleste andre kalder det vist bare for en offensiv.
Denne september vil General David Petraeus og Ryan Crocker, som er de to i spidsen for offensiven, præsentere en "fremskridtsrapport" om, hvordan det så er gået med deres brodsø. Alene navnet siger, at konklusionen er fastlagt på forhånd. Alt andet ville nemlig være en politisk vejsidebombe under Bush. Derfor siger Washington allerede nu, at man ikke alene kan dømme offensiven på dens nuværende resultater. Man er nødt til at vente. Til november i år, til 2008, eller senere endnu.
Nå, men lad os tage et blik på nogle af tallene.
Antallet af amerikanske tropper i Irak er nu 162.000, men det er uden adskillige tusinde regeringsansatte.
Antallet af lejesoldater overgår nu antallet af regulære tropper - de er 180.000. De dækker over mange forskellige firmaer, der udfører alt lige fra bevogtning af bygninger til offensive operationer i fjendtlige områder.
Der er nu 630 private "sikkerhedsfirmaer", der opererer i Irak. Der er ingen - hverken det amerikanske militær eller den såkaldte irakiske regering, der kontrollerer, hvad de foretager sig (under alle omstændigheder bliver de ikke stillet til ansvar for deres gerninger , og fra Irak kommer der jævnligt - udokumenterede - beretninger om massakrer begået af disse folk).
Prisen for offensiven bliver, hvis den varer resten af året, 22 mia. dollars.
Når man tænker på de enorme tab af menneskeliv, som irakerne lider, så kan man glemme, at den økonomiske situation om muligt er endnu værre. En kiste koster nu hvad der svarer til 50-75 dollars. Tidligere var prisen kun 5-10 dollars. Men der var selvfølgelig heller ikke brug for så ekstremt mange kister, før amerikanerne rullede ind i Bagdad (og her ser vi lige bort fra den halve million børn, som blev slået ihjel af sanktionerne indtil 1996).
Den varme sommer i Mesopotamien gør, at det er ulideligt uden aircondition. Mange nætter i Bagdad når end ikke ned under 40 grader. Men siden George Bushs kampvogne rullede over det land, hvor Bibelens Paradis lå, har energiforsyningen i dette olieland været mere end sparsom. Der bliver nu produceret mindre end 4.000 megawatt om dagen i Irak, hvilket er mindre end før invasionen, hvor Iraks industrielle kapacitet var aldeles i ruiner.
Bagdads indbyggere modtager dagligt elektricitet en til to timer. Resten af tiden må de klare sig uden. Fødevarerne rådner og folk må klare en hede på 40-50 grader uden aircondition. De, der har råd til en generator, må ofte undvære elektricitet alligevel, da brændstof er en luksusvare, som man ofte skal stå i kø i 10 timer for at kunne købe til en dollar pr. liter. Før var prisen omkring 20 øre pr. liter.
På to dage i juli var der fire landsdækkende strømafbrydelser. Kerbala var uden strøm i tre på hinanden følgende dage i juli. En købmand fra markedet i Kerbala sagde: "vi behøver ingen dokumentarudsendelser om stenalderen længere. Vi lever i den."
Og så er der lige vandforsyningen. Hvis man ellers kan kalde den det. Prisen for ti liter drikkevand på flaske er nu 1,60 dollars. Det er en prisstigning på 33 procent. Her må man huske på, at den nylige undersøgelse fra Oxfam viste, at 43 procent af irakerne nu lever i "absolut fattigdom" - for under en dollar om dagen. Det levner ofte ikke noget til rent vand.
Ud af de 3,5 millioner kubikmeter vand, som Bagdads indbyggere har brug for om dagen, er det kun 2,1 millioner kubikmeter, der rent faktisk bliver leveret. I den mesopotamske sommerhede er det ikke en ligegyldig detalje, men en alvorlig humanitær krise - som den amerikanske besættelsesmagt ikke har løst mellem deres sparken-døre ind, bombardementer af boligblokke og fotosessions af opbygning af skoler.
Friday, August 3, 2007
Et kig gennem smaragden
Det lyder egentlig smukt, når man hører navnet. Emerald City. Smaragdbyen. Det lyder som et rart sted, hvor der ikke mangler noget. Og det gør der heller ikke. Der er tale om den Grønne Zone i Bagdad - den eneste del af den irakiske hovedstad, hvor amerikanerne har kontrollen. Resten er overladt til militser - selv om USA prøver at rette op på den sag gennem en ny offensiv, hvor irakerne får sparket deres døre ind, raseret deres hjem og deres familiemedlemmer skudt.
Men på trods af den Grønne Zones smukke navn vokser fattigdommen blandt alminelige irakere. Det vender jeg tilbage til.
USA bygger ganske vist verdens største ambassade på 104 hektar i den Grønne Zone. Man kan se, hvordan den kommer til at se ud på dens hjemmeside. Ambassaden koster 592 millioner dollars at bygge, og de fleste regner med, at det bliver det eneste byggeprojekt i Irak, som amerikanerne får lavet færdig til tiden og som overholder budgettet. Driften af ambassaden i Smaragdbyen kommer til at koste de amerikanske skatteydere 1,2 mia. dollars om året.
