Middle East Madness

Faraoens loyalister får modstand

2011-12-16T19:26:00.003+02:00

Samtidig med, at alle medierne har deres øjne rettet imod Egyptens valg, sker der ting og sager uden for den parlamentariske scene. De egyptiske arbejdere, der med massive strejker spillede den afgørende rolle i Mubaraks fald i februar, protesterer over den fuldstændige mangel på rettigheder. De "små Mubarak'er" på direktørgangene regerer stadig diktatorisk over arbejderne, hvis leveforhold fortsat er uhyrligt ringe.

Mindstelønnen blev fastfrosset i 1984, og det har kraftigt udhulet arbejdernes levestandard. Derfor er kampen for en højere mindsteløn et vigtigt fokuspunkt for mange ansatte i Egyptens store insustri.

Her er en kort video fra en demonstration fra i går:

Spion-skandale

2011-12-13T18:22:00.002+02:00

Der er få ting, der er så spændende og har så megen mystisk aura omkring sig som de store spion-skandaler. Den seneste af slagsen fra Libanon er ingen undtagelse. Skæg og blå briller er en evig kilde til fascination.

Den tidligere chef for det østtyske Stasis udenrigstjeneste, Markus Wolf, reflekterede i sine erindringer over forskelle og ligheder mellem den måde, øst og vest bedrev spionage og krig på. Han sagde blandt andet: "Vi havde en enkelt lille fordel frem for Vesten ved vores operationer i den Tredje Verden: Vores evne til at holde vores aktiviteter hemmelige eller i det mindste uigennemsigtige for vores befolkning på grund af magtesløse parlamenter og officiel kontrol med medierne."

Med dette citat in mente er det interessant at se, at USA's lange forsøg på at ændre på dette forhold (især kontrollen med pressen i årene siden 2001), har lidt en krank skæbne i Libanon. Dette land, der er en konstant skueplads for kampe mellem regionale og globale magter, danner endnu engang ramme om en større diplomatisk skandale, hvis implikationer rækker længere ud end det lille land ved Middelhavets østlige ende.

I sidste uge afslørede det libanesiske parti Hizbollahs TV-kanal Al Manar en stor del af CIA's netværk i Libanon. Blandt andet afslørede kanalen en række navngivne agenter, der arbejder for CIA i Libanon. Blandt andet afslørede kanalen, at CIA's libanesiske chef er Daniel Patrick McFeely (født 29. juni 1966).

CIA holder til i en selvstændig bygning på den amerikanske ambassades område i Awkar, der ligger nord for Beirut. CIA's stab består af ti mænd og kvinder, der har status af diplomater. Hizbollah nævner desuden andre agenter: Rosendo Cedano (angiveligt en latino - CIA foretrækker ofte latinoer, da de i udseende har let ved at falde ind i Mellemøsten), Chuck Lisenbee og Sarah Getter. Desuden nævnes andre, der tidligere har været på mission i Libanon.

Den måske mest interessante - om end ikke overraskende - afsløring er, at de amerikanske agenter også arbejder med at indsamle efterretninger til Israel. Under Israels angreb på Libanon i 2006 arbejdede CIA med at indsamle efterretninger om Hizbollah til Israel. Angiveligt informerede de Israel om Hizbollahs stillinger og troppebevægelser. Nogle af disse efterretninger førte til israelske angreb på civile

Hizbollahs detaljerede afsløringer af navne, dæknavne, mødesteder og økonomiske forhold betyder, at Hizbollah formentlig råder over en ikke ubetydelig mængde efterretninger, der kan skade USA's spionage i Libanon og resten af regionen.

Uanset hvad man mener om Hizbollah og deres TV-station Al Manar, så bidrager afsløringer af denne art altid til en større grad af åbenhed omkring de store konflikter, der konstant truer med at rive Libanon og resten af regionen i blodige stykker.

Det hemmelige libyske oprør

2011-12-08T21:22:00.005+02:00

Samtidig med, at de fleste af verdens medier i deres dækning af Libyen har travlt med at tale om Saadi Gaddafi, bliver den vigtige politiske udvikling på gaderne i Tripoli ignoreret.

Befolkningen i Tripoli er tilsyneladende ved at få nok af de såkaldte oprørsmilitser, som hidtil er blevet støttet af NATO. Al Jazeera rapporterer:

"Der bliver rejst nye barrikader over hele Tripoli. Lokalbefolkningen overtager nu kontrollen med egen sikkerhed. De siger, at de ikke længere ønsker rivaliserende militsgrupper med tunge våben på deres gader."

Ali Shuaib fra Reuters rapporterer, at hundredvis af advokater i den libyske hovedstad har sluttet sig til de folkelige protester, der kræver, at de såkaldte oprørsmilitser skal forlade byen. Advokaterne er marcheret til Martyrpladsen (den tidligere Grønne plads) for at slutte sig til de store protester, hvor folk bærer plakater med slagord som "Nej til våben" og "ja til retfærdighed".

Nu truer arbejderne i Tripoli med at lave en generalstrejke imod militserne.

Med andre ord tegner der sig en ny konflikt på jorden i Libyen.

Dummebøder

2011-11-08T10:00:00.005+02:00

Revolutionen i Egypten har i høj grad været drevet af vrede og indignation. Egypterne gjorde oprør imod en elite, der berigede sig selv skamløst og lod samfundet forfalde. Udplyndringen af Egypten kunne lade sig gøre i flere årtier på grundlag af den massive undertrykkelse, alle forbinder med Mubaraks politistat.

Røveriets proportioner er gigantiske. Mubarak-familiens formue anslås at være i størrelsesordenen 70 mia. dollars. Meget af den er indefrosset i europæiske banker.

Ud over dette enorme tyveri efterlod Hosni Mubarak desuden Egypten med en gæld på omkring 35 mia. dollars til udenlandske banker og investorer.

De summer, som Egypten nu betaler i renter på gælden, overgår det, staten bruger på uddannelse, sundhed og boliger til sammen. 22 procent af de offentlige udgifter går til at betale disse dummebøder til de udenlandske banker.

Egypten har i årevis mærket virkningen af de hårde lånebetingelser fra IMF. Privatiseringer og nedskæringer. Arbejdsløshed og fattigdom. Nu er spørgsmålet, om denne afvikling af det egyptiske samfund skal fortsætte.

En gruppe aktivister - blandt dem Amr Adly - har lavet et initiativ, der kort og godt hedder "Drop Egyptens gæld". Det bliver interessant at følge.

Land i sigte!

2011-11-02T12:51:00.003+02:00

I de gode gamle piratfilm er det altid et højdepunkt, når der bliver råbt "land i sigte". Det betyder, at de søfarendes afsavn og utryghed på havet er slut. De kan nyde en ny sikkerhed. De bekymringer, de hidtil har haft om mangel på ferskvand og andre fornødenheder, kan de lægge til side.

På samme måde er det med nationer. Befolkninger, der har levet i utryghed under besættelse eller dominans under en fremmed magt, ånder lettet op, når der er udsigt til national selvbestemmelse. De ydmygelser, som den nationale underkuelse bærer med sig, kan man lægge bag sig. Man har udsigt til en ny værdighed og nye muligheder.

Det gælder uanset om man taler Danmark i 1945, Østtimor i 1999 eller Sydsudan i 2011. I det sidste eksempel viste det sig faktisk, at Omar al-Bashir var mere demokratisk indstillet end adskillige andre ledere. For eksempel Georgien, der fortsat undertrykker Abkhasien og Sydossetien. Eller Israel, der fortsat nægter at anerkende palæstinensernes nationale rettigheder.

Palæstinas stræben efter anerkendelse har naturligvis opbakning fra størstedelen af verden og dens befolkninger, men vejen til national værdighed blokeres fortsat. Men USA kan ikke nedlægge veto mod medlemskab af Unesco. Da Palæstina blev medlem af Unesco, var det meget få lande, der stemte imod. Her er den korte liste:
Australien
Canada
Tjekkiet
Tyskland
Israel
Litauen
Holland
Palau
Panama
Samoa
Solomonøerne
Sverige
USA
Vanuatu

Der er tre grupper af lande, der stemmer imod:

USA og Israel er de konsekvente modstandere af at anerkende, at palæstinenserne har noget, der minder om rettigheder.

Tyskland, Australien, Canada, Holland, Litauen, Tjekkiet og Sverige er lande, hvor højrefløjen har regeringsmagten. De ønsker at lægge sig op ad USA. Årsagerne hertil har med diplomati og handel at gøre.

Palau, Panama, Samoa, Solomonøerne og Vanuatu stemmer konsekvent sammen med USA. Flere af dem er under amerikansk militær dominans, og enkelte af dem repræsenteres i FN af en amerikansk advokat med kontor i New York.

Det er i øvrigt morsomt at bemærke, at mange af de stærkeste fortalere for Kosovos selvstændighed er de selvsamme, som er de stærkeste modstandere af Palæstinas selvstændighed. Principper om nationale rettigheder fylder altså meget lidt i sager som disse. I stedet er det indflydelsessfærer, markeder og globale strategier, der tæller. Og så er der i øvrigt langt flere lande, der anerkender Palæstina, end der er lande, der anerkender Kosovo.

Palæstinenserne har muligvis land i sigte, men de amerikanske krigsskibe forhindrer, at de kan sejle i havn.

Brev fra kongen

2011-10-18T19:51:00.003+02:00

Flosklerne væltede nærmest oven i hinanden i dagens Jordan Times. Den kongetro avis kunne meddele, at der er kommet en ny regeringsleder. Valget er faldet på den 62-årige jurist Awn Khasawneh. Med en uddannelse fra Cambridge og en periode som dommer ved FN's Internationale domstol virker han som et valg, der ikke kan støde Jordans allierede i Washington.

Jordans Kong Abdallah, der styrer landet som en art oplyst enevælde, har skrevet et brev i forbindelse med udnævnelsen af den nye regeringschef. Det fremgår blandt andet, at regeringen skal stå i spidsen for en reformproces, som skal være mærkbar og ægte, og desuden at borgerne skal informeres om denne reformproces. Kongen skriver også, at den palæstinensiske sag ligger ham meget på sinde.

Kort sagt er kongens brev en lang række af selvfølgeligheder og tomme ord, der ikke kan bestå ikke-testen. På den måde er alt ved det gamle på trods af den nye regeringschef.

I et andet brev, som kongen har skrevet - til den afgående regeringschef Marouf Suleiman al-Bakhit - hæver flosklerne sig helt op på det komiske plan. Alle i Jordan ved, at da Bakhit blev sat ind i februar i år, skete det for med en blanding af indrømmelser og rå magt at knuse protesterne mod regimet. Alle ved, at korruptionen i landet er omfattende, og at den er organisk forbundet med regimet selv. Alligevel skriver kongen til Bakhit, at "alle jordanere vil huske dine seriøse og modige tiltag for at styrke principper om gennemsigtighed, ansvarlighed, lovstyre og din upartiske og frygtløse forfølgelse af mistanker om korruption."

Hele manøvren er formentlig et forsøg på at redde det korrupte og uduelige monarki, men det står der ikke noget om i Jordan Times.

Krigsforbryder? - Ikke længere!

2011-10-06T17:43:00.002+02:00

Så skete det. En af Mellemøstens mest berygtede krigsforbrydere blev modtaget i England. Besøget er kun kommet i stand, efter den britiske lovgivning blev ændret, så en lang række udenlandske krigsforbrydere ikke kan arresteres og retsforfølges i Storbritannien.

Jeg taler om Tzipi Livni. Hun har i dag besøgt William Hague, der er britisk udenrigsminister. Livni selv er ikke minister længere, så hendes visitkort indeholder ordet "forhenværende" foran titlen som premierminister. Men hun er også "forhenværende" krigsforbryder.

For få uger siden har Storbritanniens regering nemlig vedtaget at fjerne en bestemmelse i lovgivningen, der hidtil har gjort det muligt at retsforfølge israelske krigsforbrydere.

Jeg har tidligere omtalt sagen mod Livni, da det kom frem, at en engelsk domstol havde udstedt en arrestordre på hende. Allerede dengan udtalte den daværende britiske regering noget, der kun kunne tolkes sådan, at de for enhver pris ville forhindre, at israelske politikere skulle stilles til ansvar for deres handlinger over for en britisk domstol.

Nu kan Livni - Gazas bøddel - altså frit rejse ind og ud af det Forenede Kongerige. På FN's hjemmeside ligger der et katalog over de krigsforbrydelser, hun er ansvarlig for. Men nu kan det ikke længere bruges som retsligt bevismateriale i Storbritannien.

Palæstinensiske græsrødder støtter protester i Israel

2011-09-20T16:20:00.003+02:00

Spørgsmålet om Palæstinas FN-status fylder en del i medierne for tiden. Det er sådan set naturligt nok. Det, jeg synes er blevet overset, er de store sociale protester i Israel.

To gange har over 300.000 demonstreret i Tel Aviv. Omkring 200.000 har været på gaden i Be’er Sheva – omtrent det samme antal, som der er indbyggere i byen.
Demonstranternes krav har taget udgangspunkt i den store mangel på boliger, der er til at betale. Men bevægelsen har udviklet sig til en mere generel kamp for social retfærdighed

Til demonstrationerne har folk båret skilte, hvor der står ”vi kræver boliger”, ”regeringen er imod folket, folket er imod regeringen”, ”al magt til folket”, ”folket kræver social retfærdighed”, ”gå af” og ”Egypten er her”. Meningsmålinger har vist, at demonstranterne bliver støttet af ni ud af ti i befolkningen.

Hidtil har der været forbløffende få palæstinensiske organisationer, enkeltpersoner, intellektuelle og politikere, der har bakket op om de israelske råb om social retfærdighed. Men måske er det ved at ændre sig.

En forsamling af 20 palæstinensiske og israelske organisationer, der mødtes i Hebron i september, har udtrykt deres opbakning til de sociale protester i Israel og det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse. De opfordrer til fælles kamp imod besættelse, fattigdom, racisme og bosættelser.

Blandt organisationerne er Israels Kommunistparti, de palæstinensiske venstrefløjspartier DFLP og PPP, de palæstinensiske læreres fagforening og sammenslutningen af palæstinensiske landmænd. Dertil kommer en række ungdomsorganisationer og folkelige bevægelser.

Deres erklæring kan læses her på engelsk, men jeg synes lige, at et udpluk af den skulle oversættes til dansk. Here goes:

“Protestbevægelserne i den arabiske verden har vakt begejstring i hele verden hos de, der søger frihed, og mange har taget modellen med folkelig kamp til sig. Disse protestbevægelser har haft en dyb indvirkning på forskellige grupper i Israel, både hos jøder og palæstinensere, og har bidraget til bevægelsen for social retfærdighed i Israel.

Vi - palæstinænsiske og israelske sociale og politiske kræfter, repræsentanter for kvindeorganisationer og unge mennesker fra begge sider af den Grønne Linie - fremhæver behovet for fælles kamp med mål om at befri regionens folk fra kolonialisme og hegemoni, navnlig zionismen, standse besættelsen og Israels militære aggression samt støtte det palæstinensiske folks retfærdige kamp for dets ret til selvbestemmelse i overensstemmelse med det internationale samfunds beslutninger.

Vi ser frem til befrielsen af hele regionens folk fra diktatur, tyranni og alle former for national, social og økonomisk undertrykkelse.

Vi advarer imod de velkendte forsøg fra besættelses-regeringen på at undslippe sin krise og protesternes pres ved frygt og at pege på en udefrakommende trussel: enten ved at præsentere den palæstinensiske appel til FN som en “fare”, eller ved militær aktion som vi har set det i de seneste dage i lyset af den hårde optrapning af blodsudgydelserne imod palæstinenserne i Gaza.

En folkelig, fælles kamp er et af de centrale principper i kampen imod besættelsen, bosættelserne, racismen, kolonialismen, imod den ekskluderende politik, svækkelsen, fattiggørelsen og den racistiske adskillelse i Israel.”

Egyptens Gestapo har fået nyt logo

2011-09-07T20:55:00.002+02:00

Den egyptiske regering blev tidligere på året presset til at opløse det statslige sikkerhedspoliti. Det var en institution, der af aktivister var kendt som "Egyptens Gestapo", og som blev trænet i torturmetoder af det amerikanske FBI.

Nu har regeringen i stedet oprettet قطاع الأمن الوطني, og denne "nye" institution har også fået et officielt navn på engelsk. Homeland Security. Generalernes "nye" sikkerhedstjeneste har endda fået et logo, der til forveksling ligner det, som Homeland Security har i USA.

Se selv:
Her kan du se det egyptiske logo
Her kan du se det amerikanske logo

Man kan beskylde de egyptiske generaler for mange ting, men ikke for at være kreative i deres undertrykkelsesmetoder og disses grafiske udtryk.

Libyens revolutionære i protest mod NTC

2011-08-29T22:08:00.003+02:00

De underliggende splittelser i Libyens revolution er ved at komme op til overfladen. Nu protesterer de revolutionære i Misrata imod, at Libyens selvbestaltede overgangsråd, det såkaldte NTC, har udnævnt en tidligere Gaddafi-loyalist til Tripolis nye sikkerhedschef.

Den nye sikkerhedschef i Libyens hovedstad hedder Albarrani Shkal, og han er forhenværende general i Gaddafis hær. Men så fandt han ud af, at det var bedre for hans karriere at slutte sig til NTC. De revolutionære på gaderne i Misrata råbte under protesten, at hvis udnævnelsen af generalen går igennem, vil martyrernes blod være spildt til ingen nytte.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der synes, der er noget lusket ved NTC. Identiteten hos rådets medlemmer er for størstedelens vedkommende hemmelig.

Adsillige af dem, vi kender til, består af frafaldne Gaddafi-folk og eksil-libyere, der tabte magtkampen i 1970'erne, da regimet satsede på en statslig udvikling af landets økonomi i stedet for en markedsøkonomi. I parantes bemærket var det denne udviklingsmodel, der - den benhårde politiske undertrykkelse til trods - førte til, at levestandarden for almindelige libyere steg til det højeste i Afrika.

Der er flere ting der peger på, at NTC har bedre forbindelse til magthaverne i Paris og Rom end til de revolutionære i Misrata og Tripoli. The Independent skriver - på avisens erhvervssider - at der nu er sat gang i en storstilet kamp om den profit, der følger efter regimeskiftet.

Reuters skriver, at NTC's styre meget vel kan vise sig at blive "en guldgrube for vestlige virksomheder og investorer." De NATO-lande, der i årevis var tilfredse med Gaddafis regime, er nu endnu gladere, fordi en endnu større del af Libyens rigdomme end tidligere nu vil havne i selskaber, der er noteret på børserne i London, Paris og Rom. For at sikre ro til denne overflytning af guld (og en klækkelig kommission til de ukendte herrer i NTC), virker det logisk at udnævne en type som Albarrani Shkal til stærk mand i Tripoli. Det er dét, de kan fornemme i Misrata.

Gaddafis store kærlighed

2011-08-25T16:34:00.003+02:00

Det er nogle temmelig bizarre opdagelser, de libyske oprørere gør sig, når de i disse dage gennemgår Gaddafis compound. Her taler jeg ikke kun om oberstens bemærkelsesværdige garderobe og hans sofa, der er udformet som en havfrue af guld. En interessant opdagelse er et fotoalbum fyldt med billeder af den tidligere amerikanske udenrigsminister Condoleeza Rice. Det var hende, der blev berygtet og forhadt i Mellemøsten, da hun sagde, at Israels aggression mod Libanon i 2006 var "fødselsveerne til et nyt Mellemøsten".

Condoleeza Rice besøgte Gaddafi i Tripoli i 2008. Udenrigsministeren og obersten spiste iftar-middag om aftenen i den hellige ramadan-måned.

Dengang var Gaddafi meget glad for sine venner i Vesten - og de var glade for ham, så længe han kunne sikre stabilitet. Men obersten var angiveligt mere end almineligt glad for Condi, hvilket fundet af fotoalbummet indikerer.

I et interview med A Jazeera i 2007 omtalte han Condoleeza Rice (som han omtalte som "Leeza") i meget rosende vendinger. "Jeg støtter min kære sorte afrikanske kvinde," sagde han. "Jeg beundrer hende og er meget stolt over den måde, hvorpå hun læner sig tilbage og giver ordrer til de arabiske ledere."

"Jeg elsker hende højt. Jeg beundrer hende og er stolt af hende, fordi hun er en sort kvinde med afrikanske rødder."

Bolværket er brudt

2011-08-22T21:08:00.003+02:00

Tripoli er faldet. Med Gaddafi-regimets fald går kampen om Libyens fremtid i gang. Jeg vil ikke her komme med et længere indlæg, blot komme med en analogi fra en anden krig.

Da de amerikanske rebeller i slutningen af 1700-tallet kæmpede for at gøre sig fri af England, blev de støttet af det monarkistiske Frankrig. Men Frankrig havde sin egen agenda og sine egne grunde til at svække England. Hvis det franske monarki ikke var løbet ind i problemer (for eksempel revolutionen 1789-93, der gjorde det af med monarkiet), havde Frankrig utvivlsomt forsøgt at tage Englands plads som den nye koloniherre.

På samme måde har Berlusconi, Sarkozy og de andre europæiske ledere deres helt egne motiver bag deres pludselige modstand mod Gaddafi. De vil gerne have en leder, de lettere kan styre.

Husk på, at det er mindre end et år siden, at EU outsourcede deres grænsekontrol til Gaddafi. Betalingen var klækkelig, og grænsekontrollen blev udøvet med de for Gaddafi-regimet kendte metoder: grusom tortur, galger og nogle af verdens værste fangehuller. Nu er EU's bolværk blevet brudt.

Generalerne fyrer kritisk TV-vært

2011-07-26T18:10:00.002+02:00

Denpopulære egyptiske talkshow-vært Dina Abdel Rahman er blevet fyret. Efter en udsendelse, hvor hun lavede et kritisk interview med den pensionerede general Abdel Monam Kato (hvor han desperat hævdede, at hæren er i gang med at "belære egypterne om demokrati"), blev hun sat fra bestillingen med omgående virkning.

Hendes talkshow var på kanalen Dream 2, og det var stationens ejer, rigmanden Ahmed Baghat, der personligt gav hende sparket. Han er i øvrigt forhenværende medlem af Mubaraks parti NDP.

Den pensionerede general Kato var blevet oprørt over, at Dina Abdel Rahman havde givet taletid til folk, der kritiserede De Væbnede Styrkers Øverste Råd (også kendt som SCAF). Han betegnede i en velkendt stil fra Mubarak-tiden kritikerne som "sabotører". De ledende forretningsfolk og mediebaroner bøjer sig i høj grad for SCAF, og mange af de rige og magtfulde satser på, at SCAF kan få Egypten tilbage til "god ro og orden".

Revolutionen er langt fra slut. Kampen i medierne er en del af dette billede.

Til ungdommen

2011-07-26T17:51:00.003+02:00

Her en post, der ikke handler om Mellemøsten. I stedet handler det om fascismen og højreekstremismens terror mod de norske unge socialdemokrater. Alle mine tanker går til de pårørende, efterladte og overlevende.

Jeg vil i den forbindelse gerne citere Sosialistisk Ungdoms leder Olav Magnus Linge: "For alle døde kameratar, ikkje eit minutts stillheit, men eit liv i kamp."

Og så synes jeg, det er passende med en antifascistisk sang, som blev skrevet i 1936 under kampen mod fascismen i Spanien. Det er naturligvis Nordahl Griegs "Til Ungdommen".

Murdochs forbindelser i Mellemøsten

2011-07-23T12:53:00.005+02:00

Mens skandalerne ruller, fortsætter Murdoch-imperiet med at øjne nye muligheder for vækst. Øjnene er rettet i retning af Mellemøsten. Newscorp bliver underkastet undersøgelser i Storbritannien og USA, men planerne for at lancere murdochs første arabisk-sprogede TV-station fortsætter. Barnet hedder Sky News Arabia.

Regionens mediemarked er interessant af flere årsager. Der er mange mennesker og et stort marked. Murdochs nye kanal vil anslået nå ud til 50 millioner seere i Mellemøsten. Og det er et marked i vækst. Alene den kendsgerning, at antallet af internetbrugere i den arabiske verden er vokset med over tusind procent de senere år, siger noget om mulighederne for medievirksomhed.

