Rachel Corrie

Det er snart seks år siden, at Rachel Corrie døde. Hun blev myrdet den 16. marts 2003. Gerningsmændene er stadig på fri fod. De er aldrig blevet stillet for en domstol. Rachel Corrie blev 23 år.

Jeg har aldrig mødt Rachel Corrie. Jeg har heller aldrig - tror jeg da - mødt gerningsmændene. Det var soldater i det israelske militær. De slog den 23-årige amerikanske kvinde ihjel ved hjælp af en armeret Caterpillar D9 bulldozer. Først begravede de hende levende. Derefter kørde de over hende. Måske bare for at være sikre på at hun vitterligt døde. Israel kaldte det et hændeligt uheld. De tilføjede i øvrigt, at hun selv var ude om at hun blev dræbt, fordi hun befandt sig i en kampzone.

Den "kampzone", som Rachel Corrie befandt sig i, var et palæstinensisk boligkvarter. Det var et boligkvarter, som den israelske besættelsesmagt havde besluttet at udslette for at gøre plads til jødiske bosættere. Rachel Corrie var til stede for at protestere imod kolonimagtens systematiske og kriminelle voldsudøvelse imod det koloniserede folk.

Et af de sidste breve, som Rachel Corrie sendte hjem (27. februar 2003), sluttede sådan her:
"Jeg vil blot skrive til min mor og fortælle, at jeg er vidne til dette kroniske, lumske folkemord, og jeg er virkelig bange og stiller sprørsmål ved min grundlæggende tro på det gode i den menneskelige natur. Dette må høre op. Jeg mener, at det er en god ide for os alle at lægge alt andet til side og vi vores liv til at få det til at stoppe. Jeg mener ikke længere, at det er en ekstremistisk ting at gøre."

Rachel Corrie har i dag en slags status af martyr blandt NGO'er, fredsaktivister og andre. Hun tog fra USA til Gaza for at hjælpe et af de mest underkuede folk i verden imod en fornedrelse og besættelse, som hendes eget lands regering bakkede op om, og til stadighed støtter. Men på trods af hendes personlige mod og status som fredsbevægelsens superstar (en status der aldrig svinder ved stjernens egen død, bare tænk på kunstens verden og folk som Van Gogh, Natasja eller James Dean), så var hendes gerning ikke speciel. Hun blev dræbt af det israelske militær. Hun indgår dermed i de brigader af tusindvis, der har måttet lade livet for den israelske krigsmaskines hænder.

Men hun var selvfølgelig amerikaner. Det er nok det, der var forskellen. Hun var ikke mørk i huden, hun var ikke muslim, men tværtimod en vesterlænding med lys hud. Uanset hvilken rolle, racismen spiller i hendes fremhævelse frem for blot et enkelt af de 400 børn, som Israel for nyligt massakrerede i Gaza, så fortjener hendes minde at blive hædret.

Men nok snak fra min side. Se selv en video med Rachel Corrie her.

Nakba året rundt

I år er det 60 år siden, at staten Israel blev oprettet. Den etniske udrensning af 700.000 palæstinensere, der fulgte, kalder palæstinenserne for Nakba - "Katastrofen". Siden hen har katastroferne haglet ned over palæstinenserne i et omfang, så katastrofen er gået hen og blevet rutine. Se bare på den sidste uge.

Fra den 24. til 29. april slog det israelske militær ni palæstinensere ihjel i Gazastriben, herunder fem børn og en kvinde. Kvinden blev dræbt sammen med sine fire børn, da israelerne beskød hendes hus i byen Beit Hanoun med granater.
I samme periode blev 29 palæstinensere såret af det israelske militær. Hovedparten var civile, heraf seks børn og en kvinde. En palæstinenser blev desuden overfaldet og såret af bosættere på Vestbredden. Det israelske militær rydede 140.000 kvadratmeter landbrugsjord i Gaza. Sandsynligvis er der for en stor dels vedkommende tale om oliventræer, som det tager årtier at gro, før de giver frugt. Flere overgreb - ikke mindst fra bosætterne på Vestbredden - vedbliver desuden. Husundersøgelser og anholdelser af palæstinensere under israelsk besættelse fortsætter.

Katastrofen fortsætter uge efter uge, dag efter dag. I går har Israel igen myrdet en ubevæbnet palæstinenser. Denne gang gik det ud over den 41-årige Husam Najjar. En granat fra en israelsk kampvogn ramte hans hus i Khuza'a i Gazastriben. Hussam Najjars kone og bror blev desuden såret.

Nakba fortsætter året rundt. Israels 60-års jubilæum bliver fejret med blod og nedskydning af de besatte folk.

