Airborne My Lai

Da de amerikanske medier først rapporterede om massakren på civile vietnamesere i My Lai i marts for 39 år siden, så var det i en tone og med en vinkel, der fokuserede på den storslåede militære sejr, som massakren tilsyneladende skulle forestille at være. New York Times beskrev operationen som en betydelig succes og skrev, at "amerikanske tropper fangede en nordvietnamesisk styrke i en knibtangsmanøvre på den centrale slette ved kysten og dræbte 128 fjendtlige soldater i en kamp, der varede hele dagen."
United Press International kaldte det en "imponerende sejr" og skrev, at "Pink Village", som de amerikanske soldater kaldte My Lai, efter seks og en halv time var blevet omdannet til "Red, White and Blue Village".

Alle disse historier i pressen var et produkt af militærets propaganda og havde meget lidt med sandheden at gøre. Den enestående dygtige reporter Seymour Hersh (der dengang var meget lidt kendt) kom senere med den rigtige historie om at "Pink Village" var blevet til "Red Village" - rød af blodet fra over 400 kvinder, børn og gamle mænd. De var blevet slagtet i det, som New York Times kaldte en "betydelig succes".

Hvor mange gange får vi ikke i dag rapporter fra Afghanistan og Irak om, at nu er 65 taleban-krigere blevet dræbt ved et bombardement, eller at 28 irakiske oprørere er blevet skudt under kampe med amerikanske styrker. Disse rapporter kommer fra nyhedsbureauernes journalister, der er "embedded" hos det amerikanske militær eller andre besættelsestropper. Disse journalister er underkastet hærens censur og må kun rapportere fra de områder, som militæret giver dem lov til. Dette skaber krigsreportage, der fokuserer meget på den storslåede sejr det er, at dræbe kalashnikov-bevæbnede oprørere med stingermissiler, men meget lidt på de mennesker, som "koalitionens" bomber rammer, de familier, der bliver smadret, og de uskyldige liv, der bliver udslettet. Efterhånden gider aviser, radio og TV knap at bringe disse nyheder om luftbombardementerne.

Ind imellem er slipper der dog historier ud fra følgerne af luftbombardementerne af de afghanske landsbyer og de tæt befolkede irakiske storbyer. Her får vi at vide, at et stort antal civile er døde. Det amerikanske militærs svar er mere forudsigeligt end afslutningen på dronningens nytårstale: alt bliver benægtet. Der er intet sket. Det amerikanske militær har "ikke kendskab" til civile dødsfald.

Ofte vil lokale ledere og sheikher fortælle, at guerillaerne enten ikke har været i området, eller at de har været der, men er forsvundet igen, eller at de - som det ofte er tilfældet i guerillakrig - befandt sig i samme område som bønder i marken eller andre almindelige mennesker. Og det er som regel disse "almindelige mennesker", der bliver brændt ihjel af de amerikanske napalmbomber i Irak og bliver klyngebombet i Afghanistan. Men i pressen kan vi læse, at operationerne har været en stor succes, og vi kan læse, hvor mange "oprørere", der er blevet slået ihjel.

Ofte har de obligatoriske amerikanske benægtelser stor effekt. Der er ingen journalister til stede i de bombede områder, og en hvid mand i slips eller med stjerner på skuldrene har større troværdighed end afghanske bønder og irakiske arbejdsløse.

Hvis beviserne, trods alle odds hober sig op, vil Pentagons talsmænd trække sig tilbage til anden forsvarslinje og forsøge at sætte spørgsmålstegn ved antallet af dræbte civile. De vil beklage og sige, at det skam ikke var meningen. Det var måske et "uheld". Eller også (den desperate forklaringsmetode) var det fjendens skyld - fjenden brugte civilbefolkningen som "menneskeligt skjold" og gemte sig, som de kujoner de er, blandt resten af det besatte lands befolkning, måske har de oven i købet besøgt deres familie og dermed brugt deres egne børn som menneskeligt skjold. Sikke nogle undermennesker, der ikke kender til nobel krigsførelse med fosforbomber, napalm og klyngebombardementer fra 3000 meters højde.

Den allersidste udvej for Pentagon er at igangsætte en "undersøgelse", der - med undtagelse af de helt groteske eksempler som massakren i Haditha - altid frikender militæret for nogen som helst fejl og overgreb.

