News and comments from Balad al Sham

Wednesday, September 26, 2007

Irak-veteran taler ud

Læserne af denne blog vil vide, at jeg anser de amerikanske besættelsestropper i Irak for at være de værste krigsforbrydere lige nu. Ifølge medicinske beregninger slår de mindst 300 irakere ihjel om dagen. Her er en af de amerikanske soldater, der taler ud om, hvordan det er at stå midt i det hele og massakrere en familie.

Respekt til de soldater, der tør tage et ansvar. Respekt til Iraq Veterans Against the War. Og respekt til de soldater, der står bag den systematiske lydighedsnægtelse på de amerikanske baser i Irak.

Mens vi venter på politiet

I europæiske medier er det forsvindende lidt, man hører til Mellemøsen, når det ikke lige handler om krig, besættelse, torturkamre, terrorbomber eller andre uhyrligheder. Det er selvfølgelig fair nok, at den slags bliver dækket. Jeg kan bare nogle gange savne en dækning af lidt anderledes begivenheder. For eksempel den strejkebølge, der er i Egypten.

Mubaraks USA-støttede diktatur er i krise. Ikke på grund af de konservative politikere i det Muslimske Broderskab, men på grund af, at Egyptens arbejdere i industrien i øjeblikket fører en heroisk, selvopofrende og helt igennem beundringsværdig kamp imod diktaturet og de utålelige forhold, som almindelige egyptere lever under. En egyptisk tekstilarbejders løn svarer til 85 procent af lønningerne i Pakistan og 60 procent af lønningerne i Indien.

Den egyptiske journalist og blogger Hossam el-Hamalawy har muligvis den bedste blog, der findes om aktivisme i Egypten. Den er absolut læseværdig. Lige nogle kendsgerninger om den nye strejke, der ryster diktaturet (alle fra Hossams blog):

Søndag den 23. september blev Egyptens største tekstilfabrik Ghazl el-Mahalla besat af arbejderne, ligesom i december i fjor. Fabrikken beskæftiger 27.000 arbejdere, der arbejder på skiftehold. 10.000 arbejdere besluttede søndag at nedlægge arbejdet og besætte fabrikken for at få gennemført arbejdernes krav. Kravene er, at arbejderne skal have en del af den årlige profit, der svarer til 150 dages produktion, samt forbedret arbejdssikkerhed og større tillæg.

Få timer efter, at beslutningen om strejke blev truffet, ankom flere arbejdere til fabrikken. Samtidig blev politiet sendt ud for at omringe og belejre fabrikken, der ligger i et vigtigt industriområde i Egyptens Nildelta. Arbejderne besætter nu fabrikken, der er omringet af regimets politi. Politiet er dog ikke i stand til at hindre, at hundredvis eller tusindvis af arbejdere bryder ind eller ud gennem politiets rækker, hvilket gør, at belejringen ikke fungerer. Om natten sover 10-15.000 arbejdere på fabrikkens område. Om dagen er over 20.000 arbejdere til stede på fabrikken til demonstrationer og fælles fejring af ramadanen, den muslimske fastemåned.

Politiet sendte ved strejkens begyndelse repræsentanter fra ”fagforeningen” ind på fabrikken. Disse ledere er ikke valgt af andre end regimet selv, og den såkaldte fagforening er blot en af diktaturets organisationer, der har til formål at kontrollere arbejderklassen. Disse repræsentanter kom for at bede arbejderne om at pakke strejken sammen og gå tilbage til maskinerne. Da tekstilarbejderne mødte disse ”fagforeningsfolk” bød de dem ikke velkommen. Et øjenvidne beskrev situationen sådan her:

”Regeringen er begyndt at præsentere nogle kompromisser via formanden for fabrikkens fagforeningskomité Seddiq Siyam til gengæld for at stoppe strejken. Men idioten glemte, at han spurgte efter dette (opgivelse af strejken) mens arbejdernes følelser og hengivenhed var på sit højeste punkt, man kan forestille sig. De uundgåelige skete… Fyren var færdig. Arbejderne slog ham næsten ihjel, seriøst, jeg laver ikke sjov. Men han blev reddet i sidste øjeblik af strejkelederne.”

Politiet forbereder tilsyneladende nu at storme fabrikken. Hvis Mubaraks politi skal bryde ind og tæske 20.000 arbejdere til lydighed, bliver det en særdeles blodig affære.

Det er et åbent spørgsmål, hvad der nu vil ske. Overalt i Egypten meldes der om solidaritetsstrejker, demonstrationer og økonomiske indsamlinger til de strejkende. Det er tydeligt, at USA's bedste ven i den arabiske verden, den notoriske torturbøddel Mubarak, er i alvorlig panik og har svært ved at finde ud af, hvad man skal stille op med arbejdernes protester.

Herfra skal der lyde et Mabrouk! til de egyptiske arbejdere.

Thursday, September 20, 2007

Lejesoldaterne i Irak

En af de største vittigheder, som ufrivilligt slipper ud mellem diverse politikerlæber fra tid til anden er, at Irak er en suveræn og selvstændig nation. For nylig blev det opdaget, at lejesoldater fra det amerikanske firma Blackwater havde dræbt nogle civile. Igen.

Den irakiske regering var presset til denne gang at protestere og kræve, at Blackwater mister sin tilladelse til at oprerere i Irak. Indtil videre har Blackwater (sammen med andre "sikkerhedsfirmaer", som har 182.000 såkaldte "contractors" i Irak, hvoraf en stor del er regulære lejesoldater) opereret frit og udført offensive operationer - dvs. angrebet irakiske civile og bekæmpet guerillagrupper - uden kontrol fra hverken den amerikanske hær eller den irakiske regering. De hører ikke under nogen lovgivning.

Nå, men den irakiske regering kræver, at Blackwater bliver sendt tilbage til USA. Men som New York Times påpeger, så har den irakiske regering ikke myndighed til at bestemme det. Vi tager det lige igen: den såkaldte irakiske "regering" kan ikke bestemme, hvilke lejesoldater, der må operere i Irak og skyde civile irakere.

Jeremy Scahill, forfatter til "Blackwater, the rise of the world's most powerful mercenary army" blev forleden interviewet på CNN - det er absolut værd at se.

Tuesday, September 11, 2007

Sikke en brodsø

En af de højst berømmede krigsteoretikere, General Carl von Clausewitz, sagde om det militære nederlag, at "i et tabt slag knækkes en hærs magt, i højere grad moralsk end fysisk. Et andet slag vil, med mindre friske gunstige forhold kommer i spil, føre til et fuldstændigt nederlag, muligvis til ødelæggelse."

Jeg har før forklaret, at USA styrer mod det tolale nederlag på Mesopotamiens sletter. De irakiske guerillaer har vist sig at være i stand til at tildele besættelsesmagten svære tab, og USA har reelt ikke været i stand til at kontrollere det land, de invaderede for over fire år siden.

USA's helt igennem illusoriske koalition er kollapset. Det eneste andet land, der rent militært har betydet noget i Irak (og her snakker vi ikke om Iran), har trukket følehornene til sig. Storbritannien har nu kun 5000 tropper tilbage i Irak ud af de oprindelige 45.000. Briterne har prøvet at stå over for en opstand i Irak før - i 1920, hvor Winston Churchill beordrede oprørerne nedkæmpet med giftgas. Denne gang gik det ikke så godt som sidst. De britiske styrker lever nu forskanset bag afspærringerne til Basras lufthavn, og de befinder sig ikke længere blandt irakerne. Nu har militserne så overtaget kontrollen med Basra.

Der er mindst 17 lande, der har trukket sig fra USA's koalition. Af de tilbageværende kan nævnes Polen, El Salvador, Albanien, Letland, Aserbajdjan og Mongoliet.

