Britisk politichef hjælper diktator

Hvis man klikker sig ind på Amnesty Internationals særlige hjemmeside om Bahrain, vil man finde ud af, at det er en uoverkommelig opgave at følge med i alle de overgreb på menneskerettighederne, som finder sted i det lille kongedømme. Næsten dagligt er der nyheder om mishandling, tortur og uhyrlige overgreb. Organisationen har gentagne gange sagt, at myndighederne ikke overholder selv de mest basale menneskerettigheder. Kongedømmet er med andre ord en brutal og blodig diktaturstat, hvor kongen ingen problemer har med, at regimet myrder og torterer sin egen befolkning.

Samtidig er Bahrain en stat, hvor der er store strategiske interesser på spil. Ud over det åbenlyse spørgsmål om olie og gas, så er det værd at bemærke, at det er her, den amerikanske Femte Flåde har deres base.

Regimet har haft deres hyr med at slå ned på de mange utilfredse borgere, der kræver demokratiske rettigheder. Sidste år var regimet nødt til at få hjælp fra nabolandet Saudi Arabien, der var mere end villig til at sende kampvogne over motorvejsbroen til Bahrain for at hjælpe til med at massakrere demonstranterne. Det har Al Jazeera English lavet en fremragende dokumentarfilm om.

Så vidt så godt.

Den seneste udvikling er, at kongedømmet nu har hyret Londons tidligere vicepolitimester til at hjælpe med at knægte demonstranterne. Han hedder John Yates, og han lover, at han vil tage den såkaldte kettling-taktik i brug over for demonstranterne.

Hhvad er denne kettling-taktik?, som Yates roser? Det er såmænd den selvsamme, som Københavns politi benyttede sig af i forbindelse med klimatopmødet i 2009. Det er denne taktik, der siden er blevet dømt ulovlig. Ifølge Østre Landsret var denne taktik ensbetydende med, at demonstranterne blev udsat for en "nedværdigende behandling".

Som en krølle på historien kan det nævnes, at John Yates i årevis holdt hånden over korruptionen i det britiske politi i forbindelse med News of the World-skandalen. Der er ingen beviser for, at Yates selv har været korrupt, men at han har været vidende om, at der foregik ulovligheder, og at han ikke selv foretog sig noget imod dem, hersker der ingen tvivl om.

Video dokumenterer besættelsesmagtens overgreb

Selve nyheden er egentlig ikke så meget en nyhed. Den drejer sig om Ashraf Abu-Rahama, en 27-årig palæstinenser, der er blevet mishandlet af de israelske sikkerhedsstyrker. Det er selvfølgelig en nyhed i den forstand, at Ashraf vist ikke bliver mishandlet så ofte. Men det er ingen nyhed i den forstand, at disse overgreb pågår jævnligt og uden hindring fra de israelske myndihgheders side.

Nå, men til sagen. Den israelske menneskerettighedsgruppe B'Tselem har offentliggjort en video, der dokumenterer, at de israelske soldater skød en såkaldt gummikugle (der i virkeligheden er en stålkugle beklædt med et tyndt lag gummi) direkte på Ashraf Abu-Rahamas ben. Det foregik på klos hold, og efter at palæstinenseren var blevet taget til fange af militæret. Han var blevet fanget af militæret efter en protest ved byen Na'alin på den besatte Vestbred. Protesten var rettet imod opførelsen af den israelske "sikkerhedsmur" - eller apartheidmur, som nogen kalder den. Han blev skudt i benet mens en israelsk oberstløjtnant holdt ham fast i armen.

Ashraf Abu-Rahama blev tilbageholdt i en time med bind for øjnene. Og så blev han altså mishandlet. Det israelske militær har efterfølgende erklæret, at en sådan mishandling skam ikke er praksis hos de israelske besættelsesstyrker, og at de normalt sikrer de tilfangetagne palæstinenseres "menneskelige værdighed og sikkerhed". For palæstinenserne, der dagligt oplever overgreb som dette, er erklæringen en ualmindelig dårlig vittighed. Men erklæringen er selvsagt ikke bestemt på de koloniserede palæstinensere, men på Vesten.

Den virkelige nyhed i alt det her er brugen af video til at dokumentere besættelsesmagtens overgreb.

Tjek videoen direkte hos B'Tselem her.
Tjek Al Jazeeras indslag om overgrebet her.
Læs artiklen og se videoindslag fra Haaretz.

