News and comments from Balad al Sham

Monday, January 28, 2008

Scoring for Gaza


Det egyptiske fodboldlandshold er måske ikke blandt de bedste i verden, men det er et af de bedste arabiske hold. Og i fredags fik i hvert fald en af spillerne - midtbanespilleren Mohammed Abu Treika - overvældende sympati fra de i forvejen fanatisk fodboldgale arabere. Han scorede nemlig et mål i kampen mod Sudan, og det fejrede han med at fremvise sin t-shirt, der erklærede "sympati med Gaza".

Abu Treika fik efterfølgende en påtale fra det afrikanske fodboldforbund CAF, der arrangerede kampen som led i African Nations Cup. CAF mener, at der var tale om et politisk budskab, som er ulovligt. Tilsyneladende er CAF af den opfattelse, at sympati med en belejret og udsultet befolkning er et politisk og kontroversielt budskab, snarere end et humanitært og menneskeligt budskab.

Sagen kan sammenlignes med hændelsen i 2006, hvor Ghana vandt 2-0 over Tjekkiet. Her hev den ghanesiske forsvarsspiller John Paintsil et israelsk flag op af sin sok og svang med det for at vise sin sympati for Israel, hvor han spillede i klubben Hapoel Tel Aviv. John Paintsil fik aldrig en reprimande, men gav til gengæld en undskyldning til forskellige arabiske ambassadører. Sådan er der så meget.

Egypten vandt i øvrigt 3-0 over Sudan.

Tuesday, January 22, 2008

En jøde til zionistiske soldater

Her er et digt af Erich Fried, som jeg har oversat til dansk. Jeg synes, det er meget passende under den nuværende aggression imod Gaza. Erich Fried var jøde, og blev født i Wien 1921. Hans forældre blev arresteret og torteret til døde af Gestapo i 1938. Digtet er skrevet i 1988, kort før hans død.

En jøde til de zionistiske soldater , 1988

Hvad ønsker I egentlig?
Ønsker I virkelig at overgå
de som trådte jer ned
for en generation siden
i jeres eget blod
og i jeres egne ekskrementer
Ønsker I at videregive den gamle tortur
til andre nu
i alle dens blodige og beskidte detaljer
med bødlernes brutale fryd
som jeres fædre led?
Ønsker I virkelig at blive det nye Gestapo
det nye Wehrmacht
det nye SA og SS
og gøre palæstinenserne
til de nye jøder?
Velan, da ønsker jeg også,
som jeg selv for halvtreds år siden
for at være en jødedreng blev pint
af jeres bødler,
at være en ny jøde med disse nye jøder
som I gør palæstinenserne til
Og jeg ønsker at hjælpe til at gøre dem til et frit folk
i deres eget land Palæstina
hvorfra I har drevet dem eller hvori I piner dem
I, swastikas lærlinge
I, tåber og historiens skiftere
hvis Davidssterne på jeres flag
stadig hurtigere bliver
til det fordømte symbol med dets fire fødder
som I netop ikke ønsker at se
men hvis sti I følger hver eneste dag.

Monday, January 21, 2008

Besked fra Gaza

Gazastriben er måske verdens største fængsel. Med 1,4 mio. indbyggere/indsatte er det i hvert fald mange mennesker, det drejer sig om. Jeg fik fat på en besked fra Gaza fra Mohammed Omer. jeg poster den nedenfor på engelsk. Desuden opfordrer jeg læserne til at se dette slideshow med fotos, der dokumenterer de israelske krigsforbrydelser. Det er ikke for sarte sjæle.

Imens spekulerer jeg på, hvordan det stoiske og altudholdende palæstinensiske folk klarer sig i denne stund. Hvordan reagerer man på systematiske massakrer, krigsforbrydelser, ydmygelser, national undertrykkelse, nedværdigelser, missilangreb og en altomfattende mangel på basale fornødenheder? Er det på dette fundament, George Bush vil have palæstinenserne til at "slutte fred" med Israel? Er det straffen for, at palæstinenserne valgte at stemme på Hamas? En slags lektion i vestlige demokratiske værdier?

