USA dræber over 300 irakere om dagen

Det mest anerkendte britiske lægetidsskrift The Lancet offentliggjorde i oktober sidste år en undersøgelse, der viste, at indtil for et år siden var omtrent 600.000 irakere døde som følge af den amerikansk ledede invasion. Med andre ord var i gennemsnit ca. 15.000 irakere døde hver måned i "Det nye Iraks" første 39 måneder. Som om det ikke var nok, viste undersøgelsen også, at dødeligheden var stigende, og i læbet af første halvdel af 2006 døde omtrent 30.000 irakere hver måned.

Tallet på nuværende tidspunkt er uden tvivl højere på grund af den igangværende amerikanske offensiv i Bagdad og i Diyala-provinsen øst for landets hovedstad.

Som man kunne forvente afviste den amerikanske og britiske regering omgående undersøgelsens resultater og sagde, at undersøgelsens metode var forkert. Hvori fejlen består kunne de dog ikke fortælle. Sagen er nemlig, at undersøgelsens metode er en standardmetode til at måle dødeligheden i krigs- og katastrofeområder.
USA og Storbritanniens regeringer glemte også, at de selv har finansieret undersøgelser, der bruger præcis samme metode (og lavet af de samme forskere) i områder som Darfur og Kosovo.

Den eneste grund til, at regeringerne afviste resultaterne er, at de er politisk ødelæggende for deres løgn om, at Irakkrigen blev indlet af hensyn til demokrati, menneskerettigheder og for at redde Vesten fra en presserende trussel fra Iraks masseødelæggelsesvåben. Resultaterne fra The Lancet er da også blevet anerkendt i videnskabelige kredse. En af de mest fremtrædende mellemøstforskere i USA, Juan Cole, formulerer det således: "det amerikanske eventyr i Irak er (i løbet af lidt over tre år) ansvarlig for drabene på dobbelt så mange civile som Saddam slog ihjel i løbet af 25 år."

På trods af, at der er akademisk enighed om undersøgelsens metode, så har besættelsesmagternes kategoriske benægtelse været et effektivt spin i offentligheden. Mange medier har, samtidig med at de har bragt nyheden om undersøgelsens resultat, bragt adskillige kommentarer, der uden noget som helst grundlag, sår alvorligt tvivl om undersøgelsens lødighed. Dett journalistiske princip med at "høre to parter" (hvor forskerne ikke længere fremtræder som eksperter, men som parter), nærmer sig her et princip om at høre holocaustbenægterne, hver gang man skriver om jødeudryddelserne under anden verdenskrig.

Det virkelig rystende ved statistikken fra The Lancet er, at det er amerikanerne, der har slået størstedelen af de 600.000 irakere ihjel, som har lidt en "voldelig død". Kun et midretal er blevet dræbt af bilbomber, dødspatruljer eller kriminelle.

Forskerne spurgte en lang række familier om, hvordan deres pårørende døde, og hvem der var ansvarlige. Svarene gav, at 56 procent døde af skud, 13 procent på grund af bilbomber, 13 procent af luftangreb, 14 procent andre og blot 4 procent ukendte årsager.

Det var sværere at sige, hvem der var ansvarlige for dødsfaldene. Det var let at sige, at dødsfaldene på grund af bilbomber skyldes terrorister og at dødsfaldene på grund af luftangreb skyldes amerikanerne (eller andre besættelsesstyrker). Men blandt mange af dem, der er døde af skud, kunne familierne ikke sige, hvem der var ansvarlige - ofte er folk døde i forbindelse med skudvekslinger eller i tilfælde uden vidner.

Blandt dem, der var sikre på, hvem der havde skudt, var det imidlertid 56 procent, der pegede på amerikanerne eller deres allierede. Det betyder, at vi med sikkerhed kan sige, at amerikanerne har dræbt 180.000 irakere fra 2003 til medio 2006. Desuden er der al grund til at tro, at besættelsesstyrkerne (herunder de over 120.000 lejesoldater, der også gennemfører offensive operationer) er ansvarlige for mindst samme andel af de dødsfald, hvor gerningsmanden er ukendt. Det betyder, at vi kan anslå, at besættelsesstyrkerne har dræbt 330.000 irakere indtil medio 2006.

