Den amerikanske bombe

Det er velkendt, at politikere og diverse redaktører har en vane med at fremhæve atomtrusler fra diverse lande. For eksempel Irak, Iran og Nordkorea. Ondskabens akse, som Bush med vanlig sans for sproglig visdom døbte disse lande før invasionen af Irak.

De masseødelæggelsesvåben, som Saddam Hussein påståedes at råde over, eksisterede som bekendt overhovedet ikke. Hvilket man var ganske klar over i Washington (og formentlig også hos de knapt så vakse drenge hos FE på Kastellet).

Den iranske atombombe ligger formentlig noget ud i fremtiden. Moralister vil nok beklage, at Teheran ønsker kernevåben, men den militære logik efter Irakkrigen (uden masseødelæggelsesvåben og en stærk hær bliver vi invaderet af USA) er ikke til at overse. Set fra et rent strategisk synspunkt gør Teheran intet andet end det forventelige.

Og så er der Norkorea, som i årevis er blevet truet af USA. Men de vil ikke blive udsat for en invasion. Forklaring: deres hær tæller en million soldater, og de råder over kernevåben (selv om disse ikke har vist sig særligt imponerende i prøvesprængninger).

Men hvad med andre atomvåben? Hvad med USA's Complex 2030 eller den kendsgerning, at den amerikanske regering hvert år bruger flere penge på atomvåben end de gjorde under den kolde krig? Ifølge det amerikanske In These Times bruger USA i år over 6 milliarder dollars på at vedligeholde eksisterende atomvåbenanlæg og på udvikling af nye kernevåben.

Eller hvad med den eneste atommagt i Mellemøsten - Israel? Man skal lede grundigt (og forgæves) efter officiel kritik eller fordømmelse af Israels 65-85 kernevåben. Ligeledes er vestlig kritik og fordømmelse af, at militærdiktaturet i Pakistan bessider kernevåben til at overse.

USA's tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld godkendte i sin tid en såkaldt "Interim Global Strike Alert Order" der går ud på at sætte USA i stand til at angribe hvert eneste land på planeten når som helst det skal være. Angiveligt er programmet dog især rettet imod Iran og Nordkorea. Programmet indeholder en mulighed for brug af atomvåben. Således er "first strike" med kernevåben stadig en integreret del af USA's militære strategi. Hverken Nordkorea eller Iran har en så aggressiv militær strategi.

Hvordan kan det så være, at diverse vestlige politikere og redaktører har så travlt med at fordømme omringede, belejrede lande, der bevæbner sig imod et truende angreb? Og samtidig lukker øjnene for den atomare oprustning hos det land i verden, der har den suverænt mest aggressive udenrigspolitik (med mindst 46 interventioner i andre lande siden 2. verdenskrig)? Er det uvidenhed eller servilitet?