Faraoens loyalister får modstand

Samtidig med, at alle medierne har deres øjne rettet imod Egyptens valg, sker der ting og sager uden for den parlamentariske scene. De egyptiske arbejdere, der med massive strejker spillede den afgørende rolle i Mubaraks fald i februar, protesterer over den fuldstændige mangel på rettigheder. De "små Mubarak'er" på direktørgangene regerer stadig diktatorisk over arbejderne, hvis leveforhold fortsat er uhyrligt ringe.

Mindstelønnen blev fastfrosset i 1984, og det har kraftigt udhulet arbejdernes levestandard. Derfor er kampen for en højere mindsteløn et vigtigt fokuspunkt for mange ansatte i Egyptens store insustri.

Her er en kort video fra en demonstration fra i går:

Dummebøder

Revolutionen i Egypten har i høj grad været drevet af vrede og indignation. Egypterne gjorde oprør imod en elite, der berigede sig selv skamløst og lod samfundet forfalde. Udplyndringen af Egypten kunne lade sig gøre i flere årtier på grundlag af den massive undertrykkelse, alle forbinder med Mubaraks politistat.

Røveriets proportioner er gigantiske. Mubarak-familiens formue anslås at være i størrelsesordenen 70 mia. dollars. Meget af den er indefrosset i europæiske banker.

Ud over dette enorme tyveri efterlod Hosni Mubarak desuden Egypten med en gæld på omkring 35 mia. dollars til udenlandske banker og investorer.

De summer, som Egypten nu betaler i renter på gælden, overgår det, staten bruger på uddannelse, sundhed og boliger til sammen. 22 procent af de offentlige udgifter går til at betale disse dummebøder til de udenlandske banker.

Egypten har i årevis mærket virkningen af de hårde lånebetingelser fra IMF. Privatiseringer og nedskæringer. Arbejdsløshed og fattigdom. Nu er spørgsmålet, om denne afvikling af det egyptiske samfund skal fortsætte.

En gruppe aktivister - blandt dem Amr Adly - har lavet et initiativ, der kort og godt hedder "Drop Egyptens gæld". Det bliver interessant at følge.

Generalerne fyrer kritisk TV-vært

Denpopulære egyptiske talkshow-vært Dina Abdel Rahman er blevet fyret. Efter en udsendelse, hvor hun lavede et kritisk interview med den pensionerede general Abdel Monam Kato (hvor han desperat hævdede, at hæren er i gang med at "belære egypterne om demokrati"), blev hun sat fra bestillingen med omgående virkning.

Hendes talkshow var på kanalen Dream 2, og det var stationens ejer, rigmanden Ahmed Baghat, der personligt gav hende sparket. Han er i øvrigt forhenværende medlem af Mubaraks parti NDP.

Den pensionerede general Kato var blevet oprørt over, at Dina Abdel Rahman havde givet taletid til folk, der kritiserede De Væbnede Styrkers Øverste Råd (også kendt som SCAF). Han betegnede i en velkendt stil fra Mubarak-tiden kritikerne som "sabotører". De ledende forretningsfolk og mediebaroner bøjer sig i høj grad for SCAF, og mange af de rige og magtfulde satser på, at SCAF kan få Egypten tilbage til "god ro og orden".

Revolutionen er langt fra slut. Kampen i medierne er en del af dette billede.

Faraoens folk overgiver sig ikke

Totalitære regimer er en underlig størrelse. Ikke nok med, at de gennem forskellige virkemidler underkuer befolkningen og kvæler kritik, de har det også med at fordreje hovederne på magtens mænd og kvinder i toppen.

Når jeg tænker på folk som Egyptens Hosni Mubarak eller Yemens Ali Abdullah Saleh, kommer jeg næsten uværgeligt til at tænke på Nicolae Ceausescu. Han var overbevist om, at befolkningen elskede ham. Den 21. december 1989 gik han selvsikkert på balkonen for at holde en tale til tusindvis af forsamlede borgere. Men det gik ikke, som han havde forventet. Han blev mødt med hån og skældsord i stedet for hyldest. Hans ansigtsudtryk lyser af forfærdelse. Det blev startskuddet til revolutionen i Rumænien, der skulle gøre en ende på Ceausescus styre og hans liv.

Revolutionen i Rumænien og følgerne af dens senere fiasko er imidlertid et emne, der må tages op en anden gang og af andre, der ved mere om det end jeg. Her vil jeg skrive et par ord om revolutionen i Egypten. Uanset hvad man mener om den egyptiske revolution, så er det en skelsættende begivenhed, der ikke er mindre verdenshistorisk end revolutionen i Rumænien var det. Og den er - i modsætning til revolutionen i Rumænien - stadig i gang.

Medgivet, jeg har ikke blogget om den arabiske revolution her på siden. I hvert fald ikke i tilstrækkelig grad. Når jeg siger "den arabiske revolution" mener jeg de omvæltninger, der siden december har fejet over alle lande fra Atlanterhavet til den Persiske Golf. Fra Vestsahara, Marokko og Algeriet til Irak, Bahrain og Yemen. Fra de tusindårige syriske byer til Saharas beduin-landsbyer af billig gasbeton. Årsagen til mit fravær har nok især været, at jeg har medvirket til en bog om emnet. Jeg har forsøgt at følge med de hurtige begivenheder samtidig med at jeg har studeret den revolutionære historie i Yemen, Libyen og Egypten.

Nå, nok udenomssnak. Videre!

Der er ingen med kendskab til Egypten, der er i tvivl om, at revolutionen imod Hosni Mubaraks regime startede som en revolution for værdighed. For respekt. For magt over egen skæbne. For menneskeværd. For ordentlige fremtidsmuligheder.

De økonomiske "reformer", som Hosni Mubaraks regime havde stået i spidsen for siden 1981, pegede alle i den stik modsatte retning. Regimet sørgede for, at en lille håndfuld rige forretningsfolk og udenlandske selskaber kunne udplyndre landet, og at de øverste lag i statsapparatets bureaukrati fik deres del af kagen. I de senere år var det især præsidentens søn, Gamal Mubarak, der tegnede denne udvikling. Han repræsenterede den rige forretnings-elite. Han repræsenterede, at Egypten var steget gevaldigt på Verdensbankens liste over "forretnings-venlige" lande. Listen omfatter 183 lande, og Egypten var med sine omfattende nationaliseringer fra Nasser-tiden tidligere nær listens bund. Egypten var under Mubarak imidlertid steget til en 94. plads foran lande som Indien, Grækenland, Brasilien, Indonesien, Rusland og Libanon.

De modsætninger, der - som følge af de sociale spændinger - allerede sidste år begyndte at tegne sig inde i regimet, vil jeg ikke beskæftige mig med her. Blot vil jeg konstatere, at regimet - ligesom andre før-revolutionære regimer - var røget ind i en blindgyde: det var ikke levedygtigt, det nød ingen tillid hos befolkningen (ikke engang de lavere dele af statsbureaukratiet), og der begyndte at tegne sig alvorlige splittelser. Allle disse intriger blev fejet af banen af Tahrir-pladsens revolution.

Kort efter, at Mubarak var gået af, indledte regimets folk en stor og omfattende kampagne for, at nationen nu måtte stå sammen. Med andre ord: ingen udrensninger i statens top, ingen udskiftninger i hærens ledelse, ingen seriøse politiske eller økonomiske omvæltninger. For nu skulle alle stå sammen om at være egyptere. Det vil sige, at Egyptens store flertal af fattige, lavtlønnede arbejdere, arbejdsløse og studerende uden fremtidsudsigter, skulle stå sammen om at bevare netop det Egypten, der har fastholdt dem i denne position.

Man hørte pludselig landets "nye" ledelse tale med bekymring i stemmen om ihtijahad fi'awiya. Det betyder noget i retning af "mindre gruppers protest". Eller måske "særinteresser" som modsætning til "nationens (ledelses) interesser". Det blev brugt til at beskrive alle strejker og demonstrationer, der sigtede mod en omfordeling af landets rigdomme. Imod lighed og fattigdomsbekæmpelse. Imod lønstigninger. Imod de studerendes krav om ny ledelse for universiteterne og for akademisk frihed. Imod kravene om jobs og beskæftigelse. Kampagnen om ihtijahad fi'awiya blev til en kampagne for status quo.

Blot tre dage efter Mubaraks exit udstedte hærens ledelse - som nu også var hele Egyptens politiske ledelse - Kommuniké nr. 5, der gør opmærksom på den negative virkning, som strejker, protester og demonstrationer har for nationens økonomi, og henstiller til, at al sådan aktivitet bliver standset. I realiteten et forbud imod retten til at strejke og demonstrere.

Hæren har forsøgt at opretholde forbuddet, men det har indtil videre vist sig umuligt. Enkelte protester er blevet slået ned, men det overordnede billede er, at militær-juntaens styre fortsat er svagt og ude af stand til at opretholde de drakoniske love og de brutale traditioner fra Mubarak-tiden. Faraoens folk overgiver sig ikke, selv om de på nuværende tidspunkt har svært ved at sætte deres vilje igennem.

Sandheden er, at det var ihtijahad fi'awiya, der væltede Mubarak. Det var da protesterne spredte sig fra gadeprotest til mere organiseret strejke-protest i industrien, at militærets top indså, at de var nødt til at droppe Mubarak. De frygtede, hvad der ellers ville ske. Deres bekymring bliver udtrykt af den egyptiske mangemillionær og forretningsmand Ezzat Essawy, der beklager sig over, at de egyptiske arbejdere ikke længere er under kontrol. "Ejerne er ikke længere i stand til at regere på fabrikkerne. Arbejderne forlanger mere og mere," siger han til Wall Street Journal. Han er et ekko af tidligere tiders fyrster og deres frygt for "pøbelvælde". Som sådan er han en glimrende repræsentant for faraoens folk, der nægter at overgive sig, men i stedet kæmper ihærdigt imod et nyt Egypten, hvor befolkningen bestemmer, hvad der skal ske med det politiske system og landets rigdomme.

Den magtfuldkommenhed, som det totalitære styre indgød i hovederne hos Egyptens elite er nu afløst af angst, bæven og frygt for fremtiden.

Slam dunk!

Den legendariske dribling, som den amerikanske udenrigsminister fremviste for otte år siden, førte direkte til invasionen af Irak. Jeg taler naturligvis om den opsigtsvækkende række af løgne, usandheder og fordrejelser af sandheden, som Colin Powell leverede.

Krig skaber som bekendt sit eget sprog. Colin Powells retoriske perlerække vil gå over i verdenshistorien på linje med andre store af samme støbning og med tilsvarende frygtelige konsekvenser: Cato den ældre og naturligvis Göbbels.

Colin Powell lavede den første dribling: han opremsede det endegyldige bevis på Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben.
Anden dribling: Saddam Husseins forbindelse til al-Qaeda var hævet over enhver tvivl.
Så kom hans scoring - et rent slam dunk: "Mine venner, det her har været en lang og detaljeret fremstilling, og jeg takker for jeres tålmodighed. Men der er ét emne yderligere, som jeg kort vil berøre, og som bør en kilde til dyb og vedvarende bekymring for dette råd: Saddam Husseins brud på menneskerettighederne." (Min fremhævning.)

Hvor vil jeg hen med det her? Jo:

En måned inden denne tale havde selv samme Colin Powell modtaget et brev fra Human Rights Watch om menneskerettighedssituationen i Tunesien. Det er læsning, der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Men ikke på Colin Powell. Senere samme år tog han til Tunesien for at besøge landets diktator Ben Ali, der nu er blevet væltet af befolkningen. Her erklærede han, at "forholdet mellem vore lande er meget stærkt" og at "Vi beundrer stærkt Tunesien og de fremskridt, der er sket under Ben Alis ledelse".

Og så har jeg slet ikke nævnt Donald Runsfeld, den daværende forsvarsminister for USA. I 2006, da han besøgte Tunesien, sagde han: "De har - når man ser på dette fremgangsrige land - vist en evne til at skabe et miljø, som er godt for investeringer, forretninger og for deres folks muligheder." Det lyder ikke just som et land, hvor unge sætter ild til sig selv i desperation over arbejdsløshed, fattigdom og benhård politisk undertrykkelse.

AP citerede Donald Rumsfeld for, at Ben Alis regime ligefrem var et demokrati. Så har man hørt det med. Slam dunk!

Hvad var det egentlig, der skete med det fremragende land og forbilledlige demokrati, som Colin Powell og Donald Rumsfeld talte så hjetevarmt om?