Mabrouk ya B'Tselem

Fangeoprør i Syrien

Syrien er et fantastisk land at rejse i som turist. Damaskus er en helt fabelagtig by. Den ældste storby i verden. Befolkningen er venlig og imødekommende som altid i Mellemøsten. Gæstfriheden er overvældende. Samtidig er Syrien en diktaturstat. Det er de fleste andre stater i regionen for øvrigt også, så på den front skiller Syrin sig ikke ud- bortset fra at diktaturet i Syrien er forholdsvis stramt, og tilsyneladende relativt velfungerende. Samfundet fungerer og staten er ret stabil.

I Syrien er der dødsstraf for medlemsskab af det Muslimske Broderskab. Nu kan man mene om det muslimske broderskab hvad man vil, men de fleste synes nok, at medlemsskab af et bestemt politisk parti ikke bør høre under en paragraf i straffeloven. Sjovt nok gør netop det syriske regimes anti-islamistiske karakter, at de har et udmærket samarbejde med USA i den absurde "krig mod terror". Særligt opsigtsvækkende var sagen om Maher Arar, en canadisk statsborger, som blev sendt til tortur i Syrien på USA's foranledning.

Nå, men de syriske fængsler oplever lidt af hvert. Den 4. juli udbrød der omfattende kampe inde i Saydnaya-fængslet i Syrien. Fængslet har 3-5000 indsatte og er et af de største fængsler i Syrien. Rapporten, der kommer fra en syrisk kilde, er offentliggjort af den egyptiske journalist Hossam el-Hamalawy. Desuden har AFP rapporteret en smule fra oprøret. Oprøret blev angiveligt udløst af, at vagterne havde krænket Koranen i en afdeling, hvor islamistiske fanger sidder. Vagterne greb til våben og skød og dræbte ni fanger. Det fik blot oprøret til at eskalere, og så blev yderligere 16 fanger dræbt, så antallet af døde nåede 25.

Imidlertid formåede fangerne at tage fængselsbetjentenes leder samt otte andre som gidsler. I løbet af kampene fik de oprørske fanger taget 3-400 gidsler. De fængselsbetjente, der stadig var frie, formåede ved hjælp af tåregas at drive fangerne op på fængslets tag. Her kunne fangerne bruge mobiltelefoner, som de havde taget fra de tilfangetagne vagter, og fangerne kom i kontakt med deres familier og menneskerettighedsgrupper.

Den seneste opdatering, jeg har kunnet finde, er fra 6. juli. Den siger, at regeringstropper tilsyneladende var ved at skyde sig vej ind i fængslet. Som et tegn på god vilje havde fangerne opgivet en del af de våben, de har konfiskeret fra fængselsbetjentene. Ambulancer kørte i pendulfart mellem fængslet og Tishreen Hospital. Pårørende til fangerne blev nægtet adgang til hospitalet.

En gruppe mødre til de indsatte forsøgte at få lov til at komme hen til fængslet for at fsnakke med deres sønner og få dem til at overgive sig på fornuftige vilkår. Det nægtede sikkerhedsstyrkerne. I stedet valgte mødrene at blokere vejen til fængslet for sikkerhedsstyrkerne. Så blev de angrebet, og mange af mødrene er blevet såret. Der meldes ikke om nogle dræbte mødre. Men der er vist ingen tvivl om, at antallet af døde i denne konflikt sagtens kan nå tre cifre.

Det syriske nyhedsbureau SANA har naturligvis omtalt alle fangerne som "terrorister". På den måde ligner de syriske myndigheder meget godt USA. Alle fangerne i Baghram, Guantanamo og andre steder er jo også "terrorister".

Kujoner dør mange gange

Bush-sproget er fantastisk. Det er omvendt Shakespeare. Kliken i det hvide hus fabulerer med sproget og udvikler nye ord. Og de taler et episk sprog. Men i modsætning til Shakespeare har det ikke til formål at hæve menneskehedens kuturelle niveau - tværtimod. Et eksempel er det prædikat, de har sat på Syrien. Syrien er ofte medtaget i "ondskabens akse". Måske ikke Bush-klikens største sproglige bedrift, men ikke desto mindre har den vist sig at have stor gennemslagskraft.

Den 6. september i år angreb israelske F-15 fly syrisk territorium. Både Israel og Syrien har været meget tavse vedrørende selve angrebets omstændigheder og hvad det egentlig var, der blev bombet. Det står dog klart, at USA havde givet grønt lys til angrebet.

Det antages bredt, at målet for det israelske angreb var et atomart anlæg. Dette er kun en antagelse, og den er ikke bekræftet. Men den må siges at give mening. Syrien har et arsenal af kemiske våben som modvægt til Israels massive arsenal af kernevåben, og ud fra et militært synspunkt er det mere end logisk, hvis Syrien stræber efter at anskaffe sig kernevåben - ganske som Iran. Begge lande har jo set, hvad der skete med Irak, som overhovedet ingen masseødelæggelsesvåben havde, og som desuden var militært forkrøblet. Hvis landet havde været stærkt, var det aldrig blevet invaderet af USA. Kliken i Washington vil nemlig aldrig gå efter de stærke - de vil kun angribe dem, der allerede ligger ned.