Den evige farce om magtoverdragelse til irakiske tropper er mere sort satire end Scherfig. Donald Rumsfeld sagde i oktober 2003, at "det ikke vil vare længe" før de irakiske styrker overgår amerikanerne i antal og kan varetage den militære kontrol med landet. George Bush sagde i november 2005, at de irakiske styrker "i stigende grad" tager kontrol med Irak. Det havde været rigtigt, hvis han havde talt om de irakiske militser i stedet for "regeringens" styrker.
For nylig kom der så en rapport fra pensionerede amerikanske officerer, der sagde, at den irakiske hær i hvert fald ikke kan tage kontrollen inden for de næste to år.

Siden ingen andre kan kontrollere Irak på Washingtons vegne ("regeringen" i Bagdad kontrollerer kun den Grønne Zone, hvor de dagligt er under bombardement og i praksis er under en semi-belejring), ja så må de forsøge selv. Det er baggrunden for den offensiv, som USA igangsatte i foråret. Ordkunstnerne i Washington kalder imidlertid hverken offensiven for en offensiv, en oprustning eller noget andet, der kunne indikere desperation. De kalder offensiven for en "surge" - en brodsø.

Ud over at brodsøen naturligvis er hundedyr - lige nu koster operationerne i Irak tre milliarder dollars om ugen - er det i stigende grad klart for de amerikanske tropper, at de er ved at tabe krigen. Offensiven skal ifølge USA's øverste militære erobrer i Irak, General Petraeus, slutte til marts næste år, og de 30.000 mand, der er indkaldt som en forstærkning for de 130.000 regulære tropper, der er der i forvejen (og de 120.000 lejesoldater), vil blive trukket hjem. Efter planen, altså.

Den generelle stemning af nederlag i amerikanernes rækker er ikke til at tage fejl af. 45 procent af tropperne, der deltog i en meningsmåling for Los Angeles Times, karakteriserer deres moral som "lav eller meget lav". Syv procent svarer "høj eller meget høj".
Antallet af soldater, der deserterer fra den amerikanske hær vidner også om en slagen hær. Over 3.000 soldater deserterede fra hæren sidste år. Det er en stigning på 27 procent i forhold til forrige år. Med Clausewitz' ord i baghovedet er der ingen grund til at tro, at denne udvikling er på vej til at vende - tværtimod.

Er USA så på vej til at tabe til terroristerne i Al Qaeda? Overhovedet ikke - for de grupper, der bekæmper de amerikanske tropper i Irak er alt andet end Al Qaeda. Al Qaeda har ganske vist fået en base i Irak takket været George Bushs invasion, men de udgør et sted mellem to og fem procent af opstanden blandt sunnimuslimerne. Samlet set er det altså en meget, meget lille gruppe, og den eneste grund til, at de bliver fremhævet er, at der fra besættelsesmagtens side er en interesse i at fremstille besættelsen af Babylons land som en "kamp imod terrorisme".

Sanheden er, at verdenshistoriens største militærmaskine har knækket rygraden i kampen imod den irakiske befolkning, der står bag guerillagrupperne. Vent og se, det værste er ikke sket endnu. Amerikanerne vil ikke trække sig roligt tilbage. Først vil de bevæbne de mest militante sekteriske grupper i et panisk forsøg på at kontrollere situationen. Så vil de sige, at irakerne alligevel ikke fortjener demokrati. Så vil de massakrere endnu flere irakere. Og så...

Sikke en brodsø. Det værste er i vente, så længe Bushs slagne hær er på job i Mesopotamien.

Which side are you on?

En lille video fra Rebel Diaz.

Monday, September 10, 2007

Journalister under angreb

Det er kendetegnende for flertallet af Mellemøstens regimer, at deres holdning til begrebet pressefrihed ikke er præget af venlighed. Syrien er som bekendt et ekstremt lukket land hvad angår journalistisk frihed. De USA-støttede diktaturer i Egypten og Saudi Arabien er ikke bedre. Libanon og til en vis grad Jordan er undtagelser. Irak nævner vi slet ikke her.

