News and comments from Balad al Sham

Wednesday, December 16, 2009

Arrestordren på Livni: England bøjer sig


For nylig røg nyheden (endnu en gang breaket af verdens førende nyhedsstation Al Jazeera) verden rundt: en engelsk domstol havde udstedt en arrestordre på Israels tidligere udenrigsminister, Gazas bøddel Tzipi Livni.

Til at begynde med reagerede de engelske myndigheder ved at nægte, at sådan en arrestordre fandtes. Det er åbenbart en vane for engelske myndigheder at opfinde ting der ikke findes (som masseødelæggelsesvåben i Irak, der kan ramme Europa i løbet af Tony Blairs berømte 45 minutter) og benægte eksistensen af ting, der rent faktisk har fundet sted (som for eksempel tyrkernes folkemord på armenierne i 1915).


Nå, men historien om Livni begyndte at rulle. Hun havde aflyst et arrangement hos en jødisk organisation i England.


Arrestordren blev senere trukket tilbage, men efter udstedelsen begyndte den israelske regering stærkt at kritisere den britiske regering. Jerusalem Post supplerede med på lederplads at erklære, at ”vi er alle Tzipi Livni”.


Men hvad skete der egentlig med Livnis besøg? Der er nogle dunkle detaljer i denne sag.


Livnis folk siger, at hun for flere uger siden aflyste besøget på grund af rod i kalenderen. De israelske medier siger, at Livni aflyste besøget til England i sidste øjeblik. Begge udsagn kan ikke være sande.


Livni ville gerne mødes med den britiske premierminister Gordon Brown. Nogle har spekuleret i, at hendes ønske om netop dette møde var, at hun dermed ville være på officielt statsbesøg, og at hun derfor ville nyde diplomatisk immunitet – og dermed være beskyttet imod arrestordren. I en tilsvarende sag med Israels forsvarsminister Ehud Barak – som der også er blevet udstedt en engelsk arrestordre på – trådte den diplomatiske immunitet i kraft, fordi det var et officielt statsbesøg, og derfor kunne Barak ikke arresteres, på trods af, at han er eftersøgt for krigsforbrydelser.


Da Gordon Brown meddelte, at han ikke ønskede at mødes med Livni, blev turen til England dermed til en privat rejse. Ingen diplomatisk immunitet.


Det interessante ved denne sag er, at Storbritannien tilsyneladende er i fuld gang med at bøje af over for det israelske pres. England lader ganske åbenlyst Israel blande sig i den juridiske og politiske proces i England.


Den britiske regering har – i stedet for at forsvare, at landet udsteder arrestordrer på krigsforbrydere – udtalt, at den ønsker at være ”en strategisk partner med Israel” og at den britiske regering derfor ”holder grundigt øje med denne sags følger”. Det kan kun opfattes som et knæfald for krigsforbrydere, så længe de kommer fra Israel i stedet for for eksempel Serbien.

Tuesday, December 8, 2009

Kamelmælk


Libyens leder, oberst Qadaffi, insisterer så vidt vides på altid at medbringe kameler på sine rejser, så han har adgang til frisk kamelmælk. Kamelmælken er mere fed og rigere på næringsstoffer end komælk. I Etiopien bruges mælken som elskovsmiddel, og i Indien som medikament. Ja, sådan er der jo så meget.

Koranen nævner, at kameler er vigtige. Om det har noget at gøre med mælken ved jeg ikke. Men det kunne det jo godt have. Nå, nok om det. I udkanten af Amman er der en mand ved navn Ahmed Abu Nimer, der sælger kamelmælk fra et telt ved vejen. Det koster 10 dinarer (omkring 80 kroner) for 2,5 liter, så billigt er det bestemt ikke. Men alligevel er der kunder nok. I en storby som Amman kan man ellers kun finde kamelmælk i butikkerne, hvor mælken er kølet ned, transporteret og den slags. Og det er jo ikke det samme som helt frisk kamelmælk. Det må Qadaffi kunne snakke med om.

Afghanistans kvinder

En af de mest hykleriske og frastødende løgne, man kan komme ud for, om NATOs krig i Afghanistan, er at det angiveligt skulle være for kvindernes skyld.

"Zoya" (navnet er et pseudonym) forklarer i dette interview fra GRIT-TV, hvordan de vestlige stormagter har opfostret fundamentalismen i Afghanistan og sidenhen allieret sig med krigsforbryderne fra Nordalliancen.

