Land i sigte!

I de gode gamle piratfilm er det altid et højdepunkt, når der bliver råbt "land i sigte". Det betyder, at de søfarendes afsavn og utryghed på havet er slut. De kan nyde en ny sikkerhed. De bekymringer, de hidtil har haft om mangel på ferskvand og andre fornødenheder, kan de lægge til side.

På samme måde er det med nationer. Befolkninger, der har levet i utryghed under besættelse eller dominans under en fremmed magt, ånder lettet op, når der er udsigt til national selvbestemmelse. De ydmygelser, som den nationale underkuelse bærer med sig, kan man lægge bag sig. Man har udsigt til en ny værdighed og nye muligheder.

Det gælder uanset om man taler Danmark i 1945, Østtimor i 1999 eller Sydsudan i 2011. I det sidste eksempel viste det sig faktisk, at Omar al-Bashir var mere demokratisk indstillet end adskillige andre ledere. For eksempel Georgien, der fortsat undertrykker Abkhasien og Sydossetien. Eller Israel, der fortsat nægter at anerkende palæstinensernes nationale rettigheder.

Palæstinas stræben efter anerkendelse har naturligvis opbakning fra størstedelen af verden og dens befolkninger, men vejen til national værdighed blokeres fortsat. Men USA kan ikke nedlægge veto mod medlemskab af Unesco. Da Palæstina blev medlem af Unesco, var det meget få lande, der stemte imod. Her er den korte liste:
Australien
Canada
Tjekkiet
Tyskland
Israel
Litauen
Holland
Palau
Panama
Samoa
Solomonøerne
Sverige
USA
Vanuatu

Der er tre grupper af lande, der stemmer imod:

USA og Israel er de konsekvente modstandere af at anerkende, at palæstinenserne har noget, der minder om rettigheder.

Tyskland, Australien, Canada, Holland, Litauen, Tjekkiet og Sverige er lande, hvor højrefløjen har regeringsmagten. De ønsker at lægge sig op ad USA. Årsagerne hertil har med diplomati og handel at gøre.

Palau, Panama, Samoa, Solomonøerne og Vanuatu stemmer konsekvent sammen med USA. Flere af dem er under amerikansk militær dominans, og enkelte af dem repræsenteres i FN af en amerikansk advokat med kontor i New York.

Det er i øvrigt morsomt at bemærke, at mange af de stærkeste fortalere for Kosovos selvstændighed er de selvsamme, som er de stærkeste modstandere af Palæstinas selvstændighed. Principper om nationale rettigheder fylder altså meget lidt i sager som disse. I stedet er det indflydelsessfærer, markeder og globale strategier, der tæller. Og så er der i øvrigt langt flere lande, der anerkender Palæstina, end der er lande, der anerkender Kosovo.

Palæstinenserne har muligvis land i sigte, men de amerikanske krigsskibe forhindrer, at de kan sejle i havn.

Palæstinensiske græsrødder støtter protester i Israel

Spørgsmålet om Palæstinas FN-status fylder en del i medierne for tiden. Det er sådan set naturligt nok. Det, jeg synes er blevet overset, er de store sociale protester i Israel.

To gange har over 300.000 demonstreret i Tel Aviv. Omkring 200.000 har været på gaden i Be’er Sheva – omtrent det samme antal, som der er indbyggere i byen.
Demonstranternes krav har taget udgangspunkt i den store mangel på boliger, der er til at betale. Men bevægelsen har udviklet sig til en mere generel kamp for social retfærdighed

Til demonstrationerne har folk båret skilte, hvor der står ”vi kræver boliger”, ”regeringen er imod folket, folket er imod regeringen”, ”al magt til folket”, ”folket kræver social retfærdighed”, ”gå af” og ”Egypten er her”. Meningsmålinger har vist, at demonstranterne bliver støttet af ni ud af ti i befolkningen.

Hidtil har der været forbløffende få palæstinensiske organisationer, enkeltpersoner, intellektuelle og politikere, der har bakket op om de israelske råb om social retfærdighed. Men måske er det ved at ændre sig.

En forsamling af 20 palæstinensiske og israelske organisationer, der mødtes i Hebron i september, har udtrykt deres opbakning til de sociale protester i Israel og det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse. De opfordrer til fælles kamp imod besættelse, fattigdom, racisme og bosættelser.

Blandt organisationerne er Israels Kommunistparti, de palæstinensiske venstrefløjspartier DFLP og PPP, de palæstinensiske læreres fagforening og sammenslutningen af palæstinensiske landmænd. Dertil kommer en række ungdomsorganisationer og folkelige bevægelser.

Deres erklæring kan læses her på engelsk, men jeg synes lige, at et udpluk af den skulle oversættes til dansk. Here goes:

“Protestbevægelserne i den arabiske verden har vakt begejstring i hele verden hos de, der søger frihed, og mange har taget modellen med folkelig kamp til sig. Disse protestbevægelser har haft en dyb indvirkning på forskellige grupper i Israel, både hos jøder og palæstinensere, og har bidraget til bevægelsen for social retfærdighed i Israel.

Vi - palæstinænsiske og israelske sociale og politiske kræfter, repræsentanter for kvindeorganisationer og unge mennesker fra begge sider af den Grønne Linie - fremhæver behovet for fælles kamp med mål om at befri regionens folk fra kolonialisme og hegemoni, navnlig zionismen, standse besættelsen og Israels militære aggression samt støtte det palæstinensiske folks retfærdige kamp for dets ret til selvbestemmelse i overensstemmelse med det internationale samfunds beslutninger.

