Mens vi venter på politiet

I europæiske medier er det forsvindende lidt, man hører til Mellemøsen, når det ikke lige handler om krig, besættelse, torturkamre, terrorbomber eller andre uhyrligheder. Det er selvfølgelig fair nok, at den slags bliver dækket. Jeg kan bare nogle gange savne en dækning af lidt anderledes begivenheder. For eksempel den strejkebølge, der er i Egypten.

Mubaraks USA-støttede diktatur er i krise. Ikke på grund af de konservative politikere i det Muslimske Broderskab, men på grund af, at Egyptens arbejdere i industrien i øjeblikket fører en heroisk, selvopofrende og helt igennem beundringsværdig kamp imod diktaturet og de utålelige forhold, som almindelige egyptere lever under. En egyptisk tekstilarbejders løn svarer til 85 procent af lønningerne i Pakistan og 60 procent af lønningerne i Indien.

Den egyptiske journalist og blogger Hossam el-Hamalawy har muligvis den bedste blog, der findes om aktivisme i Egypten. Den er absolut læseværdig. Lige nogle kendsgerninger om den nye strejke, der ryster diktaturet (alle fra Hossams blog):

Søndag den 23. september blev Egyptens største tekstilfabrik Ghazl el-Mahalla besat af arbejderne, ligesom i december i fjor. Fabrikken beskæftiger 27.000 arbejdere, der arbejder på skiftehold. 10.000 arbejdere besluttede søndag at nedlægge arbejdet og besætte fabrikken for at få gennemført arbejdernes krav. Kravene er, at arbejderne skal have en del af den årlige profit, der svarer til 150 dages produktion, samt forbedret arbejdssikkerhed og større tillæg.

Få timer efter, at beslutningen om strejke blev truffet, ankom flere arbejdere til fabrikken. Samtidig blev politiet sendt ud for at omringe og belejre fabrikken, der ligger i et vigtigt industriområde i Egyptens Nildelta. Arbejderne besætter nu fabrikken, der er omringet af regimets politi. Politiet er dog ikke i stand til at hindre, at hundredvis eller tusindvis af arbejdere bryder ind eller ud gennem politiets rækker, hvilket gør, at belejringen ikke fungerer. Om natten sover 10-15.000 arbejdere på fabrikkens område. Om dagen er over 20.000 arbejdere til stede på fabrikken til demonstrationer og fælles fejring af ramadanen, den muslimske fastemåned.

Politiet sendte ved strejkens begyndelse repræsentanter fra ”fagforeningen” ind på fabrikken. Disse ledere er ikke valgt af andre end regimet selv, og den såkaldte fagforening er blot en af diktaturets organisationer, der har til formål at kontrollere arbejderklassen. Disse repræsentanter kom for at bede arbejderne om at pakke strejken sammen og gå tilbage til maskinerne. Da tekstilarbejderne mødte disse ”fagforeningsfolk” bød de dem ikke velkommen. Et øjenvidne beskrev situationen sådan her:

”Regeringen er begyndt at præsentere nogle kompromisser via formanden for fabrikkens fagforeningskomité Seddiq Siyam til gengæld for at stoppe strejken. Men idioten glemte, at han spurgte efter dette (opgivelse af strejken) mens arbejdernes følelser og hengivenhed var på sit højeste punkt, man kan forestille sig. De uundgåelige skete… Fyren var færdig. Arbejderne slog ham næsten ihjel, seriøst, jeg laver ikke sjov. Men han blev reddet i sidste øjeblik af strejkelederne.”

Politiet forbereder tilsyneladende nu at storme fabrikken. Hvis Mubaraks politi skal bryde ind og tæske 20.000 arbejdere til lydighed, bliver det en særdeles blodig affære.

Det er et åbent spørgsmål, hvad der nu vil ske. Overalt i Egypten meldes der om solidaritetsstrejker, demonstrationer og økonomiske indsamlinger til de strejkende. Det er tydeligt, at USA's bedste ven i den arabiske verden, den notoriske torturbøddel Mubarak, er i alvorlig panik og har svært ved at finde ud af, hvad man skal stille op med arbejdernes protester.

Herfra skal der lyde et Mabrouk! til de egyptiske arbejdere.