News and comments from Balad al Sham

Thursday, November 29, 2007

Nej til kvinder, børn og folkevalgte

Israel erklærede før topmødet i Annapolis, at de ville løslade 441 palæstinensiske fanger som et tegn på god vilje over for palæstinenserne. Det er næsten rørende. Men ser man på, hvem det er, der bliver løsladt, og hvem Israel fortsat holder fanget, så ser tingene en anelse anderledes ud.

Ifølge Mustafa Barghouthi, leder af Palestinian National Initiative, tog Israel mellem 17. juli og 24. november i år 1714 palæstinensere til fange. Altså svarer antallet af løsladelser til omkring en fjerdedel af tilfangetagelserne. Mange af de 441, som Israel vil løslade, har desuden afsonet størstedelen af deres fængselsstraf. 78 procent af dem har afsonet mere end halvdelen af deres straf, og 57 procent har afsonet to trediedele af deres straf. Det vil altså sige, at de alligevel snart skulle løslades.

I april i år sad der 11.229 palæstinensere i israelske fængsler. Blandt dem er 104 kvinder og 375 børn. Nu er tallet ifølge Mustafa Barghouthi 143 kvinder og 335 børn. Ingen af disse kvinder og børn er blandt de 441, som Israel nu vil løslade. Desuden nægter Israel fortsat at løslade nogle af de demokratisk valgte politikere, som holdes fængslet uden dom.

Omkring 3.800 af de palæstinensere, der er fængslet i Israel, sidder i civile fængsler. Resten holdes fanget i militære fængsler og fangelejre.

Wednesday, November 28, 2007

Undermennesker

Göbbels har sandelig ikke levet forgæves. Det er næsten heldigt, at omkring halvdelen af irakerne ikke kan læse. For hvis de kunne, skulle de ud over de daglige ydmygelser og overgreb, besættelsen byder på, også forholde sig til de systematiske løgne, som besættelsesmyndighederne producerer. Naturligvis producerer de ikke samlebåndsløgne for irakernes skyld, men for at retfærdiggøre det, der ikke kan retfærdiggøres: den amerikanske ildvogn i Irak, voldtægterne, myrderierne, torturen og fornedrelserne.

Da amerikanske tropper den 23. oktober dræbte 11 irakere i Djila nord for Samarra hævdede det amerikanske militær først, at alle de 11 dræbte var en del af en gruppe, der placerede vejsidebomber for at ramme besættelsestropperne. Men da beviserne for, at mindst seks af de 11 var civile, kom frem og ikke kunne benægtes, ændrede amerikanerne deres forklaring. Og som sædvanligt "beklagede" de tabet af uskyldige liv. Ikke et ord om, at den amerikanske praksis med systematiske mord på civile ville stoppe. Selvfølgelig ikke. Efter det første angreb, sendte amerikanerne et par misiler efter et hus, hvor to bønder, der var flygtet fra angrebet, havde søgt sikkerhed. 14 mennesker mistede her livet. Det lokale politi siger, at 16 døde i dette angreb - syv mænd, seks kvinder og tre børn.

Som det ofte sker, når amerikanerne nægter at svare på, hvorfor de massakrerer civile, siger de, at de "undersøger sagen". Hvad er det, de skal "undersøge"? Om børnene vitterligt er døde? Om de sårede nu også er rigtigt sårede? Om de dræbte kan være døde af noget andet end eksplosionerne fra de amerikanske misiler? De er måske døde af alderdom - eller endnu bedre, af selvmordsbombere? Der er intet at undersøge, og det ved besættelsesmyndighederne godt.

Hvorfor løj amerikanerne først om dette angreb? De kan ikke være uvidende om tabet af civile liv, selv om de nærmest gør en dyd ud af ikke at opgøre tal for, hvor mange de slår ihjel i Mesopotamien.

To dage før massakren i Djila, den 21. oktober, dræbte amerikanske soldater og helikoptere tilsyneladende 49 "bevæbnede mænd" i Sadr City i det østlige Bagdad. Først sagde amerikanerne selvfølgelig at ingen civile havde mistet livet. De dræbte var bevæbnede fjender. Et lokalt shiitisk borgerråd sagde imidlertid, at mange uskyldige, der var i nærheden af angrebet, også havde mistet livet. Ifølge Los Angeles Times var der to drenge på henholdsvis otte og 11 år blandt de dræbte. Amerikanerne sagde, at alle de dræbte var "forbrydere". Det irakiske indenrigsministerium meddelte, at 13 civile blev dræbt i angrebet, og 69 blev såret.

