Undermennesker

Göbbels har sandelig ikke levet forgæves. Det er næsten heldigt, at omkring halvdelen af irakerne ikke kan læse. For hvis de kunne, skulle de ud over de daglige ydmygelser og overgreb, besættelsen byder på, også forholde sig til de systematiske løgne, som besættelsesmyndighederne producerer. Naturligvis producerer de ikke samlebåndsløgne for irakernes skyld, men for at retfærdiggøre det, der ikke kan retfærdiggøres: den amerikanske ildvogn i Irak, voldtægterne, myrderierne, torturen og fornedrelserne.

Da amerikanske tropper den 23. oktober dræbte 11 irakere i Djila nord for Samarra hævdede det amerikanske militær først, at alle de 11 dræbte var en del af en gruppe, der placerede vejsidebomber for at ramme besættelsestropperne. Men da beviserne for, at mindst seks af de 11 var civile, kom frem og ikke kunne benægtes, ændrede amerikanerne deres forklaring. Og som sædvanligt "beklagede" de tabet af uskyldige liv. Ikke et ord om, at den amerikanske praksis med systematiske mord på civile ville stoppe. Selvfølgelig ikke. Efter det første angreb, sendte amerikanerne et par misiler efter et hus, hvor to bønder, der var flygtet fra angrebet, havde søgt sikkerhed. 14 mennesker mistede her livet. Det lokale politi siger, at 16 døde i dette angreb - syv mænd, seks kvinder og tre børn.

Som det ofte sker, når amerikanerne nægter at svare på, hvorfor de massakrerer civile, siger de, at de "undersøger sagen". Hvad er det, de skal "undersøge"? Om børnene vitterligt er døde? Om de sårede nu også er rigtigt sårede? Om de dræbte kan være døde af noget andet end eksplosionerne fra de amerikanske misiler? De er måske døde af alderdom - eller endnu bedre, af selvmordsbombere? Der er intet at undersøge, og det ved besættelsesmyndighederne godt.

Hvorfor løj amerikanerne først om dette angreb? De kan ikke være uvidende om tabet af civile liv, selv om de nærmest gør en dyd ud af ikke at opgøre tal for, hvor mange de slår ihjel i Mesopotamien.

To dage før massakren i Djila, den 21. oktober, dræbte amerikanske soldater og helikoptere tilsyneladende 49 "bevæbnede mænd" i Sadr City i det østlige Bagdad. Først sagde amerikanerne selvfølgelig at ingen civile havde mistet livet. De dræbte var bevæbnede fjender. Et lokalt shiitisk borgerråd sagde imidlertid, at mange uskyldige, der var i nærheden af angrebet, også havde mistet livet. Ifølge Los Angeles Times var der to drenge på henholdsvis otte og 11 år blandt de dræbte. Amerikanerne sagde, at alle de dræbte var "forbrydere". Det irakiske indenrigsministerium meddelte, at 13 civile blev dræbt i angrebet, og 69 blev såret.

Amerikanerne sagde efterfølgende, at de "ikke har kendskab" til civile dødsfald som følge af deres helikopterangreb i en af Bagdads tættest befolkede bydele. Uvidenhed gæder her som forbryderens sidste forsvarslinie. Men uvidenhed er hverken et bevis eller et juridisk argument.

Selv når amerikanerne en sjælden gang imellem siger, at de vil "undersøge" deres massakrer i Irak, og undersøgelsen rent faktisk fører til noget, viser dette "noget" sig ofte at være en blindgyde. For eksempel massakren i Haditha i 2005, hvor amerikanske marinesoldater slagtede 24 irakiske civile. Her skal det siges, at medierne i Danmark og andre steder var særdeles langsomme til at tage denne massakre op (Politiken afviste i første omgang at rapportere om massakren fordi det var en "betændt sag"), men ikke desto mindre var beviserne håndfaste og de døde var rent faktisk døde (oh, hvilken overraskelse!)

Efter beviserne havde tårnet sig op igangsatte militæret en undersøgelse. En iraker havde formået at videofilme de blodige huse, hvor familierne var blevet massakreret, og øjenvidner fortalte om massakren. Undersøgelsen pågår stadig. Militæret vil formentlig efterspørge flere beviser. Beklageligvis er en del af øjenvidnerne døde. Sager mod morderne fra Haditha er blevet droppet på stribe. Indtil videre er der ikke en eneste af Hadithas bødler, der er blevet sat i fængsel.

Det hele hænger naturligvis sammen med den institutionaliserede racisme, der hersker i det amerikanske militær og i den amerikanske administration. Vietnameserne var "gooks", irakerne er "hajis", "sand-niggers" og "towell-heads". Hvad enten det var massakren på Falluja, Haditha eller mordene på en hel samling bryllupsgæster, så er de irakiske liv ikke noget værd. Og selv om de er civile, er de alligevel selv lidt ude om det. Og ikke tale om, at de har ret til væbnet modstand imod de soldater, der besætter deres land. Slet ikke. De er jo irakere. Arabere. Sand-niggers. Untermenchen.

De samme forudsigelige propagandateknikker bliver sat i værk hver gang. De dræbte er "ekstremister", "terrorister", "Saddam-tilhængere", "hellige krigere" eller noget andet. Og når en iraker fra Sadr City, Falluja eller Najaf forklarer, at hans familie er blevet mejet ned af amerikanere, er han så troværdig? Er den pæne mand fra Pentagon ikke mere troværdig? Han har trods alt medaljer og russisk salat - ikke som irakeren, der formentlig er iklædt den traditionelle thobe og tillige må formodes at være muslim. Her har vi igen racismen. Göbbels har som sagt ikke levet forgæves.

På min blog viser jeg et løbende skøn fra Just Foreign Policy, der viser, hvor mange irakere, der er døde som følge af invasionen. Vi har for længst rundet millionen. Som Voltaire sagde, så er det forbudt at slå ihjel, derfor bliver alle mordere straffet, undtagen de som dræber i store kompagnier og til lyden af trompeter.