Religiøs stat, ja tak

Så stod de der igen. Ledere fra arabiske lande, Israel og palæstinenserne - og så selvfølgelig George Bush og Condoleeza Rice. Topmøde i Annapolis. Alle vidste på forhånd, at det ville være en fiasko. I hvert fald hvis målet var at lave en form for aftale, der kunne garantere stabilitet i regionen. Det kom til at holde stik.

Den israelske delegation kunne tage hjem med fornyet amerikansk opbakning i baggagen. George Bush slog på ny fast, at Israel er en "jødisk stat" og "hjemland for det jødiske folk". Det vil med andre ord sige en stat, hvor landets arabere ikke nyder fulde borgerrettigheder. Det vil sige, at ingen af de hundredtusindvis af flygtninge, der blev fordrevet omkring 1948 kan vende tilbage. Det vil sige, at George Bush bakker op om Israel som en religiøst funderet stat.

Mahmoud Abbas var tilfreds med Bushs tale, og han protesterede ikke over, at Bush på den måde slog fast, at flygtningekravet ikke kan imødekommes. Dette krav har Abbas og resten af PLO's ledere nemlig smidt over bord for længe siden.

At Mahmoud Abbas kun repræsenterer en del af palæstinenserne var der ingen, der bemærkede. Han selv protesterede ikke over belejringen og udsultningen af Gaza. Ingen protest over de daglige israelske angreb, likvideringer og bortførelser. Sådan en mand er lige det, George Bush har brug for. Desværre for Bush er Mahmoud Abbas langt fra repræsentativ for palæstinenserne. De vil ikke tro på de løfter, lederne kommer med. Og det har de grund til at lade være med.

Jeg kommer til at tænke på Macbeth:
"Lad ingen mere tro de gøgledjævle, som dårer os med dobbelttydig tale, som holder løftet efter ordets lyd, men bryder det for håbet."

Og så lige en opgørelse over livets gang i de besatte områder mellem den 22. og 28. november:

• 11 palæstinensere, herunder to brødre, blev dræbt af det israelske militær på Vestbredden og i Gaza.
• De to brødre blev dræbt af Flechette-projektiler, der er forbudt ifølge international lov.
• 28 palæstinensere, herunder fire børn, samt en israelsk menneskerettighedsaktivist, blev såret af det israelske militær i de besatte områder.
• En kvindelig patient døde, da israelsk militær nægtede ambulancen at krydse grænsen fra Gaza. Det er den 11. patient, der dør på grund af, at Israel nægter dem adgang til lægehjælp siden august.
• Israelske bosættere på vestbredden angreb og sårede 13 palæstinensere i en minibus.
• Israelske bosættere angreb 25. november en skole i Hebron og øvede hærværk på den.
• Opførelsen af den ulovlige mur, der annekterer palæstinensisk jord til Israel, fortsætter. Det samme gør belejringen af Gaza.

En religiøst funderet stat, der opfører sig barbarisk og undertrykkende over for befolkningen, vækker forståelig vrede og afsky, når det drejer sig om Iran. Men når det drejer sig om USA's bedste allierede i Mellemøsten - Israel - så er tonen en anden.

Bosættere har frit spil

De daglige overgreb i de besatte palæstinensiske områder er for mange og for store til, at et almindeligt menneske kan overskue det. Og størstedelen forbliver urapporteret i dansk presse. Her er en lille nyhed, der ikke i sig selv er opsigtsvækkende - dramatisk set overstiges den af misilangreb, myrderier og andre grusomheder, der dagligt pågår. Men ikke desto mindre synes jeg, den er meget sigende.

Maan News rapporterer i dag, at en gruppe israelske bosættere i Hebron på den besatte Vestbred ransagede et palæstinensisk hjem og tævede en beboer, mens de israelske soldater blot så passivt til.

Omkring 100 bosættere fra bosættelserne Kiryat Arba og Kharsina omringede et hus i Hebron, der tilhører palæstinenseren Abed Al Karim Al Ja'bari. Derefter gik de ind i huset og overfaldt hans søn Ramzi og slog ham med sten.

Maan News citerer kilder for at sige, at israelsk politi og militær blev tilkaldt, men at de blot så til, mens overfaldet foregik. Bosætterne fik altså frit spil til at gennemtæske en sagesløs indbygger i det land, som bosætterne med militær magt bag sig besætter.

Denne historie er ikke enestående. Derfor får den nok ikke så meget opmærksomhed. Sådanne historier kunne skrives dagligt. Men de er ikke interessante nok. Hvorfor ikke? Er det på grund af, at Israels overgreb som regel er meget værre og mere brutale - som for eksempel Israels seneste misilangreb på Gaza? Er det fordi de palæstinensiske gangster-grupper fra Fateh og Hamas også laver brutale overgreb, som det seneste i Qalqilieh? Eller hvad?