---

So Many Tragedies in So Little Time

Where to start…, what to talk about…? The crippling electricity shortages, affecting hospitals as well as civilians? The air strikes & on-going, daily bombings by the Israeli army, their indiscriminate targeting of civilians and police stations…? Israel ’s non-accidental, enforced starvation of 1.5 million people by closing off ALL borders and not allowing in even UN aid, let alone basic medicinal, food, and construction needs…?
Shortages of fuel have re-surfaced in Gaza : most of Gaza has no electricity and even more importantly, the shortage of medicine in Palestinian hospitals continues to increase, with the Ministry of Health reporting a looming humanitarian catastrophe.
Or should I begin with the bomb which just hit a wedding close to the Ministry of Interior building in Gaza City , with 15 apartment buildings within the bomb’s target range? One woman was killed and 47 others were injured –mostly children and women who had been inside their homes or playing on the street!! Scenes of children injured, bleeding and crying just moments after they had been enjoying a wedding celebration in a Gaza wedding hall…a horrific sight likely to go without mention of that in most news sources.
The injured were evacuated to Al Shifa hospital, where it was then hard to find enough beds and blankets for them, with children crammed three to four on a bed due to overcrowding.
Earlier Friday, Israel closed its border with the Gaza Strip to all traffic in what officials say is response to cross-border rocket fire, preventing even UN humanitarian supplies from getting in. The decision came after Israel vowed to broaden its military campaign against Gaza militants who have fired more than 110 home made rockets at southern Israel in the last three days resulting in the injury of two Israelis.
In contrast, 19 Palestinians were killed in one day last Wednesday during another Israeli attack, this one targeting the eastern part of Gaza City .
These are the latest attacks, but not the only: since the visit of US president and ‘peacemaker’, George Bush, within only 74 hours, Israel has killed 37 people and injured more than 90. Those numbers, which could again go up at any minute, were confirmed by Khaled Radi, the Ministry of Health spokesman in Gaza . Radi also said that Israel is using internationally illegal weapons, which makes it impossible for people to identify the bodies of their relatives as they have been destroyed to unrecognizable ends.
Among the tens killed were a 13 year old boy and his father and uncle, killed in what Israel claims was “a mistake”. Another Israeli attack killed a mother, Maryam Al Rahel, and her son, Mohammed, who were on a donkey cart when an Israeli warplane bombed them. Their bodies, like so many others, were rendered into small pieces of flesh, scattered everywhere!
An Even Blacker Night!
I and some journalist colleagues went to offer condolences to a journalist friend of ours for the death of his cousin as a result of medicine shortages on Wednesday. While on the way, there was a lot of shooting going on, from funerals and demonstrations. Later, as we were starting to drive off from our parking spot, Mohammed, another journalist, suggested waiting for a moment. But as others preferred to not wait around, we eventually left.
After we had gone just a few minutes down the road, we learned that the place where our car had been parked had just been bombed, targeting and killing two Palestinians, injuring another three. “It could have been us who were killed,” one of the journalists said to me. I answered: “Thanks to God, it wasn’t. But this is so sad; it must be terrible for their families, with children left behind and no one now to support them.”
Update on Killings
As predicted, the death toll has risen since I began this report: another two have been killed in northern Gaza , and another 4 badly injured. Israeli Ministry spokesman, Shlomo Dror says that: “It’s unacceptable that people in Sderot are living in fear every day and people in the Gaza Strip are living life as usual.”
And I wonder, what exactly does he consider “life as usual”? For if he means it is normal that over 35 civilians should be killed in 4 days, an entire population should be on the verge of starvation and should be forced to shiver through winter nights without electricity or sufficient blankets, that hospitals and medical centers should be forced to shut down or operate at sub-par capability and without needed medicine, food, blankets, and even space,…the list goes on…well then yes, we are living life as usual.

Friday, January 18, 2008

Galloway

Jeg plejer at synes, at den britiske parlamentariker George Galloway er for ukritisk i sin indstilling over for fundamentalistiske grupper. Ikke desto mindre har han ret i sin pointe om, at hvis der var reelt demokrati i Libanon, var Hassan Nasrallah - lederen af Hizbollah - uden tvivl præsident. Og han har ret i en del andre ting. Se hans tale til en konference for "Stop the War Coalition" i England i december:


Sunday, January 13, 2008

Amerikansk humor

Jeg har ladet mig fortælle, at Jon Stewart og hans show skulle være meget underholdende. Det her klip, der kort gør rede for amerikansk udenrigspolitik i regionen, er i hvert fald morsomt.