Hvis vi ser på antallet af irakere, der er blevet dræbt af bilbomber, så er tallet omkring 80.000. Et forfærdeligt tal. Men under en fjerdedel af det antal, som besættelsestropperne har slået ihjel.

Selv hvis vi tager de 180.000 irakere, som besættelsestropperne har slået ihjel (det laveste og helt bekræftede tal), så giver det et gennemsnit på over 5000 irakere om måneden. Men siden raten i 2006 var dobbelt så høj som tidligere år, så betyder det, at amerikanerne under disse, for dem de bedste forudsætninger, har slået over 10.000 ihjel på månedsbasis i 2006 - over 300 om dagen. Og det var vel og mærke før den seneste offensiv.

Hvordan kan det være, at besættelsestropperne slår så mange irakere ihjel. Lad os lige se på hverdagen for de amerikanske patruljer.

I de tidligere år under besættelsen har amerikanerne sendt omtrent 1000 daglige patruljer ud i fjendtlige områder. Nu er tallet - under den nye offensiv - steget til knap 5000, hvis vi medtager de irakiske soldater, der deltager i offensiven. Disse tusindvis af patruljer resulterer ofte i tusindvis af døde. De bevæger sig ind i områder, hvor hele befolkningen sympatiserer med modstandsbevægelsen, for at arrestere eller likvidere oprørere og terrorister.

Ofte har patruljerne en liste over de mistænkte og deres adresser. Deres opgave er så at gennemsøge hele huset for våben, sprængstoffer og politisk materiale, litteratur og videoudstyr. Ofte har de ingen liste, og så går patruljen fra dør til dør. Men da det ville være for farligt at banke på døren (beboerne kunne jo skyde igennem døren), så bliver dørene slået ind, og der bliver skudt på alt, der virker mistænkeligt. Hvis patruljen vurderer, at der er risiko for modstand, foreskriver praksis i tråd med feltmanualen, at der bliver kastet en granat ind i det pågældende rum eller hus. Hvis de mæder modstand, beder patruljen om luftstøtte. Det vil sige, at en bygning, ofte et helt boligområde, bliver bombet.

Uden modstan kan en patrulje finde 30 mistænkte i løbet af en dag. Det vil sige, at 1000 patruljer på en dag kan sparke dørene ind hos 30.000 irakiske hjem, gennemsøge dem og skyde på alle mistænkelige eller truende personer - her må man tænke på, at alle mænd i den kampdygtige alder er potentielle mistænkte og farlige fjender.

Hvis imidlertid en vejsidebombe afbryder en patrulje, ophører patruljens opgave med at være eftersøgningen af de mistænkte på listen, og i stedet skal de forfølge gruppen bag vejsidebomben (dom ofte beskyder patruljen efter detonationen). Hermed forhindrer oprørsgruppen denne patrulje i med magt at tvinge sig adgang til mindst 30 hjem, tæske indbyggerne, arrestere irakere og ydmyge de lokale beboere.

Når de amerikanske patruljer forfølger en gruppe, der har angrebet patruljen, så foreskriver deres feltmanual, at tilfangetagelse eller henrettelse af angriberen rangerer over civile liv i området. Derfor benytter amerikanerne massiv ildkraft i jagten på disse angribere - med masser af civile dødsfald til følge. Med tusindvis af patruljer hver dag bliver det samlede resultat et regulært massemord på daglig basis.

Til slut kan jeg lige nævne, at det amerikanske Just Foreign Policy anslår, at knap en million irakere nu er døde som følge af Bushs felttog i Mesopotamien. Det er flere end folkemordet i Rwanda. Snart er der ikke langt op til folkemordet på armenerne - det "første Holocaust".