Libyens revolutionære i protest mod NTC

De underliggende splittelser i Libyens revolution er ved at komme op til overfladen. Nu protesterer de revolutionære i Misrata imod, at Libyens selvbestaltede overgangsråd, det såkaldte NTC, har udnævnt en tidligere Gaddafi-loyalist til Tripolis nye sikkerhedschef.

Den nye sikkerhedschef i Libyens hovedstad hedder Albarrani Shkal, og han er forhenværende general i Gaddafis hær. Men så fandt han ud af, at det var bedre for hans karriere at slutte sig til NTC. De revolutionære på gaderne i Misrata råbte under protesten, at hvis udnævnelsen af generalen går igennem, vil martyrernes blod være spildt til ingen nytte.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der synes, der er noget lusket ved NTC. Identiteten hos rådets medlemmer er for størstedelens vedkommende hemmelig.

Adsillige af dem, vi kender til, består af frafaldne Gaddafi-folk og eksil-libyere, der tabte magtkampen i 1970'erne, da regimet satsede på en statslig udvikling af landets økonomi i stedet for en markedsøkonomi. I parantes bemærket var det denne udviklingsmodel, der - den benhårde politiske undertrykkelse til trods - førte til, at levestandarden for almindelige libyere steg til det højeste i Afrika.

Der er flere ting der peger på, at NTC har bedre forbindelse til magthaverne i Paris og Rom end til de revolutionære i Misrata og Tripoli. The Independent skriver - på avisens erhvervssider - at der nu er sat gang i en storstilet kamp om den profit, der følger efter regimeskiftet.

Reuters skriver, at NTC's styre meget vel kan vise sig at blive "en guldgrube for vestlige virksomheder og investorer." De NATO-lande, der i årevis var tilfredse med Gaddafis regime, er nu endnu gladere, fordi en endnu større del af Libyens rigdomme end tidligere nu vil havne i selskaber, der er noteret på børserne i London, Paris og Rom. For at sikre ro til denne overflytning af guld (og en klækkelig kommission til de ukendte herrer i NTC), virker det logisk at udnævne en type som Albarrani Shkal til stærk mand i Tripoli. Det er dét, de kan fornemme i Misrata.

Veteraner fra Afghanistan

Jeg har ladet mig fortælle, at danske politikere med stormagtsdrømme vil have en særlig dag til ære for danske veteraner, der dør i krige mod befolkninger, der aldrig har gjort Danmark noget. I den forbindelse vil jeg lige anbefale denne interessante udsendelse fra Al Jazeera om nogle andre veteraner fra et land, hvor danskere er sendt i krig. Det handler om de sovjetiske veteraner fra Afghanistan. De udkæmpede en krig, de ikke kunne vinde. Og det samme gør Nato nu.

Nederlaget i Afghanistan

Indenfor de store FN-organisationer taler man ikke om at noget kan være farligt, vanskeligt eller umuligt. Man taler om, at det kan være en "udfordring" eller et issue. Det er nok ikke kun i FN, at dette nysprog trives.

Nå, men situationen i Afghanistan betegner FN's nødhjælpsorganisationer i hvert fald som en "udfordring" og "stille, men skrøbelig" - noget som nødhjælpsarbejderne kan oversætte til "skrækkelig".

Nu er der jo valgkamp i Danmark. Status skal gøres op. Den danske regering har ført mindst to krige i udlandet - i Irak og Afghanistan. Her tæller vi ikke udsente til Balkan eller andre steder med. Irak er ligesom tabt, og der er kun en håndfuld soldater og rådgivere tilbage. Afghanistan - landet der ikke kunne erobres af hverken briterne eller russerne, og som Nato ikke kan kontrollere - lægger imidlertid jord til hundredvis af danske soldater.

Jeg har i en tidligere post beskrevet, hvordan Natos luftangreb i Afghanistan dræber flere civile end talebanerne gør, og hvordan disse bombardementer af civile - der formentlig ville blive kaldt krigsforbrydelser, hvis de blev udført af "fjenden" - er med til at skabe en endnu større modvilje imod den udenlandske tilstedeværelse i landet.

En afghansk nødhjælpsarbejder i den nordlige del af landet sagde til New Statesman, at "hvis vi havde en modstandsbevægelse her, ville der også være et oprør her."
En bemærkelsesværdig udtalelse. For det første fordi denne nødhjælpsarbejder ikke nærer nogen som helst tvivl om befolkningens dybe og inderlige modvilje mod de udenlandske tropper. For det andet, fordi han betegner den afghanske modstandsbevægelse som det, den er - en modstandsbevægelse. Ikke som en terrorgruppe, en bandithær eller hvad vi ellers kan høre de vestlige magthavere lukke ud i deres forsøg på at fremstille krigen i afghanistan som retfærdig eller som et projekt, der kan vindes.

