News and comments from Balad al Sham

Sunday, December 28, 2008

Hvordan vinkler man en massakre?

Puha... Hvordan skal den lige skæres? Israel har massakreret mindst 271 palæstinensere i Gaza. Og det skal naturligvis tilføjes, at det kun er i skrivende stund. Tallet vil utvivlsomt stige til langt mere uhyggelige højder. Dertil kommer det vanvittige antal af lemlæstede og sårede. Mange af dem vil dø, mange af dem vil leve resten af livet - måske indtil det næste israelske angreb - uden arme eller med svære skader på organer. De heldige er de overlevende, som blot har mistet deres hjem, familiemedlemmer, venner og kære.

Hvordan vinkler man en massakre? Ordet katastrofe faldt mig i tankerne, men det indikerer på en måde, at det er noget naturligt, noget der ikke er menneskeskabt. Katastrofer er noget, der er opstået uafhængigt af menneskelig vilje. Den pågående massakre på Gazas mænd, kvinder, døtre og sønner, er ikke bare skabt med vilje - den er planlagt, veltilrettelagt og koldt overlagt. Ordrene bliver givet af folk med lange uddannelser, der ved hvad de foretager sig. De har planlagt operationen for at skabe størst mulig ødelæggelse, sorg og elendighed med deres ildkraft.

Ildkraften bliver leveret af USA. F-16 fly og Apache-helikoptere. USA's regering har endda den uhørte frækhed at hævde, at det er palæstinensernes egen skyld, at de bliver massakreret. Men det er på den anden side forudsigeligt fra den kant.

Israel har angrebet den palæstinensiske regeringsbygning, TV-stationen Al Aqsa, moskeen ved siden af al-Shifa hospitalet, boligkvarteret al-Shoja'aya, et medicinsk lager i forbindelse med et hospital, og mange andre steder. Forskellige grupper, herunder Ezzedeen al-Qassam brigaderne, har ind imellem affyret enkelte af de primitive Qassam-raketter imod mål i Israel. Hjemmelavede raketter imod Mellemøstens stærkeste militære magt. Hjemmegjorte raketter imod det mest sofistikerede militære isenkram, Verden endnu har set. Hvis nogen mente, at det var en kamp, der tilnærmelsesvist er lige, må de være både blinde og døve. Men som Biblen siger, så er ingen så blind, som den der ikke ønsker at se.

Nå. Tilbage til mit egentlige ærinde. Hvordan vinkler man denne massakre? Jeg kunne fortælle om de store protester, der er overalt i den arabiske verden. Og resten af verden i øvrigt. I går var der demonsration i Amman. På den besatte Vestbred er der oprør. Massedemonstrationer. Unge kæmper imod det israelske militær, kun bevæbnet med sten og molotov-coktails.

Hvad med vinklen? Forbrydelse mod menneskeheden? Hvis det var sket på Balkan, var det helt sikkert sådan, Vesten havde betegnet denne massakre. Hvis Serbien havde angrebet Pristina i Kosovo og massakreret hundredvis af albanere, så havde det - med rette - fået denne etiket på sig. Men nu er det jo Israel, og verdens ledere opfordrer fromt til "våbenhvile". Handling skal man se i vejviseren efter. Det kaldes diplomati. Det er vist noget med, at Israel får hårde ord med på vejen, men ellers frit lejde. Det er sådan en indforstået aftale mellem lederne af de europæiske magter og de israelske bødler.

Tuesday, November 18, 2008

Bortført af den israelske flåde

Jeg fik lige en pressemeddelelse. Den siger, at 14 palæstinensiske fiskere og tre udlændinge er blevet bortført i palæstinensisk farvand af den israelske flåde. De befandt sig i fiske-farvand omkring ti kilometer ud for Deir al-Balla i den belejrede Gazastribe.

De tre udlændinge er Andrew Muncie fra Skotland, Darlene Wallach fra USA og Victor Arrigoni fra Italien. Pressemeddelelsen meddeler ikke, hvad de fjorten fiskere hedder.

40.000 mennesker i Gaza er afhængige af fiskeri for at overleve. De er blevet hårdt ramt af den israelske blokade, der gør det næsten umuligt at skaffe diesel til bådene. Desuden er fiskeriet blevet hårdt ramt af den israelske blokade, fordi den har gjort det umuligt at drive rensningsanlæg. Derfor bliver der dagligt hældt 50 millioner liter urenset spildevand direkte ud i Middelhavet. Følgen for fiskeriet i området er til at forudse.

Obama-hash

I den egyptiske by Marsa Matrouh er der en ny slags hash på gaden. Der er tilsyneladende tale om sort hash fra Marokko, men det går under navnet Obama. Det skriver Wael Abbas.

I 2003 var der en stærk hashtype i Egypten, som blev kaldt for Saddam. Årsagen var, at det angiveligt var "stærkere end kemiske våben"...

Monday, November 17, 2008

En overset nyhed fra Irak


Jeg burde vel skrive om den nye aftale mellem den irakiske "regering" og den amerikanske besættelsesmagt. Aftalen får god dækning i aviser som New York Times - læs selv her. De skriver blandt andet, at aftalen indebærer, at de irakiske myndigheder opnår en "høj grad" af myndighed over forbrydelser, som bliver begået af amerikansk personel, som har fri og ikke opholder sig på deres baser. Som om, at forbrydelserne bliver begået, når soldaterne og lejesoldaterne har fri. Alle irakere ved, at de vilkårlige mord, nedværdigelserne, de brutale husundersøgelser og regulære overfald finder sted netop i arbejdstiden. Det er faktisk troppernes job at udføre disse forbrydelser.

Men nu kan den irakiske "regering" altså hævde, at de på en måde regerer i deres eget land. Det giver næsten indtrykket af, at der er tale om et selvstændigt land. Næsten.

Og jeg vil altså ikke skrive om denne aftale. Jeg vil derimod berette om en anden nyhed fra Irak. En nyhed, som ikke bliver dækket af de vestlige medier. Måske fordi den ikke anses for at være væsentlig eller sensationel. Eller også opfylder den ikke det journalistiske kriterie om identifikation. Underforstået: vesterlændinge kan ikke identificere sig med irakere. Det siger nok mest om, at redaktører ikke kan identificere sig med irakere. Men der er jo så mange, som redaktørerne ikke kan identificere sig med. Hvorfor skulle de gøre forskel på irakere, venezuelanere eller palæstinensere. Det ville jo være diskrimination.

Nu kommer vi så til emnet. Det drejer sig om en demonstration i Bagdad. Demonstrationen var vendt imod en lønnedgang, som trådte i kraft 1. juli. Demonstranterne var ansatte hos ministeriet for industri og mineraler (MIM). Demonstranterne arbejder til daglig med udvikling af det, der er tilbage af den irakiske industri.

Lønnedgangen var dikteret af det irakiske finansministerium. De havde til gengæld fået diktatet fra den Internationale Valutafond, IMF. Imidlertid blev ministeriet - efter massiv protest fra de irakiske arbejdere - tvunget til at trække lønnedgangen tilbage. Men arbejderne mangler stadig at få udbetalt den manglende løn for de sidste fem måneder. En demonstrant sagde, "vi får intet, mens de bliver rige på korruption".

Demonstrationen samlede hundredvios af ansatte fra MIM i Bagdad. Samtidig var der lignende demonstrationer i Kut, Nassiriyah og Najaf.

Demonstranterne i Bagdad gik i retning af ministeriet. De råbte slagord og bar bannere. Militæret blokerede imidlertid demonstrationens rute og pressede demonstranterne sammen. Demonstranterne blev mødt med hævede geværer. Imidlertid forholdt demonstranterne sig i ro over for denne konfrontative taktik. Demonstranterne blev stående og holdt fast på deres ret til at protestere. De gjorde det klart, at de ønskede at sende repræsentanter til ministeriet for at aflevere deres krav om udbetaling af den manglende løn.

Til slut blev myndighederne pressede til at give efter og tillade en delegation at få adgang til ministeren. Ministeren lovede at tage kravene med til premierminister al-Maliki. Falah Alwan, en af demonstrationens arrangører og leder af Sammenslutningen af Arbejderråd og Fagforeninger i Irak, sagde, "vi venter to dage på et svar. Derefter vil vi vende tilbage."

Hvorfor blev demonstrationen ikke omtalt i de vestlige medier? Måske passer den ikke ind i de journalistiske kriterier - væsentlighed, identifikation, sensation og aktualitet. Eller det femte kriterie: konflikt. Der er masser af konflikt.

Historien er væsentlig, fordi den viser, at irakernes levestandard bliver smadret af besættelsesmagten og deres økonomiske institution IMF.

Angående identifikationen, så er der naturligvis tale om irakere, og ikke englændere, danskere, amerikanere eller svenskere. Men man kunne godt få den mistanke, at billedet af almindelige irakere - der hverken er islamister eller noget andet "orienatlistisk" - ikke passer ind i det fordomsfulde billede, pressen normalt præsenterer os for. Måske er der tale om, at identifikationen faktisk er for stor?

Sensation: tja, det er nok en overraskelse for mange, at IMF dikterer lønnedgang på 30 procent.

Aktualiteten vil jeg ikke beskæftige mig med. Konflikten er til gengæld ret klar: almindelige irakeres levestandard kontra IMF, USA og deres marionetregering.

Tuesday, November 11, 2008

Veteraner fra Afghanistan

Jeg har ladet mig fortælle, at danske politikere med stormagtsdrømme vil have en særlig dag til ære for danske veteraner, der dør i krige mod befolkninger, der aldrig har gjort Danmark noget. I den forbindelse vil jeg lige anbefale denne interessante udsendelse fra Al Jazeera om nogle andre veteraner fra et land, hvor danskere er sendt i krig. Det handler om de sovjetiske veteraner fra Afghanistan. De udkæmpede en krig, de ikke kunne vinde. Og det samme gør Nato nu.



Monday, November 10, 2008

Kamelhop i Yemen

Yemen er et fascinerende og fantastisk land. Her er et klip med ekstremt dygtige mænd fra Yemen, der springer over kameler. Jeg er målløs.

Sunday, November 9, 2008

Masseprotest i Bagdad

Jeg så, at der netop har været masseprotest i Reykjavik. Anledningen er, at regeringen i Island - ifølge befolkningens opfattelse - har sat landet til salg. Regeringen låner 2 milliarder dollars af IMF. Vi ved godt, hvad der plejer at følge med sådanne lån - bare spørg befolkningerne i Latinamerika, Afrika og stribevis af asiatiske lande. Det er altid massive privatiseringer og nedskæringer på skoler, hospitaler og befolkningens levestandard. De lokale overklasser plejer til gengæld at klare sig glimrende.

Nå, men her handler det om Mellemøsten. Nærmere bestemt Bagdad, hovedstaden i Irak, det ganle Mesopotamien. Her er besættelsesmagterne i knibe. Befolkningen hader dem, tropperne vil gerne hjem, den amerikanske befolkning afskyr krigen, og den irakiske regering under al-Maliki bliver (med rette) anset for at være korrupt, uselvstændig, nederdrægtig, magtesløs og ubrugelig på en og samme tid. Og så udløber besættelsesmagternes mandat fra FN snart. Derfor forsøger de at lave en aftale om, at de kan blive der i årevis endnu. Naturligvis uden, at den irakiske "regering" skal have mulighed for at retsforfølge så meget som en eneste amerikaner.

Her er en rapprort fra en masseprotest i bydelen Sadr City i Bagdad. Reportagen er lavet af iransk TV. De er nok ikke de mest velanskrevne. Men deres troværdighed i denne sag er ikke værre end for eksempel CNN, Sky News eller andre store vestlige medier, der konstant holder mikrofoner for det amerikanske militær. Og så taler billederne ret meget for sig selv.


Religionskamp i Jerusalem

I dag (søndag) udbrød der voldelige sammenstød mellem kristne munke fra forskellige grupper. Det skete på et af kristenhedens helligste steder, nemlig den Hellige Gravs Kirke.

En talsmand for politiet i Jerusalem sagde, at volden brød ud mellem armenske og græsk-ortodokse munke. Angiveligt brød volden ud i forbindelser med forberedelser til armenernes årlige ceremoni for at fejre, at man i det 4. århundrede fandt et kors, som man mente, var selve korset, som Jesus blev hængt op på.

Ifølge det israelske politi er de jævnligt nødt til at bryde ind med magt og standse voldelige konfrontationer mellem forskellige kristne grupper, der kæmper om indflydelse over kirken. Nøglerne til kirken er i øvrigt i århundreder blevet passet af en muslimsk familie for at undgå, at en enkelt kristen gruppe bliver favoriseret.

Her er en video fra konfrontationen:

Monday, October 27, 2008

Syrien angrebet af USA

Man ser det for sig. Et større arabisk land som Syrien udfører et bombeangreb på amerikansk jord og dræber ni amerikanere. Vesten er oprørt og forlanger betingelsesløs undskyldning. Danmark lover at medvirke i et amerikansk gengældelsesangreb på Damaskus.

Sådan er det ikke helt. Snarere tværtimod. Det er USA, der har angrebet Syrien og slået ni arabere ihjel. Fire amerikanske kamphelikoptere angreb byen Sukariya, som liger tæt på grænsen til Irak. Ifølge de syriske myndigheder var de dræbt bygningsarbejdere. Desuden er 19 blevet såret.

USA har - som sædvanlig - først nægtet ethvert kendskab til angrebet, der er i åbenlys strid mod international lov. Men da beviserne hobede sig op, anerkendte de angrebet.

Det er en kendt sag, at USA beskylder Syrien for ikke at lukke grænsen til Irak hermetisk af, så ingen kan krydse grænsen med våben til de irakiske oprørere. Syrien har svaret, at det er umuligt og henvist til, at USA ikke engang selv er i stand til at kontrollere sin grænse til Mexico.

Al Jazeera har et indslag på engelsk om affæren.

Tuesday, September 2, 2008

"If you don't like Americans - then fuck you!"

Så faldt jeg endnu en gang over en af de amerikanske soldaters videoer fra Irak. Videoerne viser som regel et hus, der bliver sprunget i luften - og som regel er det et resultat af luftangreb. De irakiske videoer viser som regel amerikanske patruljer, der bliver angrebet med hjemmelavede bomber eller rifler, men amerikanerne benytter sig af den højteknologi og altødelæggende bombekraft, de har til rådighed. De har oven i købet den frækhed at kalde irakerne for kujoner...

Nå, men det er ligemeget i denne sammenhæng. Her er en amerikansk video, der egentlig er meget typisk. Det, jeg studsede over, var soldatens kommentar efter huset var sprunget i luften.

Jeg ved ikke, hvem der var i huset. Måske var det tomt. Måske var der en familie derinde. Måske var der en gruppe bevæbnede irakiske modstandsfolk. Hvem ved.

Kina producerer det palæstinensiske modstandssymbol

Jeg har tidligere lagt mærke til det i Vesten. Unge mennesker går med tørklæder, der er lavet ud fra den palæstinensiske model. På arabisk hedder sådan et tørklæde keffiyeh, og det kan have forskellige farver. Det mest normale er vel rødt/hvidt eller sort/hvidt. Og så er der den helt hvide keffiyeh, som særligt er populær blandt folk fra Saudi Arabien og de små lande i Golfen.

Keffiyeh var vistnok engang et symbol på den palæstinensiske frihedskamp. Nogle vil hævde, at det stadig er det. Nogle vil endda hævde, at det også er et symbol på irakernes modstandskamp imod amerikansk besættelse. Andre igen vil mene, at keffiyeh er et alment symbol på undertrykte folks kamp for befrielse og retfærdighed. Et par eksempler på de sidste opfattelserleverer teneren Carlos Latuff med sin tegning af Che Guevara. Eller sin tegning af "Captain Iraq"...

Det er alt sammen vældig underholdende på den særlige måde, som det er i Mellemøsten, hvor næsten alting har en dødsens alvorlig baggrund.

Men så var det, at jeg så et tv-indslag fra al-Jazeera, der viser, at keffiyeh i højere og højere grad bliver produceret i Kina i stedet for Palæstina. De kan åbenbart producere billigere i Kina. Det forklarer også den store mængde kulørte keffiyeh i forskellige udformninger, man kan se til salg på Strøget i København eller andre europæiske byer. For jeg har godt nok aldrig set sådan nogle i Mellemøsten...

Tuesday, July 22, 2008

Video dokumenterer besættelsesmagtens overgreb

Selve nyheden er egentlig ikke så meget en nyhed. Den drejer sig om Ashraf Abu-Rahama, en 27-årig palæstinenser, der er blevet mishandlet af de israelske sikkerhedsstyrker. Det er selvfølgelig en nyhed i den forstand, at Ashraf vist ikke bliver mishandlet så ofte. Men det er ingen nyhed i den forstand, at disse overgreb pågår jævnligt og uden hindring fra de israelske myndihgheders side.

Nå, men til sagen. Den israelske menneskerettighedsgruppe
B'Tselem har offentliggjort en video, der dokumenterer, at de israelske soldater skød en såkaldt gummikugle (der i virkeligheden er en stålkugle beklædt med et tyndt lag gummi) direkte på Ashraf Abu-Rahamas ben. Det foregik på klos hold, og efter at palæstinenseren var blevet taget til fange af militæret. Han var blevet fanget af militæret efter en protest ved byen Na'alin på den besatte Vestbred. Protesten var rettet imod opførelsen af den israelske "sikkerhedsmur" - eller apartheidmur, som nogen kalder den. Han blev skudt i benet mens en israelsk oberstløjtnant holdt ham fast i armen.

