Bosættere har frit spil

De daglige overgreb i de besatte palæstinensiske områder er for mange og for store til, at et almindeligt menneske kan overskue det. Og størstedelen forbliver urapporteret i dansk presse. Her er en lille nyhed, der ikke i sig selv er opsigtsvækkende - dramatisk set overstiges den af misilangreb, myrderier og andre grusomheder, der dagligt pågår. Men ikke desto mindre synes jeg, den er meget sigende.

Maan News rapporterer i dag, at en gruppe israelske bosættere i Hebron på den besatte Vestbred ransagede et palæstinensisk hjem og tævede en beboer, mens de israelske soldater blot så passivt til.

Omkring 100 bosættere fra bosættelserne Kiryat Arba og Kharsina omringede et hus i Hebron, der tilhører palæstinenseren Abed Al Karim Al Ja'bari. Derefter gik de ind i huset og overfaldt hans søn Ramzi og slog ham med sten.

Maan News citerer kilder for at sige, at israelsk politi og militær blev tilkaldt, men at de blot så til, mens overfaldet foregik. Bosætterne fik altså frit spil til at gennemtæske en sagesløs indbygger i det land, som bosætterne med militær magt bag sig besætter.

Denne historie er ikke enestående. Derfor får den nok ikke så meget opmærksomhed. Sådanne historier kunne skrives dagligt. Men de er ikke interessante nok. Hvorfor ikke? Er det på grund af, at Israels overgreb som regel er meget værre og mere brutale - som for eksempel Israels seneste misilangreb på Gaza? Er det fordi de palæstinensiske gangster-grupper fra Fateh og Hamas også laver brutale overgreb, som det seneste i Qalqilieh? Eller hvad?

Yehya, Mahmoud og Sara - dræbt af Israel

Da jeg var i Qalqilieh i juli mødte jeg nogle af de dejligste mennesker, jeg har mødt i Mellemøsten. Jeg vil ikke nævne nogle navne, men blot sige, at det menneskelige mod, storsind og den stolthed, som jeg mødte her var ganske enestående. Jeg fristes til at sige stoisk. Det samme gjaldt naturligvis gæstfriheden, som araberne i Mellemøsten altid møder en med.

Samtidig er Qalqilieh et sted, som er sygt og døende. Det er en by på den nordlige Vestbred, der ligger ganske tæt på Israel. Og den israelske mur har lammet byens økonomiske liv. En storrygende mand, der driver et plejehjem, må nu køre i mindst tre timer hver vej for at komme hen til det, der er hans stolthed. Plejehjemmet. Ofte tager det længere tid, fordi de israelske soldater ved det lokale checkpoint kan have en noget arbitrær tilgang til begrebet bevægelsesfrihed - et begreb, der i øvrigt er godt og grundigt afskaffet på Vestbredden.

Nå, men Israel var forleden et smut i Qalqilieh for at fange nogle folk fra Hamas' væbnede Qassam-brigade. De seneste måneder er byens gader ellers blevet patruljeret af maskerede Fateh-folk, der har fængslet eller likvideret kendte medlemmer af Hamas (som for eksempel 14 af byens 15 byrådsmedlemmer).

Resultatet var, at 14 mennesker blev skudt af de israelske soldater, der affyrede stålkugler beklædt med et tyndt lag gummi (ofte bliver denne type ammunition fejlagtigt kaldt "gummikugler"). Ni af de sårede var børn.

Desuden skød og dræbte de israelske soldater tre børn.
Yehya Ramadan Ateyya Abu Ghazal (12 år), Mahmoud Mousa Hassan Abu Ghazal (8 år) og Sara Suliman Abdallah Abu Ghazal (9 år).

Jeg ved ikke, hvad de børn havde oplevet tidligere - om de, ligesom så mange andre palæstinensere på deres alder, havde oplevet at se deres fædre blive tæsket af israelsk militær, deres hus revet ned, deres familier ydmyget (dette er ganske sikkert, hvis de har været uden for Qalqilieh og dermed passeret et checkpoint) eller andet. Jeg ved ikke, om de havde forhåbninger til fremtiden. Men de fik ikke nogen fremtid.

Hændelser som denne foregår hver eneste uge i de besatte områder. Den 21. august blev to af Qalqiliehs børn dræbt under lignende forhold. Hvor mange skal der til for, at det er en massakre? Eller er det blot regulære barnemord, som de israelske besættelsestropper udfører?

Samtidig bruger Abbas sin tid på at bevise over for Olmert og Bush, at han er "ansvarlig", nævner aldrig ordet "besættelse" og arresterer politiske modstandere, der kritiserer Fatehs korruption. Og han vil naturligvis ikke begræde Yehya, Mahmoud og Sara. De er hverken de første børn, Israel myrder, og de vil ej heller blive de sidste.