Samtidig er der et andet og mere politisk aspekt ved sagen. Murdoch er kendt som en trofast tilhænger af Israels kolonisering af arabisk land. I en tale til Anti-defamation League den 13. oktober 2010 sagde han: "Mit eget perspektiv er enkelt: vi lever i en verden, hvor der er en vedvarende krig mod jøderne."

Det er unødvendigt at sige, at Murdoch gentog den racistiske myte, der sidestiller jøder i almindelighed med staten Israel og dens koloniseringspolitik.

I en tale fra 2009, mindre end tre måneder efter Israels massakre på over 1400 af Gazas indbyggere (en massakre, der forholsmæssigt var at sammenligne med Srebrenica), sagde Murdoch med henvisning til Israels krig: "Den frie verden begår en frygtelig fejltagelse, hvis vi bedrager os selv til at tro, at det ikke også er vores kamp. I sidste ende kæmper Israels folk imod den samme fjende som os: koldblodige mordere, der afviser fred ... der afviser frihed."

Så vidt Murdochs egne holdninger til verdens gang i Mellemøsten. Men det er værd at lægge mærke til, at hans forretningsforbindelser tæller Saudi Arabiens rigeste mand, Prins Walid bin Talal bin Abdelaziz al-Saud, en af Kong Abdallahs nevøer. Prins Walid er ifølge Forbes god for 19,6 milliarder dollars, vilket gør ham til verdens 26. rigeste person. Han er desuden (med syv procent af aktierne) den næststørste aktionær i News Corporation.

Da BBC for nylig interviewede prinsen på hans yacht, erklærede han, at han var en "god ven" af Rupert og James Murdoch.

Så kan de sagesløse seere i Mellemøsten bare vente på, at Murdochs arabiske flagskib bliver sat i søen. Saudiske penge, Murdochsk kynisme og neokonservative holdninger... det kan kun blive interessant.

Faraoens folk overgiver sig ikke

2011-06-22T09:50:00.004+02:00

Totalitære regimer er en underlig størrelse. Ikke nok med, at de gennem forskellige virkemidler underkuer befolkningen og kvæler kritik, de har det også med at fordreje hovederne på magtens mænd og kvinder i toppen.

Når jeg tænker på folk som Egyptens Hosni Mubarak eller Yemens Ali Abdullah Saleh, kommer jeg næsten uværgeligt til at tænke på Nicolae Ceausescu. Han var overbevist om, at befolkningen elskede ham. Den 21. december 1989 gik han selvsikkert på balkonen for at holde en tale til tusindvis af forsamlede borgere. Men det gik ikke, som han havde forventet. Han blev mødt med hån og skældsord i stedet for hyldest. Hans ansigtsudtryk lyser af forfærdelse. Det blev startskuddet til revolutionen i Rumænien, der skulle gøre en ende på Ceausescus styre og hans liv.

Revolutionen i Rumænien og følgerne af dens senere fiasko er imidlertid et emne, der må tages op en anden gang og af andre, der ved mere om det end jeg. Her vil jeg skrive et par ord om revolutionen i Egypten. Uanset hvad man mener om den egyptiske revolution, så er det en skelsættende begivenhed, der ikke er mindre verdenshistorisk end revolutionen i Rumænien var det. Og den er - i modsætning til revolutionen i Rumænien - stadig i gang.

Medgivet, jeg har ikke blogget om den arabiske revolution her på siden. I hvert fald ikke i tilstrækkelig grad. Når jeg siger "den arabiske revolution" mener jeg de omvæltninger, der siden december har fejet over alle lande fra Atlanterhavet til den Persiske Golf. Fra Vestsahara, Marokko og Algeriet til Irak, Bahrain og Yemen. Fra de tusindårige syriske byer til Saharas beduin-landsbyer af billig gasbeton. Årsagen til mit fravær har nok især været, at jeg har medvirket til en bog om emnet. Jeg har forsøgt at følge med de hurtige begivenheder samtidig med at jeg har studeret den revolutionære historie i Yemen, Libyen og Egypten.

Nå, nok udenomssnak. Videre!

Der er ingen med kendskab til Egypten, der er i tvivl om, at revolutionen imod Hosni Mubaraks regime startede som en revolution for værdighed. For respekt. For magt over egen skæbne. For menneskeværd. For ordentlige fremtidsmuligheder.

De økonomiske "reformer", som Hosni Mubaraks regime havde stået i spidsen for siden 1981, pegede alle i den stik modsatte retning. Regimet sørgede for, at en lille håndfuld rige forretningsfolk og udenlandske selskaber kunne udplyndre landet, og at de øverste lag i statsapparatets bureaukrati fik deres del af kagen. I de senere år var det især præsidentens søn, Gamal Mubarak, der tegnede denne udvikling. Han repræsenterede den rige forretnings-elite. Han repræsenterede, at Egypten var steget gevaldigt på Verdensbankens liste over "forretnings-venlige" lande. Listen omfatter 183 lande, og Egypten var med sine omfattende nationaliseringer fra Nasser-tiden tidligere nær listens bund. Egypten var under Mubarak imidlertid steget til en 94. plads foran lande som Indien, Grækenland, Brasilien, Indonesien, Rusland og Libanon.

De modsætninger, der - som følge af de sociale spændinger - allerede sidste år begyndte at tegne sig inde i regimet, vil jeg ikke beskæftige mig med her. Blot vil jeg konstatere, at regimet - ligesom andre før-revolutionære regimer - var røget ind i en blindgyde: det var ikke levedygtigt, det nød ingen tillid hos befolkningen (ikke engang de lavere dele af statsbureaukratiet), og der begyndte at tegne sig alvorlige splittelser. Allle disse intriger blev fejet af banen af Tahrir-pladsens revolution.

Kort efter, at Mubarak var gået af, indledte regimets folk en stor og omfattende kampagne for, at nationen nu måtte stå sammen. Med andre ord: ingen udrensninger i statens top, ingen udskiftninger i hærens ledelse, ingen seriøse politiske eller økonomiske omvæltninger. For nu skulle alle stå sammen om at være egyptere. Det vil sige, at Egyptens store flertal af fattige, lavtlønnede arbejdere, arbejdsløse og studerende uden fremtidsudsigter, skulle stå sammen om at bevare netop det Egypten, der har fastholdt dem i denne position.

Man hørte pludselig landets "nye" ledelse tale med bekymring i stemmen om ihtijahad fi'awiya. Det betyder noget i retning af "mindre gruppers protest". Eller måske "særinteresser" som modsætning til "nationens (ledelses) interesser". Det blev brugt til at beskrive alle strejker og demonstrationer, der sigtede mod en omfordeling af landets rigdomme. Imod lighed og fattigdomsbekæmpelse. Imod lønstigninger. Imod de studerendes krav om ny ledelse for universiteterne og for akademisk frihed. Imod kravene om jobs og beskæftigelse. Kampagnen om ihtijahad fi'awiya blev til en kampagne for status quo.

Blot tre dage efter Mubaraks exit udstedte hærens ledelse - som nu også var hele Egyptens politiske ledelse - Kommuniké nr. 5, der gør opmærksom på den negative virkning, som strejker, protester og demonstrationer har for nationens økonomi, og henstiller til, at al sådan aktivitet bliver standset. I realiteten et forbud imod retten til at strejke og demonstrere.

Hæren har forsøgt at opretholde forbuddet, men det har indtil videre vist sig umuligt. Enkelte protester er blevet slået ned, men det overordnede billede er, at militær-juntaens styre fortsat er svagt og ude af stand til at opretholde de drakoniske love og de brutale traditioner fra Mubarak-tiden. Faraoens folk overgiver sig ikke, selv om de på nuværende tidspunkt har svært ved at sætte deres vilje igennem.

Sandheden er, at det var ihtijahad fi'awiya, der væltede Mubarak. Det var da protesterne spredte sig fra gadeprotest til mere organiseret strejke-protest i industrien, at militærets top indså, at de var nødt til at droppe Mubarak. De frygtede, hvad der ellers ville ske. Deres bekymring bliver udtrykt af den egyptiske mangemillionær og forretningsmand Ezzat Essawy, der beklager sig over, at de egyptiske arbejdere ikke længere er under kontrol. "Ejerne er ikke længere i stand til at regere på fabrikkerne. Arbejderne forlanger mere og mere," siger han til Wall Street Journal. Han er et ekko af tidligere tiders fyrster og deres frygt for "pøbelvælde". Som sådan er han en glimrende repræsentant for faraoens folk, der nægter at overgive sig, men i stedet kæmper ihærdigt imod et nyt Egypten, hvor befolkningen bestemmer, hvad der skal ske med det politiske system og landets rigdomme.

Den magtfuldkommenhed, som det totalitære styre indgød i hovederne hos Egyptens elite er nu afløst af angst, bæven og frygt for fremtiden.

Journalistisk krigsførelse

2011-05-16T15:09:00.004+02:00

Siden Vietnam-krigen har især det amerikanske militær arbejdet på at finde en model, der kan sikre dem en lydig eftersnakker-presse. Når alt kommer til alt var Vietnam-krigen ikke blot et militært nederlag til USA. Det var også et medie-nederlag. Almindelige amerikanere kunne i en grd, der ikke tidligere havde været mulig, følge med i, hvad der skete.

Den løsning, der indtil videre er højdepunktet af det amerikanske militærs bestræbelser på at tøjle journalistikken, er de såkaldte "Boot camps". Ved at gøre journalisterne "embedded" og skabe en art Stockholm-syndrom blandt pressefolkene, mente de militære ledere tilsyneladende, at de derved ville få den journalistiske dækning, de ser sig fortjent til.

Samtidig med, at det amerikanske militær har opbygget en enorm pressetjeneste - hvis fornemste formål tilsyneladende er at benægte alt, indtil beviserne tårner sig op - har de opdyrket et stort lag af pensionerede militærfolk til at agere som "eksperter" i de amerikanske medier. Disse eksperters analyser har været de toneangivende i USA og dermed alle de lande, der er i den ulykkelige situation, at journalisternes eneste fremmedsprog er engelsk. Som Danmark.

Alting så dermed ud til at være til det bedste for det amerikanske militær. Det eneste, disse folk ikke havde regnet med, var, at folk i Irak, Afghanistan og andre lande, som USA har interveneret militært i (Yemen, Somalia, Pakistan) har gjort stor modstand. Hvem kan i dag huske George Bushs sejrstale på USS Abraham Lincoln? Begivenhederne har det med at underminere selv den mest veltilrettelagte spin-maskine, verdenshistorien indtil videre har frembragt.

[Et PS: Jeg ved godt, at bloggen her har ligget stille i lang tid. Jeg håber at ændre på det fremover.]

Slam dunk!

2011-01-21T12:10:00.005+02:00

Den legendariske dribling, som den amerikanske udenrigsminister fremviste for otte år siden, førte direkte til invasionen af Irak. Jeg taler naturligvis om den opsigtsvækkende række af løgne, usandheder og fordrejelser af sandheden, som Colin Powell leverede.

Krig skaber som bekendt sit eget sprog. Colin Powells retoriske perlerække vil gå over i verdenshistorien på linje med andre store af samme støbning og med tilsvarende frygtelige konsekvenser: Cato den ældre og naturligvis Göbbels.

Colin Powell lavede den første dribling: han opremsede det endegyldige bevis på Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben.
Anden dribling: Saddam Husseins forbindelse til al-Qaeda var hævet over enhver tvivl.
Så kom hans scoring - et rent slam dunk: "Mine venner, det her har været en lang og detaljeret fremstilling, og jeg takker for jeres tålmodighed. Men der er ét emne yderligere, som jeg kort vil berøre, og som bør en kilde til dyb og vedvarende bekymring for dette råd: Saddam Husseins brud på menneskerettighederne." (Min fremhævning.)

Hvor vil jeg hen med det her? Jo:

En måned inden denne tale havde selv samme Colin Powell modtaget et brev fra Human Rights Watch om menneskerettighedssituationen i Tunesien. Det er læsning, der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Men ikke på Colin Powell. Senere samme år tog han til Tunesien for at besøge landets diktator Ben Ali, der nu er blevet væltet af befolkningen. Her erklærede han, at "forholdet mellem vore lande er meget stærkt" og at "Vi beundrer stærkt Tunesien og de fremskridt, der er sket under Ben Alis ledelse".

Og så har jeg slet ikke nævnt Donald Runsfeld, den daværende forsvarsminister for USA. I 2006, da han besøgte Tunesien, sagde han: "De har - når man ser på dette fremgangsrige land - vist en evne til at skabe et miljø, som er godt for investeringer, forretninger og for deres folks muligheder." Det lyder ikke just som et land, hvor unge sætter ild til sig selv i desperation over arbejdsløshed, fattigdom og benhård politisk undertrykkelse.

AP citerede Donald Rumsfeld for, at Ben Alis regime ligefrem var et demokrati. Så har man hørt det med. Slam dunk!

Hvad var det egentlig, der skete med det fremragende land og forbilledlige demokrati, som Colin Powell og Donald Rumsfeld talte så hjetevarmt om?

Tunesien vs. Iran

2011-01-10T14:06:00.003+02:00

I sommeren 2009 var oprøret i Iran - med god grund - på alles læber. Alle de store mediehuse afsatte betragtelige ressoucer, tid og mandskab til at dække begivenhderne.

Sommeren 2009 vendte op og ned på manges opfattelse af Mellemøsten. Det blev tydeligt, at befolkningen i et af de vigtigste lande ikke agter at finde sig i et brutalt, afskyeligt og falleret regime. Folk i hele verden støttede iranerne i ders kamp. Tusindvis af Twitter-brugere ændrede deres location til Teheran for at gøre det besværligt for de iranske myndigheder at slå ned på bloggere og aktivister.

Nu er det tuneserne, der er på gaden imod et styre, der ikke er mindre repressivt, diktatorisk og modbydeligt, end det iranske. Hvor er de vestlige mediers opmærksomhed henne? Al Jazeera har en glimrende dækning på engelsk. Men hvad med BBC, CNN, New York Times, Newsweek, Sky og alle de andre? De er bemærkelsesværdigt stille imens befolkningen i et vestligt støttet diktatur rejser sig og kræver frihed.

Hvad bliver ytringsfriheden i Vesten brugt til, når det gælder? I skrivende stund er tophistorien på Time NewsFeed, at Victoria Beckham er gravid.

Israel: tre måneders fængsel til cykel-aktivist

2010-12-27T20:49:00.003+02:00

Mens Israels generaler forbereder sig på at bombe Iran og massakrere Gaza, har landets retssystem afset tid til at idømme en ung fredsaktivist tre måneders fængsel for at deltage i en cykel-demonstration.

Aktivisten sagde ved domfældelsen, at "det vi gjorde - cyklede på gaden - er den mest basale form for ytringsfrihed. Hvis vi skal straffes for det, er jeg glad for at komme i fængsel."

Dommer Yitzhak Yitzhak idømte den venstreorienterede aktivist Jonathan Pollak tre måneders fængsel. Begrundelse: han deltog i januar 2008 i en cyklende demonstration imod belejringen af Gaza.Pollak var den eneste deltager i demonstrationen, der blev anholdt.

Jonathan Pollak er en af stifterne bag den venstreorienterede gruppe "Anarchists Against the Wall", der hver uge går sammen med palæstinensiske demonstranter for at protestere imod Israels mur på den besatte Vestbred.

Demonstrationen, hvor Jonathan Pollak blev anholdt, fandt sted den 31. januar 2008 i Tel Aviv. Under demonstrationen, der var en protest imod belejringen af Gaza og samlede 30 cyklende deltagere, blev Pollak anholdt af civilklædte betjente. Politiet genkendte Pollak fra tidligere og mente, at han var leder af demonstrationen, der foregik aldeles fredeligt. Demonstrationen fortsatte efterfølgende uden yderligere overgreb fra politiets side eller uro fra demonstranternes side.

Ved domfældelsen sagde Pollak: "Jeg vil gå i fængsel med hævet hoved. Jeg mener, at det er retssystemet, der bør sænke øjnene over for de lidelser, der påføres Gazas indbyggere."

Den egyptiske informationsmotorvej

2010-12-26T02:19:00.004+02:00

Her er en anden post om medielandskabet i Egypten. Denne gang om de sociale medier. Maggie Osama viderbringer nogle interessante tal på sin blog. Here goes:

Der er omtrent 20 millioner internet-brugere i Egypten.
70 procent af brugerne går på nettet fra universiteterne. Syv procent fra arbejde.
Der er syv millioner brugere af internet på mobilen.
Der er 4,5 millioner egyptere, der bruger Facebook.
I Mellemøsten bruger 70 procent af internet-brugerne Facebook.

Aktivisme og journalistik i Egypten

2010-12-25T21:50:00.002+02:00

Her er et foredrag af Egyptens måske bedste blogger, Hossam el-Hamalawy
Hans pointe er lige så klar, som den er tankevækkende: i en diktaturstat som Egypten bliver uafhængig journalistik en form for aktivisme.

Dissent and the Spread of Information in Egypt from Hossam on Vimeo.

Maserati i Syrien

2010-07-06T10:33:00.003+02:00

"Du nægter at tro, hvor stærk efterspørgslen er efter Maserati og lignende biler her." Ordene kommer fra bilforhandler Theodor Zaour, marketing manager for Al Khouli Motors, den officielle importør af Maserati i Syrien. Han kan berette, at folk kommer ind og får skrevet deres navn på en venteliste til luksusbilen - uden at de endnu kender den endelige pris, vel at mærke.

For tre-fire år siden var der intet marked i Syrien for sådanne luksusbiler. Også Porche er nu rykket ind i Syrien.

Det illustrerer den ændring, der foregår (og er foregået i en årrække) i Syrien. Landet bevæger sig væk fra den planøkonomiske model og i retning af en kapitalistisk model, hvor markedsprincipperne er de styrende.

Det har naturligvis ført til, at skellet mellem rige og fattige i Syrien er vokset ganske betragteligt. Som eksemplet med Maserati viser, er der vokset en gruppe superrige syrere frem, som nu tillægger sig de allerdyreste europæiske vaner mens en stor del af befolkningen stadig lever i fattigdom.

Andelen af befolkningen, der lever i det, som FN betegner som "ekstrem fattigdom", er steget fra 11,4 procent i 2004 til 12,3 procent i 2007. Andelen af befolkningen, der lever i det, FN betegner som "fattigdom", er steget fra 30,1 procent til 33 procent i samme periode. Mange mener imidlertid, at disse tal er for lave. Men tendensen er klar nok: rigdommen hos en ekstremt lille gruppe stiger voldsomt - samtidig tager armoden til blandt en stor del (måske størstedelen) af befolkningen.

Ikke noget under, at det syriske regime for tiden høster stor ros fra IMF og mange europæiske regeringer for markedsreformerne.

Fadlallah er død

2010-07-05T10:45:00.004+02:00

En af de mestbetydningsfulde skikkelser i den shiamuslimske verden er død. Sayyed Mohammad Hussein Fadlallah. Han døde søndag på et hospital i Beirut. Der lader til at herske tvivl om, hvor gammel, han egentlig blev. Det libanesiske dagblad Daily Star oplyser, at han blev 74 år, men ifølge Al Jazeera blev Fadlallah 75 år.

Han er flere gange blevet beskrevet som "Hizbollahs åndelige leder". Imidlertid har han aldrig haft en rolle i organisationen. Det, der imidlertid ligger fast, er, at Fadlallah var modstander af store dele af den amerikanske politik i Mellemøsten, modstander af Israel, samt nærede sympati for det islamiske regime i Iran.

Sidstnævnte sympati var dog ikke så ukritisk, som mange (både Fadlallahs venner og modstandere) forsøger at gøre den til. For eksempel sagde han ifølge bogen The Shia Revival, at ingen religiøs leder indenfor shiaislam har monopol på sandheden. Han pegede specifikt på, at Khomeini ikke har monopol på sandheden. Han pegede desuden eksplicit på, at wilayah el-faqih (velayat e-faqih på persisk) som koncept ikke passer til Libanon, uden dog at sige, at det ikke bør gælde i Iran. Han benægtede desuden, at nogle af profeterne, herunder Muhammed (plus imamer som Ali og Hussein).

Denne dobbelthed var temmelig karakteristisk for Fadlallah. Han var ikke fundamentalist af Khomeini-typen (flere ledende shia-teologer fra Qom har sagt, at det er uforenligt med islam at udgive Fadlallahs skrifter, og da en repræsentant for den irakiske shia-leder Al-Sistani var i Libanon i 2008, nægtede han at mødes med Fadlallah), men samtidig var han heller ikke Vestens gode ven af Hariri-typen. På den måde inkarnerede han Libanons dobbelthed og kompleksistet.

Hvem bestemmer i Irak?

2010-04-27T22:09:00.005+02:00

Hvor fandt forhandlingerne om en ny irakisk regering sted? Hvor har Nouri a-Malikis parti haft husly i 80'erne? Hvem har i de senere år fået en enorm indflydelse og magt i Irak? Svaret er Iran og det regime, der er i Iran. Dette Indslag fra AJE er ret interessant i den sammenhæng...

Sultestrejker og hykleri

2010-04-27T21:14:00.004+02:00

Som protestform går sultestrejken helt tilbage til Indien i perioden 750-400 fvt. Det er efter sigende beskrevet i Valmikis skrifter (Ramayanas anden bog), som stammer fra den periode. Figuren Bharata fastede som et forsøg på at overtale Rama til at komme tilbage og herske over kongeriget.

Sultestrejken kendes også fra Irland i den førkrisne tid. Det var kendt under navnet Troscadh. De mest kendte irske sultestrejker er imidlertid nok dem fra 1981, som blandt andet kostede Bobby Sands livet. Han var valgt til parlamentet, men Margaret Thatcher lod ham dø af politiske årsager.

En sultestrejke, der for nylig fik megen opmærksomhed i vestlige medier, var den, som Orlando Zapato Tamayo, gennemførte og døde af. Det blev fordømt af EU-parlamentet, som brugte anledningen til at kræve, at der sker et "systemskifte" i Cuba.

Det er naturligvis tragisk, at Orlando Zapato Tamayo (der altså ikke var "systemkritiker", men almindelig kriminel voldsmand) er død. Men tragedien bliver ikke mindre af, at EU-parlamentet (mis)bruger dette dødsfald til at føre sig frem som menneskerettighedsforkæmpere. Sandheden er nemlig, at EU-parlamentet ikke har det fjerneste imod, at folk dør eller lider skade, når de er fængslet i lande, der enten er medlemmer af eller meget tæt på EU. Lande som for eksempel Frankrig (der er medlem af EU) og Israel (der er medlem af EU i alt andet end navn)

Sidste år begik 115 fanger i franske fængsler selvmord. Det er ikke blevet kritiseret af EU-parlamentet. EU-parlamentet har ikke krævet systemskifte i Frankrig.

Siden 1967 har Israel tilbageholdt eller fængslet en femtedel af den palæstinansiske befolkning i kortere eller længere tid. Det har ikke fået EU-parlamentet til at kræve systemskifte i Israel. Man kan kun drømme om, hvilke fordømmelser, der havde rejst sig i hele den vestlige verden, hvis for eksempel Cuba aller Venezuela opførte sig bare halvt så groft som Israel.

Israel har fortsat omkring 9000 palæstinensere i sine fangehuller. Det er ganske vist i strid med international lov. Men det har ikke fået EU-parlamentet til at træde til med resolutioner og fordømmelse. Blandt fangerne er 47 medlemmer af det palæstinensiske parlament. Så kan man spørge sig selv om, hvordan man vil forhandle med en myndighed, hvis medlemmer sidder ulovligt fængslet i besættelsesmagtens fangehuller.

Nå, men nu har EU-parlamentet chancen for at fordømme Israel og kræve systemskifte: de palæstinensiske fanger i de israelske fængsler har indledt en sultestrejke. Der bliver nok rig lejlighed for at finde overgreb på de sultestrejkende. Vi venter bare på resolutionerne fra Bruxelles for at modbevise alle tanker om, at menneskerettigheder kun er vigtige for EU-lederne, når det er politisk bekvemt.

