Samtidig med, at alle medierne har deres øjne rettet imod Egyptens valg, sker der ting og sager uden for den parlamentariske scene. De egyptiske arbejdere, der med massive strejker spillede den afgørende rolle i Mubaraks fald i februar, protesterer over den fuldstændige mangel på rettigheder. De "små Mubarak'er" på direktørgangene regerer stadig diktatorisk over arbejderne, hvis leveforhold fortsat er uhyrligt ringe.
Mindstelønnen blev fastfrosset i 1984, og det har kraftigt udhulet arbejdernes levestandard. Derfor er kampen for en højere mindsteløn et vigtigt fokuspunkt for mange ansatte i Egyptens store insustri.
Her er en kort video fra en demonstration fra i går:
News and comments from Balad al Sham
Friday, December 16, 2011
Tuesday, December 13, 2011
Spion-skandale
Der er få ting, der er så spændende og har så megen mystisk aura omkring sig som de store spion-skandaler. Den seneste af slagsen fra Libanon er ingen undtagelse. Skæg og blå briller er en evig kilde til fascination.
Den tidligere chef for det østtyske Stasis udenrigstjeneste, Markus Wolf, reflekterede i sine erindringer over forskelle og ligheder mellem den måde, øst og vest bedrev spionage og krig på. Han sagde blandt andet: "Vi havde en enkelt lille fordel frem for Vesten ved vores operationer i den Tredje Verden: Vores evne til at holde vores aktiviteter hemmelige eller i det mindste uigennemsigtige for vores befolkning på grund af magtesløse parlamenter og officiel kontrol med medierne."
Med dette citat in mente er det interessant at se, at USA's lange forsøg på at ændre på dette forhold (især kontrollen med pressen i årene siden 2001), har lidt en krank skæbne i Libanon. Dette land, der er en konstant skueplads for kampe mellem regionale og globale magter, danner endnu engang ramme om en større diplomatisk skandale, hvis implikationer rækker længere ud end det lille land ved Middelhavets østlige ende.
I sidste uge afslørede det libanesiske parti Hizbollahs TV-kanal Al Manar en stor del af CIA's netværk i Libanon. Blandt andet afslørede kanalen en række navngivne agenter, der arbejder for CIA i Libanon. Blandt andet afslørede kanalen, at CIA's libanesiske chef er Daniel Patrick McFeely (født 29. juni 1966).
CIA holder til i en selvstændig bygning på den amerikanske ambassades område i Awkar, der ligger nord for Beirut. CIA's stab består af ti mænd og kvinder, der har status af diplomater. Hizbollah nævner desuden andre agenter: Rosendo Cedano (angiveligt en latino - CIA foretrækker ofte latinoer, da de i udseende har let ved at falde ind i Mellemøsten), Chuck Lisenbee og Sarah Getter. Desuden nævnes andre, der tidligere har været på mission i Libanon.
Den måske mest interessante - om end ikke overraskende - afsløring er, at de amerikanske agenter også arbejder med at indsamle efterretninger til Israel. Under Israels angreb på Libanon i 2006 arbejdede CIA med at indsamle efterretninger om Hizbollah til Israel. Angiveligt informerede de Israel om Hizbollahs stillinger og troppebevægelser. Nogle af disse efterretninger førte til israelske angreb på civile
Hizbollahs detaljerede afsløringer af navne, dæknavne, mødesteder og økonomiske forhold betyder, at Hizbollah formentlig råder over en ikke ubetydelig mængde efterretninger, der kan skade USA's spionage i Libanon og resten af regionen.
Uanset hvad man mener om Hizbollah og deres TV-station Al Manar, så bidrager afsløringer af denne art altid til en større grad af åbenhed omkring de store konflikter, der konstant truer med at rive Libanon og resten af regionen i blodige stykker.
Den tidligere chef for det østtyske Stasis udenrigstjeneste, Markus Wolf, reflekterede i sine erindringer over forskelle og ligheder mellem den måde, øst og vest bedrev spionage og krig på. Han sagde blandt andet: "Vi havde en enkelt lille fordel frem for Vesten ved vores operationer i den Tredje Verden: Vores evne til at holde vores aktiviteter hemmelige eller i det mindste uigennemsigtige for vores befolkning på grund af magtesløse parlamenter og officiel kontrol med medierne."
Med dette citat in mente er det interessant at se, at USA's lange forsøg på at ændre på dette forhold (især kontrollen med pressen i årene siden 2001), har lidt en krank skæbne i Libanon. Dette land, der er en konstant skueplads for kampe mellem regionale og globale magter, danner endnu engang ramme om en større diplomatisk skandale, hvis implikationer rækker længere ud end det lille land ved Middelhavets østlige ende.
I sidste uge afslørede det libanesiske parti Hizbollahs TV-kanal Al Manar en stor del af CIA's netværk i Libanon. Blandt andet afslørede kanalen en række navngivne agenter, der arbejder for CIA i Libanon. Blandt andet afslørede kanalen, at CIA's libanesiske chef er Daniel Patrick McFeely (født 29. juni 1966).
CIA holder til i en selvstændig bygning på den amerikanske ambassades område i Awkar, der ligger nord for Beirut. CIA's stab består af ti mænd og kvinder, der har status af diplomater. Hizbollah nævner desuden andre agenter: Rosendo Cedano (angiveligt en latino - CIA foretrækker ofte latinoer, da de i udseende har let ved at falde ind i Mellemøsten), Chuck Lisenbee og Sarah Getter. Desuden nævnes andre, der tidligere har været på mission i Libanon.
Den måske mest interessante - om end ikke overraskende - afsløring er, at de amerikanske agenter også arbejder med at indsamle efterretninger til Israel. Under Israels angreb på Libanon i 2006 arbejdede CIA med at indsamle efterretninger om Hizbollah til Israel. Angiveligt informerede de Israel om Hizbollahs stillinger og troppebevægelser. Nogle af disse efterretninger førte til israelske angreb på civile
Hizbollahs detaljerede afsløringer af navne, dæknavne, mødesteder og økonomiske forhold betyder, at Hizbollah formentlig råder over en ikke ubetydelig mængde efterretninger, der kan skade USA's spionage i Libanon og resten af regionen.
Uanset hvad man mener om Hizbollah og deres TV-station Al Manar, så bidrager afsløringer af denne art altid til en større grad af åbenhed omkring de store konflikter, der konstant truer med at rive Libanon og resten af regionen i blodige stykker.
Thursday, December 8, 2011
Det hemmelige libyske oprør
Samtidig med, at de fleste af verdens medier i deres dækning af Libyen har travlt med at tale om Saadi Gaddafi, bliver den vigtige politiske udvikling på gaderne i Tripoli ignoreret.
Befolkningen i Tripoli er tilsyneladende ved at få nok af de såkaldte oprørsmilitser, som hidtil er blevet støttet af NATO. Al Jazeera rapporterer:
"Der bliver rejst nye barrikader over hele Tripoli. Lokalbefolkningen overtager nu kontrollen med egen sikkerhed. De siger, at de ikke længere ønsker rivaliserende militsgrupper med tunge våben på deres gader."
Ali Shuaib fra Reuters rapporterer, at hundredvis af advokater i den libyske hovedstad har sluttet sig til de folkelige protester, der kræver, at de såkaldte oprørsmilitser skal forlade byen. Advokaterne er marcheret til Martyrpladsen (den tidligere Grønne plads) for at slutte sig til de store protester, hvor folk bærer plakater med slagord som "Nej til våben" og "ja til retfærdighed".
