Det må være svært at undgå at få en smag af gin og tonic i munden i Sharm el-Sheikh. Kolonitiden er langt fra forbi for palæstinenserne, og topmødet i feriestedet ved det Røde Hav skulle forestille at tage sig af deres skæbne.
Israels premierminister Ehud Olmert mødtes med de arabiske diktatorer - nå nej, det hedder "moderate" - fra Egypten og Jordan, samt den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas. Baggrunden er klar nok. Abbas har som bekendt opløst den demokratisk valgte regering og indsat sin egen. "Egen" er måske så meget sagt, for det er tydeligt, at Washington har udvalgt den nye palæstinensiske premierminister Salam Fayyad, der har tjent som IMF's repræsentant i de palæstinensiske områder og går for at være Condoleeza Rices yndlingspalæstinenser.
Men hvad snakkede de om, de arabiske kupmagere, torturbødler og diktatorer - og så Olmert, libanesernes bøddel? Ifølge Al Jazeera sagde Abbas, at han vil have Israel til at indgå i "seriøse fredforhandlinger".
Der er bare et enkelt problem. Olmert er ikke helt med på den. Hvorfor skulle Israel stole på Fateh? De er en gang blevet fordrevet fra Gaza, selv om de havde dobbelt så mange væbnede folk som Hamas. Men Fateh er så miskrediteret på grund af korruption, kapitulation til Israel og brug af tortur over for oppositionen, at de ikke var i stand til at holde på noget som helst. Hamas anførte blot en massebevægelse, der drev de korrupte ledere (der anses for at være kollaboratører med Israel) ud af Gaza. Efter sådan en omgang er Israels ledere alvorligt i tvivl om deres marionetter i Fateh-toppen er i stand til at udføre Israels arbejde blandt de koloniserede palæstinensere.
Det er en kendt sag, at de korrupte Fateh-ledere omkring Abbas ikke nævner ordet "besættelse", når de taler om Israels kolonisering af palæstinensisk jord. De taler ikke engang om, at Israel skal trække sig tilbage. Hvordan kan palæstinenserne have tillid til disse folk? Men Abbas og Fayyad kan trøste sig med, at har de ikke støtte fra deres egen befolkning, så har de det i hvert fald fra Bush, Blair og EU's ledere. Desværre for Fateh-lederne er de israelske generaler klar over, at hvis Fateh ikke kan kontrollere palæstinenserne og holde dem fra at gøre modstand mod besættelsen, så er der ikke megen fidus i at lave aftaler med disse ledere. De stoler ganske enkelt ikke på Fatehs evner i samme grad som Vestens ledere gør.
Sådan er Mellemøsten. Torturbødlerne og de enevældige konger er Vestens gode venner. Befolkningerne har bare at dukke nakken og klappe i. Og når de koloniserede folk ikke gør, som der forventes af dem, så har vi balladen. Det er grunden til, at der ikke kommer et eneste fremskridt ud af diktatorernes og bødlernes møde i Sharm el-Sheikh.
News and comments from Balad al Sham
Tuesday, June 26, 2007
Monday, June 25, 2007
"Damn, that's a lot of dead hajis!"
En lille video, der viser racistiske amerikanske soldater i færd med at demokratisere Irak.
Jeg vil gerne undskylde, hvis folk får det fysisk dårligt af at se filmen. Men den viser dagligdagen i Irak under amerikansk besættelse. Og den viser, hvor brutaliserede unge amerikanske knægte, der intet har at gøre i Irak, er blevet af krigen i Mesopotamien.
Historien melder ikke noget om, hvor mange, der blev dræbt i bombardementet. Men som den amerikanske general Tommy Franks sagde det: "I'm not in the business of body counting."
Jeg vil gerne undskylde, hvis folk får det fysisk dårligt af at se filmen. Men den viser dagligdagen i Irak under amerikansk besættelse. Og den viser, hvor brutaliserede unge amerikanske knægte, der intet har at gøre i Irak, er blevet af krigen i Mesopotamien.
Historien melder ikke noget om, hvor mange, der blev dræbt i bombardementet. Men som den amerikanske general Tommy Franks sagde det: "I'm not in the business of body counting."
10 more years
Den første maj for tre år siden sagde George Bush, at "koalitionstropperne udførte en af de hurtigste, mest succesfulde og humane kampagner i militærhistorien."
Talen, der kan høres på Det Hvide Hus' hjemmeside, vil gå over i verdenshistorien som en af de bedste kulsorte vittigheder, Washington har fabrikeret. Bush taler blandt andet om, at irakerne ikke længere risikerer at havne i torturkamre og massegrave - og at olieproduktionen stiger. Det var lige før skandalen om Abu Ghraib kom ud i offentligheden. Men irakerne var aldeles klar over, at amerikanerne systematisk benyttede sig af tortur.
Ifølge generalmajor Antonio Taguba var Bush på dette tidspunkt klar over, hvad der foregik i Abu Ghraib. Oplysningerne var tilgængelige for både forsvarsminister Donald Rumsfeld og præsident George Bush.
Men alt i Irak drejer sig jo ikke om tortur. Det drejer sig om krig. George Bush vil jo så gerne være en stor strateg og hærfører. Men på trods af sit intellekt, der slår alverden med forbavselse, formår den gode præsident alligevel ikke helt at skabe de resultater, han gerne vil have. Lederen af de amerikanske besættelsesstyrker i Irak, David Petraeus, siger nu, at det kommer til at tage 10 år for verdenshistoriens største militærmaskine at knuse modstandsbevægelsen i Irak.
Hvis George Bush havde været i stand til at læse andet end Første Mosebog, så burde han måske have taget sig tid til rent faktisk at studere krigsstrategi og taktik. For eksempel hos Sun Tzu, den gamle kinesiske militærekspert.
Sun Tzu siger:
"Hvis du kender fjenden og kender dig selv, behøver du ikke at frygte resultatet af hundrede slag.
Hvis du kender dig selv, men ikke fjenden, vil du for hver sejr også lide et nederlag.
Hvis du hverken kender fjenden eller dig selv vil du tabe hvert slag."
George Bush forstod intet af, hvad han gik ind til, da han startede krigen. Han forstod hverken fjenden eller sine egne styrkers begrænsninger eller psykologien hos almindelige amerikanere. Han gik ud fra, at irakerne ville byde amerikanerne velkomne som befriere - eller i det mindste afholde sig fra at gøre væbnet modstand - samt at USA's militære overlegenhed ville sikre sejren og at den amerikanske befolkning ville støtte op om krigen så længe det var nødvendigt. Alle disse formodninger var grundløse og forkerte.
Sun Tzu forklarede, at soldaternes moral er afgørende i krig, og Napoleon lagde altid meget vægt på dette spørgsmål.
De amerikanske soldater i Irak tror ikke, at de udkæmper en retfærdig krig. De som troede på det i starten, bliver overbevist om det modsatte efter egne erfaringer i Irak. På trods af den enorme censur fra det amerikanske militær, slipper der jævnligt nyheder ud om mytterier og lydighedsnægtelse i den amerikanske hær i Irak. Et enkelt eksempel:
I december sidste år måtte Robert Gates personligt tage til Bagdad for at få orden på et mytteri blandt amerikanske tropper i Ramadi i Anbar-provinsen (som er fuldstændig uden for amerikansk kontrol). Det mest foruroligende for Bush må være rapporterne om, at de amerikanske soldater overgiver sig til de irakiske modstandsfolk, og der er flere der har bedt modstandsfolkene om hjælp til at komme til Tyrkiet eller Syrien for at søge politisk asyl.
For et år siden sagde FN, at der døde 100 irakere om dagen. Der er ingen grund til at tro, at dette tal er dalet.
Kan USA klare 10 år mere med hård modstand i Irak?
10 år mere med massakrer på civilbefolkningen?
10 år mere med mytteri blandt tropperne?
Og kan kan Bush, Blair og deres medskyldige europæiske statsledere (heriblandt Anders Fogh Rasmussen) undgå et eftermæle som krigsforbrydere og massemordere?
Jeg tillader mig at tvivle ganske gevaldigt.
Talen, der kan høres på Det Hvide Hus' hjemmeside, vil gå over i verdenshistorien som en af de bedste kulsorte vittigheder, Washington har fabrikeret. Bush taler blandt andet om, at irakerne ikke længere risikerer at havne i torturkamre og massegrave - og at olieproduktionen stiger. Det var lige før skandalen om Abu Ghraib kom ud i offentligheden. Men irakerne var aldeles klar over, at amerikanerne systematisk benyttede sig af tortur.
Ifølge generalmajor Antonio Taguba var Bush på dette tidspunkt klar over, hvad der foregik i Abu Ghraib. Oplysningerne var tilgængelige for både forsvarsminister Donald Rumsfeld og præsident George Bush.
Men alt i Irak drejer sig jo ikke om tortur. Det drejer sig om krig. George Bush vil jo så gerne være en stor strateg og hærfører. Men på trods af sit intellekt, der slår alverden med forbavselse, formår den gode præsident alligevel ikke helt at skabe de resultater, han gerne vil have. Lederen af de amerikanske besættelsesstyrker i Irak, David Petraeus, siger nu, at det kommer til at tage 10 år for verdenshistoriens største militærmaskine at knuse modstandsbevægelsen i Irak.
Hvis George Bush havde været i stand til at læse andet end Første Mosebog, så burde han måske have taget sig tid til rent faktisk at studere krigsstrategi og taktik. For eksempel hos Sun Tzu, den gamle kinesiske militærekspert.
Sun Tzu siger:
"Hvis du kender fjenden og kender dig selv, behøver du ikke at frygte resultatet af hundrede slag.
Hvis du kender dig selv, men ikke fjenden, vil du for hver sejr også lide et nederlag.
Hvis du hverken kender fjenden eller dig selv vil du tabe hvert slag."
George Bush forstod intet af, hvad han gik ind til, da han startede krigen. Han forstod hverken fjenden eller sine egne styrkers begrænsninger eller psykologien hos almindelige amerikanere. Han gik ud fra, at irakerne ville byde amerikanerne velkomne som befriere - eller i det mindste afholde sig fra at gøre væbnet modstand - samt at USA's militære overlegenhed ville sikre sejren og at den amerikanske befolkning ville støtte op om krigen så længe det var nødvendigt. Alle disse formodninger var grundløse og forkerte.
Sun Tzu forklarede, at soldaternes moral er afgørende i krig, og Napoleon lagde altid meget vægt på dette spørgsmål.
De amerikanske soldater i Irak tror ikke, at de udkæmper en retfærdig krig. De som troede på det i starten, bliver overbevist om det modsatte efter egne erfaringer i Irak. På trods af den enorme censur fra det amerikanske militær, slipper der jævnligt nyheder ud om mytterier og lydighedsnægtelse i den amerikanske hær i Irak. Et enkelt eksempel:
I december sidste år måtte Robert Gates personligt tage til Bagdad for at få orden på et mytteri blandt amerikanske tropper i Ramadi i Anbar-provinsen (som er fuldstændig uden for amerikansk kontrol). Det mest foruroligende for Bush må være rapporterne om, at de amerikanske soldater overgiver sig til de irakiske modstandsfolk, og der er flere der har bedt modstandsfolkene om hjælp til at komme til Tyrkiet eller Syrien for at søge politisk asyl.
For et år siden sagde FN, at der døde 100 irakere om dagen. Der er ingen grund til at tro, at dette tal er dalet.
Kan USA klare 10 år mere med hård modstand i Irak?
10 år mere med massakrer på civilbefolkningen?
10 år mere med mytteri blandt tropperne?
Og kan kan Bush, Blair og deres medskyldige europæiske statsledere (heriblandt Anders Fogh Rasmussen) undgå et eftermæle som krigsforbrydere og massemordere?
Jeg tillader mig at tvivle ganske gevaldigt.
Sunday, June 24, 2007
Kvartettens udsending
Her gik mange nok og troede, at Tony Blair var en færdig mand i politik. Naive sjæle har muligvis antaget, at en notorisk løgner og krigsforbryder ikke lige var den mest oplgte til at besidde en toppost i international politik. Men omtalte naive sjæle har taget fejl.
For det ser nemlig ud til, at Tony Blair har en rigtig god chance for at blive den selvbestaltede "Mellemøstkvartets" udsending.
Tror Lord Tony Blair virkelig selv, at araberne vil byde ham velkommen? Tror han virkelig, at Storbritanniens deltagelse i folkemordet på irakerne er en bagatel? Tror han virkelig, at det irakiske blod på hans hænder ikke vil være et problem for palæstinenserne?
Hvis Tony Blair - manden bag løgnen om de berygtede 45 minutter - rent faktisk tror, at han kan gøre noget for at løse problemerne i Mellemøsten, så er han enten uden situations- og virkelighedsfornemmelse, eller også er han bare stadigvæk en inkarneret sandhedsmodstander. Manden er komplet miskrediteret i Mellemøsten, og han har stadig ikke sagt undskyld en eneste gang for det barbari, han er medansvarlig for at have skabt i Mesopotamien.
Tony Blair vil i sin egenskab af stormagternes udsending hos de koloniserede folk i Mellemøsten arbejde for, at der bliver oprettet en palæstinensisk stat. Det er i hvert fald det, vi kan læse hos mange store mediehuse. Hvem vil Blair tale med i "Palæstina"? Vil han tale med Ismail Haniyeh, den mand som rent faktisk er premierminister og som er demokratisk valgt? Nej, naturligvis ikke. Lord Blair vil tale med Mahmoud Abbas (der aldrig nævner ordet "besættelse", når han taler om de besatte områder) og Condoleeza Rices yndlingspalæstinenser, IMF-manden Salam Fayyad. Blair vil holde møder med de palæstinensiske quislinge, der er villig til at gøre, som "kvartetten" og Israel befaler. Til dette formål er Blair aldeles kvalificeret.
Blair vil ikke modsætte sig Israels mur på Vestbredden og koloniseringen af palæstinensernes land. I stedet vil han tale om samarbejde med "moderate" kræfter (hvilket vil sige de miskrediterede quislinge og kollaboratører). Hans job vil være at få palæstinenserne til at lægge enhver modstand mod besættelsen på hylden og i stedet indordne sig og være "moderate" under israelsk overherredømme. Om retfærdighed vil Blair ikke mæle et muk.
Blair vil have forståelse for, at den palæstinensiske "stat" vil inføre mere "sikkerhed", strengere love og mindre demokrati. For det handler jo om at beskytte den palæstinensiske "stat" imod befolkningen, som næppe vil acceptere ledernes forædderi. Blair vil have forståelse for, at Fayyeds ikke-valgte regering fører krig imod den valgte Hamas-regering. Når alt kommer til alt, handler det jo om at have "en mand vi kan snakke med", og ikke en regering, som palæstinenserne selv har valgt.
For det ser nemlig ud til, at Tony Blair har en rigtig god chance for at blive den selvbestaltede "Mellemøstkvartets" udsending.
Tror Lord Tony Blair virkelig selv, at araberne vil byde ham velkommen? Tror han virkelig, at Storbritanniens deltagelse i folkemordet på irakerne er en bagatel? Tror han virkelig, at det irakiske blod på hans hænder ikke vil være et problem for palæstinenserne?
Hvis Tony Blair - manden bag løgnen om de berygtede 45 minutter - rent faktisk tror, at han kan gøre noget for at løse problemerne i Mellemøsten, så er han enten uden situations- og virkelighedsfornemmelse, eller også er han bare stadigvæk en inkarneret sandhedsmodstander. Manden er komplet miskrediteret i Mellemøsten, og han har stadig ikke sagt undskyld en eneste gang for det barbari, han er medansvarlig for at have skabt i Mesopotamien.
Tony Blair vil i sin egenskab af stormagternes udsending hos de koloniserede folk i Mellemøsten arbejde for, at der bliver oprettet en palæstinensisk stat. Det er i hvert fald det, vi kan læse hos mange store mediehuse. Hvem vil Blair tale med i "Palæstina"? Vil han tale med Ismail Haniyeh, den mand som rent faktisk er premierminister og som er demokratisk valgt? Nej, naturligvis ikke. Lord Blair vil tale med Mahmoud Abbas (der aldrig nævner ordet "besættelse", når han taler om de besatte områder) og Condoleeza Rices yndlingspalæstinenser, IMF-manden Salam Fayyad. Blair vil holde møder med de palæstinensiske quislinge, der er villig til at gøre, som "kvartetten" og Israel befaler. Til dette formål er Blair aldeles kvalificeret.
Blair vil ikke modsætte sig Israels mur på Vestbredden og koloniseringen af palæstinensernes land. I stedet vil han tale om samarbejde med "moderate" kræfter (hvilket vil sige de miskrediterede quislinge og kollaboratører). Hans job vil være at få palæstinenserne til at lægge enhver modstand mod besættelsen på hylden og i stedet indordne sig og være "moderate" under israelsk overherredømme. Om retfærdighed vil Blair ikke mæle et muk.
Blair vil have forståelse for, at den palæstinensiske "stat" vil inføre mere "sikkerhed", strengere love og mindre demokrati. For det handler jo om at beskytte den palæstinensiske "stat" imod befolkningen, som næppe vil acceptere ledernes forædderi. Blair vil have forståelse for, at Fayyeds ikke-valgte regering fører krig imod den valgte Hamas-regering. Når alt kommer til alt, handler det jo om at have "en mand vi kan snakke med", og ikke en regering, som palæstinenserne selv har valgt.
Thursday, June 21, 2007
Hvorfor det er synd for Bush
Jeg har ondt af George Bush og Condoleeza Rice. Og nok også af Tony Blair. De vil jo så gerne have demokrati i Mellemøsten. De var derfor rigtig glade for, at der blev afholdt et ægte parlamentsvalg i det såkaldte "Palæstina" i januar 2006. Men hvad gjorde de utaknemmelige arabere - disse vilde barbarer? De stemte på de forkerte! De tillod sig den frækhed at stemme på Hamas i stedet for Fateh.
Her har Bush og de andre ellers gået og opfostret Abbas og de andre Fateh-ledere og lært dem at lade være med at nævne ordet "besættelse" når de snakker om de besatte områder, og de har lært dem at være korrupte og købe millionærbiler og guldhaner på toiletterne og lade være med at protestere over Israels kolonisering af de palæstinensiske områder. Alt til ingen nytte. Stakkels Bush.
