Dummebøder

Revolutionen i Egypten har i høj grad været drevet af vrede og indignation. Egypterne gjorde oprør imod en elite, der berigede sig selv skamløst og lod samfundet forfalde. Udplyndringen af Egypten kunne lade sig gøre i flere årtier på grundlag af den massive undertrykkelse, alle forbinder med Mubaraks politistat.

Røveriets proportioner er gigantiske. Mubarak-familiens formue anslås at være i størrelsesordenen 70 mia. dollars. Meget af den er indefrosset i europæiske banker.

Ud over dette enorme tyveri efterlod Hosni Mubarak desuden Egypten med en gæld på omkring 35 mia. dollars til udenlandske banker og investorer.

De summer, som Egypten nu betaler i renter på gælden, overgår det, staten bruger på uddannelse, sundhed og boliger til sammen. 22 procent af de offentlige udgifter går til at betale disse dummebøder til de udenlandske banker.

Egypten har i årevis mærket virkningen af de hårde lånebetingelser fra IMF. Privatiseringer og nedskæringer. Arbejdsløshed og fattigdom. Nu er spørgsmålet, om denne afvikling af det egyptiske samfund skal fortsætte.

En gruppe aktivister - blandt dem Amr Adly - har lavet et initiativ, der kort og godt hedder "Drop Egyptens gæld". Det bliver interessant at følge.

Faraoens folk overgiver sig ikke

Totalitære regimer er en underlig størrelse. Ikke nok med, at de gennem forskellige virkemidler underkuer befolkningen og kvæler kritik, de har det også med at fordreje hovederne på magtens mænd og kvinder i toppen.

Når jeg tænker på folk som Egyptens Hosni Mubarak eller Yemens Ali Abdullah Saleh, kommer jeg næsten uværgeligt til at tænke på Nicolae Ceausescu. Han var overbevist om, at befolkningen elskede ham. Den 21. december 1989 gik han selvsikkert på balkonen for at holde en tale til tusindvis af forsamlede borgere. Men det gik ikke, som han havde forventet. Han blev mødt med hån og skældsord i stedet for hyldest. Hans ansigtsudtryk lyser af forfærdelse. Det blev startskuddet til revolutionen i Rumænien, der skulle gøre en ende på Ceausescus styre og hans liv.

Revolutionen i Rumænien og følgerne af dens senere fiasko er imidlertid et emne, der må tages op en anden gang og af andre, der ved mere om det end jeg. Her vil jeg skrive et par ord om revolutionen i Egypten. Uanset hvad man mener om den egyptiske revolution, så er det en skelsættende begivenhed, der ikke er mindre verdenshistorisk end revolutionen i Rumænien var det. Og den er - i modsætning til revolutionen i Rumænien - stadig i gang.

Medgivet, jeg har ikke blogget om den arabiske revolution her på siden. I hvert fald ikke i tilstrækkelig grad. Når jeg siger "den arabiske revolution" mener jeg de omvæltninger, der siden december har fejet over alle lande fra Atlanterhavet til den Persiske Golf. Fra Vestsahara, Marokko og Algeriet til Irak, Bahrain og Yemen. Fra de tusindårige syriske byer til Saharas beduin-landsbyer af billig gasbeton. Årsagen til mit fravær har nok især været, at jeg har medvirket til en bog om emnet. Jeg har forsøgt at følge med de hurtige begivenheder samtidig med at jeg har studeret den revolutionære historie i Yemen, Libyen og Egypten.

Nå, nok udenomssnak. Videre!

Der er ingen med kendskab til Egypten, der er i tvivl om, at revolutionen imod Hosni Mubaraks regime startede som en revolution for værdighed. For respekt. For magt over egen skæbne. For menneskeværd. For ordentlige fremtidsmuligheder.

De økonomiske "reformer", som Hosni Mubaraks regime havde stået i spidsen for siden 1981, pegede alle i den stik modsatte retning. Regimet sørgede for, at en lille håndfuld rige forretningsfolk og udenlandske selskaber kunne udplyndre landet, og at de øverste lag i statsapparatets bureaukrati fik deres del af kagen. I de senere år var det især præsidentens søn, Gamal Mubarak, der tegnede denne udvikling. Han repræsenterede den rige forretnings-elite. Han repræsenterede, at Egypten var steget gevaldigt på Verdensbankens liste over "forretnings-venlige" lande. Listen omfatter 183 lande, og Egypten var med sine omfattende nationaliseringer fra Nasser-tiden tidligere nær listens bund. Egypten var under Mubarak imidlertid steget til en 94. plads foran lande som Indien, Grækenland, Brasilien, Indonesien, Rusland og Libanon.