De danske tropper er i det sydlige afghanistan, og skal vi tro den danske statsminister, så kæmper de en krig for demokrati og imod at "Afghanistan igen bliver et fristed for terrorister." (ikke et ord om, at de hellige krigere, som nu er "terrorister", ihærdigt blev støttet af statsministerens eget parti i 1980'erne). Som et led i denne kamp har Danmarks allierede nu hentet private lejesoldater til Helmand-provinsen. Disse lejesoldater er kendte og berygtede fra Irak, hvor de blandt befolkningen er den mest forhadte del af besættelsesmagten - og det siger ikke så lidt! Diplomater har udtrykt bekymring over lejesoldaternes indtog i Helmand, for de er kendt for deres brutalitet og ligegyldighed over for civile liv. Blandt de mere ædruelige "rigtige" officerer og soldater fra blandt andet den danske styrke, er der uden tvivl også stor modvilje mod lejesoldaterne.

Nå, men nok om det sydlige Afghanistan for nu. Der er jo krig, og soldaterne kæmper jo for at få oprettet ro og orden. Så lad os se på, hvordan det står til i den nordlige del af landet, hvor denne orden er blevet indført. Det nordlige Afghanistan burde jo - skal vi tro de krigsførende regeringer - være et blomstrende demokrati og et område med fremgang og lykke.

Men, ak, der er en grund til, at de krigsførende regeringer (og med dem, følgagtige medier) er tavse om det nordlige Afghanistan. Virkeligheden er nemlig en ganske anden.

Det samfund, som er blevet oprettet på Nato-bajonetter i det nordlige Afhanistan er alt andet end retfærdigt og demokratisk. Natos allierede i den nordlige alliance (kan I huske dem - vores gode allierede fra krigens første dage - disse gode demokrater) opfører sig som gangstere og banditter - men de er ikke "terrorister", de er allierede.

New Statesman citerer en far til en seksårig pige, der er blevet dræbt i Badakhshan, den nordlige bjergrige provins. Bomben, der dræbte hende, var rettet imod Isaf, den internationale styrke. De eneste, bomben ramte, var mandens tre døtre - og den ene døde.
"De lokale myndigheder er korrupte," siger han. "Og Isaf arbejder hånd i hånd med dem. Isaf er for bløde. De bliver ved med at gå på kompromis."

Angrebet, der dræbte den seksårige pige, var ikke et angreb fra Taleban. Det var, hvis man skal tro de lokale, udført af familien til en lokal leder fra den Nordlige Alliance, som blev slået ihjel af en Nato-patrulje.

Hver eneste lokal leder, som New Statesman har mødt i det nordlige Afghanistan, er tidligere hellig kriger, og de fleste er fra det fundamentalistiske Jamiat-e Islami. Det er de gamle magtstrukturer, der styrer det nordlige Afghanistan. New Statesman sammenligner det med en mafia. Efter alt at dømme er det ikke en sammenligning, der er ubegrundet eller urigtig.

Jamen, var det ikke uundgåeligt, at disse gangstere ville sætte sig på magten i det nordlige Afghanistan og indføre deres mafiavælde? Sådan en indvending vil nogle måske komme med. Men spørgsmålet er forkert stillet. Spørgsmålet burde være: hvordan kunne disse mafialedere tage magten? Svaret er, at Nato tog en beslutning om at bevæbne disse banditter som en modvægt imod Taleban - uagtet deres blodige historie og kendte krigsforbrydelser. At vores nye allierede ved deres tid ved magten i Kabul slagtede 50.000 mennesker bekymrer tilsyneladende ikke Nato - og heller ikke den danske regering.

Da Nato besluttede sig for, at krigsforbryderne i den Nordlige Alliance (som Taleban kun kunne drive fra magten i 1996, fordi befolkningen følte Taleban som en befrielse i forhold til disse notoriske mordere og voldtægtsforbrydere) skulle bevæbnes og besside de ledende politiske poster, væltede de ind over grænsen fra Tadjikistan. Nu kunne de få magten på udenlandske bajonetter. Og de har grebet den godt.

Afslutningsvis lige et citat fra New Statesman-reporteren Kate Clark:
"Det seneste år har jeg ikke mødt en eneste civil, der havde noget som helst godt at sige om præsident Karzai. Dette plejede at være et land, hvor -før 2001 - jeg dårligt nok hørte antivesltige eller antiamerikanske holdninger. Denne velvilje er forsvundet".