Dette interview burde sendes på samtlige tv-stationer i Danmark i stedet for den tendentiøse omgang militær-kontrollerede "journalistik", der kommer ud af de hoteller og isolerede compounds i Kabul, hvor de danske stationer sender fra.

Friday, November 20, 2009

Israel og Syrien nok engang


Den israelske premierminister Binyamin Netanyahu sagde for nylig under et besøg i Paris, at han ønsker at forhandle med Syrien "uden betingelser". Det skriver Jerusalem Post ihvertfald. Kilden til denne oplysning skulle være en rådgiver for Syriens præsident Bashar al-Assad.

Der er for tiden en masse spekulationer om fredsforhandlinger mellem Israel og Syrien. Den franske præsident Sarkozy kører sig selv i stilling som fredsmægler. I det hele taget er det tydeligt, at Frankrig forsøger at knytte tættere bånd til Syrien for derigennem at opnå en stærkere position i Mellemøsten. Den position, de mistede, da de ydmygende måtte trække sig ud af Syrien efter at have bombarderet Damaskus i 1946, forsøger de nu at vinde tilbage. Derudover står Tyrkiet på spring. Men nok om det.

Man tænker måske ikke på det i Vesten, men det syriske regimes anti-israelske holdning er faktisk en af de vigtigste kilder til popularitet. Hvis Assad slutter fred med Israel vil det være den mest upopulære beslutning, han nogensinde har taget. Det vil være politisk farligt og en destabiliserende faktor internt i Syrien. Derfor har Assad også ladet forstå, at forudsætningen for forhandlinger er, at Israel opgiver besættelsen af Golan-højderne.

Da Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1990, sagde de vestlige ledere: ud af Kuwait, eller vi bomber jer!
Men Israel modtager aldrig nogle trusler for at besætte Golan på treogfyrretyvende år. Dette hykleri tænker man måske ikke så meget over i Vesten, men det gør man i den arabiske verden.

Israel er overhovedet ikke til sinds at opgive Golan. Vandet fra Golan udgør en tredjedel af den mængde vand, som Israel årligt forbruger, og dermed er det en vigtig del af Israels landbrug og opdyrkning af bosættelser i de besatte områder på Vestbredden. At dette tyveri af vand er forbudt ifølge international lov bekymrer ikke de israelske generaler - og hvorfor skulle det også det? De er aldrig blevet truet med sanktioner eller ivasion, som Syrien er blevet det.

Wednesday, November 11, 2009

Jyllands-Posten, Srebrenica og Israel

Jyllands-Posten er - så vidt jeg ved, jeg har ikke undersøgt det grundigt - den danske avis, der har flest korrespondenter ude i verden. Det gør, at de har mulighed for at lave en rigtig nyhedsdækning fra omverdenen i stedet for blot at copy-paste telegrammer fra Reuters og AP (selvsagt ikke Al Jazeera, Maan News og andre, der leverer historier om Vestens og Israels overgreb i Mellemøsten). Det gør, at det er værd at følge med i JP, uanset hvad man mener om avisens redaktionelle linje.

Onsdag havde JP et interview med den israelske udenrigsminister Liberman. Det behøver JP selvsagt ikke nogen korrespondenter for at lave, men det var godt gået alligevel, at de havde fået interviewet i stand. Det var en oplagt lejlighed til at stille en række spørgsmål til denne mand.

Liberman bor selv i en illegal bosættelse, der strider imod international lov. Det ville være oplagt at spørge ind til dette forhold. Det sker bare aldrig. Det eneste, der står, er et citat fra Liberman, hvor han siger:
"Jeg har sagt, at jeg er parat til at forlade mit eget hjem i en bosættelse, hvis jeg virkelig troede på en altomfattende løsning."

JP spørger slet ikke ind til, om det ikke netop er Libermans personlige og systematiske krænkelse af internationale lov og palæstinensernes nationale rettigheder (herunder retten til infrastruktur, retten til rent drikkevand osv., der blokerer for denne "altomfattende løsning".

Liberman slipper også for at forholde sig til Goldstone-rapporten. Han slipper faktisk af sted med - uden modspørgsmål eller efterfølgende kommentarer fra journalisten at sige, at "rapporten bebrejder et demokratisk land for at beskytte sig selv mod terror."