Nå, men Bush har gennem sin gode ven og allierede, den egyptiske diktator og bøddel Hosni Mubarak, efterfølgende forsøgt at vælte den regering, de utaknemmelige palæstinensere har valgt. Det gik desværre ikke så godt, og Hamas fordrev Fatehs styrker, der blev sendt ind fra Egypten for at vælte regeringen. Bush kunne igen ærge sig. Heldigvis for Bush og Condoleeza Rice lykkedes det efterfølgende at afsætte den valgte regering på Vestbredden og i stedet indsætte IMF-manden, Condoleeza Rices yndlingspalæstinenser, Salam Fayyad. Det kunne få smilet frem i det ovale værelse.
Og hvis Bush havde været i stand til at læse dansk (han bør måske starte med at lære at læse engelsk), kunne han glæde sig over, at Politiken konskevent har omtalt den demokratisk valgte Hamas-regering som en "kup-regering" og i al deres journalistik har blåstemplet kuppet som ganske demokratisk og fortræffeligt. Så var det måske ikke så synd endda.
Og dog, Bush har andre problemer. Libaneserne (der ikke har lært at være taknemmelige over Israels bombardement af deres land og fortsatte besættelse af områder i det sydlige Libanon) støtter også op om det forkerte parti - Hizbollah. Det er synd for Bush, når han nu har brugt meget tid og mange penge på at lære dem at opføre sig civiliseret.
For slet ikke at tale om irakerne, der kun vil tillade USA at kontrollere en fjerdedel af Bagdad og jævnligt bombarderer den Grønne Zone. De utaknemmelige undermennesker er ikke klar til at modtage demokratiets nådegaver i form af fosforbomber, torturkamre og masskarer. Når nu Bush har brugt så meget af sin tid på det projekt, så kunne de altså godt være mere taknemmelige.
Bush, den stakkel, må nøjes med støtte fra diktatorerne i Golfstaterne, Jordans enevældige Kong Abdallah og bødelen Hosni Mubarak. Deres utaknemmelige befolkninger nævner vi ikke her.
Det er svært ikke at have ondt af Bush.
Her har Bush og de andre ellers gået og opfostret Abbas og de andre Fateh-ledere og lært dem at lade være med at nævne ordet "besættelse" når de snakker om de besatte områder, og de har lært dem at være korrupte og købe millionærbiler og guldhaner på toiletterne og lade være med at protestere over Israels kolonisering af de palæstinensiske områder. Alt til ingen nytte. Stakkels Bush.
Nå, men Bush har gennem sin gode ven og allierede, den egyptiske diktator og bøddel Hosni Mubarak, efterfølgende forsøgt at vælte den regering, de utaknemmelige palæstinensere har valgt. Det gik desværre ikke så godt, og Hamas fordrev Fatehs styrker, der blev sendt ind fra Egypten for at vælte regeringen. Bush kunne igen ærge sig. Heldigvis for Bush og Condoleeza Rice lykkedes det efterfølgende at afsætte den valgte regering på Vestbredden og i stedet indsætte IMF-manden, Condoleeza Rices yndlingspalæstinenser, Salam Fayyad. Det kunne få smilet frem i det ovale værelse.
Og hvis Bush havde været i stand til at læse dansk (han bør måske starte med at lære at læse engelsk), kunne han glæde sig over, at Politiken konskevent har omtalt den demokratisk valgte Hamas-regering som en "kup-regering" og i al deres journalistik har blåstemplet kuppet som ganske demokratisk og fortræffeligt. Så var det måske ikke så synd endda.
Og dog, Bush har andre problemer. Libaneserne (der ikke har lært at være taknemmelige over Israels bombardement af deres land og fortsatte besættelse af områder i det sydlige Libanon) støtter også op om det forkerte parti - Hizbollah. Det er synd for Bush, når han nu har brugt meget tid og mange penge på at lære dem at opføre sig civiliseret.
For slet ikke at tale om irakerne, der kun vil tillade USA at kontrollere en fjerdedel af Bagdad og jævnligt bombarderer den Grønne Zone. De utaknemmelige undermennesker er ikke klar til at modtage demokratiets nådegaver i form af fosforbomber, torturkamre og masskarer. Når nu Bush har brugt så meget af sin tid på det projekt, så kunne de altså godt være mere taknemmelige.
Bush, den stakkel, må nøjes med støtte fra diktatorerne i Golfstaterne, Jordans enevældige Kong Abdallah og bødelen Hosni Mubarak. Deres utaknemmelige befolkninger nævner vi ikke her.
Det er svært ikke at have ondt af Bush.
Wednesday, June 20, 2007
Politiken fortsætter med at lyve
I en tidligere post beskrev jeg fire punkter, hvor Politiken fordrejede sandheden om kuppet i de palæstinensiske områder. Jeg har også beskrevet, hvordan Fateh med Egypten, Jordan og Vesten i ryggen har forsøgt væbnet opstand i Gaza (imod den demokratisk valgte regering) og efterøflgende har kuppet sig til magten på Vestbredden.
Helt i tråd med lederne af EU, USA og Israel støtter Politiken tilsyneladende den fantasi-forestilling, der hedder, at Hamas har kuppet sig til magten i Gaza. Det er ikke bare en fejlagtig udlægning af sandheden, men er det stik modsatte af, hvad der rent faktisk er sket.
Politiken fortsætter med at lyve endnu mere tydeligt i en ny artikel. Her følger en kort gennemgang, der afmonterer artiklens centrale pointer.
1: Rubrikken hedder "Bush og Olmert støtter et selvstændigt Palæstina".
Denne "støtte" har i praksis udmøntet sig i et kup imod "Palæstinas" demokratisk valgte regering. Hvor meget "selvstændighed" er der lige i den marionetregering, de har indsat?
2: Underrubrikken lyder:
"Præsident Bush og Israels premierminister Ehud Olmert er enige om at støtte den palæstinensiske regerings kamp mod terrorgruppen Hamas."
At Hamas er en "terrororganisation" er en absurd påstand, der ikke kan stå for virkelighedens prøve. Hamas er et populært, folkeligt forankret parti, der vandt flertal ved valget i de palæstinensiske områder i januar 2006. Partiet er leder af den legitime regering i de palæstinensiske områder - men i øjeblikket er regeringen begrænset til Gaza.
3: Politiken skriver:
"Støtten til præsident Abbas kommer, efter at terror-gruppen Hamas har taget magten i Gazastriben. En situation der risikerer at forværre forholdet mellem Israel og Palæstina, hvis ikke Abbas genvinder kontrollen med det palæstinensiske selvstyre."
Denne sætning er simpelthen så fuld af løgn, at det ville kræve en hel bog at svare ordentligt på den. Men her må det række at sige følgende: Hamas nedkæmpede (legitimt) Fatehs opstand i Gaza, hvor sidstnævnte forsøgte at fravriste den demokratisk valgte regering magten ved hjælp af våben. I ryggen havde de støtte fra især Egypten, Jordan og USA.
Når Politiken snakker om at situationen (altså at den demokratisk valgte regering stadig sidder i Gaza, og at kuppet kun er lykkedes på Vestbredden) "risikerer at forværre forholdet mellem Israel og Palæstina", så siger de i virkeligheden, at forholdet til Israel er vigtigere for en palæstinensisk regering end forholdet til palæstinenserne. Og at denne "forværring" i virkeligheden dækker over en forestående israelsk massakre i Gaza lader Politiken glide ubemærket forbi.
4: Politiken skriver:
"Vestlige lande satser på, at præsident Abbas kan bane vej for nye fredsforhandlinger, og både EU og USA har sagt, at de vil genoptage bistand til palæstinenserne efter 15 måneders boykot, som skyldtes Hamas' afgørende indflydelse i regeringen."
Politiken kunne lige så godt have skrevet "som skyldtes, at palæstinenserne demokratisk valgte en regering, der ikke, som Fateh, er følgagtig over for Israel."
5: Politiken skriver:
"Håbet er nu, at Abbas vil være i stand til at samle palæstinenserne og fjerne magten fra Hamas."
Sikke forhåbninger. Jeg ved ikke, om Politiken efter Pinochets kup i 1973 skrev: "Håbet er nu, at Pinochet vil være i stand til at samle chilenerne og fjerne magten fra UP".
Dengang som nu er der i hvert fald tale om et amerikansk støttet kup imod en demokratisk valgt regering, der har benyttet sig af retten til at forme sin egen politik uafhængigt af USA og dets lydstater i regionen.
Opsamlende: Er politiken uvidende om følgende kendsgerninger, eller bliver de bare ignoreret af en samlet redaktion:
- Ifølge den palæstinensiske forfatnings paragraf 45 kan præsidenten afsætte premierministeren, men han har ikke mandat til at udnævne en ny.
- Der er ingen som helst hjemmel i den palæstenensiske forfatning eller øvrige lovgivning for en "nødregering", som den Abbas har udpeget.
- Fayyads regering er udpeget ved udenomsdemokratiske manøvrer. Hamas' regering er valgt og har folkeligt mandat.
Og to afsluttende spørgsmål: Hvorfor støtter Politiken så entydigt den nye kup-regering? Hvor er respekten for palæstinensernes ret til at bestemme deres egen skæbne?
Helt i tråd med lederne af EU, USA og Israel støtter Politiken tilsyneladende den fantasi-forestilling, der hedder, at Hamas har kuppet sig til magten i Gaza. Det er ikke bare en fejlagtig udlægning af sandheden, men er det stik modsatte af, hvad der rent faktisk er sket.
