Abbas undsagt af sit eget parti

Mahmoud Abbas - eller Abu Mazen, som han hedder blandt palæstinenserne - er kendt som manden, der kunne skrive et 500-siders værk om Palæstina uden på noget tidspunkt at nævne ordet "besættelse". Han er kendt som manden, der stod ved siden af Bush og ikke mælede et eneste ord i protest, da George W. Bush proklamerede, at ingen af de hundredtusindvis af palæstinensere, der blev etnisk udrenset i 1948 (og disses efterkommere) nogensinde kan vende tilbage. Abu Mazen protesterede ikke, da George Bush erklærede, at araberne i Israel ikke skal have fulde borgerrettigheder.

Sådan er der så meget. Mahmoud Abbas er jo "moderat", hedder det. Det eneste "moderate" er ifølge de vestlige medier tilsyneladende at klappehælene sammen og acceptere besættelsesmagten.

For nylig gjorde han det igen - viste hvor "moderat" og medgørlig, han er, Vestens mand i Palæstina. Han afviste kravet om, at en forudsætning for forhandlinger med Israel er, at udvidelsen af de ulovlige besætter-kolinier i Jerusalem standser. Han afviste med andre ord at kræve, at Israel standser sin etniske udrensning af arabere fra Østjerusalem.

Man skal ikke være professor for at regne ud, at sådan en politik ikke er populær blandt palæstinenserne. Det er måske derfor, at Abbas nu er blevet sat på plads af sit eget parti. Partiets ledelse modsagde ham åbent og krævede, at de ulovlige bosættelser ophører med at blive udvidet, før man vil forhandle.

Nu har Abbas trukket i land. Igennem sin talsmand oplyser han, at det skam heller ikke var rigtig alvorligt ment, at han ville opgive alle krav. Så "moderat" er han trods alt heller ikke. I hvert fald ikke, hvis det kan koste ham sin post...

Mediekrig

Splittelsen mellem palæstinenserne når hele tiden nye dybder. Nu beskylder Fateh sine rivaler i Hamas for at chikanere Fateh-folk i Gaza. New York Times dækker det i en artikel, hvor de beretter om, at en 27-årig mand med tilknytning til Fateh er blevet skudt af Hamas-folk.

Det er egentlig spøjst, at Fateh råber så meget op om de overgreb, deres folk bliver udsat for i Gaza. Fateh er legatlt i Gaza. Hamas er forbud på Vestbredden. De palæstinensiske politistyrker under Mahmoud Abbas arresterer folkevalgte Hamas-folk og udleverer dem til de israelske torturbødler.

Det er ikke kun Hamas-folk, der bliver forfulgt på Vestbredden. Stort set samtidig med, at Israel indledte sin seneste aggression mod Gaza sørgede Mahmoud Abbas' folk for at arrestere seks ledende medlemmer af venstrefløjspartiet PFLP. Abbas' styrker har tidligere udleveret PFLP-folk til det israelske militær.

En tilsvarende mængde af repression og anslag mod forsamlingsfriheden (blandt andet i form af Fatehs forsøg på at forbyde demonstrationer imod Israel på Vestbredden), som Mahmoud Abbas og Alam Fayyad (den såkaldte "premierminister" efter kuppet) har indført på Vestbredden findes ganske enkelt ikke i Gaza. Det er en moralsk fordømmelse af Fateh, at der under deres regimente er mindst lige så meget repression som der er under fundamentalisterne.

Nu bliver jeg sikkert beskyldt for at sympatisere med Hamas. Det burde egentlig være overflødigt at sige, at det gør jeg ikke. Hamas er en israelsk opfindelse. Det er en organisation, som er blevet opdyrket for at smadre den palæstinensiske venstrefløj. Det er kort sagt en organisation, der er designet til at lede palæstinenserne i en blindgyde af religiøs mystik i stedet for rationel frihedskamp og alliance med almindelige israelere imod den nationale undertrykkelse.

Men jeg skriver alligevel dette, fordi det tilsyneladende er nødvendigt at tage afstand fra Hamas, hver gang man nævner noget med Mellemøsten. Hvem har egentlig opdyrket sådan et klima? Skal man også til at tage afstand fra NPD hver gang man omtaler Tysk politik? Tage afstand fra Margaret Thatchers samarbejde med Pinochet hver ang man omtaler de engelske konservative? Tage afstand fra forfølgelsen af det russiske mindretal, hver gang man omtaler Estland? Det er absurd og burde være unødvendigt. Men det er det tilsyneladende ikke.