Og så er der de besatte palæstinensiske områder. Den politiske opdeling, der er opstået efter Fatehs mislykkede kupforsøg i Gaza, Hamas' overtagelse af Gazastriben og Abbas' og Fayyads kup på Vestbredden, har ikke hjulpet på en situation, der i forvejen var desperat for almindelige palæstinensere. Det har heller ikke hjulpet på den måde, myndighederne behandler journalister.

9. september blev en studenterdemonstration i Hebron på Vestbredden opløst af de Fateh-allierede tropper fra de palæstinensiske selvstyremyndigheder på Vestbredden. De studerende protesterede over en planlagt forhøjelse af studieafgifterne. 20 af de studerende blev tæsket og arresteret. Sikkerhedsstyrkerne forbød journalister at tage billeder, konfiskerede et kamera fra en fotograf, og der er meldinger om, at journalister også fik tæsk af sikkerhedsstyrkerne. Overgrebet er blevet fordømt af det palæstinensiske center for menneskerettigheder.

Dette overgreb er ikke blevet så eksponeret, som det overgreb, der fandt sted i Gaza. Om det skyldes, at "Verdenssamfundet" (læs USA) står på Fatehs side mod Hamas skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det er påfaldende.

I Gaza blev 20 mennesker såret, da de udøvende styrker, som kontrolleres af Hamas-myndighederne, afbrød en udendørs fredagsbøn. Fem journalister meldes arresteret ved en moske i det vestlige Gaza.

En gruppe akademikere og intellektuelle i Gaza har fordømt angrebene mod journalister på Vesbredden og i Gaza, og de opfordrer de palæstinensiske fraktioner til at enes og respektere pressens frihed og ytringsfriheden. De siger, at det palæstinensiske folk ikke skal knuses mellem "Ramallahs hammer og Gazas ambolt".

Som en slags bekræftelse på, at begivenhederne i de besatte områder alligevel er ved det gamle, kan jeg nævne, at de israelske besættelsestropper forleden skød og dræbte Ramzi Helles, en 17-årig dreng, der var ude for at jage fugle tæt ved grænseovergangen Karni i Gazastriben. Den israelske hær siger, at de overvågede en gruppe mennesker, der nærmede sig grænseovergangen, og skød for at sprede gruppen. De ramte Ramzi med projektiler i overkroppen. Men taktikken virkede. Den gruppe, der nærmede sig grænseovergangen, spredte sig. Så det vil soldaterne nok gøre igen snart.

Thursday, September 6, 2007

Gravsten på 249 sider

Det har taget sin tid. Og vi kender jo godt konklusionen i forvejen. Men nu er det officielt. Israels aggression mod Libanon i fjor var en forbrydelse og en utilsløret massakre mod civilbefolkningen.

Det fremgår klart, efter at Human Rights Watch netop har udgivet deres rapport om de civile dødsfald under julikrigen. Her følger nogle korte kendsgerninger fra rapporten:

  • Mindst 1.109 libanesiske civile blev dræbt af Israel. (Til sammenligning kan det nævnes, at HRW i en anden ny rapport dokumenterer, at Hizbollah under samme krig slog 43 israelske civile ihjel.)
  • Ud af de 500 dødsfald, som HRW undersøgte, var mindst 300 kvinder eller børn.
  • Israelske fly bombarderede med overlæg civile køretøjer med flygtende libanesere.
  • Israel bombarderede bygninger, der husede nødhjælpsorganisationer og skoler. Årsag: de har tilknytning til Hizbollah.
  • HRW afviser Israels påstand om, at civile dødsfald skyldes, at Hizbollah har brugt civile som "menneskeligt skjold".