Politiken fortsætter med at lyve endnu mere tydeligt i en ny artikel. Her følger en kort gennemgang, der afmonterer artiklens centrale pointer.
1: Rubrikken hedder "Bush og Olmert støtter et selvstændigt Palæstina".
Denne "støtte" har i praksis udmøntet sig i et kup imod "Palæstinas" demokratisk valgte regering. Hvor meget "selvstændighed" er der lige i den marionetregering, de har indsat?
2: Underrubrikken lyder:
"Præsident Bush og Israels premierminister Ehud Olmert er enige om at støtte den palæstinensiske regerings kamp mod terrorgruppen Hamas."
At Hamas er en "terrororganisation" er en absurd påstand, der ikke kan stå for virkelighedens prøve. Hamas er et populært, folkeligt forankret parti, der vandt flertal ved valget i de palæstinensiske områder i januar 2006. Partiet er leder af den legitime regering i de palæstinensiske områder - men i øjeblikket er regeringen begrænset til Gaza.
3: Politiken skriver:
"Støtten til præsident Abbas kommer, efter at terror-gruppen Hamas har taget magten i Gazastriben. En situation der risikerer at forværre forholdet mellem Israel og Palæstina, hvis ikke Abbas genvinder kontrollen med det palæstinensiske selvstyre."
Denne sætning er simpelthen så fuld af løgn, at det ville kræve en hel bog at svare ordentligt på den. Men her må det række at sige følgende: Hamas nedkæmpede (legitimt) Fatehs opstand i Gaza, hvor sidstnævnte forsøgte at fravriste den demokratisk valgte regering magten ved hjælp af våben. I ryggen havde de støtte fra især Egypten, Jordan og USA.
Når Politiken snakker om at situationen (altså at den demokratisk valgte regering stadig sidder i Gaza, og at kuppet kun er lykkedes på Vestbredden) "risikerer at forværre forholdet mellem Israel og Palæstina", så siger de i virkeligheden, at forholdet til Israel er vigtigere for en palæstinensisk regering end forholdet til palæstinenserne. Og at denne "forværring" i virkeligheden dækker over en forestående israelsk massakre i Gaza lader Politiken glide ubemærket forbi.
4: Politiken skriver:
"Vestlige lande satser på, at præsident Abbas kan bane vej for nye fredsforhandlinger, og både EU og USA har sagt, at de vil genoptage bistand til palæstinenserne efter 15 måneders boykot, som skyldtes Hamas' afgørende indflydelse i regeringen."
Politiken kunne lige så godt have skrevet "som skyldtes, at palæstinenserne demokratisk valgte en regering, der ikke, som Fateh, er følgagtig over for Israel."
5: Politiken skriver:
"Håbet er nu, at Abbas vil være i stand til at samle palæstinenserne og fjerne magten fra Hamas."
Sikke forhåbninger. Jeg ved ikke, om Politiken efter Pinochets kup i 1973 skrev: "Håbet er nu, at Pinochet vil være i stand til at samle chilenerne og fjerne magten fra UP".
Dengang som nu er der i hvert fald tale om et amerikansk støttet kup imod en demokratisk valgt regering, der har benyttet sig af retten til at forme sin egen politik uafhængigt af USA og dets lydstater i regionen.
Opsamlende: Er politiken uvidende om følgende kendsgerninger, eller bliver de bare ignoreret af en samlet redaktion:
- Ifølge den palæstinensiske forfatnings paragraf 45 kan præsidenten afsætte premierministeren, men han har ikke mandat til at udnævne en ny.
- Der er ingen som helst hjemmel i den palæstenensiske forfatning eller øvrige lovgivning for en "nødregering", som den Abbas har udpeget.
- Fayyads regering er udpeget ved udenomsdemokratiske manøvrer. Hamas' regering er valgt og har folkeligt mandat.
Og to afsluttende spørgsmål: Hvorfor støtter Politiken så entydigt den nye kup-regering? Hvor er respekten for palæstinensernes ret til at bestemme deres egen skæbne?
Tuesday, June 19, 2007
Politiken fordrejer sandheden om Mellemøsten
Efter kuppet i de palæstinensiske områder genoptages hjælpen til den palæstinensiske regering fra USA og EU.
Politiken har i den forbindesle begået en artikel, der desværre er typisk for store dele af medielandskabet. Den er simpelthen så fuld af fordrejelser, halve sandheder og underlødig journalistik, at jeg ikke kan lade være med at kommentere på den.
1: Politiken kan fortælle os, at "EU har ikke ydet støtte til den palæstinensiske regering siden marts sidste år, hvor Hamas satte sig på regeringsmagten."
Politiken "glemmer" at fortælle, at Hamas blev valgt ved et af de få demokratiske valg i den arabiske verden. I stedet får vi at vide, at Hamas "satte sig" på magten.
2: Politiken fortsætter:
"Efter den seneste tids uroligheder ophævede Abbas søndag samlingsregeringen og udnævnte i stedet den uafhængige Fayyad til ny premierminister. Samtidig blev den væbnede fløj af Hamas blev erklæret for ulovlig."
At "den seneste tids uroligheder" består i, at Fateh prøvede at vælte den demokratisk valgte regering med våbenmagt (med økonomisk og militær støtte fra Egypten, Jordan og Vesten), må Politikens læsere lades i uvidenhed om. Er det fordi, det er uvæsentligt? Var der ikke plads til at skrive "Fatehs væbnede kupforsøg i Gaza"?
3: Politiken viderebringer uden kritiske spørgsmål Per Stig Møllers løgn om kuppet. Politiken skriver:
"»Hamas-regeringen er en kup-regering, og den støtter vi ikke. Men befolkningen vil vi fortsat støtte. Vi vil hjælpe med den humanitære indsats i Gaza«, siger Per Stig Møller. "
At Hamas-regeringen skulle være en "kup-regering" er en temmelig alternativ måde at omgås sandheden på.
Hvem har valgt Hamas? - Svar: Palæstinenserne.
Hvem har valgt den nye regering? - Svar: Condoleeza Rice, Ehud Olmert, Hosni Mubarak, Kong Abdallah af Jordan og Javier Solana.
Burde det ikke være klart, hvem det lige er, der er en "kup-regering"?
Hvorfor stiller Politiken ingen kritiske spørgsmål til Per Stig Møller? Er Politiken simpelthen uvidende om de faktiske forhold, eller viderebringer Politiken med overlæg disse løgne?
4: Politiken skriver:
"600 mio. fra Israel
Den nye regering har også fået Israel til lommerne.
Efter at have tilbageholdt palæstinensiske toldindbetalinger i flere år erklærede den israelske udenrigsminister, Tzipi Livni, på mødet mandag, at de cirka 600 millioner dollar, det drejer sig om, vil blive frigivet til den nye palæstinensiske regering."
At Israle er gået "til lommerne" er mildest talt en fordrejning af sandheden. Kendsgerningen er, at det er penge, som Israel har stjålet fra palæstinenserne - i strid med international lov. Det fremgår godt nok i den efterfølgende sætning, at det drejer sig om palæstinensiske toldindbetalinger. Men mellemrubrikken og afsnittets første sætning er simpelthen så vildledende, at der kun kan være tale om ond vilje fra Politikens side.
Politiken har i den forbindesle begået en artikel, der desværre er typisk for store dele af medielandskabet. Den er simpelthen så fuld af fordrejelser, halve sandheder og underlødig journalistik, at jeg ikke kan lade være med at kommentere på den.
1: Politiken kan fortælle os, at "EU har ikke ydet støtte til den palæstinensiske regering siden marts sidste år, hvor Hamas satte sig på regeringsmagten."
Politiken "glemmer" at fortælle, at Hamas blev valgt ved et af de få demokratiske valg i den arabiske verden. I stedet får vi at vide, at Hamas "satte sig" på magten.
2: Politiken fortsætter:
"Efter den seneste tids uroligheder ophævede Abbas søndag samlingsregeringen og udnævnte i stedet den uafhængige Fayyad til ny premierminister. Samtidig blev den væbnede fløj af Hamas blev erklæret for ulovlig."
At "den seneste tids uroligheder" består i, at Fateh prøvede at vælte den demokratisk valgte regering med våbenmagt (med økonomisk og militær støtte fra Egypten, Jordan og Vesten), må Politikens læsere lades i uvidenhed om. Er det fordi, det er uvæsentligt? Var der ikke plads til at skrive "Fatehs væbnede kupforsøg i Gaza"?
3: Politiken viderebringer uden kritiske spørgsmål Per Stig Møllers løgn om kuppet. Politiken skriver:
"»Hamas-regeringen er en kup-regering, og den støtter vi ikke. Men befolkningen vil vi fortsat støtte. Vi vil hjælpe med den humanitære indsats i Gaza«, siger Per Stig Møller. "
At Hamas-regeringen skulle være en "kup-regering" er en temmelig alternativ måde at omgås sandheden på.
Hvem har valgt Hamas? - Svar: Palæstinenserne.
Hvem har valgt den nye regering? - Svar: Condoleeza Rice, Ehud Olmert, Hosni Mubarak, Kong Abdallah af Jordan og Javier Solana.
Burde det ikke være klart, hvem det lige er, der er en "kup-regering"?
Hvorfor stiller Politiken ingen kritiske spørgsmål til Per Stig Møller? Er Politiken simpelthen uvidende om de faktiske forhold, eller viderebringer Politiken med overlæg disse løgne?