Talsmændene for Nato og det amerikanske militær er altid gode til at pege på fjendens barbariske opførsel - som for eksempel historien om den seksårige dreng med bombevesten. Moralen er, at fjendens drab er overlagte og barbariske - "koalitionens" drab er utilsigtede, beklagelige fejltagelser.

Ikke desto mindre foretager Nato massevis af drab på afghanere ved luftbombardementer. Selv Karzai, der går under betegnelsen "Kabuls borgmester" har været presset til at tage afstand fra koalitionens vilkårlige bombardementer. ACBAR, der er en paraplyorganisation for afghanske og internationale hjælpeorganisationer, oplyser at Nato har dræbt flere civile afghanere end de afghanske oprørere har indtil videre i 2007.

Lad os lige tage et par eksempler fra Natos seneste bedrifter og sejre under befrielsesmissionen i Afghanistan:

18. juni (eller deromkring) blev en madrassa, en religiøs skole i det sydøstlige Afghanistan udsat for luftangreb. Det amerikanske militær beskrev skolen som et gemmested for al-qaeda-folk. Efter at det kom frem, at syv af skolens børn døde af bombeangrebet, skyndte Pentagon sig at beklage. Major Chris Belcher sagde, at amerikanerne jo ikke kunne vide, at der var børn til stede i skolen. Den lader vi stå et øjeblik.

Senere døde omkring 100 mennesker i kampe i forbindelse med dette angreb. Og det amerikanske militær erkendte, at det alligevel ikke havde fået ram på den person, de var ude efter med deres luftangreb. Så kan vi bare vente på næste gang, amerikanerne får øje på ham, og de igen bomber en skole. Hvis det ikke bliver en moske eller en markedsplads næste gang.

Den 21. juni blev mindst 25 civile, herunder ni kvinder, tre spædbørn og en ældre mullah, slået ihjel i Helmand-provinsen, da de heroiske befrielsestropper bombarderede landsbyen Kunjakak. Pentagon, der altid er god til at fortælle eventyr, fortalte, at det var Talebans skyld, fordi de bevidst havde valgt at befinde sig i et område, hvor der er civile afghanere. Og så kunne de stakkels amerikanere jo ikke gøre andet end at bombe landsbyens kvinder og spædbørn.

30 juni bombede Nato igen "civile hjem" i Helmand-provinsen. I de første rapporter var der meget få civile dødsfald. Senere steg det drastisk. Wali Khan, et lokalt parlamentsmedlem, sagde til Washinton Post, at over 100 civile var blevet dræbt. Han tilføjede, at Taleban var langt fra landsbyen. Og han tilføjede: "folk her er allerede utilfredse med regeringen. Men denne slags drab på civile vil få folk til at gøre oprør imod regeringen."

Hvad er mønsteret i alt det her? At Nato dræber flere end taleban er almindeligt kendt af alle, der læser avisen med hovedet. At de fører en veritabel bombekampagne imod de afghanske landsbyer, mod landets mænd, kvinder og børn, er ikke noget, der normalt kommer frem i de korte notitser, der generelt har karakter af sejrsrapporter og historier om, hvordan de koloniserede folk nu bliver sat på plads.

Knap seks år efter invasionen af Afghanistan er Nato fanget i en krig, de ikke kand vinde i et land, som briterne og russerne tidligere har brændt fingrene på, og som ingen af stormagterne har været i stand til at kolonisere.

De mere intelligente dele af besættelsesmagternes styrker er klar over luftkrigens virkelige effekt. En britisk officer, der for nyligt er vendt hjem fra Helmand-provinsen sagde, at "hver eneste civile dødsfald betyder fem nye talebanere."

Luftkrigen viser, trods dens mange ofre, ikke besættelsesmagternes styrke, men deres svaghed. De er ikke i stand til at tage slagene på landjorden, for det ville tildele Natos styrker massive tab. Hvis de ikke tager disse slag, vil de aldrig kunne håbe på at kunne vinde nogen som helst kontrol. Og hvis de gør det, vil det formentlig være en stakket frist, da den medfølgende modvilje blandt befolkningerne i Afghanistan, Europa og Nordamerika alligevel vil knække Geroge Bushs eventyr i Centralasien. Med andre ord minder Afghanistan mere og mere om Irak.

Og så har jeg hverken nævnt angrebene i Bagdad, Ramadi, Falluja, Basra eller Najaf.