Libermans udsagn er så indlysende forkert, at selv en folkeskoleelev burde dumpe for at skrive en artikel, der ikke går Liberman på klingen på dette spørgsmål. Rapporten handler ikke en tøddel om, hvorvidt Israel er et land, hvor regeringen bliver valgt gennem en demokratisk afstemning. Rapporten handler om, at Israel har slået 1400 palæstinensere ihjel under offensiven i Gaza. Størstedelen af dem var kvinder og børn. Til sammenligning døde der 13 israelere, herunder tre civile.

JP beskriver selv massakren i Gaza som en "aktion". Og de beskriver Goldstone-rapporten som "omstridt", selv om det er klart for alle, at det kun er Israel, USA og enkelte andre lande, der er imod rapporten. Men ingen af rapportens modstandere har peget på, hvor der er fejl og mangler. Årsagen er klar: de ved, at rapporten er sand, men de bryder sig ikke om konklusionen. Det er ikke behageligt, at Vestens bedste ven i Mellemøsten er en krigsforbryder-stat.

Prøv en gang at forestille jer, hvad der var sket, hvis JP havde skrevet, at massakren i Srebrenica var en "aktion", og at FN's undersøgelse af den var "omstridt", fordi Serbien gik imod.

Faktisk er sammenligningen med Srebrenica ikke helt ved siden af. Israel siger, at deres tab (tre civile) retfærdiggjorde, at de slog 1400 palæstinensere ihjel. Det svarer til, at de for hver civil israeler slog 466 palæstinensere ihjel. Hvis vi tager det for Israel mest gunstige tal og tæller deres faldne soldater med, så slog de "kun" 107,7 palæstinensere ihjel for hver israeler.

Til sammenligning døde der 151 serbiske civile, da den serbiske VRS under ledelse af bøddelen Ratko Mladic massakrerede 8000 bonsiakiske mænd, kvinder og børn i Srebrenica. Det vil sige, at for hver død serber, døde der 53 bosniakere. Den "serbiske faktor" er altså omkring det halve af den "israelske faktor". Alligevel kan jeg ikke forestille mig, at JP - eller nogen anden dansk avis - kunne finde på at omtale folkemordet i Srebrenica som en "aktion". Hvis de gjorde, ville de - korrekt - blive fordømt. Men når det er palæstinensere, der bliver massakreret, gælder der åbenbart andre regler.

Friday, October 2, 2009

Abbas undsagt af sit eget parti

Mahmoud Abbas - eller Abu Mazen, som han hedder blandt palæstinenserne - er kendt som manden, der kunne skrive et 500-siders værk om Palæstina uden på noget tidspunkt at nævne ordet "besættelse". Han er kendt som manden, der stod ved siden af Bush og ikke mælede et eneste ord i protest, da George W. Bush proklamerede, at ingen af de hundredtusindvis af palæstinensere, der blev etnisk udrenset i 1948 (og disses efterkommere) nogensinde kan vende tilbage. Abu Mazen protesterede ikke, da George Bush erklærede, at araberne i Israel ikke skal have fulde borgerrettigheder.

Sådan er der så meget. Mahmoud Abbas er jo "moderat", hedder det. Det eneste "moderate" er ifølge de vestlige medier tilsyneladende at klappehælene sammen og acceptere besættelsesmagten.

For nylig gjorde han det igen - viste hvor "moderat" og medgørlig, han er, Vestens mand i Palæstina. Han afviste kravet om, at en forudsætning for forhandlinger med Israel er, at udvidelsen af de ulovlige besætter-kolinier i Jerusalem standser. Han afviste med andre ord at kræve, at Israel standser sin etniske udrensning af arabere fra Østjerusalem.

Man skal ikke være professor for at regne ud, at sådan en politik ikke er populær blandt palæstinenserne. Det er måske derfor, at Abbas nu er blevet sat på plads af sit eget parti. Partiets ledelse modsagde ham åbent og krævede, at de ulovlige bosættelser ophører med at blive udvidet, før man vil forhandle.

Nu har Abbas trukket i land. Igennem sin talsmand oplyser han, at det skam heller ikke var rigtig alvorligt ment, at han ville opgive alle krav. Så "moderat" er han trods alt heller ikke. I hvert fald ikke, hvis det kan koste ham sin post...

Thursday, October 1, 2009

Studenter-leder i Tunesien fængslet


Jeg fik en pressemeddelelse på arabisk, hvor de tunesiske studerende gør opmærksom på, at en af deres ledende medlemmer er blevet arresteret af politiet uden grundlag (jo måske fabrikerer de et eller andet). Det skyldes tilsyneladende, at myndighederne er nervøse over udsigten til organisering og bevægelse blandt de studerende i Tunesien, her ved begyndelsen på det akademiske år.

