Israel og Syrien nok engang

Den israelske premierminister Binyamin Netanyahu sagde for nylig under et besøg i Paris, at han ønsker at forhandle med Syrien "uden betingelser". Det skriver Jerusalem Post ihvertfald. Kilden til denne oplysning skulle være en rådgiver for Syriens præsident Bashar al-Assad.

Der er for tiden en masse spekulationer om fredsforhandlinger mellem Israel og Syrien. Den franske præsident Sarkozy kører sig selv i stilling som fredsmægler. I det hele taget er det tydeligt, at Frankrig forsøger at knytte tættere bånd til Syrien for derigennem at opnå en stærkere position i Mellemøsten. Den position, de mistede, da de ydmygende måtte trække sig ud af Syrien efter at have bombarderet Damaskus i 1946, forsøger de nu at vinde tilbage. Derudover står Tyrkiet på spring. Men nok om det.

Man tænker måske ikke på det i Vesten, men det syriske regimes anti-israelske holdning er faktisk en af de vigtigste kilder til popularitet. Hvis Assad slutter fred med Israel vil det være den mest upopulære beslutning, han nogensinde har taget. Det vil være politisk farligt og en destabiliserende faktor internt i Syrien. Derfor har Assad også ladet forstå, at forudsætningen for forhandlinger er, at Israel opgiver besættelsen af Golan-højderne.

Da Saddam Hussein invaderede Kuwait i 1990, sagde de vestlige ledere: ud af Kuwait, eller vi bomber jer!
Men Israel modtager aldrig nogle trusler for at besætte Golan på treogfyrretyvende år. Dette hykleri tænker man måske ikke så meget over i Vesten, men det gør man i den arabiske verden.

Israel er overhovedet ikke til sinds at opgive Golan. Vandet fra Golan udgør en tredjedel af den mængde vand, som Israel årligt forbruger, og dermed er det en vigtig del af Israels landbrug og opdyrkning af bosættelser i de besatte områder på Vestbredden. At dette tyveri af vand er forbudt ifølge international lov bekymrer ikke de israelske generaler - og hvorfor skulle det også det? De er aldrig blevet truet med sanktioner eller ivasion, som Syrien er blevet det.