4: Politiken skriver:
"600 mio. fra Israel
Den nye regering har også fået Israel til lommerne.
Efter at have tilbageholdt palæstinensiske toldindbetalinger i flere år erklærede den israelske udenrigsminister, Tzipi Livni, på mødet mandag, at de cirka 600 millioner dollar, det drejer sig om, vil blive frigivet til den nye palæstinensiske regering."
At Israle er gået "til lommerne" er mildest talt en fordrejning af sandheden. Kendsgerningen er, at det er penge, som Israel har stjålet fra palæstinenserne - i strid med international lov. Det fremgår godt nok i den efterfølgende sætning, at det drejer sig om palæstinensiske toldindbetalinger. Men mellemrubrikken og afsnittets første sætning er simpelthen så vildledende, at der kun kan være tale om ond vilje fra Politikens side.
Monday, June 18, 2007
Mere om det palæstinensiske kup
I min tidligere post beskrev jeg en del af reaktionerne på det palæstinensiske kup, som Egypten, Israel, Jordan og USA står direkte bag.
Her følger en lille opdatering på nogle af reaktionerne på, at den demokratisk valgte regering nu er begrænset til Gaza og ikke vil overgive sig.
Israel har nu besluttet sig for at lukke for al forsyning af brændstof til Gaza, med undtagelse af forsyning til elkraftværker.
Benjamin Ben-Eliezer, den israelske minister for infrastruktur, sagde til hærens radio, at "Israel
må styrke Gazastribens isolation og ikke lade noget passere, på nær elektricitet og vand."
Fødevarer blev ikke nævnt.
Samtidig har Ehud Olmert hyldet det nye kup. "En palæstinensisk regering, der ikke er en Hamas-regering, er en partner, og vi vil samarbejde med den," sagde han før han forlod Israel og fløj til Washington.
Sådan blåstempler man et kup.
Forud forkuppet, hvor præsidenten afsatte den denokratisk valgte regering, har der længe været spekulationer om et kup. I pressen er der blevet lækket planer om et Egyptisk-Jordansk kup imod Hamas for at sætte det USA-venlige Fateh på tronen. Og USA har åbent støttet Fatehs væbnede tropper med 59 millioner dollars. Selv om det ikke er blevet sagt åbent, har der kun været et eneste formål med dette: en borgerkrig imod regeringen.
Det egyptiske regime under Hosni Mubarak har åbent støttet Fatehs væbnede styrker i kampen imod regeringen. I maj sendte Egypten 500 bevæbnede og egyptisk trænede Fateh-folk ind i Gaza. Finanserne til træningen og bevæbningen af disse styrker er i høj grad kommet fra USA, der sidste år sendte 1,3 milliarder dollars til Mubarak i militær støtte.
Kendsgerninger er svære at løbe fra. Og kendsgerningerne i Palæstina er, at Vesten (og i særdeleshed USA) direkte og ved hjælp af Egypten, Jordan og Israel, har kuppet den nok mest demokratisk valgte arabiske regering.
Så meget for al hyklerisk snak om "demokratisering" af den arabiske verden.
Her følger en lille opdatering på nogle af reaktionerne på, at den demokratisk valgte regering nu er begrænset til Gaza og ikke vil overgive sig.
Israel har nu besluttet sig for at lukke for al forsyning af brændstof til Gaza, med undtagelse af forsyning til elkraftværker.
Benjamin Ben-Eliezer, den israelske minister for infrastruktur, sagde til hærens radio, at "Israel
må styrke Gazastribens isolation og ikke lade noget passere, på nær elektricitet og vand."
Fødevarer blev ikke nævnt.
Samtidig har Ehud Olmert hyldet det nye kup. "En palæstinensisk regering, der ikke er en Hamas-regering, er en partner, og vi vil samarbejde med den," sagde han før han forlod Israel og fløj til Washington.
Sådan blåstempler man et kup.
Forud forkuppet, hvor præsidenten afsatte den denokratisk valgte regering, har der længe været spekulationer om et kup. I pressen er der blevet lækket planer om et Egyptisk-Jordansk kup imod Hamas for at sætte det USA-venlige Fateh på tronen. Og USA har åbent støttet Fatehs væbnede tropper med 59 millioner dollars. Selv om det ikke er blevet sagt åbent, har der kun været et eneste formål med dette: en borgerkrig imod regeringen.
Det egyptiske regime under Hosni Mubarak har åbent støttet Fatehs væbnede styrker i kampen imod regeringen. I maj sendte Egypten 500 bevæbnede og egyptisk trænede Fateh-folk ind i Gaza. Finanserne til træningen og bevæbningen af disse styrker er i høj grad kommet fra USA, der sidste år sendte 1,3 milliarder dollars til Mubarak i militær støtte.
Kendsgerninger er svære at løbe fra. Og kendsgerningerne i Palæstina er, at Vesten (og i særdeleshed USA) direkte og ved hjælp af Egypten, Jordan og Israel, har kuppet den nok mest demokratisk valgte arabiske regering.
Så meget for al hyklerisk snak om "demokratisering" af den arabiske verden.
Politiken og kuppet i Palæstina
Så skete det endelig. Fateh har gennemført et regulært kup i de palæstenensiske områder. Den demokratisk valgte regering med Hamas i spidsen er blevet afsat af præsident Mahmoud Abbas og er blevet erstattet af en "nødregering" med Salam Fayyad i spidsen.
Salam Fayyad er en 55-årig økonom med tætte forbindelser til Bush-administrationen, og han har taget sin uddannelse på universitetet i Austin i Texas. Derefter fungerede han for en tid i St. Louis Føderale Bank. Fra 1987 til 1995 arbejdede han for Verdensbanken, og fra 1995 til 2001 var han IMF's repræsentant i de palæstinensiske områder. Siden har han været finansminister i den såkaldte palæstinensiske "selvstyreregering". Ifølge den israelske avis Haaretz er Condoleeza Rice "hans største velynder".
Kuppet bliver i de fleste medier fremstillet som en logisk konsekvens af borgerkrigen i Gaza, og at Hamas' folk har fordrevet Fatehs væbnede grupper. Men hvorfor dette opgør? Realiteten er, at det var Fateh, der forsøgte en væbnet opstand og borgerkrig imod den demokratisk valgte regering. Uanset hvad man mener om Hamas, har nedkæmpelsen af Fatehs væbnede kamp imod regeringen været aldeles legitim. Som tidligere beskrevet på denne blog er Fatehs forsøg på at vælte den demokratisk valgte regering ved militære midler blevet støttet militært, moralsk og økonomisk af Egypten, Jordan og Israel - og bag dem tillige af USA.
Hvad er reaktionen på kuppet? Olmert hylder naturligvis kuppet som en "ny mulighed" for diplomatisk arbejde med de palæstinensiske myndigheder. USA's lydige regime i Jordan ønsker den nye kup-regering "al mulig succes".
Politiken, "organet for den højeste oplysning", nåede et nyt intellektuelt lavpunkt forleden, da de på lederplads anbefalede, at der kom FN-styrker til Gaza og stillede spørgsmålet: "Vil de arabiske og muslimske regeringer bidrage til fred i Gaza?" Svaret er naturligvis nej, for de vil langt hellere risikere en borgerkrig end lade Hamas sidde med regeringsmagten. For det første vil de ikke risikere en krig med Israel, og for det andet er de dødsens angste for Hamas-lignende opposition i deres egne lande.
Politiken nævnede overhovedet ikke den organiserede plan fra Jordan og Egyptens side for at omstyrte den demokratisk valgte Hamas-regering. Hvis Politiken ikke kender til denne plan er de grænseløst uvidende om forholdene i regionen. Og hvis de har valgt at ignorere disse kup-planer (som nu er blevet realiseret), så er det en journalistisk kriminel gerning.
Salam Fayyad er en 55-årig økonom med tætte forbindelser til Bush-administrationen, og han har taget sin uddannelse på universitetet i Austin i Texas. Derefter fungerede han for en tid i St. Louis Føderale Bank. Fra 1987 til 1995 arbejdede han for Verdensbanken, og fra 1995 til 2001 var han IMF's repræsentant i de palæstinensiske områder. Siden har han været finansminister i den såkaldte palæstinensiske "selvstyreregering". Ifølge den israelske avis Haaretz er Condoleeza Rice "hans største velynder".
Kuppet bliver i de fleste medier fremstillet som en logisk konsekvens af borgerkrigen i Gaza, og at Hamas' folk har fordrevet Fatehs væbnede grupper. Men hvorfor dette opgør? Realiteten er, at det var Fateh, der forsøgte en væbnet opstand og borgerkrig imod den demokratisk valgte regering. Uanset hvad man mener om Hamas, har nedkæmpelsen af Fatehs væbnede kamp imod regeringen været aldeles legitim. Som tidligere beskrevet på denne blog er Fatehs forsøg på at vælte den demokratisk valgte regering ved militære midler blevet støttet militært, moralsk og økonomisk af Egypten, Jordan og Israel - og bag dem tillige af USA.
Hvad er reaktionen på kuppet? Olmert hylder naturligvis kuppet som en "ny mulighed" for diplomatisk arbejde med de palæstinensiske myndigheder. USA's lydige regime i Jordan ønsker den nye kup-regering "al mulig succes".