Med andre ord tegner der sig en ny konflikt på jorden i Libyen.
Tuesday, November 8, 2011
Dummebøder
Revolutionen i Egypten har i høj grad været drevet af vrede og indignation. Egypterne gjorde oprør imod en elite, der berigede sig selv skamløst og lod samfundet forfalde. Udplyndringen af Egypten kunne lade sig gøre i flere årtier på grundlag af den massive undertrykkelse, alle forbinder med Mubaraks politistat.
Røveriets proportioner er gigantiske. Mubarak-familiens formue anslås at være i størrelsesordenen 70 mia. dollars. Meget af den er indefrosset i europæiske banker.
Ud over dette enorme tyveri efterlod Hosni Mubarak desuden Egypten med en gæld på omkring 35 mia. dollars til udenlandske banker og investorer.
De summer, som Egypten nu betaler i renter på gælden, overgår det, staten bruger på uddannelse, sundhed og boliger til sammen. 22 procent af de offentlige udgifter går til at betale disse dummebøder til de udenlandske banker.
Egypten har i årevis mærket virkningen af de hårde lånebetingelser fra IMF. Privatiseringer og nedskæringer. Arbejdsløshed og fattigdom. Nu er spørgsmålet, om denne afvikling af det egyptiske samfund skal fortsætte.
En gruppe aktivister - blandt dem Amr Adly - har lavet et initiativ, der kort og godt hedder "Drop Egyptens gæld". Det bliver interessant at følge.
Røveriets proportioner er gigantiske. Mubarak-familiens formue anslås at være i størrelsesordenen 70 mia. dollars. Meget af den er indefrosset i europæiske banker.
Ud over dette enorme tyveri efterlod Hosni Mubarak desuden Egypten med en gæld på omkring 35 mia. dollars til udenlandske banker og investorer.
De summer, som Egypten nu betaler i renter på gælden, overgår det, staten bruger på uddannelse, sundhed og boliger til sammen. 22 procent af de offentlige udgifter går til at betale disse dummebøder til de udenlandske banker.
Egypten har i årevis mærket virkningen af de hårde lånebetingelser fra IMF. Privatiseringer og nedskæringer. Arbejdsløshed og fattigdom. Nu er spørgsmålet, om denne afvikling af det egyptiske samfund skal fortsætte.
En gruppe aktivister - blandt dem Amr Adly - har lavet et initiativ, der kort og godt hedder "Drop Egyptens gæld". Det bliver interessant at følge.
Wednesday, November 2, 2011
Land i sigte!
I de gode gamle piratfilm er det altid et højdepunkt, når der bliver råbt "land i sigte". Det betyder, at de søfarendes afsavn og utryghed på havet er slut. De kan nyde en ny sikkerhed. De bekymringer, de hidtil har haft om mangel på ferskvand og andre fornødenheder, kan de lægge til side.
På samme måde er det med nationer. Befolkninger, der har levet i utryghed under besættelse eller dominans under en fremmed magt, ånder lettet op, når der er udsigt til national selvbestemmelse. De ydmygelser, som den nationale underkuelse bærer med sig, kan man lægge bag sig. Man har udsigt til en ny værdighed og nye muligheder.
Det gælder uanset om man taler Danmark i 1945, Østtimor i 1999 eller Sydsudan i 2011. I det sidste eksempel viste det sig faktisk, at Omar al-Bashir var mere demokratisk indstillet end adskillige andre ledere. For eksempel Georgien, der fortsat undertrykker Abkhasien og Sydossetien. Eller Israel, der fortsat nægter at anerkende palæstinensernes nationale rettigheder.
Palæstinas stræben efter anerkendelse har naturligvis opbakning fra størstedelen af verden og dens befolkninger, men vejen til national værdighed blokeres fortsat. Men USA kan ikke nedlægge veto mod medlemskab af Unesco. Da Palæstina blev medlem af Unesco, var det meget få lande, der stemte imod. Her er den korte liste:
Australien
Canada
Tjekkiet
Tyskland
Israel
Litauen
Holland
Palau
Panama
Samoa
Solomonøerne
Sverige
USA
Vanuatu
Der er tre grupper af lande, der stemmer imod:
USA og Israel er de konsekvente modstandere af at anerkende, at palæstinenserne har noget, der minder om rettigheder.
Tyskland, Australien, Canada, Holland, Litauen, Tjekkiet og Sverige er lande, hvor højrefløjen har regeringsmagten. De ønsker at lægge sig op ad USA. Årsagerne hertil har med diplomati og handel at gøre.
Palau, Panama, Samoa, Solomonøerne og Vanuatu stemmer konsekvent sammen med USA. Flere af dem er under amerikansk militær dominans, og enkelte af dem repræsenteres i FN af en amerikansk advokat med kontor i New York.
Det er i øvrigt morsomt at bemærke, at mange af de stærkeste fortalere for Kosovos selvstændighed er de selvsamme, som er de stærkeste modstandere af Palæstinas selvstændighed. Principper om nationale rettigheder fylder altså meget lidt i sager som disse. I stedet er det indflydelsessfærer, markeder og globale strategier, der tæller. Og så er der i øvrigt langt flere lande, der anerkender Palæstina, end der er lande, der anerkender Kosovo.
Palæstinenserne har muligvis land i sigte, men de amerikanske krigsskibe forhindrer, at de kan sejle i havn.
På samme måde er det med nationer. Befolkninger, der har levet i utryghed under besættelse eller dominans under en fremmed magt, ånder lettet op, når der er udsigt til national selvbestemmelse. De ydmygelser, som den nationale underkuelse bærer med sig, kan man lægge bag sig. Man har udsigt til en ny værdighed og nye muligheder.
Det gælder uanset om man taler Danmark i 1945, Østtimor i 1999 eller Sydsudan i 2011. I det sidste eksempel viste det sig faktisk, at Omar al-Bashir var mere demokratisk indstillet end adskillige andre ledere. For eksempel Georgien, der fortsat undertrykker Abkhasien og Sydossetien. Eller Israel, der fortsat nægter at anerkende palæstinensernes nationale rettigheder.
Palæstinas stræben efter anerkendelse har naturligvis opbakning fra størstedelen af verden og dens befolkninger, men vejen til national værdighed blokeres fortsat. Men USA kan ikke nedlægge veto mod medlemskab af Unesco. Da Palæstina blev medlem af Unesco, var det meget få lande, der stemte imod. Her er den korte liste:
Australien
Canada
Tjekkiet
Tyskland
Israel
Litauen
Holland
Palau
Panama
Samoa
Solomonøerne
Sverige
USA
Vanuatu
Der er tre grupper af lande, der stemmer imod:
USA og Israel er de konsekvente modstandere af at anerkende, at palæstinenserne har noget, der minder om rettigheder.
Tyskland, Australien, Canada, Holland, Litauen, Tjekkiet og Sverige er lande, hvor højrefløjen har regeringsmagten. De ønsker at lægge sig op ad USA. Årsagerne hertil har med diplomati og handel at gøre.
Palau, Panama, Samoa, Solomonøerne og Vanuatu stemmer konsekvent sammen med USA. Flere af dem er under amerikansk militær dominans, og enkelte af dem repræsenteres i FN af en amerikansk advokat med kontor i New York.
Det er i øvrigt morsomt at bemærke, at mange af de stærkeste fortalere for Kosovos selvstændighed er de selvsamme, som er de stærkeste modstandere af Palæstinas selvstændighed. Principper om nationale rettigheder fylder altså meget lidt i sager som disse. I stedet er det indflydelsessfærer, markeder og globale strategier, der tæller. Og så er der i øvrigt langt flere lande, der anerkender Palæstina, end der er lande, der anerkender Kosovo.
