Nederlaget i Afghanistan

Indenfor de store FN-organisationer taler man ikke om at noget kan være farligt, vanskeligt eller umuligt. Man taler om, at det kan være en "udfordring" eller et issue. Det er nok ikke kun i FN, at dette nysprog trives.

Nå, men situationen i Afghanistan betegner FN's nødhjælpsorganisationer i hvert fald som en "udfordring" og "stille, men skrøbelig" - noget som nødhjælpsarbejderne kan oversætte til "skrækkelig".

Nu er der jo valgkamp i Danmark. Status skal gøres op. Den danske regering har ført mindst to krige i udlandet - i Irak og Afghanistan. Her tæller vi ikke udsente til Balkan eller andre steder med. Irak er ligesom tabt, og der er kun en håndfuld soldater og rådgivere tilbage. Afghanistan - landet der ikke kunne erobres af hverken briterne eller russerne, og som Nato ikke kan kontrollere - lægger imidlertid jord til hundredvis af danske soldater.

Jeg har i en tidligere post beskrevet, hvordan Natos luftangreb i Afghanistan dræber flere civile end talebanerne gør, og hvordan disse bombardementer af civile - der formentlig ville blive kaldt krigsforbrydelser, hvis de blev udført af "fjenden" - er med til at skabe en endnu større modvilje imod den udenlandske tilstedeværelse i landet.

En afghansk nødhjælpsarbejder i den nordlige del af landet sagde til New Statesman, at "hvis vi havde en modstandsbevægelse her, ville der også være et oprør her."
En bemærkelsesværdig udtalelse. For det første fordi denne nødhjælpsarbejder ikke nærer nogen som helst tvivl om befolkningens dybe og inderlige modvilje mod de udenlandske tropper. For det andet, fordi han betegner den afghanske modstandsbevægelse som det, den er - en modstandsbevægelse. Ikke som en terrorgruppe, en bandithær eller hvad vi ellers kan høre de vestlige magthavere lukke ud i deres forsøg på at fremstille krigen i afghanistan som retfærdig eller som et projekt, der kan vindes.

De danske tropper er i det sydlige afghanistan, og skal vi tro den danske statsminister, så kæmper de en krig for demokrati og imod at "Afghanistan igen bliver et fristed for terrorister." (ikke et ord om, at de hellige krigere, som nu er "terrorister", ihærdigt blev støttet af statsministerens eget parti i 1980'erne). Som et led i denne kamp har Danmarks allierede nu hentet private lejesoldater til Helmand-provinsen. Disse lejesoldater er kendte og berygtede fra Irak, hvor de blandt befolkningen er den mest forhadte del af besættelsesmagten - og det siger ikke så lidt! Diplomater har udtrykt bekymring over lejesoldaternes indtog i Helmand, for de er kendt for deres brutalitet og ligegyldighed over for civile liv. Blandt de mere ædruelige "rigtige" officerer og soldater fra blandt andet den danske styrke, er der uden tvivl også stor modvilje mod lejesoldaterne.

Nå, men nok om det sydlige Afghanistan for nu. Der er jo krig, og soldaterne kæmper jo for at få oprettet ro og orden. Så lad os se på, hvordan det står til i den nordlige del af landet, hvor denne orden er blevet indført. Det nordlige Afghanistan burde jo - skal vi tro de krigsførende regeringer - være et blomstrende demokrati og et område med fremgang og lykke.

Men, ak, der er en grund til, at de krigsførende regeringer (og med dem, følgagtige medier) er tavse om det nordlige Afghanistan. Virkeligheden er nemlig en ganske anden.

Det samfund, som er blevet oprettet på Nato-bajonetter i det nordlige Afhanistan er alt andet end retfærdigt og demokratisk. Natos allierede i den nordlige alliance (kan I huske dem - vores gode allierede fra krigens første dage - disse gode demokrater) opfører sig som gangstere og banditter - men de er ikke "terrorister", de er allierede.

New Statesman citerer en far til en seksårig pige, der er blevet dræbt i Badakhshan, den nordlige bjergrige provins. Bomben, der dræbte hende, var rettet imod Isaf, den internationale styrke. De eneste, bomben ramte, var mandens tre døtre - og den ene døde.
"De lokale myndigheder er korrupte," siger han. "Og Isaf arbejder hånd i hånd med dem. Isaf er for bløde. De bliver ved med at gå på kompromis."

Angrebet, der dræbte den seksårige pige, var ikke et angreb fra Taleban. Det var, hvis man skal tro de lokale, udført af familien til en lokal leder fra den Nordlige Alliance, som blev slået ihjel af en Nato-patrulje.

Hver eneste lokal leder, som New Statesman har mødt i det nordlige Afghanistan, er tidligere hellig kriger, og de fleste er fra det fundamentalistiske Jamiat-e Islami. Det er de gamle magtstrukturer, der styrer det nordlige Afghanistan. New Statesman sammenligner det med en mafia. Efter alt at dømme er det ikke en sammenligning, der er ubegrundet eller urigtig.

Jamen, var det ikke uundgåeligt, at disse gangstere ville sætte sig på magten i det nordlige Afghanistan og indføre deres mafiavælde? Sådan en indvending vil nogle måske komme med. Men spørgsmålet er forkert stillet. Spørgsmålet burde være: hvordan kunne disse mafialedere tage magten? Svaret er, at Nato tog en beslutning om at bevæbne disse banditter som en modvægt imod Taleban - uagtet deres blodige historie og kendte krigsforbrydelser. At vores nye allierede ved deres tid ved magten i Kabul slagtede 50.000 mennesker bekymrer tilsyneladende ikke Nato - og heller ikke den danske regering.

Da Nato besluttede sig for, at krigsforbryderne i den Nordlige Alliance (som Taleban kun kunne drive fra magten i 1996, fordi befolkningen følte Taleban som en befrielse i forhold til disse notoriske mordere og voldtægtsforbrydere) skulle bevæbnes og besside de ledende politiske poster, væltede de ind over grænsen fra Tadjikistan. Nu kunne de få magten på udenlandske bajonetter. Og de har grebet den godt.

Afslutningsvis lige et citat fra New Statesman-reporteren Kate Clark:
"Det seneste år har jeg ikke mødt en eneste civil, der havde noget som helst godt at sige om præsident Karzai. Dette plejede at være et land, hvor -før 2001 - jeg dårligt nok hørte antivesltige eller antiamerikanske holdninger. Denne velvilje er forsvundet".

Så hvad laver Danmark i Afghanistan? Hvilket samfund er det, Danmark vil opbygge i dette land? Hvilke folk er det, Nato har bragt til magten? Disse spørgsmål kunne godt bruges i en valgkamp.