Så hvad laver Danmark i Afghanistan? Hvilket samfund er det, Danmark vil opbygge i dette land? Hvilke folk er det, Nato har bragt til magten? Disse spørgsmål kunne godt bruges i en valgkamp.

Airborne My Lai

Da de amerikanske medier først rapporterede om massakren på civile vietnamesere i My Lai i marts for 39 år siden, så var det i en tone og med en vinkel, der fokuserede på den storslåede militære sejr, som massakren tilsyneladende skulle forestille at være. New York Times beskrev operationen som en betydelig succes og skrev, at "amerikanske tropper fangede en nordvietnamesisk styrke i en knibtangsmanøvre på den centrale slette ved kysten og dræbte 128 fjendtlige soldater i en kamp, der varede hele dagen."
United Press International kaldte det en "imponerende sejr" og skrev, at "Pink Village", som de amerikanske soldater kaldte My Lai, efter seks og en halv time var blevet omdannet til "Red, White and Blue Village".

Alle disse historier i pressen var et produkt af militærets propaganda og havde meget lidt med sandheden at gøre. Den enestående dygtige reporter Seymour Hersh (der dengang var meget lidt kendt) kom senere med den rigtige historie om at "Pink Village" var blevet til "Red Village" - rød af blodet fra over 400 kvinder, børn og gamle mænd. De var blevet slagtet i det, som New York Times kaldte en "betydelig succes".

Hvor mange gange får vi ikke i dag rapporter fra Afghanistan og Irak om, at nu er 65 taleban-krigere blevet dræbt ved et bombardement, eller at 28 irakiske oprørere er blevet skudt under kampe med amerikanske styrker. Disse rapporter kommer fra nyhedsbureauernes journalister, der er "embedded" hos det amerikanske militær eller andre besættelsestropper. Disse journalister er underkastet hærens censur og må kun rapportere fra de områder, som militæret giver dem lov til. Dette skaber krigsreportage, der fokuserer meget på den storslåede sejr det er, at dræbe kalashnikov-bevæbnede oprørere med stingermissiler, men meget lidt på de mennesker, som "koalitionens" bomber rammer, de familier, der bliver smadret, og de uskyldige liv, der bliver udslettet. Efterhånden gider aviser, radio og TV knap at bringe disse nyheder om luftbombardementerne.

Ind imellem er slipper der dog historier ud fra følgerne af luftbombardementerne af de afghanske landsbyer og de tæt befolkede irakiske storbyer. Her får vi at vide, at et stort antal civile er døde. Det amerikanske militærs svar er mere forudsigeligt end afslutningen på dronningens nytårstale: alt bliver benægtet. Der er intet sket. Det amerikanske militær har "ikke kendskab" til civile dødsfald.

Ofte vil lokale ledere og sheikher fortælle, at guerillaerne enten ikke har været i området, eller at de har været der, men er forsvundet igen, eller at de - som det ofte er tilfældet i guerillakrig - befandt sig i samme område som bønder i marken eller andre almindelige mennesker. Og det er som regel disse "almindelige mennesker", der bliver brændt ihjel af de amerikanske napalmbomber i Irak og bliver klyngebombet i Afghanistan. Men i pressen kan vi læse, at operationerne har været en stor succes, og vi kan læse, hvor mange "oprørere", der er blevet slået ihjel.

Ofte har de obligatoriske amerikanske benægtelser stor effekt. Der er ingen journalister til stede i de bombede områder, og en hvid mand i slips eller med stjerner på skuldrene har større troværdighed end afghanske bønder og irakiske arbejdsløse.

Hvis beviserne, trods alle odds hober sig op, vil Pentagons talsmænd trække sig tilbage til anden forsvarslinje og forsøge at sætte spørgsmålstegn ved antallet af dræbte civile. De vil beklage og sige, at det skam ikke var meningen. Det var måske et "uheld". Eller også (den desperate forklaringsmetode) var det fjendens skyld - fjenden brugte civilbefolkningen som "menneskeligt skjold" og gemte sig, som de kujoner de er, blandt resten af det besatte lands befolkning, måske har de oven i købet besøgt deres familie og dermed brugt deres egne børn som menneskeligt skjold. Sikke nogle undermennesker, der ikke kender til nobel krigsførelse med fosforbomber, napalm og klyngebombardementer fra 3000 meters højde.

