Memorial Day

Den israelske forfatter Amos Oz har sagt, at når man ikke har flere tårer tilbage, så skal man ikke græde, men le.

For folk med hang til kulsort humor kan jeg anbefale en sikker vinder: min gode ven, George W. Bush. Man kan sige meget om denne analfabetiske kretiner, men ganske sikkert er det, at han er storleverandør i humor til alle os, der ikke har flere tårer tilbage.

Forleden fejrede han den amerikanske "Memorial Day" ved en radiotale til det amerikanske folk (og resten af verden). Og minsandten om hans tale ikke (igen) var spækket med guldkorn. En slags omvendt Shakespeare: talen er fyldt med sprogblomster og ordperler, men modsat den gamle William tjener Bushs sproglige gartneri ikke til at højne den menneskelige kultur - nærmest tværtimod.

En af de mere forudsigelige linjer i talen lyder sådan her:
On Memorial Day, we rededicate ourselves to freedom's cause. In Iraq and Afghanistan, millions have shown their desire to be free. We are determined to help them secure their liberty.

Ganske rigtigt er der millioner i de amerikansk besatte lande, der ønsker frihed. Det blev for eksempel demonstreret, da over en million irakere demonstrerede i Najaf den 9. april for at besættelsestropperne skal trække sig hjem omgående.

Og så nævner vi ikke den million irakere, som amerikanerne (sammen med medskyldige krigsforbrydernationer som Storbritannien, Italien, Ukraine og Danmark) har slået ihjel. Og vi nævner ikke de 4 millioner, som besættelsestropperne har drevet på flugt. Og vi nævner ikke, at disse forbrydelser langt overgår, hvad Saddam Hussein, Slobodan Milosevic og Robert Mugabe tilsammen har præsteret.

Og så nævner vi endelig ikke, at amerikanerne har forurenet store dele af irak med forarmet uran og dermed skabt en sand epidemi af leukæmi og deforme børn.

Disse ting vil vi ikke nævne. For der findes ikke tårer nok i verden til at græde over dette folkemord.

Nej, i dette øjeblik vil vi nøjes med at muntre os over at George Bush mener, at det nuværende ragnarok i Bagdad, hvor amerikanske tropper udfører arbitrære husundersøgelser, arrestationer og henrettelser (alt sammen som en del af "offensiven") er med til at "stabilisere" Bagdad. Ingen i Mellemøsten kan tage sådan en påstand alvorligt.

Men i det mindste kan vi grine.