News and comments from Balad al Sham

Wednesday, May 23, 2007

Hvad koster et liv?

Ofte siges det, at et menneskeliv ikke kan gøres op i penge. Men det passer jo ikke.

For eksempel gør besættelsesmagterne i Irak og Afghanistan for tiden flittigt brug af prissættelse på uskyldige liv, som det vil fremgå.

Når det amerikanske militær myrder uskyldige irakere og afghanere, kan de efterladte også søge om godtgørelse.

I begyndelsen af marts gik amerikanske soldater amok i blodrus nær Jalalabad og myrdede 10 afghanere. I militært sprog hedder det vist "overdreven brug af magt", og det bliver som regel tørt beklaget på et pressemøde. Uden at praksis bliver ændret.

Nå, men de 10 afghanere blev dræbt, og yderligere 34 blev såret. Til at starte med skød amerikanerne skylden for nogle af dødsfaldene over på "militante" og sagede, at de havde skudt under flugt fra et baghold. Dette skulle, som det er vanligt blandt "koalitionens udsagn" senere vise sig at være lodret løgn. Washington Post kunne i april meddele, at de amerikanske tropper, efter en kamp mod bevæbnede afghanere, skød fra mindst seks steder langs en 10 mil lang rute, og at målene for amerikanernes "hævntogt" udelukkende var civile, der ikke havde udvist nogen som helst "provokerende eller truende adfærd". Antallet af døde afghanere var nu sat til 12 (senere er det steget til 19), og antallet af sårede var 35. Med andre ord var der tale om en uprovokeret massakre.

Blandt de massakrerede afghanere var ifølge San Fransisco Chronicle en 16-årig nygift pige, der "blev skudt ned mens hun bar græs til sin families hus." En 75-årig mand blev "ramt af så mange projektiler, at hans søn ikke kunne genkende liget, da han ankom til stedet."

Hvad var prisen for disse afghanere? Hvad er dagsprisen for at myrde en 16-årig pige i Afghanistan? Svaret får vi i New York Times: 2000 dollars, eller godt 11.000 kroner. Desuden bad Bryan Whitman, en grå, vandkæmmet Pentagon-skabning, om tilgivelse fra ofrenes familier. På sikker afstand i Washington og uden et ord om at ændre praksis.

Det bliver værre endnu.

Greg Mitchell fra det amerikanske Editor & Publisher beskæftigede sig i en artikel med det amerikanske militærs prissættelse af de irakere, de myrder. For eksempel vanker der ingen godtgørelse til familien til en dreng, der så nærmere på en bombe, der ikke var detoneret. Men som detonerede, da drengen så nærmere på den. Forklaring: drengen befandt sig i en "kampzone".
Greg Mitchell skriver:

Hvad betaler vi for livet for den niårige dreng, der blev skudt af en af vore soldater, der fejlagtigt antog hans skoletaske for at være sprængstof? Vil I tro 500 dollars? Og når vi skyder en irakisk journalist på en bro sender vi 2.500 dollars til hans enke - men hvorfor ikke de beskedne 5.000 dollars, hun havde ansøgt om?


Gennemsnittet for godtgørelser for drab på uskyldige irakere er ifølge The Boston Globe 2.500 dollars. Omtrent 14.000 kroner. Irakere er tilsyneladende knap 3000 kroner mere værd end afghanere. De efterladte til ofrene for den amerikanske massakre i Haditha fik for eksempel 2500 dollars for hvert familiemedlem, amerikanerne havde myrdet.

Man kan dog sige, at det er et fremskridt siden Vietnam, hvor amerikanerne betalte 35 dollars for en voksen og 15 dollars for et barn.

Officielt har amerikanerne udbetalt 32 millioner dollars til de efterladte for de amerikanske myrderier i Irak. Reelt er tallet dog meget højere, da der foregår en del betalinger i diskretion.

Hvis man deler 32 millioner med 2500 dollars, så får man knap 13.000 hændelser (hændelser fordi nogle betalinger dækker over flere dødsfald). Og dette er blot de sager, hvor en iraker faktisk har ansøgt besættelsesmagten om godtgørelse, og har fået det.).


Til sammenligning har de efterladte til ofrene for terrorangrebet på WTC i september 2001 fået 1,8 millioner dollars for hver af de døde.

Kom ikke og sig, at verdens største militærmaskine ikke er i stand til at prissætte uskyldiges liv.

No comments: