Middle East Madness


News and comments from Balad al Sham

Wednesday, March 14, 2012

Typografer blokerer parlamentet i Egypten

Hvis nogen skulle være i tvivl om det Muslimske Broderskabs indstilling til revolutionen i Egypten, fik de leveret endnu et eksempel tirsdag. Her demonstrerede typografernes fagforening for bedre vilkår og krævede at aflevere deres krav til parlamentet. De blokerede midlertidigt for, at parlamentets medlemmer, journalister og andre fik adgang til bygningen, der ligger på Qasr al-Ainy gaden i det centrale Kairo.

Reaktionen fra Broderskabet var klar og entydig over for den uhørte fornærmelse, der var overgået de ærværdige parlamentarikere. Mohammed Beltagy understregede, at de valgte parlamentarikere har krav på at blive behandlet med agtelse og værdighed. Det var hans bestemteste mening, at denne agtelse var blevet krænket af arbejderne. Broderskabets officielle linje om at demonstrationernes tid er forbi, og at strejker nærmest er en forbrydelse mod nationen, fortsætter dermed. Det er for øvrigt en linje, de deler med militærets ledelse og alle de fremmede magter, der øver indflydelse på Egyptisk politik: USA, EU, Saudi Arabien og andre.

Wednesday, February 29, 2012

Britisk politichef hjælper diktator

Hvis man klikker sig ind på Amnesty Internationals særlige hjemmeside om Bahrain, vil man finde ud af, at det er en uoverkommelig opgave at følge med i alle de overgreb på menneskerettighederne, som finder sted i det lille kongedømme. Næsten dagligt er der nyheder om mishandling, tortur og uhyrlige overgreb. Organisationen har gentagne gange sagt, at myndighederne ikke overholder selv de mest basale menneskerettigheder. Kongedømmet er med andre ord en brutal og blodig diktaturstat, hvor kongen ingen problemer har med, at regimet myrder og torterer sin egen befolkning.

Samtidig er Bahrain en stat, hvor der er store strategiske interesser på spil. Ud over det åbenlyse spørgsmål om olie og gas, så er det værd at bemærke, at det er her, den amerikanske Femte Flåde har deres base.

Regimet har haft deres hyr med at slå ned på de mange utilfredse borgere, der kræver demokratiske rettigheder. Sidste år var regimet nødt til at få hjælp fra nabolandet Saudi Arabien, der var mere end villig til at sende kampvogne over motorvejsbroen til Bahrain for at hjælpe til med at massakrere demonstranterne. Det har Al Jazeera English lavet en fremragende dokumentarfilm om.

Så vidt så godt.

Den seneste udvikling er, at kongedømmet nu har hyret Londons tidligere vicepolitimester til at hjælpe med at knægte demonstranterne. Han hedder John Yates, og han lover, at han vil tage den såkaldte kettling-taktik i brug over for demonstranterne.

Hhvad er denne kettling-taktik?, som Yates roser? Det er såmænd den selvsamme, som Københavns politi benyttede sig af i forbindelse med klimatopmødet i 2009. Det er denne taktik, der siden er blevet dømt ulovlig. Ifølge Østre Landsret var denne taktik ensbetydende med, at demonstranterne blev udsat for en "nedværdigende behandling".

Som en krølle på historien kan det nævnes, at John Yates i årevis holdt hånden over korruptionen i det britiske politi i forbindelse med News of the World-skandalen. Der er ingen beviser for, at Yates selv har været korrupt, men at han har været vidende om, at der foregik ulovligheder, og at han ikke selv foretog sig noget imod dem, hersker der ingen tvivl om.

Friday, December 16, 2011

Faraoens loyalister får modstand

Samtidig med, at alle medierne har deres øjne rettet imod Egyptens valg, sker der ting og sager uden for den parlamentariske scene. De egyptiske arbejdere, der med massive strejker spillede den afgørende rolle i Mubaraks fald i februar, protesterer over den fuldstændige mangel på rettigheder. De "små Mubarak'er" på direktørgangene regerer stadig diktatorisk over arbejderne, hvis leveforhold fortsat er uhyrligt ringe.

Mindstelønnen blev fastfrosset i 1984, og det har kraftigt udhulet arbejdernes levestandard. Derfor er kampen for en højere mindsteløn et vigtigt fokuspunkt for mange ansatte i Egyptens store insustri.