De modsætninger, der - som følge af de sociale spændinger - allerede sidste år begyndte at tegne sig inde i regimet, vil jeg ikke beskæftige mig med her. Blot vil jeg konstatere, at regimet - ligesom andre før-revolutionære regimer - var røget ind i en blindgyde: det var ikke levedygtigt, det nød ingen tillid hos befolkningen (ikke engang de lavere dele af statsbureaukratiet), og der begyndte at tegne sig alvorlige splittelser. Allle disse intriger blev fejet af banen af Tahrir-pladsens revolution.

Kort efter, at Mubarak var gået af, indledte regimets folk en stor og omfattende kampagne for, at nationen nu måtte stå sammen. Med andre ord: ingen udrensninger i statens top, ingen udskiftninger i hærens ledelse, ingen seriøse politiske eller økonomiske omvæltninger. For nu skulle alle stå sammen om at være egyptere. Det vil sige, at Egyptens store flertal af fattige, lavtlønnede arbejdere, arbejdsløse og studerende uden fremtidsudsigter, skulle stå sammen om at bevare netop det Egypten, der har fastholdt dem i denne position.

Man hørte pludselig landets "nye" ledelse tale med bekymring i stemmen om ihtijahad fi'awiya. Det betyder noget i retning af "mindre gruppers protest". Eller måske "særinteresser" som modsætning til "nationens (ledelses) interesser". Det blev brugt til at beskrive alle strejker og demonstrationer, der sigtede mod en omfordeling af landets rigdomme. Imod lighed og fattigdomsbekæmpelse. Imod lønstigninger. Imod de studerendes krav om ny ledelse for universiteterne og for akademisk frihed. Imod kravene om jobs og beskæftigelse. Kampagnen om ihtijahad fi'awiya blev til en kampagne for status quo.

Blot tre dage efter Mubaraks exit udstedte hærens ledelse - som nu også var hele Egyptens politiske ledelse - Kommuniké nr. 5, der gør opmærksom på den negative virkning, som strejker, protester og demonstrationer har for nationens økonomi, og henstiller til, at al sådan aktivitet bliver standset. I realiteten et forbud imod retten til at strejke og demonstrere.

Hæren har forsøgt at opretholde forbuddet, men det har indtil videre vist sig umuligt. Enkelte protester er blevet slået ned, men det overordnede billede er, at militær-juntaens styre fortsat er svagt og ude af stand til at opretholde de drakoniske love og de brutale traditioner fra Mubarak-tiden. Faraoens folk overgiver sig ikke, selv om de på nuværende tidspunkt har svært ved at sætte deres vilje igennem.

Sandheden er, at det var ihtijahad fi'awiya, der væltede Mubarak. Det var da protesterne spredte sig fra gadeprotest til mere organiseret strejke-protest i industrien, at militærets top indså, at de var nødt til at droppe Mubarak. De frygtede, hvad der ellers ville ske. Deres bekymring bliver udtrykt af den egyptiske mangemillionær og forretningsmand Ezzat Essawy, der beklager sig over, at de egyptiske arbejdere ikke længere er under kontrol. "Ejerne er ikke længere i stand til at regere på fabrikkerne. Arbejderne forlanger mere og mere," siger han til Wall Street Journal. Han er et ekko af tidligere tiders fyrster og deres frygt for "pøbelvælde". Som sådan er han en glimrende repræsentant for faraoens folk, der nægter at overgive sig, men i stedet kæmper ihærdigt imod et nyt Egypten, hvor befolkningen bestemmer, hvad der skal ske med det politiske system og landets rigdomme.

Den magtfuldkommenhed, som det totalitære styre indgød i hovederne hos Egyptens elite er nu afløst af angst, bæven og frygt for fremtiden.

1000 dage i fængsel

Vi har nu rundet de første 1000 dage. Gaza blev forvandlet fra "blot" at være besat område, underlagt de israelske generalers nåde, til at blive "verdens største fængsel". Ordene er ikke mine - de kommer fra FN's humanitære chef, John Holmes.

I de tusind dage, der er gået, er der 500 patienter, der er døde på grund af, at Israel (med hjælp fra Vestens gode diktator-ven Hosni Mubarak i Egypten) har lukket grænsen og forhindret, at disse mennsker kunne overleve. Det er én hver anden dag.

Gaza plejede at være den del af de palæstinensiske områder, der var bedst stillet økonomisk. Nu lever 80 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen. De lever i et område med spildevand og stank. En åben kloak. Et område, hvor infrastrukturen er nedbrudt og boligerne er sønderbombede (Israel nægter systematisk at lade byggematerialer komme ind i Gaza). Et fængsel med 1,5 millioner fanger, der er spærret inde uden at have begået anden forbrydelse, end at flertallet i 2006 stemte på et parti, som Vesten og Israel ikke bryder sig om.