Den leder, der er blevet arresteret, er Essam al-Salami. Han er jurastuderende.

Her følger Min egen, redigerede, version af pressemeddelelsen på engelsk.

Tunisia: Release student activist Essam Salami!

Based on information from the General Union of Tunisian Students

On the night between Saturday 26 September and Sunday 27 September, comrade Essam Salami, leading activist in the General Union of Tunisian Students, was kidnapped with two of his relatives, as they were on their way to Jendouba. According to information given to us, comrade Essam Salami has been subjected to brutal physical and psychological violence from the police.

The police charges against him are not yet known in details, but in any case they are fabricated from start to finish.

The General Union of Tunisian Students has raised the following demands:

1: Essam Salami must be released immediately, and all prosecutions against him must be stopped.

2: The repressivce practices of the authorities must be condemned. The authorities must be held responsible for the safety of the comrade.

3: The attack on the comrade is an attack on the General Union of Tunisian Students and its militants. It is noteworthy, that this attack coincides with the beginning of the academic year.

4: The General Union of Tunisian Students call on all democratic forces to stand by its militants against all forms of repression and restrictions.

Long live the General Union of Tunisian Students!

Thursday, September 24, 2009

UNESCO-valget

Så blev valget om, hvem der skal stå i spidsen for UNESCO, afgjort. Det blev Irina Bokova, der er tidligere udenrigsminister i Bulgarien. Hun vandt over den anden kandidat, Egyptens kulturminister Farouk Hosni.

Farouk Hosni havde før valget bekendtgjort, at han ville træde tilbage som minister, hvis han ikke blev valgt. Man må også formode, at han ville træde tilbage, hvis han var blevet valgt. Hvorom alting er, så er han nu vendt på en tallerken og har nu erklæret, at han ikke ser nogen grund til at træde tilbage alligevel.

Farouk Hosni havde håbet på at blive den første araber i spidsen for UNESCO. Hans kandidatur blev støttet at Kuwait, Sudan, Libyen og naturligvis Egypten. Desuden blev han bakket op af den Arabiske Liga, den Afrikanske Union og den saudisk baserede Islamiske KonferenceOrganisation.

Israel (og i mindre grad USA) gik åbent imod Farouk Hosni efter han under en debat i det egyptiske parlament sagde noget om at brænde israelske bøger af. Så nu mener Farouk Hosni, at han er offer for en konspiration, fordi jøderne ikke ønsker en muslim eller araber i spidsen for UNESCO. Det er den kendte, officielle historie. Men det interessante i denne sammenhæng er, at Israel efterfølgende blødte op på deres modstand imod Hosni. Dette er formodentlig et led i de israelske diplomatiske manøvrer for at sikre Egyptens samarbejde omkring belejringen af Gaza.

Farouk Hosni har i øvrigt som kulturminister i Egypten sørget for, at "Da Vinci Mysteriet" er blevet forbudt. Årsagen er, at den angiveligt er fjendtligt indstillet over for religion.

Tuesday, April 28, 2009

Våbenkapløb i Golfen

De Forenede Arabiske Emirater (دولة الإمارات العربية المتحدة eller bare UAE) er nu verdens tredjestørste våbenimportør. Kun Kina og Indien overgår den stenrige samling af fyrstedømmer i Golfen. Her skal det naturligvis tilføjes, at lande som USA, Frankrig, Israel og Rusland selv producerer deres enorme arsenaler, så de behøver ikke at importere.

Hvis vi ser på, hvor stor en del af den samlede våbenimport til Mellemøsten, som UAE tegner sig for, er vi oppe på hele 34 procent - altså en tredjedel af denne urolige regions våbenimport. Det oplyser Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) i en ny rapport (læs sammenfatningen her). UAE's våbenimport svarer til seks procent af verdens samlede våbenimport.

Rapporten fastslår også, at det fortsat er USA, der er den største eksportør af - nej ikke demokrati - våben på verdensplan. USA tegnede sig i perioden 2004-2008 for 31 procent af verdens våbeneksport. 38 procent af de våben, der blev eksporteret til Mellemøsten, kom fra USA. De gik naturligvis ikke alle sammen til UAE. Også andre af regiondens notoriske diktaturstater og krigsforbryder-stater importerede masser af våben fra USA og andre lande. Først og fremmest er der tale om Israel (4 procent af verdens samlede våbenimport) og Egypten (3 procent af verdens samlede våbenimport).

