Krigssprog

Det er altid interessant at følge med i sprogets udvikling. Især var det interessant at se, hvordan Bush-administrationen udviklede det engelsk-amerikanske sprog med "axis of evil", "surge" (en "brodsø", der henviser til offensiven i Irak i 2007), "fredom fries" og andre hittepåsomheder. Nu er den æra som bekendt ovre. Men andre sørger for, at traditionen fortsætter.

Barack Obama har som bekendt besluttet at intensivere krigen i Afghanistan, især CIA's missilangreb på pakistansk territorium. Denne udvidelse af krigen har ført til en ændring af, hvordan de tale om krigen. Det er ikke længere bare Afghanistan-krigen. Nu hedder det "Af-Pak" krigen, når de taler om den i Washington. Det henviser naturligvis til Afghanistan og Pakistan. Antallet af missilangreb på Pakistan er taget til siden Obama trådte til. Det har naturligvis ført til, at antallet af dræbte civile er steget. Den almindelige vrede imod USA er også taget til.

De amerikanske medier refererer til krigen som en mystisk ting, der ikke er en rigtig krig. De militære operationer i Pakistan er en "covert war", en slags hemmelige operationer. Hvordan kan dette være en "hemmelig operation"? Drabene på pakistanere har været forsidestof i Pakistan i månedsvis, og det var også et hedt debatemne under den amerikanske præsident-valgkamp. Og operationerne er aldeles ingen hemmelighed for de fattige familier, der bliver ramt af bomberne.

Når krigen bliver omtalt sker det ofte på en måde, der får en til at tænke, at det er en begivenhed uden ofre. Uden blodsudgydelse. Det handler i stedet om "hård magt" eller Blød magt", om "irregulær krigsførelse", "oprørsbekæmpelse" og så videre. Men i selve krigszonen har missilerne navne som Hellfire - Helvedets ild. Det er den ild, der regner ned over pashtunerne i Afghanistan og Pakistan. Navnet skal muligvis indgyde fjenden rædsel. Måske skal det få de amerikanske soldater til at føle sig overlegne og glemme frygten for at dø tusindvis af kilometer hjemmefra, i et land der aldrig har angrebet USA.

USA har 761 militære baser i fremmede lande. Jeg ved ikke, hvor mange romerne havde i sin tid. Men det er ganske sikkert, at sammenligningen mellem det romerske og det amerikanske imperium ofte er nærliggende. Ecuadors præsident nægtede for ikke så lang tid siden at forny amerikanernes ret til at have en base i Ecuador. Dog var præsident Rafael Correa villig til at forny kontrakten på betingelse af, at Ecuador fik en militærbase i Florida - staten der huser et stort antal torturbødler og eks-diktatorer, som USA støttede i Latinamerika. Foruden naturligvis de ekstremistiske eksilcubanske fanatikere, der træner sig i guerillakamp og jævnligt udfører terrorangreb imod Cuba. Rafael Correas popularitet blandt de latinamerikanske befolkninger steg vistnok med dette krav.

Men hvorfor skulle det være urealistisk? Hvis USA har ret til baser overalt i verden, hvorfor har resten af verden så ikke ret til baser i USA? Svaret har naturligvis noget med imperier at gøre. Og Afghanistan er kendt som imperiernes kirkegård. Har det noget med hinanden at gøre?

Rachel Corrie

Det er snart seks år siden, at Rachel Corrie døde. Hun blev myrdet den 16. marts 2003. Gerningsmændene er stadig på fri fod. De er aldrig blevet stillet for en domstol. Rachel Corrie blev 23 år.

Jeg har aldrig mødt Rachel Corrie. Jeg har heller aldrig - tror jeg da - mødt gerningsmændene. Det var soldater i det israelske militær. De slog den 23-årige amerikanske kvinde ihjel ved hjælp af en armeret Caterpillar D9 bulldozer. Først begravede de hende levende. Derefter kørde de over hende. Måske bare for at være sikre på at hun vitterligt døde. Israel kaldte det et hændeligt uheld. De tilføjede i øvrigt, at hun selv var ude om at hun blev dræbt, fordi hun befandt sig i en kampzone.

Den "kampzone", som Rachel Corrie befandt sig i, var et palæstinensisk boligkvarter. Det var et boligkvarter, som den israelske besættelsesmagt havde besluttet at udslette for at gøre plads til jødiske bosættere. Rachel Corrie var til stede for at protestere imod kolonimagtens systematiske og kriminelle voldsudøvelse imod det koloniserede folk.

Et af de sidste breve, som Rachel Corrie sendte hjem (27. februar 2003), sluttede sådan her:
"Jeg vil blot skrive til min mor og fortælle, at jeg er vidne til dette kroniske, lumske folkemord, og jeg er virkelig bange og stiller sprørsmål ved min grundlæggende tro på det gode i den menneskelige natur. Dette må høre op. Jeg mener, at det er en god ide for os alle at lægge alt andet til side og vi vores liv til at få det til at stoppe. Jeg mener ikke længere, at det er en ekstremistisk ting at gøre."

Rachel Corrie har i dag en slags status af martyr blandt NGO'er, fredsaktivister og andre. Hun tog fra USA til Gaza for at hjælpe et af de mest underkuede folk i verden imod en fornedrelse og besættelse, som hendes eget lands regering bakkede op om, og til stadighed støtter. Men på trods af hendes personlige mod og status som fredsbevægelsens superstar (en status der aldrig svinder ved stjernens egen død, bare tænk på kunstens verden og folk som Van Gogh, Natasja eller James Dean), så var hendes gerning ikke speciel. Hun blev dræbt af det israelske militær. Hun indgår dermed i de brigader af tusindvis, der har måttet lade livet for den israelske krigsmaskines hænder.

Men hun var selvfølgelig amerikaner. Det er nok det, der var forskellen. Hun var ikke mørk i huden, hun var ikke muslim, men tværtimod en vesterlænding med lys hud. Uanset hvilken rolle, racismen spiller i hendes fremhævelse frem for blot et enkelt af de 400 børn, som Israel for nyligt massakrerede i Gaza, så fortjener hendes minde at blive hædret.

Men nok snak fra min side. Se selv en video med Rachel Corrie her.