Amerikanerne sagde efterfølgende, at de "ikke har kendskab" til civile dødsfald som følge af deres helikopterangreb i en af Bagdads tættest befolkede bydele. Uvidenhed gæder her som forbryderens sidste forsvarslinie. Men uvidenhed er hverken et bevis eller et juridisk argument.

Selv når amerikanerne en sjælden gang imellem siger, at de vil "undersøge" deres massakrer i Irak, og undersøgelsen rent faktisk fører til noget, viser dette "noget" sig ofte at være en blindgyde. For eksempel massakren i Haditha i 2005, hvor amerikanske marinesoldater slagtede 24 irakiske civile. Her skal det siges, at medierne i Danmark og andre steder var særdeles langsomme til at tage denne massakre op (Politiken afviste i første omgang at rapportere om massakren fordi det var en "betændt sag"), men ikke desto mindre var beviserne håndfaste og de døde var rent faktisk døde (oh, hvilken overraskelse!)

Efter beviserne havde tårnet sig op igangsatte militæret en undersøgelse. En iraker havde formået at videofilme de blodige huse, hvor familierne var blevet massakreret, og øjenvidner fortalte om massakren. Undersøgelsen pågår stadig. Militæret vil formentlig efterspørge flere beviser. Beklageligvis er en del af øjenvidnerne døde. Sager mod morderne fra Haditha er blevet droppet på stribe. Indtil videre er der ikke en eneste af Hadithas bødler, der er blevet sat i fængsel.

Det hele hænger naturligvis sammen med den institutionaliserede racisme, der hersker i det amerikanske militær og i den amerikanske administration. Vietnameserne var "gooks", irakerne er "hajis", "sand-niggers" og "towell-heads". Hvad enten det var massakren på Falluja, Haditha eller mordene på en hel samling bryllupsgæster, så er de irakiske liv ikke noget værd. Og selv om de er civile, er de alligevel selv lidt ude om det. Og ikke tale om, at de har ret til væbnet modstand imod de soldater, der besætter deres land. Slet ikke. De er jo irakere. Arabere. Sand-niggers. Untermenchen.

De samme forudsigelige propagandateknikker bliver sat i værk hver gang. De dræbte er "ekstremister", "terrorister", "Saddam-tilhængere", "hellige krigere" eller noget andet. Og når en iraker fra Sadr City, Falluja eller Najaf forklarer, at hans familie er blevet mejet ned af amerikanere, er han så troværdig? Er den pæne mand fra Pentagon ikke mere troværdig? Han har trods alt medaljer og russisk salat - ikke som irakeren, der formentlig er iklædt den traditionelle thobe og tillige må formodes at være muslim. Her har vi igen racismen. Göbbels har som sagt ikke levet forgæves.

På min blog viser jeg et løbende skøn fra Just Foreign Policy, der viser, hvor mange irakere, der er døde som følge af invasionen. Vi har for længst rundet millionen. Som Voltaire sagde, så er det forbudt at slå ihjel, derfor bliver alle mordere straffet, undtagen de som dræber i store kompagnier og til lyden af trompeter.

Friday, November 16, 2007

Pakistansk parlamentsmedlem arresteret

Det pakistanske parlamentsmedlem Manzoor Ahmed, der også er formand for Pakistan Trade Union Defence Campaign er blevet arresteret. Han anførte en demonstration, der går fra Lahore til Islamabad for at protestere over undtagelsestilstanden.

Manzoor Ahmed er valgt til parlamentet for Pakistan Peoples Party, som ledes af Benazir Bhutto.

Læs mere om sagen her. Pakistan Trade Union Defence Campaign opfordrer alle til at sende protestbreve til de pakistanske myndigheder og ambassader. Hermed er opfordringen givet videre.

Væk med kendsgerningerne!

Det er sjovt, som historien vasker sine egne minder væk. Da Franklin, Jefferson og de andre amerikanske revolutionære smed briterne på porten, skete det på baggrund af en folkelig opstand, der desuden konfiskerede al ejendom fra de godsejere og forretningsmænd, der støttede briterne. I dag ville den slags nok blive kaldt terrorisme og kommunisme, men lad det nu være.