Vi ser frem til befrielsen af hele regionens folk fra diktatur, tyranni og alle former for national, social og økonomisk undertrykkelse.

Vi advarer imod de velkendte forsøg fra besættelses-regeringen på at undslippe sin krise og protesternes pres ved frygt og at pege på en udefrakommende trussel: enten ved at præsentere den palæstinensiske appel til FN som en “fare”, eller ved militær aktion som vi har set det i de seneste dage i lyset af den hårde optrapning af blodsudgydelserne imod palæstinenserne i Gaza.

En folkelig, fælles kamp er et af de centrale principper i kampen imod besættelsen, bosættelserne, racismen, kolonialismen, imod den ekskluderende politik, svækkelsen, fattiggørelsen og den racistiske adskillelse i Israel.”

Sultestrejker og hykleri

Som protestform går sultestrejken helt tilbage til Indien i perioden 750-400 fvt. Det er efter sigende beskrevet i Valmikis skrifter (Ramayanas anden bog), som stammer fra den periode. Figuren Bharata fastede som et forsøg på at overtale Rama til at komme tilbage og herske over kongeriget.

Sultestrejken kendes også fra Irland i den førkrisne tid. Det var kendt under navnet Troscadh. De mest kendte irske sultestrejker er imidlertid nok dem fra 1981, som blandt andet kostede Bobby Sands livet. Han var valgt til parlamentet, men Margaret Thatcher lod ham dø af politiske årsager.

En sultestrejke, der for nylig fik megen opmærksomhed i vestlige medier, var den, som Orlando Zapato Tamayo, gennemførte og døde af. Det blev fordømt af EU-parlamentet, som brugte anledningen til at kræve, at der sker et "systemskifte" i Cuba.

Det er naturligvis tragisk, at Orlando Zapato Tamayo (der altså ikke var "systemkritiker", men almindelig kriminel voldsmand) er død. Men tragedien bliver ikke mindre af, at EU-parlamentet (mis)bruger dette dødsfald til at føre sig frem som menneskerettighedsforkæmpere. Sandheden er nemlig, at EU-parlamentet ikke har det fjerneste imod, at folk dør eller lider skade, når de er fængslet i lande, der enten er medlemmer af eller meget tæt på EU. Lande som for eksempel Frankrig (der er medlem af EU) og Israel (der er medlem af EU i alt andet end navn)

Sidste år begik 115 fanger i franske fængsler selvmord. Det er ikke blevet kritiseret af EU-parlamentet. EU-parlamentet har ikke krævet systemskifte i Frankrig.

Siden 1967 har Israel tilbageholdt eller fængslet en femtedel af den palæstinansiske befolkning i kortere eller længere tid. Det har ikke fået EU-parlamentet til at kræve systemskifte i Israel. Man kan kun drømme om, hvilke fordømmelser, der havde rejst sig i hele den vestlige verden, hvis for eksempel Cuba aller Venezuela opførte sig bare halvt så groft som Israel.

Israel har fortsat omkring 9000 palæstinensere i sine fangehuller. Det er ganske vist i strid med international lov. Men det har ikke fået EU-parlamentet til at træde til med resolutioner og fordømmelse. Blandt fangerne er 47 medlemmer af det palæstinensiske parlament. Så kan man spørge sig selv om, hvordan man vil forhandle med en myndighed, hvis medlemmer sidder ulovligt fængslet i besættelsesmagtens fangehuller.

Nå, men nu har EU-parlamentet chancen for at fordømme Israel og kræve systemskifte: de palæstinensiske fanger i de israelske fængsler har indledt en sultestrejke. Der bliver nok rig lejlighed for at finde overgreb på de sultestrejkende. Vi venter bare på resolutionerne fra Bruxelles for at modbevise alle tanker om, at menneskerettigheder kun er vigtige for EU-lederne, når det er politisk bekvemt.

Jyllands-Posten, Srebrenica og Israel

Jyllands-Posten er - så vidt jeg ved, jeg har ikke undersøgt det grundigt - den danske avis, der har flest korrespondenter ude i verden. Det gør, at de har mulighed for at lave en rigtig nyhedsdækning fra omverdenen i stedet for blot at copy-paste telegrammer fra Reuters og AP (selvsagt ikke Al Jazeera, Maan News og andre, der leverer historier om Vestens og Israels overgreb i Mellemøsten). Det gør, at det er værd at følge med i JP, uanset hvad man mener om avisens redaktionelle linje.

Onsdag havde JP et interview med den israelske udenrigsminister Liberman. Det behøver JP selvsagt ikke nogen korrespondenter for at lave, men det var godt gået alligevel, at de havde fået interviewet i stand. Det var en oplagt lejlighed til at stille en række spørgsmål til denne mand.

Liberman bor selv i en illegal bosættelse, der strider imod international lov. Det ville være oplagt at spørge ind til dette forhold. Det sker bare aldrig. Det eneste, der står, er et citat fra Liberman, hvor han siger:
"Jeg har sagt, at jeg er parat til at forlade mit eget hjem i en bosættelse, hvis jeg virkelig troede på en altomfattende løsning."

JP spørger slet ikke ind til, om det ikke netop er Libermans personlige og systematiske krænkelse af internationale lov og palæstinensernes nationale rettigheder (herunder retten til infrastruktur, retten til rent drikkevand osv., der blokerer for denne "altomfattende løsning".