Når ambassaden efter planen åbner i september bliver det uden tvivl til lyden af de morterangreb, der rammer Smaragdbyen på daglig basis. Men ambassadens beboere kan trøste sig med, at ambassaden bliver udstyrret med tennisbaner, masser af svømmefaciliteter og store græsplæner (der vil kræve masser af vand i den varme irakiske sommer - mens landets indbyggere lider under akut vandmangel). Men det er naturligvis langt fra sikkert, at ambassadens beboere kan bevæge sig udenfor for at nyde disse faciliteter, når der er daglige morterangreb, og folk i Smaragdbyen skal gå med skudsikker vest og hjelm. I stedet kan ambassadens beboere gå i biografen, der formentlig kommer til at ligge i det bombesikrede, næsten vinduesfrie "recreation center".
Ambassaden har naturligvis også sin egen brandstation, der kan slukke de brande, der måtte opstå på grund af de daglige afbrydelser af den fred, som George Bush erklærede 1. maj 2003. Og så importerer ambassaden naturligvis næsten alle fødevarer fra USA. De bliver kørt til Bagdad fra Kuwait, men som Washington Post rapporterer, er der ind imellem afbrydelser i forsyningerne på grund af "uforudsete" problemer med lastbilkonvojerne.
Samtidig vokser fattigdommen i Irak. En rapport fra Oxfam og en koalition af irakiske NGO'er giver nogle kandsgerninger fra Irak fire år efter invasionen. De er desværre ikke spor overraskende.
Men på trods af den Grønne Zones smukke navn vokser fattigdommen blandt alminelige irakere. Det vender jeg tilbage til.
USA bygger ganske vist verdens største ambassade på 104 hektar i den Grønne Zone. Man kan se, hvordan den kommer til at se ud på dens hjemmeside. Ambassaden koster 592 millioner dollars at bygge, og de fleste regner med, at det bliver det eneste byggeprojekt i Irak, som amerikanerne får lavet færdig til tiden og som overholder budgettet. Driften af ambassaden i Smaragdbyen kommer til at koste de amerikanske skatteydere 1,2 mia. dollars om året.
Når ambassaden efter planen åbner i september bliver det uden tvivl til lyden af de morterangreb, der rammer Smaragdbyen på daglig basis. Men ambassadens beboere kan trøste sig med, at ambassaden bliver udstyrret med tennisbaner, masser af svømmefaciliteter og store græsplæner (der vil kræve masser af vand i den varme irakiske sommer - mens landets indbyggere lider under akut vandmangel). Men det er naturligvis langt fra sikkert, at ambassadens beboere kan bevæge sig udenfor for at nyde disse faciliteter, når der er daglige morterangreb, og folk i Smaragdbyen skal gå med skudsikker vest og hjelm. I stedet kan ambassadens beboere gå i biografen, der formentlig kommer til at ligge i det bombesikrede, næsten vinduesfrie "recreation center".
Ambassaden har naturligvis også sin egen brandstation, der kan slukke de brande, der måtte opstå på grund af de daglige afbrydelser af den fred, som George Bush erklærede 1. maj 2003. Og så importerer ambassaden naturligvis næsten alle fødevarer fra USA. De bliver kørt til Bagdad fra Kuwait, men som Washington Post rapporterer, er der ind imellem afbrydelser i forsyningerne på grund af "uforudsete" problemer med lastbilkonvojerne.
Samtidig vokser fattigdommen i Irak. En rapport fra Oxfam og en koalition af irakiske NGO'er giver nogle kandsgerninger fra Irak fire år efter invasionen. De er desværre ikke spor overraskende.
- Omtrent otte millioner irakere har nu brug for nødhjælp.
- Før invasionen var 19 procent af Iraks børn fejlernærede. Nu er det 28 procent.
- Halvdelen af Iraks befolkning lever nu i "absolut fattigdom".
- Fire millioner irakere mangler fødevarer.
- Kun 60 procent af de irakere, der er afhængige af fødevarehjælp har adgang til fødevarerationer fra den irakiske "regerings" hjælpeprogram.
- Andelen af irakere uden adgang til ordentlig vandforsyning er nu 70 procent imod 50 procent i 2003 - efter 20 år med krig og sanktioner.
- 80 procent af irakerne har ikke adgang til ordentlige sanitetsanlæg.
Wednesday, August 1, 2007
Kevin Lynch
I dag er det 27 år siden, Kevin Lynch døde. Lynch blev 25 år.
Kevin Lynch var irsk republikaner. Han voksede op i Park nær Dungiven i Nordirland, og han blev i 1976 fængslet af den britiske besættelsesmagt for at være med i modstandsgruppen INLA.
Kevin Lynch deltog i den berømte sultestrejke for politiske rettigheder, som de irske krigsfanger gennemførte i 1981. De engelske myndigheder lod ham dø, ligesom de lod andre republikanere dø.
Æret være hans minde. Æret være de irske republikanere, der er døde i deres kamp imod engelsk imperialisme. Her er en kort video, der holder mindet og håbet i live.
Og en kort video om de sultestrejkende krigsfanger:
Og hvorfor poster jeg om Nordirland på en blog, der sædvanligvis handler om Mellemøsten? Belfast er nok en af de byer uden for den arabiske verden, hvor der er flest palæstinensiske flag. Og Irland er stadig delt, og almindelige mennesker lever stadig under et system, der er utåleligt og sekterisk. Ligesom Washington har skabt et sekterisk mareridt i Irak, har England før skabt det i Irland.
Subscribe to:
Posts (Atom)
Posts