I denne periode købte UAE blandt andet 80 F-16 kampfly af USA og 50 Mirage-kampfly af Frankrig. I samme periode importerede Israel 102 F-16 kampfly fra USA.

Nogle gange blive man forbløffet over hykleriet i international politik. For eksempel de store diplomatiske angreb på regimet i Iran. Det er et på alle måder modbydeligt regime. Men det var ikke Iran, der i januar massakrerede 1400 forsvarsløse palæstinensere, hvoraf en tredjedel var børn. Det var Israel. Iran har et frastødende retssystem med hårde straffe og dødsstraf for utroskab, homoseksualitet og andre ting. Men det har UAE også. Enkelte emirater i UAE benytter sig endda af stening som henrettelsesmetode. Her overhaler de regimet i Iran i modbydeligheder. Alligevel er der tilsyneladende intet problem i, at dette regime bevæbner sig til tænderne. Der er jo trods alt tale om et diktatur, som er gode venner med Vesten.

Friday, April 10, 2009

Faraoens parade

Når araberne holder bryllup foregår det på traditionel vis(!) ved at køre rundt og dytte helt vildt i biler før man tager hend og hører på en mand spille el-klaver og en irakisk flødebolle, der synger. Lydniveauet er selvfølgelig tårnhøjt.

Når arabiske præsidenter bevæger sig rundt foregår det taditionelt i enorme korteger af biler og sikkerhedsfolk. Som den her, hvor Egyptens diktator Mubarak kører i en af bilerne. Der skulle være 79 biler og 11 motorcykler.

9. april i Bagdad

Så var det igen den 9. april. For danskere er det en dag, der markerer starten på en fremmed besættelse for mange år siden. For irakere er det også en dag, der markerer begyndelsen på fremmed besættelse. Det er bare ikke længere siden end 2003.

I den anledning var der igen i år en massedemonstration i Bagdad. Demonstrationen var domineret af Sadr-tilhængere, og undervejs brændte de dukker, der forestillede den tidligere amerikanske præsident George Bush. Så vidt jeg ved havde de ingen billeder eller dukker af Obama. Men han har jo også erkendt nederlaget og er i fuld gang med at slå en handel af med Iran, så tilbagetrækningen kan ske med minimale omkostninger...

Valg i Algeriet

Algeriet er en af de "venlige" diktaturstater. Ligesom Marokko, Jordan og Egypten er de venligt indstillede over for vesten. De indgår gerne økonomiske samarbejdsaftaler, og forfølger nådesløst alle, der mistænkes for at være terrorister. De forfølger også menneskerettighedsgrupper, demokrater, fagforeningsaktivister og andre subversive elementer. Men som sagt, et venligt diktatur. Mærsk har for eksempel store forretninger med olieudvinding i landet.

Nå, men de havde altså et valg i Algeriet den 10. april. "Valg" er måske så meget sagt. Abdelaziz Bouteflika, der er siddende præsident, fik over 90 procent af stemmerne i denne farce, der bedst tåler sammenligning med Syrien eller Egypten. Selv Zimbabwe er et demokratisk fyrtårn ved siden af Algeriet. Louisa Hanoune, den kvindelige og socialistiske kandidat, fik knap fem procent af stemmerne på trods af den omfattende valgsvindel og angreb på valgstederne. Abdelaziz Bouteflika satte hele statsmaskineriet - både bureaukratiet og de væbnede styrker - ind på at vinde valget. Resultatet udeblev ikke.

Lur mig, om denne eksorbitante valgsvindel ikke vil blive dysset ned i de fleste medier i Europa. Der er jo trods alt tale om en venlig diktator...

Sunday, March 22, 2009

Krigssprog

Det er altid interessant at følge med i sprogets udvikling. Især var det interessant at se, hvordan Bush-administrationen udviklede det engelsk-amerikanske sprog med "axis of evil", "surge" (en "brodsø", der henviser til offensiven i Irak i 2007), "fredom fries" og andre hittepåsomheder. Nu er den æra som bekendt ovre. Men andre sørger for, at traditionen fortsætter.

Barack Obama har som bekendt besluttet at intensivere krigen i Afghanistan, især CIA's missilangreb på pakistansk territorium. Denne udvidelse af krigen har ført til en ændring af, hvordan de tale om krigen. Det er ikke længere bare Afghanistan-krigen. Nu hedder det "Af-Pak" krigen, når de taler om den i Washington. Det henviser naturligvis til Afghanistan og Pakistan. Antallet af missilangreb på Pakistan er taget til siden Obama trådte til. Det har naturligvis ført til, at antallet af dræbte civile er steget. Den almindelige vrede imod USA er også taget til.