Her er en kort video fra en demonstration fra i går:

Tuesday, December 13, 2011

Spion-skandale

Der er få ting, der er så spændende og har så megen mystisk aura omkring sig som de store spion-skandaler. Den seneste af slagsen fra Libanon er ingen undtagelse. Skæg og blå briller er en evig kilde til fascination.

Den tidligere chef for det østtyske Stasis udenrigstjeneste, Markus Wolf, reflekterede i sine erindringer over forskelle og ligheder mellem den måde, øst og vest bedrev spionage og krig på. Han sagde blandt andet: "Vi havde en enkelt lille fordel frem for Vesten ved vores operationer i den Tredje Verden: Vores evne til at holde vores aktiviteter hemmelige eller i det mindste uigennemsigtige for vores befolkning på grund af magtesløse parlamenter og officiel kontrol med medierne."

Med dette citat in mente er det interessant at se, at USA's lange forsøg på at ændre på dette forhold (især kontrollen med pressen i årene siden 2001), har lidt en krank skæbne i Libanon. Dette land, der er en konstant skueplads for kampe mellem regionale og globale magter, danner endnu engang ramme om en større diplomatisk skandale, hvis implikationer rækker længere ud end det lille land ved Middelhavets østlige ende.

I sidste uge afslørede det libanesiske parti Hizbollahs TV-kanal Al Manar en stor del af CIA's netværk i Libanon. Blandt andet afslørede kanalen en række navngivne agenter, der arbejder for CIA i Libanon. Blandt andet afslørede kanalen, at CIA's libanesiske chef er Daniel Patrick McFeely (født 29. juni 1966).

CIA holder til i en selvstændig bygning på den amerikanske ambassades område i Awkar, der ligger nord for Beirut. CIA's stab består af ti mænd og kvinder, der har status af diplomater. Hizbollah nævner desuden andre agenter: Rosendo Cedano (angiveligt en latino - CIA foretrækker ofte latinoer, da de i udseende har let ved at falde ind i Mellemøsten), Chuck Lisenbee og Sarah Getter. Desuden nævnes andre, der tidligere har været på mission i Libanon.

Den måske mest interessante - om end ikke overraskende - afsløring er, at de amerikanske agenter også arbejder med at indsamle efterretninger til Israel. Under Israels angreb på Libanon i 2006 arbejdede CIA med at indsamle efterretninger om Hizbollah til Israel. Angiveligt informerede de Israel om Hizbollahs stillinger og troppebevægelser. Nogle af disse efterretninger førte til israelske angreb på civile

Hizbollahs detaljerede afsløringer af navne, dæknavne, mødesteder og økonomiske forhold betyder, at Hizbollah formentlig råder over en ikke ubetydelig mængde efterretninger, der kan skade USA's spionage i Libanon og resten af regionen.

Uanset hvad man mener om Hizbollah og deres TV-station Al Manar, så bidrager afsløringer af denne art altid til en større grad af åbenhed omkring de store konflikter, der konstant truer med at rive Libanon og resten af regionen i blodige stykker.

Thursday, December 8, 2011

Det hemmelige libyske oprør

Samtidig med, at de fleste af verdens medier i deres dækning af Libyen har travlt med at tale om Saadi Gaddafi, bliver den vigtige politiske udvikling på gaderne i Tripoli ignoreret.

Befolkningen i Tripoli er tilsyneladende ved at få nok af de såkaldte oprørsmilitser, som hidtil er blevet støttet af NATO. Al Jazeera rapporterer:

"Der bliver rejst nye barrikader over hele Tripoli. Lokalbefolkningen overtager nu kontrollen med egen sikkerhed. De siger, at de ikke længere ønsker rivaliserende militsgrupper med tunge våben på deres gader."

Ali Shuaib fra Reuters rapporterer, at hundredvis af advokater i den libyske hovedstad har sluttet sig til de folkelige protester, der kræver, at de såkaldte oprørsmilitser skal forlade byen. Advokaterne er marcheret til Martyrpladsen (den tidligere Grønne plads) for at slutte sig til de store protester, hvor folk bærer plakater med slagord som "Nej til våben" og "ja til retfærdighed".

Nu truer arbejderne i Tripoli med at lave en generalstrejke imod militserne.

Med andre ord tegner der sig en ny konflikt på jorden i Libyen.

