News and comments from Balad al Sham
Showing posts with label Jordan. Show all posts
Showing posts with label Jordan. Show all posts

Tuesday, October 18, 2011

Brev fra kongen

Flosklerne væltede nærmest oven i hinanden i dagens Jordan Times. Den kongetro avis kunne meddele, at der er kommet en ny regeringsleder. Valget er faldet på den 62-årige jurist Awn Khasawneh. Med en uddannelse fra Cambridge og en periode som dommer ved FN's Internationale domstol virker han som et valg, der ikke kan støde Jordans allierede i Washington.

Jordans Kong Abdallah, der styrer landet som en art oplyst enevælde, har skrevet et brev i forbindelse med udnævnelsen af den nye regeringschef. Det fremgår blandt andet, at regeringen skal stå i spidsen for en reformproces, som skal være mærkbar og ægte, og desuden at borgerne skal informeres om denne reformproces. Kongen skriver også, at den palæstinensiske sag ligger ham meget på sinde.

Kort sagt er kongens brev en lang række af selvfølgeligheder og tomme ord, der ikke kan bestå ikke-testen. På den måde er alt ved det gamle på trods af den nye regeringschef.

I et andet brev, som kongen har skrevet - til den afgående regeringschef Marouf Suleiman al-Bakhit - hæver flosklerne sig helt op på det komiske plan. Alle i Jordan ved, at da Bakhit blev sat ind i februar i år, skete det for med en blanding af indrømmelser og rå magt at knuse protesterne mod regimet. Alle ved, at korruptionen i landet er omfattende, og at den er organisk forbundet med regimet selv. Alligevel skriver kongen til Bakhit, at "alle jordanere vil huske dine seriøse og modige tiltag for at styrke principper om gennemsigtighed, ansvarlighed, lovstyre og din upartiske og frygtløse forfølgelse af mistanker om korruption."

Hele manøvren er formentlig et forsøg på at redde det korrupte og uduelige monarki, men det står der ikke noget om i Jordan Times.

Wednesday, January 20, 2010

Kvinde-taxa i Kuwait


Mange af samfundene i Mellemøsten er på mange områder ret konservative. Det er næppe en nyhed. Mændene rejser sig op for kvinderne i busserne, for eksempel. Men mange kvinder beklager sig også over, at de ofte føler sig chikaneret af nærgående mænd. Ikke blot i busser, men også i taxaer. Jeg kender en del kvinder, der beklager sig over at køre med taxa i Jordan (her er det vigtigt at huske, at kvinder altid skal sætte sig på bagsædet, og at mænd altid skal sætte sig på forsædet!) Det har selvsagt ikke været mindre irriterende for lyshårede kvinder fra Europa, der ikke har forstået et hak af den kulturelle kode og for eksempel er iført ærmeløse trøjer med dyb udskæring (både mænd og kvinder forventes at klæde sig "anstændigt på", aldrig have korte bukser på osv.)

Nå, men nok om det. I Kuwait er det åbenbart endnu mere konservativt end i Jordan. Vi taler selvfølgelig også om et Golf-land. Hele den region er berygtet for sin konservatisme (i UAE stener de også kvinder, men de er jo Vestens gode venner, så det gør vist ikke så meget...)

I Kuwait er det socialt uacceptabelt for kvinder at tage alene med taxa. Så da den 27-årige Bedoor al Mutairis bil punkterede, og hun måtte vente en time på, at hendes bror kom og hentede hende, fik hun en idé: et taxaselskab for kvinder. Nu har hun så lanceret det lyserøde taxafirma Hawaa Taxi. Der er nu 10 kvinde-taxaer klar i Kuwait, og mon ikke selskabet vil klare sig ganske glimrende? Der er i hvert fald et solidt kundegrunlag blandt de mange stenrige kuwaitiske kvinder.

Tuesday, December 8, 2009

Kamelmælk


Libyens leder, oberst Qadaffi, insisterer så vidt vides på altid at medbringe kameler på sine rejser, så han har adgang til frisk kamelmælk. Kamelmælken er mere fed og rigere på næringsstoffer end komælk. I Etiopien bruges mælken som elskovsmiddel, og i Indien som medikament. Ja, sådan er der jo så meget.

