News and comments from Balad al Sham

Wednesday, May 23, 2007

Hvem står bag Gazas borgerkrig?

I Vesten er lederne bare så glade for demokrati. Disse hædersmænd, civilisationens forkæmpere, støtter demokrati over hele verden. Sådan lyder en god historie. Desværre passer den ikke helt på virkeligheden, men lad det nu ikke spolere en god historie.

Med fare for at ødelægge denne eventyrfortælling, vil jeg lige påpege et par ting. Vi har før set, hvordan de vestlige ledere (og Washington i særdeleshed) har støttet massiv valgsvindel i Rusland i 1996 (hvor Jeltsin blev kronet på et bjerg af fup) og i Mexico sidste år (Hvor Calderon, som var Washingtons kandidat, stjal sejren fra PRD-lederen Obrador og massakrerede det folkelige lokalråd APPO i Oaxaca). Vi kan sågar se på militærkup, som det i Venezuela i april 2002, hvor Washington støttede Pedro Carmonas kup, der kun varede to døgn. I Mellemøsten er listen over kup, svindel og massakrer med vestlig støtte alenlang.

Men lad os koncentrere os om Gaza. Indbyggerne her er blevet bombarderet på daglig basis siden Israels såkaldte "tilbagetrækning" (det er i alle fald meget fikst at trække sine tropper ud, når man indleder et bombardement). Desuden har Israel inden for det sidste døgns tid blandt andet begået følgende krigsforbrydelser:

I morges ramte israelske kampfly et hus i Gaza med missiler. I huset boede en palæstinensisk politiker med sin familie. Manden, hans kone samt mindst seks familiemedlemmer blev dræbt af de israelske bomber.

Et andet angreb i morges: en palæstinensisk politiker kørte på sin cykel, da et israelsk jagerfly skød ham. Manden blev såret, men er i skrivende stund stadig i live.

Israelske bomber afbrød desuden strømmen til 50.000 mennesker. Hvad en strømafbrydelse betyder for fødevarer, når der er over 30 grader, er ikke svært at spå om.

I går, søndag slog israelsk militær otte mennesker ihjel. Syv af dem var et prominent palæstinensisk parlarmentsmedlems familie.

Miri Eisin, den israelske premierminister Ehud Olmerts talsmand, oplyser, at Israel nu går efter at likvidere Ismail Haniyeh, den palæstinensiske premierminister, samt andre ledere fra Hamas.

Her er det, at eventyret om vestens forkærlighed for demokrati kommer ind i billedet. Palæstinenserne har i 40 år været under israelsk besættelse. Washington har konsekvent undladt at fordømme denne besættelse, der er i strid med FN's resolution 242. Nå, men palæstinenserne valgte, ved et demokratisk valg, at give flertal til Hamas.

Den mest kvælende faktor for Gaza har formentlig været den embargo, som de palæstinensiske områder blev udsat for efter at palæstinenserne ved et demokratisk valg stemte på "de forkerte" - på Hamas. For denne demokratiske handling bliver en hel befolkning straffet.

Det er en kendt sag, at Jordan og Egypten - to stater, der har parkeret deres udenrigspolitik i Pentagon - arbejder for at vælte den palæstinensiske regering. Gerne gennem diplomati, men om nødvendigt med magt. Dette er et særdeles dårligt skjult forsøg fra Washington og EU (der i bedste fald stiltiende accepterer dette) på at vælte en legitim, demokratisk valgt regering. Og hvilke stater er det, Vesten støtter sig på til dette formål? Bøddelen Mubaraks torturregime og Jordans despotiske monarki under Kong Abdallah (der selv kom til magten ved en CIA-støttet paladsrevolution). Det er hykleri på et højere plan.

Den seneste udvikling er, at Egypten i sidste uge sendte over 500 Fateh-soldater ind i Gaza, efter de havde fået militær træning hos Mubaraks regime. Der kan kun være et eneste formål med dette: en borgerkrig imod regeringen.

I december sendte Egypten (som er den næststørste modtager af militær hjælp fra USA, næst efter Israel) 2000 kalashnikov-rifler, 20.000 magasiner og to millioner stykker ammunition til Gaza via Israel. Modtageren var Fateh. Hvem skulle de mon bruge disse våben imod?

Der er uden tvivl sendt mange flere våben ind til Fateh i Gaza fra Egypten og Israel - og bag dem fra USA.

På spørgsmålet om, hvem der står bag Gazas borgerkrig, kan svaret kun være, at det gør Israel og de amerikansk-støttede arabiske regimer. Vesten støtter sig altså af helt igennem diktatoriske kræfter i sit forsøg på at gennemføre et militærkup i Palæstina.

Så meget for eventyret om de vestlige lederes demokratiske sindelag. Det ville være rart for mange palæstinensere, hvis det var sandt. Det ville i hvert fald redde deres liv.

No comments: