News and comments from Balad al Sham

Friday, December 21, 2007

Så er det eid

Muslimerne fejrer eid adha for tiden, og de af dem, der er på pilgrimsrejse til Mekka - haj - render rundt og kaster sten efter djævelen. Mange af os andre fejrer jul, og vi kaster ikke så mange sten. til gengæld indebærer begge højtider god mad.

Nu vil jeg holde jul, og det vil jeg fejre ved en video af jordanske soldater, der danser den klassiske arabiske dabkeh - en dans, der på arabisk har sit eget verbum, og dermed er noget helt særligt. Glædelig jul.


Wednesday, December 19, 2007

Virkelighedens dom

Oplysningsfilosoffen John Locke er kendt for sit citat om, at sandheden nok skulle klare sig, "om den engang fik lov at skøtte sig selv. Den får ikke ofte, og vil næppe nogensinde, frygter jeg, få meget hjælp fra magtens mænd, af hvem den kun sjældent kendes og endnu sjældnere bydes." Det ville være synd at sige, atr sandheden om krigen i Irak får megen hjælp fra "magtens mænd". Kendsgerningerne går dem nemlig imod.

En af de modige, selvopofrende journalister, der jævnligt opholder sig i Irak uden at være "embedded" hos besættelsestropperne er Dahr Jamail. Han rapporterer uden om de "officiele" kanaler, som de fleste bureauer og større medier gør. I sin nye bog, Beyond the Green Zone, skildrer han den rutinemæssige brutalitet, som irakerne lever under, og som er påført dem af besættelsestropperne. Jeg har ikke selv læst andet end uddrag fra og anmeldelser af bogen.

The Guardian skriver, at det der virkelig er skræmmende ved bogen er de amerikanske troppers rutinemæssige ødelæggelser: "hvorledes de river nærliggende huse ned efter en vejsidebombe, efterlader ammunition, der ikke er eksploderet, på marker, der tilhører bønder, som ikke bliver informeret, bulldozer frugtplantager. Liv ødelagt, familier fordrevet hver dag. En af de værste episoder fandt sted, da Jamails ven ved et tilfælde var i en moske, hvor de bedende blev skudt, børn blev lemlæstet: et helligt sted ødelagt af en amerikansk operation. Vi ved måske intet om sådanne rutinemæssige operationer i denne krig, men disse historier fylder de arabiske medier. Over hele den muslimske verden er de uomgængelige beviser på ydmygelsen og forfølgelsen af deres islamiske tro. Vi kan kun lade som om, vi ikke forstår."

Men det lader alligevel til, at der er en del, der lader som om, de ikke forstår. Virkelighedens dom over besættelsen af Irak burde ellers ikke være så svær at forstå. En ny rapport, som er lavet på foranledning af det amerikanske militær, viser, at irakere fra alle etniske og religiøse grupper mener, at den militære besættelse af landet er hovedårsagen til den sekteriske vold, der opstod i kølvandet på invasionen (sjovt nok samtidig med, at El Salvadors bøddel, John Negroponte, ankom til Irak).

Rapporten viser, at irakerne ser troppernes exit fra Irak som en forudsætning for national forsoning. Tropperne er altså en hindring for fremskridt, ikke en hjælp. At en udenlandsk besættelse, systematisk tortur, klyngebomber og systematisk ødelæggelse skulle være en hjælp er da også en pervers påstand.

I øvrigt er konklusionen om, at troppernes exit ville gøre livet bedre for den irakiske befolkning, helt i tråd med en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium fra september 2006.

Virkelighedens dom er altså temmelig klar. Besættelsen af Irak er ikke for irakernes skyld. Tværtimod er besættelsen hovedårsagen til den elendighed, der hersker i Irak.

Monday, December 17, 2007

En forbrydelse uden skyldige

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har det lidt underligt med den måde, de vestlige ledere snakker om Irak på. Ingen kan nægte, at det er en menneskelig katastrofe i alle henseender. Mere end fire millioner flygtninge, over en million døde, den totale ødelæggelse af samfundet og udraderingen af Iraks kulturelle skatte - alt sammen er det kendsgerninger, der taler sit eget tydelige sprog. De døde sjæle skriger til himlen.

De vestlige ledere benytter sig af et kendt trick, når de taler om Irak. De taler om Irak som en "tragedie", hvis de endelig er tvunget til at forholde sig til realiteterne. Det er klart, at de først snakker om, at "det var værre under Saddam" - en påstand, der i alle henseende er forkert. Derefter følger et spørgsmål á la "I ønsker måske Saddam tilbage?" - ligesom svinet Squealer i Kammerat Napoleon, der mødte enhver kritik med spørgsmålet "I ønsker måske farmer Jones tilbage?"