1000 dage i fængsel

2010-03-15T21:45:00.002+02:00

Vi har nu rundet de første 1000 dage. Gaza blev forvandlet fra "blot" at være besat område, underlagt de israelske generalers nåde, til at blive "verdens største fængsel". Ordene er ikke mine - de kommer fra FN's humanitære chef, John Holmes.

I de tusind dage, der er gået, er der 500 patienter, der er døde på grund af, at Israel (med hjælp fra Vestens gode diktator-ven Hosni Mubarak i Egypten) har lukket grænsen og forhindret, at disse mennsker kunne overleve. Det er én hver anden dag.

Gaza plejede at være den del af de palæstinensiske områder, der var bedst stillet økonomisk. Nu lever 80 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen. De lever i et område med spildevand og stank. En åben kloak. Et område, hvor infrastrukturen er nedbrudt og boligerne er sønderbombede (Israel nægter systematisk at lade byggematerialer komme ind i Gaza). Et fængsel med 1,5 millioner fanger, der er spærret inde uden at have begået anden forbrydelse, end at flertallet i 2006 stemte på et parti, som Vesten og Israel ikke bryder sig om.

Sikke et jubilæum.

Arabisk stormer frem på nettet

2010-03-02T23:00:00.004+02:00

Arabisk er et ret svært sprog. Grammatikken er egentlig ikke særlig svær, hvis man holder sig til daglig konversations-arabisk og ser bort fra sprogets avancerede dele. Arabisk er et højt udviklet sprog, som i selve sin opbygning er meget poetisk og med tonsvis af underfundigheder, som åbner sig op i takt med, at man lærer mere. Det er et sprog, som kort og godt er spændende at beskæftige sig med. Det svære er, at man skal huske alle gloserne - som regel minder de ikke om noget, man kender fra de indo-europæiske sprog, endsige vores germanske sprogfamilie eller vores romanske kusiner. (Mange europæere tror, at skriftsproget er svært - men det er næsten det letteste af det hele, da det er et alfabet med 28 bogstaver, hvor mange af dem svarer til dem, man kender fra det latisnke alfabet - for eksempel b, f, k, t, q, d, og så videre.)

Der er mere end 320 millioner mennesker, der taler arabisk. "Arabisk" er nu så meget sagt, idet der er himmelvid forskel på det, de taler i for eksempel Marokko-Algeriet og Syrien-Palæstina. I Jordan er der masser af egyptiske gæstearbejdere, og det kan være ganske vanskeligt at forstå den egyptiske dialekt, hvis man i forvejen er på novice-stadiet i sit palæstinensisk-jordansk-arabiske sprog. Ikke desto mindre har alle araberne det samme skriftsprog, og araberne er stadig bundet sammen af fusha, den type arabisk, som man hører på de store tv-stationer som Al-Arabiya, Al-Jazeera, Al-Manar, Al-Mustaqbal og LBC - samt hos de religiøse, da de tager udganspunkt i dette standard-arabiske sprog, som er det, man finder i Koranen.

Med dette in mente er der ingen tvivl om, at der er mange, der taler arabisk. Derfor var jeg overrasket over at se, at Global Post spekulerede i, om arabisk er et uddøende sprog.

Arabisktalende personer udgør tre procent af internet-brugerne, men alligevel er kun omkring én procent af internettets indhold på arabisk. Men man bør ikke tage fejl. Arabisk er kraftigt på vej fremad. I perioden 2000-2008 steg antallet af internetbrugere i Mellemøsten med 1176,8 procent. Det tilsvarende tal for Asien var tilsammenligning "kun" 363,4 procent. Google forventer, at antallet af arabiske internetbrugere vil vokse med knap 50 procent i løbet af de næste tre år.

Det er da imponerende.

Kvinde-taxa i Kuwait

2010-01-20T12:13:00.004+02:00

Mange af samfundene i Mellemøsten er på mange områder ret konservative. Det er næppe en nyhed. Mændene rejser sig op for kvinderne i busserne, for eksempel. Men mange kvinder beklager sig også over, at de ofte føler sig chikaneret af nærgående mænd. Ikke blot i busser, men også i taxaer. Jeg kender en del kvinder, der beklager sig over at køre med taxa i Jordan (her er det vigtigt at huske, at kvinder altid skal sætte sig på bagsædet, og at mænd altid skal sætte sig på forsædet!) Det har selvsagt ikke været mindre irriterende for lyshårede kvinder fra Europa, der ikke har forstået et hak af den kulturelle kode og for eksempel er iført ærmeløse trøjer med dyb udskæring (både mænd og kvinder forventes at klæde sig "anstændigt på", aldrig have korte bukser på osv.)

Nå, men nok om det. I Kuwait er det åbenbart endnu mere konservativt end i Jordan. Vi taler selvfølgelig også om et Golf-land. Hele den region er berygtet for sin konservatisme (i UAE stener de også kvinder, men de er jo Vestens gode venner, så det gør vist ikke så meget...)

I Kuwait er det socialt uacceptabelt for kvinder at tage alene med taxa. Så da den 27-årige Bedoor al Mutairis bil punkterede, og hun måtte vente en time på, at hendes bror kom og hentede hende, fik hun en idé: et taxaselskab for kvinder. Nu har hun så lanceret det lyserøde taxafirma Hawaa Taxi. Der er nu 10 kvinde-taxaer klar i Kuwait, og mon ikke selskabet vil klare sig ganske glimrende? Der er i hvert fald et solidt kundegrunlag blandt de mange stenrige kuwaitiske kvinder.

17 tips til dårlig Mellemøst-reportage

2010-01-12T01:14:00.004+02:00

Når man rapporterer fra Mellemøsten er der en hel række ting, man skal huske, hvis man vil bibeholde samme lave niveau, som findes i størstedelen af de fleste vestlige mediers dækning, samt i næsten al dækning i de vigtigste danske medier. Jeg ved, at mange af reglerne bliver fulgt slavisk, men de skulle jo nødig gå i glemmebogen. Derfor genopfrisker jeg dem lige her.

Glem fortid og historie. Alt, der ligger længere tilbage end 14 dage har aldrig fundet sted.
Det er altid, demokrati, når USA siger det. Glem aldrig det.
Der har aldrig fundet demokratiske valg sted i Palæstina. Hvis nogen siger, at Hamas vandt demokratisk, så ignorér dem.
Fokusér altid på religion. Alle ved, at folk i Mellemøsten er vilde med religion, og det kan forklare alting.
Husk altid, at spørgsmål om hovedbeklædning er meget vigtigere for kvinder end spørgsmål om stemmeret, lønninger, boliger, sundhedsfaciliteter, uddannelse, sociale sikkerhedsnet og andre ubetydelige ting.
Hvis en gruppe fattige mennesker kun er bevæbnet med rifler og hjemmelavede bomber, og de står over for en stat med atomvåben og F-16 fly, og dem med riflerne er palæstinensere, så er det to ligeværdige parter, der står over for hinanden.
Oprids to ekstremer og antyd, at løsningen nok ligger et sted midt imellem.
Rapportér fra en embedded post med en vestlig militærstyrke, og brug det til at forklare, hvordan det virkelig er i en krigszone.
Find på nye ord, der slutter på -stan. Beklager, men "Hamasstan", "Jihadistan" og "Vietraqistan" er allerede taget.
Husk at gøre god brug af klichéer.
Husk at en magthaver altid har de bedste hensigter, hvis han kommer fra et vestligt land - eller fra Israel.
Husk, at stening af kvinder er mere barbarisk, når det foregår i Iran end når det foregår i UAE.
Husk at rapportere fra et hotel, gerne i et naboland til det, du dækker.
Husk at skrive af fra de internationale aviser og præsentere det som dit eget.
Hvis der er konflikt i et land, så er det en religiøs konflikt, for eksempel shia/sunni. Sociale, økonomiske og politiske konflikter findes ikke i Mellemøsten.
Husk at antyde, hvor farligt det hele er - dermed øger du din egen status. Hvis nogen siger, at Mellemøsten er et behageligt sted, hvor man generelt oplever større venlighed end i Europa, så ignorér dem.
Lad være med at læse bøger.

Jeg har sikkert glemt nogle. Men hvis man efterlever disse 17, bør man være på sikker grund til at levere forudsigelig, ensidig og uvæsentlig journalistik fra Mellemøsten.

Arrestordren på Livni: England bøjer sig

2009-12-16T11:41:00.003+02:00

For nylig røg nyheden (endnu en gang breaket af verdens førende nyhedsstation Al Jazeera) verden rundt: en engelsk domstol havde udstedt en arrestordre på Israels tidligere udenrigsminister, Gazas bøddel Tzipi Livni.

Til at begynde med reagerede de engelske myndigheder ved at nægte, at sådan en arrestordre fandtes. Det er åbenbart en vane for engelske myndigheder at opfinde ting der ikke findes (som masseødelæggelsesvåben i Irak, der kan ramme Europa i løbet af Tony Blairs berømte 45 minutter) og benægte eksistensen af ting, der rent faktisk har fundet sted (som for eksempel tyrkernes folkemord på armenierne i 1915).

Nå, men historien om Livni begyndte at rulle. Hun havde aflyst et arrangement hos en jødisk organisation i England.

Arrestordren blev senere trukket tilbage, men efter udstedelsen begyndte den israelske regering stærkt at kritisere den britiske regering. Jerusalem Post supplerede med på lederplads at erklære, at ”vi er alle Tzipi Livni”.

Men hvad skete der egentlig med Livnis besøg? Der er nogle dunkle detaljer i denne sag.

Livnis folk siger, at hun for flere uger siden aflyste besøget på grund af rod i kalenderen. De israelske medier siger, at Livni aflyste besøget til England i sidste øjeblik. Begge udsagn kan ikke være sande.

Livni ville gerne mødes med den britiske premierminister Gordon Brown. Nogle har spekuleret i, at hendes ønske om netop dette møde var, at hun dermed ville være på officielt statsbesøg, og at hun derfor ville nyde diplomatisk immunitet – og dermed være beskyttet imod arrestordren. I en tilsvarende sag med Israels forsvarsminister Ehud Barak – som der også er blevet udstedt en engelsk arrestordre på – trådte den diplomatiske immunitet i kraft, fordi det var et officielt statsbesøg, og derfor kunne Barak ikke arresteres, på trods af, at han er eftersøgt for krigsforbrydelser.

Da Gordon Brown meddelte, at han ikke ønskede at mødes med Livni, blev turen til England dermed til en privat rejse. Ingen diplomatisk immunitet.

Det interessante ved denne sag er, at Storbritannien tilsyneladende er i fuld gang med at bøje af over for det israelske pres. England lader ganske åbenlyst Israel blande sig i den juridiske og politiske proces i England.

Den britiske regering har – i stedet for at forsvare, at landet udsteder arrestordrer på krigsforbrydere – udtalt, at den ønsker at være ”en strategisk partner med Israel” og at den britiske regering derfor ”holder grundigt øje med denne sags følger”. Det kan kun opfattes som et knæfald for krigsforbrydere, så længe de kommer fra Israel i stedet for for eksempel Serbien.

Kamelmælk

2009-12-08T01:31:00.002+02:00

Libyens leder, oberst Qadaffi, insisterer så vidt vides på altid at medbringe kameler på sine rejser, så han har adgang til frisk kamelmælk. Kamelmælken er mere fed og rigere på næringsstoffer end komælk. I Etiopien bruges mælken som elskovsmiddel, og i Indien som medikament. Ja, sådan er der jo så meget.

Koranen nævner, at kameler er vigtige. Om det har noget at gøre med mælken ved jeg ikke. Men det kunne det jo godt have. Nå, nok om det. I udkanten af Amman er der en mand ved navn Ahmed Abu Nimer, der sælger kamelmælk fra et telt ved vejen. Det koster 10 dinarer (omkring 80 kroner) for 2,5 liter, så billigt er det bestemt ikke. Men alligevel er der kunder nok. I en storby som Amman kan man ellers kun finde kamelmælk i butikkerne, hvor mælken er kølet ned, transporteret og den slags. Og det er jo ikke det samme som helt frisk kamelmælk. Det må Qadaffi kunne snakke med om.

Afghanistans kvinder

2009-12-08T01:04:00.002+02:00

En af de mest hykleriske og frastødende løgne, man kan komme ud for, om NATOs krig i Afghanistan, er at det angiveligt skulle være for kvindernes skyld.

"Zoya" (navnet er et pseudonym) forklarer i dette interview fra GRIT-TV, hvordan de vestlige stormagter har opfostret fundamentalismen i Afghanistan og sidenhen allieret sig med krigsforbryderne fra Nordalliancen.

Dette interview burde sendes på samtlige tv-stationer i Danmark i stedet for den tendentiøse omgang militær-kontrollerede "journalistik", der kommer ud af de hoteller og isolerede compounds i Kabul, hvor de danske stationer sender fra.

Israel og Syrien nok engang

2009-11-20T14:34:00.004+02:00

Den israelske premierminister Binyamin Netanyahu sagde for nylig under et besøg i Paris, at han ønsker at forhandle med Syrien "uden betingelser". Det skriver Jerusalem Post ihvertfald. Kilden til denne oplysning skulle være en rådgiver for Syriens præsident Bashar al-Assad.

Der er for tiden en masse spekulationer om fredsforhandlinger mellem Israel og Syrien. Den franske præsident Sarkozy kører sig selv i stilling som fredsmægler. I det hele taget er det tydeligt, at Frankrig forsøger at knytte tættere bånd til Syrien for derigennem at opnå en stærkere position i Mellemøsten. Den position, de mistede, da de ydmygende måtte trække sig ud af Syrien efter at have bombarderet Damaskus i 1946, forsøger de nu at vinde tilbage. Derudover står Tyrkiet på spring. Men nok om det.

Man tænker måske ikke på det i Vesten, men det syriske regimes anti-israelske holdning er faktisk en af de vigtigste kilder til popularitet. Hvis Assad slutter fred med Israel vil det være den mest upopulære beslutning, han nogensinde har taget. Det vil være politisk farligt og en destabiliserende faktor internt i Syrien. Derfor har Assad også ladet forstå, at forudsætningen for forhandlinger er, at Israel opgiver besættelsen af Golan-højderne.

Da Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1990, sagde de vestlige ledere: ud af Kuwait, eller vi bomber jer!
Men Israel modtager aldrig nogle trusler for at besætte Golan på treogfyrretyvende år. Dette hykleri tænker man måske ikke så meget over i Vesten, men det gør man i den arabiske verden.

Israel er overhovedet ikke til sinds at opgive Golan. Vandet fra Golan udgør en tredjedel af den mængde vand, som Israel årligt forbruger, og dermed er det en vigtig del af Israels landbrug og opdyrkning af bosættelser i de besatte områder på Vestbredden. At dette tyveri af vand er forbudt ifølge international lov bekymrer ikke de israelske generaler - og hvorfor skulle det også det? De er aldrig blevet truet med sanktioner eller ivasion, som Syrien er blevet det.

Jyllands-Posten, Srebrenica og Israel

2009-11-11T11:52:00.006+02:00

Jyllands-Posten er - så vidt jeg ved, jeg har ikke undersøgt det grundigt - den danske avis, der har flest korrespondenter ude i verden. Det gør, at de har mulighed for at lave en rigtig nyhedsdækning fra omverdenen i stedet for blot at copy-paste telegrammer fra Reuters og AP (selvsagt ikke Al Jazeera, Maan News og andre, der leverer historier om Vestens og Israels overgreb i Mellemøsten). Det gør, at det er værd at følge med i JP, uanset hvad man mener om avisens redaktionelle linje.

Onsdag havde JP et interview med den israelske udenrigsminister Liberman. Det behøver JP selvsagt ikke nogen korrespondenter for at lave, men det var godt gået alligevel, at de havde fået interviewet i stand. Det var en oplagt lejlighed til at stille en række spørgsmål til denne mand.

Liberman bor selv i en illegal bosættelse, der strider imod international lov. Det ville være oplagt at spørge ind til dette forhold. Det sker bare aldrig. Det eneste, der står, er et citat fra Liberman, hvor han siger:
"Jeg har sagt, at jeg er parat til at forlade mit eget hjem i en bosættelse, hvis jeg virkelig troede på en altomfattende løsning."

JP spørger slet ikke ind til, om det ikke netop er Libermans personlige og systematiske krænkelse af internationale lov og palæstinensernes nationale rettigheder (herunder retten til infrastruktur, retten til rent drikkevand osv., der blokerer for denne "altomfattende løsning".

Liberman slipper også for at forholde sig til Goldstone-rapporten. Han slipper faktisk af sted med - uden modspørgsmål eller efterfølgende kommentarer fra journalisten at sige, at "rapporten bebrejder et demokratisk land for at beskytte sig selv mod terror."

Libermans udsagn er så indlysende forkert, at selv en folkeskoleelev burde dumpe for at skrive en artikel, der ikke går Liberman på klingen på dette spørgsmål. Rapporten handler ikke en tøddel om, hvorvidt Israel er et land, hvor regeringen bliver valgt gennem en demokratisk afstemning. Rapporten handler om, at Israel har slået 1400 palæstinensere ihjel under offensiven i Gaza. Størstedelen af dem var kvinder og børn. Til sammenligning døde der 13 israelere, herunder tre civile.

JP beskriver selv massakren i Gaza som en "aktion". Og de beskriver Goldstone-rapporten som "omstridt", selv om det er klart for alle, at det kun er Israel, USA og enkelte andre lande, der er imod rapporten. Men ingen af rapportens modstandere har peget på, hvor der er fejl og mangler. Årsagen er klar: de ved, at rapporten er sand, men de bryder sig ikke om konklusionen. Det er ikke behageligt, at Vestens bedste ven i Mellemøsten er en krigsforbryder-stat.

Prøv en gang at forestille jer, hvad der var sket, hvis JP havde skrevet, at massakren i Srebrenica var en "aktion", og at FN's undersøgelse af den var "omstridt", fordi Serbien gik imod.

Faktisk er sammenligningen med Srebrenica ikke helt ved siden af. Israel siger, at deres tab (tre civile) retfærdiggjorde, at de slog 1400 palæstinensere ihjel. Det svarer til, at de for hver civil israeler slog 466 palæstinensere ihjel. Hvis vi tager det for Israel mest gunstige tal og tæller deres faldne soldater med, så slog de "kun" 107,7 palæstinensere ihjel for hver israeler.

Til sammenligning døde der 151 serbiske civile, da den serbiske VRS under ledelse af bøddelen Ratko Mladic massakrerede 8000 bonsiakiske mænd, kvinder og børn i Srebrenica. Det vil sige, at for hver død serber, døde der 53 bosniakere. Den "serbiske faktor" er altså omkring det halve af den "israelske faktor". Alligevel kan jeg ikke forestille mig, at JP - eller nogen anden dansk avis - kunne finde på at omtale folkemordet i Srebrenica som en "aktion". Hvis de gjorde, ville de - korrekt - blive fordømt. Men når det er palæstinensere, der bliver massakreret, gælder der åbenbart andre regler.

Abbas undsagt af sit eget parti

2009-10-02T13:16:00.004+02:00

Mahmoud Abbas - eller Abu Mazen, som han hedder blandt palæstinenserne - er kendt som manden, der kunne skrive et 500-siders værk om Palæstina uden på noget tidspunkt at nævne ordet "besættelse". Han er kendt som manden, der stod ved siden af Bush og ikke mælede et eneste ord i protest, da George W. Bush proklamerede, at ingen af de hundredtusindvis af palæstinensere, der blev etnisk udrenset i 1948 (og disses efterkommere) nogensinde kan vende tilbage. Abu Mazen protesterede ikke, da George Bush erklærede, at araberne i Israel ikke skal have fulde borgerrettigheder.

Sådan er der så meget. Mahmoud Abbas er jo "moderat", hedder det. Det eneste "moderate" er ifølge de vestlige medier tilsyneladende at klappehælene sammen og acceptere besættelsesmagten.

For nylig gjorde han det igen - viste hvor "moderat" og medgørlig, han er, Vestens mand i Palæstina. Han afviste kravet om, at en forudsætning for forhandlinger med Israel er, at udvidelsen af de ulovlige besætter-kolinier i Jerusalem standser. Han afviste med andre ord at kræve, at Israel standser sin etniske udrensning af arabere fra Østjerusalem.

Man skal ikke være professor for at regne ud, at sådan en politik ikke er populær blandt palæstinenserne. Det er måske derfor, at Abbas nu er blevet sat på plads af sit eget parti. Partiets ledelse modsagde ham åbent og krævede, at de ulovlige bosættelser ophører med at blive udvidet, før man vil forhandle.

Nu har Abbas trukket i land. Igennem sin talsmand oplyser han, at det skam heller ikke var rigtig alvorligt ment, at han ville opgive alle krav. Så "moderat" er han trods alt heller ikke. I hvert fald ikke, hvis det kan koste ham sin post...

Studenter-leder i Tunesien fængslet

2009-10-01T14:05:00.004+02:00

Jeg fik en pressemeddelelse på arabisk, hvor de tunesiske studerende gør opmærksom på, at en af deres ledende medlemmer er blevet arresteret af politiet uden grundlag (jo måske fabrikerer de et eller andet). Det skyldes tilsyneladende, at myndighederne er nervøse over udsigten til organisering og bevægelse blandt de studerende i Tunesien, her ved begyndelsen på det akademiske år.

Den leder, der er blevet arresteret, er Essam al-Salami. Han er jurastuderende.

Her følger Min egen, redigerede, version af pressemeddelelsen på engelsk.

Tunisia: Release student activist Essam Salami!

Based on information from the General Union of Tunisian Students

On the night between Saturday 26 September and Sunday 27 September, comrade Essam Salami, leading activist in the General Union of Tunisian Students, was kidnapped with two of his relatives, as they were on their way to Jendouba. According to information given to us, comrade Essam Salami has been subjected to brutal physical and psychological violence from the police.

The police charges against him are not yet known in details, but in any case they are fabricated from start to finish.

The General Union of Tunisian Students has raised the following demands:

1: Essam Salami must be released immediately, and all prosecutions against him must be stopped.

2: The repressivce practices of the authorities must be condemned. The authorities must be held responsible for the safety of the comrade.

3: The attack on the comrade is an attack on the General Union of Tunisian Students and its militants. It is noteworthy, that this attack coincides with the beginning of the academic year.

4: The General Union of Tunisian Students call on all democratic forces to stand by its militants against all forms of repression and restrictions.

Long live the General Union of Tunisian Students!

UNESCO-valget

2009-09-24T15:29:00.004+02:00

Så blev valget om, hvem der skal stå i spidsen for UNESCO, afgjort. Det blev Irina Bokova, der er tidligere udenrigsminister i Bulgarien. Hun vandt over den anden kandidat, Egyptens kulturminister Farouk Hosni.

Farouk Hosni havde før valget bekendtgjort, at han ville træde tilbage som minister, hvis han ikke blev valgt. Man må også formode, at han ville træde tilbage, hvis han var blevet valgt. Hvorom alting er, så er han nu vendt på en tallerken og har nu erklæret, at han ikke ser nogen grund til at træde tilbage alligevel.

Farouk Hosni havde håbet på at blive den første araber i spidsen for UNESCO. Hans kandidatur blev støttet at Kuwait, Sudan, Libyen og naturligvis Egypten. Desuden blev han bakket op af den Arabiske Liga, den Afrikanske Union og den saudisk baserede Islamiske KonferenceOrganisation.

Israel (og i mindre grad USA) gik åbent imod Farouk Hosni efter han under en debat i det egyptiske parlament sagde noget om at brænde israelske bøger af. Så nu mener Farouk Hosni, at han er offer for en konspiration, fordi jøderne ikke ønsker en muslim eller araber i spidsen for UNESCO. Det er den kendte, officielle historie. Men det interessante i denne sammenhæng er, at Israel efterfølgende blødte op på deres modstand imod Hosni. Dette er formodentlig et led i de israelske diplomatiske manøvrer for at sikre Egyptens samarbejde omkring belejringen af Gaza.

Farouk Hosni har i øvrigt som kulturminister i Egypten sørget for, at "Da Vinci Mysteriet" er blevet forbudt. Årsagen er, at den angiveligt er fjendtligt indstillet over for religion.