Palæstinenserne har muligvis land i sigte, men de amerikanske krigsskibe forhindrer, at de kan sejle i havn.
Tuesday, October 18, 2011
Brev fra kongen
Flosklerne væltede nærmest oven i hinanden i dagens Jordan Times. Den kongetro avis kunne meddele, at der er kommet en ny regeringsleder. Valget er faldet på den 62-årige jurist Awn Khasawneh. Med en uddannelse fra Cambridge og en periode som dommer ved FN's Internationale domstol virker han som et valg, der ikke kan støde Jordans allierede i Washington.
Jordans Kong Abdallah, der styrer landet som en art oplyst enevælde, har skrevet et brev i forbindelse med udnævnelsen af den nye regeringschef. Det fremgår blandt andet, at regeringen skal stå i spidsen for en reformproces, som skal være mærkbar og ægte, og desuden at borgerne skal informeres om denne reformproces. Kongen skriver også, at den palæstinensiske sag ligger ham meget på sinde.
Kort sagt er kongens brev en lang række af selvfølgeligheder og tomme ord, der ikke kan bestå ikke-testen. På den måde er alt ved det gamle på trods af den nye regeringschef.
I et andet brev, som kongen har skrevet - til den afgående regeringschef Marouf Suleiman al-Bakhit - hæver flosklerne sig helt op på det komiske plan. Alle i Jordan ved, at da Bakhit blev sat ind i februar i år, skete det for med en blanding af indrømmelser og rå magt at knuse protesterne mod regimet. Alle ved, at korruptionen i landet er omfattende, og at den er organisk forbundet med regimet selv. Alligevel skriver kongen til Bakhit, at "alle jordanere vil huske dine seriøse og modige tiltag for at styrke principper om gennemsigtighed, ansvarlighed, lovstyre og din upartiske og frygtløse forfølgelse af mistanker om korruption."
Hele manøvren er formentlig et forsøg på at redde det korrupte og uduelige monarki, men det står der ikke noget om i Jordan Times.
Jordans Kong Abdallah, der styrer landet som en art oplyst enevælde, har skrevet et brev i forbindelse med udnævnelsen af den nye regeringschef. Det fremgår blandt andet, at regeringen skal stå i spidsen for en reformproces, som skal være mærkbar og ægte, og desuden at borgerne skal informeres om denne reformproces. Kongen skriver også, at den palæstinensiske sag ligger ham meget på sinde.
Kort sagt er kongens brev en lang række af selvfølgeligheder og tomme ord, der ikke kan bestå ikke-testen. På den måde er alt ved det gamle på trods af den nye regeringschef.
I et andet brev, som kongen har skrevet - til den afgående regeringschef Marouf Suleiman al-Bakhit - hæver flosklerne sig helt op på det komiske plan. Alle i Jordan ved, at da Bakhit blev sat ind i februar i år, skete det for med en blanding af indrømmelser og rå magt at knuse protesterne mod regimet. Alle ved, at korruptionen i landet er omfattende, og at den er organisk forbundet med regimet selv. Alligevel skriver kongen til Bakhit, at "alle jordanere vil huske dine seriøse og modige tiltag for at styrke principper om gennemsigtighed, ansvarlighed, lovstyre og din upartiske og frygtløse forfølgelse af mistanker om korruption."
Hele manøvren er formentlig et forsøg på at redde det korrupte og uduelige monarki, men det står der ikke noget om i Jordan Times.
Thursday, October 6, 2011
Krigsforbryder? - Ikke længere!
Så skete det. En af Mellemøstens mest berygtede krigsforbrydere blev modtaget i England. Besøget er kun kommet i stand, efter den britiske lovgivning blev ændret, så en lang række udenlandske krigsforbrydere ikke kan arresteres og retsforfølges i Storbritannien.
Jeg taler om Tzipi Livni. Hun har i dag besøgt William Hague, der er britisk udenrigsminister. Livni selv er ikke minister længere, så hendes visitkort indeholder ordet "forhenværende" foran titlen som premierminister. Men hun er også "forhenværende" krigsforbryder.
For få uger siden har Storbritanniens regering nemlig vedtaget at fjerne en bestemmelse i lovgivningen, der hidtil har gjort det muligt at retsforfølge israelske krigsforbrydere.
Jeg har tidligere omtalt sagen mod Livni, da det kom frem, at en engelsk domstol havde udstedt en arrestordre på hende. Allerede dengan udtalte den daværende britiske regering noget, der kun kunne tolkes sådan, at de for enhver pris ville forhindre, at israelske politikere skulle stilles til ansvar for deres handlinger over for en britisk domstol.
Nu kan Livni - Gazas bøddel - altså frit rejse ind og ud af det Forenede Kongerige. På FN's hjemmeside ligger der et katalog over de krigsforbrydelser, hun er ansvarlig for. Men nu kan det ikke længere bruges som retsligt bevismateriale i Storbritannien.
Jeg taler om Tzipi Livni. Hun har i dag besøgt William Hague, der er britisk udenrigsminister. Livni selv er ikke minister længere, så hendes visitkort indeholder ordet "forhenværende" foran titlen som premierminister. Men hun er også "forhenværende" krigsforbryder.
For få uger siden har Storbritanniens regering nemlig vedtaget at fjerne en bestemmelse i lovgivningen, der hidtil har gjort det muligt at retsforfølge israelske krigsforbrydere.
Jeg har tidligere omtalt sagen mod Livni, da det kom frem, at en engelsk domstol havde udstedt en arrestordre på hende. Allerede dengan udtalte den daværende britiske regering noget, der kun kunne tolkes sådan, at de for enhver pris ville forhindre, at israelske politikere skulle stilles til ansvar for deres handlinger over for en britisk domstol.
Nu kan Livni - Gazas bøddel - altså frit rejse ind og ud af det Forenede Kongerige. På FN's hjemmeside ligger der et katalog over de krigsforbrydelser, hun er ansvarlig for. Men nu kan det ikke længere bruges som retsligt bevismateriale i Storbritannien.
Tuesday, September 20, 2011
Palæstinensiske græsrødder støtter protester i Israel
Spørgsmålet om Palæstinas FN-status fylder en del i medierne for tiden. Det er sådan set naturligt nok. Det, jeg synes er blevet overset, er de store sociale protester i Israel.
To gange har over 300.000 demonstreret i Tel Aviv. Omkring 200.000 har været på gaden i Be’er Sheva – omtrent det samme antal, som der er indbyggere i byen.
Demonstranternes krav har taget udgangspunkt i den store mangel på boliger, der er til at betale. Men bevægelsen har udviklet sig til en mere generel kamp for social retfærdighed
Til demonstrationerne har folk båret skilte, hvor der står ”vi kræver boliger”, ”regeringen er imod folket, folket er imod regeringen”, ”al magt til folket”, ”folket kræver social retfærdighed”, ”gå af” og ”Egypten er her”. Meningsmålinger har vist, at demonstranterne bliver støttet af ni ud af ti i befolkningen.
Hidtil har der været forbløffende få palæstinensiske organisationer, enkeltpersoner, intellektuelle og politikere, der har bakket op om de israelske råb om social retfærdighed. Men måske er det ved at ændre sig.
