10 more years

Den første maj for tre år siden sagde George Bush, at "koalitionstropperne udførte en af de hurtigste, mest succesfulde og humane kampagner i militærhistorien."

Talen, der kan høres på Det Hvide Hus' hjemmeside, vil gå over i verdenshistorien som en af de bedste kulsorte vittigheder, Washington har fabrikeret. Bush taler blandt andet om, at irakerne ikke længere risikerer at havne i torturkamre og massegrave - og at olieproduktionen stiger. Det var lige før skandalen om Abu Ghraib kom ud i offentligheden. Men irakerne var aldeles klar over, at amerikanerne systematisk benyttede sig af tortur.

Ifølge generalmajor Antonio Taguba var Bush på dette tidspunkt klar over, hvad der foregik i Abu Ghraib. Oplysningerne var tilgængelige for både forsvarsminister Donald Rumsfeld og præsident George Bush.

Men alt i Irak drejer sig jo ikke om tortur. Det drejer sig om krig. George Bush vil jo så gerne være en stor strateg og hærfører. Men på trods af sit intellekt, der slår alverden med forbavselse, formår den gode præsident alligevel ikke helt at skabe de resultater, han gerne vil have. Lederen af de amerikanske besættelsesstyrker i Irak, David Petraeus, siger nu, at det kommer til at tage 10 år for verdenshistoriens største militærmaskine at knuse modstandsbevægelsen i Irak.

Hvis George Bush havde været i stand til at læse andet end Første Mosebog, så burde han måske have taget sig tid til rent faktisk at studere krigsstrategi og taktik. For eksempel hos Sun Tzu, den gamle kinesiske militærekspert.

Sun Tzu siger:
"Hvis du kender fjenden og kender dig selv, behøver du ikke at frygte resultatet af hundrede slag.
Hvis du kender dig selv, men ikke fjenden, vil du for hver sejr også lide et nederlag.
Hvis du hverken kender fjenden eller dig selv vil du tabe hvert slag."

George Bush forstod intet af, hvad han gik ind til, da han startede krigen. Han forstod hverken fjenden eller sine egne styrkers begrænsninger eller psykologien hos almindelige amerikanere. Han gik ud fra, at irakerne ville byde amerikanerne velkomne som befriere - eller i det mindste afholde sig fra at gøre væbnet modstand - samt at USA's militære overlegenhed ville sikre sejren og at den amerikanske befolkning ville støtte op om krigen så længe det var nødvendigt. Alle disse formodninger var grundløse og forkerte.

Sun Tzu forklarede, at soldaternes moral er afgørende i krig, og Napoleon lagde altid meget vægt på dette spørgsmål.

De amerikanske soldater i Irak tror ikke, at de udkæmper en retfærdig krig. De som troede på det i starten, bliver overbevist om det modsatte efter egne erfaringer i Irak. På trods af den enorme censur fra det amerikanske militær, slipper der jævnligt nyheder ud om mytterier og lydighedsnægtelse i den amerikanske hær i Irak. Et enkelt eksempel:

I december sidste år måtte Robert Gates personligt tage til Bagdad for at få orden på et mytteri blandt amerikanske tropper i Ramadi i Anbar-provinsen (som er fuldstændig uden for amerikansk kontrol). Det mest foruroligende for Bush må være rapporterne om, at de amerikanske soldater overgiver sig til de irakiske modstandsfolk, og der er flere der har bedt modstandsfolkene om hjælp til at komme til Tyrkiet eller Syrien for at søge politisk asyl.

For et år siden sagde FN, at der døde 100 irakere om dagen. Der er ingen grund til at tro, at dette tal er dalet.
Kan USA klare 10 år mere med hård modstand i Irak?
10 år mere med massakrer på civilbefolkningen?
10 år mere med mytteri blandt tropperne?

Og kan kan Bush, Blair og deres medskyldige europæiske statsledere (heriblandt Anders Fogh Rasmussen) undgå et eftermæle som krigsforbrydere og massemordere?

Jeg tillader mig at tvivle ganske gevaldigt.