Sikke et jubilæum.

Faraoens parade

Når araberne holder bryllup foregår det på traditionel vis(!) ved at køre rundt og dytte helt vildt i biler før man tager hend og hører på en mand spille el-klaver og en irakisk flødebolle, der synger. Lydniveauet er selvfølgelig tårnhøjt.

Når arabiske præsidenter bevæger sig rundt foregår det taditionelt i enorme korteger af biler og sikkerhedsfolk. Som den her, hvor Egyptens diktator Mubarak kører i en af bilerne. Der skulle være 79 biler og 11 motorcykler.

Mere om Egypten

Jeg har modtaget en interessant reaktion på min tidligere post Egypten på vej mod revolution? Den er skrevet af en af mine venner, der nærmest er ekspert i mellemøstlige forhold. Kommentaren tegner et mere forsigtigt billede af situationen, end jeg gjorde i min post.

Det vigtigste element for at vælte det egyptiske regime - en omfattende social krise - er allerede til stede i rimelig høj grad, og krisen ser ud til at blive større. Men det er selvfølgelig også en vigtig pointe, at der ikke eksisterer et egentligt politisk alternativ.

Nå, men here goes:
---

Ingen revolution i Egypten

Selvom man bør håbe på en revolution i Egypten er det dog langt fra den faktiske virkelighed. På trods af en umiddelbar social uro i faroens land er der dog langt til nogle egentlige politiske omvæltninger. Dette skyldes for det første at regimet er mere stabilt end som så. Regimets politiske legitimitet, var oprindeligt baseret på Nassers karisma, men i lige så høj grad på de juridiske og politiske institutioner. Disse institutioner har været stort set intakte siden det osmanniske riges fald. Det er sandt at Mubarak ikke besidder samme legitimitet som Nasser eller Sadat. Tilgengæld har han skabt legitmitet omkring sit regime.

At Egypten skulle være på vej mod en social eksplosion er sandt, hvilket bla. Det muslimske broderskab har profiteret på. Det er imidlertid ikke nogen nyhed, det har været sådan de sidste 20 år og hvad skulle lige præcis ændre det nu. Situationen er på ingen måder være end 80ernes gældskrise eller 90ernes IMF reformer.

Under ingen af disse har hverken det muslimske broderskab eller andre, grebet det revolutionære momentum. Dette kan man selvfølgeligt undre sig over, men faktum er at det egyptiske samfund er gennemsyret af patron-klient og ikke mindst patrimordiale forhold. Som jeg allerede har antydet har der aldrig været en egentlig revolution i Egypten eller noget sted i Mellemøsten. Tværtimod tyder meget på at de sociale kræfter bevidst bliver brugt af regimerne. Faktisk er det plausibelt at det muslimske broderskab og eller fagforeningerne i virkeligheden er dem der legitimere regimet, særligt over for EU og USA. I og for sig kan det samme siges om Saudi Arabien, hvor ulamaen (de religiøse) udnytter de sociale kræfter for at styrke deres position i forhold til den royale familie.

Egypten på vej mod revolution?

Egypten er faraoernes land. Det vigtigste og folkerigeste arabiske land. Panarabismens største leder, Gamal Nasser, kom fra Egypten. Egypten er den arabiske verdens kulturelle midtpunkt med alle sine film og musikshows. Nogle af de allermest populære arabiske musikere (for eksempel den legendariske Umm Kulthum, som smalede tre millioner sørgende til sin begravelse - eller den karismatiske flødebolle Amr Diab) er fra Egypten.

Men Egypten er også et ustabilt land. Landets diktator, Hosni Mubarak, er en god allieret af
USA. Derfor modtager Egypten hvert år 1300 millioner dollars i militær hjælp fra USA. Det gør Egypten til det land i verden, der - næst efter Israel, naturligvis - modtager den største militære støtte fra USA. Den civile økonomiske støtte til Egypten er ganske vist dalet, men den militære støtte er stabil og på et højt niveau. Aftalerne indebærer også, at Egypten kan købe militært isenkram på kredit.

Nå, men det er sådan set ligegyldigt. Den amerikanske journalist John R. Bradley hævder i en ny bog, der endenu ikke er udkommet, at Egypten bevæger sig på vej mod en revolution. Det er ikke overraskende, at han mener det. Brødopstanden - den egyptiske intifada - var tæt på at omstyrte det egyptiske regime. Opstanden brød ud efter, at regeringen kraftigt reducerede eller afskaffede en række subsidier på brændstof og fødevarer. Det ramte de fattige hårdt. Der udbrød en bølge af strejker, som sammen med demonstrationer eskalerede og antog karakter af en opstand. Opstanden blev imidlertid nedkæmpet af forskellige årsager, som jeg ikke vil diskutere her.