Det er mildt sagt ikke nyheder, men nu er det (igen) blevet slået fast med syvtommersøm, at Israels aggression var en regulær massakre mod almindelige libanesere. De libanesiske martyrer fik, inden de døde, en afvisning af hjælp fra Vesten. USA forhindrede som bekendt, at FN fordømte Israels aggression. Og på konferencen den 26. juli var det alene USA, Storbritannien, Israel og - ja! - Danmark, der fik afværget en våbenhvile. Hensigten var klar: de israelske generaler skulle have mere tid til at slå endnu flere libanesere ihjel.

Nu har de døde libanesere så fået sig en gravsten på 249 sider af Human Rights Watch. Og de israelske generaler - og den danske regering, der hjalp dem med at myrde libaneserne - har fået en skamstøtte til evig skændsel og vanære.

Monday, September 3, 2007

Yehya, Mahmoud og Sara - dræbt af Israel

Da jeg var i Qalqilieh i juli mødte jeg nogle af de dejligste mennesker, jeg har mødt i Mellemøsten. Jeg vil ikke nævne nogle navne, men blot sige, at det menneskelige mod, storsind og den stolthed, som jeg mødte her var ganske enestående. Jeg fristes til at sige stoisk. Det samme gjaldt naturligvis gæstfriheden, som araberne i Mellemøsten altid møder en med.

Samtidig er Qalqilieh et sted, som er sygt og døende. Det er en by på den nordlige Vestbred, der ligger ganske tæt på Israel. Og den israelske mur har lammet byens økonomiske liv. En storrygende mand, der driver et plejehjem, må nu køre i mindst tre timer hver vej for at komme hen til det, der er hans stolthed. Plejehjemmet. Ofte tager det længere tid, fordi de israelske soldater ved det lokale checkpoint kan have en noget arbitrær tilgang til begrebet bevægelsesfrihed - et begreb, der i øvrigt er godt og grundigt afskaffet på Vestbredden.

Nå, men Israel var forleden et smut i Qalqilieh for at fange nogle folk fra Hamas' væbnede Qassam-brigade. De seneste måneder er byens gader ellers blevet patruljeret af maskerede Fateh-folk, der har fængslet eller likvideret kendte medlemmer af Hamas (som for eksempel 14 af byens 15 byrådsmedlemmer).

Resultatet var, at 14 mennesker blev skudt af de israelske soldater, der affyrede stålkugler beklædt med et tyndt lag gummi (ofte bliver denne type ammunition fejlagtigt kaldt "gummikugler"). Ni af de sårede var børn.

Desuden skød og dræbte de israelske soldater tre børn.
Yehya Ramadan Ateyya Abu Ghazal (12 år),
Mahmoud Mousa Hassan Abu Ghazal (8 år) og Sara Suliman Abdallah Abu Ghazal (9 år).

Jeg ved ikke, hvad de børn havde oplevet tidligere - om de, ligesom så mange andre palæstinensere på deres alder, havde oplevet at se deres fædre blive tæsket af israelsk militær, deres hus revet ned, deres familier ydmyget (dette er ganske sikkert, hvis de har været uden for Qalqilieh og dermed passeret et checkpoint) eller andet. Jeg ved ikke, om de havde forhåbninger til fremtiden. Men de fik ikke nogen fremtid.

Hændelser som denne foregår hver eneste uge i de besatte områder. Den 21. august blev to af Qalqiliehs børn dræbt under lignende forhold. Hvor mange skal der til for, at det er en massakre? Eller er det blot regulære barnemord, som de israelske besættelsestropper udfører?

Samtidig bruger Abbas sin tid på at bevise over for Olmert og Bush, at han er "ansvarlig", nævner aldrig ordet "besættelse" og arresterer politiske modstandere, der kritiserer Fatehs korruption. Og han vil naturligvis ikke begræde Yehya, Mahmoud og Sara. De er hverken de første børn, Israel myrder, og de vil ej heller blive de sidste.