Arrestordren på Livni: England bøjer sig

For nylig røg nyheden (endnu en gang breaket af verdens førende nyhedsstation Al Jazeera) verden rundt: en engelsk domstol havde udstedt en arrestordre på Israels tidligere udenrigsminister, Gazas bøddel Tzipi Livni.

Til at begynde med reagerede de engelske myndigheder ved at nægte, at sådan en arrestordre fandtes. Det er åbenbart en vane for engelske myndigheder at opfinde ting der ikke findes (som masseødelæggelsesvåben i Irak, der kan ramme Europa i løbet af Tony Blairs berømte 45 minutter) og benægte eksistensen af ting, der rent faktisk har fundet sted (som for eksempel tyrkernes folkemord på armenierne i 1915).

Nå, men historien om Livni begyndte at rulle. Hun havde aflyst et arrangement hos en jødisk organisation i England.

Arrestordren blev senere trukket tilbage, men efter udstedelsen begyndte den israelske regering stærkt at kritisere den britiske regering. Jerusalem Post supplerede med på lederplads at erklære, at ”vi er alle Tzipi Livni”.

Men hvad skete der egentlig med Livnis besøg? Der er nogle dunkle detaljer i denne sag.

Livnis folk siger, at hun for flere uger siden aflyste besøget på grund af rod i kalenderen. De israelske medier siger, at Livni aflyste besøget til England i sidste øjeblik. Begge udsagn kan ikke være sande.

Livni ville gerne mødes med den britiske premierminister Gordon Brown. Nogle har spekuleret i, at hendes ønske om netop dette møde var, at hun dermed ville være på officielt statsbesøg, og at hun derfor ville nyde diplomatisk immunitet – og dermed være beskyttet imod arrestordren. I en tilsvarende sag med Israels forsvarsminister Ehud Barak – som der også er blevet udstedt en engelsk arrestordre på – trådte den diplomatiske immunitet i kraft, fordi det var et officielt statsbesøg, og derfor kunne Barak ikke arresteres, på trods af, at han er eftersøgt for krigsforbrydelser.

Da Gordon Brown meddelte, at han ikke ønskede at mødes med Livni, blev turen til England dermed til en privat rejse. Ingen diplomatisk immunitet.

Det interessante ved denne sag er, at Storbritannien tilsyneladende er i fuld gang med at bøje af over for det israelske pres. England lader ganske åbenlyst Israel blande sig i den juridiske og politiske proces i England.

Den britiske regering har – i stedet for at forsvare, at landet udsteder arrestordrer på krigsforbrydere – udtalt, at den ønsker at være ”en strategisk partner med Israel” og at den britiske regering derfor ”holder grundigt øje med denne sags følger”. Det kan kun opfattes som et knæfald for krigsforbrydere, så længe de kommer fra Israel i stedet for for eksempel Serbien.

Væk med kendsgerningerne!

Det er sjovt, som historien vasker sine egne minder væk. Da Franklin, Jefferson og de andre amerikanske revolutionære smed briterne på porten, skete det på baggrund af en folkelig opstand, der desuden konfiskerede al ejendom fra de godsejere og forretningsmænd, der støttede briterne. I dag ville den slags nok blive kaldt terrorisme og kommunisme, men lad det nu være.

Da briterne for nylig fejrede Remembrance day - altså en dag, hvor man husker de faldne soldater og civile i krig - var den nyere historie påfaldende fraværende. De faldne i Mesopotamien var tilsyneladende ikke værd at huske. Det britiske establishment anser det for sikrere at huske på krige, der ligger lidt længere tilbage i historien, og hvor de, der kan huske, hvad der egentlig skete, alligevel er døde.

I oktober hævdede Tony Blairs ikke-valgte efterfølger Gordon Brown (den helt rigtige mand til at skabe demokrati andre steder i verden!) gennem sin håndlanger Kim Howells, at der ikke er nogle tal for, hvor mange irakere, der er døde i Irak siden 2003. Han tilføjede, at den irakiske "regering" måtte indsamle disse data. Det var en åbenlys løgn, at der ikke findes tal. Undersøgelsen fra oktober 2006 i The Lancet konkluderede, at omkring 655.000 irakere var døde som følge af invasionen op til medio 2006. Hvis man fremskriver disse tal, ser man at omkring en million nu er døde. Og før offensiven denne sommer dræbte amerikanerne 300 irakere om dagen.

Men er disse tal ikke draget i tvivl? Er de ikke utroværdige? Aldeles ikke. The Lancet brugte samme analysemetode i Irak, som ligger til grund for rapporter om f.eks. Kosovo og Darfur, som den britiske regering (og andre) bruger uden forbehold. Desuden er der kommet dokumenter frem, der viser, at den britiske regering bag kulisserne faktisk anerkender de tal, som undersøgelsen fremkom med.

Dokumenter, der er fremkommet gennem aktindsigt i Storbritannien, viser, at en af forsvarsministerens rådgivere, Sir Roy Anderson, konkluderede, at undersøgelsen er "robust" og at den benyttede sig af en metode, der ligger tæt på "bedste praksis". Desuden anbefalede han, at man skal være varsom med at offentliggøre undersøgelsen. Det blev den så alligevel. Under alle omstændigheder har de krigsførende regeringer et problem. Man kan ikke afvise undersøgelsen som uvidenskabelig - for det er den aldeles ikke - men man kan ikke lide konklusionerne. Derfor forsøger man at gemme kendsgerningerne væk.