Den allersidste udvej for Pentagon er at igangsætte en "undersøgelse", der - med undtagelse af de helt groteske eksempler som massakren i Haditha - altid frikender militæret for nogen som helst fejl og overgreb.

Talsmændene for Nato og det amerikanske militær er altid gode til at pege på fjendens barbariske opførsel - som for eksempel historien om den seksårige dreng med bombevesten. Moralen er, at fjendens drab er overlagte og barbariske - "koalitionens" drab er utilsigtede, beklagelige fejltagelser.

Ikke desto mindre foretager Nato massevis af drab på afghanere ved luftbombardementer. Selv Karzai, der går under betegnelsen "Kabuls borgmester" har været presset til at tage afstand fra koalitionens vilkårlige bombardementer. ACBAR, der er en paraplyorganisation for afghanske og internationale hjælpeorganisationer, oplyser at Nato har dræbt flere civile afghanere end de afghanske oprørere har indtil videre i 2007.

Lad os lige tage et par eksempler fra Natos seneste bedrifter og sejre under befrielsesmissionen i Afghanistan:

18. juni (eller deromkring) blev en madrassa, en religiøs skole i det sydøstlige Afghanistan udsat for luftangreb. Det amerikanske militær beskrev skolen som et gemmested for al-qaeda-folk. Efter at det kom frem, at syv af skolens børn døde af bombeangrebet, skyndte Pentagon sig at beklage. Major Chris Belcher sagde, at amerikanerne jo ikke kunne vide, at der var børn til stede i skolen. Den lader vi stå et øjeblik.

Senere døde omkring 100 mennesker i kampe i forbindelse med dette angreb. Og det amerikanske militær erkendte, at det alligevel ikke havde fået ram på den person, de var ude efter med deres luftangreb. Så kan vi bare vente på næste gang, amerikanerne får øje på ham, og de igen bomber en skole. Hvis det ikke bliver en moske eller en markedsplads næste gang.

Den 21. juni blev mindst 25 civile, herunder ni kvinder, tre spædbørn og en ældre mullah, slået ihjel i Helmand-provinsen, da de heroiske befrielsestropper bombarderede landsbyen Kunjakak. Pentagon, der altid er god til at fortælle eventyr, fortalte, at det var Talebans skyld, fordi de bevidst havde valgt at befinde sig i et område, hvor der er civile afghanere. Og så kunne de stakkels amerikanere jo ikke gøre andet end at bombe landsbyens kvinder og spædbørn.

30 juni bombede Nato igen "civile hjem" i Helmand-provinsen. I de første rapporter var der meget få civile dødsfald. Senere steg det drastisk. Wali Khan, et lokalt parlamentsmedlem, sagde til Washinton Post, at over 100 civile var blevet dræbt. Han tilføjede, at Taleban var langt fra landsbyen. Og han tilføjede: "folk her er allerede utilfredse med regeringen. Men denne slags drab på civile vil få folk til at gøre oprør imod regeringen."

Hvad er mønsteret i alt det her? At Nato dræber flere end taleban er almindeligt kendt af alle, der læser avisen med hovedet. At de fører en veritabel bombekampagne imod de afghanske landsbyer, mod landets mænd, kvinder og børn, er ikke noget, der normalt kommer frem i de korte notitser, der generelt har karakter af sejrsrapporter og historier om, hvordan de koloniserede folk nu bliver sat på plads.

Knap seks år efter invasionen af Afghanistan er Nato fanget i en krig, de ikke kand vinde i et land, som briterne og russerne tidligere har brændt fingrene på, og som ingen af stormagterne har været i stand til at kolonisere.

De mere intelligente dele af besættelsesmagternes styrker er klar over luftkrigens virkelige effekt. En britisk officer, der for nyligt er vendt hjem fra Helmand-provinsen sagde, at "hver eneste civile dødsfald betyder fem nye talebanere."

Luftkrigen viser, trods dens mange ofre, ikke besættelsesmagternes styrke, men deres svaghed. De er ikke i stand til at tage slagene på landjorden, for det ville tildele Natos styrker massive tab. Hvis de ikke tager disse slag, vil de aldrig kunne håbe på at kunne vinde nogen som helst kontrol. Og hvis de gør det, vil det formentlig være en stakket frist, da den medfølgende modvilje blandt befolkningerne i Afghanistan, Europa og Nordamerika alligevel vil knække Geroge Bushs eventyr i Centralasien. Med andre ord minder Afghanistan mere og mere om Irak.

Og så har jeg hverken nævnt angrebene i Bagdad, Ramadi, Falluja, Basra eller Najaf.