En overset nyhed fra Irak

Jeg burde vel skrive om den nye aftale mellem den irakiske "regering" og den amerikanske besættelsesmagt. Aftalen får god dækning i aviser som New York Times - læs selv her. De skriver blandt andet, at aftalen indebærer, at de irakiske myndigheder opnår en "høj grad" af myndighed over forbrydelser, som bliver begået af amerikansk personel, som har fri og ikke opholder sig på deres baser. Som om, at forbrydelserne bliver begået, når soldaterne og lejesoldaterne har fri. Alle irakere ved, at de vilkårlige mord, nedværdigelserne, de brutale husundersøgelser og regulære overfald finder sted netop i arbejdstiden. Det er faktisk troppernes job at udføre disse forbrydelser.

Men nu kan den irakiske "regering" altså hævde, at de på en måde regerer i deres eget land. Det giver næsten indtrykket af, at der er tale om et selvstændigt land. Næsten.

Og jeg vil altså ikke skrive om denne aftale. Jeg vil derimod berette om en anden nyhed fra Irak. En nyhed, som ikke bliver dækket af de vestlige medier. Måske fordi den ikke anses for at være væsentlig eller sensationel. Eller også opfylder den ikke det journalistiske kriterie om identifikation. Underforstået: vesterlændinge kan ikke identificere sig med irakere. Det siger nok mest om, at redaktører ikke kan identificere sig med irakere. Men der er jo så mange, som redaktørerne ikke kan identificere sig med. Hvorfor skulle de gøre forskel på irakere, venezuelanere eller palæstinensere. Det ville jo være diskrimination.

Nu kommer vi så til emnet. Det drejer sig om en demonstration i Bagdad. Demonstrationen var vendt imod en lønnedgang, som trådte i kraft 1. juli. Demonstranterne var ansatte hos ministeriet for industri og mineraler (MIM). Demonstranterne arbejder til daglig med udvikling af det, der er tilbage af den irakiske industri.

Lønnedgangen var dikteret af det irakiske finansministerium. De havde til gengæld fået diktatet fra den Internationale Valutafond, IMF. Imidlertid blev ministeriet - efter massiv protest fra de irakiske arbejdere - tvunget til at trække lønnedgangen tilbage. Men arbejderne mangler stadig at få udbetalt den manglende løn for de sidste fem måneder. En demonstrant sagde, "vi får intet, mens de bliver rige på korruption".

Demonstrationen samlede hundredvios af ansatte fra MIM i Bagdad. Samtidig var der lignende demonstrationer i Kut, Nassiriyah og Najaf.

Demonstranterne i Bagdad gik i retning af ministeriet. De råbte slagord og bar bannere. Militæret blokerede imidlertid demonstrationens rute og pressede demonstranterne sammen. Demonstranterne blev mødt med hævede geværer. Imidlertid forholdt demonstranterne sig i ro over for denne konfrontative taktik. Demonstranterne blev stående og holdt fast på deres ret til at protestere. De gjorde det klart, at de ønskede at sende repræsentanter til ministeriet for at aflevere deres krav om udbetaling af den manglende løn.

Til slut blev myndighederne pressede til at give efter og tillade en delegation at få adgang til ministeren. Ministeren lovede at tage kravene med til premierminister al-Maliki. Falah Alwan, en af demonstrationens arrangører og leder af Sammenslutningen af Arbejderråd og Fagforeninger i Irak, sagde, "vi venter to dage på et svar. Derefter vil vi vende tilbage."

Hvorfor blev demonstrationen ikke omtalt i de vestlige medier? Måske passer den ikke ind i de journalistiske kriterier - væsentlighed, identifikation, sensation og aktualitet. Eller det femte kriterie: konflikt. Der er masser af konflikt.

Historien er væsentlig, fordi den viser, at irakernes levestandard bliver smadret af besættelsesmagten og deres økonomiske institution IMF.

Angående identifikationen, så er der naturligvis tale om irakere, og ikke englændere, danskere, amerikanere eller svenskere. Men man kunne godt få den mistanke, at billedet af almindelige irakere - der hverken er islamister eller noget andet "orienatlistisk" - ikke passer ind i det fordomsfulde billede, pressen normalt præsenterer os for. Måske er der tale om, at identifikationen faktisk er for stor?

Sensation: tja, det er nok en overraskelse for mange, at IMF dikterer lønnedgang på 30 procent.

Aktualiteten vil jeg ikke beskæftige mig med. Konflikten er til gengæld ret klar: almindelige irakeres levestandard kontra IMF, USA og deres marionetregering.