Friday, January 11, 2008

Familien Fayadh er blevet myrdet


Klokken var 8.30 da kampvognen affyrede sin granat. Projektilet ramte sit mål. Det gjorde de næste to granater også. Indbyggerne i huset, der var blevet bombet af granaterne, forsøgte at flygte ud gennem hoveddøren. De forsøgte at redde det nøgne liv. Ubevæbnede og angste. Hvad har de tænkt, da deres hus var ved at falde sammen om ørerne på dem? Vi ved det ikke. Men vi ved, at den 59-årige kvinde, hendes 22-årige datter og 18-årige nevø blev mejet ned, da de forsøgte at flygte. Kort forinden havde kvindens 32-årige søn fået sin krop revet itu af granatsplinterne. Da de overlevende nåede hoveddøren blev de dræbt af skud i brystregionen. De havde ikke en chance.

Det var familien Fayadh. Den israelske hær, som massakrerede familien i deres hjem, var ude på en mission for at likvidere den 28-årige Sami Hamdan 'Abdul Rahim Fayadh - den 59-årige kvindes søn. Han blev dræbt af en af granaterne. Israelerne slog ham ihjel fordi han var medlem af Al-Quds brigaderne - den væbnede fløj af Islamisk Jihad. Måske var han skyldig i en forbrydelse, det ved vi ikke. Måske var han uskyldig. Ingen dom vil nogensinde blive fældet, for han er død nu. Hans familie måtte også undgælde for det udestående, den israelske hær havde med ham. Så nu er fem familiemedlemmer døde, hvoraf den ene - måske - var skyldig i en forbrydelse. Resultatet står tilbage: familien Fayadh er blevet myrdet af det israelske militær. Mordet - eller massakren - fandt sted 3. januar i landsbyen al-Qarara i den sydlige del af Gazastriben.

Efter at det israelske militær havde såret yderligere 12 civile palæstinensere med granatsplinter, herunder fem børn, ødelagt et 237 år gammelt hus og raseret 125.000 kvadratmeter landbrugsjord med oliventræer og grøntsager, trak de sig tilbage ved 22-tiden.

Jeg har ikke noget billede af familien Fayadh, så jeg indsætter et foto af et af de huse, den israelske hær ødelagde i al-Qarara 3. januar. I øvrigt henviser jeg til det palæstinensiske center for menneskerettigheder, der hver uge dokumenterer Israelske krigsforbrydelser, massakrer og overgreb i de besatte områder - de har også dokumenteret mordet på familien Fayadh.

Tuesday, January 8, 2008

Dræb patienterne!

Den såkaldte krig mod terror er blevet til en krig imod nyrepatienter, kræftpatienter og folk med hjerteproblemer. Det er virkeligheden i de besatte palæstinensiske områder. Det palæstinensiske Røde Halvmåne udsendte i december en hasteappel om hjælp til Gazas indbyggere, der lider kraftigt under den nuværende belejring og blokade. Ifølge Røde Halvmåne er der tale om en "humanitær katastrofe."

Indtil december havde blokaden direkte kostet 37 menneskeliv, idet patienter blev forhindret i at forlade Gazastriben for at modtage behandling. 300 patienter har på nuværende tidspunkt behov for at forlade Gazastriben for at blive behandlet for deres sygdomme. Der er i alt 1500 patienter med nyresygdomme, kræft og hjerteproblemer, der kan risikere at blive slået ihjel af den israelske belejring.

Brændstof, fødevarer og medicin kan ikke indføres til Gaza på grund af den israelske blokade. Dog er der en vis nødhjælp, som sørger for, at palæstinenserne under belejringen ikke dør af sult, men akkurat holdes i live. Indtil de altså bliver syge og har brug for avanceret lægehjælp og medicin, som Israel ikke tillader, at man har i Gaza. Så snart Gazas indbyggere - jeg fristes til at sige indsatte - bliver syge af forholdsvis simple nyresygdomme, er det i mange tilfælde det samme som en dødsdom. Ikke fordi sygdommene ikke kan behandles, men fordi patienterne bliver slået ihjel af den israelske besættelse og belejring.

Drama i Golfen

Amerikanerne føler sig "provokerede". Det skyldes, at iranske speedbåde gik tæt på tre amerikanske krigsskibe i internationalt farvand i Hormuzstrædet ved indgangen til den Persiske Golf. Det meddeler den amerikanske flåde.

De iranske speedbåde, der angiveligt tilhører revolutionsgardens flåde, sendte ifølge Al Jazeera en radiotransmitteret trussel til de amerikanske krigsskibe, om at iranerne agtede at sprænge dem i luften. Speedbådene kastede tilsyneladende kasser i vandet foran de amerikanske skibe, hvilket tvang amerikanerne til at foretage undvigelsesmanøvrer af frygt for eksplosionsfare. De iranske speedbåde fortrak dog, da amerikanerne gjorde klar til at "åbne ild i selvforsvar," som Gordon Johndroe, talsmand for det amerikanske nationale sikkerhedsråd udtrykte det i en pressemeddelelse.