Våbenkapløb i Golfen

2009-04-28T10:27:00.004+02:00

De Forenede Arabiske Emirater (دولة الإمارات العربية المتحدة eller bare UAE) er nu verdens tredjestørste våbenimportør. Kun Kina og Indien overgår den stenrige samling af fyrstedømmer i Golfen. Her skal det naturligvis tilføjes, at lande som USA, Frankrig, Israel og Rusland selv producerer deres enorme arsenaler, så de behøver ikke at importere.

Hvis vi ser på, hvor stor en del af den samlede våbenimport til Mellemøsten, som UAE tegner sig for, er vi oppe på hele 34 procent - altså en tredjedel af denne urolige regions våbenimport. Det oplyser Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) i en ny rapport (læs sammenfatningen her). UAE's våbenimport svarer til seks procent af verdens samlede våbenimport.

Rapporten fastslår også, at det fortsat er USA, der er den største eksportør af - nej ikke demokrati - våben på verdensplan. USA tegnede sig i perioden 2004-2008 for 31 procent af verdens våbeneksport. 38 procent af de våben, der blev eksporteret til Mellemøsten, kom fra USA. De gik naturligvis ikke alle sammen til UAE. Også andre af regiondens notoriske diktaturstater og krigsforbryder-stater importerede masser af våben fra USA og andre lande. Først og fremmest er der tale om Israel (4 procent af verdens samlede våbenimport) og Egypten (3 procent af verdens samlede våbenimport).

I denne periode købte UAE blandt andet 80 F-16 kampfly af USA og 50 Mirage-kampfly af Frankrig. I samme periode importerede Israel 102 F-16 kampfly fra USA.

Nogle gange blive man forbløffet over hykleriet i international politik. For eksempel de store diplomatiske angreb på regimet i Iran. Det er et på alle måder modbydeligt regime. Men det var ikke Iran, der i januar massakrerede 1400 forsvarsløse palæstinensere, hvoraf en tredjedel var børn. Det var Israel. Iran har et frastødende retssystem med hårde straffe og dødsstraf for utroskab, homoseksualitet og andre ting. Men det har UAE også. Enkelte emirater i UAE benytter sig endda af stening som henrettelsesmetode. Her overhaler de regimet i Iran i modbydeligheder. Alligevel er der tilsyneladende intet problem i, at dette regime bevæbner sig til tænderne. Der er jo trods alt tale om et diktatur, som er gode venner med Vesten.

Faraoens parade

2009-04-10T20:28:00.002+02:00

Når araberne holder bryllup foregår det på traditionel vis(!) ved at køre rundt og dytte helt vildt i biler før man tager hend og hører på en mand spille el-klaver og en irakisk flødebolle, der synger. Lydniveauet er selvfølgelig tårnhøjt.

Når arabiske præsidenter bevæger sig rundt foregår det taditionelt i enorme korteger af biler og sikkerhedsfolk. Som den her, hvor Egyptens diktator Mubarak kører i en af bilerne. Der skulle være 79 biler og 11 motorcykler.

9. april i Bagdad

2009-04-10T20:14:00.002+02:00

Så var det igen den 9. april. For danskere er det en dag, der markerer starten på en fremmed besættelse for mange år siden. For irakere er det også en dag, der markerer begyndelsen på fremmed besættelse. Det er bare ikke længere siden end 2003.

I den anledning var der igen i år en massedemonstration i Bagdad. Demonstrationen var domineret af Sadr-tilhængere, og undervejs brændte de dukker, der forestillede den tidligere amerikanske præsident George Bush. Så vidt jeg ved havde de ingen billeder eller dukker af Obama. Men han har jo også erkendt nederlaget og er i fuld gang med at slå en handel af med Iran, så tilbagetrækningen kan ske med minimale omkostninger...

Valg i Algeriet

2009-04-10T19:45:00.002+02:00

Algeriet er en af de "venlige" diktaturstater. Ligesom Marokko, Jordan og Egypten er de venligt indstillede over for vesten. De indgår gerne økonomiske samarbejdsaftaler, og forfølger nådesløst alle, der mistænkes for at være terrorister. De forfølger også menneskerettighedsgrupper, demokrater, fagforeningsaktivister og andre subversive elementer. Men som sagt, et venligt diktatur. Mærsk har for eksempel store forretninger med olieudvinding i landet.

Nå, men de havde altså et valg i Algeriet den 10. april. "Valg" er måske så meget sagt. Abdelaziz Bouteflika, der er siddende præsident, fik over 90 procent af stemmerne i denne farce, der bedst tåler sammenligning med Syrien eller Egypten. Selv Zimbabwe er et demokratisk fyrtårn ved siden af Algeriet. Louisa Hanoune, den kvindelige og socialistiske kandidat, fik knap fem procent af stemmerne på trods af den omfattende valgsvindel og angreb på valgstederne. Abdelaziz Bouteflika satte hele statsmaskineriet - både bureaukratiet og de væbnede styrker - ind på at vinde valget. Resultatet udeblev ikke.

Lur mig, om denne eksorbitante valgsvindel ikke vil blive dysset ned i de fleste medier i Europa. Der er jo trods alt tale om en venlig diktator...

Krigssprog

2009-03-22T15:39:00.002+02:00

Det er altid interessant at følge med i sprogets udvikling. Især var det interessant at se, hvordan Bush-administrationen udviklede det engelsk-amerikanske sprog med "axis of evil", "surge" (en "brodsø", der henviser til offensiven i Irak i 2007), "fredom fries" og andre hittepåsomheder. Nu er den æra som bekendt ovre. Men andre sørger for, at traditionen fortsætter.

Barack Obama har som bekendt besluttet at intensivere krigen i Afghanistan, især CIA's missilangreb på pakistansk territorium. Denne udvidelse af krigen har ført til en ændring af, hvordan de tale om krigen. Det er ikke længere bare Afghanistan-krigen. Nu hedder det "Af-Pak" krigen, når de taler om den i Washington. Det henviser naturligvis til Afghanistan og Pakistan. Antallet af missilangreb på Pakistan er taget til siden Obama trådte til. Det har naturligvis ført til, at antallet af dræbte civile er steget. Den almindelige vrede imod USA er også taget til.

De amerikanske medier refererer til krigen som en mystisk ting, der ikke er en rigtig krig. De militære operationer i Pakistan er en "covert war", en slags hemmelige operationer. Hvordan kan dette være en "hemmelig operation"? Drabene på pakistanere har været forsidestof i Pakistan i månedsvis, og det var også et hedt debatemne under den amerikanske præsident-valgkamp. Og operationerne er aldeles ingen hemmelighed for de fattige familier, der bliver ramt af bomberne.

Når krigen bliver omtalt sker det ofte på en måde, der får en til at tænke, at det er en begivenhed uden ofre. Uden blodsudgydelse. Det handler i stedet om "hård magt" eller Blød magt", om "irregulær krigsførelse", "oprørsbekæmpelse" og så videre. Men i selve krigszonen har missilerne navne som Hellfire - Helvedets ild. Det er den ild, der regner ned over pashtunerne i Afghanistan og Pakistan. Navnet skal muligvis indgyde fjenden rædsel. Måske skal det få de amerikanske soldater til at føle sig overlegne og glemme frygten for at dø tusindvis af kilometer hjemmefra, i et land der aldrig har angrebet USA.

USA har 761 militære baser i fremmede lande. Jeg ved ikke, hvor mange romerne havde i sin tid. Men det er ganske sikkert, at sammenligningen mellem det romerske og det amerikanske imperium ofte er nærliggende. Ecuadors præsident nægtede for ikke så lang tid siden at forny amerikanernes ret til at have en base i Ecuador. Dog var præsident Rafael Correa villig til at forny kontrakten på betingelse af, at Ecuador fik en militærbase i Florida - staten der huser et stort antal torturbødler og eks-diktatorer, som USA støttede i Latinamerika. Foruden naturligvis de ekstremistiske eksilcubanske fanatikere, der træner sig i guerillakamp og jævnligt udfører terrorangreb imod Cuba. Rafael Correas popularitet blandt de latinamerikanske befolkninger steg vistnok med dette krav.

Men hvorfor skulle det være urealistisk? Hvis USA har ret til baser overalt i verden, hvorfor har resten af verden så ikke ret til baser i USA? Svaret har naturligvis noget med imperier at gøre. Og Afghanistan er kendt som imperiernes kirkegård. Har det noget med hinanden at gøre?

Rachel Corrie

2009-03-10T11:37:00.003+02:00

Det er snart seks år siden, at Rachel Corrie døde. Hun blev myrdet den 16. marts 2003. Gerningsmændene er stadig på fri fod. De er aldrig blevet stillet for en domstol. Rachel Corrie blev 23 år.

Jeg har aldrig mødt Rachel Corrie. Jeg har heller aldrig - tror jeg da - mødt gerningsmændene. Det var soldater i det israelske militær. De slog den 23-årige amerikanske kvinde ihjel ved hjælp af en armeret Caterpillar D9 bulldozer. Først begravede de hende levende. Derefter kørde de over hende. Måske bare for at være sikre på at hun vitterligt døde. Israel kaldte det et hændeligt uheld. De tilføjede i øvrigt, at hun selv var ude om at hun blev dræbt, fordi hun befandt sig i en kampzone.

Den "kampzone", som Rachel Corrie befandt sig i, var et palæstinensisk boligkvarter. Det var et boligkvarter, som den israelske besættelsesmagt havde besluttet at udslette for at gøre plads til jødiske bosættere. Rachel Corrie var til stede for at protestere imod kolonimagtens systematiske og kriminelle voldsudøvelse imod det koloniserede folk.

Et af de sidste breve, som Rachel Corrie sendte hjem (27. februar 2003), sluttede sådan her:
"Jeg vil blot skrive til min mor og fortælle, at jeg er vidne til dette kroniske, lumske folkemord, og jeg er virkelig bange og stiller sprørsmål ved min grundlæggende tro på det gode i den menneskelige natur. Dette må høre op. Jeg mener, at det er en god ide for os alle at lægge alt andet til side og vi vores liv til at få det til at stoppe. Jeg mener ikke længere, at det er en ekstremistisk ting at gøre."

Rachel Corrie har i dag en slags status af martyr blandt NGO'er, fredsaktivister og andre. Hun tog fra USA til Gaza for at hjælpe et af de mest underkuede folk i verden imod en fornedrelse og besættelse, som hendes eget lands regering bakkede op om, og til stadighed støtter. Men på trods af hendes personlige mod og status som fredsbevægelsens superstar (en status der aldrig svinder ved stjernens egen død, bare tænk på kunstens verden og folk som Van Gogh, Natasja eller James Dean), så var hendes gerning ikke speciel. Hun blev dræbt af det israelske militær. Hun indgår dermed i de brigader af tusindvis, der har måttet lade livet for den israelske krigsmaskines hænder.

Men hun var selvfølgelig amerikaner. Det er nok det, der var forskellen. Hun var ikke mørk i huden, hun var ikke muslim, men tværtimod en vesterlænding med lys hud. Uanset hvilken rolle, racismen spiller i hendes fremhævelse frem for blot et enkelt af de 400 børn, som Israel for nyligt massakrerede i Gaza, så fortjener hendes minde at blive hædret.

Men nok snak fra min side. Se selv en video med Rachel Corrie her.

Abdullah Sleim blev nummer 1452

2009-02-25T16:46:00.002+02:00

I dag, onsdag, var der en begravelse. Som det er sædvane i arabiske lande, blev afdøde begravet samme dag, som han døde. Begravelsesoptoget sørgede over, at Abdullah Sleim var død. Abdullah Sleim blev 17 år. Hvis en 17-årig dansk eller svensk dreng døde i en ulykke, ville vi tale om en tragedie. Hvis han døde på grund af andre menneskers overlagte voldshandling, ville vi tale om et mord.

Men Abdullah Sleim er hverken danker eller svensker. Han er ikke engang europæer. Han er palæstinenser. Og værre ednnu: han er fra Gaza. Årsagen til hans død vare ikke en ulykke. Det var et veltilrettelagt angreb, som et bombefly udførte den 14. januar. Flyet var fra Israel. Flyet var i gang med at massakrere palæstinensere. Et af ofrene blev altså Abdullah Sleim.

Han er dermed blevet offer nummer 1.452, der omkom for de israelske generalers hænder under den tre uger lange offensiv i Gaza i januar.

Nato myrdede <800 afghanere sidste år

2009-02-18T16:07:00.002+02:00

Jeg hørte, at den danske oberst Lars Møller kaldte de udenlandske tropper i Afghanistan for "frihedskæmpere". Lars Møller er helt sikkert en af de dygtigste officerer i det danske forsvar. At han har nogle forskruede holdninger er en anden sag.

Hvad er det lige for en slags frihedskamp, som invaderer et andet land og dræber tusindvis af landets indbyggere? Jo, okay, jeg kan godt følge, at Sovjetunionens nedkæmpelse af Nazityskland eller Viietnams invasion af Cambodja og fjernelse af den vestligt støttede Pol Pot var en slags krige, der kan retfærdiggøres.

Men når New York Times skriver, at Nato og den afghanske regering sidste år slog 828 civile afghanere ihjel, hvordan retfærdiggør man så lige det? Med at Taleban var undertrykkende og modbydelige? Så kunne man lige så godt invadere Usbekistan, Colombia, Egypten, Saudi Arabien, El Salvador, Israel eller Etiopien. Det gør man selvsagt ikke. Alle disse regimer er allierede med USA. Og så tæller det der med menneskerettigheder vist ikke helt så meget.

Hvem er det, der er hovedansvarlig for de drab på civile afghanere, som Nato begår? De bliver ifølge artiklen i New York Times hovedsageligt begået af Navy Seals og paramilitære enheder under CIA, der tæppebomber områder i Afghanistan. Disse enheder opererer uden om de almindelige kommandostrukturer, så de kan ikke holdes ansvarlige.

Og ny kommer der 17.000 flere soldater. Skal vi gætte på, at 2009 ikke bliver mindre blodigt? Jeg tør næsten ikke andet.

Imperiernes kirkegård

2009-02-05T19:03:00.002+02:00

For nylig skrev New York Times, at Afghanistan er "Imperiernes kirkegård". Det gik galt for englænderne i 1860'erne. Kipling var dengang med og skrev en række digte om nederlaget og den desperate situation. Det gik selvølgelig også galt for Sovjetunionen i 1980'erne, da de kæmpede imod de selvsamme jihadister og Taleban-krigere, som USA nu kæmper imod. Dengang var USA allieret med fundamentalisterne, i dag fører USA en slags hellig krig. Man kan kalde det korstog eller krig mod terror alt efter temperament. For det meste er der bare tale om ganske almindelige myrderier.

Lad os lige se på, hvad der er sket på krigsfronten i løet af de seneste år.

Bush indledte krigen i Afghanistan. Bush indledte krigen i Irak. Bush tabte krigen i Irak. Bush forsøgte en offensiv i Irak. Bush trak sig ud af Irak - delvist smidt ud af sin egen marionet.

Ind på scenen træder Obama.

Obama vil trække tropperne ud af Irak. Det er sådan set forståeligt nok. De kan ikke længere stille noget op. Obama vil til gengæld optrappe krigen i Afghanistan. Det er så her, vi står nu. 7000 flere tropper til Afghanistan. Til Imperiernes kirkegård. Kiplings slagmark.

Den hellige krig mod Terror, som Bush i sin tid indledte i Centralasien har indtil videre kostet 1.000 milliarder dollars. Krigen er dyrere end Vietnamkrigen og Koreakrigen tilsammen. Kun anden verdenskrig var dyrere - omkring tre gange dyrere end det, der indtil videre er blevet brugt på Bushs hellige krig. Den krig, som Obama nu vil optrappe.

USA står i en økonomisk krise af dimensioner, som ikke er set i generationer. Kan de blive ved med at hælde milliarder af dollars ud på de afghanske slagmarker? Det britiske imperium kunne ikke. Men så lang hukommelse havde Bush-administrationen selvfølgelig ikke. Jeg kender ikke Obamas hukommelse. Han er en dygtig retoriker, men er han også en dygtig militær strateg?

Krigene i Irak og Afghanistan har været en endeløs række af myrderier. Men ikke nok med det, det har været dyre myrderier. Meget tyder på, at Obama har bevæbnet sig med en spade på Imperiernes kirkegård.

Mediekrig

2009-01-23T11:59:00.004+02:00

Splittelsen mellem palæstinenserne når hele tiden nye dybder. Nu beskylder Fateh sine rivaler i Hamas for at chikanere Fateh-folk i Gaza. New York Times dækker det i en artikel, hvor de beretter om, at en 27-årig mand med tilknytning til Fateh er blevet skudt af Hamas-folk.

Det er egentlig spøjst, at Fateh råber så meget op om de overgreb, deres folk bliver udsat for i Gaza. Fateh er legatlt i Gaza. Hamas er forbud på Vestbredden. De palæstinensiske politistyrker under Mahmoud Abbas arresterer folkevalgte Hamas-folk og udleverer dem til de israelske torturbødler.

Det er ikke kun Hamas-folk, der bliver forfulgt på Vestbredden. Stort set samtidig med, at Israel indledte sin seneste aggression mod Gaza sørgede Mahmoud Abbas' folk for at arrestere seks ledende medlemmer af venstrefløjspartiet PFLP. Abbas' styrker har tidligere udleveret PFLP-folk til det israelske militær.

En tilsvarende mængde af repression og anslag mod forsamlingsfriheden (blandt andet i form af Fatehs forsøg på at forbyde demonstrationer imod Israel på Vestbredden), som Mahmoud Abbas og Alam Fayyad (den såkaldte "premierminister" efter kuppet) har indført på Vestbredden findes ganske enkelt ikke i Gaza. Det er en moralsk fordømmelse af Fateh, at der under deres regimente er mindst lige så meget repression som der er under fundamentalisterne.

Nu bliver jeg sikkert beskyldt for at sympatisere med Hamas. Det burde egentlig være overflødigt at sige, at det gør jeg ikke. Hamas er en israelsk opfindelse. Det er en organisation, som er blevet opdyrket for at smadre den palæstinensiske venstrefløj. Det er kort sagt en organisation, der er designet til at lede palæstinenserne i en blindgyde af religiøs mystik i stedet for rationel frihedskamp og alliance med almindelige israelere imod den nationale undertrykkelse.

Men jeg skriver alligevel dette, fordi det tilsyneladende er nødvendigt at tage afstand fra Hamas, hver gang man nævner noget med Mellemøsten. Hvem har egentlig opdyrket sådan et klima? Skal man også til at tage afstand fra NPD hver gang man omtaler Tysk politik? Tage afstand fra Margaret Thatchers samarbejde med Pinochet hver ang man omtaler de engelske konservative? Tage afstand fra forfølgelsen af det russiske mindretal, hver gang man omtaler Estland? Det er absurd og burde være unødvendigt. Men det er det tilsyneladende ikke.

Hvordan vinkler man en massakre?

2008-12-28T10:56:00.002+02:00

Puha... Hvordan skal den lige skæres? Israel har massakreret mindst 271 palæstinensere i Gaza. Og det skal naturligvis tilføjes, at det kun er i skrivende stund. Tallet vil utvivlsomt stige til langt mere uhyggelige højder. Dertil kommer det vanvittige antal af lemlæstede og sårede. Mange af dem vil dø, mange af dem vil leve resten af livet - måske indtil det næste israelske angreb - uden arme eller med svære skader på organer. De heldige er de overlevende, som blot har mistet deres hjem, familiemedlemmer, venner og kære.

Hvordan vinkler man en massakre? Ordet katastrofe faldt mig i tankerne, men det indikerer på en måde, at det er noget naturligt, noget der ikke er menneskeskabt. Katastrofer er noget, der er opstået uafhængigt af menneskelig vilje. Den pågående massakre på Gazas mænd, kvinder, døtre og sønner, er ikke bare skabt med vilje - den er planlagt, veltilrettelagt og koldt overlagt. Ordrene bliver givet af folk med lange uddannelser, der ved hvad de foretager sig. De har planlagt operationen for at skabe størst mulig ødelæggelse, sorg og elendighed med deres ildkraft.

Ildkraften bliver leveret af USA. F-16 fly og Apache-helikoptere. USA's regering har endda den uhørte frækhed at hævde, at det er palæstinensernes egen skyld, at de bliver massakreret. Men det er på den anden side forudsigeligt fra den kant.

Israel har angrebet den palæstinensiske regeringsbygning, TV-stationen Al Aqsa, moskeen ved siden af al-Shifa hospitalet, boligkvarteret al-Shoja'aya, et medicinsk lager i forbindelse med et hospital, og mange andre steder. Forskellige grupper, herunder Ezzedeen al-Qassam brigaderne, har ind imellem affyret enkelte af de primitive Qassam-raketter imod mål i Israel. Hjemmelavede raketter imod Mellemøstens stærkeste militære magt. Hjemmegjorte raketter imod det mest sofistikerede militære isenkram, Verden endnu har set. Hvis nogen mente, at det var en kamp, der tilnærmelsesvist er lige, må de være både blinde og døve. Men som Biblen siger, så er ingen så blind, som den der ikke ønsker at se.

Nå. Tilbage til mit egentlige ærinde. Hvordan vinkler man denne massakre? Jeg kunne fortælle om de store protester, der er overalt i den arabiske verden. Og resten af verden i øvrigt. I går var der demonsration i Amman. På den besatte Vestbred er der oprør. Massedemonstrationer. Unge kæmper imod det israelske militær, kun bevæbnet med sten og molotov-coktails.

Hvad med vinklen? Forbrydelse mod menneskeheden? Hvis det var sket på Balkan, var det helt sikkert sådan, Vesten havde betegnet denne massakre. Hvis Serbien havde angrebet Pristina i Kosovo og massakreret hundredvis af albanere, så havde det - med rette - fået denne etiket på sig. Men nu er det jo Israel, og verdens ledere opfordrer fromt til "våbenhvile". Handling skal man se i vejviseren efter. Det kaldes diplomati. Det er vist noget med, at Israel får hårde ord med på vejen, men ellers frit lejde. Det er sådan en indforstået aftale mellem lederne af de europæiske magter og de israelske bødler.

Bortført af den israelske flåde

2008-11-18T16:40:00.002+02:00

Jeg fik lige en pressemeddelelse. Den siger, at 14 palæstinensiske fiskere og tre udlændinge er blevet bortført i palæstinensisk farvand af den israelske flåde. De befandt sig i fiske-farvand omkring ti kilometer ud for Deir al-Balla i den belejrede Gazastribe.

De tre udlændinge er Andrew Muncie fra Skotland, Darlene Wallach fra USA og Victor Arrigoni fra Italien. Pressemeddelelsen meddeler ikke, hvad de fjorten fiskere hedder.

40.000 mennesker i Gaza er afhængige af fiskeri for at overleve. De er blevet hårdt ramt af den israelske blokade, der gør det næsten umuligt at skaffe diesel til bådene. Desuden er fiskeriet blevet hårdt ramt af den israelske blokade, fordi den har gjort det umuligt at drive rensningsanlæg. Derfor bliver der dagligt hældt 50 millioner liter urenset spildevand direkte ud i Middelhavet. Følgen for fiskeriet i området er til at forudse.

Obama-hash

2008-11-18T14:59:00.002+02:00

I den egyptiske by Marsa Matrouh er der en ny slags hash på gaden. Der er tilsyneladende tale om sort hash fra Marokko, men det går under navnet Obama. Det skriver Wael Abbas.

I 2003 var der en stærk hashtype i Egypten, som blev kaldt for Saddam. Årsagen var, at det angiveligt var "stærkere end kemiske våben"...

En overset nyhed fra Irak

2008-11-17T11:02:00.008+02:00

Jeg burde vel skrive om den nye aftale mellem den irakiske "regering" og den amerikanske besættelsesmagt. Aftalen får god dækning i aviser som New York Times - læs selv her. De skriver blandt andet, at aftalen indebærer, at de irakiske myndigheder opnår en "høj grad" af myndighed over forbrydelser, som bliver begået af amerikansk personel, som har fri og ikke opholder sig på deres baser. Som om, at forbrydelserne bliver begået, når soldaterne og lejesoldaterne har fri. Alle irakere ved, at de vilkårlige mord, nedværdigelserne, de brutale husundersøgelser og regulære overfald finder sted netop i arbejdstiden. Det er faktisk troppernes job at udføre disse forbrydelser.

