Kujoner dør mange gange

Bush-sproget er fantastisk. Det er omvendt Shakespeare. Kliken i det hvide hus fabulerer med sproget og udvikler nye ord. Og de taler et episk sprog. Men i modsætning til Shakespeare har det ikke til formål at hæve menneskehedens kuturelle niveau - tværtimod. Et eksempel er det prædikat, de har sat på Syrien. Syrien er ofte medtaget i "ondskabens akse". Måske ikke Bush-klikens største sproglige bedrift, men ikke desto mindre har den vist sig at have stor gennemslagskraft.

Den 6. september i år angreb israelske F-15 fly syrisk territorium. Både Israel og Syrien har været meget tavse vedrørende selve angrebets omstændigheder og hvad det egentlig var, der blev bombet. Det står dog klart, at USA havde givet grønt lys til angrebet.

Det antages bredt, at målet for det israelske angreb var et atomart anlæg. Dette er kun en antagelse, og den er ikke bekræftet. Men den må siges at give mening. Syrien har et arsenal af kemiske våben som modvægt til Israels massive arsenal af kernevåben, og ud fra et militært synspunkt er det mere end logisk, hvis Syrien stræber efter at anskaffe sig kernevåben - ganske som Iran. Begge lande har jo set, hvad der skete med Irak, som overhovedet ingen masseødelæggelsesvåben havde, og som desuden var militært forkrøblet. Hvis landet havde været stærkt, var det aldrig blevet invaderet af USA. Kliken i Washington vil nemlig aldrig gå efter de stærke - de vil kun angribe dem, der allerede ligger ned.

Men er Syrien USA's fjende? Er Damaskus en reel modpart til Washington i spillet om Mellemøstens kolonier? Det er langt fra tilfældet.

Siden 1. verdenskrig har Syrien ikke annekteret nye landområder - tværtimod er der blevet skåret mere og mere af Syrien. Syrien mistede først en del af det, der nu er Jordan, da briterne oprettede Transjordanien - måske en af de mest kunstige nationalstater, historien har set. Franskmændene besluttede sig i 1920 for at oprette Libanon - en ny stat, der havde et tvivlsomt nationalt grundlag, men til gengæld husede en (kristen) elite, som Paris kunne basere sig på i kampen mod Damaskus. Derefter huggede Frankrig en del af det nordlige Syrien og afleverede det til Tyrkiet. Resultatet af denne grænsrykning var, at tusindvis af armenere, der var flygtet fra tyrkernes folkemord i 1915, var nødt til at flygte igen.
Senere tog Israel Golanhøjderne fra Syrien. Golanhøjderne er vigtige på grund af vandforsyningen.

Syrien har altså gennem det 20. århundrede oplevet en stadig reduktion af landet. Intet under, at Damaskus føler, at det er under angreb fra alle sider.

Men hvad med forholdet til USA? Syrien støttede USA's krig imod Irak i 1991. Syrien gik derefter - på USA's foranledning og opfordring - ind i Libanon for at opretholde Taif-aftalen og sikre "Pax Syriana". Dengang var de åbne allierede med USA. I dag er alliancen knap så åbenlys, men ikke desto mindre er der stadig et samarbejde, der ikke er uvæsentligt.

Syrien har nemlig vist sig at være en dygtig og velvillig samarbejdspartner for USA i "krigen mod terror". Syriens behandling af islamistiske grupper er notorisk, og det medfører for eksempel dødsstraf, hvis man dømmes skyldig i medlemsskab af Det Muslimske Broderskab.

Der dukker jævnligt eksempler op, som bekræfter et glimrende samarbejde mellem USA og Syrien. I "krigen mod terror" har USA nemlig god brug for Syriens ekspertise inden for afhøring med elektriske stød, stokkeslag og seksuelle ydmygelser. Ikke fordi amerikanerne ikke selv råder over eksperter på dette felt, men Syrien har et veludbygget system hvad angår tortur.

Maher Arar bor i Canada. Han kommer oprindelig fra Damaskus. Da han besøgte USA blev han arresteret og blev anklaget for at være medlem af al-Qaeda. CIA fløj ham til Syrien, hvor han - i et underjordisk fængsel - kom under kærlig behandling af det syriske Mukhabarat. Den canadiske regering gav Maher Arar en undskyldning, da han vendte tilbage til Canada - for det canadiske politi havde tilsyneladende hjulpet CIA til at rejse de grundløse beskyldninger mod Maher Arar. De amerikanske myndigheder har aldrig sagt undskyld til Maher Arar, og han kan ikke tage over grænsen til USA, for han risikerer at ryge til endnu en omgang tortur i Damaskus.

Der er mange flere eksempler. Amnesty International afslører et systematisk samarbejde om tortur mellem USA og Syrien. "Axis of torture" fristes man til at sige. Time har afdækket en del af det.

Er Syrien USA's ven eller fjende? På den ene side er USA stærkt allieret med Israel - den eneste pålidelige og stabile amerikanske allierede i regionen. På den anden side har USA brug for Syrien til at gøre noget af det beskidte arbejde. Og en ting er sikker: hvis alternativet til Baath-styret i Damaskus er det Muslimske Broderskab (som formentlig ville vinde stor tilslutning ved et demokratisk valg), så foretrækker kliken i Washington at samarbejde med Bashar al-Assad.

Shakespeare lader i Julius Cæsar sige, at "Kujoner dør mange gange, De ærefulde smager kun døden en gang." Magthaverne i Mellemøsten - herunder USA - er moralske lig. Ikke desto mindre formår kadaverne i samdrægtighed til stadighed at få de ærefulde til at smage døden ganske eftertrykkeligt.