Liberman slipper også for at forholde sig til Goldstone-rapporten. Han slipper faktisk af sted med - uden modspørgsmål eller efterfølgende kommentarer fra journalisten at sige, at "rapporten bebrejder et demokratisk land for at beskytte sig selv mod terror."

Libermans udsagn er så indlysende forkert, at selv en folkeskoleelev burde dumpe for at skrive en artikel, der ikke går Liberman på klingen på dette spørgsmål. Rapporten handler ikke en tøddel om, hvorvidt Israel er et land, hvor regeringen bliver valgt gennem en demokratisk afstemning. Rapporten handler om, at Israel har slået 1400 palæstinensere ihjel under offensiven i Gaza. Størstedelen af dem var kvinder og børn. Til sammenligning døde der 13 israelere, herunder tre civile.

JP beskriver selv massakren i Gaza som en "aktion". Og de beskriver Goldstone-rapporten som "omstridt", selv om det er klart for alle, at det kun er Israel, USA og enkelte andre lande, der er imod rapporten. Men ingen af rapportens modstandere har peget på, hvor der er fejl og mangler. Årsagen er klar: de ved, at rapporten er sand, men de bryder sig ikke om konklusionen. Det er ikke behageligt, at Vestens bedste ven i Mellemøsten er en krigsforbryder-stat.

Prøv en gang at forestille jer, hvad der var sket, hvis JP havde skrevet, at massakren i Srebrenica var en "aktion", og at FN's undersøgelse af den var "omstridt", fordi Serbien gik imod.

Faktisk er sammenligningen med Srebrenica ikke helt ved siden af. Israel siger, at deres tab (tre civile) retfærdiggjorde, at de slog 1400 palæstinensere ihjel. Det svarer til, at de for hver civil israeler slog 466 palæstinensere ihjel. Hvis vi tager det for Israel mest gunstige tal og tæller deres faldne soldater med, så slog de "kun" 107,7 palæstinensere ihjel for hver israeler.

Til sammenligning døde der 151 serbiske civile, da den serbiske VRS under ledelse af bøddelen Ratko Mladic massakrerede 8000 bonsiakiske mænd, kvinder og børn i Srebrenica. Det vil sige, at for hver død serber, døde der 53 bosniakere. Den "serbiske faktor" er altså omkring det halve af den "israelske faktor". Alligevel kan jeg ikke forestille mig, at JP - eller nogen anden dansk avis - kunne finde på at omtale folkemordet i Srebrenica som en "aktion". Hvis de gjorde, ville de - korrekt - blive fordømt. Men når det er palæstinensere, der bliver massakreret, gælder der åbenbart andre regler.

Abbas undsagt af sit eget parti

Mahmoud Abbas - eller Abu Mazen, som han hedder blandt palæstinenserne - er kendt som manden, der kunne skrive et 500-siders værk om Palæstina uden på noget tidspunkt at nævne ordet "besættelse". Han er kendt som manden, der stod ved siden af Bush og ikke mælede et eneste ord i protest, da George W. Bush proklamerede, at ingen af de hundredtusindvis af palæstinensere, der blev etnisk udrenset i 1948 (og disses efterkommere) nogensinde kan vende tilbage. Abu Mazen protesterede ikke, da George Bush erklærede, at araberne i Israel ikke skal have fulde borgerrettigheder.

Sådan er der så meget. Mahmoud Abbas er jo "moderat", hedder det. Det eneste "moderate" er ifølge de vestlige medier tilsyneladende at klappehælene sammen og acceptere besættelsesmagten.

For nylig gjorde han det igen - viste hvor "moderat" og medgørlig, han er, Vestens mand i Palæstina. Han afviste kravet om, at en forudsætning for forhandlinger med Israel er, at udvidelsen af de ulovlige besætter-kolinier i Jerusalem standser. Han afviste med andre ord at kræve, at Israel standser sin etniske udrensning af arabere fra Østjerusalem.

Man skal ikke være professor for at regne ud, at sådan en politik ikke er populær blandt palæstinenserne. Det er måske derfor, at Abbas nu er blevet sat på plads af sit eget parti. Partiets ledelse modsagde ham åbent og krævede, at de ulovlige bosættelser ophører med at blive udvidet, før man vil forhandle.

Nu har Abbas trukket i land. Igennem sin talsmand oplyser han, at det skam heller ikke var rigtig alvorligt ment, at han ville opgive alle krav. Så "moderat" er han trods alt heller ikke. I hvert fald ikke, hvis det kan koste ham sin post...

Rachel Corrie

Det er snart seks år siden, at Rachel Corrie døde. Hun blev myrdet den 16. marts 2003. Gerningsmændene er stadig på fri fod. De er aldrig blevet stillet for en domstol. Rachel Corrie blev 23 år.

Jeg har aldrig mødt Rachel Corrie. Jeg har heller aldrig - tror jeg da - mødt gerningsmændene. Det var soldater i det israelske militær. De slog den 23-årige amerikanske kvinde ihjel ved hjælp af en armeret Caterpillar D9 bulldozer. Først begravede de hende levende. Derefter kørde de over hende. Måske bare for at være sikre på at hun vitterligt døde. Israel kaldte det et hændeligt uheld. De tilføjede i øvrigt, at hun selv var ude om at hun blev dræbt, fordi hun befandt sig i en kampzone.