Men nu kan den irakiske "regering" altså hævde, at de på en måde regerer i deres eget land. Det giver næsten indtrykket af, at der er tale om et selvstændigt land. Næsten.

Og jeg vil altså ikke skrive om denne aftale. Jeg vil derimod berette om en anden nyhed fra Irak. En nyhed, som ikke bliver dækket af de vestlige medier. Måske fordi den ikke anses for at være væsentlig eller sensationel. Eller også opfylder den ikke det journalistiske kriterie om identifikation. Underforstået: vesterlændinge kan ikke identificere sig med irakere. Det siger nok mest om, at redaktører ikke kan identificere sig med irakere. Men der er jo så mange, som redaktørerne ikke kan identificere sig med. Hvorfor skulle de gøre forskel på irakere, venezuelanere eller palæstinensere. Det ville jo være diskrimination.

Nu kommer vi så til emnet. Det drejer sig om en demonstration i Bagdad. Demonstrationen var vendt imod en lønnedgang, som trådte i kraft 1. juli. Demonstranterne var ansatte hos ministeriet for industri og mineraler (MIM). Demonstranterne arbejder til daglig med udvikling af det, der er tilbage af den irakiske industri.

Lønnedgangen var dikteret af det irakiske finansministerium. De havde til gengæld fået diktatet fra den Internationale Valutafond, IMF. Imidlertid blev ministeriet - efter massiv protest fra de irakiske arbejdere - tvunget til at trække lønnedgangen tilbage. Men arbejderne mangler stadig at få udbetalt den manglende løn for de sidste fem måneder. En demonstrant sagde, "vi får intet, mens de bliver rige på korruption".

Demonstrationen samlede hundredvios af ansatte fra MIM i Bagdad. Samtidig var der lignende demonstrationer i Kut, Nassiriyah og Najaf.

Demonstranterne i Bagdad gik i retning af ministeriet. De råbte slagord og bar bannere. Militæret blokerede imidlertid demonstrationens rute og pressede demonstranterne sammen. Demonstranterne blev mødt med hævede geværer. Imidlertid forholdt demonstranterne sig i ro over for denne konfrontative taktik. Demonstranterne blev stående og holdt fast på deres ret til at protestere. De gjorde det klart, at de ønskede at sende repræsentanter til ministeriet for at aflevere deres krav om udbetaling af den manglende løn.

Til slut blev myndighederne pressede til at give efter og tillade en delegation at få adgang til ministeren. Ministeren lovede at tage kravene med til premierminister al-Maliki. Falah Alwan, en af demonstrationens arrangører og leder af Sammenslutningen af Arbejderråd og Fagforeninger i Irak, sagde, "vi venter to dage på et svar. Derefter vil vi vende tilbage."

Hvorfor blev demonstrationen ikke omtalt i de vestlige medier? Måske passer den ikke ind i de journalistiske kriterier - væsentlighed, identifikation, sensation og aktualitet. Eller det femte kriterie: konflikt. Der er masser af konflikt.

Historien er væsentlig, fordi den viser, at irakernes levestandard bliver smadret af besættelsesmagten og deres økonomiske institution IMF.

Angående identifikationen, så er der naturligvis tale om irakere, og ikke englændere, danskere, amerikanere eller svenskere. Men man kunne godt få den mistanke, at billedet af almindelige irakere - der hverken er islamister eller noget andet "orienatlistisk" - ikke passer ind i det fordomsfulde billede, pressen normalt præsenterer os for. Måske er der tale om, at identifikationen faktisk er for stor?

Sensation: tja, det er nok en overraskelse for mange, at IMF dikterer lønnedgang på 30 procent.

Aktualiteten vil jeg ikke beskæftige mig med. Konflikten er til gengæld ret klar: almindelige irakeres levestandard kontra IMF, USA og deres marionetregering.

Veteraner fra Afghanistan

2008-11-11T00:25:00.003+02:00

Jeg har ladet mig fortælle, at danske politikere med stormagtsdrømme vil have en særlig dag til ære for danske veteraner, der dør i krige mod befolkninger, der aldrig har gjort Danmark noget. I den forbindelse vil jeg lige anbefale denne interessante udsendelse fra Al Jazeera om nogle andre veteraner fra et land, hvor danskere er sendt i krig. Det handler om de sovjetiske veteraner fra Afghanistan. De udkæmpede en krig, de ikke kunne vinde. Og det samme gør Nato nu.

Kamelhop i Yemen

2008-11-10T00:21:00.003+02:00

Yemen er et fascinerende og fantastisk land. Her er et klip med ekstremt dygtige mænd fra Yemen, der springer over kameler. Jeg er målløs.

Masseprotest i Bagdad

2008-11-09T21:45:00.002+02:00

Jeg så, at der netop har været masseprotest i Reykjavik. Anledningen er, at regeringen i Island - ifølge befolkningens opfattelse - har sat landet til salg. Regeringen låner 2 milliarder dollars af IMF. Vi ved godt, hvad der plejer at følge med sådanne lån - bare spørg befolkningerne i Latinamerika, Afrika og stribevis af asiatiske lande. Det er altid massive privatiseringer og nedskæringer på skoler, hospitaler og befolkningens levestandard. De lokale overklasser plejer til gengæld at klare sig glimrende.

Nå, men her handler det om Mellemøsten. Nærmere bestemt Bagdad, hovedstaden i Irak, det ganle Mesopotamien. Her er besættelsesmagterne i knibe. Befolkningen hader dem, tropperne vil gerne hjem, den amerikanske befolkning afskyr krigen, og den irakiske regering under al-Maliki bliver (med rette) anset for at være korrupt, uselvstændig, nederdrægtig, magtesløs og ubrugelig på en og samme tid. Og så udløber besættelsesmagternes mandat fra FN snart. Derfor forsøger de at lave en aftale om, at de kan blive der i årevis endnu. Naturligvis uden, at den irakiske "regering" skal have mulighed for at retsforfølge så meget som en eneste amerikaner.

Her er en rapprort fra en masseprotest i bydelen Sadr City i Bagdad. Reportagen er lavet af iransk TV. De er nok ikke de mest velanskrevne. Men deres troværdighed i denne sag er ikke værre end for eksempel CNN, Sky News eller andre store vestlige medier, der konstant holder mikrofoner for det amerikanske militær. Og så taler billederne ret meget for sig selv.

Religionskamp i Jerusalem

2008-11-09T20:45:00.002+02:00

I dag (søndag) udbrød der voldelige sammenstød mellem kristne munke fra forskellige grupper. Det skete på et af kristenhedens helligste steder, nemlig den Hellige Gravs Kirke.

En talsmand for politiet i Jerusalem sagde, at volden brød ud mellem armenske og græsk-ortodokse munke. Angiveligt brød volden ud i forbindelser med forberedelser til armenernes årlige ceremoni for at fejre, at man i det 4. århundrede fandt et kors, som man mente, var selve korset, som Jesus blev hængt op på.

Ifølge det israelske politi er de jævnligt nødt til at bryde ind med magt og standse voldelige konfrontationer mellem forskellige kristne grupper, der kæmper om indflydelse over kirken. Nøglerne til kirken er i øvrigt i århundreder blevet passet af en muslimsk familie for at undgå, at en enkelt kristen gruppe bliver favoriseret.

Her er en video fra konfrontationen:

Syrien angrebet af USA

2008-10-27T12:49:00.002+02:00

Man ser det for sig. Et større arabisk land som Syrien udfører et bombeangreb på amerikansk jord og dræber ni amerikanere. Vesten er oprørt og forlanger betingelsesløs undskyldning. Danmark lover at medvirke i et amerikansk gengældelsesangreb på Damaskus.

Sådan er det ikke helt. Snarere tværtimod. Det er USA, der har angrebet Syrien og slået ni arabere ihjel. Fire amerikanske kamphelikoptere angreb byen Sukariya, som liger tæt på grænsen til Irak. Ifølge de syriske myndigheder var de dræbt bygningsarbejdere. Desuden er 19 blevet såret.

USA har - som sædvanlig - først nægtet ethvert kendskab til angrebet, der er i åbenlys strid mod international lov. Men da beviserne hobede sig op, anerkendte de angrebet.

Det er en kendt sag, at USA beskylder Syrien for ikke at lukke grænsen til Irak hermetisk af, så ingen kan krydse grænsen med våben til de irakiske oprørere. Syrien har svaret, at det er umuligt og henvist til, at USA ikke engang selv er i stand til at kontrollere sin grænse til Mexico.

Al Jazeera har et indslag på engelsk om affæren.

"If you don't like Americans - then fuck you!"

2008-09-02T14:38:00.002+02:00

Så faldt jeg endnu en gang over en af de amerikanske soldaters videoer fra Irak. Videoerne viser som regel et hus, der bliver sprunget i luften - og som regel er det et resultat af luftangreb. De irakiske videoer viser som regel amerikanske patruljer, der bliver angrebet med hjemmelavede bomber eller rifler, men amerikanerne benytter sig af den højteknologi og altødelæggende bombekraft, de har til rådighed. De har oven i købet den frækhed at kalde irakerne for kujoner...

Nå, men det er ligemeget i denne sammenhæng. Her er en amerikansk video, der egentlig er meget typisk. Det, jeg studsede over, var soldatens kommentar efter huset var sprunget i luften.

Jeg ved ikke, hvem der var i huset. Måske var det tomt. Måske var der en familie derinde. Måske var der en gruppe bevæbnede irakiske modstandsfolk. Hvem ved.

Kina producerer det palæstinensiske modstandssymbol

2008-09-02T11:31:00.002+02:00

Jeg har tidligere lagt mærke til det i Vesten. Unge mennesker går med tørklæder, der er lavet ud fra den palæstinensiske model. På arabisk hedder sådan et tørklæde keffiyeh, og det kan have forskellige farver. Det mest normale er vel rødt/hvidt eller sort/hvidt. Og så er der den helt hvide keffiyeh, som særligt er populær blandt folk fra Saudi Arabien og de små lande i Golfen.

Keffiyeh var vistnok engang et symbol på den palæstinensiske frihedskamp. Nogle vil hævde, at det stadig er det. Nogle vil endda hævde, at det også er et symbol på irakernes modstandskamp imod amerikansk besættelse. Andre igen vil mene, at keffiyeh er et alment symbol på undertrykte folks kamp for befrielse og retfærdighed. Et par eksempler på de sidste opfattelserleverer teneren Carlos Latuff med sin tegning af Che Guevara. Eller sin tegning af "Captain Iraq"...

Det er alt sammen vældig underholdende på den særlige måde, som det er i Mellemøsten, hvor næsten alting har en dødsens alvorlig baggrund.

Men så var det, at jeg så et tv-indslag fra al-Jazeera, der viser, at keffiyeh i højere og højere grad bliver produceret i Kina i stedet for Palæstina. De kan åbenbart producere billigere i Kina. Det forklarer også den store mængde kulørte keffiyeh i forskellige udformninger, man kan se til salg på Strøget i København eller andre europæiske byer. For jeg har godt nok aldrig set sådan nogle i Mellemøsten...

Video dokumenterer besættelsesmagtens overgreb

2008-07-22T09:54:00.004+02:00

Selve nyheden er egentlig ikke så meget en nyhed. Den drejer sig om Ashraf Abu-Rahama, en 27-årig palæstinenser, der er blevet mishandlet af de israelske sikkerhedsstyrker. Det er selvfølgelig en nyhed i den forstand, at Ashraf vist ikke bliver mishandlet så ofte. Men det er ingen nyhed i den forstand, at disse overgreb pågår jævnligt og uden hindring fra de israelske myndihgheders side.

Nå, men til sagen. Den israelske menneskerettighedsgruppe B'Tselem har offentliggjort en video, der dokumenterer, at de israelske soldater skød en såkaldt gummikugle (der i virkeligheden er en stålkugle beklædt med et tyndt lag gummi) direkte på Ashraf Abu-Rahamas ben. Det foregik på klos hold, og efter at palæstinenseren var blevet taget til fange af militæret. Han var blevet fanget af militæret efter en protest ved byen Na'alin på den besatte Vestbred. Protesten var rettet imod opførelsen af den israelske "sikkerhedsmur" - eller apartheidmur, som nogen kalder den. Han blev skudt i benet mens en israelsk oberstløjtnant holdt ham fast i armen.

Ashraf Abu-Rahama blev tilbageholdt i en time med bind for øjnene. Og så blev han altså mishandlet. Det israelske militær har efterfølgende erklæret, at en sådan mishandling skam ikke er praksis hos de israelske besættelsesstyrker, og at de normalt sikrer de tilfangetagne palæstinenseres "menneskelige værdighed og sikkerhed". For palæstinenserne, der dagligt oplever overgreb som dette, er erklæringen en ualmindelig dårlig vittighed. Men erklæringen er selvsagt ikke bestemt på de koloniserede palæstinensere, men på Vesten.

Den virkelige nyhed i alt det her er brugen af video til at dokumentere besættelsesmagtens overgreb.

Tjek videoen direkte hos B'Tselem her.
Tjek Al Jazeeras indslag om overgrebet her.
Læs artiklen og se videoindslag fra Haaretz.

Mabrouk ya B'Tselem

Æresdrab

2008-07-09T15:11:00.002+02:00

I Jordan får en mand, der har myrdet et familiemedlem, fordi hun har forbrudt sig imod landets "familieværdier" (for eksempel ved at blive gravid uden for ægteskab), typisk tre måneders fængsel. Hvis han altså kan overbevise retten om, at der var tale om et drab for at beskytte familiens ære og de familieværdier, som Jordan angiveligt bygger på. Hvis drabet viser sig at være et "almindeligt" mord, så bliver forbryderen som regel dømt til døden ved hængning. Sådan en retspraksis ville være komisk, hvis det ikke var så tragisk.

Man hører jævnligt om disse "æresdrab" i lande som Egypten, Pakistan, Jordan, Saudi Arabien og andre muslimske lande. Det, der altid forvirrer mig, er, at vold med døden til følge, som udøves mod familiemedlemmer vistnok ikke er et særlig muslimsk fænomen. Så vidt jeg ved er det også ret udbredt i lande som Rusland. Australien, Grækenland og Mexico. Men så snart det finder sted i et muslimsk land er der pludselig tale om et "æresdrab". Og så er det pludselig noget andet end de "almindelige" overgreb mod kvinder i den "civiliserede" verden.

Fangeoprør i Syrien

2008-07-09T12:52:00.002+02:00

Syrien er et fantastisk land at rejse i som turist. Damaskus er en helt fabelagtig by. Den ældste storby i verden. Befolkningen er venlig og imødekommende som altid i Mellemøsten. Gæstfriheden er overvældende. Samtidig er Syrien en diktaturstat. Det er de fleste andre stater i regionen for øvrigt også, så på den front skiller Syrin sig ikke ud- bortset fra at diktaturet i Syrien er forholdsvis stramt, og tilsyneladende relativt velfungerende. Samfundet fungerer og staten er ret stabil.

I Syrien er der dødsstraf for medlemsskab af det Muslimske Broderskab. Nu kan man mene om det muslimske broderskab hvad man vil, men de fleste synes nok, at medlemsskab af et bestemt politisk parti ikke bør høre under en paragraf i straffeloven. Sjovt nok gør netop det syriske regimes anti-islamistiske karakter, at de har et udmærket samarbejde med USA i den absurde "krig mod terror". Særligt opsigtsvækkende var sagen om Maher Arar, en canadisk statsborger, som blev sendt til tortur i Syrien på USA's foranledning.

Nå, men de syriske fængsler oplever lidt af hvert. Den 4. juli udbrød der omfattende kampe inde i Saydnaya-fængslet i Syrien. Fængslet har 3-5000 indsatte og er et af de største fængsler i Syrien. Rapporten, der kommer fra en syrisk kilde, er offentliggjort af den egyptiske journalist Hossam el-Hamalawy. Desuden har AFP rapporteret en smule fra oprøret. Oprøret blev angiveligt udløst af, at vagterne havde krænket Koranen i en afdeling, hvor islamistiske fanger sidder. Vagterne greb til våben og skød og dræbte ni fanger. Det fik blot oprøret til at eskalere, og så blev yderligere 16 fanger dræbt, så antallet af døde nåede 25.

Imidlertid formåede fangerne at tage fængselsbetjentenes leder samt otte andre som gidsler. I løbet af kampene fik de oprørske fanger taget 3-400 gidsler. De fængselsbetjente, der stadig var frie, formåede ved hjælp af tåregas at drive fangerne op på fængslets tag. Her kunne fangerne bruge mobiltelefoner, som de havde taget fra de tilfangetagne vagter, og fangerne kom i kontakt med deres familier og menneskerettighedsgrupper.

Den seneste opdatering, jeg har kunnet finde, er fra 6. juli. Den siger, at regeringstropper tilsyneladende var ved at skyde sig vej ind i fængslet. Som et tegn på god vilje havde fangerne opgivet en del af de våben, de har konfiskeret fra fængselsbetjentene. Ambulancer kørte i pendulfart mellem fængslet og Tishreen Hospital. Pårørende til fangerne blev nægtet adgang til hospitalet.

En gruppe mødre til de indsatte forsøgte at få lov til at komme hen til fængslet for at fsnakke med deres sønner og få dem til at overgive sig på fornuftige vilkår. Det nægtede sikkerhedsstyrkerne. I stedet valgte mødrene at blokere vejen til fængslet for sikkerhedsstyrkerne. Så blev de angrebet, og mange af mødrene er blevet såret. Der meldes ikke om nogle dræbte mødre. Men der er vist ingen tvivl om, at antallet af døde i denne konflikt sagtens kan nå tre cifre.

Det syriske nyhedsbureau SANA har naturligvis omtalt alle fangerne som "terrorister". På den måde ligner de syriske myndigheder meget godt USA. Alle fangerne i Baghram, Guantanamo og andre steder er jo også "terrorister".

Sommer i Bagdad

2008-07-08T10:16:00.005+02:00

Da den italienske rejsende Ambrosio Bembo i midten af 1600-tallet rejste ned gennem Mesopotamien, beskrev han, hvordan indbyggerne i Bagdad boede i kældre om sommeren for at undgå den barske hede.

Siden dengang er Bagdad vokset til en kæmpemæssig by. Jeg skulle lige til at sige moderne storby, men det er vist et par år siden. Nu er Bagdad bombet tilbage til en tid, som er lige så primitiv som på Ambrosio Bembos tid. Der er blot den forskel, at man har en fremmed besættelsesmagt massivt til stede, og at diverse militser kontrollerer forskellige kvarterer. Og så er der selfølgelig over en million af Bagdads indbyggere, der er flygtet.

Nå, men nok om det. Jeg blev opmærksom på situationen i Bagdad af en fyr ved navn Mohammad. Han fortalte 1. juli, at Bagdad for tiden er et levende helvede. Dagtemperaturen er tæt på 50 grader i skyggen. Om natten sker det tit, at temperaturen ikke falder til under 40. Og så har der været en stor sandstorm, som har indhyllet hele Mesopotamiens hovedstad i støv. Jeg kender det selv fra Amman (med mere menneskelige temperaturer, der ikke stiger meget over 40), og det er ganske ubehageligt.

Det ville sådan set være til at klare med moderne teknik. Bare tænd for air-conditioneren. Det gør man i resten af Mellemøsten. Men ikke i Bagdad. I dette land, der er et af de rigeste på energi, er elektricitet en luksus, der er ganske sjælden. Sådan har det været siden invasionen i 2003, og alt tyder på at det fortsætter sådan. Mohammad siger, at elektricitet i Irak er "helligt". I tilgift er der ingen benzin på tankstationerne. Når der er, skal man stå seks timer i kø. Mohammad havde været fem dage uden benzin. Uden benzin kan man ikke bruge sin generator. Efter besættelsen (og den følgende mangel på alle basale ting) er private generatorer ellers blevet en populær nødløsning på den katastrofale situation.

I løbet af de sidste 100 timer, som Mohammad havde optalt, havde han haft elektricitet i to timer. Hvordan kan man holde fødevarer på køl (hvilket kan være ret nødvendigt når termometret viser 50) uden elektricitet? Hvordan kan et samfund fungere uden brændstof? Sandheden er, at det kan man ikke.

Mohammad sagde, at han ønskede, at Gud ville tage hævn over de mennesker, der har forårsaget denne situation. Hævntørsten er egentlig ikke så svær at forstå.

Her går det godt

2008-06-25T15:26:00.004+02:00

Det er altid en fornøjelse at følge forsiden på Jordan Times. Den ene dag ser man et billede af kong Abdallah, der trykker hånd med Sarkozy, den næste dag ser man kong Abdallah, der holder tale for den jordanske hærs soldater, den næste igen ser man kong Abdallah, der kører gennem Amman i en kortege for at lade sig hylde af folket. En af mine bekendte plejer at sige, at den dag, kongen ikke er på forsiden af avisen, så ved man, at der er noget rivende galt. Sådan er der så meget med pressefriheden i det lille vestligt støttede monarki i Mellemøsten.

I dag er den store forsidehistorie, at kong Abdallah forklarer, at der ikke er noget at bekymre sig om. Det går godt i Jordan, og det vil det også gøre i fremtiden, siger han. Det var da betryggende. Gad vide, hvorfor der er behov for, at han siger det? Er der monstro nogle elementer, der er skeptiske?

Det kunne være, at der var nogle, der er utilfredse over, at middelklassens udgifter er steget 10 gange så meget som indtægterne i perioden 2002-2006. Det kunne være, at der er utilfredshed over, at 46 procent af kongedømmets børn under 14 år lever i absolut fattigdom.

Men når kongen siger det, er der nok ikke noget at bekymre sig om.

Chomsky: USA værre end mongolerne

2008-06-25T14:41:00.002+02:00

Her er et interview med Noam Chomsky fra Al Jazeera. Han siger ganske rigtigt, at amerikanerne fuldstændig har ødelagt Irak, og at de ikke kan løse nogle problemer. Han påpeger endda, at Bushs indtog i Mesopotamien har været endnu mere altødelæggende end Djegis Khans invasion af landet.

Nå, men her er interviewet i hvert fald. Chomsky er en af de skarpeste intellektuelle hjerner i Vesten, og selv om man måske ikke er enig med ham i alting, er han altid værd at lytte til.

Del 1:

Del 2:

Så er der olie!

2008-06-24T09:37:00.004+02:00

Nu er der efterhånden gået over fem år siden USA rullede ind i Bagdad og George Bush erklærede krigen for slut. Nu, en million døde irakere senere, ser det ud til, at olien endelig er på vej til de store olieselskaber. New York Times skrev 19. juni en artikel med overskriften, der lyder "Aftale med Irak vil bringe olie-giganter tilbage". Af artiklen fremgår det, at Exxon Mobil, Shell, Total, BP (der var de oprindelige partnere i det anglo-irakiske petroleumskompagni), Chevron samt nogle mindre oliefirmaer, i øjeblikket forhandler med den amerikansk støttede irakiske regering.

New York Times tilføjer, at Irak nu tegner til at blive et "potentielt lukrativt land" for olieselskabernes operationer.

Da krigen startede fik vi at vide, at den handlede om masseødelæggelsesvåben. Da løgnen blev endegyldigt afsløret som et kynisk påskud til at invadere et i forvejen ødelagt land, lød det så fra Washington at det skam handlede om at bringe demokrati til irakerne, så de kunne blive herrer over deres egen skæbne. En ting, krigen i hvert fald ikke handlede om, var olie.

Men den skæbne, irakerne skulle være herrer over, omfatter åbenbart ikke landets olie.

Udsalget af olien til de udenlandske virksomheder sker endda inden landets nye olielov officielt er vedtaget. Al Jazeera, der måske er den tv-station i verden med den bedste og mest kritiske journalistik, bemærker i introduktionen til nogle nye udsendelser om Iraks olie:

"Med størstedelen af kontrakterne til de vestlige olieselskaber bliver det virkelige motiv bag den amerikanske invasion af Irak nu aldeles klar.
Modstandere siger, at den nye hydro-karbon lov vil opdele Irak i flere føderale stater, der hver har kontrol over deres egne olieressourcer i stedet for at afhænge af centralregeringen i Bagdad."

USA's daværende vice-forsvarsminister bemærkede engang, at "Irak flyder på et hav af olie". Hvordan skulle nogen dog kunne få den ide, at USA's invasion og efterfølgende folkemord var motiveret af olie? Med en præsident, der i 11 år har gjort karriere i olieindustrien, Dick Cheneys kendte forbindelser til Halliburton og en udenrigsminister, der har så gode forbindelser til oliebranchen, at hun har fået opkaldt en olietanker efter sig - hvem kunne så forestille sig, at disse damer og herrer kædede overvejelserne om Irak sammen med deres velgørere og venner i olieindustrien?

Al Jazeeras udsendelse om udsalget af Iraks olie er i to dele, der kan ses her og her.

18-årig palæstinenser myrdet af israelske soldater - nu donerer familien organerne til israelske patienter

2008-06-20T11:13:00.002+02:00

Her er en historie, der midt i alle myrderierne på en eller anden måde alligevel er opløftende. For et par uger siden skød israelske sikkerhedsstyrker (igen) en ung palæstinenser. Han blev 18 år. Drengens far har besluttet at donere organerne til seks israelske patienter, der dermed bliver reddet.

Da drengen nåede frem til hospitalet i Tel Hashomeir var han død. Men faderen besluttede, at organerne skulle doneres til de patienter, der trænger til det, uanset religion, etnicitet og den slags. Ifølge MaanNews mødtes drengens far i onsdags med den israelske patient, der havde fået hans søns hjerte.

Den 18-årige palæstinensers far beskrev sin søn som "et godt menneske, der var elsket af alle. Han havde et stort hjerte, og jeg tøvede ikke med at donere hans organer til patienter, der havde brug for dem, også selv om han blev dræbt af israelske sikkerhedsstyrker."

Censureret video

2008-05-08T15:45:00.002+02:00

Her er en video, man skal skynde sig at se. Den er henvendt til amerikanere omkring Israels systematiske overgreb på de besatte palæstinensere. Nu er det jo 60-året for Nakba, så jeg synes lige det var passende at viderebringe denne video, som er blevet censureret på grund af pres fra Israel-venlige pressionsgrupper. Men man skal nok skynde sig, inden den bliver fjernet igen...

En mekaniker i Irak

2008-05-05T14:04:00.001+02:00

Casey Porter har lavet denne video, der giver et billede af, hvordan hverdagen er for en mekaniker i den amerikanske hær i Irak.

Verdens største flag

2008-05-04T18:15:00.003+02:00

Nyheder i Mellemøsten kan være skræmmende, sjove, absurde, forfærdende og vanvittige. Her er en, der falder ind under flere kategorier. I anledning af 60-året for Nakba ("katastrofen", oprettelsen af staten Israel) vil et 27.000 kvadratmeter stort flag blive hejst i Damaskus. Flaget vil være 117 gange 232 meter - med lidt hurtig hovedregning svarer det omtrent til fire velvoksne fodboldbaner.

Hver af flagets 27.000 kvadratmeter symboliserer en af de 27.000 kvadratkilometer i det historiske Palæstina, før det blev opdelt. Ved oprettelsen af staten Israel blev over 700.000 palæstinensere etnisk udrenset, hvilket svarede til 75 procent af den arabiske befolkning. Det er det, de ønsker at gøre opmærksom på i Syrien. Og så selvfølgelig at Bashar Assad er den mest pan-arabiske af alle ledere. På den måde er det også et propagandatrick der vil noget.

Nakba året rundt

2008-05-04T17:34:00.004+02:00

I år er det 60 år siden, at staten Israel blev oprettet. Den etniske udrensning af 700.000 palæstinensere, der fulgte, kalder palæstinenserne for Nakba - "Katastrofen". Siden hen har katastroferne haglet ned over palæstinenserne i et omfang, så katastrofen er gået hen og blevet rutine. Se bare på den sidste uge.

Fra den 24. til 29. april slog det israelske militær ni palæstinensere ihjel i Gazastriben, herunder fem børn og en kvinde. Kvinden blev dræbt sammen med sine fire børn, da israelerne beskød hendes hus i byen Beit Hanoun med granater.
I samme periode blev 29 palæstinensere såret af det israelske militær. Hovedparten var civile, heraf seks børn og en kvinde. En palæstinenser blev desuden overfaldet og såret af bosættere på Vestbredden. Det israelske militær rydede 140.000 kvadratmeter landbrugsjord i Gaza. Sandsynligvis er der for en stor dels vedkommende tale om oliventræer, som det tager årtier at gro, før de giver frugt. Flere overgreb - ikke mindst fra bosætterne på Vestbredden - vedbliver desuden. Husundersøgelser og anholdelser af palæstinensere under israelsk besættelse fortsætter.

Katastrofen fortsætter uge efter uge, dag efter dag. I går har Israel igen myrdet en ubevæbnet palæstinenser. Denne gang gik det ud over den 41-årige Husam Najjar. En granat fra en israelsk kampvogn ramte hans hus i Khuza'a i Gazastriben. Hussam Najjars kone og bror blev desuden såret.

Nakba fortsætter året rundt. Israels 60-års jubilæum bliver fejret med blod og nedskydning af de besatte folk.

Mere om Egypten

2008-03-31T09:53:00.003+02:00

Jeg har modtaget en interessant reaktion på min tidligere post Egypten på vej mod revolution? Den er skrevet af en af mine venner, der nærmest er ekspert i mellemøstlige forhold. Kommentaren tegner et mere forsigtigt billede af situationen, end jeg gjorde i min post.

Det vigtigste element for at vælte det egyptiske regime - en omfattende social krise - er allerede til stede i rimelig høj grad, og krisen ser ud til at blive større. Men det er selvfølgelig også en vigtig pointe, at der ikke eksisterer et egentligt politisk alternativ.

Nå, men here goes:
---

Ingen revolution i Egypten

Selvom man bør håbe på en revolution i Egypten er det dog langt fra den faktiske virkelighed. På trods af en umiddelbar social uro i faroens land er der dog langt til nogle egentlige politiske omvæltninger. Dette skyldes for det første at regimet er mere stabilt end som så. Regimets politiske legitimitet, var oprindeligt baseret på Nassers karisma, men i lige så høj grad på de juridiske og politiske institutioner. Disse institutioner har været stort set intakte siden det osmanniske riges fald. Det er sandt at Mubarak ikke besidder samme legitimitet som Nasser eller Sadat. Tilgengæld har han skabt legitmitet omkring sit regime.

At Egypten skulle være på vej mod en social eksplosion er sandt, hvilket bla. Det muslimske broderskab har profiteret på. Det er imidlertid ikke nogen nyhed, det har været sådan de sidste 20 år og hvad skulle lige præcis ændre det nu. Situationen er på ingen måder være end 80ernes gældskrise eller 90ernes IMF reformer.

Under ingen af disse har hverken det muslimske broderskab eller andre, grebet det revolutionære momentum. Dette kan man selvfølgeligt undre sig over, men faktum er at det egyptiske samfund er gennemsyret af patron-klient og ikke mindst patrimordiale forhold. Som jeg allerede har antydet har der aldrig været en egentlig revolution i Egypten eller noget sted i Mellemøsten. Tværtimod tyder meget på at de sociale kræfter bevidst bliver brugt af regimerne. Faktisk er det plausibelt at det muslimske broderskab og eller fagforeningerne i virkeligheden er dem der legitimere regimet, særligt over for EU og USA. I og for sig kan det samme siges om Saudi Arabien, hvor ulamaen (de religiøse) udnytter de sociale kræfter for at styrke deres position i forhold til den royale familie.

Kontroversielt

2008-03-22T19:25:00.002+02:00

The New York Times er efter sigende en af de mest respekterede aviser i den vestlige verden. Det er velkendt, at den før invasionen af Irak viderebragte nøje tilrettelagte løgne, der havde til formål at retfærdiggøre invasionen. Men jeg har lagt mærke til, at denne respektable avis altid omtaler racistisk "kritik" af muslimer og islam som "kontroversielt". Et eksempel er den hollandske højrefløjspolitiker Geert Wilders' film Fitna om islam. Geert Wilders sammenligner systematisk Koranen med Hitlers Mein Kampf, og han sammenligner muslimernes profet Mohammed med Hitler.

Det er "kontroversielt" hos New York Times. Det er hverken racistisk, anti-semitisk eller noget andet. Det lille ord "kontroversielt" indikerer, at det er legitimt at komme med disse påstande og udsagn, og at det næsten er en lødig holdning at mene, at over en milliard muslimer er at sammenligne med nazister.

Gad vide, om New York Times ville kalde Mein Kampf eller Der Ewige Jude for "kontroversielle".

Geet Wilders er i øvrigt en ivrig tilhænger af Israel og besættelsen af palæstinenserne. Han har besøgt Israel omkring 40 gange, har ansat en medarbejder, der kom direkte fra den israelske ambassade, og efter eget udsagn har Wilders tætte forbindelser til den israelske efterretningstjeneste Mossad. Men denne forbindelse til en fremmed magt er ikke så kontroversielt.

Egypten på vej mod revolution?

2008-03-21T12:49:00.003+02:00

Egypten er faraoernes land. Det vigtigste og folkerigeste arabiske land. Panarabismens største leder, Gamal Nasser, kom fra Egypten. Egypten er den arabiske verdens kulturelle midtpunkt med alle sine film og musikshows. Nogle af de allermest populære arabiske musikere (for eksempel den legendariske Umm Kulthum, som smalede tre millioner sørgende til sin begravelse - eller den karismatiske flødebolle Amr Diab) er fra Egypten.

Men Egypten er også et ustabilt land. Landets diktator, Hosni Mubarak, er en god allieret af
USA. Derfor modtager Egypten hvert år 1300 millioner dollars i militær hjælp fra USA. Det gør Egypten til det land i verden, der - næst efter Israel, naturligvis - modtager den største militære støtte fra USA. Den civile økonomiske støtte til Egypten er ganske vist dalet, men den militære støtte er stabil og på et højt niveau. Aftalerne indebærer også, at Egypten kan købe militært isenkram på kredit.

Nå, men det er sådan set ligegyldigt. Den amerikanske journalist John R. Bradley hævder i en ny bog, der endenu ikke er udkommet, at Egypten bevæger sig på vej mod en revolution. Det er ikke overraskende, at han mener det. Brødopstanden - den egyptiske intifada - var tæt på at omstyrte det egyptiske regime. Opstanden brød ud efter, at regeringen kraftigt reducerede eller afskaffede en række subsidier på brændstof og fødevarer. Det ramte de fattige hårdt. Der udbrød en bølge af strejker, som sammen med demonstrationer eskalerede og antog karakter af en opstand. Opstanden blev imidlertid nedkæmpet af forskellige årsager, som jeg ikke vil diskutere her.

Det interessante er, at vi i dag ser en proces, der peger hen imod en social eksplosion i egypten. Jeg har i en tidligere post beskrevet, hvordan arbejderne på tekstilfabrikken Ghazl el-Mahalla, der beskæftiger 27.000 arbejdere, er i front for den sociale protest i Egypten. Tidligere har protesterne på de store fabrikker været af meget økonomisk karakter - det vil sige, at kravene har været sikring af reallønnen, udbetaling af manglende tillæg og den slags. Senere har arbejderne på forskellige fabrikker - herunder Mahalla-arbejderne - krævet, at "fagforeningerne" (der ikke er andet end regimets forlængede arm) udrenses for regimets folk, og at arbejderne får reel repræsentation.

Men nu er der en ny udvikling. Aktivister fra den uafhængige fagforening på Ghazl el-Mahalla har uddelt løbesedler med overskriften "Vi vil fortsætte med at hæve vores krav indtil vi bliver beslutningstagerne". Løbesedlerne fordømmer Arbejdsministeriet, virksomhedens ledelse samt den statslige "fagforenings" ledere. Den anklager dem for korruption (hvilket ikke er nogen nyhed) og for at bryde løfter om at forbedre arbejdernes forhold. Løbesedlerne angreb også inflationen, som udhuler lønningerne, og de advarede imod angreb fra arbejdsgiverne og staten, fordi en ny strejke er under opsejling. Der er planer om en ny strejke på Ghazl el-Mahalla den 6. april. Rygterne siger, at bevægelsen i april langt vil overgå den, jeg beskrev i september.

Hold øje med Egypten. Store begivenheder er under opsejling.

Lejesoldaterne og valgkampen

2008-03-20T23:23:00.003+02:00

Jeremy Scahill er den journalist, der har gravet mest i de amerikanske firmaer, der har lejesoldater i Irak - navnlig Blackwater. Her forklarer han om valgkampen i USA og de Clintons og Obamas syn på lejesoldaterne i Irak:

Sikke et jubilæum!

2008-03-20T21:14:00.002+02:00

Dagen oprandt. Det var fem år siden, at "de villiges koalition" invaderede Mesopotamien. De skulle afmontere n stor mængde masseødelæggelsesvåben og dermed redde verden fra en overhængende trussel. Vi fik at vide, at Storbritannien kunne blive ramt af masseødelæggelsesvåben indenfor 45 minuter. Det viste sig - ligesom alle andre påskud for at starte krigen - at være løgn. Men det kunne man sådan set sige sig selv.

Hvad siger eroberne nu? Hvad siger Bagdads betvinger, George W. Bush om de fem års krig, han foreløbig har stået i spidsen for? Hvad har han at sige til undersåtterne langs Eufrat og Tigris - og i USA? Han siger, at "vi ikke vil acceptere andet resultat end sejr", at "krigen er ædel, den er nødvendig og den er retfærdig."

Tidligere har jeg viderebragt videnskabeligt materiale, der anslår, at amerikanerne slog omkring 300 irakere ihjel om dagen i 2006. Det er ikke til at sige, om tallet er det samme nu. Men det er værd at lægge mærke til, at patruljerne stadig fungerer på samme måde: Der er omkring 5000 daglige patruljer (inklusiv irakisk militær), der tager ud til "fjendtlige områder". De bevæger sig ind i områder, hvor hele befolkningen sympatiserer med modstandsbevægelsen, for at arrestere eller likvidere oprørere og terrorister.

Ofte har patruljerne en liste over de mistænkte og deres adresser. Deres opgave er så at gennemsøge hele huset for våben, sprængstoffer og politisk materiale, litteratur og videoudstyr. Ofte har de ingen liste, og så går patruljen fra dør til dør. Men da det ville være for farligt at banke på døren (beboerne kunne jo skyde igennem døren), så bliver dørene slået ind, og der bliver skudt på alt, der virker mistænkeligt. Hvis patruljen vurderer, at der er risiko for modstand, foreskriver praksis i tråd med feltmanualen, at der bliver kastet en granat ind i det pågældende rum eller hus. Hvis de mæder modstand, beder patruljen om luftstøtte. Det vil sige, at en bygning, ofte et helt boligområde, bliver bombet.

Uden modstand kan en patrulje finde 30 mistænkte i løbet af en dag. Det vil sige, at 1000 patruljer på en dag kan sparke dørene ind hos 30.000 irakiske hjem, gennemsøge dem og skyde på alle mistænkelige eller truende personer - her må man tænke på, at alle mænd i den kampdygtige alder er potentielle mistænkte og farlige fjender.

Hvis imidlertid en IED (vejsidebombe) afbryder en patrulje, ophører patruljens opgave med at være eftersøgningen af de mistænkte på listen, og i stedet skal de forfølge gruppen bag vejsidebomben (dom ofte beskyder patruljen efter detonationen). Hermed forhindrer oprørsgruppen denne patrulje i med magt at tvinge sig adgang til mindst 30 hjem, tæske indbyggerne, arrestere irakere og ydmyge de lokale beboere.

Når de amerikanske patruljer forfølger en gruppe, der har angrebet patruljen, så foreskriver deres feltmanual, at tilfangetagelse eller henrettelse af angriberen rangerer over civile liv i området. Derfor benytter amerikanerne massiv ildkraft i jagten på disse angribere - med masser af civile dødsfald til følge. Med tusindvis af patruljer hver dag bliver det samlede resultat et regulært massemord på daglig basis. Det er den "ædle krig", som George Bush taler om.

George Bush er tydeligvis ikke meget for at trække flere tropper hjem fra Irak, end der allerede er blevet trukket hjem. Antallet af amerikanske tropper på irakisk jord er nu 158.000. Dertil skal lægges et ukendt antal lejesoldater i firmaer som Blackwater. Jeremy Scahill, der er ekspert på området, anslår, at omkring 126.000 lejesoldater udfører militære opgaver for amerikanerne i Irak.

En anden ting, der er værd at lægge mærke til, er den massive optrapning i antallet af luftangreb, som amerikanerne udfører i Irak. I 2007 udførte de flere luftangreb end i 2004, 2005 og 2006 tilsammen. Ingen af de amerikanske præsidentkandidater taler om at nedbringe antallet af luftangreb. Måske er det fordi, luftangrebene ikke slår amerikanere ihjel. Luftangrebene (herunder brugen af klyngebomber) rammer kun irakiske mænd, kvinder og børn. Og "koalitionen" tæller som bekendt ikke, hvor mange irakere, de slår ihjel.

Det er der andre, der gør. Det amerikanske Just Foreign Policy anslår nu, at 1.189.173 irakere er døde som følge af "den ædle krig".

En historisk lektion

2008-02-22T20:44:00.001+02:00

Her er en dokumentar, der på fin vis skildrer historien bag problemerne i det hellige land. Se den her.

Bortførelser og drab - velkommen til Palæstina

2008-02-22T10:43:00.002+02:00

Landsbyen Beita i den nordlige del af Vestbredden fik torsdag besøg af besættelsesmagtens soldater. Den israelske hær bortførte 18 civile. Det foregik omkring daggry, hvor soldaterne stormede private hjem, ransagede husene og altså bortførte en række af landsbyens beboere. Blandt de bortførte er Ziead Hilal, 40, Mussa Baraham, 20, Iyhab Mustafa, 24, og Taleb Hamaiel, 35.

I dagene mellem den 14. og 20. februar har den israelske besættelsesmagt desuden slået seks palæstinensere ihjel, herunder den 11-årige dreng Tamer Abu Sha'ar. Det er ham, der er på billedet. Da billedet blev taget var han hårdt såret, efter at han var blevet skudt i hovedet af det israelske militær, men han døde senere. Han blev myrdet af besættelsesmagten, da han sammen med sin familie forsøgte at flygte fra et hus, der var under massiv beskydning af israelerne under deres visit i landsbyen Wadi al-Salqa i Gazastriben.

Ud over de overlagte drab på palæstinensere har Israel også slået tre palæstinensiske patienter ihjel ved at nægte tilførsel af medicin til Gaza samt at lade palæstinenserne modtage behandling i Israel. En 34-årig mor til seks døde 16 februar, efter at hun forgæves havde ventet i fem dage på tilladelse til at krydse overgangen til Israel for at modtage den behandling, som lægerne i Gaza ikke kan give, da de ikke har medicin til rådighed på grund af belejringen af Gaza. De to andre patienter, der døde efter at være nægtet tilladelse til at forlade Gaza, var en 59-årig mand og en dreng på halvandet år.

Ikke nok med, at patienterne dør på grund af mangel på medicin og belejringen af Gaza. Nu stopper ambulancerne også med at køre i Gaza. I Rafah er fem ud af syv ambulancer holdt op med at køre. Årsag: der er ikke benzin på grund af belejringen.

Hvis du vil overleve som palæstinenser under besættelse og belejring, så er her et godt råd: Lad være med at blive syg, lad være med at have brug for ambulancekørsel, lægehjælp eller medicin. Lad være med at opholde dig i dit hjem, lad i det hele taget være med at være palæstinenser.
Velkommen til det udbombede og militært underkuede helvede, der går under betegnelsen "Palæstina".

På randen af borgerkrig

2008-02-14T15:55:00.003+02:00

Da jeg i oktober talte med en af de lokale Hizbollah-ledere i Beiruts sydlige forstæder, Naim Bilal, som også er leder af Hizbollahs spejderorganisation al-Mahdi spejderne, spurgte jeg ham og faren for en borgerkrig. Svaret, jeg fik, var lige så skræmmende som det var køligt og realistisk. "Jeg tror, der bliver borgerkrig," sagde han. Velovervejet.

Historien gentager sig. I perioden mellem 1970 og 1975 var der mange tegn på, at landet var på vej mod en borgerkrig. En national enhedsregering blev dannet, og kollapsede på grund af uforenlige interne modsætninger. Præsidenten var i praksis øverste leder for hæren, og han tilhørte det kristne mindretal, som ifølge landets grundlov besad flertallet af parlamentets pladser. Hæren blev i stigende grad opfattet som tilhørende de kristne.

Den libanesiske hær var imidlertid ikke den eneste hær i landet. Der var over 10.000 soldater i PLO's styrker, som var blevet fordrevet fra Jordan efter "Sorte september". To hære med to forskellige dagsordener stod i Libanon. Lyder det bekendt?

Efter Syrien blev presset ud af Libanon i 2005 blev der dannet en national enhedsregering. Den brød senere sammen på grund af uforenlige interne modsætninger. Groft sagt kan man sige, at sunnier og drusere står over for shiaerne. De kristne er splittet midt over, og det største kristne parti, FPM, er allieret med Hizbollah, det ena af de to store shiamuslimske partier.

Splittelsen skete under Israels angreb på Libanon i sommeren 2006. De ministre, der kom fra Hizbollah og Amal, samt en tilhænger af den pro-syriske præsident Lahoud, trak sig. Siden har regeringen reelt ikke fungeret, og landet har befundet sig i dyb politisk krise. Halvdelen af libaneserne opfatter regeringen som forfatningsstridig.

I årene op til 1975, hvor borgerkrigen startede, var der flere og flere voldelige sammenstød mellem de forskellige grupper. Lyder det bekendt? For nylig blev syv unge Hizbollah-tilhængere mejet ned af "ukendte gerninsmænd". De hyppige sammenstød bliver som regel stoppet hurtigt. Men vreden er til stede. Politiske modstandere beskyldes for at være agenter for enten Syrien, USA, Iran eller Israel.

En anden faktor, der peger i retning af borgerkrig, er den libanesiske hærs faldende autoritet. Hæren bliver i stigende grad anset for at være et instrument, der bakker regeringen op - den regering, som halvdelen af libaneserne anser for at være illegitim. På næsten samtlige punkter, vi ser på, ligner det situationen op til 1975. Borgerkrigens trommer lyder stadig mere højlydt.

Scoring for Gaza

2008-01-28T01:54:00.000+02:00

Det egyptiske fodboldlandshold er måske ikke blandt de bedste i verden, men det er et af de bedste arabiske hold. Og i fredags fik i hvert fald en af spillerne - midtbanespilleren Mohammed Abu Treika - overvældende sympati fra de i forvejen fanatisk fodboldgale arabere. Han scorede nemlig et mål i kampen mod Sudan, og det fejrede han med at fremvise sin t-shirt, der erklærede "sympati med Gaza".

Abu Treika fik efterfølgende en påtale fra det afrikanske fodboldforbund CAF, der arrangerede kampen som led i African Nations Cup. CAF mener, at der var tale om et politisk budskab, som er ulovligt. Tilsyneladende er CAF af den opfattelse, at sympati med en belejret og udsultet befolkning er et politisk og kontroversielt budskab, snarere end et humanitært og menneskeligt budskab.

Sagen kan sammenlignes med hændelsen i 2006, hvor Ghana vandt 2-0 over Tjekkiet. Her hev den ghanesiske forsvarsspiller John Paintsil et israelsk flag op af sin sok og svang med det for at vise sin sympati for Israel, hvor han spillede i klubben Hapoel Tel Aviv. John Paintsil fik aldrig en reprimande, men gav til gengæld en undskyldning til forskellige arabiske ambassadører. Sådan er der så meget.

Egypten vandt i øvrigt 3-0 over Sudan.