Politiken, "organet for den højeste oplysning", nåede et nyt intellektuelt lavpunkt forleden, da de på lederplads anbefalede, at der kom FN-styrker til Gaza og stillede spørgsmålet: "Vil de arabiske og muslimske regeringer bidrage til fred i Gaza?" Svaret er naturligvis nej, for de vil langt hellere risikere en borgerkrig end lade Hamas sidde med regeringsmagten. For det første vil de ikke risikere en krig med Israel, og for det andet er de dødsens angste for Hamas-lignende opposition i deres egne lande.
Politiken nævnede overhovedet ikke den organiserede plan fra Jordan og Egyptens side for at omstyrte den demokratisk valgte Hamas-regering. Hvis Politiken ikke kender til denne plan er de grænseløst uvidende om forholdene i regionen. Og hvis de har valgt at ignorere disse kup-planer (som nu er blevet realiseret), så er det en journalistisk kriminel gerning.
Sunday, June 17, 2007
Afsløret: RCTV-hykleri
Lige et indlæg, der ikke handler om Mellemøsten.
Mange medier har viderebragt historier om, at den venezuelanske tv-station RCTV ikke har fået fornyet sin sendetilladelse. Dette er blevet fremlagt som om, at Hugo Chavez er en slags diktator (på trods af at han har vundet den ene jordskredssejr efter den anden).
Imidlertid er sandheden, at RCTV aktivt var en del af kuppet i 2002 (der naturligvis blev støttet af Washington, men heldigvis blev forpurret af millioner af venezuelanere, der gik på gaden). De har igen og igen opfordret til militærkup og opstand imod den demokratisk valgte regering.
Al Jazeera har bragt følgende indslag, som sætter tingene i relief:
Desuden kan jeg anbefale to andre dokumentarfilm om revolutionen i Venezuela:
Venezuela Bolivariana: http://www.youtube.com/watch?v=oYc-cOilEKk
The revolution will not be televised:
Og så er der traileren for John Pilgers "The War on Democracy", som jeg glæder mig til at se:
http://www.youtube.com/watch?v=J1zZNbqi53o
Mange medier har viderebragt historier om, at den venezuelanske tv-station RCTV ikke har fået fornyet sin sendetilladelse. Dette er blevet fremlagt som om, at Hugo Chavez er en slags diktator (på trods af at han har vundet den ene jordskredssejr efter den anden).
Imidlertid er sandheden, at RCTV aktivt var en del af kuppet i 2002 (der naturligvis blev støttet af Washington, men heldigvis blev forpurret af millioner af venezuelanere, der gik på gaden). De har igen og igen opfordret til militærkup og opstand imod den demokratisk valgte regering.
Al Jazeera har bragt følgende indslag, som sætter tingene i relief:
Desuden kan jeg anbefale to andre dokumentarfilm om revolutionen i Venezuela:
Venezuela Bolivariana: http://www.youtube.com/watch?v=oYc-cOilEKk
The revolution will not be televised:
Og så er der traileren for John Pilgers "The War on Democracy", som jeg glæder mig til at se:
http://www.youtube.com/watch?v=J1zZNbqi53o
Friday, June 15, 2007
Iraks fagforeninger under angreb
Da besættelsesmagten i Irak gik i gang med sit "de-baathification" program, så var der en enkelt ting, som var bemærkelsesværdig. De valgte at bevare Saddam Husseins arbejdslov fra 1987. Og de begyndte at overholde den strengt. Dermed blev lønnen for mange i den private sektor i Irak halveret fra 2003 til 2004.
Desuden forbyder Saddams gamle lov, som amerikanerne har taget til sig som deres egen, at det er forbudt for offentligt ansatte at danne uafhængige fagforeninger og at strejker er totalt forbudt.
Der findes efterhånden en del eksempler på, at Georgs Bushs smuldrende "koalition" og deres irakiske Quisling-regering under Nuri al-Maliki gør alt hvad de kan for at undgå, at der opstår uafhængige fagforeninger i Irak - og at disse i hvert fald ikke skal have lov at være kritiske over for noget som helst, for slet ikke at tale om at organisere strejker (som vist nok er en af grundene til at man overhpvedet har fagforeninger).
Lige et par eksempler:
Allerede i december 2003 brød amerikanske soldater ind i de Irakiske Arbejderes FagforeningsFøderations (IFTU) hovedkvarter i Bagdad. De amerikanske styrker arresterede otte ansatte og konfiskerede dokumenter om fagforeningens aktiviteter. Det er værd at bemærke, at IFTU er organiseret illegalt under Saddams diktatur. De troede fejlagtigt, at den amerikanske besættelse ville betyde større frihed for fagforeninger i Irak end under Saddam.
Da oliearbejderne i det sydlige Irak i 2003 dannede en fagforening nægtede de britiske besættelsesmyndigheder at forhandle med fagforeningen og sagde, at fagforeningen var "illegitim".
Der er flere eksempler, men her er to af de seneste:
I februar i år angreb amerikanske soldater hovedkvarteret for Iraks Journalistforbund. 10 computere og 15 mindre generatorer blev beslaglagt.
Youssif al-Tamini fra Iraks Journalistforbund sagde til IPS: "Amerikanerne har givet os så mange beskeder, men vi har afvist dem alle. De har dræbt vores kollegaer og lukket så mange aviser, arresteret hundredvis af os og nu skyder de vores hjerter ved at ransage vores hovedkvarter. Dette er den ytringsfrihed, vi har fået."
Som en sidebemærkning skal det siges, at koalitionens pressekontor over for mig benægtede, at episoden overhovedet havde fundet sted. Dette var en lodret løgn, og historien blev senere bragt i International Herald Tribune, der ellers er berygtet for deres servile følgagtighed over for koalitionen.
Lige nu har den såkaldte irakiske regering rettet et angreb imod oliearbejderne i det sydlige Irak. Arbejderne har strejket i flere omgange, blandt andet imod den amerikansk-dikterede olielov, der vil forære Iraks olie til en håndfuld stenrige oliebaroner, samt krrav om bedre løn- og arbejdsforhold. Maliki-regimet har svaret igen med at true med, at de vil bruge "jernnæven" imod alle, der stopper olieproduktionen. Og oliearbejdernes ledere har fået en arrestordre på halsen med en anklage for at "sabotere økonomien" (som om det ikke er selve essensen i en strejke at obstruere arbejdsgivernes økonomi). Det irakiske militær har efterfølgende omringet oliearbejderne.
Iraks Føderation for Oliefagforeninger opfordrer alle fagforeninger og aktive i antikrigsbevægelsen til at "optrappe solidariteten med vores fagforening og vores modige medlemmer".
Herfra skal der lyde et mabrouk til de irakiske oliearbejdere.
Desuden forbyder Saddams gamle lov, som amerikanerne har taget til sig som deres egen, at det er forbudt for offentligt ansatte at danne uafhængige fagforeninger og at strejker er totalt forbudt.
Der findes efterhånden en del eksempler på, at Georgs Bushs smuldrende "koalition" og deres irakiske Quisling-regering under Nuri al-Maliki gør alt hvad de kan for at undgå, at der opstår uafhængige fagforeninger i Irak - og at disse i hvert fald ikke skal have lov at være kritiske over for noget som helst, for slet ikke at tale om at organisere strejker (som vist nok er en af grundene til at man overhpvedet har fagforeninger).
Lige et par eksempler:
Allerede i december 2003 brød amerikanske soldater ind i de Irakiske Arbejderes FagforeningsFøderations (IFTU) hovedkvarter i Bagdad. De amerikanske styrker arresterede otte ansatte og konfiskerede dokumenter om fagforeningens aktiviteter. Det er værd at bemærke, at IFTU er organiseret illegalt under Saddams diktatur. De troede fejlagtigt, at den amerikanske besættelse ville betyde større frihed for fagforeninger i Irak end under Saddam.
Da oliearbejderne i det sydlige Irak i 2003 dannede en fagforening nægtede de britiske besættelsesmyndigheder at forhandle med fagforeningen og sagde, at fagforeningen var "illegitim".
Der er flere eksempler, men her er to af de seneste:
I februar i år angreb amerikanske soldater hovedkvarteret for Iraks Journalistforbund. 10 computere og 15 mindre generatorer blev beslaglagt.
Youssif al-Tamini fra Iraks Journalistforbund sagde til IPS: "Amerikanerne har givet os så mange beskeder, men vi har afvist dem alle. De har dræbt vores kollegaer og lukket så mange aviser, arresteret hundredvis af os og nu skyder de vores hjerter ved at ransage vores hovedkvarter. Dette er den ytringsfrihed, vi har fået."
Som en sidebemærkning skal det siges, at koalitionens pressekontor over for mig benægtede, at episoden overhovedet havde fundet sted. Dette var en lodret løgn, og historien blev senere bragt i International Herald Tribune, der ellers er berygtet for deres servile følgagtighed over for koalitionen.
Lige nu har den såkaldte irakiske regering rettet et angreb imod oliearbejderne i det sydlige Irak. Arbejderne har strejket i flere omgange, blandt andet imod den amerikansk-dikterede olielov, der vil forære Iraks olie til en håndfuld stenrige oliebaroner, samt krrav om bedre løn- og arbejdsforhold. Maliki-regimet har svaret igen med at true med, at de vil bruge "jernnæven" imod alle, der stopper olieproduktionen. Og oliearbejdernes ledere har fået en arrestordre på halsen med en anklage for at "sabotere økonomien" (som om det ikke er selve essensen i en strejke at obstruere arbejdsgivernes økonomi). Det irakiske militær har efterfølgende omringet oliearbejderne.