I Teheran vil de nu foretage en høring om episoden, og repræsentanter for revolutionsgarden vil tale i parlamentet i dag for at retfærdiggøre revolutionsgardens handling over for amerikanerne. Jeg behøver ikke at nævne, at høringen naturligvis er lukket. Al Jazeeras korrespondent i Teheran, Alireza Ronaghi, vurderer imidlertid, at det er vanskeligt at forestille sig, at revolutionsgarden ville opføre sig så aggressivt over for amerikanske skibe, hvis de ikke krænkede Irans territorium. Midt i den nuværende tilnærmelse mellem Iran og de arabiske stater, der er allierede med USA, er det ikke sådan en diplomatisk krise, regimet i Teheran har brug for. Måske er det snarere USA, der har brug for en diplomatisk krise?

Selve spørgsmålet om, hvad amerikanerne overhovedet laver i Hormuzstrædet ud for den iranske kyst, lader vi være urørt her - blot kan man mene, at amerikanerne formentlig ville anse det for en uhørt provokation, hvis Iran gav sig til at patruljere ud for den amerikanske kyst - internationalt farvand eller ej.

Friday, January 4, 2008

Hizbollah-land

Jeg har selv førstehånds kendskab til det libanesiske Hizbollah - "Guds parti". Jeg har været arresteret og tilbageholdt af Hizbollah i Beiruts sydlige forstæder. Samtidig har jeg en god ven i Beirut, som beundrer Hizbollah og deres leder Hassan Nasrallah mere end noget andet. Hizbollah er i dag en af de vigtigste ikke-statslige aktører i Mellemøsten. Men hvad er Hizbollah? Al Jazeera har produceret et program, der giver et hurtigt overblik. Nye seere kan begynde her:




Thursday, January 3, 2008

Koflikten mellem Frankrig og Syrien

Så kom der endnu en åben diplomatisk konflikt i Mellemøsten. Forbindelserne er nu afbrudt mellem Frankrig og Syrien, efter at Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy forleden fremturede og sagde, at Damaskus måtte fremlægge beviser for, at det syriske regime arbejder for en konsensusvalgt præsident i Libanon.

Forskellige fløje i Libanon er foreløbig nået til enighed om hærchefen Michel Suleiman som ny præsidentkandidat. Han skal vælges af parlamentet, og nu foregår der en masse juristeri i den forbindelse.

At Frankrig, som er Syriens gamle koloniherrer, på den måde svinger taktstokken, er ikke populært i Damaskus, og det giver mindelser om gamle dage, hvor trikoloren vajede i Damaskus, før franskmændene var tvunget til at trække sig ud, og - som en sidste salut - bombardere Damaskus i 1946.

Sarkozy forsøger tilsyneladende at få det til at fremstå som om, at det alene er Syrien, der blander sig i det politiske liv i Libanon. At andre lande - som Saudi Arabien, USA, Italien og Frankrig selv er dybt indblandet i Libanon, vil Sarkozy gerne underspille. En anden væsentlig spiller er i øvrigt Iran, hvis religiøse lederskab hvert år sender store pengebeløb til Hizbollah. Disse penge finansierer skoler, hospitaler, almindelig genopbygning og naturligvis våben til bevægelsens væbnede gren.

Men indblandingen fra Vesten er heller ikke helt fredelig. Den prisbelønnede reporter Seymour Hersh afdækkede sidste år, hvordan sauderne, amerikanerne og folk fra den magtfulde Hariri-klan i Libanon har finansieret og fremelsket den militante islamistiske bevægelse Fatah al-Islam, som holdt til i flygtningelejren Nahr al-Bared i det nordlige Libanon. Denne ekstreme bevægelse, som af Libanons shiaer sættes i forbindelse med al-Qaeda, var svært bevæbnet med amerikanske våben, og den libanesiske hær havde endog meget svært ved at nedkæmpe de bevæbnede islamister.

Der er ingen tvivl om, at Syrien forsøger at øve stor indflydelse i Libanon. Men her adskiller de sig egentlig ikke fra hverken Frankrig, USA, Saudi Arabien eller Iran. Striden mellem Frankrig og Syrien handler vel egentlig mest om, hvem der skal øve den største indflydelse i Libanon.