Men når lederne er tvunget til at forholde sig til de døde, de sårede, ødelæggelserne, sygdommene og barbariet, så omtaler de det som en almen "tragedie", en katastrofe, de skyldes tilfældige kræfter uden for vores kontrol. En slags naturkatastrofe. En forbrydelse uden gerningsmænd.

Men hov! Var der egentlig ikke engang nogen, der faktisk tog beslutningen om at køre den amerikanske ildvogn over Mesopotamien? Var der ikke nogen europæiske ledere, der resoluit besluttede at medvirke til det, der kun kan betegnes som et folkemord på iraks mænd, kvinder og børn? Var der ingen, der tog beslutningen om massakren på Falluja? Om at bevæbne bødlerne i det irakiske indenrigsministerium? Om at de amerikanske patruljer i praksis fungerer under straffrihed? Om at åbne døren for lejemorderne fra Blackwater og andre lejesoldatsfirmaer?

Hvis vi finder ud af, at der er en person, der er blevet torteret, lemlæstet og likvideret, vil vi så ikke finde morderen og straffe ham? Men hvad gør vi, når morderne er statsledere og respektable mænd og kvinder med høje lønninger ot topposter i statsadministrationen og det private erhvervsliv?

Glædelig jul i øvrigt.

Wednesday, December 12, 2007

Afstemningen i Venezuela

En af de mest populære statsledere blandt befolkningerne i Mellemøsten er uden tvivl Venezuelas præsident Hugo Chavez. Han hævede klart stemmen imod Israels aggression imod Libanon i sommeren 2006, og afbrød de diplomatiske forbindelser til Israel. Blandt palæstinensere, irakere, libanesere og andre er det Hugo Chavez (og Fidel Castro), der nævnes, når de unge snakker om politikere, der rent faktisk gør noget godt. Jeg behøver ikke at nævne, at Bush, Blair og andre naturligvis betragtes som forbrydere.

Nå, men jeg faldt over et interessant indslag fra Al Jazeera, der handler om, hvorfor Chavez egentlig tabte folkeafstemningen om grundlovsændringerne i Venezuela for nylig. Se det!

Israelske angreb på ytringsfriheden

Jeg tænker ofte på Polonius' ord i Hamlet, når jeg beskæftiger mig med forholdene i Mellemøsten: "Selv om det er galskab er der dog metode i den." På trods af det tilsyneladende vanvid og de menneskelige fornedrelser, er der dog en metode i barbariet.

En af de metoder, der systematisk forfølges af den israelske besættelsesmagt i de palæstinensiske områder, er gentagne overgreb på nært sagt samtlige menneskerettigheder. Retten til liv håndhæves - mildt sagt - ganske tilbageholdende. Retten til et liv i sikkerhed, retten til et hjemland og andre basale rettigheder har det ikke bedre. Og så er der ytringsfriheden, som gerne i Vesten fremhæves som den vigtigste menneskerettighed.

Onsdag invaderede de israelske besættelsestropper igen Nablus, den største by på den nordlige Vestbred. Her gik de i aktion imod adskillige medier i det, der formentlig er den største israelske aktion imod palæstinensiske medier siden Al Aqsa intifadaen i 2000.

Issa Abu al Ez, direktør for tv-stationen Afaq i Nablus, siger, at de israelske tropper overfaldt en af stationens reportere, der var på arbejde, og at de derefter konfiskerede sendeudstyr og computere.

De israelske soldater fremviste desuden et dokument på hebræisk og arabisk, der kundgjorde, at tv-stationen nu er lukket.

Sådan søger besættelsesmagten altså at håndhæve sit greb om de besatte områder. Lukning af kritiske medier og overfald på journalister.

Det er absolut ikke første gang, at Israel angriber pressen i de besatte områder. Der er metode i vanviddet, for nok engang at henvise til Shakespeare.

I 2002 skød og dræbte israelsk militær en italiensk fotograf. Ved samme lejlighed skød de også lige en egyptisk kameramand i en bil, der tydeligt var mærket "TV". Egypteren overlevede dog, da projektilet blev standset af den skudsikre vest, han bar. Det Internationale Presseinstitut sagde dengang, at de israelske angreb på journalister var en del af en "bevidst strategi fra den israelske hærs side" for at kontrollere reportage om konflikten og besættelsen. Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder udgav dengang en rapport om Israels overlagte angreb på pressen. Det er iskold læsning.

I 2003 skød og dræbte Israel den britiske kameramand James Miller. Han var i gang med at lave en dokumentar fra flygtningelejren Rafah i Gazastriben. De israelske soldater skød ham på nært hold, selv om han vinkede med et hvidt flag og tydeligt tilkendegjorde, at han var journalist.

