Religiøs stat, ja tak

Så stod de der igen. Ledere fra arabiske lande, Israel og palæstinenserne - og så selvfølgelig George Bush og Condoleeza Rice. Topmøde i Annapolis. Alle vidste på forhånd, at det ville være en fiasko. I hvert fald hvis målet var at lave en form for aftale, der kunne garantere stabilitet i regionen. Det kom til at holde stik.

Den israelske delegation kunne tage hjem med fornyet amerikansk opbakning i baggagen. George Bush slog på ny fast, at Israel er en "jødisk stat" og "hjemland for det jødiske folk". Det vil med andre ord sige en stat, hvor landets arabere ikke nyder fulde borgerrettigheder. Det vil sige, at ingen af de hundredtusindvis af flygtninge, der blev fordrevet omkring 1948 kan vende tilbage. Det vil sige, at George Bush bakker op om Israel som en religiøst funderet stat.

Mahmoud Abbas var tilfreds med Bushs tale, og han protesterede ikke over, at Bush på den måde slog fast, at flygtningekravet ikke kan imødekommes. Dette krav har Abbas og resten af PLO's ledere nemlig smidt over bord for længe siden.

At Mahmoud Abbas kun repræsenterer en del af palæstinenserne var der ingen, der bemærkede. Han selv protesterede ikke over belejringen og udsultningen af Gaza. Ingen protest over de daglige israelske angreb, likvideringer og bortførelser. Sådan en mand er lige det, George Bush har brug for. Desværre for Bush er Mahmoud Abbas langt fra repræsentativ for palæstinenserne. De vil ikke tro på de løfter, lederne kommer med. Og det har de grund til at lade være med.

Jeg kommer til at tænke på Macbeth:
"Lad ingen mere tro de gøgledjævle, som dårer os med dobbelttydig tale, som holder løftet efter ordets lyd, men bryder det for håbet."

Og så lige en opgørelse over livets gang i de besatte områder mellem den 22. og 28. november:

• 11 palæstinensere, herunder to brødre, blev dræbt af det israelske militær på Vestbredden og i Gaza.
• De to brødre blev dræbt af Flechette-projektiler, der er forbudt ifølge international lov.
• 28 palæstinensere, herunder fire børn, samt en israelsk menneskerettighedsaktivist, blev såret af det israelske militær i de besatte områder.
• En kvindelig patient døde, da israelsk militær nægtede ambulancen at krydse grænsen fra Gaza. Det er den 11. patient, der dør på grund af, at Israel nægter dem adgang til lægehjælp siden august.
• Israelske bosættere på vestbredden angreb og sårede 13 palæstinensere i en minibus.
• Israelske bosættere angreb 25. november en skole i Hebron og øvede hærværk på den.
• Opførelsen af den ulovlige mur, der annekterer palæstinensisk jord til Israel, fortsætter. Det samme gør belejringen af Gaza.

En religiøst funderet stat, der opfører sig barbarisk og undertrykkende over for befolkningen, vækker forståelig vrede og afsky, når det drejer sig om Iran. Men når det drejer sig om USA's bedste allierede i Mellemøsten - Israel - så er tonen en anden.

Nej til kvinder, børn og folkevalgte

Israel erklærede før topmødet i Annapolis, at de ville løslade 441 palæstinensiske fanger som et tegn på god vilje over for palæstinenserne. Det er næsten rørende. Men ser man på, hvem det er, der bliver løsladt, og hvem Israel fortsat holder fanget, så ser tingene en anelse anderledes ud.

Ifølge Mustafa Barghouthi, leder af Palestinian National Initiative, tog Israel mellem 17. juli og 24. november i år 1714 palæstinensere til fange. Altså svarer antallet af løsladelser til omkring en fjerdedel af tilfangetagelserne. Mange af de 441, som Israel vil løslade, har desuden afsonet størstedelen af deres fængselsstraf. 78 procent af dem har afsonet mere end halvdelen af deres straf, og 57 procent har afsonet to trediedele af deres straf. Det vil altså sige, at de alligevel snart skulle løslades.

I april i år sad der 11.229 palæstinensere i israelske fængsler. Blandt dem er 104 kvinder og 375 børn. Nu er tallet ifølge Mustafa Barghouthi 143 kvinder og 335 børn. Ingen af disse kvinder og børn er blandt de 441, som Israel nu vil løslade. Desuden nægter Israel fortsat at løslade nogle af de demokratisk valgte politikere, som holdes fængslet uden dom.

Omkring 3.800 af de palæstinensere, der er fængslet i Israel, sidder i civile fængsler. Resten holdes fanget i militære fængsler og fangelejre.

Yehya, Mahmoud og Sara - dræbt af Israel

Da jeg var i Qalqilieh i juli mødte jeg nogle af de dejligste mennesker, jeg har mødt i Mellemøsten. Jeg vil ikke nævne nogle navne, men blot sige, at det menneskelige mod, storsind og den stolthed, som jeg mødte her var ganske enestående. Jeg fristes til at sige stoisk. Det samme gjaldt naturligvis gæstfriheden, som araberne i Mellemøsten altid møder en med.

