News and comments from Balad al Sham

Tuesday, April 28, 2009

Våbenkapløb i Golfen

De Forenede Arabiske Emirater (دولة الإمارات العربية المتحدة eller bare UAE) er nu verdens tredjestørste våbenimportør. Kun Kina og Indien overgår den stenrige samling af fyrstedømmer i Golfen. Her skal det naturligvis tilføjes, at lande som USA, Frankrig, Israel og Rusland selv producerer deres enorme arsenaler, så de behøver ikke at importere.

Hvis vi ser på, hvor stor en del af den samlede våbenimport til Mellemøsten, som UAE tegner sig for, er vi oppe på hele 34 procent - altså en tredjedel af denne urolige regions våbenimport. Det oplyser Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) i en ny rapport (læs sammenfatningen her). UAE's våbenimport svarer til seks procent af verdens samlede våbenimport.

Rapporten fastslår også, at det fortsat er USA, der er den største eksportør af - nej ikke demokrati - våben på verdensplan. USA tegnede sig i perioden 2004-2008 for 31 procent af verdens våbeneksport. 38 procent af de våben, der blev eksporteret til Mellemøsten, kom fra USA. De gik naturligvis ikke alle sammen til UAE. Også andre af regiondens notoriske diktaturstater og krigsforbryder-stater importerede masser af våben fra USA og andre lande. Først og fremmest er der tale om Israel (4 procent af verdens samlede våbenimport) og Egypten (3 procent af verdens samlede våbenimport).

I denne periode købte UAE blandt andet 80 F-16 kampfly af USA og 50 Mirage-kampfly af Frankrig. I samme periode importerede Israel 102 F-16 kampfly fra USA.

Nogle gange blive man forbløffet over hykleriet i international politik. For eksempel de store diplomatiske angreb på regimet i Iran. Det er et på alle måder modbydeligt regime. Men det var ikke Iran, der i januar massakrerede 1400 forsvarsløse palæstinensere, hvoraf en tredjedel var børn. Det var Israel. Iran har et frastødende retssystem med hårde straffe og dødsstraf for utroskab, homoseksualitet og andre ting. Men det har UAE også. Enkelte emirater i UAE benytter sig endda af stening som henrettelsesmetode. Her overhaler de regimet i Iran i modbydeligheder. Alligevel er der tilsyneladende intet problem i, at dette regime bevæbner sig til tænderne. Der er jo trods alt tale om et diktatur, som er gode venner med Vesten.

Friday, April 10, 2009

Faraoens parade

Når araberne holder bryllup foregår det på traditionel vis(!) ved at køre rundt og dytte helt vildt i biler før man tager hend og hører på en mand spille el-klaver og en irakisk flødebolle, der synger. Lydniveauet er selvfølgelig tårnhøjt.

Når arabiske præsidenter bevæger sig rundt foregår det taditionelt i enorme korteger af biler og sikkerhedsfolk. Som den her, hvor Egyptens diktator Mubarak kører i en af bilerne. Der skulle være 79 biler og 11 motorcykler.

9. april i Bagdad

Så var det igen den 9. april. For danskere er det en dag, der markerer starten på en fremmed besættelse for mange år siden. For irakere er det også en dag, der markerer begyndelsen på fremmed besættelse. Det er bare ikke længere siden end 2003.

I den anledning var der igen i år en massedemonstration i Bagdad. Demonstrationen var domineret af Sadr-tilhængere, og undervejs brændte de dukker, der forestillede den tidligere amerikanske præsident George Bush. Så vidt jeg ved havde de ingen billeder eller dukker af Obama. Men han har jo også erkendt nederlaget og er i fuld gang med at slå en handel af med Iran, så tilbagetrækningen kan ske med minimale omkostninger...

Valg i Algeriet

Algeriet er en af de "venlige" diktaturstater. Ligesom Marokko, Jordan og Egypten er de venligt indstillede over for vesten. De indgår gerne økonomiske samarbejdsaftaler, og forfølger nådesløst alle, der mistænkes for at være terrorister. De forfølger også menneskerettighedsgrupper, demokrater, fagforeningsaktivister og andre subversive elementer. Men som sagt, et venligt diktatur. Mærsk har for eksempel store forretninger med olieudvinding i landet.

Nå, men de havde altså et valg i Algeriet den 10. april. "Valg" er måske så meget sagt. Abdelaziz Bouteflika, der er siddende præsident, fik over 90 procent af stemmerne i denne farce, der bedst tåler sammenligning med Syrien eller Egypten. Selv Zimbabwe er et demokratisk fyrtårn ved siden af Algeriet. Louisa Hanoune, den kvindelige og socialistiske kandidat, fik knap fem procent af stemmerne på trods af den omfattende valgsvindel og angreb på valgstederne. Abdelaziz Bouteflika satte hele statsmaskineriet - både bureaukratiet og de væbnede styrker - ind på at vinde valget. Resultatet udeblev ikke.

Lur mig, om denne eksorbitante valgsvindel ikke vil blive dysset ned i de fleste medier i Europa. Der er jo trods alt tale om en venlig diktator...