Iraks Føderation for Oliefagforeninger opfordrer alle fagforeninger og aktive i antikrigsbevægelsen til at "optrappe solidariteten med vores fagforening og vores modige medlemmer".
Herfra skal der lyde et mabrouk til de irakiske oliearbejdere.
Wednesday, June 13, 2007
Den amerikanske bombe
Det er velkendt, at politikere og diverse redaktører har en vane med at fremhæve atomtrusler fra diverse lande. For eksempel Irak, Iran og Nordkorea. Ondskabens akse, som Bush med vanlig sans for sproglig visdom døbte disse lande før invasionen af Irak.
De masseødelæggelsesvåben, som Saddam Hussein påståedes at råde over, eksisterede som bekendt overhovedet ikke. Hvilket man var ganske klar over i Washington (og formentlig også hos de knapt så vakse drenge hos FE på Kastellet).
Den iranske atombombe ligger formentlig noget ud i fremtiden. Moralister vil nok beklage, at Teheran ønsker kernevåben, men den militære logik efter Irakkrigen (uden masseødelæggelsesvåben og en stærk hær bliver vi invaderet af USA) er ikke til at overse. Set fra et rent strategisk synspunkt gør Teheran intet andet end det forventelige.
Og så er der Norkorea, som i årevis er blevet truet af USA. Men de vil ikke blive udsat for en invasion. Forklaring: deres hær tæller en million soldater, og de råder over kernevåben (selv om disse ikke har vist sig særligt imponerende i prøvesprængninger).
Men hvad med andre atomvåben? Hvad med USA's Complex 2030 eller den kendsgerning, at den amerikanske regering hvert år bruger flere penge på atomvåben end de gjorde under den kolde krig? Ifølge det amerikanske In These Times bruger USA i år over 6 milliarder dollars på at vedligeholde eksisterende atomvåbenanlæg og på udvikling af nye kernevåben.
Eller hvad med den eneste atommagt i Mellemøsten - Israel? Man skal lede grundigt (og forgæves) efter officiel kritik eller fordømmelse af Israels 65-85 kernevåben. Ligeledes er vestlig kritik og fordømmelse af, at militærdiktaturet i Pakistan bessider kernevåben til at overse.
USA's tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld godkendte i sin tid en såkaldt "Interim Global Strike Alert Order" der går ud på at sætte USA i stand til at angribe hvert eneste land på planeten når som helst det skal være. Angiveligt er programmet dog især rettet imod Iran og Nordkorea. Programmet indeholder en mulighed for brug af atomvåben. Således er "first strike" med kernevåben stadig en integreret del af USA's militære strategi. Hverken Nordkorea eller Iran har en så aggressiv militær strategi.
Hvordan kan det så være, at diverse vestlige politikere og redaktører har så travlt med at fordømme omringede, belejrede lande, der bevæbner sig imod et truende angreb? Og samtidig lukker øjnene for den atomare oprustning hos det land i verden, der har den suverænt mest aggressive udenrigspolitik (med mindst 46 interventioner i andre lande siden 2. verdenskrig)? Er det uvidenhed eller servilitet?
De masseødelæggelsesvåben, som Saddam Hussein påståedes at råde over, eksisterede som bekendt overhovedet ikke. Hvilket man var ganske klar over i Washington (og formentlig også hos de knapt så vakse drenge hos FE på Kastellet).
Den iranske atombombe ligger formentlig noget ud i fremtiden. Moralister vil nok beklage, at Teheran ønsker kernevåben, men den militære logik efter Irakkrigen (uden masseødelæggelsesvåben og en stærk hær bliver vi invaderet af USA) er ikke til at overse. Set fra et rent strategisk synspunkt gør Teheran intet andet end det forventelige.
Og så er der Norkorea, som i årevis er blevet truet af USA. Men de vil ikke blive udsat for en invasion. Forklaring: deres hær tæller en million soldater, og de råder over kernevåben (selv om disse ikke har vist sig særligt imponerende i prøvesprængninger).
Men hvad med andre atomvåben? Hvad med USA's Complex 2030 eller den kendsgerning, at den amerikanske regering hvert år bruger flere penge på atomvåben end de gjorde under den kolde krig? Ifølge det amerikanske In These Times bruger USA i år over 6 milliarder dollars på at vedligeholde eksisterende atomvåbenanlæg og på udvikling af nye kernevåben.
Eller hvad med den eneste atommagt i Mellemøsten - Israel? Man skal lede grundigt (og forgæves) efter officiel kritik eller fordømmelse af Israels 65-85 kernevåben. Ligeledes er vestlig kritik og fordømmelse af, at militærdiktaturet i Pakistan bessider kernevåben til at overse.
USA's tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld godkendte i sin tid en såkaldt "Interim Global Strike Alert Order" der går ud på at sætte USA i stand til at angribe hvert eneste land på planeten når som helst det skal være. Angiveligt er programmet dog især rettet imod Iran og Nordkorea. Programmet indeholder en mulighed for brug af atomvåben. Således er "first strike" med kernevåben stadig en integreret del af USA's militære strategi. Hverken Nordkorea eller Iran har en så aggressiv militær strategi.
Hvordan kan det så være, at diverse vestlige politikere og redaktører har så travlt med at fordømme omringede, belejrede lande, der bevæbner sig imod et truende angreb? Og samtidig lukker øjnene for den atomare oprustning hos det land i verden, der har den suverænt mest aggressive udenrigspolitik (med mindst 46 interventioner i andre lande siden 2. verdenskrig)? Er det uvidenhed eller servilitet?
Thursday, June 7, 2007
Fred mellem Israel og Syrien?
De seneste dage har der været spekulationer om en forestående krig mellem Syrien og Israel. Israelske generaler har angiveligt ytret ønsker om at angribe Syrien. Men Israels premierminister Ehud Olmert tilbageviser nu krigsrygterne og taler om, at han ønsker fred med Damaskus.
Digteren Bertolt Brecht sagde en gang, at når lederne taler om fred, ved almindelige mennesker at krigen kommer. Så da Bush sagde, at Washington "ikke har noget udestående" med det irakiske folk, var det blot indledningen til den krig, der har sendt 4 millioner irakere på flugt og slået omkring en million ihjel. Og da Anders Fogh under valgkampen i 2005 sagde "vi rører ikke efterlønnen. Det er udelukket" (citeret i Michael Jeppesens Før ørene falder af), var det blot forberedelsen på et kraftigt indgreb i efterløn og folkepension. Så hvad betyder Olmerts tale om fred med Damaskus?
Israel har i 40 år besat de syriske Golan-højder. Selv om der bor meget få i dette område, har Golan særdeles stor strategisk betydning. Golan er nemlig rig på en af de kostbareste ressourcer i Mellemøsten - vand.
Golan leverer hvert år 770 millioner kubikmeter ferskvand til Israel. At dette tyveri af Syriens vand er ulovligt ifølge international lov bekymrer ikke generalerne og ministrene i Tel Aviv. Vandet fra Golan udgør en tredjedel af den mængde vand, som Israel årligt forbruger, og dermed er det en vigtig del af Israels landbrug og opdyrkning af bosættelser i de besatte områder på Vestbredden.
Syrien har i de forløbne uger øget antallet af tropper langs sine grænser, hvilket har fået dele af israelsk presse til at fare i flint og frygte et syrisk angreb på Israel. Og selv om årsagen til troppeopbygningen er, at Syrien har frygtet for et israelsk angreb, så burde det egentlig være klart, at hvis Syrien skulle genindtage Golan med militære midler (hvilket de næppe vil være i stand til), så vil det blot være en befrielse af et besat område.
Da Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1990, sagde de vestlige ledere: ud af Kuwait, eller vi bomber jer!
Men Israel modtager aldrig nogle trusler for at besætte Golan på enogfyrretyvende år. Dette hykleri tænker man måske ikke så meget over i Vesten, men det gør man i den arabiske verden.
I stedet for at gå efter aggressoren, går USA faktisk efter ofrene. De beklager sig ikke over besættelsen af Golan. I stedet beklager de sig over Syriens støtte til det libanesiske Hizbollah (der som bekendt stod i spidsen for modstandskampen mod den israelske aggression i sommer).
USA og Israel taler ofte og gerne om Syriens angiveligt ekspansionistiske tendenser - men i løbet af det 20. århundrede har Syrien mistet Jordan, Libanon blev kunstigt skåret ud af de franske kolonister, Frankrig solgte det nodlige Syrien til Tyrkiet (med tilhørende armenske flygtninge, der dermed blev sendt på flugt på ny), og Israel har okkuperet Golan. Syriens historie gennem hele forrige århundrede har været en stadig proces, hvor mere og mere er blevet skåret bort, solgt og koloniseret af fremmede magter. Er der noget at sige til, at Damaskus er på vagt over for de israelske generaler?
Der er ingen tvivl om, at Assad (der lige har vundet et såkaldt "valg" med 97 procent af stemmerne) er meget interesseret i at forhandle med Israel. Men udgangspunktet for Damaskus er en israelsk tilbagetrækning fra Golan.