Da briterne for nylig fejrede Remembrance day - altså en dag, hvor man husker de faldne soldater og civile i krig - var den nyere historie påfaldende fraværende. De faldne i Mesopotamien var tilsyneladende ikke værd at huske. Det britiske establishment anser det for sikrere at huske på krige, der ligger lidt længere tilbage i historien, og hvor de, der kan huske, hvad der egentlig skete, alligevel er døde.

I oktober hævdede Tony Blairs ikke-valgte efterfølger Gordon Brown (den helt rigtige mand til at skabe demokrati andre steder i verden!) gennem sin håndlanger Kim Howells, at der ikke er nogle tal for, hvor mange irakere, der er døde i Irak siden 2003. Han tilføjede, at den irakiske "regering" måtte indsamle disse data. Det var en åbenlys løgn, at der ikke findes tal. Undersøgelsen fra oktober 2006 i The Lancet konkluderede, at omkring 655.000 irakere var døde som følge af invasionen op til medio 2006. Hvis man fremskriver disse tal, ser man at omkring en million nu er døde. Og før offensiven denne sommer dræbte amerikanerne 300 irakere om dagen.

Men er disse tal ikke draget i tvivl? Er de ikke utroværdige? Aldeles ikke. The Lancet brugte samme analysemetode i Irak, som ligger til grund for rapporter om f.eks. Kosovo og Darfur, som den britiske regering (og andre) bruger uden forbehold. Desuden er der kommet dokumenter frem, der viser, at den britiske regering bag kulisserne faktisk anerkender de tal, som undersøgelsen fremkom med.

Dokumenter, der er fremkommet gennem aktindsigt i Storbritannien, viser, at en af forsvarsministerens rådgivere, Sir Roy Anderson, konkluderede, at undersøgelsen er "robust" og at den benyttede sig af en metode, der ligger tæt på "bedste praksis". Desuden anbefalede han, at man skal være varsom med at offentliggøre undersøgelsen. Det blev den så alligevel. Under alle omstændigheder har de krigsførende regeringer et problem. Man kan ikke afvise undersøgelsen som uvidenskabelig - for det er den aldeles ikke - men man kan ikke lide konklusionerne. Derfor forsøger man at gemme kendsgerningerne væk.

En anden rapport, der har fået endnu mindre omtale, er rapporten fra Opinion Business Research, der viser, at 1,2 millioner irakere har mistet livet som følge af invasionen. Denne rapport er selvfølgelig nyere, og derfor er tallene højere end i The Lancet. Men ingen kan betvivle dens videnskabelige validitet. Dermed er det slået fast, at invasionen af Irak har slået flere folk ihjel, end der døde under folkemordet i Rwanda, der ellers gik for at være det værste folkedrab siden 2. verdenskrig. Bush, Blair og deres medløbere har altså ansvaret for det værste folkedrab siden Hitler.

Dette blev ikke nævt på Remembrance day. Det blev heller ikke nævnt i valgkampen hjemme i Danmark. Måske fordi en million irakere fra eller til ikke er så vigtigt i forhold til en lettelse af topskatten.

Ifølge FN flygter 100.000 irakere hver måned fra deres hjemland. Samtidig diskuterer de danske politikere, hvordan de bedst kan tvinge irakiske flygtninge i Danmark til at rejse "hjem". Hjem til dødspatruljer, tortur, vilkårlige husundersøgelser og drab fra "koalitionens" patruljer, fattigdom og menneskelig tragedie. Også her er det bedst for magthaverne at gemme kendsgerningerne væk.

Kendsgerningerne tårner sig op. Det land, der havde det bedste sundhedsvæsen og uddannelsessystem i den arabiske verden ligger nu i ruiner. Nogle af menneskehedens største kulturskatte fra Mesopotamien og Babylon er nu ødelagt for altid, røvet af bander eller som fundament for amerikanske baser og flyvepladser. Kendsgerningerne taler om systematiske krigsforbrydelser, voldtægt af menneskelig civilisation og et regulært folkemord. Men over for kendsgerningerne står den vestlige verdens største og mægtigste propagandamaskineri, der skiftevis ved løgne og fortielser prøver at holde kendsgerningerne borte.

Hvorfor banker de på krigstrommerne mod Iran? Er det for at skjule det folkemord, de selv har begået? Er det for at skjule, at Iran ikke har invaderet andre nationer? Eller hvad? En ting er sikker: kendsgerningerne skal af vejen, og hellere i går end i dag.

