Video dokumenterer besættelsesmagtens overgreb

Selve nyheden er egentlig ikke så meget en nyhed. Den drejer sig om Ashraf Abu-Rahama, en 27-årig palæstinenser, der er blevet mishandlet af de israelske sikkerhedsstyrker. Det er selvfølgelig en nyhed i den forstand, at Ashraf vist ikke bliver mishandlet så ofte. Men det er ingen nyhed i den forstand, at disse overgreb pågår jævnligt og uden hindring fra de israelske myndihgheders side.

Nå, men til sagen. Den israelske menneskerettighedsgruppe B'Tselem har offentliggjort en video, der dokumenterer, at de israelske soldater skød en såkaldt gummikugle (der i virkeligheden er en stålkugle beklædt med et tyndt lag gummi) direkte på Ashraf Abu-Rahamas ben. Det foregik på klos hold, og efter at palæstinenseren var blevet taget til fange af militæret. Han var blevet fanget af militæret efter en protest ved byen Na'alin på den besatte Vestbred. Protesten var rettet imod opførelsen af den israelske "sikkerhedsmur" - eller apartheidmur, som nogen kalder den. Han blev skudt i benet mens en israelsk oberstløjtnant holdt ham fast i armen.

Ashraf Abu-Rahama blev tilbageholdt i en time med bind for øjnene. Og så blev han altså mishandlet. Det israelske militær har efterfølgende erklæret, at en sådan mishandling skam ikke er praksis hos de israelske besættelsesstyrker, og at de normalt sikrer de tilfangetagne palæstinenseres "menneskelige værdighed og sikkerhed". For palæstinenserne, der dagligt oplever overgreb som dette, er erklæringen en ualmindelig dårlig vittighed. Men erklæringen er selvsagt ikke bestemt på de koloniserede palæstinensere, men på Vesten.

Den virkelige nyhed i alt det her er brugen af video til at dokumentere besættelsesmagtens overgreb.

Tjek videoen direkte hos B'Tselem her.
Tjek Al Jazeeras indslag om overgrebet her.
Læs artiklen og se videoindslag fra Haaretz.

Mabrouk ya B'Tselem

Æresdrab

I Jordan får en mand, der har myrdet et familiemedlem, fordi hun har forbrudt sig imod landets "familieværdier" (for eksempel ved at blive gravid uden for ægteskab), typisk tre måneders fængsel. Hvis han altså kan overbevise retten om, at der var tale om et drab for at beskytte familiens ære og de familieværdier, som Jordan angiveligt bygger på. Hvis drabet viser sig at være et "almindeligt" mord, så bliver forbryderen som regel dømt til døden ved hængning. Sådan en retspraksis ville være komisk, hvis det ikke var så tragisk.

Man hører jævnligt om disse "æresdrab" i lande som Egypten, Pakistan, Jordan, Saudi Arabien og andre muslimske lande. Det, der altid forvirrer mig, er, at vold med døden til følge, som udøves mod familiemedlemmer vistnok ikke er et særlig muslimsk fænomen. Så vidt jeg ved er det også ret udbredt i lande som Rusland. Australien, Grækenland og Mexico. Men så snart det finder sted i et muslimsk land er der pludselig tale om et "æresdrab". Og så er det pludselig noget andet end de "almindelige" overgreb mod kvinder i den "civiliserede" verden.

Fangeoprør i Syrien

Syrien er et fantastisk land at rejse i som turist. Damaskus er en helt fabelagtig by. Den ældste storby i verden. Befolkningen er venlig og imødekommende som altid i Mellemøsten. Gæstfriheden er overvældende. Samtidig er Syrien en diktaturstat. Det er de fleste andre stater i regionen for øvrigt også, så på den front skiller Syrin sig ikke ud- bortset fra at diktaturet i Syrien er forholdsvis stramt, og tilsyneladende relativt velfungerende. Samfundet fungerer og staten er ret stabil.

I Syrien er der dødsstraf for medlemsskab af det Muslimske Broderskab. Nu kan man mene om det muslimske broderskab hvad man vil, men de fleste synes nok, at medlemsskab af et bestemt politisk parti ikke bør høre under en paragraf i straffeloven. Sjovt nok gør netop det syriske regimes anti-islamistiske karakter, at de har et udmærket samarbejde med USA i den absurde "krig mod terror". Særligt opsigtsvækkende var sagen om Maher Arar, en canadisk statsborger, som blev sendt til tortur i Syrien på USA's foranledning.

Nå, men de syriske fængsler oplever lidt af hvert. Den 4. juli udbrød der omfattende kampe inde i Saydnaya-fængslet i Syrien. Fængslet har 3-5000 indsatte og er et af de største fængsler i Syrien. Rapporten, der kommer fra en syrisk kilde, er offentliggjort af den egyptiske journalist Hossam el-Hamalawy. Desuden har AFP rapporteret en smule fra oprøret. Oprøret blev angiveligt udløst af, at vagterne havde krænket Koranen i en afdeling, hvor islamistiske fanger sidder. Vagterne greb til våben og skød og dræbte ni fanger. Det fik blot oprøret til at eskalere, og så blev yderligere 16 fanger dræbt, så antallet af døde nåede 25.

Imidlertid formåede fangerne at tage fængselsbetjentenes leder samt otte andre som gidsler. I løbet af kampene fik de oprørske fanger taget 3-400 gidsler. De fængselsbetjente, der stadig var frie, formåede ved hjælp af tåregas at drive fangerne op på fængslets tag. Her kunne fangerne bruge mobiltelefoner, som de havde taget fra de tilfangetagne vagter, og fangerne kom i kontakt med deres familier og menneskerettighedsgrupper.

Den seneste opdatering, jeg har kunnet finde, er fra 6. juli. Den siger, at regeringstropper tilsyneladende var ved at skyde sig vej ind i fængslet. Som et tegn på god vilje havde fangerne opgivet en del af de våben, de har konfiskeret fra fængselsbetjentene. Ambulancer kørte i pendulfart mellem fængslet og Tishreen Hospital. Pårørende til fangerne blev nægtet adgang til hospitalet.

En gruppe mødre til de indsatte forsøgte at få lov til at komme hen til fængslet for at fsnakke med deres sønner og få dem til at overgive sig på fornuftige vilkår. Det nægtede sikkerhedsstyrkerne. I stedet valgte mødrene at blokere vejen til fængslet for sikkerhedsstyrkerne. Så blev de angrebet, og mange af mødrene er blevet såret. Der meldes ikke om nogle dræbte mødre. Men der er vist ingen tvivl om, at antallet af døde i denne konflikt sagtens kan nå tre cifre.

Det syriske nyhedsbureau SANA har naturligvis omtalt alle fangerne som "terrorister". På den måde ligner de syriske myndigheder meget godt USA. Alle fangerne i Baghram, Guantanamo og andre steder er jo også "terrorister".

Sommer i Bagdad

Da den italienske rejsende Ambrosio Bembo i midten af 1600-tallet rejste ned gennem Mesopotamien, beskrev han, hvordan indbyggerne i Bagdad boede i kældre om sommeren for at undgå den barske hede.

Siden dengang er Bagdad vokset til en kæmpemæssig by. Jeg skulle lige til at sige moderne storby, men det er vist et par år siden. Nu er Bagdad bombet tilbage til en tid, som er lige så primitiv som på Ambrosio Bembos tid. Der er blot den forskel, at man har en fremmed besættelsesmagt massivt til stede, og at diverse militser kontrollerer forskellige kvarterer. Og så er der selfølgelig over en million af Bagdads indbyggere, der er flygtet.

Nå, men nok om det. Jeg blev opmærksom på situationen i Bagdad af en fyr ved navn Mohammad. Han fortalte 1. juli, at Bagdad for tiden er et levende helvede. Dagtemperaturen er tæt på 50 grader i skyggen. Om natten sker det tit, at temperaturen ikke falder til under 40. Og så har der været en stor sandstorm, som har indhyllet hele Mesopotamiens hovedstad i støv. Jeg kender det selv fra Amman (med mere menneskelige temperaturer, der ikke stiger meget over 40), og det er ganske ubehageligt.

Det ville sådan set være til at klare med moderne teknik. Bare tænd for air-conditioneren. Det gør man i resten af Mellemøsten. Men ikke i Bagdad. I dette land, der er et af de rigeste på energi, er elektricitet en luksus, der er ganske sjælden. Sådan har det været siden invasionen i 2003, og alt tyder på at det fortsætter sådan. Mohammad siger, at elektricitet i Irak er "helligt". I tilgift er der ingen benzin på tankstationerne. Når der er, skal man stå seks timer i kø. Mohammad havde været fem dage uden benzin. Uden benzin kan man ikke bruge sin generator. Efter besættelsen (og den følgende mangel på alle basale ting) er private generatorer ellers blevet en populær nødløsning på den katastrofale situation.

I løbet af de sidste 100 timer, som Mohammad havde optalt, havde han haft elektricitet i to timer. Hvordan kan man holde fødevarer på køl (hvilket kan være ret nødvendigt når termometret viser 50) uden elektricitet? Hvordan kan et samfund fungere uden brændstof? Sandheden er, at det kan man ikke.

Mohammad sagde, at han ønskede, at Gud ville tage hævn over de mennesker, der har forårsaget denne situation. Hævntørsten er egentlig ikke så svær at forstå.