Den "kampzone", som Rachel Corrie befandt sig i, var et palæstinensisk boligkvarter. Det var et boligkvarter, som den israelske besættelsesmagt havde besluttet at udslette for at gøre plads til jødiske bosættere. Rachel Corrie var til stede for at protestere imod kolonimagtens systematiske og kriminelle voldsudøvelse imod det koloniserede folk.

Et af de sidste breve, som Rachel Corrie sendte hjem (27. februar 2003), sluttede sådan her:
"Jeg vil blot skrive til min mor og fortælle, at jeg er vidne til dette kroniske, lumske folkemord, og jeg er virkelig bange og stiller sprørsmål ved min grundlæggende tro på det gode i den menneskelige natur. Dette må høre op. Jeg mener, at det er en god ide for os alle at lægge alt andet til side og vi vores liv til at få det til at stoppe. Jeg mener ikke længere, at det er en ekstremistisk ting at gøre."

Rachel Corrie har i dag en slags status af martyr blandt NGO'er, fredsaktivister og andre. Hun tog fra USA til Gaza for at hjælpe et af de mest underkuede folk i verden imod en fornedrelse og besættelse, som hendes eget lands regering bakkede op om, og til stadighed støtter. Men på trods af hendes personlige mod og status som fredsbevægelsens superstar (en status der aldrig svinder ved stjernens egen død, bare tænk på kunstens verden og folk som Van Gogh, Natasja eller James Dean), så var hendes gerning ikke speciel. Hun blev dræbt af det israelske militær. Hun indgår dermed i de brigader af tusindvis, der har måttet lade livet for den israelske krigsmaskines hænder.

Men hun var selvfølgelig amerikaner. Det er nok det, der var forskellen. Hun var ikke mørk i huden, hun var ikke muslim, men tværtimod en vesterlænding med lys hud. Uanset hvilken rolle, racismen spiller i hendes fremhævelse frem for blot et enkelt af de 400 børn, som Israel for nyligt massakrerede i Gaza, så fortjener hendes minde at blive hædret.

Men nok snak fra min side. Se selv en video med Rachel Corrie her.

Abdullah Sleim blev nummer 1452

I dag, onsdag, var der en begravelse. Som det er sædvane i arabiske lande, blev afdøde begravet samme dag, som han døde. Begravelsesoptoget sørgede over, at Abdullah Sleim var død. Abdullah Sleim blev 17 år. Hvis en 17-årig dansk eller svensk dreng døde i en ulykke, ville vi tale om en tragedie. Hvis han døde på grund af andre menneskers overlagte voldshandling, ville vi tale om et mord.

Men Abdullah Sleim er hverken danker eller svensker. Han er ikke engang europæer. Han er palæstinenser. Og værre ednnu: han er fra Gaza. Årsagen til hans død vare ikke en ulykke. Det var et veltilrettelagt angreb, som et bombefly udførte den 14. januar. Flyet var fra Israel. Flyet var i gang med at massakrere palæstinensere. Et af ofrene blev altså Abdullah Sleim.

Han er dermed blevet offer nummer 1.452, der omkom for de israelske generalers hænder under den tre uger lange offensiv i Gaza i januar.

Mediekrig

Splittelsen mellem palæstinenserne når hele tiden nye dybder. Nu beskylder Fateh sine rivaler i Hamas for at chikanere Fateh-folk i Gaza. New York Times dækker det i en artikel, hvor de beretter om, at en 27-årig mand med tilknytning til Fateh er blevet skudt af Hamas-folk.

Det er egentlig spøjst, at Fateh råber så meget op om de overgreb, deres folk bliver udsat for i Gaza. Fateh er legatlt i Gaza. Hamas er forbud på Vestbredden. De palæstinensiske politistyrker under Mahmoud Abbas arresterer folkevalgte Hamas-folk og udleverer dem til de israelske torturbødler.

Det er ikke kun Hamas-folk, der bliver forfulgt på Vestbredden. Stort set samtidig med, at Israel indledte sin seneste aggression mod Gaza sørgede Mahmoud Abbas' folk for at arrestere seks ledende medlemmer af venstrefløjspartiet PFLP. Abbas' styrker har tidligere udleveret PFLP-folk til det israelske militær.

En tilsvarende mængde af repression og anslag mod forsamlingsfriheden (blandt andet i form af Fatehs forsøg på at forbyde demonstrationer imod Israel på Vestbredden), som Mahmoud Abbas og Alam Fayyad (den såkaldte "premierminister" efter kuppet) har indført på Vestbredden findes ganske enkelt ikke i Gaza. Det er en moralsk fordømmelse af Fateh, at der under deres regimente er mindst lige så meget repression som der er under fundamentalisterne.

Nu bliver jeg sikkert beskyldt for at sympatisere med Hamas. Det burde egentlig være overflødigt at sige, at det gør jeg ikke. Hamas er en israelsk opfindelse. Det er en organisation, som er blevet opdyrket for at smadre den palæstinensiske venstrefløj. Det er kort sagt en organisation, der er designet til at lede palæstinenserne i en blindgyde af religiøs mystik i stedet for rationel frihedskamp og alliance med almindelige israelere imod den nationale undertrykkelse.