Ashraf Abu-Rahama blev tilbageholdt i en time med bind for øjnene. Og så blev han altså mishandlet. Det israelske militær har efterfølgende erklæret, at en sådan mishandling skam ikke er praksis hos de israelske besættelsesstyrker, og at de normalt sikrer de tilfangetagne palæstinenseres "menneskelige værdighed og sikkerhed". For palæstinenserne, der dagligt oplever overgreb som dette, er erklæringen en ualmindelig dårlig vittighed. Men erklæringen er selvsagt ikke bestemt på de koloniserede palæstinensere, men på Vesten.

Den virkelige nyhed i alt det her er brugen af video til at dokumentere besættelsesmagtens overgreb.

Tjek videoen direkte hos B'Tselem her.
Tjek Al Jazeeras indslag om overgrebet her.
Læs artiklen og se videoindslag fra Haaretz.

Mabrouk ya
B'Tselem

Wednesday, July 9, 2008

Æresdrab

I Jordan får en mand, der har myrdet et familiemedlem, fordi hun har forbrudt sig imod landets "familieværdier" (for eksempel ved at blive gravid uden for ægteskab), typisk tre måneders fængsel. Hvis han altså kan overbevise retten om, at der var tale om et drab for at beskytte familiens ære og de familieværdier, som Jordan angiveligt bygger på. Hvis drabet viser sig at være et "almindeligt" mord, så bliver forbryderen som regel dømt til døden ved hængning. Sådan en retspraksis ville være komisk, hvis det ikke var så tragisk.

Man hører jævnligt om disse "æresdrab" i lande som Egypten, Pakistan, Jordan, Saudi Arabien og andre muslimske lande. Det, der altid forvirrer mig, er, at vold med døden til følge, som udøves mod familiemedlemmer vistnok ikke er et særlig muslimsk fænomen. Så vidt jeg ved er det også ret udbredt i lande som Rusland. Australien, Grækenland og Mexico. Men så snart det finder sted i et muslimsk land er der pludselig tale om et "æresdrab". Og så er det pludselig noget andet end de "almindelige" overgreb mod kvinder i den "civiliserede" verden.

Fangeoprør i Syrien

Syrien er et fantastisk land at rejse i som turist. Damaskus er en helt fabelagtig by. Den ældste storby i verden. Befolkningen er venlig og imødekommende som altid i Mellemøsten. Gæstfriheden er overvældende. Samtidig er Syrien en diktaturstat. Det er de fleste andre stater i regionen for øvrigt også, så på den front skiller Syrin sig ikke ud- bortset fra at diktaturet i Syrien er forholdsvis stramt, og tilsyneladende relativt velfungerende. Samfundet fungerer og staten er ret stabil.

I Syrien er der dødsstraf for medlemsskab af det Muslimske Broderskab. Nu kan man mene om det muslimske broderskab hvad man vil, men de fleste synes nok, at medlemsskab af et bestemt politisk parti ikke bør høre under en paragraf i straffeloven. Sjovt nok gør netop det syriske regimes anti-islamistiske karakter, at de har et udmærket samarbejde med USA i den absurde "krig mod terror". Særligt opsigtsvækkende var sagen om Maher Arar, en canadisk statsborger, som blev sendt til tortur i Syrien på USA's foranledning.

Nå, men de syriske fængsler oplever lidt af hvert. Den 4. juli udbrød der omfattende kampe inde i Saydnaya-fængslet i Syrien. Fængslet har 3-5000 indsatte og er et af de største fængsler i Syrien. Rapporten, der kommer fra en syrisk kilde, er offentliggjort af den egyptiske journalist Hossam el-Hamalawy. Desuden har AFP rapporteret en smule fra oprøret. Oprøret blev angiveligt udløst af, at vagterne havde krænket Koranen i en afdeling, hvor islamistiske fanger sidder. Vagterne greb til våben og skød og dræbte ni fanger. Det fik blot oprøret til at eskalere, og så blev yderligere 16 fanger dræbt, så antallet af døde nåede 25.

Imidlertid formåede fangerne at tage fængselsbetjentenes leder samt otte andre som gidsler. I løbet af kampene fik de oprørske fanger taget 3-400 gidsler. De fængselsbetjente, der stadig var frie, formåede ved hjælp af tåregas at drive fangerne op på fængslets tag. Her kunne fangerne bruge mobiltelefoner, som de havde taget fra de tilfangetagne vagter, og fangerne kom i kontakt med deres familier og menneskerettighedsgrupper.

Den seneste opdatering, jeg har kunnet finde, er fra 6. juli. Den siger, at regeringstropper tilsyneladende var ved at skyde sig vej ind i fængslet. Som et tegn på god vilje havde fangerne opgivet en del af de våben, de har konfiskeret fra fængselsbetjentene. Ambulancer kørte i pendulfart mellem fængslet og Tishreen Hospital. Pårørende til fangerne blev nægtet adgang til hospitalet.

En gruppe mødre til de indsatte forsøgte at få lov til at komme hen til fængslet for at fsnakke med deres sønner og få dem til at overgive sig på fornuftige vilkår. Det nægtede sikkerhedsstyrkerne. I stedet valgte mødrene at blokere vejen til fængslet for sikkerhedsstyrkerne. Så blev de angrebet, og mange af mødrene er blevet såret. Der meldes ikke om nogle dræbte mødre. Men der er vist ingen tvivl om, at antallet af døde i denne konflikt sagtens kan nå tre cifre.

Det syriske nyhedsbureau SANA har naturligvis omtalt alle fangerne som "terrorister". På den måde ligner de syriske myndigheder meget godt USA. Alle fangerne i Baghram, Guantanamo og andre steder er jo også "terrorister".

Tuesday, July 8, 2008

Sommer i Bagdad

Da den italienske rejsende Ambrosio Bembo i midten af 1600-tallet rejste ned gennem Mesopotamien, beskrev han, hvordan indbyggerne i Bagdad boede i kældre om sommeren for at undgå den barske hede.

Siden dengang er Bagdad vokset til en kæmpemæssig by. Jeg skulle lige til at sige moderne storby, men det er vist et par år siden. Nu er Bagdad bombet tilbage til en tid, som er lige så primitiv som på Ambrosio Bembos tid. Der er blot den forskel, at man har en fremmed besættelsesmagt massivt til stede, og at diverse militser kontrollerer forskellige kvarterer. Og så er der selfølgelig over en million af Bagdads indbyggere, der er flygtet.

Nå, men nok om det. Jeg blev opmærksom på situationen i Bagdad af en fyr ved navn Mohammad. Han fortalte 1. juli, at Bagdad for tiden er et levende helvede. Dagtemperaturen er tæt på 50 grader i skyggen. Om natten sker det tit, at temperaturen ikke falder til under 40. Og så har der været en stor sandstorm, som har indhyllet hele Mesopotamiens hovedstad i støv. Jeg kender det selv fra Amman (med mere menneskelige temperaturer, der ikke stiger meget over 40), og det er ganske ubehageligt.

Det ville sådan set være til at klare med moderne teknik. Bare tænd for air-conditioneren. Det gør man i resten af Mellemøsten. Men ikke i Bagdad. I dette land, der er et af de rigeste på energi, er elektricitet en luksus, der er ganske sjælden. Sådan har det været siden invasionen i 2003, og alt tyder på at det fortsætter sådan. Mohammad siger, at elektricitet i Irak er "helligt". I tilgift er der ingen benzin på tankstationerne. Når der er, skal man stå seks timer i kø. Mohammad havde været fem dage uden benzin. Uden benzin kan man ikke bruge sin generator. Efter besættelsen (og den følgende mangel på alle basale ting) er private generatorer ellers blevet en populær nødløsning på den katastrofale situation.

I løbet af de sidste 100 timer, som Mohammad havde optalt, havde han haft elektricitet i to timer. Hvordan kan man holde fødevarer på køl (hvilket kan være ret nødvendigt når termometret viser 50) uden elektricitet? Hvordan kan et samfund fungere uden brændstof? Sandheden er, at det kan man ikke.

Mohammad sagde, at han ønskede, at Gud ville tage hævn over de mennesker, der har forårsaget denne situation. Hævntørsten er egentlig ikke så svær at forstå.

Wednesday, June 25, 2008

Her går det godt

Det er altid en fornøjelse at følge forsiden på Jordan Times. Den ene dag ser man et billede af kong Abdallah, der trykker hånd med Sarkozy, den næste dag ser man kong Abdallah, der holder tale for den jordanske hærs soldater, den næste igen ser man kong Abdallah, der kører gennem Amman i en kortege for at lade sig hylde af folket. En af mine bekendte plejer at sige, at den dag, kongen ikke er på forsiden af avisen, så ved man, at der er noget rivende galt. Sådan er der så meget med pressefriheden i det lille vestligt støttede monarki i Mellemøsten.

I dag er den store forsidehistorie, at kong Abdallah forklarer, at der ikke er noget at bekymre sig om. Det går godt i Jordan, og det vil det også gøre i fremtiden, siger han. Det var da betryggende. Gad vide, hvorfor der er behov for, at han siger det? Er der monstro nogle elementer, der er skeptiske?

Det kunne være, at der var nogle, der er utilfredse over, at middelklassens udgifter er steget 10 gange så meget som indtægterne i perioden 2002-2006. Det kunne være, at der er utilfredshed over, at 46 procent af kongedømmets børn under 14 år lever i absolut fattigdom.

Men når kongen siger det, er der nok ikke noget at bekymre sig om.

Chomsky: USA værre end mongolerne

Her er et interview med Noam Chomsky fra Al Jazeera. Han siger ganske rigtigt, at amerikanerne fuldstændig har ødelagt Irak, og at de ikke kan løse nogle problemer. Han påpeger endda, at Bushs indtog i Mesopotamien har været endnu mere altødelæggende end Djegis Khans invasion af landet.

Nå, men her er interviewet i hvert fald. Chomsky er en af de skarpeste intellektuelle hjerner i Vesten, og selv om man måske ikke er enig med ham i alting, er han altid værd at lytte til.

Del 1:


Del 2:

Tuesday, June 24, 2008

Så er der olie!

Nu er der efterhånden gået over fem år siden USA rullede ind i Bagdad og George Bush erklærede krigen for slut. Nu, en million døde irakere senere, ser det ud til, at olien endelig er på vej til de store olieselskaber. New York Times skrev 19. juni en artikel med overskriften, der lyder "Aftale med Irak vil bringe olie-giganter tilbage". Af artiklen fremgår det, at Exxon Mobil, Shell, Total, BP (der var de oprindelige partnere i det anglo-irakiske petroleumskompagni), Chevron samt nogle mindre oliefirmaer, i øjeblikket forhandler med den amerikansk støttede irakiske regering.

New York Times tilføjer, at Irak nu tegner til at blive et "potentielt lukrativt land" for olieselskabernes operationer.

Da krigen startede fik vi at vide, at den handlede om masseødelæggelsesvåben. Da løgnen blev endegyldigt afsløret som et kynisk påskud til at invadere et i forvejen ødelagt land, lød det så fra Washington at det skam handlede om at bringe demokrati til irakerne, så de kunne blive herrer over deres egen skæbne. En ting, krigen i hvert fald ikke handlede om, var olie.

Men den skæbne, irakerne skulle være herrer over, omfatter åbenbart ikke landets olie.

Udsalget af olien til de udenlandske virksomheder sker endda inden landets nye olielov officielt er vedtaget. Al Jazeera, der måske er den tv-station i verden med den bedste og mest kritiske journalistik, bemærker i introduktionen til nogle nye udsendelser om Iraks olie:

"Med størstedelen af kontrakterne til de vestlige olieselskaber bliver det virkelige motiv bag den amerikanske invasion af Irak nu aldeles klar.
Modstandere siger, at den nye hydro-karbon lov vil opdele Irak i flere føderale stater, der hver har kontrol over deres egne olieressourcer i stedet for at afhænge af centralregeringen i Bagdad."

USA's daværende vice-forsvarsminister bemærkede engang, at "Irak flyder på et hav af olie". Hvordan skulle nogen dog kunne få den ide, at USA's invasion og efterfølgende folkemord var motiveret af olie? Med en præsident, der i 11 år har gjort karriere i olieindustrien, Dick Cheneys kendte forbindelser til Halliburton og en udenrigsminister, der har så gode forbindelser til oliebranchen, at hun har fået opkaldt en olietanker efter sig - hvem kunne så forestille sig, at disse damer og herrer kædede overvejelserne om Irak sammen med deres velgørere og venner i olieindustrien?

Al Jazeeras udsendelse om udsalget af Iraks olie er i to dele, der kan ses her og her.

Friday, June 20, 2008

18-årig palæstinenser myrdet af israelske soldater - nu donerer familien organerne til israelske patienter

Her er en historie, der midt i alle myrderierne på en eller anden måde alligevel er opløftende. For et par uger siden skød israelske sikkerhedsstyrker (igen) en ung palæstinenser. Han blev 18 år. Drengens far har besluttet at donere organerne til seks israelske patienter, der dermed bliver reddet.

Da drengen nåede frem til hospitalet i Tel Hashomeir var han død. Men faderen besluttede, at organerne skulle doneres til de patienter, der trænger til det, uanset religion, etnicitet og den slags. Ifølge MaanNews mødtes drengens far i onsdags med den israelske patient, der havde fået hans søns hjerte.

Den 18-årige palæstinensers far beskrev sin søn som "et godt menneske, der var elsket af alle. Han havde et stort hjerte, og jeg tøvede ikke med at donere hans organer til patienter, der havde brug for dem, også selv om han blev dræbt af israelske sikkerhedsstyrker."

Thursday, May 8, 2008

Censureret video

Her er en video, man skal skynde sig at se. Den er henvendt til amerikanere omkring Israels systematiske overgreb på de besatte palæstinensere. Nu er det jo 60-året for Nakba, så jeg synes lige det var passende at viderebringe denne video, som er blevet censureret på grund af pres fra Israel-venlige pressionsgrupper. Men man skal nok skynde sig, inden den bliver fjernet igen...

Monday, May 5, 2008

En mekaniker i Irak

Casey Porter har lavet denne video, der giver et billede af, hvordan hverdagen er for en mekaniker i den amerikanske hær i Irak.

Sunday, May 4, 2008

Verdens største flag

Nyheder i Mellemøsten kan være skræmmende, sjove, absurde, forfærdende og vanvittige. Her er en, der falder ind under flere kategorier. I anledning af 60-året for Nakba ("katastrofen", oprettelsen af staten Israel) vil et 27.000 kvadratmeter stort flag blive hejst i Damaskus. Flaget vil være 117 gange 232 meter - med lidt hurtig hovedregning svarer det omtrent til fire velvoksne fodboldbaner.

Hver af flagets 27.000 kvadratmeter symboliserer en af de 27.000 kvadratkilometer i det historiske Palæstina, før det blev opdelt. Ved oprettelsen af staten Israel blev over 700.000 palæstinensere etnisk udrenset, hvilket svarede til 75 procent af den arabiske befolkning. Det er det, de ønsker at gøre opmærksom på i Syrien. Og så selvfølgelig at Bashar Assad er den mest pan-arabiske af alle ledere. På den måde er det også et propagandatrick der vil noget.

Nakba året rundt


I år er det 60 år siden, at staten Israel blev oprettet. Den etniske udrensning af 700.000 palæstinensere, der fulgte, kalder palæstinenserne for Nakba - "Katastrofen". Siden hen har katastroferne haglet ned over palæstinenserne i et omfang, så katastrofen er gået hen og blevet rutine. Se bare på den sidste uge.

Fra den 24. til 29. april slog det israelske militær ni palæstinensere ihjel i Gazastriben, herunder fem børn og en kvinde. Kvinden blev dræbt sammen med sine fire børn, da israelerne beskød hendes hus i byen Beit Hanoun med granater.
I samme periode blev 29 palæstinensere såret af det israelske militær. Hovedparten var civile, heraf seks børn og en kvinde. En palæstinenser blev desuden overfaldet og såret af bosættere på Vestbredden. Det israelske militær rydede 140.000 kvadratmeter landbrugsjord i Gaza. Sandsynligvis er der for en stor dels vedkommende tale om oliventræer, som det tager årtier at gro, før de giver frugt. Flere overgreb - ikke mindst fra bosætterne på Vestbredden - vedbliver desuden. Husundersøgelser og anholdelser af palæstinensere under israelsk besættelse fortsætter.

Katastrofen fortsætter uge efter uge, dag efter dag. I går har Israel igen myrdet en ubevæbnet palæstinenser. Denne gang gik det ud over den 41-årige Husam Najjar. En granat fra en israelsk kampvogn ramte hans hus i Khuza'a i Gazastriben. Hussam Najjars kone og bror blev desuden såret.

Nakba fortsætter året rundt. Israels 60-års jubilæum bliver fejret med blod og nedskydning af de besatte folk.

Monday, March 31, 2008

Mere om Egypten

Jeg har modtaget en interessant reaktion på min tidligere post Egypten på vej mod revolution? Den er skrevet af en af mine venner, der nærmest er ekspert i mellemøstlige forhold. Kommentaren tegner et mere forsigtigt billede af situationen, end jeg gjorde i min post.

Det vigtigste element for at vælte det egyptiske regime - en omfattende social krise - er allerede til stede i rimelig høj grad, og krisen ser ud til at blive større. Men det er selvfølgelig også en vigtig pointe, at der ikke eksisterer et egentligt politisk alternativ.

Nå, men here goes:
---

Ingen revolution i Egypten

Selvom man bør håbe på en revolution i Egypten er det dog langt fra den faktiske virkelighed. På trods af en umiddelbar social uro i faroens land er der dog langt til nogle egentlige politiske omvæltninger. Dette skyldes for det første at regimet er mere stabilt end som så. Regimets politiske legitimitet, var oprindeligt baseret på Nassers karisma, men i lige så høj grad på de juridiske og politiske institutioner. Disse institutioner har været stort set intakte siden det osmanniske riges fald. Det er sandt at Mubarak ikke besidder samme legitimitet som Nasser eller Sadat. Tilgengæld har han skabt legitmitet omkring sit regime.

At Egypten skulle være på vej mod en social eksplosion er sandt, hvilket bla. Det muslimske broderskab har profiteret på. Det er imidlertid ikke nogen nyhed, det har været sådan de sidste 20 år og hvad skulle lige præcis ændre det nu. Situationen er på ingen måder være end 80ernes gældskrise eller 90ernes IMF reformer.

Under ingen af disse har hverken det muslimske broderskab eller andre, grebet det revolutionære momentum. Dette kan man selvfølgeligt undre sig over, men faktum er at det egyptiske samfund er gennemsyret af patron-klient og ikke mindst patrimordiale forhold. Som jeg allerede har antydet har der aldrig været en egentlig revolution i Egypten eller noget sted i Mellemøsten. Tværtimod tyder meget på at de sociale kræfter bevidst bliver brugt af regimerne. Faktisk er det plausibelt at det muslimske broderskab og eller fagforeningerne i virkeligheden er dem der legitimere regimet, særligt over for EU og USA. I og for sig kan det samme siges om Saudi Arabien, hvor ulamaen (de religiøse) udnytter de sociale kræfter for at styrke deres position i forhold til den royale familie.

Saturday, March 22, 2008

Kontroversielt

The New York Times er efter sigende en af de mest respekterede aviser i den vestlige verden. Det er velkendt, at den før invasionen af Irak viderebragte nøje tilrettelagte løgne, der havde til formål at retfærdiggøre invasionen. Men jeg har lagt mærke til, at denne respektable avis altid omtaler racistisk "kritik" af muslimer og islam som "kontroversielt". Et eksempel er den hollandske højrefløjspolitiker Geert Wilders' film Fitna om islam. Geert Wilders sammenligner systematisk Koranen med Hitlers Mein Kampf, og han sammenligner muslimernes profet Mohammed med Hitler.

Det er "kontroversielt" hos New York Times. Det er hverken racistisk, anti-semitisk eller noget andet. Det lille ord "kontroversielt" indikerer, at det er legitimt at komme med disse påstande og udsagn, og at det næsten er en lødig holdning at mene, at over en milliard muslimer er at sammenligne med nazister.

Gad vide, om New York Times ville kalde Mein Kampf eller Der Ewige Jude for "kontroversielle".

Geet Wilders er i øvrigt en ivrig tilhænger af Israel og besættelsen af palæstinenserne. Han har besøgt Israel omkring 40 gange, har ansat en medarbejder, der kom direkte fra den israelske ambassade, og efter eget udsagn har Wilders tætte forbindelser til den israelske efterretningstjeneste Mossad. Men denne forbindelse til en fremmed magt er ikke så kontroversielt.

Friday, March 21, 2008

Egypten på vej mod revolution?

Egypten er faraoernes land. Det vigtigste og folkerigeste arabiske land. Panarabismens største leder, Gamal Nasser, kom fra Egypten. Egypten er den arabiske verdens kulturelle midtpunkt med alle sine film og musikshows. Nogle af de allermest populære arabiske musikere (for eksempel den legendariske Umm Kulthum, som smalede tre millioner sørgende til sin begravelse - eller den karismatiske flødebolle Amr Diab) er fra Egypten.

Men Egypten er også et ustabilt land. Landets diktator, Hosni Mubarak, er en god allieret af
USA. Derfor modtager Egypten hvert år 1300 millioner dollars i militær hjælp fra USA. Det gør Egypten til det land i verden, der - næst efter Israel, naturligvis - modtager den største militære støtte fra USA. Den civile økonomiske støtte til Egypten er ganske vist dalet, men den militære støtte er stabil og på et højt niveau. Aftalerne indebærer også, at Egypten kan købe militært isenkram på kredit.

Nå, men det er sådan set ligegyldigt. Den amerikanske journalist John R. Bradley hævder i en ny bog, der endenu ikke er udkommet, at Egypten bevæger sig på vej mod en revolution. Det er ikke overraskende, at han mener det. Brødopstanden - den egyptiske intifada - var tæt på at omstyrte det egyptiske regime. Opstanden brød ud efter, at regeringen kraftigt reducerede eller afskaffede en række subsidier på brændstof og fødevarer. Det ramte de fattige hårdt. Der udbrød en bølge af strejker, som sammen med demonstrationer eskalerede og antog karakter af en opstand. Opstanden blev imidlertid nedkæmpet af forskellige årsager, som jeg ikke vil diskutere her.

Det interessante er, at vi i dag ser en proces, der peger hen imod en social eksplosion i egypten. Jeg har i en tidligere post beskrevet, hvordan arbejderne på tekstilfabrikken Ghazl el-Mahalla, der beskæftiger 27.000 arbejdere, er i front for den sociale protest i Egypten. Tidligere har protesterne på de store fabrikker været af meget økonomisk karakter - det vil sige, at kravene har været sikring af reallønnen, udbetaling af manglende tillæg og den slags. Senere har arbejderne på forskellige fabrikker - herunder Mahalla-arbejderne - krævet, at "fagforeningerne" (der ikke er andet end regimets forlængede arm) udrenses for regimets folk, og at arbejderne får reel repræsentation.

Men nu er der en ny udvikling. Aktivister fra den uafhængige fagforening på Ghazl el-Mahalla har uddelt løbesedler med overskriften "Vi vil fortsætte med at hæve vores krav indtil vi bliver beslutningstagerne". Løbesedlerne fordømmer Arbejdsministeriet, virksomhedens ledelse samt den statslige "fagforenings" ledere. Den anklager dem for korruption (hvilket ikke er nogen nyhed) og for at bryde løfter om at forbedre arbejdernes forhold. Løbesedlerne angreb også inflationen, som udhuler lønningerne, og de advarede imod angreb fra arbejdsgiverne og staten, fordi en ny strejke er under opsejling. Der er planer om en ny strejke på Ghazl el-Mahalla den 6. april. Rygterne siger, at bevægelsen i april langt vil overgå den, jeg beskrev i september.

Hold øje med Egypten. Store begivenheder er under opsejling.

Thursday, March 20, 2008

Lejesoldaterne og valgkampen

Jeremy Scahill er den journalist, der har gravet mest i de amerikanske firmaer, der har lejesoldater i Irak - navnlig Blackwater. Her forklarer han om valgkampen i USA og de Clintons og Obamas syn på lejesoldaterne i Irak:

Sikke et jubilæum!

Dagen oprandt. Det var fem år siden, at "de villiges koalition" invaderede Mesopotamien. De skulle afmontere n stor mængde masseødelæggelsesvåben og dermed redde verden fra en overhængende trussel. Vi fik at vide, at Storbritannien kunne blive ramt af masseødelæggelsesvåben indenfor 45 minuter. Det viste sig - ligesom alle andre påskud for at starte krigen - at være løgn. Men det kunne man sådan set sige sig selv.

Hvad siger eroberne nu? Hvad siger Bagdads betvinger, George W. Bush om de fem års krig, han foreløbig har stået i spidsen for? Hvad har han at sige til undersåtterne langs Eufrat og Tigris - og i USA? Han siger, at "vi ikke vil acceptere andet resultat end sejr", at "krigen er ædel, den er nødvendig og den er retfærdig."

Tidligere har jeg viderebragt videnskabeligt materiale, der anslår, at amerikanerne slog omkring 300 irakere ihjel om dagen i 2006. Det er ikke til at sige, om tallet er det samme nu. Men det er værd at lægge mærke til, at patruljerne stadig fungerer på samme måde: Der er omkring 5000 daglige patruljer (inklusiv irakisk militær), der tager ud til "fjendtlige områder". De bevæger sig ind i områder, hvor hele befolkningen sympatiserer med modstandsbevægelsen, for at arrestere eller likvidere oprørere og terrorister.