Koranen nævner, at kameler er vigtige. Om det har noget at gøre med mælken ved jeg ikke. Men det kunne det jo godt have. Nå, nok om det. I udkanten af Amman er der en mand ved navn Ahmed Abu Nimer, der sælger kamelmælk fra et telt ved vejen. Det koster 10 dinarer (omkring 80 kroner) for 2,5 liter, så billigt er det bestemt ikke. Men alligevel er der kunder nok. I en storby som Amman kan man ellers kun finde kamelmælk i butikkerne, hvor mælken er kølet ned, transporteret og den slags. Og det er jo ikke det samme som helt frisk kamelmælk. Det må Qadaffi kunne snakke med om.

Wednesday, July 9, 2008

Æresdrab

I Jordan får en mand, der har myrdet et familiemedlem, fordi hun har forbrudt sig imod landets "familieværdier" (for eksempel ved at blive gravid uden for ægteskab), typisk tre måneders fængsel. Hvis han altså kan overbevise retten om, at der var tale om et drab for at beskytte familiens ære og de familieværdier, som Jordan angiveligt bygger på. Hvis drabet viser sig at være et "almindeligt" mord, så bliver forbryderen som regel dømt til døden ved hængning. Sådan en retspraksis ville være komisk, hvis det ikke var så tragisk.

Man hører jævnligt om disse "æresdrab" i lande som Egypten, Pakistan, Jordan, Saudi Arabien og andre muslimske lande. Det, der altid forvirrer mig, er, at vold med døden til følge, som udøves mod familiemedlemmer vistnok ikke er et særlig muslimsk fænomen. Så vidt jeg ved er det også ret udbredt i lande som Rusland. Australien, Grækenland og Mexico. Men så snart det finder sted i et muslimsk land er der pludselig tale om et "æresdrab". Og så er det pludselig noget andet end de "almindelige" overgreb mod kvinder i den "civiliserede" verden.

Wednesday, June 25, 2008

Her går det godt

Det er altid en fornøjelse at følge forsiden på Jordan Times. Den ene dag ser man et billede af kong Abdallah, der trykker hånd med Sarkozy, den næste dag ser man kong Abdallah, der holder tale for den jordanske hærs soldater, den næste igen ser man kong Abdallah, der kører gennem Amman i en kortege for at lade sig hylde af folket. En af mine bekendte plejer at sige, at den dag, kongen ikke er på forsiden af avisen, så ved man, at der er noget rivende galt. Sådan er der så meget med pressefriheden i det lille vestligt støttede monarki i Mellemøsten.

I dag er den store forsidehistorie, at kong Abdallah forklarer, at der ikke er noget at bekymre sig om. Det går godt i Jordan, og det vil det også gøre i fremtiden, siger han. Det var da betryggende. Gad vide, hvorfor der er behov for, at han siger det? Er der monstro nogle elementer, der er skeptiske?

Det kunne være, at der var nogle, der er utilfredse over, at middelklassens udgifter er steget 10 gange så meget som indtægterne i perioden 2002-2006. Det kunne være, at der er utilfredshed over, at 46 procent af kongedømmets børn under 14 år lever i absolut fattigdom.

Men når kongen siger det, er der nok ikke noget at bekymre sig om.

Tuesday, July 10, 2007

Petra er et vidunder

Lige et indlæg, der ikke handler om krig, bomber, besættelse, tortur eller andre af de genvordigheder, som Mellemøstens korrupte ledere og koloniherrerne i Washington, London og Bruxelles udsætter folkene for.

Petra er nemlig blevet udråbt til at være et af verdens syv nye vidundere. Det er det eneste "nye" vidunder i Mellemøsten. Petra vandt - sammen med seks andre "vidundere" - en global afstemning om at være blandt en ny samling vidundere. Pyramiderne i Egypten deltog ikke i konkurrencen, da de jo er en del af de "gamle" vidundere.

De seks andre vidundere er den kinesiske mur, Taj Mahal (Indien), Colosseum (Italien), Jesus-statuen i Rio (det mest uforståelige valg på listen), Manchu Picchu (Peru) og Maya-byen Chichen Itza (Mexico).

Petra vandt en andenplads, og er dermed kun overgået af den kinesiske mur som verdensvidunder.

Personligt kan jeg kun anbefale alle, der rejser i Mellemøsten, til at tage forbi Petra (som liger i Jordan, hvis nogen skulle være i tvivl) - det er virkelig et fantastisk sted.

Her i Amman blev udnævnelsen, der blev offentliggjort klokken to om natten, fejret med kanonskud, fyrværkeri, dyttende biler, traditionel dans og masser af jordanske flag. Som havde Jordan vundet VM i fodbold - hvilket aldrig kommer til at ske.