Men jeg skriver alligevel dette, fordi det tilsyneladende er nødvendigt at tage afstand fra Hamas, hver gang man nævner noget med Mellemøsten. Hvem har egentlig opdyrket sådan et klima? Skal man også til at tage afstand fra NPD hver gang man omtaler Tysk politik? Tage afstand fra Margaret Thatchers samarbejde med Pinochet hver ang man omtaler de engelske konservative? Tage afstand fra forfølgelsen af det russiske mindretal, hver gang man omtaler Estland? Det er absurd og burde være unødvendigt. Men det er det tilsyneladende ikke.

Hvordan vinkler man en massakre?

Puha... Hvordan skal den lige skæres? Israel har massakreret mindst 271 palæstinensere i Gaza. Og det skal naturligvis tilføjes, at det kun er i skrivende stund. Tallet vil utvivlsomt stige til langt mere uhyggelige højder. Dertil kommer det vanvittige antal af lemlæstede og sårede. Mange af dem vil dø, mange af dem vil leve resten af livet - måske indtil det næste israelske angreb - uden arme eller med svære skader på organer. De heldige er de overlevende, som blot har mistet deres hjem, familiemedlemmer, venner og kære.

Hvordan vinkler man en massakre? Ordet katastrofe faldt mig i tankerne, men det indikerer på en måde, at det er noget naturligt, noget der ikke er menneskeskabt. Katastrofer er noget, der er opstået uafhængigt af menneskelig vilje. Den pågående massakre på Gazas mænd, kvinder, døtre og sønner, er ikke bare skabt med vilje - den er planlagt, veltilrettelagt og koldt overlagt. Ordrene bliver givet af folk med lange uddannelser, der ved hvad de foretager sig. De har planlagt operationen for at skabe størst mulig ødelæggelse, sorg og elendighed med deres ildkraft.

Ildkraften bliver leveret af USA. F-16 fly og Apache-helikoptere. USA's regering har endda den uhørte frækhed at hævde, at det er palæstinensernes egen skyld, at de bliver massakreret. Men det er på den anden side forudsigeligt fra den kant.

Israel har angrebet den palæstinensiske regeringsbygning, TV-stationen Al Aqsa, moskeen ved siden af al-Shifa hospitalet, boligkvarteret al-Shoja'aya, et medicinsk lager i forbindelse med et hospital, og mange andre steder. Forskellige grupper, herunder Ezzedeen al-Qassam brigaderne, har ind imellem affyret enkelte af de primitive Qassam-raketter imod mål i Israel. Hjemmelavede raketter imod Mellemøstens stærkeste militære magt. Hjemmegjorte raketter imod det mest sofistikerede militære isenkram, Verden endnu har set. Hvis nogen mente, at det var en kamp, der tilnærmelsesvist er lige, må de være både blinde og døve. Men som Biblen siger, så er ingen så blind, som den der ikke ønsker at se.

Nå. Tilbage til mit egentlige ærinde. Hvordan vinkler man denne massakre? Jeg kunne fortælle om de store protester, der er overalt i den arabiske verden. Og resten af verden i øvrigt. I går var der demonsration i Amman. På den besatte Vestbred er der oprør. Massedemonstrationer. Unge kæmper imod det israelske militær, kun bevæbnet med sten og molotov-coktails.

Hvad med vinklen? Forbrydelse mod menneskeheden? Hvis det var sket på Balkan, var det helt sikkert sådan, Vesten havde betegnet denne massakre. Hvis Serbien havde angrebet Pristina i Kosovo og massakreret hundredvis af albanere, så havde det - med rette - fået denne etiket på sig. Men nu er det jo Israel, og verdens ledere opfordrer fromt til "våbenhvile". Handling skal man se i vejviseren efter. Det kaldes diplomati. Det er vist noget med, at Israel får hårde ord med på vejen, men ellers frit lejde. Det er sådan en indforstået aftale mellem lederne af de europæiske magter og de israelske bødler.

Kina producerer det palæstinensiske modstandssymbol

Jeg har tidligere lagt mærke til det i Vesten. Unge mennesker går med tørklæder, der er lavet ud fra den palæstinensiske model. På arabisk hedder sådan et tørklæde keffiyeh, og det kan have forskellige farver. Det mest normale er vel rødt/hvidt eller sort/hvidt. Og så er der den helt hvide keffiyeh, som særligt er populær blandt folk fra Saudi Arabien og de små lande i Golfen.

Keffiyeh var vistnok engang et symbol på den palæstinensiske frihedskamp. Nogle vil hævde, at det stadig er det. Nogle vil endda hævde, at det også er et symbol på irakernes modstandskamp imod amerikansk besættelse. Andre igen vil mene, at keffiyeh er et alment symbol på undertrykte folks kamp for befrielse og retfærdighed. Et par eksempler på de sidste opfattelserleverer teneren Carlos Latuff med sin tegning af Che Guevara. Eller sin tegning af "Captain Iraq"...

Det er alt sammen vældig underholdende på den særlige måde, som det er i Mellemøsten, hvor næsten alting har en dødsens alvorlig baggrund.

Men så var det, at jeg så et tv-indslag fra al-Jazeera, der viser, at keffiyeh i højere og højere grad bliver produceret i Kina i stedet for Palæstina. De kan åbenbart producere billigere i Kina. Det forklarer også den store mængde kulørte keffiyeh i forskellige udformninger, man kan se til salg på Strøget i København eller andre europæiske byer. For jeg har godt nok aldrig set sådan nogle i Mellemøsten...