En jøde til zionistiske soldater

2008-01-22T00:18:00.001+02:00

Her er et digt af Erich Fried, som jeg har oversat til dansk. Jeg synes, det er meget passende under den nuværende aggression imod Gaza. Erich Fried var jøde, og blev født i Wien 1921. Hans forældre blev arresteret og torteret til døde af Gestapo i 1938. Digtet er skrevet i 1988, kort før hans død.

En jøde til de zionistiske soldater , 1988

Hvad ønsker I egentlig?
Ønsker I virkelig at overgå
de som trådte jer ned
for en generation siden
i jeres eget blod
og i jeres egne ekskrementer
Ønsker I at videregive den gamle tortur
til andre nu
i alle dens blodige og beskidte detaljer
med bødlernes brutale fryd
som jeres fædre led?
Ønsker I virkelig at blive det nye Gestapo
det nye Wehrmacht
det nye SA og SS
og gøre palæstinenserne
til de nye jøder?
Velan, da ønsker jeg også,
som jeg selv for halvtreds år siden
for at være en jødedreng blev pint
af jeres bødler,
at være en ny jøde med disse nye jøder
som I gør palæstinenserne til
Og jeg ønsker at hjælpe til at gøre dem til et frit folk
i deres eget land Palæstina
hvorfra I har drevet dem eller hvori I piner dem
I, swastikas lærlinge
I, tåber og historiens skiftere
hvis Davidssterne på jeres flag
stadig hurtigere bliver
til det fordømte symbol med dets fire fødder
som I netop ikke ønsker at se
men hvis sti I følger hver eneste dag.

Besked fra Gaza

2008-01-21T23:26:00.000+02:00

Gazastriben er måske verdens største fængsel. Med 1,4 mio. indbyggere/indsatte er det i hvert fald mange mennesker, det drejer sig om. Jeg fik fat på en besked fra Gaza fra Mohammed Omer. jeg poster den nedenfor på engelsk. Desuden opfordrer jeg læserne til at se dette slideshow med fotos, der dokumenterer de israelske krigsforbrydelser. Det er ikke for sarte sjæle.

Imens spekulerer jeg på, hvordan det stoiske og altudholdende palæstinensiske folk klarer sig i denne stund. Hvordan reagerer man på systematiske massakrer, krigsforbrydelser, ydmygelser, national undertrykkelse, nedværdigelser, missilangreb og en altomfattende mangel på basale fornødenheder? Er det på dette fundament, George Bush vil have palæstinenserne til at "slutte fred" med Israel? Er det straffen for, at palæstinenserne valgte at stemme på Hamas? En slags lektion i vestlige demokratiske værdier?

---

So Many Tragedies in So Little Time

Where to start…, what to talk about…? The crippling electricity shortages, affecting hospitals as well as civilians? The air strikes & on-going, daily bombings by the Israeli army, their indiscriminate targeting of civilians and police stations…? Israel ’s non-accidental, enforced starvation of 1.5 million people by closing off ALL borders and not allowing in even UN aid, let alone basic medicinal, food, and construction needs…?
Shortages of fuel have re-surfaced in Gaza : most of Gaza has no electricity and even more importantly, the shortage of medicine in Palestinian hospitals continues to increase, with the Ministry of Health reporting a looming humanitarian catastrophe.
Or should I begin with the bomb which just hit a wedding close to the Ministry of Interior building in Gaza City , with 15 apartment buildings within the bomb’s target range? One woman was killed and 47 others were injured –mostly children and women who had been inside their homes or playing on the street!! Scenes of children injured, bleeding and crying just moments after they had been enjoying a wedding celebration in a Gaza wedding hall…a horrific sight likely to go without mention of that in most news sources.
The injured were evacuated to Al Shifa hospital, where it was then hard to find enough beds and blankets for them, with children crammed three to four on a bed due to overcrowding.
Earlier Friday, Israel closed its border with the Gaza Strip to all traffic in what officials say is response to cross-border rocket fire, preventing even UN humanitarian supplies from getting in. The decision came after Israel vowed to broaden its military campaign against Gaza militants who have fired more than 110 home made rockets at southern Israel in the last three days resulting in the injury of two Israelis.
In contrast, 19 Palestinians were killed in one day last Wednesday during another Israeli attack, this one targeting the eastern part of Gaza City .
These are the latest attacks, but not the only: since the visit of US president and ‘peacemaker’, George Bush, within only 74 hours, Israel has killed 37 people and injured more than 90. Those numbers, which could again go up at any minute, were confirmed by Khaled Radi, the Ministry of Health spokesman in Gaza . Radi also said that Israel is using internationally illegal weapons, which makes it impossible for people to identify the bodies of their relatives as they have been destroyed to unrecognizable ends.
Among the tens killed were a 13 year old boy and his father and uncle, killed in what Israel claims was “a mistake”. Another Israeli attack killed a mother, Maryam Al Rahel, and her son, Mohammed, who were on a donkey cart when an Israeli warplane bombed them. Their bodies, like so many others, were rendered into small pieces of flesh, scattered everywhere!
An Even Blacker Night!
I and some journalist colleagues went to offer condolences to a journalist friend of ours for the death of his cousin as a result of medicine shortages on Wednesday. While on the way, there was a lot of shooting going on, from funerals and demonstrations. Later, as we were starting to drive off from our parking spot, Mohammed, another journalist, suggested waiting for a moment. But as others preferred to not wait around, we eventually left.
After we had gone just a few minutes down the road, we learned that the place where our car had been parked had just been bombed, targeting and killing two Palestinians, injuring another three. “It could have been us who were killed,” one of the journalists said to me. I answered: “Thanks to God, it wasn’t. But this is so sad; it must be terrible for their families, with children left behind and no one now to support them.”
Update on Killings
As predicted, the death toll has risen since I began this report: another two have been killed in northern Gaza , and another 4 badly injured. Israeli Ministry spokesman, Shlomo Dror says that: “It’s unacceptable that people in Sderot are living in fear every day and people in the Gaza Strip are living life as usual.”
And I wonder, what exactly does he consider “life as usual”? For if he means it is normal that over 35 civilians should be killed in 4 days, an entire population should be on the verge of starvation and should be forced to shiver through winter nights without electricity or sufficient blankets, that hospitals and medical centers should be forced to shut down or operate at sub-par capability and without needed medicine, food, blankets, and even space,…the list goes on…well then yes, we are living life as usual.

Galloway

2008-01-18T12:10:00.000+02:00

Jeg plejer at synes, at den britiske parlamentariker George Galloway er for ukritisk i sin indstilling over for fundamentalistiske grupper. Ikke desto mindre har han ret i sin pointe om, at hvis der var reelt demokrati i Libanon, var Hassan Nasrallah - lederen af Hizbollah - uden tvivl præsident. Og han har ret i en del andre ting. Se hans tale til en konference for "Stop the War Coalition" i England i december:

Amerikansk humor

2008-01-13T23:21:00.000+02:00

Jeg har ladet mig fortælle, at Jon Stewart og hans show skulle være meget underholdende. Det her klip, der kort gør rede for amerikansk udenrigspolitik i regionen, er i hvert fald morsomt.

Familien Fayadh er blevet myrdet

2008-01-11T14:32:00.000+02:00

Klokken var 8.30 da kampvognen affyrede sin granat. Projektilet ramte sit mål. Det gjorde de næste to granater også. Indbyggerne i huset, der var blevet bombet af granaterne, forsøgte at flygte ud gennem hoveddøren. De forsøgte at redde det nøgne liv. Ubevæbnede og angste. Hvad har de tænkt, da deres hus var ved at falde sammen om ørerne på dem? Vi ved det ikke. Men vi ved, at den 59-årige kvinde, hendes 22-årige datter og 18-årige nevø blev mejet ned, da de forsøgte at flygte. Kort forinden havde kvindens 32-årige søn fået sin krop revet itu af granatsplinterne. Da de overlevende nåede hoveddøren blev de dræbt af skud i brystregionen. De havde ikke en chance.

Det var familien Fayadh. Den israelske hær, som massakrerede familien i deres hjem, var ude på en mission for at likvidere den 28-årige Sami Hamdan 'Abdul Rahim Fayadh - den 59-årige kvindes søn. Han blev dræbt af en af granaterne. Israelerne slog ham ihjel fordi han var medlem af Al-Quds brigaderne - den væbnede fløj af Islamisk Jihad. Måske var han skyldig i en forbrydelse, det ved vi ikke. Måske var han uskyldig. Ingen dom vil nogensinde blive fældet, for han er død nu. Hans familie måtte også undgælde for det udestående, den israelske hær havde med ham. Så nu er fem familiemedlemmer døde, hvoraf den ene - måske - var skyldig i en forbrydelse. Resultatet står tilbage: familien Fayadh er blevet myrdet af det israelske militær. Mordet - eller massakren - fandt sted 3. januar i landsbyen al-Qarara i den sydlige del af Gazastriben.

Efter at det israelske militær havde såret yderligere 12 civile palæstinensere med granatsplinter, herunder fem børn, ødelagt et 237 år gammelt hus og raseret 125.000 kvadratmeter landbrugsjord med oliventræer og grøntsager, trak de sig tilbage ved 22-tiden.

Jeg har ikke noget billede af familien Fayadh, så jeg indsætter et foto af et af de huse, den israelske hær ødelagde i al-Qarara 3. januar. I øvrigt henviser jeg til det palæstinensiske center for menneskerettigheder, der hver uge dokumenterer Israelske krigsforbrydelser, massakrer og overgreb i de besatte områder - de har også dokumenteret mordet på familien Fayadh.

Dræb patienterne!

2008-01-08T14:28:00.000+02:00

Den såkaldte krig mod terror er blevet til en krig imod nyrepatienter, kræftpatienter og folk med hjerteproblemer. Det er virkeligheden i de besatte palæstinensiske områder. Det palæstinensiske Røde Halvmåne udsendte i december en hasteappel om hjælp til Gazas indbyggere, der lider kraftigt under den nuværende belejring og blokade. Ifølge Røde Halvmåne er der tale om en "humanitær katastrofe."

Indtil december havde blokaden direkte kostet 37 menneskeliv, idet patienter blev forhindret i at forlade Gazastriben for at modtage behandling. 300 patienter har på nuværende tidspunkt behov for at forlade Gazastriben for at blive behandlet for deres sygdomme. Der er i alt 1500 patienter med nyresygdomme, kræft og hjerteproblemer, der kan risikere at blive slået ihjel af den israelske belejring.

Brændstof, fødevarer og medicin kan ikke indføres til Gaza på grund af den israelske blokade. Dog er der en vis nødhjælp, som sørger for, at palæstinenserne under belejringen ikke dør af sult, men akkurat holdes i live. Indtil de altså bliver syge og har brug for avanceret lægehjælp og medicin, som Israel ikke tillader, at man har i Gaza. Så snart Gazas indbyggere - jeg fristes til at sige indsatte - bliver syge af forholdsvis simple nyresygdomme, er det i mange tilfælde det samme som en dødsdom. Ikke fordi sygdommene ikke kan behandles, men fordi patienterne bliver slået ihjel af den israelske besættelse og belejring.

Drama i Golfen

2008-01-08T11:22:00.000+02:00

Amerikanerne føler sig "provokerede". Det skyldes, at iranske speedbåde gik tæt på tre amerikanske krigsskibe i internationalt farvand i Hormuzstrædet ved indgangen til den Persiske Golf. Det meddeler den amerikanske flåde.

De iranske speedbåde, der angiveligt tilhører revolutionsgardens flåde, sendte ifølge Al Jazeera en radiotransmitteret trussel til de amerikanske krigsskibe, om at iranerne agtede at sprænge dem i luften. Speedbådene kastede tilsyneladende kasser i vandet foran de amerikanske skibe, hvilket tvang amerikanerne til at foretage undvigelsesmanøvrer af frygt for eksplosionsfare. De iranske speedbåde fortrak dog, da amerikanerne gjorde klar til at "åbne ild i selvforsvar," som Gordon Johndroe, talsmand for det amerikanske nationale sikkerhedsråd udtrykte det i en pressemeddelelse.

I Teheran vil de nu foretage en høring om episoden, og repræsentanter for revolutionsgarden vil tale i parlamentet i dag for at retfærdiggøre revolutionsgardens handling over for amerikanerne. Jeg behøver ikke at nævne, at høringen naturligvis er lukket. Al Jazeeras korrespondent i Teheran, Alireza Ronaghi, vurderer imidlertid, at det er vanskeligt at forestille sig, at revolutionsgarden ville opføre sig så aggressivt over for amerikanske skibe, hvis de ikke krænkede Irans territorium. Midt i den nuværende tilnærmelse mellem Iran og de arabiske stater, der er allierede med USA, er det ikke sådan en diplomatisk krise, regimet i Teheran har brug for. Måske er det snarere USA, der har brug for en diplomatisk krise?

Selve spørgsmålet om, hvad amerikanerne overhovedet laver i Hormuzstrædet ud for den iranske kyst, lader vi være urørt her - blot kan man mene, at amerikanerne formentlig ville anse det for en uhørt provokation, hvis Iran gav sig til at patruljere ud for den amerikanske kyst - internationalt farvand eller ej.

Hizbollah-land

2008-01-04T01:05:00.000+02:00

Jeg har selv førstehånds kendskab til det libanesiske Hizbollah - "Guds parti". Jeg har været arresteret og tilbageholdt af Hizbollah i Beiruts sydlige forstæder. Samtidig har jeg en god ven i Beirut, som beundrer Hizbollah og deres leder Hassan Nasrallah mere end noget andet. Hizbollah er i dag en af de vigtigste ikke-statslige aktører i Mellemøsten. Men hvad er Hizbollah? Al Jazeera har produceret et program, der giver et hurtigt overblik. Nye seere kan begynde her:

Koflikten mellem Frankrig og Syrien

2008-01-03T15:45:00.000+02:00

Så kom der endnu en åben diplomatisk konflikt i Mellemøsten. Forbindelserne er nu afbrudt mellem Frankrig og Syrien, efter at Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy forleden fremturede og sagde, at Damaskus måtte fremlægge beviser for, at det syriske regime arbejder for en konsensusvalgt præsident i Libanon.

Forskellige fløje i Libanon er foreløbig nået til enighed om hærchefen Michel Suleiman som ny præsidentkandidat. Han skal vælges af parlamentet, og nu foregår der en masse juristeri i den forbindelse.

At Frankrig, som er Syriens gamle koloniherrer, på den måde svinger taktstokken, er ikke populært i Damaskus, og det giver mindelser om gamle dage, hvor trikoloren vajede i Damaskus, før franskmændene var tvunget til at trække sig ud, og - som en sidste salut - bombardere Damaskus i 1946.

Sarkozy forsøger tilsyneladende at få det til at fremstå som om, at det alene er Syrien, der blander sig i det politiske liv i Libanon. At andre lande - som Saudi Arabien, USA, Italien og Frankrig selv er dybt indblandet i Libanon, vil Sarkozy gerne underspille. En anden væsentlig spiller er i øvrigt Iran, hvis religiøse lederskab hvert år sender store pengebeløb til Hizbollah. Disse penge finansierer skoler, hospitaler, almindelig genopbygning og naturligvis våben til bevægelsens væbnede gren.

Men indblandingen fra Vesten er heller ikke helt fredelig. Den prisbelønnede reporter Seymour Hersh afdækkede sidste år, hvordan sauderne, amerikanerne og folk fra den magtfulde Hariri-klan i Libanon har finansieret og fremelsket den militante islamistiske bevægelse Fatah al-Islam, som holdt til i flygtningelejren Nahr al-Bared i det nordlige Libanon. Denne ekstreme bevægelse, som af Libanons shiaer sættes i forbindelse med al-Qaeda, var svært bevæbnet med amerikanske våben, og den libanesiske hær havde endog meget svært ved at nedkæmpe de bevæbnede islamister.

Der er ingen tvivl om, at Syrien forsøger at øve stor indflydelse i Libanon. Men her adskiller de sig egentlig ikke fra hverken Frankrig, USA, Saudi Arabien eller Iran. Striden mellem Frankrig og Syrien handler vel egentlig mest om, hvem der skal øve den største indflydelse i Libanon.

Så er det eid

2007-12-21T01:12:00.000+02:00

Muslimerne fejrer eid adha for tiden, og de af dem, der er på pilgrimsrejse til Mekka - haj - render rundt og kaster sten efter djævelen. Mange af os andre fejrer jul, og vi kaster ikke så mange sten. til gengæld indebærer begge højtider god mad.

Nu vil jeg holde jul, og det vil jeg fejre ved en video af jordanske soldater, der danser den klassiske arabiske dabkeh - en dans, der på arabisk har sit eget verbum, og dermed er noget helt særligt. Glædelig jul.

Virkelighedens dom

2007-12-19T11:28:00.000+02:00

Oplysningsfilosoffen John Locke er kendt for sit citat om, at sandheden nok skulle klare sig, "om den engang fik lov at skøtte sig selv. Den får ikke ofte, og vil næppe nogensinde, frygter jeg, få meget hjælp fra magtens mænd, af hvem den kun sjældent kendes og endnu sjældnere bydes." Det ville være synd at sige, atr sandheden om krigen i Irak får megen hjælp fra "magtens mænd". Kendsgerningerne går dem nemlig imod.

En af de modige, selvopofrende journalister, der jævnligt opholder sig i Irak uden at være "embedded" hos besættelsestropperne er Dahr Jamail. Han rapporterer uden om de "officiele" kanaler, som de fleste bureauer og større medier gør. I sin nye bog, Beyond the Green Zone, skildrer han den rutinemæssige brutalitet, som irakerne lever under, og som er påført dem af besættelsestropperne. Jeg har ikke selv læst andet end uddrag fra og anmeldelser af bogen.

The Guardian skriver, at det der virkelig er skræmmende ved bogen er de amerikanske troppers rutinemæssige ødelæggelser: "hvorledes de river nærliggende huse ned efter en vejsidebombe, efterlader ammunition, der ikke er eksploderet, på marker, der tilhører bønder, som ikke bliver informeret, bulldozer frugtplantager. Liv ødelagt, familier fordrevet hver dag. En af de værste episoder fandt sted, da Jamails ven ved et tilfælde var i en moske, hvor de bedende blev skudt, børn blev lemlæstet: et helligt sted ødelagt af en amerikansk operation. Vi ved måske intet om sådanne rutinemæssige operationer i denne krig, men disse historier fylder de arabiske medier. Over hele den muslimske verden er de uomgængelige beviser på ydmygelsen og forfølgelsen af deres islamiske tro. Vi kan kun lade som om, vi ikke forstår."

Men det lader alligevel til, at der er en del, der lader som om, de ikke forstår. Virkelighedens dom over besættelsen af Irak burde ellers ikke være så svær at forstå. En ny rapport, som er lavet på foranledning af det amerikanske militær, viser, at irakere fra alle etniske og religiøse grupper mener, at den militære besættelse af landet er hovedårsagen til den sekteriske vold, der opstod i kølvandet på invasionen (sjovt nok samtidig med, at El Salvadors bøddel, John Negroponte, ankom til Irak).

Rapporten viser, at irakerne ser troppernes exit fra Irak som en forudsætning for national forsoning. Tropperne er altså en hindring for fremskridt, ikke en hjælp. At en udenlandsk besættelse, systematisk tortur, klyngebomber og systematisk ødelæggelse skulle være en hjælp er da også en pervers påstand.

I øvrigt er konklusionen om, at troppernes exit ville gøre livet bedre for den irakiske befolkning, helt i tråd med en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium fra september 2006.

Virkelighedens dom er altså temmelig klar. Besættelsen af Irak er ikke for irakernes skyld. Tværtimod er besættelsen hovedårsagen til den elendighed, der hersker i Irak.

En forbrydelse uden skyldige

2007-12-17T19:45:00.000+02:00

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har det lidt underligt med den måde, de vestlige ledere snakker om Irak på. Ingen kan nægte, at det er en menneskelig katastrofe i alle henseender. Mere end fire millioner flygtninge, over en million døde, den totale ødelæggelse af samfundet og udraderingen af Iraks kulturelle skatte - alt sammen er det kendsgerninger, der taler sit eget tydelige sprog. De døde sjæle skriger til himlen.

De vestlige ledere benytter sig af et kendt trick, når de taler om Irak. De taler om Irak som en "tragedie", hvis de endelig er tvunget til at forholde sig til realiteterne. Det er klart, at de først snakker om, at "det var værre under Saddam" - en påstand, der i alle henseende er forkert. Derefter følger et spørgsmål á la "I ønsker måske Saddam tilbage?" - ligesom svinet Squealer i Kammerat Napoleon, der mødte enhver kritik med spørgsmålet "I ønsker måske farmer Jones tilbage?"

Men når lederne er tvunget til at forholde sig til de døde, de sårede, ødelæggelserne, sygdommene og barbariet, så omtaler de det som en almen "tragedie", en katastrofe, de skyldes tilfældige kræfter uden for vores kontrol. En slags naturkatastrofe. En forbrydelse uden gerningsmænd.

Men hov! Var der egentlig ikke engang nogen, der faktisk tog beslutningen om at køre den amerikanske ildvogn over Mesopotamien? Var der ikke nogen europæiske ledere, der resoluit besluttede at medvirke til det, der kun kan betegnes som et folkemord på iraks mænd, kvinder og børn? Var der ingen, der tog beslutningen om massakren på Falluja? Om at bevæbne bødlerne i det irakiske indenrigsministerium? Om at de amerikanske patruljer i praksis fungerer under straffrihed? Om at åbne døren for lejemorderne fra Blackwater og andre lejesoldatsfirmaer?

Hvis vi finder ud af, at der er en person, der er blevet torteret, lemlæstet og likvideret, vil vi så ikke finde morderen og straffe ham? Men hvad gør vi, når morderne er statsledere og respektable mænd og kvinder med høje lønninger ot topposter i statsadministrationen og det private erhvervsliv?

Glædelig jul i øvrigt.

Afstemningen i Venezuela

2007-12-12T17:41:00.000+02:00

En af de mest populære statsledere blandt befolkningerne i Mellemøsten er uden tvivl Venezuelas præsident Hugo Chavez. Han hævede klart stemmen imod Israels aggression imod Libanon i sommeren 2006, og afbrød de diplomatiske forbindelser til Israel. Blandt palæstinensere, irakere, libanesere og andre er det Hugo Chavez (og Fidel Castro), der nævnes, når de unge snakker om politikere, der rent faktisk gør noget godt. Jeg behøver ikke at nævne, at Bush, Blair og andre naturligvis betragtes som forbrydere.

Nå, men jeg faldt over et interessant indslag fra Al Jazeera, der handler om, hvorfor Chavez egentlig tabte folkeafstemningen om grundlovsændringerne i Venezuela for nylig. Se det!

Israelske angreb på ytringsfriheden

2007-12-12T13:10:00.000+02:00

Jeg tænker ofte på Polonius' ord i Hamlet, når jeg beskæftiger mig med forholdene i Mellemøsten: "Selv om det er galskab er der dog metode i den." På trods af det tilsyneladende vanvid og de menneskelige fornedrelser, er der dog en metode i barbariet.

En af de metoder, der systematisk forfølges af den israelske besættelsesmagt i de palæstinensiske områder, er gentagne overgreb på nært sagt samtlige menneskerettigheder. Retten til liv håndhæves - mildt sagt - ganske tilbageholdende. Retten til et liv i sikkerhed, retten til et hjemland og andre basale rettigheder har det ikke bedre. Og så er der ytringsfriheden, som gerne i Vesten fremhæves som den vigtigste menneskerettighed.

Onsdag invaderede de israelske besættelsestropper igen Nablus, den største by på den nordlige Vestbred. Her gik de i aktion imod adskillige medier i det, der formentlig er den største israelske aktion imod palæstinensiske medier siden Al Aqsa intifadaen i 2000.

Issa Abu al Ez, direktør for tv-stationen Afaq i Nablus, siger, at de israelske tropper overfaldt en af stationens reportere, der var på arbejde, og at de derefter konfiskerede sendeudstyr og computere.

De israelske soldater fremviste desuden et dokument på hebræisk og arabisk, der kundgjorde, at tv-stationen nu er lukket.