Men er Syrien USA's fjende? Er Damaskus en reel modpart til Washington i spillet om Mellemøstens kolonier? Det er langt fra tilfældet.

Siden 1. verdenskrig har Syrien ikke annekteret nye landområder - tværtimod er der blevet skåret mere og mere af Syrien. Syrien mistede først en del af det, der nu er Jordan, da briterne oprettede Transjordanien - måske en af de mest kunstige nationalstater, historien har set. Franskmændene besluttede sig i 1920 for at oprette Libanon - en ny stat, der havde et tvivlsomt nationalt grundlag, men til gengæld husede en (kristen) elite, som Paris kunne basere sig på i kampen mod Damaskus. Derefter huggede Frankrig en del af det nordlige Syrien og afleverede det til Tyrkiet. Resultatet af denne grænsrykning var, at tusindvis af armenere, der var flygtet fra tyrkernes folkemord i 1915, var nødt til at flygte igen.
Senere tog Israel Golanhøjderne fra Syrien. Golanhøjderne er vigtige på grund af vandforsyningen.

Syrien har altså gennem det 20. århundrede oplevet en stadig reduktion af landet. Intet under, at Damaskus føler, at det er under angreb fra alle sider.

Men hvad med forholdet til USA? Syrien støttede USA's krig imod Irak i 1991. Syrien gik derefter - på USA's foranledning og opfordring - ind i Libanon for at opretholde Taif-aftalen og sikre "Pax Syriana". Dengang var de åbne allierede med USA. I dag er alliancen knap så åbenlys, men ikke desto mindre er der stadig et samarbejde, der ikke er uvæsentligt.

Syrien har nemlig vist sig at være en dygtig og velvillig samarbejdspartner for USA i "krigen mod terror". Syriens behandling af islamistiske grupper er notorisk, og det medfører for eksempel dødsstraf, hvis man dømmes skyldig i medlemsskab af Det Muslimske Broderskab.

Der dukker jævnligt eksempler op, som bekræfter et glimrende samarbejde mellem USA og Syrien. I "krigen mod terror" har USA nemlig god brug for Syriens ekspertise inden for afhøring med elektriske stød, stokkeslag og seksuelle ydmygelser. Ikke fordi amerikanerne ikke selv råder over eksperter på dette felt, men Syrien har et veludbygget system hvad angår tortur.

Maher Arar bor i Canada. Han kommer oprindelig fra Damaskus. Da han besøgte USA blev han arresteret og blev anklaget for at være medlem af al-Qaeda. CIA fløj ham til Syrien, hvor han - i et underjordisk fængsel - kom under kærlig behandling af det syriske Mukhabarat. Den canadiske regering gav Maher Arar en undskyldning, da han vendte tilbage til Canada - for det canadiske politi havde tilsyneladende hjulpet CIA til at rejse de grundløse beskyldninger mod Maher Arar. De amerikanske myndigheder har aldrig sagt undskyld til Maher Arar, og han kan ikke tage over grænsen til USA, for han risikerer at ryge til endnu en omgang tortur i Damaskus.

Der er mange flere eksempler. Amnesty International afslører et systematisk samarbejde om tortur mellem USA og Syrien. "Axis of torture" fristes man til at sige. Time har afdækket en del af det.

Er Syrien USA's ven eller fjende? På den ene side er USA stærkt allieret med Israel - den eneste pålidelige og stabile amerikanske allierede i regionen. På den anden side har USA brug for Syrien til at gøre noget af det beskidte arbejde. Og en ting er sikker: hvis alternativet til Baath-styret i Damaskus er det Muslimske Broderskab (som formentlig ville vinde stor tilslutning ved et demokratisk valg), så foretrækker kliken i Washington at samarbejde med Bashar al-Assad.

Shakespeare lader i Julius Cæsar sige, at "Kujoner dør mange gange, De ærefulde smager kun døden en gang." Magthaverne i Mellemøsten - herunder USA - er moralske lig. Ikke desto mindre formår kadaverne i samdrægtighed til stadighed at få de ærefulde til at smage døden ganske eftertrykkeligt.

Bødlerne bliver straffet

En glædelig nyhed. De to af Mubaraks torturbødler fra Boulaq el-Dakrour politistationen, der torturerede Imad al-Kabir, er nu blevet dømt for deres forbrydelse. De blev dømt til tre års fængsel. De to dømte er Kaptajn Islam Nabih og korporal Reda Fathi.

