Sikke en brodsø

En af de højst berømmede krigsteoretikere, General Carl von Clausewitz, sagde om det militære nederlag, at "i et tabt slag knækkes en hærs magt, i højere grad moralsk end fysisk. Et andet slag vil, med mindre friske gunstige forhold kommer i spil, føre til et fuldstændigt nederlag, muligvis til ødelæggelse."

Jeg har før forklaret, at USA styrer mod det tolale nederlag på Mesopotamiens sletter. De irakiske guerillaer har vist sig at være i stand til at tildele besættelsesmagten svære tab, og USA har reelt ikke været i stand til at kontrollere det land, de invaderede for over fire år siden.

USA's helt igennem illusoriske koalition er kollapset. Det eneste andet land, der rent militært har betydet noget i Irak (og her snakker vi ikke om Iran), har trukket følehornene til sig. Storbritannien har nu kun 5000 tropper tilbage i Irak ud af de oprindelige 45.000. Briterne har prøvet at stå over for en opstand i Irak før - i 1920, hvor Winston Churchill beordrede oprørerne nedkæmpet med giftgas. Denne gang gik det ikke så godt som sidst. De britiske styrker lever nu forskanset bag afspærringerne til Basras lufthavn, og de befinder sig ikke længere blandt irakerne. Nu har militserne så overtaget kontrollen med Basra.

Der er mindst 17 lande, der har trukket sig fra USA's koalition. Af de tilbageværende kan nævnes Polen, El Salvador, Albanien, Letland, Aserbajdjan og Mongoliet.

Den evige farce om magtoverdragelse til irakiske tropper er mere sort satire end Scherfig. Donald Rumsfeld sagde i oktober 2003, at "det ikke vil vare længe" før de irakiske styrker overgår amerikanerne i antal og kan varetage den militære kontrol med landet. George Bush sagde i november 2005, at de irakiske styrker "i stigende grad" tager kontrol med Irak. Det havde været rigtigt, hvis han havde talt om de irakiske militser i stedet for "regeringens" styrker.
For nylig kom der så en rapport fra pensionerede amerikanske officerer, der sagde, at den irakiske hær i hvert fald ikke kan tage kontrollen inden for de næste to år.

Siden ingen andre kan kontrollere Irak på Washingtons vegne ("regeringen" i Bagdad kontrollerer kun den Grønne Zone, hvor de dagligt er under bombardement og i praksis er under en semi-belejring), ja så må de forsøge selv. Det er baggrunden for den offensiv, som USA igangsatte i foråret. Ordkunstnerne i Washington kalder imidlertid hverken offensiven for en offensiv, en oprustning eller noget andet, der kunne indikere desperation. De kalder offensiven for en "surge" - en brodsø.

Ud over at brodsøen naturligvis er hundedyr - lige nu koster operationerne i Irak tre milliarder dollars om ugen - er det i stigende grad klart for de amerikanske tropper, at de er ved at tabe krigen. Offensiven skal ifølge USA's øverste militære erobrer i Irak, General Petraeus, slutte til marts næste år, og de 30.000 mand, der er indkaldt som en forstærkning for de 130.000 regulære tropper, der er der i forvejen (og de 120.000 lejesoldater), vil blive trukket hjem. Efter planen, altså.

Den generelle stemning af nederlag i amerikanernes rækker er ikke til at tage fejl af. 45 procent af tropperne, der deltog i en meningsmåling for Los Angeles Times, karakteriserer deres moral som "lav eller meget lav". Syv procent svarer "høj eller meget høj".
Antallet af soldater, der deserterer fra den amerikanske hær vidner også om en slagen hær. Over 3.000 soldater deserterede fra hæren sidste år. Det er en stigning på 27 procent i forhold til forrige år. Med Clausewitz' ord i baghovedet er der ingen grund til at tro, at denne udvikling er på vej til at vende - tværtimod.

Er USA så på vej til at tabe til terroristerne i Al Qaeda? Overhovedet ikke - for de grupper, der bekæmper de amerikanske tropper i Irak er alt andet end Al Qaeda. Al Qaeda har ganske vist fået en base i Irak takket været George Bushs invasion, men de udgør et sted mellem to og fem procent af opstanden blandt sunnimuslimerne. Samlet set er det altså en meget, meget lille gruppe, og den eneste grund til, at de bliver fremhævet er, at der fra besættelsesmagtens side er en interesse i at fremstille besættelsen af Babylons land som en "kamp imod terrorisme".

Sanheden er, at verdenshistoriens største militærmaskine har knækket rygraden i kampen imod den irakiske befolkning, der står bag guerillagrupperne. Vent og se, det værste er ikke sket endnu. Amerikanerne vil ikke trække sig roligt tilbage. Først vil de bevæbne de mest militante sekteriske grupper i et panisk forsøg på at kontrollere situationen. Så vil de sige, at irakerne alligevel ikke fortjener demokrati. Så vil de massakrere endnu flere irakere. Og så...

Sikke en brodsø. Det værste er i vente, så længe Bushs slagne hær er på job i Mesopotamien.