News and comments from Balad al Sham

Monday, August 29, 2011

Libyens revolutionære i protest mod NTC

De underliggende splittelser i Libyens revolution er ved at komme op til overfladen. Nu protesterer de revolutionære i Misrata imod, at Libyens selvbestaltede overgangsråd, det såkaldte NTC, har udnævnt en tidligere Gaddafi-loyalist til Tripolis nye sikkerhedschef.

Den nye sikkerhedschef i Libyens hovedstad hedder Albarrani Shkal, og han er forhenværende general i Gaddafis hær. Men så fandt han ud af, at det var bedre for hans karriere at slutte sig til NTC. De revolutionære på gaderne i Misrata råbte under protesten, at hvis udnævnelsen af generalen går igennem, vil martyrernes blod være spildt til ingen nytte.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der synes, der er noget lusket ved NTC. Identiteten hos rådets medlemmer er for størstedelens vedkommende hemmelig.

Adsillige af dem, vi kender til, består af frafaldne Gaddafi-folk og eksil-libyere, der tabte magtkampen i 1970'erne, da regimet satsede på en statslig udvikling af landets økonomi i stedet for en markedsøkonomi. I parantes bemærket var det denne udviklingsmodel, der - den benhårde politiske undertrykkelse til trods - førte til, at levestandarden for almindelige libyere steg til det højeste i Afrika.

Der er flere ting der peger på, at NTC har bedre forbindelse til magthaverne i Paris og Rom end til de revolutionære i Misrata og Tripoli. The Independent skriver - på avisens erhvervssider - at der nu er sat gang i en storstilet kamp om den profit, der følger efter regimeskiftet.

Reuters skriver, at NTC's styre meget vel kan vise sig at blive "en guldgrube for vestlige virksomheder og investorer." De NATO-lande, der i årevis var tilfredse med Gaddafis regime, er nu endnu gladere, fordi en endnu større del af Libyens rigdomme end tidligere nu vil havne i selskaber, der er noteret på børserne i London, Paris og Rom. For at sikre ro til denne overflytning af guld (og en klækkelig kommission til de ukendte herrer i NTC), virker det logisk at udnævne en type som Albarrani Shkal til stærk mand i Tripoli. Det er dét, de kan fornemme i Misrata.

Thursday, August 25, 2011

Gaddafis store kærlighed

Det er nogle temmelig bizarre opdagelser, de libyske oprørere gør sig, når de i disse dage gennemgår Gaddafis compound. Her taler jeg ikke kun om oberstens bemærkelsesværdige garderobe og hans sofa, der er udformet som en havfrue af guld. En interessant opdagelse er et fotoalbum fyldt med billeder af den tidligere amerikanske udenrigsminister Condoleeza Rice. Det var hende, der blev berygtet og forhadt i Mellemøsten, da hun sagde, at Israels aggression mod Libanon i 2006 var "fødselsveerne til et nyt Mellemøsten".

Condoleeza Rice besøgte Gaddafi i Tripoli i 2008. Udenrigsministeren og obersten spiste iftar-middag om aftenen i den hellige ramadan-måned.

Dengang var Gaddafi meget glad for sine venner i Vesten - og de var glade for ham, så længe han kunne sikre stabilitet. Men obersten var angiveligt mere end almineligt glad for Condi, hvilket fundet af fotoalbummet indikerer.

I et interview med A Jazeera i 2007 omtalte han Condoleeza Rice (som han omtalte som "Leeza") i meget rosende vendinger. "Jeg støtter min kære sorte afrikanske kvinde," sagde han. "Jeg beundrer hende og er meget stolt over den måde, hvorpå hun læner sig tilbage og giver ordrer til de arabiske ledere."

"Jeg elsker hende højt. Jeg beundrer hende og er stolt af hende, fordi hun er en sort kvinde med afrikanske rødder."

Monday, August 22, 2011

Bolværket er brudt

Tripoli er faldet. Med Gaddafi-regimets fald går kampen om Libyens fremtid i gang. Jeg vil ikke her komme med et længere indlæg, blot komme med en analogi fra en anden krig.

Da de amerikanske rebeller i slutningen af 1700-tallet kæmpede for at gøre sig fri af England, blev de støttet af det monarkistiske Frankrig. Men Frankrig havde sin egen agenda og sine egne grunde til at svække England. Hvis det franske monarki ikke var løbet ind i problemer (for eksempel revolutionen 1789-93, der gjorde det af med monarkiet), havde Frankrig utvivlsomt forsøgt at tage Englands plads som den nye koloniherre.

På samme måde har Berlusconi, Sarkozy og de andre europæiske ledere deres helt egne motiver bag deres pludselige modstand mod Gaddafi. De vil gerne have en leder, de lettere kan styre.

Husk på, at det er mindre end et år siden, at EU outsourcede deres grænsekontrol til Gaddafi. Betalingen var klækkelig, og grænsekontrollen blev udøvet med de for Gaddafi-regimet kendte metoder: grusom tortur, galger og nogle af verdens værste fangehuller. Nu er EU's bolværk blevet brudt.