En anden rapport, der har fået endnu mindre omtale, er rapporten fra Opinion Business Research, der viser, at 1,2 millioner irakere har mistet livet som følge af invasionen. Denne rapport er selvfølgelig nyere, og derfor er tallene højere end i The Lancet. Men ingen kan betvivle dens videnskabelige validitet. Dermed er det slået fast, at invasionen af Irak har slået flere folk ihjel, end der døde under folkemordet i Rwanda, der ellers gik for at være det værste folkedrab siden 2. verdenskrig. Bush, Blair og deres medløbere har altså ansvaret for det værste folkedrab siden Hitler.

Dette blev ikke nævt på Remembrance day. Det blev heller ikke nævnt i valgkampen hjemme i Danmark. Måske fordi en million irakere fra eller til ikke er så vigtigt i forhold til en lettelse af topskatten.

Ifølge FN flygter 100.000 irakere hver måned fra deres hjemland. Samtidig diskuterer de danske politikere, hvordan de bedst kan tvinge irakiske flygtninge i Danmark til at rejse "hjem". Hjem til dødspatruljer, tortur, vilkårlige husundersøgelser og drab fra "koalitionens" patruljer, fattigdom og menneskelig tragedie. Også her er det bedst for magthaverne at gemme kendsgerningerne væk.

Kendsgerningerne tårner sig op. Det land, der havde det bedste sundhedsvæsen og uddannelsessystem i den arabiske verden ligger nu i ruiner. Nogle af menneskehedens største kulturskatte fra Mesopotamien og Babylon er nu ødelagt for altid, røvet af bander eller som fundament for amerikanske baser og flyvepladser. Kendsgerningerne taler om systematiske krigsforbrydelser, voldtægt af menneskelig civilisation og et regulært folkemord. Men over for kendsgerningerne står den vestlige verdens største og mægtigste propagandamaskineri, der skiftevis ved løgne og fortielser prøver at holde kendsgerningerne borte.

Hvorfor banker de på krigstrommerne mod Iran? Er det for at skjule det folkemord, de selv har begået? Er det for at skjule, at Iran ikke har invaderet andre nationer? Eller hvad? En ting er sikker: kendsgerningerne skal af vejen, og hellere i går end i dag.

Kvartettens udsending

Her gik mange nok og troede, at Tony Blair var en færdig mand i politik. Naive sjæle har muligvis antaget, at en notorisk løgner og krigsforbryder ikke lige var den mest oplgte til at besidde en toppost i international politik. Men omtalte naive sjæle har taget fejl.

For det ser nemlig ud til, at Tony Blair har en rigtig god chance for at blive den selvbestaltede "Mellemøstkvartets" udsending.

Tror Lord Tony Blair virkelig selv, at araberne vil byde ham velkommen? Tror han virkelig, at Storbritanniens deltagelse i folkemordet på irakerne er en bagatel? Tror han virkelig, at det irakiske blod på hans hænder ikke vil være et problem for palæstinenserne?

Hvis Tony Blair - manden bag løgnen om de berygtede 45 minutter - rent faktisk tror, at han kan gøre noget for at løse problemerne i Mellemøsten, så er han enten uden situations- og virkelighedsfornemmelse, eller også er han bare stadigvæk en inkarneret sandhedsmodstander. Manden er komplet miskrediteret i Mellemøsten, og han har stadig ikke sagt undskyld en eneste gang for det barbari, han er medansvarlig for at have skabt i Mesopotamien.

Tony Blair vil i sin egenskab af stormagternes udsending hos de koloniserede folk i Mellemøsten arbejde for, at der bliver oprettet en palæstinensisk stat. Det er i hvert fald det, vi kan læse hos mange store mediehuse. Hvem vil Blair tale med i "Palæstina"? Vil han tale med Ismail Haniyeh, den mand som rent faktisk er premierminister og som er demokratisk valgt? Nej, naturligvis ikke. Lord Blair vil tale med Mahmoud Abbas (der aldrig nævner ordet "besættelse", når han taler om de besatte områder) og Condoleeza Rices yndlingspalæstinenser, IMF-manden Salam Fayyad. Blair vil holde møder med de palæstinensiske quislinge, der er villig til at gøre, som "kvartetten" og Israel befaler. Til dette formål er Blair aldeles kvalificeret.

Blair vil ikke modsætte sig Israels mur på Vestbredden og koloniseringen af palæstinensernes land. I stedet vil han tale om samarbejde med "moderate" kræfter (hvilket vil sige de miskrediterede quislinge og kollaboratører). Hans job vil være at få palæstinenserne til at lægge enhver modstand mod besættelsen på hylden og i stedet indordne sig og være "moderate" under israelsk overherredømme. Om retfærdighed vil Blair ikke mæle et muk.

Blair vil have forståelse for, at den palæstinensiske "stat" vil inføre mere "sikkerhed", strengere love og mindre demokrati. For det handler jo om at beskytte den palæstinensiske "stat" imod befolkningen, som næppe vil acceptere ledernes forædderi. Blair vil have forståelse for, at Fayyeds ikke-valgte regering fører krig imod den valgte Hamas-regering. Når alt kommer til alt, handler det jo om at have "en mand vi kan snakke med", og ikke en regering, som palæstinenserne selv har valgt.