Ofte har patruljerne en liste over de mistænkte og deres adresser. Deres opgave er så at gennemsøge hele huset for våben, sprængstoffer og politisk materiale, litteratur og videoudstyr. Ofte har de ingen liste, og så går patruljen fra dør til dør. Men da det ville være for farligt at banke på døren (beboerne kunne jo skyde igennem døren), så bliver dørene slået ind, og der bliver skudt på alt, der virker mistænkeligt. Hvis patruljen vurderer, at der er risiko for modstand, foreskriver praksis i tråd med feltmanualen, at der bliver kastet en granat ind i det pågældende rum eller hus. Hvis de mæder modstand, beder patruljen om luftstøtte. Det vil sige, at en bygning, ofte et helt boligområde, bliver bombet.

Uden modstand kan en patrulje finde 30 mistænkte i løbet af en dag. Det vil sige, at 1000 patruljer på en dag kan sparke dørene ind hos 30.000 irakiske hjem, gennemsøge dem og skyde på alle mistænkelige eller truende personer - her må man tænke på, at alle mænd i den kampdygtige alder er potentielle mistænkte og farlige fjender.

Hvis imidlertid en IED (vejsidebombe) afbryder en patrulje, ophører patruljens opgave med at være eftersøgningen af de mistænkte på listen, og i stedet skal de forfølge gruppen bag vejsidebomben (dom ofte beskyder patruljen efter detonationen). Hermed forhindrer oprørsgruppen denne patrulje i med magt at tvinge sig adgang til mindst 30 hjem, tæske indbyggerne, arrestere irakere og ydmyge de lokale beboere.

Når de amerikanske patruljer forfølger en gruppe, der har angrebet patruljen, så foreskriver deres feltmanual, at tilfangetagelse eller henrettelse af angriberen rangerer over civile liv i området. Derfor benytter amerikanerne massiv ildkraft i jagten på disse angribere - med masser af civile dødsfald til følge. Med tusindvis af patruljer hver dag bliver det samlede resultat et regulært massemord på daglig basis. Det er den "ædle krig", som George Bush taler om.

George Bush er tydeligvis ikke meget for at trække flere tropper hjem fra Irak, end der allerede er blevet trukket hjem. Antallet af amerikanske tropper på irakisk jord er nu 158.000. Dertil skal lægges et ukendt antal lejesoldater i firmaer som Blackwater. Jeremy Scahill, der er ekspert på området, anslår, at omkring 126.000 lejesoldater udfører militære opgaver for amerikanerne i Irak.

En anden ting, der er værd at lægge mærke til, er den massive optrapning i antallet af luftangreb, som amerikanerne udfører i Irak. I 2007 udførte de flere luftangreb end i 2004, 2005 og 2006 tilsammen. Ingen af de amerikanske præsidentkandidater taler om at nedbringe antallet af luftangreb. Måske er det fordi, luftangrebene ikke slår amerikanere ihjel. Luftangrebene (herunder brugen af klyngebomber) rammer kun irakiske mænd, kvinder og børn. Og "koalitionen" tæller som bekendt ikke, hvor mange irakere, de slår ihjel.

Det er der andre, der gør. Det amerikanske Just Foreign Policy anslår nu, at 1.189.173 irakere er døde som følge af "den ædle krig".

Friday, February 22, 2008

En historisk lektion

Her er en dokumentar, der på fin vis skildrer historien bag problemerne i det hellige land. Se den her.

Bortførelser og drab - velkommen til Palæstina



Landsbyen Beita i den nordlige del af Vestbredden fik torsdag besøg af besættelsesmagtens soldater. Den israelske hær bortførte 18 civile. Det foregik omkring daggry, hvor soldaterne stormede private hjem, ransagede husene og altså bortførte en række af landsbyens beboere. Blandt de bortførte er Ziead Hilal, 40, Mussa Baraham, 20, Iyhab Mustafa, 24, og Taleb Hamaiel, 35.

I dagene mellem den 14. og 20. februar har den israelske besættelsesmagt desuden slået seks palæstinensere ihjel, herunder den 11-årige dreng Tamer Abu Sha'ar. Det er ham, der er på billedet. Da billedet blev taget var han hårdt såret, efter at han var blevet skudt i hovedet af det israelske militær, men han døde senere. Han blev myrdet af besættelsesmagten, da han sammen med sin familie forsøgte at flygte fra et hus, der var under massiv beskydning af israelerne under deres visit i landsbyen Wadi al-Salqa i Gazastriben.

Ud over de overlagte drab på palæstinensere har Israel også slået tre palæstinensiske patienter ihjel ved at nægte tilførsel af medicin til Gaza samt at lade palæstinenserne modtage behandling i Israel. En 34-årig mor til seks døde 16 februar, efter at hun forgæves havde ventet i fem dage på tilladelse til at krydse overgangen til Israel for at modtage den behandling, som lægerne i Gaza ikke kan give, da de ikke har medicin til rådighed på grund af belejringen af Gaza. De to andre patienter, der døde efter at være nægtet tilladelse til at forlade Gaza, var en 59-årig mand og en dreng på halvandet år.

Ikke nok med, at patienterne dør på grund af mangel på medicin og belejringen af Gaza. Nu stopper ambulancerne også med at køre i Gaza. I Rafah er fem ud af syv ambulancer holdt op med at køre. Årsag: der er ikke benzin på grund af belejringen.

Hvis du vil overleve som palæstinenser under besættelse og belejring, så er her et godt råd: Lad være med at blive syg, lad være med at have brug for ambulancekørsel, lægehjælp eller medicin. Lad være med at opholde dig i dit hjem, lad i det hele taget være med at være palæstinenser.
Velkommen til det udbombede og militært underkuede helvede, der går under betegnelsen "Palæstina".

Thursday, February 14, 2008

På randen af borgerkrig

Da jeg i oktober talte med en af de lokale Hizbollah-ledere i Beiruts sydlige forstæder, Naim Bilal, som også er leder af Hizbollahs spejderorganisation al-Mahdi spejderne, spurgte jeg ham og faren for en borgerkrig. Svaret, jeg fik, var lige så skræmmende som det var køligt og realistisk. "Jeg tror, der bliver borgerkrig," sagde han. Velovervejet.

Historien gentager sig. I perioden mellem 1970 og 1975 var der mange tegn på, at landet var på vej mod en borgerkrig. En national enhedsregering blev dannet, og kollapsede på grund af uforenlige interne modsætninger. Præsidenten var i praksis øverste leder for hæren, og han tilhørte det kristne mindretal, som ifølge landets grundlov besad flertallet af parlamentets pladser. Hæren blev i stigende grad opfattet som tilhørende de kristne.

Den libanesiske hær var imidlertid ikke den eneste hær i landet. Der var over 10.000 soldater i PLO's styrker, som var blevet fordrevet fra Jordan efter "Sorte september". To hære med to forskellige dagsordener stod i Libanon. Lyder det bekendt?

Efter Syrien blev presset ud af Libanon i 2005 blev der dannet en national enhedsregering. Den brød senere sammen på grund af uforenlige interne modsætninger. Groft sagt kan man sige, at sunnier og drusere står over for shiaerne. De kristne er splittet midt over, og det største kristne parti, FPM, er allieret med Hizbollah, det ena af de to store shiamuslimske partier.

Splittelsen skete under Israels angreb på Libanon i sommeren 2006. De ministre, der kom fra Hizbollah og Amal, samt en tilhænger af den pro-syriske præsident Lahoud, trak sig. Siden har regeringen reelt ikke fungeret, og landet har befundet sig i dyb politisk krise. Halvdelen af libaneserne opfatter regeringen som forfatningsstridig.

I årene op til 1975, hvor borgerkrigen startede, var der flere og flere voldelige sammenstød mellem de forskellige grupper. Lyder det bekendt? For nylig blev syv unge Hizbollah-tilhængere mejet ned af "ukendte gerninsmænd". De hyppige sammenstød bliver som regel stoppet hurtigt. Men vreden er til stede. Politiske modstandere beskyldes for at være agenter for enten Syrien, USA, Iran eller Israel.

En anden faktor, der peger i retning af borgerkrig, er den libanesiske hærs faldende autoritet. Hæren bliver i stigende grad anset for at være et instrument, der bakker regeringen op - den regering, som halvdelen af libaneserne anser for at være illegitim. På næsten samtlige punkter, vi ser på, ligner det situationen op til 1975. Borgerkrigens trommer lyder stadig mere højlydt.