De amerikanske medier refererer til krigen som en mystisk ting, der ikke er en rigtig krig. De militære operationer i Pakistan er en "covert war", en slags hemmelige operationer. Hvordan kan dette være en "hemmelig operation"? Drabene på pakistanere har været forsidestof i Pakistan i månedsvis, og det var også et hedt debatemne under den amerikanske præsident-valgkamp. Og operationerne er aldeles ingen hemmelighed for de fattige familier, der bliver ramt af bomberne.

Når krigen bliver omtalt sker det ofte på en måde, der får en til at tænke, at det er en begivenhed uden ofre. Uden blodsudgydelse. Det handler i stedet om "hård magt" eller Blød magt", om "irregulær krigsførelse", "oprørsbekæmpelse" og så videre. Men i selve krigszonen har missilerne navne som Hellfire - Helvedets ild. Det er den ild, der regner ned over pashtunerne i Afghanistan og Pakistan. Navnet skal muligvis indgyde fjenden rædsel. Måske skal det få de amerikanske soldater til at føle sig overlegne og glemme frygten for at dø tusindvis af kilometer hjemmefra, i et land der aldrig har angrebet USA.

USA har 761 militære baser i fremmede lande. Jeg ved ikke, hvor mange romerne havde i sin tid. Men det er ganske sikkert, at sammenligningen mellem det romerske og det amerikanske imperium ofte er nærliggende. Ecuadors præsident nægtede for ikke så lang tid siden at forny amerikanernes ret til at have en base i Ecuador. Dog var præsident Rafael Correa villig til at forny kontrakten på betingelse af, at Ecuador fik en militærbase i Florida - staten der huser et stort antal torturbødler og eks-diktatorer, som USA støttede i Latinamerika. Foruden naturligvis de ekstremistiske eksilcubanske fanatikere, der træner sig i guerillakamp og jævnligt udfører terrorangreb imod Cuba. Rafael Correas popularitet blandt de latinamerikanske befolkninger steg vistnok med dette krav.

Men hvorfor skulle det være urealistisk? Hvis USA har ret til baser overalt i verden, hvorfor har resten af verden så ikke ret til baser i USA? Svaret har naturligvis noget med imperier at gøre. Og Afghanistan er kendt som imperiernes kirkegård. Har det noget med hinanden at gøre?

Tuesday, March 10, 2009

Rachel Corrie

Det er snart seks år siden, at Rachel Corrie døde. Hun blev myrdet den 16. marts 2003. Gerningsmændene er stadig på fri fod. De er aldrig blevet stillet for en domstol. Rachel Corrie blev 23 år.

Jeg har aldrig mødt Rachel Corrie. Jeg har heller aldrig - tror jeg da - mødt gerningsmændene. Det var soldater i det israelske militær. De slog den 23-årige amerikanske kvinde ihjel ved hjælp af en armeret Caterpillar D9 bulldozer. Først begravede de hende levende. Derefter kørde de over hende. Måske bare for at være sikre på at hun vitterligt døde. Israel kaldte det et hændeligt uheld. De tilføjede i øvrigt, at hun selv var ude om at hun blev dræbt, fordi hun befandt sig i en kampzone.

Den "kampzone", som Rachel Corrie befandt sig i, var et palæstinensisk boligkvarter. Det var et boligkvarter, som den israelske besættelsesmagt havde besluttet at udslette for at gøre plads til jødiske bosættere. Rachel Corrie var til stede for at protestere imod kolonimagtens systematiske og kriminelle voldsudøvelse imod det koloniserede folk.

Et af de sidste breve, som Rachel Corrie sendte hjem (27. februar 2003), sluttede sådan her:
"Jeg vil blot skrive til min mor og fortælle, at jeg er vidne til dette kroniske, lumske folkemord, og jeg er virkelig bange og stiller sprørsmål ved min grundlæggende tro på det gode i den menneskelige natur. Dette må høre op. Jeg mener, at det er en god ide for os alle at lægge alt andet til side og vi vores liv til at få det til at stoppe. Jeg mener ikke længere, at det er en ekstremistisk ting at gøre."