Det interessante er, at vi i dag ser en proces, der peger hen imod en social eksplosion i egypten. Jeg har i en tidligere post beskrevet, hvordan arbejderne på tekstilfabrikken Ghazl el-Mahalla, der beskæftiger 27.000 arbejdere, er i front for den sociale protest i Egypten. Tidligere har protesterne på de store fabrikker været af meget økonomisk karakter - det vil sige, at kravene har været sikring af reallønnen, udbetaling af manglende tillæg og den slags. Senere har arbejderne på forskellige fabrikker - herunder Mahalla-arbejderne - krævet, at "fagforeningerne" (der ikke er andet end regimets forlængede arm) udrenses for regimets folk, og at arbejderne får reel repræsentation.

Men nu er der en ny udvikling. Aktivister fra den uafhængige fagforening på Ghazl el-Mahalla har uddelt løbesedler med overskriften "Vi vil fortsætte med at hæve vores krav indtil vi bliver beslutningstagerne". Løbesedlerne fordømmer Arbejdsministeriet, virksomhedens ledelse samt den statslige "fagforenings" ledere. Den anklager dem for korruption (hvilket ikke er nogen nyhed) og for at bryde løfter om at forbedre arbejdernes forhold. Løbesedlerne angreb også inflationen, som udhuler lønningerne, og de advarede imod angreb fra arbejdsgiverne og staten, fordi en ny strejke er under opsejling. Der er planer om en ny strejke på Ghazl el-Mahalla den 6. april. Rygterne siger, at bevægelsen i april langt vil overgå den, jeg beskrev i september.

Hold øje med Egypten. Store begivenheder er under opsejling.

Bødlerne bliver straffet

En glædelig nyhed. De to af Mubaraks torturbødler fra Boulaq el-Dakrour politistationen, der torturerede Imad al-Kabir, er nu blevet dømt for deres forbrydelse. De blev dømt til tre års fængsel. De to dømte er Kaptajn Islam Nabih og korporal Reda Fathi.

Der er flere grunde til, at disse torturbødler blev dømt, for - tro mig - det er aldeles ikke almindeligt, at torturbødlerne i Egypten bliver stillet til ansvar for deres gerninger. Tværtimod bliver de som regel forfremmet.

Den første grund er den store indsats, som anti-torturaktivister har udført. Den egyptiske blogger MAK offentliggjorde videoen af Imad al-Kabir, og det har gjort den egyptiske tortur kendt i hele verden.

Den anden grund er den generelle politiske situation i Egypten. Mubaraks regime er blevet rystet af store strejker og protester fra arbejderne. Arbejderne på Egyptens største tekstilfabrik, Ghazl el-Mahalla, har flere gange besat fabrikken, og statsmagten har været ude af stand til at sætte de 27.000 arbejdere på plads. Også arbejderne på tekstilfabrikken Kafr el-Dawwar har rystet Mubaraks regime. Under kampene mod de egyptiske arbejdere har regimet flere gange været tvunget til at trække i land, for eksempel er flere faglige ledere blevet arresteret, da rigtige fagforeninger ikke er tilladt i Egypten. Men regimet har følt sig så presset af vreden på landets arbejdspladser, at det har været tvunget til at løslade de faglige ledere igen.

Denne protestbølge i Egyptens industri (som langt overgår alt, hvad det tamme Muslimske Broderskab kan præstere) er uden tvivl en medvirkende årsag til, at regimet nu har følt sig presset til at fængsle to torturbødler. En sejr for menneskerettigheder i Egypten er nu blevet vundet - men der er lang vej igen.

Se ikke denne film

Helt seriøst, det er en fuldstændig modbydelig film. Den er optaget af egyptiske torturbødler, og det er ganske enkelt afskyvækkende, det der foregår. Ikke desto mindre er det noget, der sker ofte. Videoen viser Imad al-Kabir, der bliver udsat for tortur af Mubaraks bøddelkorps.

Human Rights Watch sagde i forbindelse med denne video, at den kendsgerning, at torturen er blevet filmet viser, at bødlerne forventer fuldstændig straffrihed. Intet under. De er i god træning med den systematiske og massive brug af tortur, som Mubaraks regime udøver. Landet har været i undtagelsestilstand siden 1981.

Her er videoen. Jeg vil gerne advare imod at se den.