Samtidig er Qalqilieh et sted, som er sygt og døende. Det er en by på den nordlige Vestbred, der ligger ganske tæt på Israel. Og den israelske mur har lammet byens økonomiske liv. En storrygende mand, der driver et plejehjem, må nu køre i mindst tre timer hver vej for at komme hen til det, der er hans stolthed. Plejehjemmet. Ofte tager det længere tid, fordi de israelske soldater ved det lokale checkpoint kan have en noget arbitrær tilgang til begrebet bevægelsesfrihed - et begreb, der i øvrigt er godt og grundigt afskaffet på Vestbredden.

Nå, men Israel var forleden et smut i Qalqilieh for at fange nogle folk fra Hamas' væbnede Qassam-brigade. De seneste måneder er byens gader ellers blevet patruljeret af maskerede Fateh-folk, der har fængslet eller likvideret kendte medlemmer af Hamas (som for eksempel 14 af byens 15 byrådsmedlemmer).

Resultatet var, at 14 mennesker blev skudt af de israelske soldater, der affyrede stålkugler beklædt med et tyndt lag gummi (ofte bliver denne type ammunition fejlagtigt kaldt "gummikugler"). Ni af de sårede var børn.

Desuden skød og dræbte de israelske soldater tre børn.
Yehya Ramadan Ateyya Abu Ghazal (12 år), Mahmoud Mousa Hassan Abu Ghazal (8 år) og Sara Suliman Abdallah Abu Ghazal (9 år).

Jeg ved ikke, hvad de børn havde oplevet tidligere - om de, ligesom så mange andre palæstinensere på deres alder, havde oplevet at se deres fædre blive tæsket af israelsk militær, deres hus revet ned, deres familier ydmyget (dette er ganske sikkert, hvis de har været uden for Qalqilieh og dermed passeret et checkpoint) eller andet. Jeg ved ikke, om de havde forhåbninger til fremtiden. Men de fik ikke nogen fremtid.

Hændelser som denne foregår hver eneste uge i de besatte områder. Den 21. august blev to af Qalqiliehs børn dræbt under lignende forhold. Hvor mange skal der til for, at det er en massakre? Eller er det blot regulære barnemord, som de israelske besættelsestropper udfører?

Samtidig bruger Abbas sin tid på at bevise over for Olmert og Bush, at han er "ansvarlig", nævner aldrig ordet "besættelse" og arresterer politiske modstandere, der kritiserer Fatehs korruption. Og han vil naturligvis ikke begræde Yehya, Mahmoud og Sara. De er hverken de første børn, Israel myrder, og de vil ej heller blive de sidste.

Israel lader Gazas børn dø

Israel torturerer børn

Den palæstinensiske sektion af Defence for Children International har udgivet en ny rapport. Det er nummer 31 af rapportrækken "Children behind bars". Den indeholder en række oplysninger, som er indsamlet i 2006 og første halvdel af 2007. Oplysningerne er ganske modbydelige. Desværre er de ikke overraskende.
Et udpluk:

• Citat: "Israelsk politi, israelsk militær og israelsk efterretningstjeneste udfører anholdelser og afhøringer af palæstinensiske børn på daglig basis. Anholdelserne og de efterfølgende afhøringer i arresthuse foregår isoleret fra alle gennemsigtige regler, procedurer eller love, hvilket giver israelsk militærpersonel brede beføjelser under denne fase."
• Ifølge israelsk militær lov kan et palæstinensisk barn tilbageholdes af en almindelig soldat eller politimand i 96 timer. Derefter kan barnet tilbageholdes til afhøring i 8 dage. Tilbageholdelsen kan forlænges ved en militær domstol i op til 90 dage, og derefter kan sagen komme for en "rigtig" domstol, som kan forlænge tilbageholdelsen i op til 3 måneder.
• Citat: "Et centralt aspekt i afhøringsfasen er brugen af særlige former for tortur og mishandling."

Torturmetoderne, der nævnes er blandt andet:

• Tæsk med bind for øjnene.
• Stresspositioner i timevis, blandt andet i koldt vand eller i regnvejr.
  
• Seksuelt misbrug.
• Slag på "særligt følsomme steder" på kroppen.

De palæstinensiske børn i israelsk varetægt har ikke ret til at tie stille. De har ingen ret til juridisk bistand. De har ikke ret til at have kontakt med deres familie.

Lige nu er der omtrent 300 børn i de israelske fangehuller. Desuden er der 463, der er fyldt 18 mens de har været i israelsk varetægt.

En prøjsisk konge huskes for at have sagt, at mod demokrater hjælper kun soldater. Til "demokrater" kan Olmert tilføje "arabiske børn".

Befriede irakiske børn

En kort video om irakiske børn, der er blevet befriet fra forældre og en tålelig tilværelse efter invasionen.