En forsamling af 20 palæstinensiske og israelske organisationer, der mødtes i Hebron i september, har udtrykt deres opbakning til de sociale protester i Israel og det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse. De opfordrer til fælles kamp imod besættelse, fattigdom, racisme og bosættelser.
Blandt organisationerne er Israels Kommunistparti, de palæstinensiske venstrefløjspartier DFLP og PPP, de palæstinensiske læreres fagforening og sammenslutningen af palæstinensiske landmænd. Dertil kommer en række ungdomsorganisationer og folkelige bevægelser.
Deres erklæring kan læses her på engelsk, men jeg synes lige, at et udpluk af den skulle oversættes til dansk. Here goes:
“Protestbevægelserne i den arabiske verden har vakt begejstring i hele verden hos de, der søger frihed, og mange har taget modellen med folkelig kamp til sig. Disse protestbevægelser har haft en dyb indvirkning på forskellige grupper i Israel, både hos jøder og palæstinensere, og har bidraget til bevægelsen for social retfærdighed i Israel.
Vi - palæstinænsiske og israelske sociale og politiske kræfter, repræsentanter for kvindeorganisationer og unge mennesker fra begge sider af den Grønne Linie - fremhæver behovet for fælles kamp med mål om at befri regionens folk fra kolonialisme og hegemoni, navnlig zionismen, standse besættelsen og Israels militære aggression samt støtte det palæstinensiske folks retfærdige kamp for dets ret til selvbestemmelse i overensstemmelse med det internationale samfunds beslutninger.
Vi ser frem til befrielsen af hele regionens folk fra diktatur, tyranni og alle former for national, social og økonomisk undertrykkelse.
Vi advarer imod de velkendte forsøg fra besættelses-regeringen på at undslippe sin krise og protesternes pres ved frygt og at pege på en udefrakommende trussel: enten ved at præsentere den palæstinensiske appel til FN som en “fare”, eller ved militær aktion som vi har set det i de seneste dage i lyset af den hårde optrapning af blodsudgydelserne imod palæstinenserne i Gaza.
En folkelig, fælles kamp er et af de centrale principper i kampen imod besættelsen, bosættelserne, racismen, kolonialismen, imod den ekskluderende politik, svækkelsen, fattiggørelsen og den racistiske adskillelse i Israel.”
To gange har over 300.000 demonstreret i Tel Aviv. Omkring 200.000 har været på gaden i Be’er Sheva – omtrent det samme antal, som der er indbyggere i byen.
Demonstranternes krav har taget udgangspunkt i den store mangel på boliger, der er til at betale. Men bevægelsen har udviklet sig til en mere generel kamp for social retfærdighed
Til demonstrationerne har folk båret skilte, hvor der står ”vi kræver boliger”, ”regeringen er imod folket, folket er imod regeringen”, ”al magt til folket”, ”folket kræver social retfærdighed”, ”gå af” og ”Egypten er her”. Meningsmålinger har vist, at demonstranterne bliver støttet af ni ud af ti i befolkningen.
Hidtil har der været forbløffende få palæstinensiske organisationer, enkeltpersoner, intellektuelle og politikere, der har bakket op om de israelske råb om social retfærdighed. Men måske er det ved at ændre sig.
En forsamling af 20 palæstinensiske og israelske organisationer, der mødtes i Hebron i september, har udtrykt deres opbakning til de sociale protester i Israel og det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse. De opfordrer til fælles kamp imod besættelse, fattigdom, racisme og bosættelser.
Blandt organisationerne er Israels Kommunistparti, de palæstinensiske venstrefløjspartier DFLP og PPP, de palæstinensiske læreres fagforening og sammenslutningen af palæstinensiske landmænd. Dertil kommer en række ungdomsorganisationer og folkelige bevægelser.
Deres erklæring kan læses her på engelsk, men jeg synes lige, at et udpluk af den skulle oversættes til dansk. Here goes:
“Protestbevægelserne i den arabiske verden har vakt begejstring i hele verden hos de, der søger frihed, og mange har taget modellen med folkelig kamp til sig. Disse protestbevægelser har haft en dyb indvirkning på forskellige grupper i Israel, både hos jøder og palæstinensere, og har bidraget til bevægelsen for social retfærdighed i Israel.
Vi - palæstinænsiske og israelske sociale og politiske kræfter, repræsentanter for kvindeorganisationer og unge mennesker fra begge sider af den Grønne Linie - fremhæver behovet for fælles kamp med mål om at befri regionens folk fra kolonialisme og hegemoni, navnlig zionismen, standse besættelsen og Israels militære aggression samt støtte det palæstinensiske folks retfærdige kamp for dets ret til selvbestemmelse i overensstemmelse med det internationale samfunds beslutninger.
Vi ser frem til befrielsen af hele regionens folk fra diktatur, tyranni og alle former for national, social og økonomisk undertrykkelse.
Vi advarer imod de velkendte forsøg fra besættelses-regeringen på at undslippe sin krise og protesternes pres ved frygt og at pege på en udefrakommende trussel: enten ved at præsentere den palæstinensiske appel til FN som en “fare”, eller ved militær aktion som vi har set det i de seneste dage i lyset af den hårde optrapning af blodsudgydelserne imod palæstinenserne i Gaza.
En folkelig, fælles kamp er et af de centrale principper i kampen imod besættelsen, bosættelserne, racismen, kolonialismen, imod den ekskluderende politik, svækkelsen, fattiggørelsen og den racistiske adskillelse i Israel.”
Wednesday, September 7, 2011
Egyptens Gestapo har fået nyt logo
Den egyptiske regering blev tidligere på året presset til at opløse det statslige sikkerhedspoliti. Det var en institution, der af aktivister var kendt som "Egyptens Gestapo", og som blev trænet i torturmetoder af det amerikanske FBI.
Nu har regeringen i stedet oprettet قطاع الأمن الوطني, og denne "nye" institution har også fået et officielt navn på engelsk. Homeland Security. Generalernes "nye" sikkerhedstjeneste har endda fået et logo, der til forveksling ligner det, som Homeland Security har i USA.
Se selv:
Her kan du se det egyptiske logo
Her kan du se det amerikanske logo
Man kan beskylde de egyptiske generaler for mange ting, men ikke for at være kreative i deres undertrykkelsesmetoder og disses grafiske udtryk.
Nu har regeringen i stedet oprettet قطاع الأمن الوطني, og denne "nye" institution har også fået et officielt navn på engelsk. Homeland Security. Generalernes "nye" sikkerhedstjeneste har endda fået et logo, der til forveksling ligner det, som Homeland Security har i USA.
Se selv:
Her kan du se det egyptiske logo
Her kan du se det amerikanske logo
Man kan beskylde de egyptiske generaler for mange ting, men ikke for at være kreative i deres undertrykkelsesmetoder og disses grafiske udtryk.
Monday, August 29, 2011
Libyens revolutionære i protest mod NTC
De underliggende splittelser i Libyens revolution er ved at komme op til overfladen. Nu protesterer de revolutionære i Misrata imod, at Libyens selvbestaltede overgangsråd, det såkaldte NTC, har udnævnt en tidligere Gaddafi-loyalist til Tripolis nye sikkerhedschef.
Den nye sikkerhedschef i Libyens hovedstad hedder Albarrani Shkal, og han er forhenværende general i Gaddafis hær. Men så fandt han ud af, at det var bedre for hans karriere at slutte sig til NTC. De revolutionære på gaderne i Misrata råbte under protesten, at hvis udnævnelsen af generalen går igennem, vil martyrernes blod være spildt til ingen nytte.
Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der synes, der er noget lusket ved NTC. Identiteten hos rådets medlemmer er for størstedelens vedkommende hemmelig.
Adsillige af dem, vi kender til, består af frafaldne Gaddafi-folk og eksil-libyere, der tabte magtkampen i 1970'erne, da regimet satsede på en statslig udvikling af landets økonomi i stedet for en markedsøkonomi. I parantes bemærket var det denne udviklingsmodel, der - den benhårde politiske undertrykkelse til trods - førte til, at levestandarden for almindelige libyere steg til det højeste i Afrika.
Der er flere ting der peger på, at NTC har bedre forbindelse til magthaverne i Paris og Rom end til de revolutionære i Misrata og Tripoli. The Independent skriver - på avisens erhvervssider - at der nu er sat gang i en storstilet kamp om den profit, der følger efter regimeskiftet.
Reuters skriver, at NTC's styre meget vel kan vise sig at blive "en guldgrube for vestlige virksomheder og investorer." De NATO-lande, der i årevis var tilfredse med Gaddafis regime, er nu endnu gladere, fordi en endnu større del af Libyens rigdomme end tidligere nu vil havne i selskaber, der er noteret på børserne i London, Paris og Rom. For at sikre ro til denne overflytning af guld (og en klækkelig kommission til de ukendte herrer i NTC), virker det logisk at udnævne en type som Albarrani Shkal til stærk mand i Tripoli. Det er dét, de kan fornemme i Misrata.
Den nye sikkerhedschef i Libyens hovedstad hedder Albarrani Shkal, og han er forhenværende general i Gaddafis hær. Men så fandt han ud af, at det var bedre for hans karriere at slutte sig til NTC. De revolutionære på gaderne i Misrata råbte under protesten, at hvis udnævnelsen af generalen går igennem, vil martyrernes blod være spildt til ingen nytte.
Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der synes, der er noget lusket ved NTC. Identiteten hos rådets medlemmer er for størstedelens vedkommende hemmelig.
Adsillige af dem, vi kender til, består af frafaldne Gaddafi-folk og eksil-libyere, der tabte magtkampen i 1970'erne, da regimet satsede på en statslig udvikling af landets økonomi i stedet for en markedsøkonomi. I parantes bemærket var det denne udviklingsmodel, der - den benhårde politiske undertrykkelse til trods - førte til, at levestandarden for almindelige libyere steg til det højeste i Afrika.
Der er flere ting der peger på, at NTC har bedre forbindelse til magthaverne i Paris og Rom end til de revolutionære i Misrata og Tripoli. The Independent skriver - på avisens erhvervssider - at der nu er sat gang i en storstilet kamp om den profit, der følger efter regimeskiftet.
Reuters skriver, at NTC's styre meget vel kan vise sig at blive "en guldgrube for vestlige virksomheder og investorer." De NATO-lande, der i årevis var tilfredse med Gaddafis regime, er nu endnu gladere, fordi en endnu større del af Libyens rigdomme end tidligere nu vil havne i selskaber, der er noteret på børserne i London, Paris og Rom. For at sikre ro til denne overflytning af guld (og en klækkelig kommission til de ukendte herrer i NTC), virker det logisk at udnævne en type som Albarrani Shkal til stærk mand i Tripoli. Det er dét, de kan fornemme i Misrata.
Thursday, August 25, 2011
Gaddafis store kærlighed
Det er nogle temmelig bizarre opdagelser, de libyske oprørere gør sig, når de i disse dage gennemgår Gaddafis compound. Her taler jeg ikke kun om oberstens bemærkelsesværdige garderobe og hans sofa, der er udformet som en havfrue af guld. En interessant opdagelse er et fotoalbum fyldt med billeder af den tidligere amerikanske udenrigsminister Condoleeza Rice. Det var hende, der blev berygtet og forhadt i Mellemøsten, da hun sagde, at Israels aggression mod Libanon i 2006 var "fødselsveerne til et nyt Mellemøsten".
Condoleeza Rice besøgte Gaddafi i Tripoli i 2008. Udenrigsministeren og obersten spiste iftar-middag om aftenen i den hellige ramadan-måned.
Dengang var Gaddafi meget glad for sine venner i Vesten - og de var glade for ham, så længe han kunne sikre stabilitet. Men obersten var angiveligt mere end almineligt glad for Condi, hvilket fundet af fotoalbummet indikerer.
I et interview med A Jazeera i 2007 omtalte han Condoleeza Rice (som han omtalte som "Leeza") i meget rosende vendinger. "Jeg støtter min kære sorte afrikanske kvinde," sagde han. "Jeg beundrer hende og er meget stolt over den måde, hvorpå hun læner sig tilbage og giver ordrer til de arabiske ledere."
"Jeg elsker hende højt. Jeg beundrer hende og er stolt af hende, fordi hun er en sort kvinde med afrikanske rødder."
Condoleeza Rice besøgte Gaddafi i Tripoli i 2008. Udenrigsministeren og obersten spiste iftar-middag om aftenen i den hellige ramadan-måned.
Dengang var Gaddafi meget glad for sine venner i Vesten - og de var glade for ham, så længe han kunne sikre stabilitet. Men obersten var angiveligt mere end almineligt glad for Condi, hvilket fundet af fotoalbummet indikerer.
I et interview med A Jazeera i 2007 omtalte han Condoleeza Rice (som han omtalte som "Leeza") i meget rosende vendinger. "Jeg støtter min kære sorte afrikanske kvinde," sagde han. "Jeg beundrer hende og er meget stolt over den måde, hvorpå hun læner sig tilbage og giver ordrer til de arabiske ledere."
"Jeg elsker hende højt. Jeg beundrer hende og er stolt af hende, fordi hun er en sort kvinde med afrikanske rødder."
Monday, August 22, 2011
Bolværket er brudt
Tripoli er faldet. Med Gaddafi-regimets fald går kampen om Libyens fremtid i gang. Jeg vil ikke her komme med et længere indlæg, blot komme med en analogi fra en anden krig.
Da de amerikanske rebeller i slutningen af 1700-tallet kæmpede for at gøre sig fri af England, blev de støttet af det monarkistiske Frankrig. Men Frankrig havde sin egen agenda og sine egne grunde til at svække England. Hvis det franske monarki ikke var løbet ind i problemer (for eksempel revolutionen 1789-93, der gjorde det af med monarkiet), havde Frankrig utvivlsomt forsøgt at tage Englands plads som den nye koloniherre.
På samme måde har Berlusconi, Sarkozy og de andre europæiske ledere deres helt egne motiver bag deres pludselige modstand mod Gaddafi. De vil gerne have en leder, de lettere kan styre.
Husk på, at det er mindre end et år siden, at EU outsourcede deres grænsekontrol til Gaddafi. Betalingen var klækkelig, og grænsekontrollen blev udøvet med de for Gaddafi-regimet kendte metoder: grusom tortur, galger og nogle af verdens værste fangehuller. Nu er EU's bolværk blevet brudt.
Da de amerikanske rebeller i slutningen af 1700-tallet kæmpede for at gøre sig fri af England, blev de støttet af det monarkistiske Frankrig. Men Frankrig havde sin egen agenda og sine egne grunde til at svække England. Hvis det franske monarki ikke var løbet ind i problemer (for eksempel revolutionen 1789-93, der gjorde det af med monarkiet), havde Frankrig utvivlsomt forsøgt at tage Englands plads som den nye koloniherre.
På samme måde har Berlusconi, Sarkozy og de andre europæiske ledere deres helt egne motiver bag deres pludselige modstand mod Gaddafi. De vil gerne have en leder, de lettere kan styre.
