News and comments from Balad al Sham

Tuesday, July 6, 2010

Maserati i Syrien

"Du nægter at tro, hvor stærk efterspørgslen er efter Maserati og lignende biler her." Ordene kommer fra bilforhandler Theodor Zaour, marketing manager for Al Khouli Motors, den officielle importør af Maserati i Syrien. Han kan berette, at folk kommer ind og får skrevet deres navn på en venteliste til luksusbilen - uden at de endnu kender den endelige pris, vel at mærke.

For tre-fire år siden var der intet marked i Syrien for sådanne luksusbiler. Også Porche er nu rykket ind i Syrien.

Det illustrerer den ændring, der foregår (og er foregået i en årrække) i Syrien. Landet bevæger sig væk fra den planøkonomiske model og i retning af en kapitalistisk model, hvor markedsprincipperne er de styrende.

Det har naturligvis ført til, at skellet mellem rige og fattige i Syrien er vokset ganske betragteligt. Som eksemplet med Maserati viser, er der vokset en gruppe superrige syrere frem, som nu tillægger sig de allerdyreste europæiske vaner mens en stor del af befolkningen stadig lever i fattigdom.

Andelen af befolkningen, der lever i det, som FN betegner som "ekstrem fattigdom", er steget fra 11,4 procent i 2004 til 12,3 procent i 2007. Andelen af befolkningen, der lever i det, FN betegner som "fattigdom", er steget fra 30,1 procent til 33 procent i samme periode. Mange mener imidlertid, at disse tal er for lave. Men tendensen er klar nok: rigdommen hos en ekstremt lille gruppe stiger voldsomt - samtidig tager armoden til blandt en stor del (måske størstedelen) af befolkningen.

Ikke noget under, at det syriske regime for tiden høster stor ros fra IMF og mange europæiske regeringer for markedsreformerne.

Monday, July 5, 2010

Fadlallah er død

En af de mestbetydningsfulde skikkelser i den shiamuslimske verden er død. Sayyed Mohammad Hussein Fadlallah. Han døde søndag på et hospital i Beirut. Der lader til at herske tvivl om, hvor gammel, han egentlig blev. Det libanesiske dagblad Daily Star oplyser, at han blev 74 år, men ifølge Al Jazeera blev Fadlallah 75 år.

Han er flere gange blevet beskrevet som "Hizbollahs åndelige leder". Imidlertid har han aldrig haft en rolle i organisationen. Det, der imidlertid ligger fast, er, at Fadlallah var modstander af store dele af den amerikanske politik i Mellemøsten, modstander af Israel, samt nærede sympati for det islamiske regime i Iran.

Sidstnævnte sympati var dog ikke så ukritisk, som mange (både Fadlallahs venner og modstandere) forsøger at gøre den til. For eksempel sagde han ifølge bogen The Shia Revival, at ingen religiøs leder indenfor shiaislam har monopol på sandheden. Han pegede specifikt på, at Khomeini ikke har monopol på sandheden. Han pegede desuden eksplicit på, at wilayah el-faqih (velayat e-faqih på persisk) som koncept ikke passer til Libanon, uden dog at sige, at det ikke bør gælde i Iran. Han benægtede desuden, at nogle af profeterne, herunder Muhammed (plus imamer som Ali og Hussein).

Denne dobbelthed var temmelig karakteristisk for Fadlallah. Han var ikke fundamentalist af Khomeini-typen (flere ledende shia-teologer fra Qom har sagt, at det er uforenligt med islam at udgive Fadlallahs skrifter, og da en repræsentant for den irakiske shia-leder Al-Sistani var i Libanon i 2008, nægtede han at mødes med Fadlallah), men samtidig var han heller ikke Vestens gode ven af Hariri-typen. På den måde inkarnerede han Libanons dobbelthed og kompleksistet.