Rachel Corrie har i dag en slags status af martyr blandt NGO'er, fredsaktivister og andre. Hun tog fra USA til Gaza for at hjælpe et af de mest underkuede folk i verden imod en fornedrelse og besættelse, som hendes eget lands regering bakkede op om, og til stadighed støtter. Men på trods af hendes personlige mod og status som fredsbevægelsens superstar (en status der aldrig svinder ved stjernens egen død, bare tænk på kunstens verden og folk som Van Gogh, Natasja eller James Dean), så var hendes gerning ikke speciel. Hun blev dræbt af det israelske militær. Hun indgår dermed i de brigader af tusindvis, der har måttet lade livet for den israelske krigsmaskines hænder.

Men hun var selvfølgelig amerikaner. Det er nok det, der var forskellen. Hun var ikke mørk i huden, hun var ikke muslim, men tværtimod en vesterlænding med lys hud. Uanset hvilken rolle, racismen spiller i hendes fremhævelse frem for blot et enkelt af de 400 børn, som Israel for nyligt massakrerede i Gaza, så fortjener hendes minde at blive hædret.

Men nok snak fra min side. Se selv en video med Rachel Corrie her.

Wednesday, February 25, 2009

Abdullah Sleim blev nummer 1452

I dag, onsdag, var der en begravelse. Som det er sædvane i arabiske lande, blev afdøde begravet samme dag, som han døde. Begravelsesoptoget sørgede over, at Abdullah Sleim var død. Abdullah Sleim blev 17 år. Hvis en 17-årig dansk eller svensk dreng døde i en ulykke, ville vi tale om en tragedie. Hvis han døde på grund af andre menneskers overlagte voldshandling, ville vi tale om et mord.

Men Abdullah Sleim er hverken danker eller svensker. Han er ikke engang europæer. Han er palæstinenser. Og værre ednnu: han er fra Gaza. Årsagen til hans død vare ikke en ulykke. Det var et veltilrettelagt angreb, som et bombefly udførte den 14. januar. Flyet var fra Israel. Flyet var i gang med at massakrere palæstinensere. Et af ofrene blev altså Abdullah Sleim.

Han er dermed blevet offer nummer 1.452, der omkom for de israelske generalers hænder under den tre uger lange offensiv i Gaza i januar.

Wednesday, February 18, 2009

Nato myrdede <800 afghanere sidste år

Jeg hørte, at den danske oberst Lars Møller kaldte de udenlandske tropper i Afghanistan for "frihedskæmpere". Lars Møller er helt sikkert en af de dygtigste officerer i det danske forsvar. At han har nogle forskruede holdninger er en anden sag.

Hvad er det lige for en slags frihedskamp, som invaderer et andet land og dræber tusindvis af landets indbyggere? Jo, okay, jeg kan godt følge, at Sovjetunionens nedkæmpelse af Nazityskland eller Viietnams invasion af Cambodja og fjernelse af den vestligt støttede Pol Pot var en slags krige, der kan retfærdiggøres.

Men når New York Times skriver, at Nato og den afghanske regering sidste år slog 828 civile afghanere ihjel, hvordan retfærdiggør man så lige det? Med at Taleban var undertrykkende og modbydelige? Så kunne man lige så godt invadere Usbekistan, Colombia, Egypten, Saudi Arabien, El Salvador, Israel eller Etiopien. Det gør man selvsagt ikke. Alle disse regimer er allierede med USA. Og så tæller det der med menneskerettigheder vist ikke helt så meget.

Hvem er det, der er hovedansvarlig for de drab på civile afghanere, som Nato begår? De bliver ifølge artiklen i New York Times hovedsageligt begået af Navy Seals og paramilitære enheder under CIA, der tæppebomber områder i Afghanistan. Disse enheder opererer uden om de almindelige kommandostrukturer, så de kan ikke holdes ansvarlige.

Og ny kommer der 17.000 flere soldater. Skal vi gætte på, at 2009 ikke bliver mindre blodigt? Jeg tør næsten ikke andet.

Thursday, February 5, 2009

Imperiernes kirkegård

For nylig skrev New York Times, at Afghanistan er "Imperiernes kirkegård". Det gik galt for englænderne i 1860'erne. Kipling var dengang med og skrev en række digte om nederlaget og den desperate situation. Det gik selvølgelig også galt for Sovjetunionen i 1980'erne, da de kæmpede imod de selvsamme jihadister og Taleban-krigere, som USA nu kæmper imod. Dengang var USA allieret med fundamentalisterne, i dag fører USA en slags hellig krig. Man kan kalde det korstog eller krig mod terror alt efter temperament. For det meste er der bare tale om ganske almindelige myrderier.