Husk på, at det er mindre end et år siden, at EU outsourcede deres grænsekontrol til Gaddafi. Betalingen var klækkelig, og grænsekontrollen blev udøvet med de for Gaddafi-regimet kendte metoder: grusom tortur, galger og nogle af verdens værste fangehuller. Nu er EU's bolværk blevet brudt.
Tuesday, July 26, 2011
Generalerne fyrer kritisk TV-vært
Denpopulære egyptiske talkshow-vært Dina Abdel Rahman er blevet fyret. Efter en udsendelse, hvor hun lavede et kritisk interview med den pensionerede general Abdel Monam Kato (hvor han desperat hævdede, at hæren er i gang med at "belære egypterne om demokrati"), blev hun sat fra bestillingen med omgående virkning.
Hendes talkshow var på kanalen Dream 2, og det var stationens ejer, rigmanden Ahmed Baghat, der personligt gav hende sparket. Han er i øvrigt forhenværende medlem af Mubaraks parti NDP.
Den pensionerede general Kato var blevet oprørt over, at Dina Abdel Rahman havde givet taletid til folk, der kritiserede De Væbnede Styrkers Øverste Råd (også kendt som SCAF). Han betegnede i en velkendt stil fra Mubarak-tiden kritikerne som "sabotører". De ledende forretningsfolk og mediebaroner bøjer sig i høj grad for SCAF, og mange af de rige og magtfulde satser på, at SCAF kan få Egypten tilbage til "god ro og orden".
Revolutionen er langt fra slut. Kampen i medierne er en del af dette billede.
Til ungdommen
Her en post, der ikke handler om Mellemøsten. I stedet handler det om fascismen og højreekstremismens terror mod de norske unge socialdemokrater. Alle mine tanker går til de pårørende, efterladte og overlevende.
Jeg vil i den forbindelse gerne citere Sosialistisk Ungdoms leder Olav Magnus Linge: "For alle døde kameratar, ikkje eit minutts stillheit, men eit liv i kamp."
Og så synes jeg, det er passende med en antifascistisk sang, som blev skrevet i 1936 under kampen mod fascismen i Spanien. Det er naturligvis Nordahl Griegs "Til Ungdommen".
Jeg vil i den forbindelse gerne citere Sosialistisk Ungdoms leder Olav Magnus Linge: "For alle døde kameratar, ikkje eit minutts stillheit, men eit liv i kamp."
Og så synes jeg, det er passende med en antifascistisk sang, som blev skrevet i 1936 under kampen mod fascismen i Spanien. Det er naturligvis Nordahl Griegs "Til Ungdommen".
Saturday, July 23, 2011
Murdochs forbindelser i Mellemøsten
Mens skandalerne ruller, fortsætter Murdoch-imperiet med at øjne nye muligheder for vækst. Øjnene er rettet i retning af Mellemøsten. Newscorp bliver underkastet undersøgelser i Storbritannien og USA, men planerne for at lancere murdochs første arabisk-sprogede TV-station fortsætter. Barnet hedder Sky News Arabia.
Regionens mediemarked er interessant af flere årsager. Der er mange mennesker og et stort marked. Murdochs nye kanal vil anslået nå ud til 50 millioner seere i Mellemøsten. Og det er et marked i vækst. Alene den kendsgerning, at antallet af internetbrugere i den arabiske verden er vokset med over tusind procent de senere år, siger noget om mulighederne for medievirksomhed.
Samtidig er der et andet og mere politisk aspekt ved sagen. Murdoch er kendt som en trofast tilhænger af Israels kolonisering af arabisk land. I en tale til Anti-defamation League den 13. oktober 2010 sagde han: "Mit eget perspektiv er enkelt: vi lever i en verden, hvor der er en vedvarende krig mod jøderne."
Det er unødvendigt at sige, at Murdoch gentog den racistiske myte, der sidestiller jøder i almindelighed med staten Israel og dens koloniseringspolitik.
I en tale fra 2009, mindre end tre måneder efter Israels massakre på over 1400 af Gazas indbyggere (en massakre, der forholsmæssigt var at sammenligne med Srebrenica), sagde Murdoch med henvisning til Israels krig: "Den frie verden begår en frygtelig fejltagelse, hvis vi bedrager os selv til at tro, at det ikke også er vores kamp. I sidste ende kæmper Israels folk imod den samme fjende som os: koldblodige mordere, der afviser fred ... der afviser frihed."
Så vidt Murdochs egne holdninger til verdens gang i Mellemøsten. Men det er værd at lægge mærke til, at hans forretningsforbindelser tæller Saudi Arabiens rigeste mand, Prins Walid bin Talal bin Abdelaziz al-Saud, en af Kong Abdallahs nevøer. Prins Walid er ifølge Forbes god for 19,6 milliarder dollars, vilket gør ham til verdens 26. rigeste person. Han er desuden (med syv procent af aktierne) den næststørste aktionær i News Corporation.
Da BBC for nylig interviewede prinsen på hans yacht, erklærede han, at han var en "god ven" af Rupert og James Murdoch.
Så kan de sagesløse seere i Mellemøsten bare vente på, at Murdochs arabiske flagskib bliver sat i søen. Saudiske penge, Murdochsk kynisme og neokonservative holdninger... det kan kun blive interessant.
Wednesday, June 22, 2011
Faraoens folk overgiver sig ikke
Totalitære regimer er en underlig størrelse. Ikke nok med, at de gennem forskellige virkemidler underkuer befolkningen og kvæler kritik, de har det også med at fordreje hovederne på magtens mænd og kvinder i toppen.
Når jeg tænker på folk som Egyptens Hosni Mubarak eller Yemens Ali Abdullah Saleh, kommer jeg næsten uværgeligt til at tænke på Nicolae Ceausescu. Han var overbevist om, at befolkningen elskede ham. Den 21. december 1989 gik han selvsikkert på balkonen for at holde en tale til tusindvis af forsamlede borgere. Men det gik ikke, som han havde forventet. Han blev mødt med hån og skældsord i stedet for hyldest. Hans ansigtsudtryk lyser af forfærdelse. Det blev startskuddet til revolutionen i Rumænien, der skulle gøre en ende på Ceausescus styre og hans liv.
Revolutionen i Rumænien og følgerne af dens senere fiasko er imidlertid et emne, der må tages op en anden gang og af andre, der ved mere om det end jeg. Her vil jeg skrive et par ord om revolutionen i Egypten. Uanset hvad man mener om den egyptiske revolution, så er det en skelsættende begivenhed, der ikke er mindre verdenshistorisk end revolutionen i Rumænien var det. Og den er - i modsætning til revolutionen i Rumænien - stadig i gang.
Medgivet, jeg har ikke blogget om den arabiske revolution her på siden. I hvert fald ikke i tilstrækkelig grad. Når jeg siger "den arabiske revolution" mener jeg de omvæltninger, der siden december har fejet over alle lande fra Atlanterhavet til den Persiske Golf. Fra Vestsahara, Marokko og Algeriet til Irak, Bahrain og Yemen. Fra de tusindårige syriske byer til Saharas beduin-landsbyer af billig gasbeton. Årsagen til mit fravær har nok især været, at jeg har medvirket til en bog om emnet. Jeg har forsøgt at følge med de hurtige begivenheder samtidig med at jeg har studeret den revolutionære historie i Yemen, Libyen og Egypten.
Nå, nok udenomssnak. Videre!
Der er ingen med kendskab til Egypten, der er i tvivl om, at revolutionen imod Hosni Mubaraks regime startede som en revolution for værdighed. For respekt. For magt over egen skæbne. For menneskeværd. For ordentlige fremtidsmuligheder.
De økonomiske "reformer", som Hosni Mubaraks regime havde stået i spidsen for siden 1981, pegede alle i den stik modsatte retning. Regimet sørgede for, at en lille håndfuld rige forretningsfolk og udenlandske selskaber kunne udplyndre landet, og at de øverste lag i statsapparatets bureaukrati fik deres del af kagen. I de senere år var det især præsidentens søn, Gamal Mubarak, der tegnede denne udvikling. Han repræsenterede den rige forretnings-elite. Han repræsenterede, at Egypten var steget gevaldigt på Verdensbankens liste over "forretnings-venlige" lande. Listen omfatter 183 lande, og Egypten var med sine omfattende nationaliseringer fra Nasser-tiden tidligere nær listens bund. Egypten var under Mubarak imidlertid steget til en 94. plads foran lande som Indien, Grækenland, Brasilien, Indonesien, Rusland og Libanon.
De modsætninger, der - som følge af de sociale spændinger - allerede sidste år begyndte at tegne sig inde i regimet, vil jeg ikke beskæftige mig med her. Blot vil jeg konstatere, at regimet - ligesom andre før-revolutionære regimer - var røget ind i en blindgyde: det var ikke levedygtigt, det nød ingen tillid hos befolkningen (ikke engang de lavere dele af statsbureaukratiet), og der begyndte at tegne sig alvorlige splittelser. Allle disse intriger blev fejet af banen af Tahrir-pladsens revolution.
Kort efter, at Mubarak var gået af, indledte regimets folk en stor og omfattende kampagne for, at nationen nu måtte stå sammen. Med andre ord: ingen udrensninger i statens top, ingen udskiftninger i hærens ledelse, ingen seriøse politiske eller økonomiske omvæltninger. For nu skulle alle stå sammen om at være egyptere. Det vil sige, at Egyptens store flertal af fattige, lavtlønnede arbejdere, arbejdsløse og studerende uden fremtidsudsigter, skulle stå sammen om at bevare netop det Egypten, der har fastholdt dem i denne position.
Man hørte pludselig landets "nye" ledelse tale med bekymring i stemmen om ihtijahad fi'awiya. Det betyder noget i retning af "mindre gruppers protest". Eller måske "særinteresser" som modsætning til "nationens (ledelses) interesser". Det blev brugt til at beskrive alle strejker og demonstrationer, der sigtede mod en omfordeling af landets rigdomme. Imod lighed og fattigdomsbekæmpelse. Imod lønstigninger. Imod de studerendes krav om ny ledelse for universiteterne og for akademisk frihed. Imod kravene om jobs og beskæftigelse. Kampagnen om ihtijahad fi'awiya blev til en kampagne for status quo.
Blot tre dage efter Mubaraks exit udstedte hærens ledelse - som nu også var hele Egyptens politiske ledelse - Kommuniké nr. 5, der gør opmærksom på den negative virkning, som strejker, protester og demonstrationer har for nationens økonomi, og henstiller til, at al sådan aktivitet bliver standset. I realiteten et forbud imod retten til at strejke og demonstrere.
Hæren har forsøgt at opretholde forbuddet, men det har indtil videre vist sig umuligt. Enkelte protester er blevet slået ned, men det overordnede billede er, at militær-juntaens styre fortsat er svagt og ude af stand til at opretholde de drakoniske love og de brutale traditioner fra Mubarak-tiden. Faraoens folk overgiver sig ikke, selv om de på nuværende tidspunkt har svært ved at sætte deres vilje igennem.
Sandheden er, at det var ihtijahad fi'awiya, der væltede Mubarak. Det var da protesterne spredte sig fra gadeprotest til mere organiseret strejke-protest i industrien, at militærets top indså, at de var nødt til at droppe Mubarak. De frygtede, hvad der ellers ville ske. Deres bekymring bliver udtrykt af den egyptiske mangemillionær og forretningsmand Ezzat Essawy, der beklager sig over, at de egyptiske arbejdere ikke længere er under kontrol. "Ejerne er ikke længere i stand til at regere på fabrikkerne. Arbejderne forlanger mere og mere," siger han til Wall Street Journal. Han er et ekko af tidligere tiders fyrster og deres frygt for "pøbelvælde". Som sådan er han en glimrende repræsentant for faraoens folk, der nægter at overgive sig, men i stedet kæmper ihærdigt imod et nyt Egypten, hvor befolkningen bestemmer, hvad der skal ske med det politiske system og landets rigdomme.
Den magtfuldkommenhed, som det totalitære styre indgød i hovederne hos Egyptens elite er nu afløst af angst, bæven og frygt for fremtiden.
Monday, May 16, 2011
Journalistisk krigsførelse
Siden Vietnam-krigen har især det amerikanske militær arbejdet på at finde en model, der kan sikre dem en lydig eftersnakker-presse. Når alt kommer til alt var Vietnam-krigen ikke blot et militært nederlag til USA. Det var også et medie-nederlag. Almindelige amerikanere kunne i en grd, der ikke tidligere havde været mulig, følge med i, hvad der skete.
Den løsning, der indtil videre er højdepunktet af det amerikanske militærs bestræbelser på at tøjle journalistikken, er de såkaldte "Boot camps". Ved at gøre journalisterne "embedded" og skabe en art Stockholm-syndrom blandt pressefolkene, mente de militære ledere tilsyneladende, at de derved ville få den journalistiske dækning, de ser sig fortjent til.
Samtidig med, at det amerikanske militær har opbygget en enorm pressetjeneste - hvis fornemste formål tilsyneladende er at benægte alt, indtil beviserne tårner sig op - har de opdyrket et stort lag af pensionerede militærfolk til at agere som "eksperter" i de amerikanske medier. Disse eksperters analyser har været de toneangivende i USA og dermed alle de lande, der er i den ulykkelige situation, at journalisternes eneste fremmedsprog er engelsk. Som Danmark.
Alting så dermed ud til at være til det bedste for det amerikanske militær. Det eneste, disse folk ikke havde regnet med, var, at folk i Irak, Afghanistan og andre lande, som USA har interveneret militært i (Yemen, Somalia, Pakistan) har gjort stor modstand. Hvem kan i dag huske George Bushs sejrstale på USS Abraham Lincoln? Begivenhederne har det med at underminere selv den mest veltilrettelagte spin-maskine, verdenshistorien indtil videre har frembragt.
Den løsning, der indtil videre er højdepunktet af det amerikanske militærs bestræbelser på at tøjle journalistikken, er de såkaldte "Boot camps". Ved at gøre journalisterne "embedded" og skabe en art Stockholm-syndrom blandt pressefolkene, mente de militære ledere tilsyneladende, at de derved ville få den journalistiske dækning, de ser sig fortjent til.
Samtidig med, at det amerikanske militær har opbygget en enorm pressetjeneste - hvis fornemste formål tilsyneladende er at benægte alt, indtil beviserne tårner sig op - har de opdyrket et stort lag af pensionerede militærfolk til at agere som "eksperter" i de amerikanske medier. Disse eksperters analyser har været de toneangivende i USA og dermed alle de lande, der er i den ulykkelige situation, at journalisternes eneste fremmedsprog er engelsk. Som Danmark.
Alting så dermed ud til at være til det bedste for det amerikanske militær. Det eneste, disse folk ikke havde regnet med, var, at folk i Irak, Afghanistan og andre lande, som USA har interveneret militært i (Yemen, Somalia, Pakistan) har gjort stor modstand. Hvem kan i dag huske George Bushs sejrstale på USS Abraham Lincoln? Begivenhederne har det med at underminere selv den mest veltilrettelagte spin-maskine, verdenshistorien indtil videre har frembragt.
[Et PS: Jeg ved godt, at bloggen her har ligget stille i lang tid. Jeg håber at ændre på det fremover.]
Friday, January 21, 2011
Slam dunk!
Den legendariske dribling, som den amerikanske udenrigsminister fremviste for otte år siden, førte direkte til invasionen af Irak. Jeg taler naturligvis om den opsigtsvækkende række af løgne, usandheder og fordrejelser af sandheden, som Colin Powell leverede.
Krig skaber som bekendt sit eget sprog. Colin Powells retoriske perlerække vil gå over i verdenshistorien på linje med andre store af samme støbning og med tilsvarende frygtelige konsekvenser: Cato den ældre og naturligvis Göbbels.
Colin Powell lavede den første dribling: han opremsede det endegyldige bevis på Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben.
Anden dribling: Saddam Husseins forbindelse til al-Qaeda var hævet over enhver tvivl.
Så kom hans scoring - et rent slam dunk: "Mine venner, det her har været en lang og detaljeret fremstilling, og jeg takker for jeres tålmodighed. Men der er ét emne yderligere, som jeg kort vil berøre, og som bør en kilde til dyb og vedvarende bekymring for dette råd: Saddam Husseins brud på menneskerettighederne." (Min fremhævning.)
Hvor vil jeg hen med det her? Jo:
En måned inden denne tale havde selv samme Colin Powell modtaget et brev fra Human Rights Watch om menneskerettighedssituationen i Tunesien. Det er læsning, der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Men ikke på Colin Powell. Senere samme år tog han til Tunesien for at besøge landets diktator Ben Ali, der nu er blevet væltet af befolkningen. Her erklærede han, at "forholdet mellem vore lande er meget stærkt" og at "Vi beundrer stærkt Tunesien og de fremskridt, der er sket under Ben Alis ledelse".
Og så har jeg slet ikke nævnt Donald Runsfeld, den daværende forsvarsminister for USA. I 2006, da han besøgte Tunesien, sagde han: "De har - når man ser på dette fremgangsrige land - vist en evne til at skabe et miljø, som er godt for investeringer, forretninger og for deres folks muligheder." Det lyder ikke just som et land, hvor unge sætter ild til sig selv i desperation over arbejdsløshed, fattigdom og benhård politisk undertrykkelse.
AP citerede Donald Rumsfeld for, at Ben Alis regime ligefrem var et demokrati. Så har man hørt det med. Slam dunk!
Hvad var det egentlig, der skete med det fremragende land og forbilledlige demokrati, som Colin Powell og Donald Rumsfeld talte så hjetevarmt om?
Krig skaber som bekendt sit eget sprog. Colin Powells retoriske perlerække vil gå over i verdenshistorien på linje med andre store af samme støbning og med tilsvarende frygtelige konsekvenser: Cato den ældre og naturligvis Göbbels.
Colin Powell lavede den første dribling: han opremsede det endegyldige bevis på Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben.
Anden dribling: Saddam Husseins forbindelse til al-Qaeda var hævet over enhver tvivl.
Så kom hans scoring - et rent slam dunk: "Mine venner, det her har været en lang og detaljeret fremstilling, og jeg takker for jeres tålmodighed. Men der er ét emne yderligere, som jeg kort vil berøre, og som bør en kilde til dyb og vedvarende bekymring for dette råd: Saddam Husseins brud på menneskerettighederne." (Min fremhævning.)
Hvor vil jeg hen med det her? Jo:
En måned inden denne tale havde selv samme Colin Powell modtaget et brev fra Human Rights Watch om menneskerettighedssituationen i Tunesien. Det er læsning, der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Men ikke på Colin Powell. Senere samme år tog han til Tunesien for at besøge landets diktator Ben Ali, der nu er blevet væltet af befolkningen. Her erklærede han, at "forholdet mellem vore lande er meget stærkt" og at "Vi beundrer stærkt Tunesien og de fremskridt, der er sket under Ben Alis ledelse".
Og så har jeg slet ikke nævnt Donald Runsfeld, den daværende forsvarsminister for USA. I 2006, da han besøgte Tunesien, sagde han: "De har - når man ser på dette fremgangsrige land - vist en evne til at skabe et miljø, som er godt for investeringer, forretninger og for deres folks muligheder." Det lyder ikke just som et land, hvor unge sætter ild til sig selv i desperation over arbejdsløshed, fattigdom og benhård politisk undertrykkelse.
AP citerede Donald Rumsfeld for, at Ben Alis regime ligefrem var et demokrati. Så har man hørt det med. Slam dunk!
Hvad var det egentlig, der skete med det fremragende land og forbilledlige demokrati, som Colin Powell og Donald Rumsfeld talte så hjetevarmt om?
Monday, January 10, 2011
Tunesien vs. Iran
I sommeren 2009 var oprøret i Iran - med god grund - på alles læber. Alle de store mediehuse afsatte betragtelige ressoucer, tid og mandskab til at dække begivenhderne.
Sommeren 2009 vendte op og ned på manges opfattelse af Mellemøsten. Det blev tydeligt, at befolkningen i et af de vigtigste lande ikke agter at finde sig i et brutalt, afskyeligt og falleret regime. Folk i hele verden støttede iranerne i ders kamp. Tusindvis af Twitter-brugere ændrede deres location til Teheran for at gøre det besværligt for de iranske myndigheder at slå ned på bloggere og aktivister.
Nu er det tuneserne, der er på gaden imod et styre, der ikke er mindre repressivt, diktatorisk og modbydeligt, end det iranske. Hvor er de vestlige mediers opmærksomhed henne? Al Jazeera har en glimrende dækning på engelsk. Men hvad med BBC, CNN, New York Times, Newsweek, Sky og alle de andre? De er bemærkelsesværdigt stille imens befolkningen i et vestligt støttet diktatur rejser sig og kræver frihed.
Hvad bliver ytringsfriheden i Vesten brugt til, når det gælder? I skrivende stund er tophistorien på Time NewsFeed, at Victoria Beckham er gravid.
Sommeren 2009 vendte op og ned på manges opfattelse af Mellemøsten. Det blev tydeligt, at befolkningen i et af de vigtigste lande ikke agter at finde sig i et brutalt, afskyeligt og falleret regime. Folk i hele verden støttede iranerne i ders kamp. Tusindvis af Twitter-brugere ændrede deres location til Teheran for at gøre det besværligt for de iranske myndigheder at slå ned på bloggere og aktivister.
Nu er det tuneserne, der er på gaden imod et styre, der ikke er mindre repressivt, diktatorisk og modbydeligt, end det iranske. Hvor er de vestlige mediers opmærksomhed henne? Al Jazeera har en glimrende dækning på engelsk. Men hvad med BBC, CNN, New York Times, Newsweek, Sky og alle de andre? De er bemærkelsesværdigt stille imens befolkningen i et vestligt støttet diktatur rejser sig og kræver frihed.
Hvad bliver ytringsfriheden i Vesten brugt til, når det gælder? I skrivende stund er tophistorien på Time NewsFeed, at Victoria Beckham er gravid.
Subscribe to:
Posts (Atom)
Posts
