News and comments from Balad al Sham

Wednesday, June 22, 2011

Faraoens folk overgiver sig ikke

Totalitære regimer er en underlig størrelse. Ikke nok med, at de gennem forskellige virkemidler underkuer befolkningen og kvæler kritik, de har det også med at fordreje hovederne på magtens mænd og kvinder i toppen.

Når jeg tænker på folk som Egyptens Hosni Mubarak eller Yemens Ali Abdullah Saleh, kommer jeg næsten uværgeligt til at tænke på Nicolae Ceausescu. Han var overbevist om, at befolkningen elskede ham. Den 21. december 1989 gik han selvsikkert på balkonen for at holde en tale til tusindvis af forsamlede borgere. Men det gik ikke, som han havde forventet. Han blev mødt med hån og skældsord i stedet for hyldest. Hans ansigtsudtryk lyser af forfærdelse. Det blev startskuddet til revolutionen i Rumænien, der skulle gøre en ende på Ceausescus styre og hans liv.

Revolutionen i Rumænien og følgerne af dens senere fiasko er imidlertid et emne, der må tages op en anden gang og af andre, der ved mere om det end jeg. Her vil jeg skrive et par ord om revolutionen i Egypten. Uanset hvad man mener om den egyptiske revolution, så er det en skelsættende begivenhed, der ikke er mindre verdenshistorisk end revolutionen i Rumænien var det. Og den er - i modsætning til revolutionen i Rumænien - stadig i gang.

Medgivet, jeg har ikke blogget om den arabiske revolution her på siden. I hvert fald ikke i tilstrækkelig grad. Når jeg siger "den arabiske revolution" mener jeg de omvæltninger, der siden december har fejet over alle lande fra Atlanterhavet til den Persiske Golf. Fra Vestsahara, Marokko og Algeriet til Irak, Bahrain og Yemen. Fra de tusindårige syriske byer til Saharas beduin-landsbyer af billig gasbeton. Årsagen til mit fravær har nok især været, at jeg har medvirket til en bog om emnet. Jeg har forsøgt at følge med de hurtige begivenheder samtidig med at jeg har studeret den revolutionære historie i Yemen, Libyen og Egypten.

Nå, nok udenomssnak. Videre!

Der er ingen med kendskab til Egypten, der er i tvivl om, at revolutionen imod Hosni Mubaraks regime startede som en revolution for værdighed. For respekt. For magt over egen skæbne. For menneskeværd. For ordentlige fremtidsmuligheder.

De økonomiske "reformer", som Hosni Mubaraks regime havde stået i spidsen for siden 1981, pegede alle i den stik modsatte retning. Regimet sørgede for, at en lille håndfuld rige forretningsfolk og udenlandske selskaber kunne udplyndre landet, og at de øverste lag i statsapparatets bureaukrati fik deres del af kagen. I de senere år var det især præsidentens søn, Gamal Mubarak, der tegnede denne udvikling. Han repræsenterede den rige forretnings-elite. Han repræsenterede, at Egypten var steget gevaldigt på Verdensbankens liste over "forretnings-venlige" lande. Listen omfatter 183 lande, og Egypten var med sine omfattende nationaliseringer fra Nasser-tiden tidligere nær listens bund. Egypten var under Mubarak imidlertid steget til en 94. plads foran lande som Indien, Grækenland, Brasilien, Indonesien, Rusland og Libanon.

De modsætninger, der - som følge af de sociale spændinger - allerede sidste år begyndte at tegne sig inde i regimet, vil jeg ikke beskæftige mig med her. Blot vil jeg konstatere, at regimet - ligesom andre før-revolutionære regimer - var røget ind i en blindgyde: det var ikke levedygtigt, det nød ingen tillid hos befolkningen (ikke engang de lavere dele af statsbureaukratiet), og der begyndte at tegne sig alvorlige splittelser. Allle disse intriger blev fejet af banen af Tahrir-pladsens revolution.

Kort efter, at Mubarak var gået af, indledte regimets folk en stor og omfattende kampagne for, at nationen nu måtte stå sammen. Med andre ord: ingen udrensninger i statens top, ingen udskiftninger i hærens ledelse, ingen seriøse politiske eller økonomiske omvæltninger. For nu skulle alle stå sammen om at være egyptere. Det vil sige, at Egyptens store flertal af fattige, lavtlønnede arbejdere, arbejdsløse og studerende uden fremtidsudsigter, skulle stå sammen om at bevare netop det Egypten, der har fastholdt dem i denne position.

Man hørte pludselig landets "nye" ledelse tale med bekymring i stemmen om ihtijahad fi'awiya. Det betyder noget i retning af "mindre gruppers protest". Eller måske "særinteresser" som modsætning til "nationens (ledelses) interesser". Det blev brugt til at beskrive alle strejker og demonstrationer, der sigtede mod en omfordeling af landets rigdomme. Imod lighed og fattigdomsbekæmpelse. Imod lønstigninger. Imod de studerendes krav om ny ledelse for universiteterne og for akademisk frihed. Imod kravene om jobs og beskæftigelse. Kampagnen om ihtijahad fi'awiya blev til en kampagne for status quo.

Blot tre dage efter Mubaraks exit udstedte hærens ledelse - som nu også var hele Egyptens politiske ledelse - Kommuniké nr. 5, der gør opmærksom på den negative virkning, som strejker, protester og demonstrationer har for nationens økonomi, og henstiller til, at al sådan aktivitet bliver standset. I realiteten et forbud imod retten til at strejke og demonstrere.

Hæren har forsøgt at opretholde forbuddet, men det har indtil videre vist sig umuligt. Enkelte protester er blevet slået ned, men det overordnede billede er, at militær-juntaens styre fortsat er svagt og ude af stand til at opretholde de drakoniske love og de brutale traditioner fra Mubarak-tiden. Faraoens folk overgiver sig ikke, selv om de på nuværende tidspunkt har svært ved at sætte deres vilje igennem.

Sandheden er, at det var ihtijahad fi'awiya, der væltede Mubarak. Det var da protesterne spredte sig fra gadeprotest til mere organiseret strejke-protest i industrien, at militærets top indså, at de var nødt til at droppe Mubarak. De frygtede, hvad der ellers ville ske. Deres bekymring bliver udtrykt af den egyptiske mangemillionær og forretningsmand Ezzat Essawy, der beklager sig over, at de egyptiske arbejdere ikke længere er under kontrol. "Ejerne er ikke længere i stand til at regere på fabrikkerne. Arbejderne forlanger mere og mere," siger han til Wall Street Journal. Han er et ekko af tidligere tiders fyrster og deres frygt for "pøbelvælde". Som sådan er han en glimrende repræsentant for faraoens folk, der nægter at overgive sig, men i stedet kæmper ihærdigt imod et nyt Egypten, hvor befolkningen bestemmer, hvad der skal ske med det politiske system og landets rigdomme.

Den magtfuldkommenhed, som det totalitære styre indgød i hovederne hos Egyptens elite er nu afløst af angst, bæven og frygt for fremtiden.