Thursday, November 15, 2007

Kujoner dør mange gange

Bush-sproget er fantastisk. Det er omvendt Shakespeare. Kliken i det hvide hus fabulerer med sproget og udvikler nye ord. Og de taler et episk sprog. Men i modsætning til Shakespeare har det ikke til formål at hæve menneskehedens kuturelle niveau - tværtimod. Et eksempel er det prædikat, de har sat på Syrien. Syrien er ofte medtaget i "ondskabens akse". Måske ikke Bush-klikens største sproglige bedrift, men ikke desto mindre har den vist sig at have stor gennemslagskraft.

Den 6. september i år angreb israelske F-15 fly syrisk territorium. Både Israel og Syrien har været meget tavse vedrørende selve angrebets omstændigheder og hvad det egentlig var, der blev bombet. Det står dog klart, at USA havde givet grønt lys til angrebet.

Det antages bredt, at målet for det israelske angreb var et atomart anlæg. Dette er kun en antagelse, og den er ikke bekræftet. Men den må siges at give mening. Syrien har et arsenal af kemiske våben som modvægt til Israels massive arsenal af kernevåben, og ud fra et militært synspunkt er det mere end logisk, hvis Syrien stræber efter at anskaffe sig kernevåben - ganske som Iran. Begge lande har jo set, hvad der skete med Irak, som overhovedet ingen masseødelæggelsesvåben havde, og som desuden var militært forkrøblet. Hvis landet havde været stærkt, var det aldrig blevet invaderet af USA. Kliken i Washington vil nemlig aldrig gå efter de stærke - de vil kun angribe dem, der allerede ligger ned.

Men er Syrien USA's fjende? Er Damaskus en reel modpart til Washington i spillet om Mellemøstens kolonier? Det er langt fra tilfældet.

Siden 1. verdenskrig har Syrien ikke annekteret nye landområder - tværtimod er der blevet skåret mere og mere af Syrien. Syrien mistede først en del af det, der nu er Jordan, da briterne oprettede Transjordanien - måske en af de mest kunstige nationalstater, historien har set. Franskmændene besluttede sig i 1920 for at oprette Libanon - en ny stat, der havde et tvivlsomt nationalt grundlag, men til gengæld husede en (kristen) elite, som Paris kunne basere sig på i kampen mod Damaskus. Derefter huggede Frankrig en del af det nordlige Syrien og afleverede det til Tyrkiet. Resultatet af denne grænsrykning var, at tusindvis af armenere, der var flygtet fra tyrkernes folkemord i 1915, var nødt til at flygte igen.
Senere tog Israel Golanhøjderne fra Syrien. Golanhøjderne er vigtige på grund af vandforsyningen.

Syrien har altså gennem det 20. århundrede oplevet en stadig reduktion af landet. Intet under, at Damaskus føler, at det er under angreb fra alle sider.

Men hvad med forholdet til USA? Syrien støttede USA's krig imod Irak i 1991. Syrien gik derefter - på USA's foranledning og opfordring - ind i Libanon for at opretholde Taif-aftalen og sikre "Pax Syriana". Dengang var de åbne allierede med USA. I dag er alliancen knap så åbenlys, men ikke desto mindre er der stadig et samarbejde, der ikke er uvæsentligt.

Syrien har nemlig vist sig at være en dygtig og velvillig samarbejdspartner for USA i "krigen mod terror". Syriens behandling af islamistiske grupper er notorisk, og det medfører for eksempel dødsstraf, hvis man dømmes skyldig i medlemsskab af Det Muslimske Broderskab.

Der dukker jævnligt eksempler op, som bekræfter et glimrende samarbejde mellem USA og Syrien. I "krigen mod terror" har USA nemlig god brug for Syriens ekspertise inden for afhøring med elektriske stød, stokkeslag og seksuelle ydmygelser. Ikke fordi amerikanerne ikke selv råder over eksperter på dette felt, men Syrien har et veludbygget system hvad angår tortur.

Maher Arar bor i Canada. Han kommer oprindelig fra Damaskus. Da han besøgte USA blev han arresteret og blev anklaget for at være medlem af al-Qaeda. CIA fløj ham til Syrien, hvor han - i et underjordisk fængsel - kom under kærlig behandling af det syriske Mukhabarat. Den canadiske regering gav Maher Arar en undskyldning, da han vendte tilbage til Canada - for det canadiske politi havde tilsyneladende hjulpet CIA til at rejse de grundløse beskyldninger mod Maher Arar. De amerikanske myndigheder har aldrig sagt undskyld til Maher Arar, og han kan ikke tage over grænsen til USA, for han risikerer at ryge til endnu en omgang tortur i Damaskus.