Video dokumenterer besættelsesmagtens overgreb

Selve nyheden er egentlig ikke så meget en nyhed. Den drejer sig om Ashraf Abu-Rahama, en 27-årig palæstinenser, der er blevet mishandlet af de israelske sikkerhedsstyrker. Det er selvfølgelig en nyhed i den forstand, at Ashraf vist ikke bliver mishandlet så ofte. Men det er ingen nyhed i den forstand, at disse overgreb pågår jævnligt og uden hindring fra de israelske myndihgheders side.

Nå, men til sagen. Den israelske menneskerettighedsgruppe B'Tselem har offentliggjort en video, der dokumenterer, at de israelske soldater skød en såkaldt gummikugle (der i virkeligheden er en stålkugle beklædt med et tyndt lag gummi) direkte på Ashraf Abu-Rahamas ben. Det foregik på klos hold, og efter at palæstinenseren var blevet taget til fange af militæret. Han var blevet fanget af militæret efter en protest ved byen Na'alin på den besatte Vestbred. Protesten var rettet imod opførelsen af den israelske "sikkerhedsmur" - eller apartheidmur, som nogen kalder den. Han blev skudt i benet mens en israelsk oberstløjtnant holdt ham fast i armen.

Ashraf Abu-Rahama blev tilbageholdt i en time med bind for øjnene. Og så blev han altså mishandlet. Det israelske militær har efterfølgende erklæret, at en sådan mishandling skam ikke er praksis hos de israelske besættelsesstyrker, og at de normalt sikrer de tilfangetagne palæstinenseres "menneskelige værdighed og sikkerhed". For palæstinenserne, der dagligt oplever overgreb som dette, er erklæringen en ualmindelig dårlig vittighed. Men erklæringen er selvsagt ikke bestemt på de koloniserede palæstinensere, men på Vesten.

Den virkelige nyhed i alt det her er brugen af video til at dokumentere besættelsesmagtens overgreb.

Tjek videoen direkte hos B'Tselem her.
Tjek Al Jazeeras indslag om overgrebet her.
Læs artiklen og se videoindslag fra Haaretz.

Mabrouk ya B'Tselem

18-årig palæstinenser myrdet af israelske soldater - nu donerer familien organerne til israelske patienter

Her er en historie, der midt i alle myrderierne på en eller anden måde alligevel er opløftende. For et par uger siden skød israelske sikkerhedsstyrker (igen) en ung palæstinenser. Han blev 18 år. Drengens far har besluttet at donere organerne til seks israelske patienter, der dermed bliver reddet.

Da drengen nåede frem til hospitalet i Tel Hashomeir var han død. Men faderen besluttede, at organerne skulle doneres til de patienter, der trænger til det, uanset religion, etnicitet og den slags. Ifølge MaanNews mødtes drengens far i onsdags med den israelske patient, der havde fået hans søns hjerte.

Den 18-årige palæstinensers far beskrev sin søn som "et godt menneske, der var elsket af alle. Han havde et stort hjerte, og jeg tøvede ikke med at donere hans organer til patienter, der havde brug for dem, også selv om han blev dræbt af israelske sikkerhedsstyrker."

Censureret video

Her er en video, man skal skynde sig at se. Den er henvendt til amerikanere omkring Israels systematiske overgreb på de besatte palæstinensere. Nu er det jo 60-året for Nakba, så jeg synes lige det var passende at viderebringe denne video, som er blevet censureret på grund af pres fra Israel-venlige pressionsgrupper. Men man skal nok skynde sig, inden den bliver fjernet igen...

Verdens største flag

Nyheder i Mellemøsten kan være skræmmende, sjove, absurde, forfærdende og vanvittige. Her er en, der falder ind under flere kategorier. I anledning af 60-året for Nakba ("katastrofen", oprettelsen af staten Israel) vil et 27.000 kvadratmeter stort flag blive hejst i Damaskus. Flaget vil være 117 gange 232 meter - med lidt hurtig hovedregning svarer det omtrent til fire velvoksne fodboldbaner.

Hver af flagets 27.000 kvadratmeter symboliserer en af de 27.000 kvadratkilometer i det historiske Palæstina, før det blev opdelt. Ved oprettelsen af staten Israel blev over 700.000 palæstinensere etnisk udrenset, hvilket svarede til 75 procent af den arabiske befolkning. Det er det, de ønsker at gøre opmærksom på i Syrien. Og så selvfølgelig at Bashar Assad er den mest pan-arabiske af alle ledere. På den måde er det også et propagandatrick der vil noget.

Nakba året rundt

I år er det 60 år siden, at staten Israel blev oprettet. Den etniske udrensning af 700.000 palæstinensere, der fulgte, kalder palæstinenserne for Nakba - "Katastrofen". Siden hen har katastroferne haglet ned over palæstinenserne i et omfang, så katastrofen er gået hen og blevet rutine. Se bare på den sidste uge.

Fra den 24. til 29. april slog det israelske militær ni palæstinensere ihjel i Gazastriben, herunder fem børn og en kvinde. Kvinden blev dræbt sammen med sine fire børn, da israelerne beskød hendes hus i byen Beit Hanoun med granater.
I samme periode blev 29 palæstinensere såret af det israelske militær. Hovedparten var civile, heraf seks børn og en kvinde. En palæstinenser blev desuden overfaldet og såret af bosættere på Vestbredden. Det israelske militær rydede 140.000 kvadratmeter landbrugsjord i Gaza. Sandsynligvis er der for en stor dels vedkommende tale om oliventræer, som det tager årtier at gro, før de giver frugt. Flere overgreb - ikke mindst fra bosætterne på Vestbredden - vedbliver desuden. Husundersøgelser og anholdelser af palæstinensere under israelsk besættelse fortsætter.

Katastrofen fortsætter uge efter uge, dag efter dag. I går har Israel igen myrdet en ubevæbnet palæstinenser. Denne gang gik det ud over den 41-årige Husam Najjar. En granat fra en israelsk kampvogn ramte hans hus i Khuza'a i Gazastriben. Hussam Najjars kone og bror blev desuden såret.

Nakba fortsætter året rundt. Israels 60-års jubilæum bliver fejret med blod og nedskydning af de besatte folk.

Kontroversielt

The New York Times er efter sigende en af de mest respekterede aviser i den vestlige verden. Det er velkendt, at den før invasionen af Irak viderebragte nøje tilrettelagte løgne, der havde til formål at retfærdiggøre invasionen. Men jeg har lagt mærke til, at denne respektable avis altid omtaler racistisk "kritik" af muslimer og islam som "kontroversielt". Et eksempel er den hollandske højrefløjspolitiker Geert Wilders' film Fitna om islam. Geert Wilders sammenligner systematisk Koranen med Hitlers Mein Kampf, og han sammenligner muslimernes profet Mohammed med Hitler.

Det er "kontroversielt" hos New York Times. Det er hverken racistisk, anti-semitisk eller noget andet. Det lille ord "kontroversielt" indikerer, at det er legitimt at komme med disse påstande og udsagn, og at det næsten er en lødig holdning at mene, at over en milliard muslimer er at sammenligne med nazister.

Gad vide, om New York Times ville kalde Mein Kampf eller Der Ewige Jude for "kontroversielle".

Geet Wilders er i øvrigt en ivrig tilhænger af Israel og besættelsen af palæstinenserne. Han har besøgt Israel omkring 40 gange, har ansat en medarbejder, der kom direkte fra den israelske ambassade, og efter eget udsagn har Wilders tætte forbindelser til den israelske efterretningstjeneste Mossad. Men denne forbindelse til en fremmed magt er ikke så kontroversielt.

En historisk lektion

Her er en dokumentar, der på fin vis skildrer historien bag problemerne i det hellige land. Se den her.

Bortførelser og drab - velkommen til Palæstina

Landsbyen Beita i den nordlige del af Vestbredden fik torsdag besøg af besættelsesmagtens soldater. Den israelske hær bortførte 18 civile. Det foregik omkring daggry, hvor soldaterne stormede private hjem, ransagede husene og altså bortførte en række af landsbyens beboere. Blandt de bortførte er Ziead Hilal, 40, Mussa Baraham, 20, Iyhab Mustafa, 24, og Taleb Hamaiel, 35.

I dagene mellem den 14. og 20. februar har den israelske besættelsesmagt desuden slået seks palæstinensere ihjel, herunder den 11-årige dreng Tamer Abu Sha'ar. Det er ham, der er på billedet. Da billedet blev taget var han hårdt såret, efter at han var blevet skudt i hovedet af det israelske militær, men han døde senere. Han blev myrdet af besættelsesmagten, da han sammen med sin familie forsøgte at flygte fra et hus, der var under massiv beskydning af israelerne under deres visit i landsbyen Wadi al-Salqa i Gazastriben.

Ud over de overlagte drab på palæstinensere har Israel også slået tre palæstinensiske patienter ihjel ved at nægte tilførsel af medicin til Gaza samt at lade palæstinenserne modtage behandling i Israel. En 34-årig mor til seks døde 16 februar, efter at hun forgæves havde ventet i fem dage på tilladelse til at krydse overgangen til Israel for at modtage den behandling, som lægerne i Gaza ikke kan give, da de ikke har medicin til rådighed på grund af belejringen af Gaza. De to andre patienter, der døde efter at være nægtet tilladelse til at forlade Gaza, var en 59-årig mand og en dreng på halvandet år.

Ikke nok med, at patienterne dør på grund af mangel på medicin og belejringen af Gaza. Nu stopper ambulancerne også med at køre i Gaza. I Rafah er fem ud af syv ambulancer holdt op med at køre. Årsag: der er ikke benzin på grund af belejringen.

Hvis du vil overleve som palæstinenser under besættelse og belejring, så er her et godt råd: Lad være med at blive syg, lad være med at have brug for ambulancekørsel, lægehjælp eller medicin. Lad være med at opholde dig i dit hjem, lad i det hele taget være med at være palæstinenser.
Velkommen til det udbombede og militært underkuede helvede, der går under betegnelsen "Palæstina".

En jøde til zionistiske soldater

Her er et digt af Erich Fried, som jeg har oversat til dansk. Jeg synes, det er meget passende under den nuværende aggression imod Gaza. Erich Fried var jøde, og blev født i Wien 1921. Hans forældre blev arresteret og torteret til døde af Gestapo i 1938. Digtet er skrevet i 1988, kort før hans død.

En jøde til de zionistiske soldater , 1988

Hvad ønsker I egentlig?
Ønsker I virkelig at overgå
de som trådte jer ned
for en generation siden
i jeres eget blod
og i jeres egne ekskrementer
Ønsker I at videregive den gamle tortur
til andre nu
i alle dens blodige og beskidte detaljer
med bødlernes brutale fryd
som jeres fædre led?
Ønsker I virkelig at blive det nye Gestapo
det nye Wehrmacht
det nye SA og SS
og gøre palæstinenserne
til de nye jøder?
Velan, da ønsker jeg også,
som jeg selv for halvtreds år siden
for at være en jødedreng blev pint
af jeres bødler,
at være en ny jøde med disse nye jøder
som I gør palæstinenserne til
Og jeg ønsker at hjælpe til at gøre dem til et frit folk
i deres eget land Palæstina
hvorfra I har drevet dem eller hvori I piner dem
I, swastikas lærlinge
I, tåber og historiens skiftere
hvis Davidssterne på jeres flag
stadig hurtigere bliver
til det fordømte symbol med dets fire fødder
som I netop ikke ønsker at se
men hvis sti I følger hver eneste dag.

Besked fra Gaza

Gazastriben er måske verdens største fængsel. Med 1,4 mio. indbyggere/indsatte er det i hvert fald mange mennesker, det drejer sig om. Jeg fik fat på en besked fra Gaza fra Mohammed Omer. jeg poster den nedenfor på engelsk. Desuden opfordrer jeg læserne til at se dette slideshow med fotos, der dokumenterer de israelske krigsforbrydelser. Det er ikke for sarte sjæle.

Imens spekulerer jeg på, hvordan det stoiske og altudholdende palæstinensiske folk klarer sig i denne stund. Hvordan reagerer man på systematiske massakrer, krigsforbrydelser, ydmygelser, national undertrykkelse, nedværdigelser, missilangreb og en altomfattende mangel på basale fornødenheder? Er det på dette fundament, George Bush vil have palæstinenserne til at "slutte fred" med Israel? Er det straffen for, at palæstinenserne valgte at stemme på Hamas? En slags lektion i vestlige demokratiske værdier?

---

So Many Tragedies in So Little Time

Where to start…, what to talk about…? The crippling electricity shortages, affecting hospitals as well as civilians? The air strikes & on-going, daily bombings by the Israeli army, their indiscriminate targeting of civilians and police stations…? Israel ’s non-accidental, enforced starvation of 1.5 million people by closing off ALL borders and not allowing in even UN aid, let alone basic medicinal, food, and construction needs…?
Shortages of fuel have re-surfaced in Gaza : most of Gaza has no electricity and even more importantly, the shortage of medicine in Palestinian hospitals continues to increase, with the Ministry of Health reporting a looming humanitarian catastrophe.
Or should I begin with the bomb which just hit a wedding close to the Ministry of Interior building in Gaza City , with 15 apartment buildings within the bomb’s target range? One woman was killed and 47 others were injured –mostly children and women who had been inside their homes or playing on the street!! Scenes of children injured, bleeding and crying just moments after they had been enjoying a wedding celebration in a Gaza wedding hall…a horrific sight likely to go without mention of that in most news sources.
The injured were evacuated to Al Shifa hospital, where it was then hard to find enough beds and blankets for them, with children crammed three to four on a bed due to overcrowding.
Earlier Friday, Israel closed its border with the Gaza Strip to all traffic in what officials say is response to cross-border rocket fire, preventing even UN humanitarian supplies from getting in. The decision came after Israel vowed to broaden its military campaign against Gaza militants who have fired more than 110 home made rockets at southern Israel in the last three days resulting in the injury of two Israelis.
In contrast, 19 Palestinians were killed in one day last Wednesday during another Israeli attack, this one targeting the eastern part of Gaza City .
These are the latest attacks, but not the only: since the visit of US president and ‘peacemaker’, George Bush, within only 74 hours, Israel has killed 37 people and injured more than 90. Those numbers, which could again go up at any minute, were confirmed by Khaled Radi, the Ministry of Health spokesman in Gaza . Radi also said that Israel is using internationally illegal weapons, which makes it impossible for people to identify the bodies of their relatives as they have been destroyed to unrecognizable ends.
Among the tens killed were a 13 year old boy and his father and uncle, killed in what Israel claims was “a mistake”. Another Israeli attack killed a mother, Maryam Al Rahel, and her son, Mohammed, who were on a donkey cart when an Israeli warplane bombed them. Their bodies, like so many others, were rendered into small pieces of flesh, scattered everywhere!
An Even Blacker Night!
I and some journalist colleagues went to offer condolences to a journalist friend of ours for the death of his cousin as a result of medicine shortages on Wednesday. While on the way, there was a lot of shooting going on, from funerals and demonstrations. Later, as we were starting to drive off from our parking spot, Mohammed, another journalist, suggested waiting for a moment. But as others preferred to not wait around, we eventually left.
After we had gone just a few minutes down the road, we learned that the place where our car had been parked had just been bombed, targeting and killing two Palestinians, injuring another three. “It could have been us who were killed,” one of the journalists said to me. I answered: “Thanks to God, it wasn’t. But this is so sad; it must be terrible for their families, with children left behind and no one now to support them.”
Update on Killings
As predicted, the death toll has risen since I began this report: another two have been killed in northern Gaza , and another 4 badly injured. Israeli Ministry spokesman, Shlomo Dror says that: “It’s unacceptable that people in Sderot are living in fear every day and people in the Gaza Strip are living life as usual.”
And I wonder, what exactly does he consider “life as usual”? For if he means it is normal that over 35 civilians should be killed in 4 days, an entire population should be on the verge of starvation and should be forced to shiver through winter nights without electricity or sufficient blankets, that hospitals and medical centers should be forced to shut down or operate at sub-par capability and without needed medicine, food, blankets, and even space,…the list goes on…well then yes, we are living life as usual.