Monday, January 28, 2008

Scoring for Gaza


Det egyptiske fodboldlandshold er måske ikke blandt de bedste i verden, men det er et af de bedste arabiske hold. Og i fredags fik i hvert fald en af spillerne - midtbanespilleren Mohammed Abu Treika - overvældende sympati fra de i forvejen fanatisk fodboldgale arabere. Han scorede nemlig et mål i kampen mod Sudan, og det fejrede han med at fremvise sin t-shirt, der erklærede "sympati med Gaza".

Abu Treika fik efterfølgende en påtale fra det afrikanske fodboldforbund CAF, der arrangerede kampen som led i African Nations Cup. CAF mener, at der var tale om et politisk budskab, som er ulovligt. Tilsyneladende er CAF af den opfattelse, at sympati med en belejret og udsultet befolkning er et politisk og kontroversielt budskab, snarere end et humanitært og menneskeligt budskab.

Sagen kan sammenlignes med hændelsen i 2006, hvor Ghana vandt 2-0 over Tjekkiet. Her hev den ghanesiske forsvarsspiller John Paintsil et israelsk flag op af sin sok og svang med det for at vise sin sympati for Israel, hvor han spillede i klubben Hapoel Tel Aviv. John Paintsil fik aldrig en reprimande, men gav til gengæld en undskyldning til forskellige arabiske ambassadører. Sådan er der så meget.

Egypten vandt i øvrigt 3-0 over Sudan.

Tuesday, January 22, 2008

En jøde til zionistiske soldater

Her er et digt af Erich Fried, som jeg har oversat til dansk. Jeg synes, det er meget passende under den nuværende aggression imod Gaza. Erich Fried var jøde, og blev født i Wien 1921. Hans forældre blev arresteret og torteret til døde af Gestapo i 1938. Digtet er skrevet i 1988, kort før hans død.

En jøde til de zionistiske soldater , 1988

Hvad ønsker I egentlig?
Ønsker I virkelig at overgå
de som trådte jer ned
for en generation siden
i jeres eget blod
og i jeres egne ekskrementer
Ønsker I at videregive den gamle tortur
til andre nu
i alle dens blodige og beskidte detaljer
med bødlernes brutale fryd
som jeres fædre led?
Ønsker I virkelig at blive det nye Gestapo
det nye Wehrmacht
det nye SA og SS
og gøre palæstinenserne
til de nye jøder?
Velan, da ønsker jeg også,
som jeg selv for halvtreds år siden
for at være en jødedreng blev pint
af jeres bødler,
at være en ny jøde med disse nye jøder
som I gør palæstinenserne til
Og jeg ønsker at hjælpe til at gøre dem til et frit folk
i deres eget land Palæstina
hvorfra I har drevet dem eller hvori I piner dem
I, swastikas lærlinge
I, tåber og historiens skiftere
hvis Davidssterne på jeres flag
stadig hurtigere bliver
til det fordømte symbol med dets fire fødder
som I netop ikke ønsker at se
men hvis sti I følger hver eneste dag.

Monday, January 21, 2008

Besked fra Gaza

Gazastriben er måske verdens største fængsel. Med 1,4 mio. indbyggere/indsatte er det i hvert fald mange mennesker, det drejer sig om. Jeg fik fat på en besked fra Gaza fra Mohammed Omer. jeg poster den nedenfor på engelsk. Desuden opfordrer jeg læserne til at se dette slideshow med fotos, der dokumenterer de israelske krigsforbrydelser. Det er ikke for sarte sjæle.

Imens spekulerer jeg på, hvordan det stoiske og altudholdende palæstinensiske folk klarer sig i denne stund. Hvordan reagerer man på systematiske massakrer, krigsforbrydelser, ydmygelser, national undertrykkelse, nedværdigelser, missilangreb og en altomfattende mangel på basale fornødenheder? Er det på dette fundament, George Bush vil have palæstinenserne til at "slutte fred" med Israel? Er det straffen for, at palæstinenserne valgte at stemme på Hamas? En slags lektion i vestlige demokratiske værdier?

---

So Many Tragedies in So Little Time

Where to start…, what to talk about…? The crippling electricity shortages, affecting hospitals as well as civilians? The air strikes & on-going, daily bombings by the Israeli army, their indiscriminate targeting of civilians and police stations…? Israel ’s non-accidental, enforced starvation of 1.5 million people by closing off ALL borders and not allowing in even UN aid, let alone basic medicinal, food, and construction needs…?
Shortages of fuel have re-surfaced in Gaza : most of Gaza has no electricity and even more importantly, the shortage of medicine in Palestinian hospitals continues to increase, with the Ministry of Health reporting a looming humanitarian catastrophe.
Or should I begin with the bomb which just hit a wedding close to the Ministry of Interior building in Gaza City , with 15 apartment buildings within the bomb’s target range? One woman was killed and 47 others were injured –mostly children and women who had been inside their homes or playing on the street!! Scenes of children injured, bleeding and crying just moments after they had been enjoying a wedding celebration in a Gaza wedding hall…a horrific sight likely to go without mention of that in most news sources.
The injured were evacuated to Al Shifa hospital, where it was then hard to find enough beds and blankets for them, with children crammed three to four on a bed due to overcrowding.
Earlier Friday, Israel closed its border with the Gaza Strip to all traffic in what officials say is response to cross-border rocket fire, preventing even UN humanitarian supplies from getting in. The decision came after Israel vowed to broaden its military campaign against Gaza militants who have fired more than 110 home made rockets at southern Israel in the last three days resulting in the injury of two Israelis.
In contrast, 19 Palestinians were killed in one day last Wednesday during another Israeli attack, this one targeting the eastern part of Gaza City .
These are the latest attacks, but not the only: since the visit of US president and ‘peacemaker’, George Bush, within only 74 hours, Israel has killed 37 people and injured more than 90. Those numbers, which could again go up at any minute, were confirmed by Khaled Radi, the Ministry of Health spokesman in Gaza . Radi also said that Israel is using internationally illegal weapons, which makes it impossible for people to identify the bodies of their relatives as they have been destroyed to unrecognizable ends.
Among the tens killed were a 13 year old boy and his father and uncle, killed in what Israel claims was “a mistake”. Another Israeli attack killed a mother, Maryam Al Rahel, and her son, Mohammed, who were on a donkey cart when an Israeli warplane bombed them. Their bodies, like so many others, were rendered into small pieces of flesh, scattered everywhere!
An Even Blacker Night!
I and some journalist colleagues went to offer condolences to a journalist friend of ours for the death of his cousin as a result of medicine shortages on Wednesday. While on the way, there was a lot of shooting going on, from funerals and demonstrations. Later, as we were starting to drive off from our parking spot, Mohammed, another journalist, suggested waiting for a moment. But as others preferred to not wait around, we eventually left.
After we had gone just a few minutes down the road, we learned that the place where our car had been parked had just been bombed, targeting and killing two Palestinians, injuring another three. “It could have been us who were killed,” one of the journalists said to me. I answered: “Thanks to God, it wasn’t. But this is so sad; it must be terrible for their families, with children left behind and no one now to support them.”
Update on Killings
As predicted, the death toll has risen since I began this report: another two have been killed in northern Gaza , and another 4 badly injured. Israeli Ministry spokesman, Shlomo Dror says that: “It’s unacceptable that people in Sderot are living in fear every day and people in the Gaza Strip are living life as usual.”
And I wonder, what exactly does he consider “life as usual”? For if he means it is normal that over 35 civilians should be killed in 4 days, an entire population should be on the verge of starvation and should be forced to shiver through winter nights without electricity or sufficient blankets, that hospitals and medical centers should be forced to shut down or operate at sub-par capability and without needed medicine, food, blankets, and even space,…the list goes on…well then yes, we are living life as usual.

Friday, January 18, 2008

Galloway

Jeg plejer at synes, at den britiske parlamentariker George Galloway er for ukritisk i sin indstilling over for fundamentalistiske grupper. Ikke desto mindre har han ret i sin pointe om, at hvis der var reelt demokrati i Libanon, var Hassan Nasrallah - lederen af Hizbollah - uden tvivl præsident. Og han har ret i en del andre ting. Se hans tale til en konference for "Stop the War Coalition" i England i december:


Sunday, January 13, 2008

Amerikansk humor

Jeg har ladet mig fortælle, at Jon Stewart og hans show skulle være meget underholdende. Det her klip, der kort gør rede for amerikansk udenrigspolitik i regionen, er i hvert fald morsomt.