Der er mange flere eksempler. Amnesty International afslører et systematisk samarbejde om tortur mellem USA og Syrien. "Axis of torture" fristes man til at sige. Time har afdækket en del af det.

Er Syrien USA's ven eller fjende? På den ene side er USA stærkt allieret med Israel - den eneste pålidelige og stabile amerikanske allierede i regionen. På den anden side har USA brug for Syrien til at gøre noget af det beskidte arbejde. Og en ting er sikker: hvis alternativet til Baath-styret i Damaskus er det Muslimske Broderskab (som formentlig ville vinde stor tilslutning ved et demokratisk valg), så foretrækker kliken i Washington at samarbejde med Bashar al-Assad.

Shakespeare lader i Julius Cæsar sige, at "Kujoner dør mange gange, De ærefulde smager kun døden en gang." Magthaverne i Mellemøsten - herunder USA - er moralske lig. Ikke desto mindre formår kadaverne i samdrægtighed til stadighed at få de ærefulde til at smage døden ganske eftertrykkeligt.

Tuesday, November 6, 2007

Bødlerne bliver straffet

En glædelig nyhed. De to af Mubaraks torturbødler fra Boulaq el-Dakrour politistationen, der torturerede Imad al-Kabir, er nu blevet dømt for deres forbrydelse. De blev dømt til tre års fængsel. De to dømte er Kaptajn Islam Nabih og korporal Reda Fathi.

Der er flere grunde til, at disse torturbødler blev dømt, for - tro mig - det er aldeles ikke almindeligt, at torturbødlerne i Egypten bliver stillet til ansvar for deres gerninger. Tværtimod bliver de som regel forfremmet.

Den første grund er den store indsats, som anti-torturaktivister har udført. Den egyptiske blogger MAK offentliggjorde videoen af Imad al-Kabir, og det har gjort den egyptiske tortur kendt i hele verden.

Den anden grund er den generelle politiske situation i Egypten. Mubaraks regime er blevet rystet af store strejker og protester fra arbejderne. Arbejderne på Egyptens største tekstilfabrik, Ghazl el-Mahalla, har flere gange besat fabrikken, og statsmagten har været ude af stand til at sætte de 27.000 arbejdere på plads. Også arbejderne på tekstilfabrikken Kafr el-Dawwar har rystet Mubaraks regime. Under kampene mod de egyptiske arbejdere har regimet flere gange været tvunget til at trække i land, for eksempel er flere faglige ledere blevet arresteret, da rigtige fagforeninger ikke er tilladt i Egypten. Men regimet har følt sig så presset af vreden på landets arbejdspladser, at det har været tvunget til at løslade de faglige ledere igen.

Denne protestbølge i Egyptens industri (som langt overgår alt, hvad det tamme Muslimske Broderskab kan præstere) er uden tvivl en medvirkende årsag til, at regimet nu har følt sig presset til at fængsle to torturbødler. En sejr for menneskerettigheder i Egypten er nu blevet vundet - men der er lang vej igen.

Sunday, November 4, 2007

Nederlaget i Afghanistan

Indenfor de store FN-organisationer taler man ikke om at noget kan være farligt, vanskeligt eller umuligt. Man taler om, at det kan være en "udfordring" eller et issue. Det er nok ikke kun i FN, at dette nysprog trives.

Nå, men situationen i Afghanistan betegner FN's nødhjælpsorganisationer i hvert fald som en "udfordring" og "stille, men skrøbelig" - noget som nødhjælpsarbejderne kan oversætte til "skrækkelig".

Nu er der jo valgkamp i Danmark. Status skal gøres op. Den danske regering har ført mindst to krige i udlandet - i Irak og Afghanistan. Her tæller vi ikke udsente til Balkan eller andre steder med. Irak er ligesom tabt, og der er kun en håndfuld soldater og rådgivere tilbage. Afghanistan - landet der ikke kunne erobres af hverken briterne eller russerne, og som Nato ikke kan kontrollere - lægger imidlertid jord til hundredvis af danske soldater.

Jeg har i en tidligere post beskrevet, hvordan Natos luftangreb i Afghanistan dræber flere civile end talebanerne gør, og hvordan disse bombardementer af civile - der formentlig ville blive kaldt krigsforbrydelser, hvis de blev udført af "fjenden" - er med til at skabe en endnu større modvilje imod den udenlandske tilstedeværelse i landet.

En afghansk nødhjælpsarbejder i den nordlige del af landet sagde til New Statesman, at "hvis vi havde en modstandsbevægelse her, ville der også være et oprør her."
En bemærkelsesværdig udtalelse. For det første fordi denne nødhjælpsarbejder ikke nærer nogen som helst tvivl om befolkningens dybe og inderlige modvilje mod de udenlandske tropper. For det andet, fordi han betegner den afghanske modstandsbevægelse som det, den er - en modstandsbevægelse. Ikke som en terrorgruppe, en bandithær eller hvad vi ellers kan høre de vestlige magthavere lukke ud i deres forsøg på at fremstille krigen i afghanistan som retfærdig eller som et projekt, der kan vindes.

De danske tropper er i det sydlige afghanistan, og skal vi tro den danske statsminister, så kæmper de en krig for demokrati og imod at "Afghanistan igen bliver et fristed for terrorister." (ikke et ord om, at de hellige krigere, som nu er "terrorister", ihærdigt blev støttet af statsministerens eget parti i 1980'erne). Som et led i denne kamp har Danmarks allierede nu hentet private lejesoldater til Helmand-provinsen. Disse lejesoldater er kendte og berygtede fra Irak, hvor de blandt befolkningen er den mest forhadte del af besættelsesmagten - og det siger ikke så lidt! Diplomater har udtrykt bekymring over lejesoldaternes indtog i Helmand, for de er kendt for deres brutalitet og ligegyldighed over for civile liv. Blandt de mere ædruelige "rigtige" officerer og soldater fra blandt andet den danske styrke, er der uden tvivl også stor modvilje mod lejesoldaterne.

Nå, men nok om det sydlige Afghanistan for nu. Der er jo krig, og soldaterne kæmper jo for at få oprettet ro og orden. Så lad os se på, hvordan det står til i den nordlige del af landet, hvor denne orden er blevet indført. Det nordlige Afghanistan burde jo - skal vi tro de krigsførende regeringer - være et blomstrende demokrati og et område med fremgang og lykke.

Men, ak, der er en grund til, at de krigsførende regeringer (og med dem, følgagtige medier) er tavse om det nordlige Afghanistan. Virkeligheden er nemlig en ganske anden.

Det samfund, som er blevet oprettet på Nato-bajonetter i det nordlige Afhanistan er alt andet end retfærdigt og demokratisk. Natos allierede i den nordlige alliance (kan I huske dem - vores gode allierede fra krigens første dage - disse gode demokrater) opfører sig som gangstere og banditter - men de er ikke "terrorister", de er allierede.

New Statesman citerer en far
til en seksårig pige, der er blevet dræbt i Badakhshan, den nordlige bjergrige provins. Bomben, der dræbte hende, var rettet imod Isaf, den internationale styrke. De eneste, bomben ramte, var mandens tre døtre - og den ene døde.
"De lokale myndigheder er korrupte," siger han. "Og Isaf arbejder hånd i hånd med dem. Isaf er for bløde. De bliver ved med at gå på kompromis."

Angrebet, der dræbte den seksårige pige, var ikke et angreb fra Taleban. Det var, hvis man skal tro de lokale, udført af familien til en lokal leder fra den Nordlige Alliance, som blev slået ihjel af en Nato-patrulje.

Hver eneste lokal leder, som New Statesman har mødt i det nordlige Afghanistan, er tidligere hellig kriger, og de fleste er fra det fundamentalistiske Jamiat-e Islami. Det er de gamle magtstrukturer, der styrer det nordlige Afghanistan. New Statesman sammenligner det med en mafia. Efter alt at dømme er det ikke en sammenligning, der er ubegrundet eller urigtig.

Jamen, var det ikke uundgåeligt, at disse gangstere ville sætte sig på magten i det nordlige Afghanistan og indføre deres mafiavælde? Sådan en indvending vil nogle måske komme med. Men spørgsmålet er forkert stillet. Spørgsmålet burde være: hvordan kunne disse mafialedere tage magten? Svaret er, at Nato tog en beslutning om at bevæbne disse banditter som en modvægt imod Taleban - uagtet deres blodige historie og kendte krigsforbrydelser. At vores nye allierede ved deres tid ved magten i Kabul slagtede 50.000 mennesker bekymrer tilsyneladende ikke Nato - og heller ikke den danske regering.

