Slam dunk!

Den legendariske dribling, som den amerikanske udenrigsminister fremviste for otte år siden, førte direkte til invasionen af Irak. Jeg taler naturligvis om den opsigtsvækkende række af løgne, usandheder og fordrejelser af sandheden, som Colin Powell leverede.

Krig skaber som bekendt sit eget sprog. Colin Powells retoriske perlerække vil gå over i verdenshistorien på linje med andre store af samme støbning og med tilsvarende frygtelige konsekvenser: Cato den ældre og naturligvis Göbbels.

Colin Powell lavede den første dribling: han opremsede det endegyldige bevis på Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben.
Anden dribling: Saddam Husseins forbindelse til al-Qaeda var hævet over enhver tvivl.
Så kom hans scoring - et rent slam dunk: "Mine venner, det her har været en lang og detaljeret fremstilling, og jeg takker for jeres tålmodighed. Men der er ét emne yderligere, som jeg kort vil berøre, og som bør en kilde til dyb og vedvarende bekymring for dette råd: Saddam Husseins brud på menneskerettighederne." (Min fremhævning.)

Hvor vil jeg hen med det her? Jo:

En måned inden denne tale havde selv samme Colin Powell modtaget et brev fra Human Rights Watch om menneskerettighedssituationen i Tunesien. Det er læsning, der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Men ikke på Colin Powell. Senere samme år tog han til Tunesien for at besøge landets diktator Ben Ali, der nu er blevet væltet af befolkningen. Her erklærede han, at "forholdet mellem vore lande er meget stærkt" og at "Vi beundrer stærkt Tunesien og de fremskridt, der er sket under Ben Alis ledelse".

Og så har jeg slet ikke nævnt Donald Runsfeld, den daværende forsvarsminister for USA. I 2006, da han besøgte Tunesien, sagde han: "De har - når man ser på dette fremgangsrige land - vist en evne til at skabe et miljø, som er godt for investeringer, forretninger og for deres folks muligheder." Det lyder ikke just som et land, hvor unge sætter ild til sig selv i desperation over arbejdsløshed, fattigdom og benhård politisk undertrykkelse.

AP citerede Donald Rumsfeld for, at Ben Alis regime ligefrem var et demokrati. Så har man hørt det med. Slam dunk!

Hvad var det egentlig, der skete med det fremragende land og forbilledlige demokrati, som Colin Powell og Donald Rumsfeld talte så hjetevarmt om?

Tunesien vs. Iran

I sommeren 2009 var oprøret i Iran - med god grund - på alles læber. Alle de store mediehuse afsatte betragtelige ressoucer, tid og mandskab til at dække begivenhderne.

Sommeren 2009 vendte op og ned på manges opfattelse af Mellemøsten. Det blev tydeligt, at befolkningen i et af de vigtigste lande ikke agter at finde sig i et brutalt, afskyeligt og falleret regime. Folk i hele verden støttede iranerne i ders kamp. Tusindvis af Twitter-brugere ændrede deres location til Teheran for at gøre det besværligt for de iranske myndigheder at slå ned på bloggere og aktivister.

Nu er det tuneserne, der er på gaden imod et styre, der ikke er mindre repressivt, diktatorisk og modbydeligt, end det iranske. Hvor er de vestlige mediers opmærksomhed henne? Al Jazeera har en glimrende dækning på engelsk. Men hvad med BBC, CNN, New York Times, Newsweek, Sky og alle de andre? De er bemærkelsesværdigt stille imens befolkningen i et vestligt støttet diktatur rejser sig og kræver frihed.

Hvad bliver ytringsfriheden i Vesten brugt til, når det gælder? I skrivende stund er tophistorien på Time NewsFeed, at Victoria Beckham er gravid.