Lad os lige se på, hvad der er sket på krigsfronten i løet af de seneste år.

Bush indledte krigen i Afghanistan. Bush indledte krigen i Irak. Bush tabte krigen i Irak. Bush forsøgte en offensiv i Irak. Bush trak sig ud af Irak - delvist smidt ud af sin egen marionet.

Ind på scenen træder Obama.

Obama vil trække tropperne ud af Irak. Det er sådan set forståeligt nok. De kan ikke længere stille noget op. Obama vil til gengæld optrappe krigen i Afghanistan. Det er så her, vi står nu. 7000 flere tropper til Afghanistan. Til Imperiernes kirkegård. Kiplings slagmark.

Den hellige krig mod Terror, som Bush i sin tid indledte i Centralasien har indtil videre kostet 1.000 milliarder dollars. Krigen er dyrere end Vietnamkrigen og Koreakrigen tilsammen. Kun anden verdenskrig var dyrere - omkring tre gange dyrere end det, der indtil videre er blevet brugt på Bushs hellige krig. Den krig, som Obama nu vil optrappe.

USA står i en økonomisk krise af dimensioner, som ikke er set i generationer. Kan de blive ved med at hælde milliarder af dollars ud på de afghanske slagmarker? Det britiske imperium kunne ikke. Men så lang hukommelse havde Bush-administrationen selvfølgelig ikke. Jeg kender ikke Obamas hukommelse. Han er en dygtig retoriker, men er han også en dygtig militær strateg?

Krigene i Irak og Afghanistan har været en endeløs række af myrderier. Men ikke nok med det, det har været dyre myrderier. Meget tyder på, at Obama har bevæbnet sig med en spade på Imperiernes kirkegård.

Friday, January 23, 2009

Mediekrig

Splittelsen mellem palæstinenserne når hele tiden nye dybder. Nu beskylder Fateh sine rivaler i Hamas for at chikanere Fateh-folk i Gaza. New York Times dækker det i en artikel, hvor de beretter om, at en 27-årig mand med tilknytning til Fateh er blevet skudt af Hamas-folk.

Det er egentlig spøjst, at Fateh råber så meget op om de overgreb, deres folk bliver udsat for i Gaza. Fateh er legatlt i Gaza. Hamas er forbud på Vestbredden. De palæstinensiske politistyrker under Mahmoud Abbas arresterer folkevalgte Hamas-folk og udleverer dem til de israelske torturbødler.

Det er ikke kun Hamas-folk, der bliver forfulgt på Vestbredden. Stort set samtidig med, at Israel indledte sin seneste aggression mod Gaza sørgede Mahmoud Abbas' folk for at arrestere seks ledende medlemmer af venstrefløjspartiet PFLP. Abbas' styrker har tidligere udleveret PFLP-folk til det israelske militær.

En tilsvarende mængde af repression og anslag mod forsamlingsfriheden (blandt andet i form af Fatehs forsøg på at forbyde demonstrationer imod Israel på Vestbredden), som Mahmoud Abbas og Alam Fayyad (den såkaldte "premierminister" efter kuppet) har indført på Vestbredden findes ganske enkelt ikke i Gaza. Det er en moralsk fordømmelse af Fateh, at der under deres regimente er mindst lige så meget repression som der er under fundamentalisterne.

Nu bliver jeg sikkert beskyldt for at sympatisere med Hamas. Det burde egentlig være overflødigt at sige, at det gør jeg ikke. Hamas er en israelsk opfindelse. Det er en organisation, som er blevet opdyrket for at smadre den palæstinensiske venstrefløj. Det er kort sagt en organisation, der er designet til at lede palæstinenserne i en blindgyde af religiøs mystik i stedet for rationel frihedskamp og alliance med almindelige israelere imod den nationale undertrykkelse.

Men jeg skriver alligevel dette, fordi det tilsyneladende er nødvendigt at tage afstand fra Hamas, hver gang man nævner noget med Mellemøsten. Hvem har egentlig opdyrket sådan et klima? Skal man også til at tage afstand fra NPD hver gang man omtaler Tysk politik? Tage afstand fra Margaret Thatchers samarbejde med Pinochet hver ang man omtaler de engelske konservative? Tage afstand fra forfølgelsen af det russiske mindretal, hver gang man omtaler Estland? Det er absurd og burde være unødvendigt. Men det er det tilsyneladende ikke.