Da Nato besluttede sig for, at krigsforbryderne i den Nordlige Alliance (som Taleban kun kunne drive fra magten i 1996, fordi befolkningen følte Taleban som en befrielse i forhold til disse notoriske mordere og voldtægtsforbrydere) skulle bevæbnes og besside de ledende politiske poster, væltede de ind over grænsen fra Tadjikistan. Nu kunne de få magten på udenlandske bajonetter. Og de har grebet den godt.

Afslutningsvis lige et citat fra New Statesman-reporteren Kate Clark:
"Det seneste år har jeg ikke mødt en eneste civil, der havde noget som helst godt at sige om præsident Karzai. Dette plejede at være et land, hvor -før 2001 - jeg dårligt nok hørte antivesltige eller antiamerikanske holdninger. Denne velvilje er forsvundet".

Så hvad laver Danmark i Afghanistan? Hvilket samfund er det, Danmark vil opbygge i dette land? Hvilke folk er det, Nato har bragt til magten? Disse spørgsmål kunne godt bruges i en valgkamp.

Se ikke denne film

Helt seriøst, det er en fuldstændig modbydelig film. Den er optaget af egyptiske torturbødler, og det er ganske enkelt afskyvækkende, det der foregår. Ikke desto mindre er det noget, der sker ofte. Videoen viser Imad al-Kabir, der bliver udsat for tortur af Mubaraks bøddelkorps.

Human Rights Watch sagde i forbindelse med denne video, at den kendsgerning, at torturen er blevet filmet viser, at bødlerne forventer fuldstændig straffrihed. Intet under. De er i god træning med den systematiske og massive brug af tortur, som Mubaraks regime udøver. Landet har været i undtagelsestilstand siden 1981.

Her er videoen. Jeg vil gerne advare imod at se den.



Og så lige lidt info, der sætter det hele i perspektiv: Egypten er det land, der modtager mest økonomisk støtte fra USA næst efter Israel. Sidste år sendte USA 1,3 milliarder dollars alene i militær hjælp til Mubaraks rædselsregime.

Så hvis det kan hjælpe lidt på humøret indsætter jeg et billede af Bush og Mubarak - to der står sammen i Mellemøstpolitik.

Saturday, November 3, 2007

Bosættere har frit spil

De daglige overgreb i de besatte palæstinensiske områder er for mange og for store til, at et almindeligt menneske kan overskue det. Og størstedelen forbliver urapporteret i dansk presse. Her er en lille nyhed, der ikke i sig selv er opsigtsvækkende - dramatisk set overstiges den af misilangreb, myrderier og andre grusomheder, der dagligt pågår. Men ikke desto mindre synes jeg, den er meget sigende.

Maan News rapporterer i dag, at en gruppe israelske bosættere i Hebron på den besatte Vestbred ransagede et palæstinensisk hjem og tævede en beboer, mens de israelske soldater blot så passivt til.

Omkring 100 bosættere fra bosættelserne Kiryat Arba og Kharsina omringede et hus i Hebron, der tilhører palæstinenseren Abed Al Karim Al Ja'bari. Derefter gik de ind i huset og overfaldt hans søn Ramzi og slog ham med sten.

Maan News citerer kilder for at sige, at israelsk politi og militær blev tilkaldt, men at de blot så til, mens overfaldet foregik. Bosætterne fik altså frit spil til at gennemtæske en sagesløs indbygger i det land, som bosætterne med militær magt bag sig besætter.

Denne historie er ikke enestående. Derfor får den nok ikke så meget opmærksomhed. Sådanne historier kunne skrives dagligt. Men de er ikke interessante nok. Hvorfor ikke? Er det på grund af, at Israels overgreb som regel er meget værre og mere brutale - som for eksempel Israels seneste misilangreb på Gaza? Er det fordi de palæstinensiske gangster-grupper fra Fateh og Hamas også laver brutale overgreb, som det seneste i Qalqilieh? Eller hvad?

Friday, November 2, 2007

Diktatoren kom forbi

Kong Abdallah af Saudi Arabien blev inviteret indenfor hos Dronningen af England. Man må håbe, de har haft det hyggeligt. For det har folk flest i kongens hjemland ikke. Han repræsenterer ganske enkelt et af de mest rædselsfulde regimer i verden. Men han er samtidig en af Vestens gode venner og allierede, som Shahen var det i 1970'erne, som Saddam var det i 1980'erne, og som de israelske generaler til stadighed er det. Og så nævner vi slet ikke Egyptens notoriske toturbøddel af en diktator, Hosni Mubarak.

