Hvorfor det er synd for Bush

Jeg har ondt af George Bush og Condoleeza Rice. Og nok også af Tony Blair. De vil jo så gerne have demokrati i Mellemøsten. De var derfor rigtig glade for, at der blev afholdt et ægte parlamentsvalg i det såkaldte "Palæstina" i januar 2006. Men hvad gjorde de utaknemmelige arabere - disse vilde barbarer? De stemte på de forkerte! De tillod sig den frækhed at stemme på Hamas i stedet for Fateh.

Her har Bush og de andre ellers gået og opfostret Abbas og de andre Fateh-ledere og lært dem at lade være med at nævne ordet "besættelse" når de snakker om de besatte områder, og de har lært dem at være korrupte og købe millionærbiler og guldhaner på toiletterne og lade være med at protestere over Israels kolonisering af de palæstinensiske områder. Alt til ingen nytte. Stakkels Bush.

Nå, men Bush har gennem sin gode ven og allierede, den egyptiske diktator og bøddel Hosni Mubarak, efterfølgende forsøgt at vælte den regering, de utaknemmelige palæstinensere har valgt. Det gik desværre ikke så godt, og Hamas fordrev Fatehs styrker, der blev sendt ind fra Egypten for at vælte regeringen. Bush kunne igen ærge sig. Heldigvis for Bush og Condoleeza Rice lykkedes det efterfølgende at afsætte den valgte regering på Vestbredden og i stedet indsætte IMF-manden, Condoleeza Rices yndlingspalæstinenser, Salam Fayyad. Det kunne få smilet frem i det ovale værelse.

Og hvis Bush havde været i stand til at læse dansk (han bør måske starte med at lære at læse engelsk), kunne han glæde sig over, at Politiken konskevent har omtalt den demokratisk valgte Hamas-regering som en "kup-regering" og i al deres journalistik har blåstemplet kuppet som ganske demokratisk og fortræffeligt. Så var det måske ikke så synd endda.

Og dog, Bush har andre problemer. Libaneserne (der ikke har lært at være taknemmelige over Israels bombardement af deres land og fortsatte besættelse af områder i det sydlige Libanon) støtter også op om det forkerte parti - Hizbollah. Det er synd for Bush, når han nu har brugt meget tid og mange penge på at lære dem at opføre sig civiliseret.

For slet ikke at tale om irakerne, der kun vil tillade USA at kontrollere en fjerdedel af Bagdad og jævnligt bombarderer den Grønne Zone. De utaknemmelige undermennesker er ikke klar til at modtage demokratiets nådegaver i form af fosforbomber, torturkamre og masskarer. Når nu Bush har brugt så meget af sin tid på det projekt, så kunne de altså godt være mere taknemmelige.

Bush, den stakkel, må nøjes med støtte fra diktatorerne i Golfstaterne, Jordans enevældige Kong Abdallah og bødelen Hosni Mubarak. Deres utaknemmelige befolkninger nævner vi ikke her.

Det er svært ikke at have ondt af Bush.