Sådan søger besættelsesmagten altså at håndhæve sit greb om de besatte områder. Lukning af kritiske medier og overfald på journalister.

Det er absolut ikke første gang, at Israel angriber pressen i de besatte områder. Der er metode i vanviddet, for nok engang at henvise til Shakespeare.

I 2002 skød og dræbte israelsk militær en italiensk fotograf. Ved samme lejlighed skød de også lige en egyptisk kameramand i en bil, der tydeligt var mærket "TV". Egypteren overlevede dog, da projektilet blev standset af den skudsikre vest, han bar. Det Internationale Presseinstitut sagde dengang, at de israelske angreb på journalister var en del af en "bevidst strategi fra den israelske hærs side" for at kontrollere reportage om konflikten og besættelsen. Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder udgav dengang en rapport om Israels overlagte angreb på pressen. Det er iskold læsning.

I 2003 skød og dræbte Israel den britiske kameramand James Miller. Han var i gang med at lave en dokumentar fra flygtningelejren Rafah i Gazastriben. De israelske soldater skød ham på nært hold, selv om han vinkede med et hvidt flag og tydeligt tilkendegjorde, at han var journalist.

I juli 2007 skød israelsk militær en journalist fra tv-stationen Al Aqsa. Han blev ramt tre gange, men overlevede. Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder fandt gennem sin undersøgelse frem til, at angrebet på journalisten var "overlagt".

Mere endnu fra det Internationale Presseinstitut: I juli 2006 skød Israel en række palæstinensiske journalister. Samtidig (under den israelske offensiv i Gaza) forhindrede de udenlandske journalister i at få adgang til Gaza. Ibrahim Al-Atlah, en kameramand fra Palestine TV, blev skudt i brystet af israelske soldater, og blev derefter lam fra brystet og nedefter. I august samme år affyrede Israel et misil på en bil fra Reuters, der tydeligt var mærket "TV". Årsagen var angiveligt, at bilen så "mistænkelig" ud. Ja, for den kriminelle er sandheden altid "mistænkelig".

I juli i år arresterede Israel Ata Farahat, en journalist fra de besatte Golanhøjder, der arbejder for det syriske dagblad Al-Watan. Arrestationen er blevet fordømt af organisationen Journalister uden grænser.

Der er mange flere eksempler. Alle gruopvækkende, afskyelige og helt igennem modbydelige overgreb på ytringsfriheden og de enkelte journalisters ret til at færdes frit uden at blive arresteret, skudt eller direkte likvideret. Denne besættelsesmagt, som udfører disse overgreb systematisk, fremhæves ofte af de vestlige ledere som demokratiets fyrtårn i Mellemøsten. Måske hænger det sammen med, at mange af de kritiske røster, der rapporterer om Israels forbrydelser, ikke lever særligt længe. Og derfor hører vi alt for lidt om, hvad der foregår.

Religiøs stat, ja tak

2007-12-03T23:01:00.000+02:00

Så stod de der igen. Ledere fra arabiske lande, Israel og palæstinenserne - og så selvfølgelig George Bush og Condoleeza Rice. Topmøde i Annapolis. Alle vidste på forhånd, at det ville være en fiasko. I hvert fald hvis målet var at lave en form for aftale, der kunne garantere stabilitet i regionen. Det kom til at holde stik.

Den israelske delegation kunne tage hjem med fornyet amerikansk opbakning i baggagen. George Bush slog på ny fast, at Israel er en "jødisk stat" og "hjemland for det jødiske folk". Det vil med andre ord sige en stat, hvor landets arabere ikke nyder fulde borgerrettigheder. Det vil sige, at ingen af de hundredtusindvis af flygtninge, der blev fordrevet omkring 1948 kan vende tilbage. Det vil sige, at George Bush bakker op om Israel som en religiøst funderet stat.

Mahmoud Abbas var tilfreds med Bushs tale, og han protesterede ikke over, at Bush på den måde slog fast, at flygtningekravet ikke kan imødekommes. Dette krav har Abbas og resten af PLO's ledere nemlig smidt over bord for længe siden.

At Mahmoud Abbas kun repræsenterer en del af palæstinenserne var der ingen, der bemærkede. Han selv protesterede ikke over belejringen og udsultningen af Gaza. Ingen protest over de daglige israelske angreb, likvideringer og bortførelser. Sådan en mand er lige det, George Bush har brug for. Desværre for Bush er Mahmoud Abbas langt fra repræsentativ for palæstinenserne. De vil ikke tro på de løfter, lederne kommer med. Og det har de grund til at lade være med.

Jeg kommer til at tænke på Macbeth:
"Lad ingen mere tro de gøgledjævle, som dårer os med dobbelttydig tale, som holder løftet efter ordets lyd, men bryder det for håbet."

Og så lige en opgørelse over livets gang i de besatte områder mellem den 22. og 28. november:

11 palæstinensere, herunder to brødre, blev dræbt af det israelske militær på Vestbredden og i Gaza.
De to brødre blev dræbt af Flechette-projektiler, der er forbudt ifølge international lov.
28 palæstinensere, herunder fire børn, samt en israelsk menneskerettighedsaktivist, blev såret af det israelske militær i de besatte områder.
En kvindelig patient døde, da israelsk militær nægtede ambulancen at krydse grænsen fra Gaza. Det er den 11. patient, der dør på grund af, at Israel nægter dem adgang til lægehjælp siden august.
Israelske bosættere på vestbredden angreb og sårede 13 palæstinensere i en minibus.
Israelske bosættere angreb 25. november en skole i Hebron og øvede hærværk på den.
Opførelsen af den ulovlige mur, der annekterer palæstinensisk jord til Israel, fortsætter. Det samme gør belejringen af Gaza.

En religiøst funderet stat, der opfører sig barbarisk og undertrykkende over for befolkningen, vækker forståelig vrede og afsky, når det drejer sig om Iran. Men når det drejer sig om USA's bedste allierede i Mellemøsten - Israel - så er tonen en anden.

Nej til kvinder, børn og folkevalgte

2007-11-29T12:06:00.000+02:00

Israel erklærede før topmødet i Annapolis, at de ville løslade 441 palæstinensiske fanger som et tegn på god vilje over for palæstinenserne. Det er næsten rørende. Men ser man på, hvem det er, der bliver løsladt, og hvem Israel fortsat holder fanget, så ser tingene en anelse anderledes ud.

Ifølge Mustafa Barghouthi, leder af Palestinian National Initiative, tog Israel mellem 17. juli og 24. november i år 1714 palæstinensere til fange. Altså svarer antallet af løsladelser til omkring en fjerdedel af tilfangetagelserne. Mange af de 441, som Israel vil løslade, har desuden afsonet størstedelen af deres fængselsstraf. 78 procent af dem har afsonet mere end halvdelen af deres straf, og 57 procent har afsonet to trediedele af deres straf. Det vil altså sige, at de alligevel snart skulle løslades.

I april i år sad der 11.229 palæstinensere i israelske fængsler. Blandt dem er 104 kvinder og 375 børn. Nu er tallet ifølge Mustafa Barghouthi 143 kvinder og 335 børn. Ingen af disse kvinder og børn er blandt de 441, som Israel nu vil løslade. Desuden nægter Israel fortsat at løslade nogle af de demokratisk valgte politikere, som holdes fængslet uden dom.

Omkring 3.800 af de palæstinensere, der er fængslet i Israel, sidder i civile fængsler. Resten holdes fanget i militære fængsler og fangelejre.

Undermennesker

2007-11-28T23:18:00.000+02:00

Göbbels har sandelig ikke levet forgæves. Det er næsten heldigt, at omkring halvdelen af irakerne ikke kan læse. For hvis de kunne, skulle de ud over de daglige ydmygelser og overgreb, besættelsen byder på, også forholde sig til de systematiske løgne, som besættelsesmyndighederne producerer. Naturligvis producerer de ikke samlebåndsløgne for irakernes skyld, men for at retfærdiggøre det, der ikke kan retfærdiggøres: den amerikanske ildvogn i Irak, voldtægterne, myrderierne, torturen og fornedrelserne.

Da amerikanske tropper den 23. oktober dræbte 11 irakere i Djila nord for Samarra hævdede det amerikanske militær først, at alle de 11 dræbte var en del af en gruppe, der placerede vejsidebomber for at ramme besættelsestropperne. Men da beviserne for, at mindst seks af de 11 var civile, kom frem og ikke kunne benægtes, ændrede amerikanerne deres forklaring. Og som sædvanligt "beklagede" de tabet af uskyldige liv. Ikke et ord om, at den amerikanske praksis med systematiske mord på civile ville stoppe. Selvfølgelig ikke. Efter det første angreb, sendte amerikanerne et par misiler efter et hus, hvor to bønder, der var flygtet fra angrebet, havde søgt sikkerhed. 14 mennesker mistede her livet. Det lokale politi siger, at 16 døde i dette angreb - syv mænd, seks kvinder og tre børn.

Som det ofte sker, når amerikanerne nægter at svare på, hvorfor de massakrerer civile, siger de, at de "undersøger sagen". Hvad er det, de skal "undersøge"? Om børnene vitterligt er døde? Om de sårede nu også er rigtigt sårede? Om de dræbte kan være døde af noget andet end eksplosionerne fra de amerikanske misiler? De er måske døde af alderdom - eller endnu bedre, af selvmordsbombere? Der er intet at undersøge, og det ved besættelsesmyndighederne godt.

Hvorfor løj amerikanerne først om dette angreb? De kan ikke være uvidende om tabet af civile liv, selv om de nærmest gør en dyd ud af ikke at opgøre tal for, hvor mange de slår ihjel i Mesopotamien.

To dage før massakren i Djila, den 21. oktober, dræbte amerikanske soldater og helikoptere tilsyneladende 49 "bevæbnede mænd" i Sadr City i det østlige Bagdad. Først sagde amerikanerne selvfølgelig at ingen civile havde mistet livet. De dræbte var bevæbnede fjender. Et lokalt shiitisk borgerråd sagde imidlertid, at mange uskyldige, der var i nærheden af angrebet, også havde mistet livet. Ifølge Los Angeles Times var der to drenge på henholdsvis otte og 11 år blandt de dræbte. Amerikanerne sagde, at alle de dræbte var "forbrydere". Det irakiske indenrigsministerium meddelte, at 13 civile blev dræbt i angrebet, og 69 blev såret.

Amerikanerne sagde efterfølgende, at de "ikke har kendskab" til civile dødsfald som følge af deres helikopterangreb i en af Bagdads tættest befolkede bydele. Uvidenhed gæder her som forbryderens sidste forsvarslinie. Men uvidenhed er hverken et bevis eller et juridisk argument.

Selv når amerikanerne en sjælden gang imellem siger, at de vil "undersøge" deres massakrer i Irak, og undersøgelsen rent faktisk fører til noget, viser dette "noget" sig ofte at være en blindgyde. For eksempel massakren i Haditha i 2005, hvor amerikanske marinesoldater slagtede 24 irakiske civile. Her skal det siges, at medierne i Danmark og andre steder var særdeles langsomme til at tage denne massakre op (Politiken afviste i første omgang at rapportere om massakren fordi det var en "betændt sag"), men ikke desto mindre var beviserne håndfaste og de døde var rent faktisk døde (oh, hvilken overraskelse!)

Efter beviserne havde tårnet sig op igangsatte militæret en undersøgelse. En iraker havde formået at videofilme de blodige huse, hvor familierne var blevet massakreret, og øjenvidner fortalte om massakren. Undersøgelsen pågår stadig. Militæret vil formentlig efterspørge flere beviser. Beklageligvis er en del af øjenvidnerne døde. Sager mod morderne fra Haditha er blevet droppet på stribe. Indtil videre er der ikke en eneste af Hadithas bødler, der er blevet sat i fængsel.

Det hele hænger naturligvis sammen med den institutionaliserede racisme, der hersker i det amerikanske militær og i den amerikanske administration. Vietnameserne var "gooks", irakerne er "hajis", "sand-niggers" og "towell-heads". Hvad enten det var massakren på Falluja, Haditha eller mordene på en hel samling bryllupsgæster, så er de irakiske liv ikke noget værd. Og selv om de er civile, er de alligevel selv lidt ude om det. Og ikke tale om, at de har ret til væbnet modstand imod de soldater, der besætter deres land. Slet ikke. De er jo irakere. Arabere. Sand-niggers. Untermenchen.

De samme forudsigelige propagandateknikker bliver sat i værk hver gang. De dræbte er "ekstremister", "terrorister", "Saddam-tilhængere", "hellige krigere" eller noget andet. Og når en iraker fra Sadr City, Falluja eller Najaf forklarer, at hans familie er blevet mejet ned af amerikanere, er han så troværdig? Er den pæne mand fra Pentagon ikke mere troværdig? Han har trods alt medaljer og russisk salat - ikke som irakeren, der formentlig er iklædt den traditionelle thobe og tillige må formodes at være muslim. Her har vi igen racismen. Göbbels har som sagt ikke levet forgæves.

På min blog viser jeg et løbende skøn fra Just Foreign Policy, der viser, hvor mange irakere, der er døde som følge af invasionen. Vi har for længst rundet millionen. Som Voltaire sagde, så er det forbudt at slå ihjel, derfor bliver alle mordere straffet, undtagen de som dræber i store kompagnier og til lyden af trompeter.

Pakistansk parlamentsmedlem arresteret

2007-11-16T20:15:00.000+02:00

Det pakistanske parlamentsmedlem Manzoor Ahmed, der også er formand for Pakistan Trade Union Defence Campaign er blevet arresteret. Han anførte en demonstration, der går fra Lahore til Islamabad for at protestere over undtagelsestilstanden.

Manzoor Ahmed er valgt til parlamentet for Pakistan Peoples Party, som ledes af Benazir Bhutto.

Læs mere om sagen her. Pakistan Trade Union Defence Campaign opfordrer alle til at sende protestbreve til de pakistanske myndigheder og ambassader. Hermed er opfordringen givet videre.

Væk med kendsgerningerne!

2007-11-16T12:17:00.000+02:00

Det er sjovt, som historien vasker sine egne minder væk. Da Franklin, Jefferson og de andre amerikanske revolutionære smed briterne på porten, skete det på baggrund af en folkelig opstand, der desuden konfiskerede al ejendom fra de godsejere og forretningsmænd, der støttede briterne. I dag ville den slags nok blive kaldt terrorisme og kommunisme, men lad det nu være.

Da briterne for nylig fejrede Remembrance day - altså en dag, hvor man husker de faldne soldater og civile i krig - var den nyere historie påfaldende fraværende. De faldne i Mesopotamien var tilsyneladende ikke værd at huske. Det britiske establishment anser det for sikrere at huske på krige, der ligger lidt længere tilbage i historien, og hvor de, der kan huske, hvad der egentlig skete, alligevel er døde.

I oktober hævdede Tony Blairs ikke-valgte efterfølger Gordon Brown (den helt rigtige mand til at skabe demokrati andre steder i verden!) gennem sin håndlanger Kim Howells, at der ikke er nogle tal for, hvor mange irakere, der er døde i Irak siden 2003. Han tilføjede, at den irakiske "regering" måtte indsamle disse data. Det var en åbenlys løgn, at der ikke findes tal. Undersøgelsen fra oktober 2006 i The Lancet konkluderede, at omkring 655.000 irakere var døde som følge af invasionen op til medio 2006. Hvis man fremskriver disse tal, ser man at omkring en million nu er døde. Og før offensiven denne sommer dræbte amerikanerne 300 irakere om dagen.

Men er disse tal ikke draget i tvivl? Er de ikke utroværdige? Aldeles ikke. The Lancet brugte samme analysemetode i Irak, som ligger til grund for rapporter om f.eks. Kosovo og Darfur, som den britiske regering (og andre) bruger uden forbehold. Desuden er der kommet dokumenter frem, der viser, at den britiske regering bag kulisserne faktisk anerkender de tal, som undersøgelsen fremkom med.

Dokumenter, der er fremkommet gennem aktindsigt i Storbritannien, viser, at en af forsvarsministerens rådgivere, Sir Roy Anderson, konkluderede, at undersøgelsen er "robust" og at den benyttede sig af en metode, der ligger tæt på "bedste praksis". Desuden anbefalede han, at man skal være varsom med at offentliggøre undersøgelsen. Det blev den så alligevel. Under alle omstændigheder har de krigsførende regeringer et problem. Man kan ikke afvise undersøgelsen som uvidenskabelig - for det er den aldeles ikke - men man kan ikke lide konklusionerne. Derfor forsøger man at gemme kendsgerningerne væk.

En anden rapport, der har fået endnu mindre omtale, er rapporten fra Opinion Business Research, der viser, at 1,2 millioner irakere har mistet livet som følge af invasionen. Denne rapport er selvfølgelig nyere, og derfor er tallene højere end i The Lancet. Men ingen kan betvivle dens videnskabelige validitet. Dermed er det slået fast, at invasionen af Irak har slået flere folk ihjel, end der døde under folkemordet i Rwanda, der ellers gik for at være det værste folkedrab siden 2. verdenskrig. Bush, Blair og deres medløbere har altså ansvaret for det værste folkedrab siden Hitler.

Dette blev ikke nævt på Remembrance day. Det blev heller ikke nævnt i valgkampen hjemme i Danmark. Måske fordi en million irakere fra eller til ikke er så vigtigt i forhold til en lettelse af topskatten.

Ifølge FN flygter 100.000 irakere hver måned fra deres hjemland. Samtidig diskuterer de danske politikere, hvordan de bedst kan tvinge irakiske flygtninge i Danmark til at rejse "hjem". Hjem til dødspatruljer, tortur, vilkårlige husundersøgelser og drab fra "koalitionens" patruljer, fattigdom og menneskelig tragedie. Også her er det bedst for magthaverne at gemme kendsgerningerne væk.

Kendsgerningerne tårner sig op. Det land, der havde det bedste sundhedsvæsen og uddannelsessystem i den arabiske verden ligger nu i ruiner. Nogle af menneskehedens største kulturskatte fra Mesopotamien og Babylon er nu ødelagt for altid, røvet af bander eller som fundament for amerikanske baser og flyvepladser. Kendsgerningerne taler om systematiske krigsforbrydelser, voldtægt af menneskelig civilisation og et regulært folkemord. Men over for kendsgerningerne står den vestlige verdens største og mægtigste propagandamaskineri, der skiftevis ved løgne og fortielser prøver at holde kendsgerningerne borte.

Hvorfor banker de på krigstrommerne mod Iran? Er det for at skjule det folkemord, de selv har begået? Er det for at skjule, at Iran ikke har invaderet andre nationer? Eller hvad? En ting er sikker: kendsgerningerne skal af vejen, og hellere i går end i dag.

Kujoner dør mange gange

2007-11-15T11:13:00.000+02:00

Bush-sproget er fantastisk. Det er omvendt Shakespeare. Kliken i det hvide hus fabulerer med sproget og udvikler nye ord. Og de taler et episk sprog. Men i modsætning til Shakespeare har det ikke til formål at hæve menneskehedens kuturelle niveau - tværtimod. Et eksempel er det prædikat, de har sat på Syrien. Syrien er ofte medtaget i "ondskabens akse". Måske ikke Bush-klikens største sproglige bedrift, men ikke desto mindre har den vist sig at have stor gennemslagskraft.

Den 6. september i år angreb israelske F-15 fly syrisk territorium. Både Israel og Syrien har været meget tavse vedrørende selve angrebets omstændigheder og hvad det egentlig var, der blev bombet. Det står dog klart, at USA havde givet grønt lys til angrebet.

Det antages bredt, at målet for det israelske angreb var et atomart anlæg. Dette er kun en antagelse, og den er ikke bekræftet. Men den må siges at give mening. Syrien har et arsenal af kemiske våben som modvægt til Israels massive arsenal af kernevåben, og ud fra et militært synspunkt er det mere end logisk, hvis Syrien stræber efter at anskaffe sig kernevåben - ganske som Iran. Begge lande har jo set, hvad der skete med Irak, som overhovedet ingen masseødelæggelsesvåben havde, og som desuden var militært forkrøblet. Hvis landet havde været stærkt, var det aldrig blevet invaderet af USA. Kliken i Washington vil nemlig aldrig gå efter de stærke - de vil kun angribe dem, der allerede ligger ned.

Men er Syrien USA's fjende? Er Damaskus en reel modpart til Washington i spillet om Mellemøstens kolonier? Det er langt fra tilfældet.

Siden 1. verdenskrig har Syrien ikke annekteret nye landområder - tværtimod er der blevet skåret mere og mere af Syrien. Syrien mistede først en del af det, der nu er Jordan, da briterne oprettede Transjordanien - måske en af de mest kunstige nationalstater, historien har set. Franskmændene besluttede sig i 1920 for at oprette Libanon - en ny stat, der havde et tvivlsomt nationalt grundlag, men til gengæld husede en (kristen) elite, som Paris kunne basere sig på i kampen mod Damaskus. Derefter huggede Frankrig en del af det nordlige Syrien og afleverede det til Tyrkiet. Resultatet af denne grænsrykning var, at tusindvis af armenere, der var flygtet fra tyrkernes folkemord i 1915, var nødt til at flygte igen.
Senere tog Israel Golanhøjderne fra Syrien. Golanhøjderne er vigtige på grund af vandforsyningen.

Syrien har altså gennem det 20. århundrede oplevet en stadig reduktion af landet. Intet under, at Damaskus føler, at det er under angreb fra alle sider.

Men hvad med forholdet til USA? Syrien støttede USA's krig imod Irak i 1991. Syrien gik derefter - på USA's foranledning og opfordring - ind i Libanon for at opretholde Taif-aftalen og sikre "Pax Syriana". Dengang var de åbne allierede med USA. I dag er alliancen knap så åbenlys, men ikke desto mindre er der stadig et samarbejde, der ikke er uvæsentligt.

Syrien har nemlig vist sig at være en dygtig og velvillig samarbejdspartner for USA i "krigen mod terror". Syriens behandling af islamistiske grupper er notorisk, og det medfører for eksempel dødsstraf, hvis man dømmes skyldig i medlemsskab af Det Muslimske Broderskab.

Der dukker jævnligt eksempler op, som bekræfter et glimrende samarbejde mellem USA og Syrien. I "krigen mod terror" har USA nemlig god brug for Syriens ekspertise inden for afhøring med elektriske stød, stokkeslag og seksuelle ydmygelser. Ikke fordi amerikanerne ikke selv råder over eksperter på dette felt, men Syrien har et veludbygget system hvad angår tortur.

Maher Arar bor i Canada. Han kommer oprindelig fra Damaskus. Da han besøgte USA blev han arresteret og blev anklaget for at være medlem af al-Qaeda. CIA fløj ham til Syrien, hvor han - i et underjordisk fængsel - kom under kærlig behandling af det syriske Mukhabarat. Den canadiske regering gav Maher Arar en undskyldning, da han vendte tilbage til Canada - for det canadiske politi havde tilsyneladende hjulpet CIA til at rejse de grundløse beskyldninger mod Maher Arar. De amerikanske myndigheder har aldrig sagt undskyld til Maher Arar, og han kan ikke tage over grænsen til USA, for han risikerer at ryge til endnu en omgang tortur i Damaskus.

Der er mange flere eksempler. Amnesty International afslører et systematisk samarbejde om tortur mellem USA og Syrien. "Axis of torture" fristes man til at sige. Time har afdækket en del af det.

Er Syrien USA's ven eller fjende? På den ene side er USA stærkt allieret med Israel - den eneste pålidelige og stabile amerikanske allierede i regionen. På den anden side har USA brug for Syrien til at gøre noget af det beskidte arbejde. Og en ting er sikker: hvis alternativet til Baath-styret i Damaskus er det Muslimske Broderskab (som formentlig ville vinde stor tilslutning ved et demokratisk valg), så foretrækker kliken i Washington at samarbejde med Bashar al-Assad.

Shakespeare lader i Julius Cæsar sige, at "Kujoner dør mange gange, De ærefulde smager kun døden en gang." Magthaverne i Mellemøsten - herunder USA - er moralske lig. Ikke desto mindre formår kadaverne i samdrægtighed til stadighed at få de ærefulde til at smage døden ganske eftertrykkeligt.