Journalister under angreb

Det er kendetegnende for flertallet af Mellemøstens regimer, at deres holdning til begrebet pressefrihed ikke er præget af venlighed. Syrien er som bekendt et ekstremt lukket land hvad angår journalistisk frihed. De USA-støttede diktaturer i Egypten og Saudi Arabien er ikke bedre. Libanon og til en vis grad Jordan er undtagelser. Irak nævner vi slet ikke her.

Og så er der de besatte palæstinensiske områder. Den politiske opdeling, der er opstået efter Fatehs mislykkede kupforsøg i Gaza, Hamas' overtagelse af Gazastriben og Abbas' og Fayyads kup på Vestbredden, har ikke hjulpet på en situation, der i forvejen var desperat for almindelige palæstinensere. Det har heller ikke hjulpet på den måde, myndighederne behandler journalister.

9. september blev en studenterdemonstration i Hebron på Vestbredden opløst af de Fateh-allierede tropper fra de palæstinensiske selvstyremyndigheder på Vestbredden. De studerende protesterede over en planlagt forhøjelse af studieafgifterne. 20 af de studerende blev tæsket og arresteret. Sikkerhedsstyrkerne forbød journalister at tage billeder, konfiskerede et kamera fra en fotograf, og der er meldinger om, at journalister også fik tæsk af sikkerhedsstyrkerne. Overgrebet er blevet fordømt af det palæstinensiske center for menneskerettigheder.

Dette overgreb er ikke blevet så eksponeret, som det overgreb, der fandt sted i Gaza. Om det skyldes, at "Verdenssamfundet" (læs USA) står på Fatehs side mod Hamas skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det er påfaldende.

I Gaza blev 20 mennesker såret, da de udøvende styrker, som kontrolleres af Hamas-myndighederne, afbrød en udendørs fredagsbøn. Fem journalister meldes arresteret ved en moske i det vestlige Gaza.

En gruppe akademikere og intellektuelle i Gaza har fordømt angrebene mod journalister på Vesbredden og i Gaza, og de opfordrer de palæstinensiske fraktioner til at enes og respektere pressens frihed og ytringsfriheden. De siger, at det palæstinensiske folk ikke skal knuses mellem "Ramallahs hammer og Gazas ambolt".

Som en slags bekræftelse på, at begivenhederne i de besatte områder alligevel er ved det gamle, kan jeg nævne, at de israelske besættelsestropper forleden skød og dræbte Ramzi Helles, en 17-årig dreng, der var ude for at jage fugle tæt ved grænseovergangen Karni i Gazastriben. Den israelske hær siger, at de overvågede en gruppe mennesker, der nærmede sig grænseovergangen, og skød for at sprede gruppen. De ramte Ramzi med projektiler i overkroppen. Men taktikken virkede. Den gruppe, der nærmede sig grænseovergangen, spredte sig. Så det vil soldaterne nok gøre igen snart.

Al Aqsa Martyrerne

Så blev Alan Johnston frigivet. Hamas-regeringen har tilsyneladende gjort alt for at få ham på fri fod, og nu er det lykkedes. Det vil naturligvis ikke blive anerkendt af de vestlige ledere, og nogle vil formentlig prøve at gøre Hamas til en slags medskyldige i kidnapningen af BBC-journalisten - på trods af kendsgerningerne. Men den demokratisk valgte regering har endnu ikke overgivet sig til Salam Fayyads kup-regering på Vestbredden, og det ønsker Vesten at straffe dem for. Og det vil løsladelsen af Alan Johnston desværre ikke ændre på.

På den besatte Vestbred har Fateh forsøgt at gøre sig endnu bedre venner med deres herrer i Tel Aviv. Nu har Abbas erklæret, at alle væbnede grupper i de palæstinensiske områder vil blive afvæbnet og opløst. Det er de israelske generaler naturligvis glade for - så slipper de for, at de irriterende koloniserede folk af og til forsvarer sig med rifler og bomber.

