Red Sea sell-out

Det må være svært at undgå at få en smag af gin og tonic i munden i Sharm el-Sheikh. Kolonitiden er langt fra forbi for palæstinenserne, og topmødet i feriestedet ved det Røde Hav skulle forestille at tage sig af deres skæbne.

Israels premierminister Ehud Olmert mødtes med de arabiske diktatorer - nå nej, det hedder "moderate" - fra Egypten og Jordan, samt den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas. Baggrunden er klar nok. Abbas har som bekendt opløst den demokratisk valgte regering og indsat sin egen. "Egen" er måske så meget sagt, for det er tydeligt, at Washington har udvalgt den nye palæstinensiske premierminister Salam Fayyad, der har tjent som IMF's repræsentant i de palæstinensiske områder og går for at være Condoleeza Rices yndlingspalæstinenser.

Men hvad snakkede de om, de arabiske kupmagere, torturbødler og diktatorer - og så Olmert, libanesernes bøddel? Ifølge Al Jazeera sagde Abbas, at han vil have Israel til at indgå i "seriøse fredforhandlinger".

Der er bare et enkelt problem. Olmert er ikke helt med på den. Hvorfor skulle Israel stole på Fateh? De er en gang blevet fordrevet fra Gaza, selv om de havde dobbelt så mange væbnede folk som Hamas. Men Fateh er så miskrediteret på grund af korruption, kapitulation til Israel og brug af tortur over for oppositionen, at de ikke var i stand til at holde på noget som helst. Hamas anførte blot en massebevægelse, der drev de korrupte ledere (der anses for at være kollaboratører med Israel) ud af Gaza. Efter sådan en omgang er Israels ledere alvorligt i tvivl om deres marionetter i Fateh-toppen er i stand til at udføre Israels arbejde blandt de koloniserede palæstinensere.

Det er en kendt sag, at de korrupte Fateh-ledere omkring Abbas ikke nævner ordet "besættelse", når de taler om Israels kolonisering af palæstinensisk jord. De taler ikke engang om, at Israel skal trække sig tilbage. Hvordan kan palæstinenserne have tillid til disse folk? Men Abbas og Fayyad kan trøste sig med, at har de ikke støtte fra deres egen befolkning, så har de det i hvert fald fra Bush, Blair og EU's ledere. Desværre for Fateh-lederne er de israelske generaler klar over, at hvis Fateh ikke kan kontrollere palæstinenserne og holde dem fra at gøre modstand mod besættelsen, så er der ikke megen fidus i at lave aftaler med disse ledere. De stoler ganske enkelt ikke på Fatehs evner i samme grad som Vestens ledere gør.

Sådan er Mellemøsten. Torturbødlerne og de enevældige konger er Vestens gode venner. Befolkningerne har bare at dukke nakken og klappe i. Og når de koloniserede folk ikke gør, som der forventes af dem, så har vi balladen. Det er grunden til, at der ikke kommer et eneste fremskridt ud af diktatorernes og bødlernes møde i Sharm el-Sheikh.