Udgangspunktet fra Tel Aviv, derimod, er at Syrien stopper støtten til Hizbollah. Israel ønsker med andre ord frie hænder til at knuse guerillaerne i det sydlige Libanon. Om det kan lade sig gøre, selv uden syrisk støtte til Hizbollah er et åbent spørgsmål, der i alle fald vil blive besvaret med masser af blod. Men en israelsk sejr i Libanon (der kun kan have form af en invasion) vil tvinge Damaskus til at reagere. Med andre ord kan det ikke lade sig gøre for Syrien at holde sig ude af de libanesiske begivenheder. Ligesom USA, Saudi Arabien og Israel heller ikke kan blande sig uden om.
Så vil der blive fred mellem Israel og Syrien så længe den herskende klasse af højredrejede zionister sidder på Tel Avivs militære apparat? Måske kommer der ikke krig nu. Men der kommer heller ikke fred.
Digteren Bertolt Brecht sagde en gang, at når lederne taler om fred, ved almindelige mennesker at krigen kommer. Så da Bush sagde, at Washington "ikke har noget udestående" med det irakiske folk, var det blot indledningen til den krig, der har sendt 4 millioner irakere på flugt og slået omkring en million ihjel. Og da Anders Fogh under valgkampen i 2005 sagde "vi rører ikke efterlønnen. Det er udelukket" (citeret i Michael Jeppesens Før ørene falder af), var det blot forberedelsen på et kraftigt indgreb i efterløn og folkepension. Så hvad betyder Olmerts tale om fred med Damaskus?
Israel har i 40 år besat de syriske Golan-højder. Selv om der bor meget få i dette område, har Golan særdeles stor strategisk betydning. Golan er nemlig rig på en af de kostbareste ressourcer i Mellemøsten - vand.
Golan leverer hvert år 770 millioner kubikmeter ferskvand til Israel. At dette tyveri af Syriens vand er ulovligt ifølge international lov bekymrer ikke generalerne og ministrene i Tel Aviv. Vandet fra Golan udgør en tredjedel af den mængde vand, som Israel årligt forbruger, og dermed er det en vigtig del af Israels landbrug og opdyrkning af bosættelser i de besatte områder på Vestbredden.
Syrien har i de forløbne uger øget antallet af tropper langs sine grænser, hvilket har fået dele af israelsk presse til at fare i flint og frygte et syrisk angreb på Israel. Og selv om årsagen til troppeopbygningen er, at Syrien har frygtet for et israelsk angreb, så burde det egentlig være klart, at hvis Syrien skulle genindtage Golan med militære midler (hvilket de næppe vil være i stand til), så vil det blot være en befrielse af et besat område.
Da Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1990, sagde de vestlige ledere: ud af Kuwait, eller vi bomber jer!
Men Israel modtager aldrig nogle trusler for at besætte Golan på enogfyrretyvende år. Dette hykleri tænker man måske ikke så meget over i Vesten, men det gør man i den arabiske verden.
I stedet for at gå efter aggressoren, går USA faktisk efter ofrene. De beklager sig ikke over besættelsen af Golan. I stedet beklager de sig over Syriens støtte til det libanesiske Hizbollah (der som bekendt stod i spidsen for modstandskampen mod den israelske aggression i sommer).
USA og Israel taler ofte og gerne om Syriens angiveligt ekspansionistiske tendenser - men i løbet af det 20. århundrede har Syrien mistet Jordan, Libanon blev kunstigt skåret ud af de franske kolonister, Frankrig solgte det nodlige Syrien til Tyrkiet (med tilhørende armenske flygtninge, der dermed blev sendt på flugt på ny), og Israel har okkuperet Golan. Syriens historie gennem hele forrige århundrede har været en stadig proces, hvor mere og mere er blevet skåret bort, solgt og koloniseret af fremmede magter. Er der noget at sige til, at Damaskus er på vagt over for de israelske generaler?
Der er ingen tvivl om, at Assad (der lige har vundet et såkaldt "valg" med 97 procent af stemmerne) er meget interesseret i at forhandle med Israel. Men udgangspunktet for Damaskus er en israelsk tilbagetrækning fra Golan.
Udgangspunktet fra Tel Aviv, derimod, er at Syrien stopper støtten til Hizbollah. Israel ønsker med andre ord frie hænder til at knuse guerillaerne i det sydlige Libanon. Om det kan lade sig gøre, selv uden syrisk støtte til Hizbollah er et åbent spørgsmål, der i alle fald vil blive besvaret med masser af blod. Men en israelsk sejr i Libanon (der kun kan have form af en invasion) vil tvinge Damaskus til at reagere. Med andre ord kan det ikke lade sig gøre for Syrien at holde sig ude af de libanesiske begivenheder. Ligesom USA, Saudi Arabien og Israel heller ikke kan blande sig uden om.
Så vil der blive fred mellem Israel og Syrien så længe den herskende klasse af højredrejede zionister sidder på Tel Avivs militære apparat? Måske kommer der ikke krig nu. Men der kommer heller ikke fred.
Monday, June 4, 2007
Iraks kvinder
Det Bagdad-baserede Womens Rights Association advarer mod en "hidtil uset" diskrimination af kvinder i Irak. Bagdads kvinder bliver i stigende grad holdt uden for arbejdsmarkedet af militser, der truer arbejdsgiverne til at fyre kvinderne og kun ansætte mandlige arbejdere.
Nuha Salim, talskvinde for Women's Freedom - en anden Bagdad-baseret NGO - forklarer:
"Oprørere og militser ønsker os ud af arbejdsmarkedet af mange årsager: nogle fordi de tror, at kvinder er født til at blive derhjemme og lave mad og gøre rent - andre fordi de siger, at det er imod islam at være tæt på mænd, der ikke er nære slægtninge."
Nogle af de militser, der er særdeles aktive i at holde kvinderne væk fra arbejde er Badr-militsen og Dawa - begge militser er - ud over at være berygtede for omfatytende torturvirksomhed og kidnapninger - USA's allierede imod sunnibaserede modstandsgrupper.
Men det stopper ikke her.
Der er rapporteret hændelser om, at nogle af disse militser sågar har slået kvinder ihjel, fordi de underviste andre kvinder i at læse og skrive. Og den sekteriske krig har forårsaget, at ægteskab mellem forskellige grupper nu er meget lidt udbredt (i modsætning til før besættelsen, hvor det var meget almindeligt), og at mange unge tvinges til at gifte sig med en fra deres egen sekteriske gruppe, selv om de er forelskede i en fra en anden gruppe.
En 23-årig kvinde fra Bagdad, Nur Abdel-Amir, siger til IRIN News:
"Jeg var forelsket i en kollega fra mit kontor i over tre år. Min familie ville acceptere vores bryllup, men sidste år, da min fætter blev dræbt af (shia) militsfolk, forbød mine forældre mig at gifte mig med ham.
Jeg har nu i to måneder levet i et tvungent ægteskab. Han er fra min egen sekt men jeg kan ikke lide ham, og han bryder sig heller ikke om mig, men vi har intet valg. Hvis jeg nægter vil jeg dø, så resten af mit liv er jeg nødt til at leve med en mand, som jeg ikke kan forestille mig at sove med."
Kendsgerningerne er kedelige for besættelsesmagtens fortalere. Saddam Hussein var ingen engel, og livet under hans styre var svært, endda uudholdeligt, for de fleste irakere. Men i dag er det værre. Sikke et eftermæle, Bush og Blair har skabt sig.
Nuha Salim, talskvinde for Women's Freedom - en anden Bagdad-baseret NGO - forklarer:
"Oprørere og militser ønsker os ud af arbejdsmarkedet af mange årsager: nogle fordi de tror, at kvinder er født til at blive derhjemme og lave mad og gøre rent - andre fordi de siger, at det er imod islam at være tæt på mænd, der ikke er nære slægtninge."
Nogle af de militser, der er særdeles aktive i at holde kvinderne væk fra arbejde er Badr-militsen og Dawa - begge militser er - ud over at være berygtede for omfatytende torturvirksomhed og kidnapninger - USA's allierede imod sunnibaserede modstandsgrupper.
Men det stopper ikke her.
Der er rapporteret hændelser om, at nogle af disse militser sågar har slået kvinder ihjel, fordi de underviste andre kvinder i at læse og skrive. Og den sekteriske krig har forårsaget, at ægteskab mellem forskellige grupper nu er meget lidt udbredt (i modsætning til før besættelsen, hvor det var meget almindeligt), og at mange unge tvinges til at gifte sig med en fra deres egen sekteriske gruppe, selv om de er forelskede i en fra en anden gruppe.
En 23-årig kvinde fra Bagdad, Nur Abdel-Amir, siger til IRIN News:
"Jeg var forelsket i en kollega fra mit kontor i over tre år. Min familie ville acceptere vores bryllup, men sidste år, da min fætter blev dræbt af (shia) militsfolk, forbød mine forældre mig at gifte mig med ham.
Jeg har nu i to måneder levet i et tvungent ægteskab. Han er fra min egen sekt men jeg kan ikke lide ham, og han bryder sig heller ikke om mig, men vi har intet valg. Hvis jeg nægter vil jeg dø, så resten af mit liv er jeg nødt til at leve med en mand, som jeg ikke kan forestille mig at sove med."
Kendsgerningerne er kedelige for besættelsesmagtens fortalere. Saddam Hussein var ingen engel, og livet under hans styre var svært, endda uudholdeligt, for de fleste irakere. Men i dag er det værre. Sikke et eftermæle, Bush og Blair har skabt sig.
Subscribe to:
Posts (Atom)
Posts