Men hvad med al-Aqsa Martyrernes Brigade? Det er en væbnet gruppe, der er tilknyttet Fateh (men ikke ligger under Fateh-ledelsens kontrol). De har indtil videre nægtet at ville opløse sig selv. Og det vil de blive ved med. Al-Aqsa Martyrerne er i befolkningen langt mere populær end Abbas, Fayyad og de andre korrupte Fateh-politikere, der - ganske fortjent - har ry for at være mafiabosser og underlagt Israel. Faktisk stammer en stor del af Fatehs legitimitet i befolkningen netop fra al-Aqsa Martyrernes væbnede kamp imod den israelske besættelse på Vestbredden.

I løbet af den sidste uges tid har Vestbreddens største by Nablus været udsat for nærmest konstant israelsk belejring, og den israelske hær har kidnappet og likvideret adskillige medlemmer af al-Aqsa Martyrernes Brigade - herunder en af gruppens lokale ledere.

Hvad skal almindelige palæstinensere tænke? Abbas' sikkerhedsstyrker har travlt med en klapjagt på Hamas-folk. Borgmestre, parlamentsmedlemmer og byrådspolitikere er blevet sat i fængsel. Samtidig løfter Abbas hverken en finger eller hæver et øjenbryn, når Israel belejrer Vestbreddens største by, trænger ind i private hjem, terroriserer lokalbefolkningen og likviderer modstandsfolk. Hvem mon har den største autorietet blandt palæstinenserne. Al-Aqsa Martyrerne eller levebrødspolitikerne? Svaret giver sig selv.

Så hvordan kan Abbas overleve uden legitimiteten fra al-Aqsa Martyrerne? Det er heller ikke sikkert, at det kan lade sig gøre, men det bliver i hvert fald på israelske bajonetter.

Politiken og kuppet i Palæstina

Så skete det endelig. Fateh har gennemført et regulært kup i de palæstenensiske områder. Den demokratisk valgte regering med Hamas i spidsen er blevet afsat af præsident Mahmoud Abbas og er blevet erstattet af en "nødregering" med Salam Fayyad i spidsen.

Salam Fayyad er en 55-årig økonom med tætte forbindelser til Bush-administrationen, og han har taget sin uddannelse på universitetet i Austin i Texas. Derefter fungerede han for en tid i St. Louis Føderale Bank. Fra 1987 til 1995 arbejdede han for Verdensbanken, og fra 1995 til 2001 var han IMF's repræsentant i de palæstinensiske områder. Siden har han været finansminister i den såkaldte palæstinensiske "selvstyreregering". Ifølge den israelske avis Haaretz er Condoleeza Rice "hans største velynder".

Kuppet bliver i de fleste medier fremstillet som en logisk konsekvens af borgerkrigen i Gaza, og at Hamas' folk har fordrevet Fatehs væbnede grupper. Men hvorfor dette opgør? Realiteten er, at det var Fateh, der forsøgte en væbnet opstand og borgerkrig imod den demokratisk valgte regering. Uanset hvad man mener om Hamas, har nedkæmpelsen af Fatehs væbnede kamp imod regeringen været aldeles legitim. Som tidligere beskrevet på denne blog er Fatehs forsøg på at vælte den demokratisk valgte regering ved militære midler blevet støttet militært, moralsk og økonomisk af Egypten, Jordan og Israel - og bag dem tillige af USA.

Hvad er reaktionen på kuppet? Olmert hylder naturligvis kuppet som en "ny mulighed" for diplomatisk arbejde med de palæstinensiske myndigheder. USA's lydige regime i Jordan ønsker den nye kup-regering "al mulig succes".

Politiken, "organet for den højeste oplysning", nåede et nyt intellektuelt lavpunkt forleden, da de på lederplads anbefalede, at der kom FN-styrker til Gaza og stillede spørgsmålet: "Vil de arabiske og muslimske regeringer bidrage til fred i Gaza?" Svaret er naturligvis nej, for de vil langt hellere risikere en borgerkrig end lade Hamas sidde med regeringsmagten. For det første vil de ikke risikere en krig med Israel, og for det andet er de dødsens angste for Hamas-lignende opposition i deres egne lande.

Politiken nævnede overhovedet ikke den organiserede plan fra Jordan og Egyptens side for at omstyrte den demokratisk valgte Hamas-regering. Hvis Politiken ikke kender til denne plan er de grænseløst uvidende om forholdene i regionen. Og hvis de har valgt at ignorere disse kup-planer (som nu er blevet realiseret), så er det en journalistisk kriminel gerning.