Israel og Syrien nok engang

Den israelske premierminister Binyamin Netanyahu sagde for nylig under et besøg i Paris, at han ønsker at forhandle med Syrien "uden betingelser". Det skriver Jerusalem Post ihvertfald. Kilden til denne oplysning skulle være en rådgiver for Syriens præsident Bashar al-Assad.

Der er for tiden en masse spekulationer om fredsforhandlinger mellem Israel og Syrien. Den franske præsident Sarkozy kører sig selv i stilling som fredsmægler. I det hele taget er det tydeligt, at Frankrig forsøger at knytte tættere bånd til Syrien for derigennem at opnå en stærkere position i Mellemøsten. Den position, de mistede, da de ydmygende måtte trække sig ud af Syrien efter at have bombarderet Damaskus i 1946, forsøger de nu at vinde tilbage. Derudover står Tyrkiet på spring. Men nok om det.

Man tænker måske ikke på det i Vesten, men det syriske regimes anti-israelske holdning er faktisk en af de vigtigste kilder til popularitet. Hvis Assad slutter fred med Israel vil det være den mest upopulære beslutning, han nogensinde har taget. Det vil være politisk farligt og en destabiliserende faktor internt i Syrien. Derfor har Assad også ladet forstå, at forudsætningen for forhandlinger er, at Israel opgiver besættelsen af Golan-højderne.

Da Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1990, sagde de vestlige ledere: ud af Kuwait, eller vi bomber jer!
Men Israel modtager aldrig nogle trusler for at besætte Golan på treogfyrretyvende år. Dette hykleri tænker man måske ikke så meget over i Vesten, men det gør man i den arabiske verden.

Israel er overhovedet ikke til sinds at opgive Golan. Vandet fra Golan udgør en tredjedel af den mængde vand, som Israel årligt forbruger, og dermed er det en vigtig del af Israels landbrug og opdyrkning af bosættelser i de besatte områder på Vestbredden. At dette tyveri af vand er forbudt ifølge international lov bekymrer ikke de israelske generaler - og hvorfor skulle det også det? De er aldrig blevet truet med sanktioner eller ivasion, som Syrien er blevet det.

Jyllands-Posten, Srebrenica og Israel

Jyllands-Posten er - så vidt jeg ved, jeg har ikke undersøgt det grundigt - den danske avis, der har flest korrespondenter ude i verden. Det gør, at de har mulighed for at lave en rigtig nyhedsdækning fra omverdenen i stedet for blot at copy-paste telegrammer fra Reuters og AP (selvsagt ikke Al Jazeera, Maan News og andre, der leverer historier om Vestens og Israels overgreb i Mellemøsten). Det gør, at det er værd at følge med i JP, uanset hvad man mener om avisens redaktionelle linje.

Onsdag havde JP et interview med den israelske udenrigsminister Liberman. Det behøver JP selvsagt ikke nogen korrespondenter for at lave, men det var godt gået alligevel, at de havde fået interviewet i stand. Det var en oplagt lejlighed til at stille en række spørgsmål til denne mand.

Liberman bor selv i en illegal bosættelse, der strider imod international lov. Det ville være oplagt at spørge ind til dette forhold. Det sker bare aldrig. Det eneste, der står, er et citat fra Liberman, hvor han siger:
"Jeg har sagt, at jeg er parat til at forlade mit eget hjem i en bosættelse, hvis jeg virkelig troede på en altomfattende løsning."

JP spørger slet ikke ind til, om det ikke netop er Libermans personlige og systematiske krænkelse af internationale lov og palæstinensernes nationale rettigheder (herunder retten til infrastruktur, retten til rent drikkevand osv., der blokerer for denne "altomfattende løsning".

Liberman slipper også for at forholde sig til Goldstone-rapporten. Han slipper faktisk af sted med - uden modspørgsmål eller efterfølgende kommentarer fra journalisten at sige, at "rapporten bebrejder et demokratisk land for at beskytte sig selv mod terror."

Libermans udsagn er så indlysende forkert, at selv en folkeskoleelev burde dumpe for at skrive en artikel, der ikke går Liberman på klingen på dette spørgsmål. Rapporten handler ikke en tøddel om, hvorvidt Israel er et land, hvor regeringen bliver valgt gennem en demokratisk afstemning. Rapporten handler om, at Israel har slået 1400 palæstinensere ihjel under offensiven i Gaza. Størstedelen af dem var kvinder og børn. Til sammenligning døde der 13 israelere, herunder tre civile.

JP beskriver selv massakren i Gaza som en "aktion". Og de beskriver Goldstone-rapporten som "omstridt", selv om det er klart for alle, at det kun er Israel, USA og enkelte andre lande, der er imod rapporten. Men ingen af rapportens modstandere har peget på, hvor der er fejl og mangler. Årsagen er klar: de ved, at rapporten er sand, men de bryder sig ikke om konklusionen. Det er ikke behageligt, at Vestens bedste ven i Mellemøsten er en krigsforbryder-stat.

Prøv en gang at forestille jer, hvad der var sket, hvis JP havde skrevet, at massakren i Srebrenica var en "aktion", og at FN's undersøgelse af den var "omstridt", fordi Serbien gik imod.

Faktisk er sammenligningen med Srebrenica ikke helt ved siden af. Israel siger, at deres tab (tre civile) retfærdiggjorde, at de slog 1400 palæstinensere ihjel. Det svarer til, at de for hver civil israeler slog 466 palæstinensere ihjel. Hvis vi tager det for Israel mest gunstige tal og tæller deres faldne soldater med, så slog de "kun" 107,7 palæstinensere ihjel for hver israeler.

Til sammenligning døde der 151 serbiske civile, da den serbiske VRS under ledelse af bøddelen Ratko Mladic massakrerede 8000 bonsiakiske mænd, kvinder og børn i Srebrenica. Det vil sige, at for hver død serber, døde der 53 bosniakere. Den "serbiske faktor" er altså omkring det halve af den "israelske faktor". Alligevel kan jeg ikke forestille mig, at JP - eller nogen anden dansk avis - kunne finde på at omtale folkemordet i Srebrenica som en "aktion". Hvis de gjorde, ville de - korrekt - blive fordømt. Men når det er palæstinensere, der bliver massakreret, gælder der åbenbart andre regler.