Nå, men Kong Abdallah kom forbi Buckingham Palace. Her blev han budt hjerteligt velkommen. På de offentlige pladser i London var der ingen offentlige henrettelser, som der ellers ofte er i kongens hjemland. Saudi Arabien er det eneste land ud over Iran, der har offentlige henrettelser, og selve aflivningen foregår ved, at bøddelen hugger fangens hals halvt over med et sværd. Sidste år blev mindst 39 fanger henrettet på denne måde. I 2005 var tallet 86. Tallene er fra en rapport fra Amman Center for Human Rights Studies, som også nævner, sagen om Sulaimon Olyfemi, en nigerianer, der fortsat sidder på dødsgangen i kongens hjemland. Han blev dømt til døden efter en retssag, der kun foregik på arabisk - et sprog, som han ikke forstår. Som det er skik og brug i Saudi Arabien blev Sulaimon Olyfemi desuden tortureret og mishandlet.

Den mand, der står i spidsen for dette rædselssystem, bliver gladeligt budt velkommen i Vesten, i Washington og i London. Saudi Arabien er det land i verden, hvor andelen af kvinder på arbejdsmarkedet er absolut lavest. Men, "velkommen, kære konge," lyder det alligevel fra demokratiets korsriddere i Vesten.

Og så var der lige det med giftgassen. Det er velkendt, at Vesten støttede Saddam under krigen mod Iran. Og intet blev mælet om giftgassen mod hverken iranerne eller kurderne. Også fra Vestens gode allierede i Saudi Arabien lød der ingen protest over giftgassen.

Human Rights Watch beskriver i en rapport, hvordan Saudi Arabien behandler emigrantarbejdere - typisk fra Asien - der arbejder som slaver hos rige Saudere. Dette indbefatter med garanti Kong Abdallahs familie.
Rapporten siger blandt andet, at "husarbejdere" (i realiteten husslaver) risikerer at blive straffet ekstra, hvis de går åbent ud med, at de er blevet udsat for voldelige eller seksuelle overgreb. Desuden klarlægger den, at husslaverne i mange tilfælde tier stille med de overgreb, den saudiske overklasse udsætter dem for - af frygt for at blive fyret og dermed deporteret. Ligesom hos et andet regime i regionen, der er støttet af Vesten - Jordan - mister emigrantarbejderne nemlig omgående deres opholdstilladelse, når deres ansættelsesforhold ophører.

Og så er der lige den saudiske kongefamilies bånd til de fanatiske wahabi-ekstremister og hellige krigere.

Det er velkendt, at den saudiske kongefamilie var hovedsponsor af de hellige krigere (mujahedeen), der i 1980'erne under ledelse af Osama bin Laden kæmpede imod Sovjetunionen og "kommunismen" i Afghanistan. Andre indblandede var naturligvis CIA og den pakistanske efterretnigstjeneste ISI. Og så var der naturligvis Lars Løkke Rasmussen, som på hesteryg red ind i Afghanistan for at aflevere 600.000 kroner til disse bevæbnede fundamentalister. Pengene var samlet ind blandt højrefløjen i Danmark.

I Kongens hjemland er wahabi-islam tæt knyttet til staten og kongefamilien. Årsag? Det har siden 1902 (da Ibn Saud gennem en handel med kleresiet indtog Riyadh) virket som et glimrende middel til at kontrollere befolkningen. Og at Osama bin Laden har magtfulde venner inden for statsapparatet (og kongefamilien) blev bevist i 2003, da folk fra den saudiske sikkerhedstjeneste udførte et angreb i Riyadh.

Ikke desto mindre er han vores ven, ham Abdallah. I Burma er juntaen nogle slynngler og forbrydere, det er alle enige om. Men når en repræsentant for et regime, der i alle henseender er mere diktatorisk, mere brutalt, mere undertrykkende og tillige baseret på rabiat islamisk fundamentalisme, der kan sidestilles med Taleban, kommer forbi, så er han hjertelig velkommen, og han får te på Buckingham Palace. Når det kommer til Mellemøsten har de vestlige "demokratiske" tanker det med at fordampe i den blå luft.

Og så fik jeg også skrevet mit første indlæg igen efter en måneds pause.