Og så lige lidt info, der sætter det hele i perspektiv: Egypten er det land, der modtager mest økonomisk støtte fra USA næst efter Israel. Sidste år sendte USA 1,3 milliarder dollars alene i militær hjælp til Mubaraks rædselsregime.

Så hvis det kan hjælpe lidt på humøret indsætter jeg et billede af Bush og Mubarak - to der står sammen i Mellemøstpolitik.

Mens vi venter på politiet

I europæiske medier er det forsvindende lidt, man hører til Mellemøsen, når det ikke lige handler om krig, besættelse, torturkamre, terrorbomber eller andre uhyrligheder. Det er selvfølgelig fair nok, at den slags bliver dækket. Jeg kan bare nogle gange savne en dækning af lidt anderledes begivenheder. For eksempel den strejkebølge, der er i Egypten.

Mubaraks USA-støttede diktatur er i krise. Ikke på grund af de konservative politikere i det Muslimske Broderskab, men på grund af, at Egyptens arbejdere i industrien i øjeblikket fører en heroisk, selvopofrende og helt igennem beundringsværdig kamp imod diktaturet og de utålelige forhold, som almindelige egyptere lever under. En egyptisk tekstilarbejders løn svarer til 85 procent af lønningerne i Pakistan og 60 procent af lønningerne i Indien.

Den egyptiske journalist og blogger Hossam el-Hamalawy har muligvis den bedste blog, der findes om aktivisme i Egypten. Den er absolut læseværdig. Lige nogle kendsgerninger om den nye strejke, der ryster diktaturet (alle fra Hossams blog):

Søndag den 23. september blev Egyptens største tekstilfabrik Ghazl el-Mahalla besat af arbejderne, ligesom i december i fjor. Fabrikken beskæftiger 27.000 arbejdere, der arbejder på skiftehold. 10.000 arbejdere besluttede søndag at nedlægge arbejdet og besætte fabrikken for at få gennemført arbejdernes krav. Kravene er, at arbejderne skal have en del af den årlige profit, der svarer til 150 dages produktion, samt forbedret arbejdssikkerhed og større tillæg.

Få timer efter, at beslutningen om strejke blev truffet, ankom flere arbejdere til fabrikken. Samtidig blev politiet sendt ud for at omringe og belejre fabrikken, der ligger i et vigtigt industriområde i Egyptens Nildelta. Arbejderne besætter nu fabrikken, der er omringet af regimets politi. Politiet er dog ikke i stand til at hindre, at hundredvis eller tusindvis af arbejdere bryder ind eller ud gennem politiets rækker, hvilket gør, at belejringen ikke fungerer. Om natten sover 10-15.000 arbejdere på fabrikkens område. Om dagen er over 20.000 arbejdere til stede på fabrikken til demonstrationer og fælles fejring af ramadanen, den muslimske fastemåned.

Politiet sendte ved strejkens begyndelse repræsentanter fra ”fagforeningen” ind på fabrikken. Disse ledere er ikke valgt af andre end regimet selv, og den såkaldte fagforening er blot en af diktaturets organisationer, der har til formål at kontrollere arbejderklassen. Disse repræsentanter kom for at bede arbejderne om at pakke strejken sammen og gå tilbage til maskinerne. Da tekstilarbejderne mødte disse ”fagforeningsfolk” bød de dem ikke velkommen. Et øjenvidne beskrev situationen sådan her:

”Regeringen er begyndt at præsentere nogle kompromisser via formanden for fabrikkens fagforeningskomité Seddiq Siyam til gengæld for at stoppe strejken. Men idioten glemte, at han spurgte efter dette (opgivelse af strejken) mens arbejdernes følelser og hengivenhed var på sit højeste punkt, man kan forestille sig. De uundgåelige skete… Fyren var færdig. Arbejderne slog ham næsten ihjel, seriøst, jeg laver ikke sjov. Men han blev reddet i sidste øjeblik af strejkelederne.”

Politiet forbereder tilsyneladende nu at storme fabrikken. Hvis Mubaraks politi skal bryde ind og tæske 20.000 arbejdere til lydighed, bliver det en særdeles blodig affære.

Det er et åbent spørgsmål, hvad der nu vil ske. Overalt i Egypten meldes der om solidaritetsstrejker, demonstrationer og økonomiske indsamlinger til de strejkende. Det er tydeligt, at USA's bedste ven i den arabiske verden, den notoriske torturbøddel Mubarak, er i alvorlig panik og har svært ved at finde ud af, hvad man skal stille op med arbejdernes protester.

Herfra skal der lyde et Mabrouk! til de egyptiske arbejdere.