Friday, January 11, 2008

Familien Fayadh er blevet myrdet


Klokken var 8.30 da kampvognen affyrede sin granat. Projektilet ramte sit mål. Det gjorde de næste to granater også. Indbyggerne i huset, der var blevet bombet af granaterne, forsøgte at flygte ud gennem hoveddøren. De forsøgte at redde det nøgne liv. Ubevæbnede og angste. Hvad har de tænkt, da deres hus var ved at falde sammen om ørerne på dem? Vi ved det ikke. Men vi ved, at den 59-årige kvinde, hendes 22-årige datter og 18-årige nevø blev mejet ned, da de forsøgte at flygte. Kort forinden havde kvindens 32-årige søn fået sin krop revet itu af granatsplinterne. Da de overlevende nåede hoveddøren blev de dræbt af skud i brystregionen. De havde ikke en chance.

Det var familien Fayadh. Den israelske hær, som massakrerede familien i deres hjem, var ude på en mission for at likvidere den 28-årige Sami Hamdan 'Abdul Rahim Fayadh - den 59-årige kvindes søn. Han blev dræbt af en af granaterne. Israelerne slog ham ihjel fordi han var medlem af Al-Quds brigaderne - den væbnede fløj af Islamisk Jihad. Måske var han skyldig i en forbrydelse, det ved vi ikke. Måske var han uskyldig. Ingen dom vil nogensinde blive fældet, for han er død nu. Hans familie måtte også undgælde for det udestående, den israelske hær havde med ham. Så nu er fem familiemedlemmer døde, hvoraf den ene - måske - var skyldig i en forbrydelse. Resultatet står tilbage: familien Fayadh er blevet myrdet af det israelske militær. Mordet - eller massakren - fandt sted 3. januar i landsbyen al-Qarara i den sydlige del af Gazastriben.

Efter at det israelske militær havde såret yderligere 12 civile palæstinensere med granatsplinter, herunder fem børn, ødelagt et 237 år gammelt hus og raseret 125.000 kvadratmeter landbrugsjord med oliventræer og grøntsager, trak de sig tilbage ved 22-tiden.

Jeg har ikke noget billede af familien Fayadh, så jeg indsætter et foto af et af de huse, den israelske hær ødelagde i al-Qarara 3. januar. I øvrigt henviser jeg til det palæstinensiske center for menneskerettigheder, der hver uge dokumenterer Israelske krigsforbrydelser, massakrer og overgreb i de besatte områder - de har også dokumenteret mordet på familien Fayadh.

Tuesday, January 8, 2008

Dræb patienterne!

Den såkaldte krig mod terror er blevet til en krig imod nyrepatienter, kræftpatienter og folk med hjerteproblemer. Det er virkeligheden i de besatte palæstinensiske områder. Det palæstinensiske Røde Halvmåne udsendte i december en hasteappel om hjælp til Gazas indbyggere, der lider kraftigt under den nuværende belejring og blokade. Ifølge Røde Halvmåne er der tale om en "humanitær katastrofe."

Indtil december havde blokaden direkte kostet 37 menneskeliv, idet patienter blev forhindret i at forlade Gazastriben for at modtage behandling. 300 patienter har på nuværende tidspunkt behov for at forlade Gazastriben for at blive behandlet for deres sygdomme. Der er i alt 1500 patienter med nyresygdomme, kræft og hjerteproblemer, der kan risikere at blive slået ihjel af den israelske belejring.

Brændstof, fødevarer og medicin kan ikke indføres til Gaza på grund af den israelske blokade. Dog er der en vis nødhjælp, som sørger for, at palæstinenserne under belejringen ikke dør af sult, men akkurat holdes i live. Indtil de altså bliver syge og har brug for avanceret lægehjælp og medicin, som Israel ikke tillader, at man har i Gaza. Så snart Gazas indbyggere - jeg fristes til at sige indsatte - bliver syge af forholdsvis simple nyresygdomme, er det i mange tilfælde det samme som en dødsdom. Ikke fordi sygdommene ikke kan behandles, men fordi patienterne bliver slået ihjel af den israelske besættelse og belejring.

Drama i Golfen

Amerikanerne føler sig "provokerede". Det skyldes, at iranske speedbåde gik tæt på tre amerikanske krigsskibe i internationalt farvand i Hormuzstrædet ved indgangen til den Persiske Golf. Det meddeler den amerikanske flåde.

De iranske speedbåde, der angiveligt tilhører revolutionsgardens flåde, sendte ifølge Al Jazeera en radiotransmitteret trussel til de amerikanske krigsskibe, om at iranerne agtede at sprænge dem i luften. Speedbådene kastede tilsyneladende kasser i vandet foran de amerikanske skibe, hvilket tvang amerikanerne til at foretage undvigelsesmanøvrer af frygt for eksplosionsfare. De iranske speedbåde fortrak dog, da amerikanerne gjorde klar til at "åbne ild i selvforsvar," som Gordon Johndroe, talsmand for det amerikanske nationale sikkerhedsråd udtrykte det i en pressemeddelelse.

I Teheran vil de nu foretage en høring om episoden, og repræsentanter for revolutionsgarden vil tale i parlamentet i dag for at retfærdiggøre revolutionsgardens handling over for amerikanerne. Jeg behøver ikke at nævne, at høringen naturligvis er lukket. Al Jazeeras korrespondent i Teheran, Alireza Ronaghi, vurderer imidlertid, at det er vanskeligt at forestille sig, at revolutionsgarden ville opføre sig så aggressivt over for amerikanske skibe, hvis de ikke krænkede Irans territorium. Midt i den nuværende tilnærmelse mellem Iran og de arabiske stater, der er allierede med USA, er det ikke sådan en diplomatisk krise, regimet i Teheran har brug for. Måske er det snarere USA, der har brug for en diplomatisk krise?

Selve spørgsmålet om, hvad amerikanerne overhovedet laver i Hormuzstrædet ud for den iranske kyst, lader vi være urørt her - blot kan man mene, at amerikanerne formentlig ville anse det for en uhørt provokation, hvis Iran gav sig til at patruljere ud for den amerikanske kyst - internationalt farvand eller ej.

Friday, January 4, 2008

Hizbollah-land

Jeg har selv førstehånds kendskab til det libanesiske Hizbollah - "Guds parti". Jeg har været arresteret og tilbageholdt af Hizbollah i Beiruts sydlige forstæder. Samtidig har jeg en god ven i Beirut, som beundrer Hizbollah og deres leder Hassan Nasrallah mere end noget andet. Hizbollah er i dag en af de vigtigste ikke-statslige aktører i Mellemøsten. Men hvad er Hizbollah? Al Jazeera har produceret et program, der giver et hurtigt overblik. Nye seere kan begynde her:




Thursday, January 3, 2008

Koflikten mellem Frankrig og Syrien

Så kom der endnu en åben diplomatisk konflikt i Mellemøsten. Forbindelserne er nu afbrudt mellem Frankrig og Syrien, efter at Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy forleden fremturede og sagde, at Damaskus måtte fremlægge beviser for, at det syriske regime arbejder for en konsensusvalgt præsident i Libanon.

Forskellige fløje i Libanon er foreløbig nået til enighed om hærchefen Michel Suleiman som ny præsidentkandidat. Han skal vælges af parlamentet, og nu foregår der en masse juristeri i den forbindelse.

At Frankrig, som er Syriens gamle koloniherrer, på den måde svinger taktstokken, er ikke populært i Damaskus, og det giver mindelser om gamle dage, hvor trikoloren vajede i Damaskus, før franskmændene var tvunget til at trække sig ud, og - som en sidste salut - bombardere Damaskus i 1946.

Sarkozy forsøger tilsyneladende at få det til at fremstå som om, at det alene er Syrien, der blander sig i det politiske liv i Libanon. At andre lande - som Saudi Arabien, USA, Italien og Frankrig selv er dybt indblandet i Libanon, vil Sarkozy gerne underspille. En anden væsentlig spiller er i øvrigt Iran, hvis religiøse lederskab hvert år sender store pengebeløb til Hizbollah. Disse penge finansierer skoler, hospitaler, almindelig genopbygning og naturligvis våben til bevægelsens væbnede gren.

Men indblandingen fra Vesten er heller ikke helt fredelig. Den prisbelønnede reporter Seymour Hersh afdækkede sidste år, hvordan sauderne, amerikanerne og folk fra den magtfulde Hariri-klan i Libanon har finansieret og fremelsket den militante islamistiske bevægelse Fatah al-Islam, som holdt til i flygtningelejren Nahr al-Bared i det nordlige Libanon. Denne ekstreme bevægelse, som af Libanons shiaer sættes i forbindelse med al-Qaeda, var svært bevæbnet med amerikanske våben, og den libanesiske hær havde endog meget svært ved at nedkæmpe de bevæbnede islamister.

Der er ingen tvivl om, at Syrien forsøger at øve stor indflydelse i Libanon. Men her adskiller de sig egentlig ikke fra hverken Frankrig, USA, Saudi Arabien eller Iran. Striden mellem Frankrig og Syrien handler vel egentlig mest om, hvem der skal øve den største indflydelse i Libanon.