4. Juli i Irak

Den 4. juli vil amerikanerne fejre deres uafhængighedsdag, og den revolutionære uafhængighedserklæring vil blive hyldet. Uafhængighedserklæringen erklærer, at "liv, frihed og stræben efter lykke" er umistelige rettigheder (i den senere grundlov blev "stræben efter lykke" skiftet ud med den private ejendomsret), og at enhver regering, der står i vejen for disse rettigheder, må opløses af folket.

Uafhængighedserklæringen opremsede en række af den engelske kolonimagts forbrydelser i Nordamerika. Blandt andet siger erklæringen om den britiske konge:

"Han er gået sammen med andre om at stille os under en myndighed, der er fremmed for vor forfatning og ikke anerkendt i vore love, idet han har stadfæstet deres vedtagelse af foregivne love:
for indkvartering af store, væbnede troppestyrker hos os;
for ved skinprocesser at beskytte dem mod straf for mord, som de måtte begå på indbyggerne i disse stater;
for afbrydelse af vort handelssamkvem med alle dele af verden;
for at pålægge os skatter uden vort samtykke"

De selvsamme ord kan irakerne i dag gentage - om USA's besættelse af deres land. USA har stillet dem under en myndighed, der er irakerne fremmed; USA har indsat "store, væbnede troppestyrker" i landet, har "ved skinprocesser" frikendt de soldater og lejesoldater, der har begået massakrer mod irakerne; besættelsesmagten har (endda før den egentlige militære besættelse) afbrudt Iraks handelssamkvem med resten af verden gennem de sanktioner, der ifølge FN kostede en halv million irakiske børn livet; og sluttelig har USA forsøgt at plyndre Irak gennem privatisering af landets olie.

En del andre tal og kendsgerninger er iøjnefaldende, når irakerne skal fejre, at amerikanerne en gang kæmpede en krig imod en kolonial overmagt - ligesom irakerne gør det nu.

I Irak har fundamentalistiske grupper af al-Qaeda-typen i dag en stor og solid base, der er større end den, al-Qaeda-grupper havde i Afghanistan før 2001. Før invasionen havde de ingen.

Irak regnes ifølge Washington Post nu for at være verdens næstmest ustabile land - foran lande som Somalia og Zimbabwe.

Da George Bush 1. maj 2003 erklærede, at større kampoperationer i Irak var overstået, og at der nu var fred, var der 130.000 amerikanske soldater i Irak. I dag er der 156.000. Desuden er der over 120.000 private lejesoldater fra firmaer som Blackwater - og de udfører offensive operationer, men uden for enhver lovgivning og offentlig kontrol.

Fra februar til juni sidste år var de officielle amerikanske tabstal 292. I år er tabstallene i samme periode (under Bushs seneste "offensiv" i Bagdad) 481 døde.

Ifølge det amerikanske militær er 60 procent af Bagdad uden for amerikanernes kontrol. Det reelle tal er formentlig højere.

Siden 2003 er over 2 millioner irakere blevet tvunget til at flygte ud af landet. Desuden er omkring to millioner internt fordrevede - det svarer til, at hver 6. iraker nu er flygtning.

Andelen af irakere, der lever for under en dollar om dagen i det land, der en gang havde den arabiske verdens bedste social- og sundhedssystem, er nu 54 procent.

70 procent af irakerne har ikke længere adgang til rent drikkevand.

Næsten 20.000 irakere sidder i amerikanske fængsler i deres eget land. Og tallet er stærkt stigende.

Ifølge WHO dør omkring 70 procent af de hårdt sårede irakere på grund af mangel på medicin, udstyr og personale i det irakiske sundhedsvæsen, der tidligere var det bedste i den arabiske verden.

Dagsprisen for et irakisk liv er 2.500 dollars. Det er hvad de efterladte får, når amerikanerne uddeler erstatninger til de pårørende, når de anderkender, at de har slået en uskyldig ihjel (og når familierne tør søge om erstatning).

Og så er der lige de mindst 655.000 irakere, der indtil oktober sidste år havde mistet livet på grund af den amerikanske besættelse. Nu er tallet formentlig en del højere - og mange i den arabiske verden snakker om, at millionen er rundet.

Hvad peger disse tal og kendsgerninger på? Er betegnelsen folkemord dækkende? Måske "evig massakre"? Betegnelsen "borgerkrig" søger at skyde skylden på irakerne selv. En ting er sikker: det amerikanske kolonistyre i Mesopotamien vil ikke få et bedre eftermæle i Irak end briterne fik i USA.