Der er flere grunde til, at disse torturbødler blev dømt, for - tro mig - det er aldeles ikke almindeligt, at torturbødlerne i Egypten bliver stillet til ansvar for deres gerninger. Tværtimod bliver de som regel forfremmet.

Den første grund er den store indsats, som anti-torturaktivister har udført. Den egyptiske blogger MAK offentliggjorde videoen af Imad al-Kabir, og det har gjort den egyptiske tortur kendt i hele verden.

Den anden grund er den generelle politiske situation i Egypten. Mubaraks regime er blevet rystet af store strejker og protester fra arbejderne. Arbejderne på Egyptens største tekstilfabrik, Ghazl el-Mahalla, har flere gange besat fabrikken, og statsmagten har været ude af stand til at sætte de 27.000 arbejdere på plads. Også arbejderne på tekstilfabrikken Kafr el-Dawwar har rystet Mubaraks regime. Under kampene mod de egyptiske arbejdere har regimet flere gange været tvunget til at trække i land, for eksempel er flere faglige ledere blevet arresteret, da rigtige fagforeninger ikke er tilladt i Egypten. Men regimet har følt sig så presset af vreden på landets arbejdspladser, at det har været tvunget til at løslade de faglige ledere igen.

Denne protestbølge i Egyptens industri (som langt overgår alt, hvad det tamme Muslimske Broderskab kan præstere) er uden tvivl en medvirkende årsag til, at regimet nu har følt sig presset til at fængsle to torturbødler. En sejr for menneskerettigheder i Egypten er nu blevet vundet - men der er lang vej igen.

Se ikke denne film

Helt seriøst, det er en fuldstændig modbydelig film. Den er optaget af egyptiske torturbødler, og det er ganske enkelt afskyvækkende, det der foregår. Ikke desto mindre er det noget, der sker ofte. Videoen viser Imad al-Kabir, der bliver udsat for tortur af Mubaraks bøddelkorps.

Human Rights Watch sagde i forbindelse med denne video, at den kendsgerning, at torturen er blevet filmet viser, at bødlerne forventer fuldstændig straffrihed. Intet under. De er i god træning med den systematiske og massive brug af tortur, som Mubaraks regime udøver. Landet har været i undtagelsestilstand siden 1981.

Her er videoen. Jeg vil gerne advare imod at se den.



Og så lige lidt info, der sætter det hele i perspektiv: Egypten er det land, der modtager mest økonomisk støtte fra USA næst efter Israel. Sidste år sendte USA 1,3 milliarder dollars alene i militær hjælp til Mubaraks rædselsregime.

Så hvis det kan hjælpe lidt på humøret indsætter jeg et billede af Bush og Mubarak - to der står sammen i Mellemøstpolitik.

Israel torturerer børn

Den palæstinensiske sektion af Defence for Children International har udgivet en ny rapport. Det er nummer 31 af rapportrækken "Children behind bars". Den indeholder en række oplysninger, som er indsamlet i 2006 og første halvdel af 2007. Oplysningerne er ganske modbydelige. Desværre er de ikke overraskende.
Et udpluk:

• Citat: "Israelsk politi, israelsk militær og israelsk efterretningstjeneste udfører anholdelser og afhøringer af palæstinensiske børn på daglig basis. Anholdelserne og de efterfølgende afhøringer i arresthuse foregår isoleret fra alle gennemsigtige regler, procedurer eller love, hvilket giver israelsk militærpersonel brede beføjelser under denne fase."
• Ifølge israelsk militær lov kan et palæstinensisk barn tilbageholdes af en almindelig soldat eller politimand i 96 timer. Derefter kan barnet tilbageholdes til afhøring i 8 dage. Tilbageholdelsen kan forlænges ved en militær domstol i op til 90 dage, og derefter kan sagen komme for en "rigtig" domstol, som kan forlænge tilbageholdelsen i op til 3 måneder.
• Citat: "Et centralt aspekt i afhøringsfasen er brugen af særlige former for tortur og mishandling."

Torturmetoderne, der nævnes er blandt andet:

• Tæsk med bind for øjnene.
• Stresspositioner i timevis, blandt andet i koldt vand eller i regnvejr.
  
• Seksuelt misbrug.
• Slag på "særligt følsomme steder" på kroppen.

De palæstinensiske børn i israelsk varetægt har ikke ret til at tie stille. De har ingen ret til juridisk bistand. De har ikke ret til at have kontakt med deres familie.

Lige nu er der omtrent 300 børn i de israelske fangehuller. Desuden er der 463, der er fyldt 18 mens de har været i israelsk varetægt.

En prøjsisk konge huskes for at have sagt, at mod demokrater hjælper kun soldater. Til "demokrater" kan Olmert tilføje "arabiske børn".