I juli 2007 skød israelsk militær en journalist fra tv-stationen Al Aqsa. Han blev ramt tre gange, men overlevede. Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder fandt gennem sin undersøgelse frem til, at angrebet på journalisten var "overlagt".

Mere endnu fra det Internationale Presseinstitut:
I juli 2006 skød Israel en række palæstinensiske journalister. Samtidig (under den israelske offensiv i Gaza) forhindrede de udenlandske journalister i at få adgang til Gaza. Ibrahim Al-Atlah, en kameramand fra Palestine TV, blev skudt i brystet af israelske soldater, og blev derefter lam fra brystet og nedefter. I august samme år affyrede Israel et misil på en bil fra Reuters, der tydeligt var mærket "TV". Årsagen var angiveligt, at bilen så "mistænkelig" ud. Ja, for den kriminelle er sandheden altid "mistænkelig".

I juli i år arresterede Israel Ata Farahat, en journalist fra de besatte Golanhøjder, der arbejder for det syriske dagblad Al-Watan. Arrestationen er blevet fordømt af organisationen Journalister uden grænser.

Der er mange flere eksempler. Alle gruopvækkende, afskyelige og helt igennem modbydelige overgreb på ytringsfriheden og de enkelte journalisters ret til at færdes frit uden at blive arresteret, skudt eller direkte likvideret. Denne besættelsesmagt, som udfører disse overgreb systematisk, fremhæves ofte af de vestlige ledere som demokratiets fyrtårn i Mellemøsten. Måske hænger det sammen med, at mange af de kritiske røster, der rapporterer om Israels forbrydelser, ikke lever særligt længe. Og derfor hører vi alt for lidt om, hvad der foregår.

Monday, December 3, 2007

Religiøs stat, ja tak

Så stod de der igen. Ledere fra arabiske lande, Israel og palæstinenserne - og så selvfølgelig George Bush og Condoleeza Rice. Topmøde i Annapolis. Alle vidste på forhånd, at det ville være en fiasko. I hvert fald hvis målet var at lave en form for aftale, der kunne garantere stabilitet i regionen. Det kom til at holde stik.

Den israelske delegation kunne tage hjem med fornyet amerikansk opbakning i baggagen. George Bush slog på ny fast, at Israel er en "jødisk stat" og "hjemland for det jødiske folk". Det vil med andre ord sige en stat, hvor landets arabere ikke nyder fulde borgerrettigheder. Det vil sige, at ingen af de hundredtusindvis af flygtninge, der blev fordrevet omkring 1948 kan vende tilbage. Det vil sige, at George Bush bakker op om Israel som en religiøst funderet stat.

Mahmoud Abbas var tilfreds med Bushs tale, og han protesterede ikke over, at Bush på den måde slog fast, at flygtningekravet ikke kan imødekommes. Dette krav har Abbas og resten af PLO's ledere nemlig smidt over bord for længe siden.

At Mahmoud Abbas kun repræsenterer en del af palæstinenserne var der ingen, der bemærkede. Han selv protesterede ikke over belejringen og udsultningen af Gaza. Ingen protest over de daglige israelske angreb, likvideringer og bortførelser. Sådan en mand er lige det, George Bush har brug for. Desværre for Bush er Mahmoud Abbas langt fra repræsentativ for palæstinenserne. De vil ikke tro på de løfter, lederne kommer med. Og det har de grund til at lade være med.

Jeg kommer til at tænke på Macbeth:
"Lad ingen mere tro de gøgledjævle, som dårer os med dobbelttydig tale, som holder løftet efter ordets lyd, men bryder det for håbet."

Og så lige en opgørelse over livets gang i de besatte områder mellem den 22. og 28. november:
  • 11 palæstinensere, herunder to brødre, blev dræbt af det israelske militær på Vestbredden og i Gaza.
  • De to brødre blev dræbt af Flechette-projektiler, der er forbudt ifølge international lov.
  • 28 palæstinensere, herunder fire børn, samt en israelsk menneskerettighedsaktivist, blev såret af det israelske militær i de besatte områder.
  • En kvindelig patient døde, da israelsk militær nægtede ambulancen at krydse grænsen fra Gaza. Det er den 11. patient, der dør på grund af, at Israel nægter dem adgang til lægehjælp siden august.
  • Israelske bosættere på vestbredden angreb og sårede 13 palæstinensere i en minibus.
  • Israelske bosættere angreb 25. november en skole i Hebron og øvede hærværk på den.
  • Opførelsen af den ulovlige mur, der annekterer palæstinensisk jord til Israel, fortsætter. Det samme gør belejringen af Gaza.
En religiøst funderet stat, der opfører sig barbarisk og undertrykkende over for befolkningen, vækker forståelig vrede og afsky, når det drejer sig om Iran. Men når det drejer sig om USA's bedste allierede i Mellemøsten - Israel - så er tonen en anden.