Tuesday, November 8, 2011

Dummebøder

Revolutionen i Egypten har i høj grad været drevet af vrede og indignation. Egypterne gjorde oprør imod en elite, der berigede sig selv skamløst og lod samfundet forfalde. Udplyndringen af Egypten kunne lade sig gøre i flere årtier på grundlag af den massive undertrykkelse, alle forbinder med Mubaraks politistat.

Røveriets proportioner er gigantiske. Mubarak-familiens formue anslås at være i størrelsesordenen 70 mia. dollars. Meget af den er indefrosset i europæiske banker.

Ud over dette enorme tyveri efterlod Hosni Mubarak desuden Egypten med en gæld på omkring 35 mia. dollars til udenlandske banker og investorer.

De summer, som Egypten nu betaler i renter på gælden, overgår det, staten bruger på uddannelse, sundhed og boliger til sammen. 22 procent af de offentlige udgifter går til at betale disse dummebøder til de udenlandske banker.

Egypten har i årevis mærket virkningen af de hårde lånebetingelser fra IMF. Privatiseringer og nedskæringer. Arbejdsløshed og fattigdom. Nu er spørgsmålet, om denne afvikling af det egyptiske samfund skal fortsætte.

En gruppe aktivister - blandt dem Amr Adly - har lavet et initiativ, der kort og godt hedder "Drop Egyptens gæld". Det bliver interessant at følge.

Wednesday, November 2, 2011

Land i sigte!

I de gode gamle piratfilm er det altid et højdepunkt, når der bliver råbt "land i sigte". Det betyder, at de søfarendes afsavn og utryghed på havet er slut. De kan nyde en ny sikkerhed. De bekymringer, de hidtil har haft om mangel på ferskvand og andre fornødenheder, kan de lægge til side.

På samme måde er det med nationer. Befolkninger, der har levet i utryghed under besættelse eller dominans under en fremmed magt, ånder lettet op, når der er udsigt til national selvbestemmelse. De ydmygelser, som den nationale underkuelse bærer med sig, kan man lægge bag sig. Man har udsigt til en ny værdighed og nye muligheder.

Det gælder uanset om man taler Danmark i 1945, Østtimor i 1999 eller Sydsudan i 2011. I det sidste eksempel viste det sig faktisk, at Omar al-Bashir var mere demokratisk indstillet end adskillige andre ledere. For eksempel Georgien, der fortsat undertrykker Abkhasien og Sydossetien. Eller Israel, der fortsat nægter at anerkende palæstinensernes nationale rettigheder.

Palæstinas stræben efter anerkendelse har naturligvis opbakning fra størstedelen af verden og dens befolkninger, men vejen til national værdighed blokeres fortsat. Men USA kan ikke nedlægge veto mod medlemskab af Unesco. Da Palæstina blev medlem af Unesco, var det meget få lande, der stemte imod. Her er den korte liste:
Australien
Canada
Tjekkiet
Tyskland
Israel
Litauen
Holland
Palau
Panama
Samoa
Solomonøerne
Sverige
USA
Vanuatu

Der er tre grupper af lande, der stemmer imod:

USA og Israel
er de konsekvente modstandere af at anerkende, at palæstinenserne har noget, der minder om rettigheder.

Tyskland, Australien, Canada, Holland, Litauen, Tjekkiet og Sverige
er lande, hvor højrefløjen har regeringsmagten. De ønsker at lægge sig op ad USA. Årsagerne hertil har med diplomati og handel at gøre.

Palau, Panama, Samoa, Solomonøerne og Vanuatu stemmer konsekvent sammen med USA. Flere af dem er under amerikansk militær dominans, og enkelte af dem repræsenteres i FN af en amerikansk advokat med kontor i New York.

Det er i øvrigt morsomt at bemærke, at mange af de stærkeste fortalere for Kosovos selvstændighed er de selvsamme, som er de stærkeste modstandere af Palæstinas selvstændighed. Principper om nationale rettigheder fylder altså meget lidt i sager som disse. I stedet er det indflydelsessfærer, markeder og globale strategier, der tæller. Og så er der i øvrigt langt flere lande, der anerkender Palæstina, end der er lande, der anerkender Kosovo.

Palæstinenserne har muligvis land i sigte, men de amerikanske krigsskibe forhindrer, at de kan sejle i havn.